Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Tidligt op og med “mor” på morgenrengøring

Tidligt op og med "mor" på morgenrengøring

Ensomhed

Tidligt op og med “mor” på morgenrengøring

Jeg har været hos psykologen, og det var – som altid – godt. Jeg synes, jeg knokler og rydder op i min elendige fortid, og det “virker” (sgu), for min angst for ECT er for nedadgående.

Da jeg senest var til behandling, var der ingen tårer, og det er et kæmpe fremskridt for mig. Angst for ECT er stadig vores overordnede fokus og grunden til, at jeg har fået en henvisning fra lægen, men alligevel havde jeg i dag skiftet “mellem-fokus” ud med ensomhed. Ikke en ensomhed i mit aktuelle liv, hvor jeg nok er alene men ikke ensom, og der er stor forskel på de to, men en ensomhed i min barndom og ungdom.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver færdig med at rydde op, men jeg håber.

Jeg medbringer altid en form for dagsorden, men den holder sjældent, fordi vores samtale og arbejdet bærer et andet sted hen. Og det er fint med mig, for det er her, hendes erfaring bringes i spil.

I dag havde jeg egentlig planlagt, at “Indre barn” skulle handle om en cykeltur mellem Aakirkeby og Vestermarie i 1978, hvor jeg som 14-årig for første gang tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”, hvilket jeg så forsøger i 2006. Men lidt af magien med “Indre barn-arbejde” er, at man ikke hverken kan planlægge eller kontrollere det.

Så pludselig var vi i stedet på Sydfyn. Min “mor” havde i en periode, (og jeg tror, det er før 30. marts 1976, for min halvbror er vist ikke født endnu), morgenrengøring på lægehuset i Assens. Psykopaten og jeg kæmpede på en eller anden måde om at komme med for at hjælpe hende. Jeg kan ikke huske, hvordan kampen udspillede sig, men der er ingen tvivl om, at der var en kamp. Der var på en måde noget fantastisk over, at jeg kunne vinde over ham.

Hun og jeg havde en lille flig af samhørighed de morgner, hvor jeg vandt. Der var en god stemning i bilen på vejen til Assens og tilbage til Nellemose. Der var 20 km. Jeg kan ikke huske, om vi talte sammen, men det må vi vel have gjort, idet alt andet havde været unaturligt. Når vi ankom til lægehuset, havde jeg mine opgaver og hun sine, og så blev vi vist hurtigt færdige. Den gode stemning var væk, så snart vi trådte inden for derhjemme. Så havde hun sit fokus på psykopaten, og jeg var betydningsløs.

Det er et nøjsomt barn, der står op kl. 4 eller 5 om morgenen for at have rare stunder med sin “mor”. Og det har været tidligt, for vi skulle jo nå tilbage, så jeg kunne nå at cykle til skole og møde kl. 8:00.

Årene på Bornholm var de værste

Der er nok en grund til, at årene på Bornholm var de værste. Jeg boede der fra juli 1978 til juli 1980. På det tidspunkt var jeg 14 – 16 år og derfor i stand til at vide, at hjemme hos mig, var det ikke bare absurd; der var armod på alle planer: menneskeligt, relationelt, økonomisk mv.

Jeg må på en eller anden måde have vidst, at de andre børn/unge havde det anderledes. Jeg havde ingen kammerater, for det var der ikke tid til. Jeg passede mit eftermiddagsjob hos isenkræmmerne i Aakirkeby, som virkelig tog sig godt af mig, men når jeg var hos dem, havde jeg altid dårlig samvittighed over ikke at være derhjemme, hvor jeg skulle “lære at bestille noget”. Jo tak …

Så viden om at de andre havde det anderledes må være kommet fra skolen. Den kan måske også være kommet fra Tine Brylds radioprogram med titlen “Tværs”, som de dog ikke brød sig om, at jeg hørte søndag aften alene på værelset i Svaneke. Når man stemmer på Glistrup, er Tine Bryld jo frygtelig venstreorienteret.

På Sydfyn: I Hårby havde jeg en ven ved navn Bjarne

Under dække af at besøge min mormor besøgte jeg Bjarne. Han havde et ganske normalt liv med en sød hund, en sød storesøster og søde forældre. Alting var så forskelligt fra det, jeg selv kendte til.

Jeg husker mest, at vi fordybede os i at tegne sammen. Vi tegnede i timevis i hans kælderværelse på Solvej 17. Han var dygtig til det, og blev da også arkitekt, men det var ikke lige min spidskompetence. Men pyt med det. Jeg tror, vi lignede hinanden meget:

  • Vi var flittige
  • Vi var dygtige i skolen
  • Og jeg tror, vi var klar over, at vi var anderledes (Bjarne levede mange år som bøsse)
  • Der kan have været noget autistisk også over ham.

Bjarne tog sit eget liv i 2015; det år hvor jeg overvejede det samme. Jeg var til hans begravelse og tanken om den gør stadig indtryk på mig. Måske mærkede han også en ensomhed? Det kan man ikke vide, og selvfølgelig skal man ikke digte, men man har da lov at tænke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hvad kan jeg blive?

Hvad kan jeg blive?

Ensomhed i erhvervsvalget

Hvad kan jeg blive?

Hvad kan jeg blive?“Hvad kan jeg blive?” var titlen på en meget tyk bog, der handlede om alle mulige forskellige uddannelser og erhverv. Som billedet viser, findes den stadig.

Jeg kan stadig se mig mig selv bladre frem og tilbage i den; bange for at vælge forkert. Jeg sad alene på værelset i Svaneke. Der var ingen at tale om de forskellige muligheder med.

  • Det ene år havde jeg været i erhvervspraktik på Nexø Apotek og lavet Kodimagnyl, fordi jeg troede, jeg ville være apoteksassistent lige som kusine Winnie. Da ugen var omme, var jeg klar over, at jeg ikke ville være apoteksassistent.
  • Det andet år havde jeg været i erhvervspraktik på Bornholms Landøkonomiske Forening, fordi jeg troede, jeg ville være agronom. Efter en uge gik det samme vej som det med Kodimagnylerne. Det med lange grønne gummistøvler i ko- eller svinestalde var ikke lige noget for mig.

Overvejelserne gik fra skibskok til efterskole eller alt mulig andet, der kunne bevirke, at jeg kom væk hjemmefra. Efterskole var der selvfølgelig ikke penge til, når der ikke var råd til olie på tanken, og når der skulle være råd til tobak og alkohol.

Jeg besluttede mig for at ville være student, for jeg troede, det var noget, man kunne leve af. Heraf ses tydeligt, at jeg ikke er fra et sted, hvor man fik en akademiker til morgenmad. Jeg har af og til tænkt på, at min “mors” ægtefælle da trods alt var folkeskolelærer, så han må i det mindste have vidst, at “student” ikke var et erhverv. Det gjorde han sikkert også, så måske afspejler det mere ensomheden?

Hvis jeg havde børn, ville jeg tale med dem om, hvad de kunne blive, og hvordan deres styrker kunne bruges i forskellige erhverv. Og jeg ville fortælle dem, at de ikke kunne leve af at blive student. Jeg er i sandhed fra et mærkeligt sted.

Havde jeg været forælder til mig selv, ville jeg have fokuseret på mine evner til at systematisere og bemærke detaljer. Jeg havde ikke været i tvivl om, at mit barn skulle have en boglig uddannelse.

Tage 10. med og “uddannelsessnobberi”

Jeg husker frasen “tage 10. med” og det var jeg sådan set enig i, eftersom jeg ikke følte mig klar til at flytte til København allerede efter 9. klasse. Og jeg var klar over, at jeg måtte “over”, som det hedder på bornholmsk, når man taler om Sjælland/resten af landet. Der var/er et gymnasium i Rønne, men jeg måtte væk fra øen, hvis jeg skulle skabe mig et liv.

Lige p.t. har politikerne besluttet at nedlægge 10. klasse bortset fra for de unge, hvis forældre kan betale for et ophold på en efterskole. Det er en social skævhed, jeg ikke bryder mig om. Der kan være mange årsager til, at en ung ønsker at tage 10. klasse med, og selvfølgelig håber jeg ikke, at nogen oplever det, jeg oplevede. Jeg kan bare ikke se nogen god grund til at fjerne muligheden. Hvorfor skal de skynde sig så meget? Landet mangler arbejdskraft, men et år fra eller til løser næppe problemet.

På et tidspunkt talte blandt andet Mette Frederiksen meget om “uddannelsessnobberi” som en grund til, at flere skulle vælge en ikke-boglig uddannelse. Nu skal alle unge så på gymnasiet og blive studenter, også dem der vælger en ikke-boglig retning. Det kalder jeg en høj grad af “uddannelsessnobberi”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Hvad er egentlig en psykopat?

Hvad er egentlig en psykopat?

“Dyssocial personlighedsstruktur” hed tidligere “psykopat”

Kommentarer?

Jeg undrer mig altid over ikke at få kommentarer til poster om erindringer og indre barn. Jeg kan jo se, de bliver læst. Hvad skyldes det? Er det for voldsomt for dig? Er det for svært?  Husk på at jeg jo har et godt liv nu. Jeg vil bare gerne blive klogere på en svær tid. Fortæl mig om dine bevæggrunde til ikke at kommentere.

Den slags, som du ser på top-billedet, har jeg aldrig prøvet.

Hvad er egentlig en psykopat?

Jeg er optaget af at gøre det “ordentligt og rigtigt”. At kalde et menneske for “psykopat” kan man jo ikke bare gøre, idet det er en meget alvorlig etiket at klistre på et menneske. Jeg er jo trods alt cand. jur.; så prøver man at opføre sig ordentligt. Derfor har jeg besøgt Psykiatrifondens hjemmeside for at finde deres definition.

De skriver blandt andet om det, man tidligere kaldte psykopat, men man nu kalder: “dyssocial personlighedsstruktur”:

Har man en dyssocial personlighedsstruktur, føler man ikke skyld og bliver ikke ramt på samvittigheden. Man er ligeglad med regler og handler ofte impulsivt og kortsigtet.

Her har jeg plukket lidt – og det må man gerne, idet en person med en dyssocial personlighedsforstyrrelse ikke nødvendigvis rummer alle trækkene. Det er tilstrækkeligt bare at rumme nogle af dem:

Typiske træk hos personer med dyssocial personlighedsforstyrrelse kan blandt andet være at vedkommende:

  • Er selvcentreret, opmærksomhedssøgende og selvhævdende.
  • Er mere optaget af egne behov end af andres.
  • Er ligeglad med andres følelser.
  • Mangel på samvittighed.
  • Føler ikke ansvar eller skyld og udnytter gerne andre.
  • Har ingen respekt for sociale normer eller lovgivning.

Alle disse træk genkender jeg hos det menneske, jeg bare kalder “Psykopaten“. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at jeg gør det “ordentligt og rigtigt”. Det er ikke mig, der har klistret etiketten på min “mors” ægtefælle, det er min psykolog, som jeg har kendt i 10 år, og som har virkelig mange års erfaring. Det er altså ikke bare et eller andet Anders And eller “Hulla Bulla”, vi finder frem.

Jeg boede med psykopaten i ca. seks år. Og nu er det sådan, at støder jeg fx på et en kirkebogsindførsel om en helt anden person, der bare har det samme fornavn, må jeg skynde mig at “rulle forbi”. Der gik også mange år, før jeg nævnte psykopatens fornavn for psykologen. På den baggrund begyndte jeg at overveje, om jeg evt. også havde PTSD. Det kunne psykologen heldigvis klart afvise. Jeg har også diagnoser nok. Jeg har det godt nu, og jeg elsker mit liv – faktisk har jeg aldrig haft det bedre, men jeg vil gerne “videre”.

Koblingen til ECT

Jeg har taget fat på en “rejse”, hvor formålet er at bekæmpe min dødsangst i forbindelse med ECT. Jeg er afhængig af ECT, idet alt andet har vist sig utilstrækkeligt, og medicinen til sidst gjorde mig meget syg. Jeg er slet ikke i tvivl om, at ECT er den bedste behandling, jeg kan få. Ergo er jeg nødt til at arbejde med dødsangsten. Også selvom det er lidt hårdt.

Når jeg ligger på briksen til behandlingen, må jeg sige til mit indre barn, at livet ikke stopper her, og at hun må tage det roligt. De her mennesker vil dig ikke noget ondt. Jeg må give mit indre barn ro og kærlighed. “Du har oplevet så mange ting i dit liv, så det her kan du også.” Men jeg er ikke ret god til det.

Alt det andet roderi i mit liv er ryddet af vejen, derfor er det selvfølgelig som om, ECT bliver værre. Det er simpel logik.

Om at være Voksen Hanne

Jeg synes ikke, jeg er ret god til at være Voksen Hanne. Det er som om, jeg mangler viden om, eller intuition for, hvad jeg skal gøre, når jeg skal hjælpe barnet. Men psykologen siger, jeg gør det godt nok, og så er jeg tilfreds med det.

Rejsen er vildt hård og vildt spændende. Der er stor forskel på, at jeg fortæller psykologen om nogle ting og på, at jeg inviterer hende med ind i diverse erindringer. Jeg giver hende adgang til noget ubevidst materiale, som jeg ikke en gang selv kendte til. Det kan jeg kun gøre med et menneske, jeg har fuldkommen tillid til.

Da vi havde en klar aftale om at undersøge det “hyggelige” på Vollsmose Allé 672, 3. tv., mødte vi overhovedet ikke noget “hyggeligt”. Vi mødte i stedet psykopaten, der, fordi han genialt nok var folkeskolelærer og derfor tidligt hjemme, sad i den åbentstående, cerutlugtende morgenkåbe og lagde kabaler ved sofabordet. Det er ikke alene ulækkert og klamt; det er også forfærdeligt.

Da min “mor” er hentet fra arbejdet hos læderhandlen Bilenstein i Odense, vil Lille Hanne vældig gerne have kontakt til sin mor. Hvad kan Voksen Hanne gøre? Tage barnet ved hånden og gå ud til “mor” og bede om at blive set. Men  “mor”, ikke reagerer ikke. Så kan Voksen Hanne gentage det og spørge “Hvorfor tager du dig ikke af dit barn? Kan du ikke se, hun er ked af det?” “Kan du ikke se hun savner sin far?” Det er meget stærkt, men det er et dødfødt projekt. Voksen Hanne må tage barnet ved hånden og gå tilbage på værelset.

Hvad kan Voksne Hanne så gøre? Jeg svarer psykologen: “På en ordentlig måde lægge sig ned på sengen og holde om hende”. Det interessante her er, at det aldrig nogensinde vil komme ind i psykologens hoved, at der også er en uordentlig måde. Men i mit hoved er, at jeg må fortælle hende, at det skal foregår “ordentligt”. Man kan digte og forestille sig en masse, og det er på ingen måde min intention, men det er alligevel tankevækkende.

Jeg har aldrig været i tvivl

Jeg har aldrig nogensinde, bare et halvt sekund, været i tvivl om, at det ikke var min skyld. Mange misbrugte børn og mange voldtægtsofre tvivler ind i mellem på, om det var deres egen skyld. Det har jeg aldrig gjort – og det har været min redning og grunden til, at jeg trods alt har fået et rigtig godt liv med en god uddannelse og en god karriere.

At jeg har klaret mig skyldes formentlig, at jeg havde et virkelig godt fundament fra årene med min far. Et barn bygger sit fundament – og det, som det kan falde tilbage på – i løbet af de første tre leveår. Jeg kom til mine forældre, da jeg var 13 måneder, og altså havde jeg ca. to år til at bygge fundamentet.

Herudover er det sådan, at et barn danner sine moralbegreber allerede i løbet af de første fem leveår. Når man er fem år, er man klar over, hvad der er rigtigt og forkert. Det vil sige, at når psykopaten gjorde “sære” ting, som fx at sidde i åbentstående morgenkåbe ved sofabordet eller at kilde mig i håndfladen, når jeg i mangel på en far, alligevel holdt ham i hånden, var jeg fuldt ud klar over, at det var forkert.

Jeg overgav mig aldrig i løbet af de seks år. Men det bevirker selvfølgelig for en psykopat, at man bliver mere interessant.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Vi søgte det “hyggelige” men mødte psykopaten

Vi søgte det "hyggelige" men mødte psykopaten

Har jeg rystet psykologen?

Vi søgte det “hyggelige” men mødte psykopaten

Da jeg senest – den 28. januar – var hos psykologen fortalte jeg hende lidt om min erindring om en periode med min “mor”, hvor hun og jeg havde det “hyggeligt” bare os to, da vi var flyttet til Vollsmose efter de otte måneder hos revisoren. Dengang sagde jeg til psykologen, at jeg ikke kunne finde frem til noget om det. Alligevel har jeg på ægte slægtsforsker – og autistisk – vis prøvet at finde nogle “data” om det:

  1. Vi flytter til Vollsmose 31/1-1974. Kilde: CPR.
  2. Min ”mor” gifter sig med psykopaten den 26. april 1975 i Rønne Kirke. Kilde til vielsen: vist nok hende selv. Da de gifter sig, har han vist (noget af) sit sande ansigt, og hun ved, hvad der foregår. Alligevel gifter hun sig med ham …
  3. Lad os gætte på, at de har kendt hinanden siden ca. oktober 1974 (dvs. ½ år inden vielsen). Oktober 1974 bliver jeg 11 år.
  4. Den ”hyggelige” periode kan have varet maks. ca. otte måneder. Det er noget længere, end min fornemmelse tilsiger mig.

For at prøve at forklare psykologen mere om min undren over min “mor”, som jeg virkelig finder “mærkelig”, og den ændring hun måske gennemgår, havde jeg ganske enkelt slæbt adoptionssagen med, fordi der heri er nogle sætninger, jeg slet ikke kan få til at passe med min erindring (og så dårligt husker jeg altså heller ikke). 

Mødrehjælpen i Holstebro skriver den 3. juli 1962, hvor mine forældre har søgt om at adoptere, og hvor der foregår en del sagsbehandling, inden de godkendes som adoptanter, hvilket jo er uendeligt positivt:

“Andragerinden virker umiddelbart som en ganske anden type end andrageren, hun er høj, lys slank med blå øjne, hun er meget åben, og man får straks kontakt med hende, hun virker meget reel og gør indtryk af at være meget varmhjertet og levende. Egentlig er hun symbolet på en harmonisk glad ung dansk moder“. Det kursiverede er min markering af det mest underlige.

Det passer ingen steder – men selvfølgelig har Mødrehjælpen masser af erfaring osv. Det siger mig bare, at der er sket et eller andet med hende.

Da jeg har været hos min familie ca. tre måneder, aflægger Mødrehjælpen igen uanmeldt besøg den 18/2-1965 ved 17-tiden for at se, om det går godt. Min far er selvfølgelig ikke hjemme. Mødrehjælpen skriver: “Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne, er meget stolt af hende, på fabrikken har man sagt at han er blevet som et andet menneske, det bedste han ved er at fortælle om Hanne”.

Psykologen bemærker, at det er interessant, at min “mor” beskriver min fars følelser ikke sine egne. Det er jo faktisk enormt interessant, og det havde jeg ikke tænkt på.

Far er her ikke mere

Sidst sagde psykologen er sætning jeg har læst og hørt virkelig mange gange siden sidst, og den har berørt mig dybt hver gang: “Far er her ikke mere”. Jeg kan næsten ikke holde ud hverken at læse eller høre den. Jamen for pokker da det er 52 år siden … Men hvorom alting er, så berører den mig altså stadig. Og sådan er det så! Det lever jeg med.

Men det siger mig, at min “mor” overhovedet ikke var i stand til at rumme mig og min sorg. Jeg havde mistet det menneske til hvem, jeg havde knyttet et særligt bånd, og det forstod hun intet af.

Jeg vil tættere på det “hyggelige”

Denne gang vil jeg prøve at komme tættere på den “hyggelige” periode og også prøve at finde ud af, hvad det “hyggelige” egentlig gik ud på? Hvad var det, der var så “hyggeligt”?

Ergo lukker jeg øjnene, stiller kaffekoppen, og vi går på opdagelse. Jeg er sammen med min psykolog, der ikke laver sin stemme om, hvilket er et billede på, at jeg ikke bliver efterladt på perronen med en fremmed. Jeg er sammen med et menneske, jeg har mere end 100 pct. tillid til. Det er enormt vigtigt for mig, og jeg havde ikke kunnet gøre det for bare 5-8 år siden sammen. Andre kan opleve det anderledes. Jeg er ligeglad.

Vi ved fra sidst, at jeg faktisk kan danne billeder på min nethinde, og vi ved, at disse billeder er en anden måde at inddrage hende (altså psykologen) end “bare” at fortælle. Mange af tingene har jeg tidligere fortalt hende om, men når vi ser tingene sammen, ser hun dem sammen med mig; så er hun inviteret med ind på en anden måde (det er svært at forklare. Er du i tvivl så spørg).

Nåh, men altså vi går efter det “hyggelige”, men vi møder i stedet psykopaten, der sidder ved sofabordet på Vollsmose Alle 672, 3. tv og lægger kabaler i åbentstående morgenkåbe, når jeg kommer hjem fra skole. Der var slet ikke sådan noget “Hej med dig. Hvad har du lært i skolen i dag?”. Det har jeg aldrig prøvet. Jeg går ind på mit værelse, men selvom jeg går derind, har jeg ingen privatsfære der. Jeg er smerteligt bevidst om, at selvom jeg lukker min dør, er jeg ikke i sikkerhed.

Der er to skibsbrikse, fordi det ene af hans fire børn fra første ægteskab skal kunne overnatte der, når de af og til er på weekend. Ergo er mit værelse ikke en gang mit eget. Jeg husker det ikke som et hyggeligt, trygt sted, jeg havde som mit eget.

Psykologen spørger: “Hvordan har hun det? Hvad kunne hun tænke sig?” Det første, der kommer til mig, er “Tilbage til revisoren eller til den lykkelige tid med min far.” Men ingen af tingene er mulige.

Jeg kæmper lidt med det ulogiske: Nemlig så gerne at ville have en ny far. Men den slags “rejser” er ulogiske. Sådan er det. Når jeg så gerne ville have en ny far, skyldes det, at der ikke var blevet taget hånd om barnets sorg over at have mistet den første far. Sorgen har på dette tidspunkt varet i flere år – siden november 1972. Når psykopaten kærtegnede/kildede mig inde i håndfladen, når vi gik over pladsen til bilen og jeg holdt ham i hånden, var jeg klar over, at det var noget sært noget at gøre. Jeg vidste, at det ville min far aldrig nogensinde have gjort, men her var det som om, at jeg måtte leve med det. Som om det var prisen. Så måtte jeg leve med det underlige.

Det er voksen-logikken, der er klar over, at det er en ekstremt seksuel handling. Det er så klamt og så ulækkert.

Jeg sad i aftes og så Anders Aggers seneste “Indefra” på “Sikringen” om de mennesker, der er dømt til anbringelse på ubestemt tid, fordi de en eller flere gange har været “utilregnelige i gerningsøjeblikket”. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at psykopaten gang på gang har været “utilregnelig i gerningsøjeblikkene”. Psykologen bekræfter mig i, at eftersom jeg aldrig nogensinde gik med på nogen af alle hans mærkelige idéer, blev jeg også mere “interessant”. Sådan er  en ægte psykopat.

Min “mor” arbejdede i den læderhandel, der hedder/hed Bilenstein, og vi gik derind for at hente hende. Jeg kan klart genkalde mig duften af læder.

Da vi kommer “hjem” må voksne-Hanne flere gange forsøge at få kontakt til “mor”, men det lykkes ikke. Hun er optaget af sin nye mand. At hendes barn forsøger at fortælle om savnet af sin far betyder ikke noget. Det er virkelig mærkeligt. Alt hvad jeg har læst/lært om en “løvemor” gælder slet ikke. Men jeg ville ønske det gjorde.

Konklusionen

Konklusionen er, at jeg har oplevet noget, der næsten ikke er til at forstå. Jeg prøver alligevel! Det er lige før, jeg tror, jeg ryster psykologen, der ellers har mange års erfaring.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.