Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Sandheden er ofte ilde hørt

Sammensatte erindringer

Erindringer, breve og kirkebøger fortæller ikke altid den samme historie. Når oplysningerne stritter i hver sin retning, opstår tvivlen: Hvad er sandt – og hvad er blot det, jeg helst vil tro?

Sandheden er ofte ilde hørt

Jeg har undersøgt min farfars dødsårsag, og den skulle være “alkoholisme”. Han døde i Randers i 1952. Det kan jeg slet ikke få til at passe med overleveringerne fra mine forældre og min fars ungdomskæreste. Jeg tenderer til at tro, at det er en fejl. På den anden side er det vel sådan, at at når der er noget, man ikke kan lide, så mener man, det må være en fejl? (Opdateret: Det var en fejl! Han døde heldigvis bare af “Hjerneemboli og trombose”).

Den bedste andenhåndkilde, jeg har til min farfar, er faktisk min fars ungdomskæreste, som jeg har kendt rigtig godt, idet hun og hendes mand tog mig under deres vinger, da jeg som 16-årig kom til København og ikke rigtig vidste, hvordan “verden var skruet sammen”. Det var blandt andet hende, der satte huen på, da jeg blev student.

På hendes meget gamle dage højt oppe i 90’erne, fik jeg kontakt med hende igen, og takkede for alt det, de gjorde for mig engang. Især det med studenterhuen står lysende klart for mig. Hun svarede nøgternt, “der var jo ikke andre”, og det havde hun ret i.

Jeg sagde til hende, at jeg var stolt over at være en Stegemüller og hun svarede: “det kan du også roligt være”. Det passer ikke med alkoholismen. Men det kan jo have været en offentligt kendt hemmelighed.

I hendes ungdom var hun på kontoret på Brede (underforstået Klædefabrik). På et tidspunkt kom hun til at smide nøglen til spindemesterens kontor væk, men min far reddede hende. De lærte hinanden at kende til et foredrag under krigen, hvor min far og hans ven Jan Bacher sad og smed små papirkugler i nakken på hende og hendes veninde.

Hun vragede min far og giftede sig med en anden, men de holdt alligevel forbindelsen lige til hans død i 1972.

Jeg har en stor stabel breve fra ham til hende og hendes mand. De fleste er fra 1955. Brevene er det tætteste, jeg kommer på min far bortset fra det lidt, jeg selv husker.

Et dejligt minde om ham og mig er, at jeg står i stuen i Brande, jeg er vel 3-4 år, og spørger min far, der sidder henne ved spisebordet med avisen, hvad jeg har kostet? Han svarer “vi fik dig gratis fra et børnehjem”. Det blev jeg meget skuffet over, for barnelogikken var, at jeg skulle have været dyr for at være noget værd som menneske, men også at hvis jeg havde været dyr, kunne jeg bedre forstå “deres glæde over endelig at få et barn i hjemmet”, som der står i adoptionssagen.

Det var bestemt “en anden tid”. Blandt andet skriver han i brevene fra 1955 om noget tøj, han – der var uddannet i tekstilbranchen –  skal fremstille til en af ungdomskærestens sønner, og han skriver “det skal vel være perlon?”. Det var på det tidspunkt, kunststofferne kom frem.

De holdt også forbindelsen til “moster Karen”, som var min farmor. Hvordan hun bliver til “moster”, er aldrig gået op for mig, da det vel vil kræve, at hun havde en søster, men det havde hun – så vidt jeg ved – ikke.

Kort før min fars ungdomskæreste døde 98 år gammel, sagde hun “Jeg har kun gode minder”.

Jeg var inviteret med til 100 årsdagen.

Slægtsforskning skal glæde familien – ikke gøre dem kede af det

Jeg har arbejdet med en af min farfars søskende og fået kontakt til et barnebarn. Jeg kunne slet ikke få brikkerne til at passe.

I flere dage troede jeg, at et barn var adopteret ind i familien og kom til at hedde Stegemüller. Moderen var hemmeligt fødende på Rigshospitalet og i kirkebogen i bopælssognet står blot, at barnet er navngivet til det pågældende sogn.

I kirkebogen står også, at moderen er borgerligt viet på en given dato. Det kan jeg heller ikke få til at passe.

Vielsen er ikke fundet i følgende kilder (eksempler på “ikke-fund”):

1) Københavns Amt, Sokkelund, Københavns Amts Nordre Birk, Ægteskabsbog for Københavns Amts Nordre Birk (slutter 1922 31/12)
2) Københavns Amt, Sokkelund, Lyngby, Ægteskabsjournal for Lyngby Sognefogeddistrikt 1941-1946
3) Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, Duplikat af ægteskabsbog 1942 12 25-1944 8 26
4) Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, Duplikat af ægteskabsbog 1944 9 16-1946 1 26
5) Københavns Amt, Sokkelund, Tårbæk, Ægteskabsjournal 1923-1949

Jeg var utrolig bange for at afsløre en adoption, som barnebarnet og den afdøde moder ikke kendte til, så jeg var ekstra omhyggelig. Det viste sig heldigvis, at det var mig, der tog fejl. Det er tit sådan, at pårørende giver en masse oplysninger og måske også sender billeder, men det er næsten umuligt at få det til at passe, og det er svært at vide, hvem der er på billederne.

Billeder, hvor jeg er usikker på, hvem der er hvem, kasserer jeg simpelthen. Hellere det end at sætte noget forkert sammen.

Nu har jeg fået at vide, hvem faderen var, for det var en offentlig hemmelighed, men som sagt er han ikke anført nogen steder. Det virker underligt, men når datteren siger det, må det vel være sandt, selvom familien tit husker temmelig dårligt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Om adoptioner

En personlig fortælling om adoption, identitet og tilhørsforhold – fra barnets enkle spørgsmål til den voksnes mere nuancerede refleksioner over både biologiske og nye bånd.

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Det kan jeg huske, at jeg både sagde og tænkte, da jeg var barn, for jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Der var ingen hokus pokus. I min tidligste barndom holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

  • En gang den dag, jeg faktisk er født
  • En anden gang den dag, de mente, de selv havde noget at fejre: dagen de hentede mig på børnehjemmet

Jeg har ofte tænkt på, om udsagnet “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor” gjorde lidt ondt på min adoptivmor. Det kunne jo opfattes som en kritik, selvom det ikke var sådan ment. Det var derimod udtryk for et ønske om at vide, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg var blevet bortadopteret.

Jeg husker tydeligt en lidt fjollet episode, hvor jeg som tre- eller fireårig spurgte min far, hvad jeg havde kostet og blev meget skuffet, da han svarede “Vi fik dig gratis fra et børnehjem”. Min tanke var vist, at jo dyrere jeg havde været, jo mere var jeg værd som menneske. Men også at så kunne jeg bedre forstå deres glæde over “endelig at have fået et barn i hjemmet”. Det er et citat fra min adoptionssag, hvor det fremgår, at der var gået flere år fra de søgte om at adoptere, til Mødrehjælpen og diverse instanser endelig havde fundet et barn til dem.

Sagen er både tragisk og sjov på en gang. Fx kommer Mødrehjælpen på besøg i hjemmet, da mine forældre er blevet godkendt som adoptanter og har “bestilt” en pige på ca. to år. Mødrehjælpen siger “Måske skulle I tage to?” (Jeg har ikke tjekket den præcise ordlyd, men jeg er ikke i tvivl om sagens kerne). Min far bliver noget paf og siger, at det vil de gerne lige drøfte indbyrdes. Da Mødrehjælpen kommer igen, siger han, at de nøjes med ét barn.

De biologiske forældre

Så snart jeg blev 18, gik jeg i gang med at finde frem til min biologiske mor. Jeg havde adoptionsbevillingen, og det var ikke videre indviklet at kontakte Familieretsdirektoratet (tror jeg, det var). Medarbejderen var sød og hjælpsom, så der gik ikke lang tid, før jeg kunne kontakte min mor.

Jeg har altid været taknemmelig for, at hun hverken spiste brun sæbe eller brugte strikkepinde, som var de muligheder, kvinder havde, når de var blevet uønsket gravide dengang i urtiden. Jeg er også glad for at være født før, aborten blev fri, for jeg var et uheld mellem to meget unge forældre.

Min biologiske mor og jeg mødtes et par gange, men kontakten var ikke nem. Jeg var velkommen til at “glide ind i familien”, men det var ikke nok for mig. Jeg ville jo have en mor, for det havde jeg ikke haft, siden min fars alt for tidlige død i 1972. Man kan sige, at da han døde, mistede jeg begge mine forældre på en gang. Jeg var lige blevet ni år.

I dag ville jeg have stillet færre krav til min biologiske mor, men det blev, som det blev.

Også min biologiske far har jeg truffet et par gange. Det var heller ikke nemt.

Men det skal ikke overskygge, at jeg er meget glad for at have truffet begge mine biologiske forældre!

Adoptioner i vælten

Lige nu er der meget omtale af de to dokumentarudsendelser “Når staten bortadopterer”, som jeg har skrevet om i artiklen “Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere”. De to udsendelser kan ses på på DR1.

Den 23. april havde “Genstart” podcastepisoden “Fjernet fra forældrene”:

I den nye DR-dokumentarserie ‘Når staten bortadopterer’ ser man, at børnenes sager ofte trækker ud i flere år, og at de bliver rykket fra plejefamilie til plejefamilie, før de ender hos den endelige adoptivfamilie.

Det er uendeligt positivt, at der nu er fokus på adoptioner, også selvom det “kun” drejer sig om de frygtelige sager, hvor der er tvang involveret. Måske burde man også tale om de “almindelige” adoptioner, for barnet kan jo ikke mærke forskel. Det ved kun, at den primære omsorgsperson ikke er her mere.

Inge Marie Bryderup, sociolog og professor ved Aalborg Universitet, medvirker i Genstart og fortæller om tvangsbortadoptionernes bagside, og hun er god at lytte til. Hun karakteriserer nærmest den nuværende fremgangsmåde som børnemishandling i sagskomplekser, hvor staten skal ud at give undskyldninger om 20 eller 30 år.

Hun søger at finde en balance mellem på en gang børnenes og forældrenes behov ved blandt andet at fortælle om den engelske model, hvor man placerer de udsatte børn i en plejefamilie med henblik på, at det også er den familie, der skal adoptere. I den model er der også tale om, at der bevares en – ganske vist sporadisk – kontakt til de biologiske forældre. Parterne har fx kontakt en gang om måneden. Den slags kan lægge låg på behovet for senere at finde frem til den biologiske mor.

I dag lyder de officielle anbefalinger, at barnet og adoptanterne skal lære hinanden at kende gennem en periode på mellem tre og fem uger, så barnet kan vænne sig til forandringerne, der består i at sige farvel og at komme ind hos en ny familie. Men Ida fra udsendelserne får kun fire dage, hvilket selvfølgelig er helt umenneskeligt. Det kan man ikke byde et barn.

I min tid var der vist ingen “overdragelsesperiode”.

Har ‘clean cut’ kun ulemper?

Nu skal man selvfølgelig ikke gå i rette med en professor, der har forsket i området i mange år, men alligvel tænker jeg på, om ‘clean cut’ alligevel ikke er den bedste model?

  • Hvordan ville jeg selv have mødt den biologiske mor, når jeg 13 måneder gammel var kommet fra Nordsjælland til Vestjylland?
  • Kunne det ikke have bidraget til en vis forvirring?
  • Hvor hører jeg i det hele taget til?
  • Hvem er hun?
  • Hvad skal hun her?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

Privilegeret

Et liv uden gæld, uden jag og uden store mangler – men med ro, struktur og taknemmelighed. At føle sig privilegeret kan også være resultatet af en lang og sej kamp.

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

  • Fortiden er på plads, nutiden god og fremtiden lys. Jeg er “repareret”
  • Jeg mangler ikke noget, selvom jeg hverken har ejerlejlighed eller bil,
    • men jeg har det, der betyder mest for mig: en håndbygget stationær computer og landets bedste skærm
  • Jeg skylder ikke 50 øre væk
  • Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst
  • Jeg kan bedst lide, når dagene er ens
  • Jeg elsker detaljer og data i tabeller
  • Jeg elsker læreprocesser og udfordringer
  • Jeg er taknemmelig for livet, som det er

Når man har det sådan, kan man kun være tilfreds. Så er man privilegeret, og man har noget, mange mangler.

Tilbageblik

Jeg kan nemt huske, da det var anderledes. Der var hårde år med sygdom og manglende afklarethed. Hvad med job? Hvad med bolig? Hvad med økonomi? Hvad med fremtid? Ville verden ikke være et meget bedre sted uden mig? Det er ikke nemt at forklare, hvordan det var.

Jeg har fået en femstjernet behandling af de fremmeste i psykiatrien. Måske fordi jeg er så stædig og blev ved at spørge, når der var noget, jeg ikke forstod? Det siger psykologen i hvert fald.

Manglede kemien mellem en medarbejder og mig, bad jeg om at få en anden, og jeg fik aldrig et nej.

Følte jeg, at noget var helt forkert, insisterede jeg på – og fik – dialog med klinikchefen. På den måde har jeg truffet de skarpeste, dygtigste og sødeste mennesker.

Autismen

Da jeg syntes, tidspunktet var inde til en udredning for Aspergers syndrom, ledte jeg med lys og lygte efter en psykiater, der havde forstand på både Bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at kun en ekspert kan kende forskel på en mani – evt. bare en mani under opsejling – (sygeligt) og en særinteresse (naturligt). Begge medfører en timelang fordybelse og intensitet, som nogle finder mærkelig.

Jeg fandt frem til Pia Bohn Christiansen, og ventede mere end et år på at få en tid, men det var ventetiden værd, for hun var både grundig og dygtig. Vi fik et godt samarbejde i den tid, hvor udredningen stod på. Diagnosen var ingen overraskelse, jeg havde vidst det i 16 år, nu manglede jeg bare en, der ville skrive under. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

Jeg glemmer aldrig, da en psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup lukkede låget på computeren og sagde “Du nævnte noget om Aspergers …”. Det væltede ud af mig med de 16 års studier og observationer. Endelig var der en, der havde set antydningerne og spurgte til dem. Han og farmaceuten fra Akutteamet havde gennemskuet og set bag om regnearkene 🙂

Skift er svære, når man har autisme, så jeg er taknemmelig for at have haft den samme kontaktperson i distriktspsykiatrien siden 2014. Vi skal snart sige farvel, for det er på tide, men jeg vil savne hende på samme måde, som jeg savner psykologen, som jeg også har sagt farvel til.

Mennesker, der har fulgt en i tykt og tyndt siden 2014, er ikke tilfældige forbipasserende. Man kommer til at holde af dem, men nu kan jeg stå på mine egne ben, og går det ikke, tror jeg, jeg er velkommen tilbage hos dem begge.

Der er lidt, der kunne være bedre

Trods overskriften er der alligevel noget, jeg af og til savner: familie og venner.

Nogle ikke-professionelle der vil være mine livsvidner. Men da jeg er en idiot til det sociale, ender det ofte på den forkerte side af godt.

  • Mht. familie kan man ikke lige finde frem til en, uagtet man har styr på i alt 475 aner (bogstavelig talt) fra den biologiske familie og adoptivfamilien.
    • Jeg har vist nok to kedelige kusiner, men vi siger ikke hinanden noget.
  • Jeg kan etablere venskaber, men jeg kan ikke bevare dem, for det ender ofte med simpelthen at være for besværligt. Så vil jeg alligevel hellere være mig selv.
  • Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget brug for dem
  • Men jeg savner faglige fællesskaber, der ikke udelukkende er virtuelle.

Bortset fra det er alt godt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

“Projekt Oprydning” bevæger sig langsomt, for nye interessante emner dukker op

En tidsrejse

“Projekt Oprydning” begyndte som en simpel fejlretning, men har udviklet sig til en egentlig tidsrejse gennem både slægten og slægtsforskningens metoder. Undervejs opstår nye spor, gamle data driller – og pludselig nærmer slutdatoen sig for første gang.

“Projekt Oprydning” bevæger sig langsomt, for nye interessante emner dukker op

(Topbilledet har intet med dagens emne at gøre. Det stammer fra gårsdagens tur væk fra skærmen og ned til Rebæk Sø. Jeg kan så godt lide gæssene).

Jeg bliver nemt afledt af emner, jeg også gerne vil have fokus på. Der må prioriteres benhårdt i min lille butik, når jeg også gerne vil lave podcast for Danske Slægtsforskere.

“Projekt oprydning” blev påbegyndt den 4. august 2022. Det gik oprindeligt “kun” ud på at finde gamle fejl i allerede eksisterende data. Det er med vilje, at “kun” er i citationstegn. Men som tiden er gået, drejer det sig nu om at:

  • finde dødsfald på mennesker, der helt sikkert ikke lever længere
  • finde de tidligere og senere ægtefæller, som data indikerer
  • prøve at opspore samtlige børn samt disses ægtefæller, men heller ikke flere
  • opdatere de gamle “arkivhenvisninger” som overhovedet ikke var til kilder, men fx til IGI (International Genealogical Index) og mikrokortene …
  • forfølge spændende gamle og nye indikationer, fx “han blev fradømt gården i 1801” – jamen hvorfor? Hvad lå bag? eller: “Han døde i Christianshavns Straffeanstalt “, nåh, men hvorfor det?

Det er som at gå fra “aneindsamling” til slægtsforskning.

Lige nu er status vist på grafen herunder – fordelt på år:

Når man roder rundt i data

Jeg kan ikke helt finde rundt i alle mine elskede data, for af en eller anden årsag passer de ikke sammen. Som tabellen viser, har jeg lige nu afsluttet 3.142 personer. Legacy viser, at jeg lige nu har 3.389 personer, ergo burde jeg kun mangle at gennemgå differencen på 247. Men når jeg laver en liste over de personer, der ikke har hashtagget #Oprydning, så er der 570. Og det er jo det rigtige antal.

Jeg tror, diskrepansen skyldes, at jeg i begyndelsen (dengang i 2022 …) også registrerede de irrelevante personer. Dem har jeg registreret 109 af. Det var mennesker, der gik længere end aners søskende med ægtefæller og deres børn, fx fordi i “gamle dage” kunne man kun slægtsforske derhjemme ved hjælp af indtastede folketællinger og en meget begrænset mængde kirkebøger. Var der en folketælling, inddrog jeg “revl og krat” – en masse mennesker, der ikke havde det ringeste med mig at gøre. Dem sletter jeg nu. Jeg vil tro, at jeg har slettet mellem 600 og 800, selvom det gjorde ondt hjertet.

Det vil så sige, at regnearket, der styrer projektet, rummer mennesker, som Legacy ikke længere rummer. Så skal det jo gå galt! Jeg sammenholder pærer med bananer. Heldigvis er det ingen videnskab, og det er godt, jeg ikke er ansat til dette her, så blev jeg nok fyret på gråt papir i går.

Forventede slutdatoer og nøgletal

Jeg fik min ven ChatGPT til at opdatere de forventede slutdatoer, og det er lige til at blive i godt humør af, for nu kan tidsrummet indsnævres til mellem den 25. maj og den 16. juni – altså en forskel på kun tre uger. 25. maj er ikke så realistisk, for det forudsætter, at jeg ikke inddrager nye personer. Det kan jeg selvfølgelig ikke garantere. Derimod inddrager estimatet den 16. juni den hidtidige profil for nye personer.

Der har været tidspunkter, hvor jeg troede, jeg aldrig blev færdig. Nu kan jeg faktisk se en ende på projektet, Det føles godt, for egl. gider jeg ikke mere. Jeg har fanget det, jeg har fanget. Det bliver aldrig perfekt, men jeg har gjort det, så godt jeg kunne.

I begyndelsen var det umuligt at sige, hvornår jeg blev færdig. Men efterhånden som datasættet er blevet gennemarbejdet, begyndte tallene at stabilisere sig – så og nu kan jeg faktisk estimere afslutningen inden for kun få uger.

Nøgletallene er vist i tabellen herunder, og de er egl. meget sjove, også selvom de ikke er præcise. De er ikke præcise, fordi jeg først efter noget tid fandt på fx at registrere adresseforespørgsler og civilstande. Dvs. de er ikke med fra begyndelsen – men igen: det er jo trods alt ingen videnskab, selvom det havde været rart, hvis jeg havde fået alle de nye idéer fra begyndelsen.

En tidsrejse

Jeg retter op på gamle dårlige “kildehenvisninger” som overhovedet ikke var kildehenvisninger/arkivhenvisninger. Det er som at blive sat 20 år tilbage i tid. Se fx disse to, hvor henvisninger går til det hedengangne IGI, til de ditto mikrokort og noten “Herudover er teksten stort set ulæselig”. Det var også dengang; nu er det ikke længere så galt. Dem har jeg en del af.

Det er nu meget sjovt at gense, for der er på mange måder løbet meget vand i stranden siden den 3. januar 2008.

Jeg fandt på min PC dette gamle IGI-hæfte, som du måske også har haft (og det kan i øvrigt findes på Danskerne historie Online. (Du kan også hente det ved at klikke på billedet.))

Det er næsten som at gå tilbage til en tid, hvor vi ristede runer, hvor det hed en datamat og edb (elektrisk databehandling) , og hvor man skulle spare op i tre måneder for at få råd til at tilkøbe lidt plads i form af en ekstern harddisk. Prøv at hente det og bladr lidt. Det er utroligt, hvad der er sket på de 25 år, siden hæftet udkom i 2. oplag i år 2000.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.