Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Snyd med snoren?

Solsikkesnoren og autisme

Snyd med snoren?

Henover sommeren har der været diskussioner om, hvorvidt brugere af solsikkesnoren bare bruger snoren for at snyde. Det kan være for at komme foran i køen i en butik, få en bedre plads i bussen osv. Nogle af diskussionerne har været modbydelige, og nogle af deltagerne må have haft svært ved efterfølgende at se sig selv i spejlet.

Solsikkesnoren er et symbol, der bruges til at synliggøre skjulte handicap og give omverdenen et signal om, at brugeren måske har brug for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Det er ikke et officielt identitetskort eller bevis på et handicap, men snarere et visuelt hjælpemiddel i offentligheden. Diskussionen om solsikkesnoren drejer sig primært om, hvordan den bruges, og hvilken effekt den har på både den der bruger snoren og dem omkring dem.

Mange tænker, at tiden under Corona var slem. Jeg lagde ikke rigtig mærke til den bortset fra, at det var dejligt at folk hold afstand. Jeg fatter ikke, at andre næsten skal stå oppe i nakken af mig. Her hjælper solsikkesnoren en smule, men den ses dårligt bagfra.

Nogle mennesker er holdt op med at bruge snoren, fordi de oplever at blive stemplet som enten dumme eller snydetampe. Det er jo egentlig forfærdeligt, at der er så lidt omsorg og empati i Danmark, at en solsikkesnor kan provokere i stedet for at yde den lille hjælp, der skal til.

Sådan bruger jeg snoren

Jeg kan ikke tale for andre – kun for mig selv. Jeg snyder helt sikkert ikke; det er langt uden for min verden.

Jeg bruger snoren sammen med mine lækre “Bose NC” (NC står for noise cancellation) hovedtelefoner i offentlige transportmidler, og når jeg køber ind. De to ting tilsammen bevirker, at bombardementet af sanseindtryk reduceres. Jeg får så at sige mulighed for at være i min egen verden, og behovet for efterfølgende at samle kræfter bliver mindre.

Jeg er meget sensitiv overfor både lyd og lugt. Begge dele placerer sig cirka midt i min hjerne, og det er svært at få dem til at forsvinde igen. 

Der er utrolig meget støj i verden, men andre mennesker lægger ikke mærke til det. Et eksempel er hos frisører, hvor der altid er overflødig baggrundsmusik. De siger selv, at de ikke hører det. Så undrer jeg mig over, hvorfor det overhovedet er der? Min egen frisør er vældig fleksibel, så vi har aftalt, at jeg altid får den sidste tid lørdag i hver sjette uge, for der kan han slukke for muzakken. Det fungerer godt.

I supermarkeder er det selvfølgelig sværere. Der kan jeg jo ikke bede dem slukke, selvom jeg har lyst. Hovedtelefonerne tager det værste – ikke det hele uanset noise cancellation er sat til maksimum. Det, der fungerer bedst, er, at være i gang med fx en podcast og så at fokusere på at lytte til den og ikke andet.

At undgå lugte er sværere. Et sted, jeg ikke kan fordrage at komme, er i Hvidovre Stationscenter (som ikke længere hedder sådan) for sanseindtrykkene er kolossale.

For at komme ind i centrum af centeret skal man blandt andet forbi en “Normal”. Har du nogensinde lagt mærke til, hvordan en sådan lugter? Den lugter helt u-normalt, men du har sikkert ikke bemærket det. En Matas lugter også forfærdeligt. Jeg undrer mig over, hvad der får de to kæder til sikkert bevidst at udsende så meget stank, og hvordan det overhovedet lykkes for dem? Et af formålene er sikkert at få kunderne til at købe mere.

Når jeg skal ned at handle, skal jeg forbi en burger-butik, som lugter forfærdeligt. Løsningen er simpel: gå over på den anden side af gaden, hvor pizzeriaerne til gengæld holder til, men det er ikke helt så slemt, og de er lettere at passere.

Erindringer

Når jeg tænker tilbage på skoletiden (dengang man skød med bue og pil), og hvor man ikke tænkte over diagnoser eller særlige behov, står det klart, at de voldsomme sanseindtryk altid har været tilstede i mit liv, og at jeg selv måtte prøve at finde løsningerne:

  • Et klasseværelse efter spisefrikvarteret lugter forfærdeligt. Man kunne nemt og gratis have luftet ud.
  • 24 stole der trækkes ud og henover gulvet larmer frygteligt. Man kunne nemt og billigt have sat filtsko under.
  • Jeg hadede at gå til børnefødselsdag, for slikket på kagemanden udsendte en frygtelig lugt. Jeg kan ikke udtænke en løsning.
  • Fritidshjemmet med en byggelegeplads hvor det var næsten umuligt at finde et sted at trække sig tilbage. Jeg fandt løsningen ved at muge ud hos shetlandsponyen Olga. Hun sagde ikke noget.
    • En anden god løsning var at gå til hånde på skolebiblioteket. Der var stille, og bøgerne duftede godt.

Har du nogensinde bemærket det?

Mens jeg skriver dette, er jeg klar over, at det formentlig er de færreste af mine læsere, der selv har bemærket alle disse sanseindtryk. Måske synes du, jeg er mærkelig, fordi du ikke selv lægger mærke til det?

Prøv at forestille dig mængden af mental energi, der er gået – og går – med at udtænke løsninger på ting, der i virkeligheden er ret simple.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Trænger børnebørnene til ferie efter ferien?

Skal børn altid stimuleres?

Trænger børnebørnene til ferie efter ferien?

Denne artikel er skrevet med det store forbehold, at jeg hverken har børn eller børnebørn og således slet ikke ved, hvad jeg skriver om. Et andet forbehold er, at det måske kun er børn med diagnosen Aspergers syndrom, der foretrækker hverdagens forudsigelighed. Det ved jeg heller ikke noget om. Jeg undskylder på forhånd, hvis jeg træder nogen over tæerne!

Jeg lytter p.t. til mine veninder, der bruger lidt af sommerferien på at være sammen med børnebørnene, og de arrangerer – af ren kærlighed – mange oplevelser for dem. Der skal hele tiden ske noget.

Men er der egl. nogen, der har spurgt børnene, om det er det, de gerne vil? Måske har de i virkeligheden bare behov for at slappe af med en sodavand og et Anders And-blad, lave hule i et træ eller en farmor, der læser højt af Astrid Lindgren?

Nu til dags har børn jo også en travl hverdag, som de kan have behov for at koble af fra? De skulle jo nødigt komme tilbage til skolen og SFO’en og være stressede.

Egne erindringer

Det er helt sikkert et alderstegn, men erindringerne om min tidlige barndom, hvor der var orden i verden, står stadigt klarere.

Vi (min far, min “mor” og jeg) boede i Brande på heden. Hvert år var jeg en uge på sommerferie hos tante Kis (1919 – 1985) og onkel Sigvard (1913 – 2001) i Aarhus. Tante Kis var i virkeligheden faster Kirsten, men sådan kaldte vi hende altså ikke.

Jeg elskede at være der, men jeg håbede altid på, at de ikke havde arrangeret for meget, jeg forventedes at deltage i. Allerede som barn havde jeg det som Dan Turell i “Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Med min nuværende indsigt kan jeg sagtens forstå, det var sådan. Det er fuldkommen naturligt for et menneske med Aspergers syndrom, for hverdagen rummer en høj grad af forudsigelighed, og så bliver min hjerne glad.

Vi var fx i Cirkus Benneweis (det kom ikke nede på heden), i Tivoli Friheden og Den gamle By, og det var selvfølgelig sødt af dem, at de havde tænkt på alt det for min skyld. Men jeg ville hellere have været hjemme i deres kæmpe hus på Provstebakken (vist nr. 17), hvor alt var tilladt. Det eneste, der var forbudt, var at støje, når tante Kis sov til middag og at flytte skumgummidørstopperne, der var beklædt med sort- og hvidternet stof, som sørgede for, at misserne kunne bevæge sig frit rundt i hele huset.

Jeg havde ikke brug for alle mulige oplevelser ud af huset. Jeg var tilfreds med:

  • Den lille grå rejseskrivemaskine, der var så fuldstændig håbløs, at man selv måtte dreje på farvebåndet, for det kørte ikke af sig selv. Jeg kan stadig huske lyden, når man spolede det fra venstre mod højre. Jeg har skrevet mange håbløse breve til imaginære personer på den skrivemaskine, der end ikke var elektrisk.
  • Fætter Svends (1945 – 1988) enorme Märklin-jernbane i kælderen. Der var tilknyttet en grøn transformer og drejemekanismen var rød. Jeg var for lille til selv at køre med det, men når han kom hjem, legede han tålmodigt med mig.

Når tante Kis var færdig med middagsluren, lagde hun kabaler ved bordet i spisestuen, og cigaren var på plads i mundvigen. En af misserne så på fra sin plads på bordet.

Jeg spillede deres “tårn-spil”, som var en anordning med mange træringe stablet oven på hinanden. Hver træring havde et hul. Man stoppede en lille træ-kugle i foroven og så drejede det sig om at få træringene til at stå i det rette forhold til hinanden, så kuglen kunne komme hele vejen igennem og falde ud for neden. Det er lidt vanskeligt at forklare, men jeg har brugt hundredvis af timer på det.

Hvad jeg ellers fik tiden til at gå med, husker jeg ikke, men jeg var helt sikkert glad for at være der, for jeg så frem til den uge år efter år. Bare de ikke havde arrangeret for meget for min skyld.

(Under billedet af Kirsten Stegemüller, Jette Marianne Kaae, Sigvard Kaae og Svend Steffen Kaae finder du både kommentarfelt og læserundersøgelse).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

De farlige polariseringer

Hvem tør lytte?

De farlige polariseringer

Jeg synes, der bliver flere og flere af dem, og derfor bliver der i stigende grad behov for rummelighed overfor det uforståelige og “de andre”.

Slår man ordet “polarisering” op i Den Danske Ordbog, får man følgende at vide

proces eller udvikling hvor noget, fx holdninger, udtryk eller sociale grupper, splittes op i skarpe modsætninger

Polarisering nr. 1: Israel ctr. Hamas

Jeg havde en bekendt, der vedblev at sige, at krigen i Gaza ville være slut, så snart Hamas frigav gidslerne, selvom jeg kunne bevise, at Netanyahu allerede for meget længe siden har sagt, at han vil have hele Gaza, koste hvad det ville.

Vedkommende ville overhovedet ikke høre om de døde børn i Gaza men vedblev at sige, at Israel har ret til at forsvare sig. Jeg vil aldrig komme til at forstå, hvordan små børn kan udgøre en trussel for staten Israel. Jeg vil aldrig bifalde, at man opererer børn uden bedøvelse.

Det endte med, at jeg afbrød relationen. Jeg blokerede vha. en firewall vedkommendes adgang til mit website, jeg sørgede for at mails fra vedkommende aldrig vil nå frem til min indbakke, og jeg blokerede vedkommende på telefonen. Jeg kunne ikke udholde hans holdninger.

Debatten Israel ctr. Hamas udgør i høj grad en polarisering. Forstår man palæstinensernes lidelser i Gaza, er man en venstreorienteret Hamas-tilhænger – evt. kommunist eller det, der er værre. Siger man, at Hamas’ angreb i Israel den 7. oktober var en brutal svinestreg, er man Zionist.

Polarisering nr. 2: Ulvediskussionen

Ulve-diskussionen er blevet en debat mellem jyder og sjællændere (københavnere især).

På Østerbro sidder københavnerne på café og spiser speltboller og drikker chaite, mens barnevognen trygt kan stå udenfor. I Jylland kan man ikke gå tur med hunden, uden den er i snor. For der lurer en ulv på hvert af de imaginære gadehjørner.

Jyderne skriver på Facebook til københavnerne, at lovgivningen er, som den er, fordi de ikke ved noget om naturen og de invasive arter. Selvom der gives en økonomisk kompensation for de hegn, der skal sættes op rundt om fårene, er det et indgreb i den personlige frihed – måske ligefrem overtrædelse af nogle grundlovssikrede rettigheder.

Polarisering nr. 3: Neurodivergente versus neurotypiske

Som neurodivergent har man hele livet fået at vide, at man var anderledes, mærkelig eller i sidste instans dum, og at det var de neurotypiske, der var de “rigtige”. Min egen skolegang var et mareridt, blandt andet fordi jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, eftersom jeg er fra en nomadefamilie. Det er slet ikke godt for et barn med Aspergers syndrom, men da jeg var barn i 1960’erne/1970’erne, havde man jo ikke “opfundet” diagnoserne; man havde dårligt nok opfundet barndommen. Man måtte bare tage sig sammen.

Selv kom jeg fx aldrig over i højdespring, for selvom jeg stod sidst i rækken og således kunne se, hvordan alle de andre før mig gjorde, kunne jeg simpelthen ikke regne ud, hvordan jeg skulle hoppe op i luften og deroppe parallelforskyde min krop ind over stangen for at lande på madrassen. Utallige er de gange, jeg landede på asfalten foran madrassen. Det gjorde pokkers ondt. Jeg ramte heller aldrig bolden i rundbold.

Til gengæld læste jeg helt frivilligt fysikbøger, fra jeg gik i femte klasse, og jeg elskede at sætte bøger på plads på skolebiblioteket hos frk. Christensen. For der var ro og forudsigelighed – og duften af bøger var andeledes dejlig end stanken af madpakker i klasseværelset efter spisefrikvarteret.

Os på autismespektret har ofte kæmpet for at være i verden. Gudskelov er der langsomt – men sikkert – ved at opstå en opblødning i denne polarisering. Virksomheder vågner op og diagnoser er ikke længere fremmedord. De fleste ved lidt om, hvad autismespektret er for en størrelse, og de har måske hørt om “popcornhjerner”, når de skal prøve at forstå mennesker med ADHD/ADD.

I går hørte jeg en fantastisk episode af GladPodcast, hvor Bo Rygaard fortæller om den gryende forståelse i “Fremtidens teams kræver forskellige hjerner”, men også at det ikke er nok at være ih så forstående, man skal også gide at være med, når det bliver lidt besværligt, at en enormt dygtig medarbejder ikke kan møde kl. 8 og ikke trives i en kantine.

Polarisering nr. 4: Traktordemonstrationerne

Traktordemonstrationerne når landmænd – ligesom Trump – mener, at det der med klimaforandringer og CO2-reduktioner er noget venstreorienteret pjat. Det er nok noget, de dovne DJØF’ere har skabt i de regneark, der er en del af alt det overflødige bureaukrati, vi har her i landet. Sandheden er, at landmændene slet ikke har råd til at betale en klimaafgift. [Her håber jeg, du forstår ironien.]

Lyt for pokker

Nu blev denne artikel lidt lang, fordi jeg faldt ned i erindringerne i “Polarisering nr. 3”, og det var jo egl. ikke meningen.

Min pointe er bare, at vi mangler redskaber til at lytte og forstå “de andre”. Sådanne redskaber udvikler Özlem Cekic i Brobyggerne – Center for dialogkaffe. Et af Özlems centrale statements er, at vi skal turde dialogen med dem, vi er mest uenige med. Jeg synes, hun har fat i noget centralt, for det er enormt svært. Som polarisering nr. 1 viser, er jeg ikke selv for god.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Tillykke student!

Tillykke student!

Årets dimissioner

Tillykke student!

Når jeg møder en student, kan jeg ikke lade være at hilse med et “Tillykke student”, og de hilser pænt igen. Det er muligvis temmelig gammeldags, men det er nu hyggeligt nok.

Der er ikke noget at sige til, at både de selv og hele familien er stolte, for man “får” ikke en studenterhue – man erhverver den efter flere års hårdt arbejde. Der er også mange andre unge, der dimitterer uden at få en hue, og de har også grund til at være glade og stolte; det er bare ikke dem, denne artikel handler om.

Egne erindringer

Jeg kan ikke lade være at tænke 42 år tilbage, da jeg i 1983 blev nysproglig student fra “Statens Kursus til Studentereksamen” efter to benhårde – men også fantastiske – år. Der var vist arrangeret en eller anden form for “hestevogn”, men jeg deltog ikke, for jeg skulle på arbejde hos Irma … Det var dumt, men jeg havde ikke hjemmefra lært at blive fejret. Det var også dumt.

Tillykke student!

Jeg elskede latin og tysk. Begge lærere hed Kirsten. Med min nuværende indsigt er det selvfølgelig ikke overraskende. Begge fag var præget af forudsigelighed i form af regler, og det var en form for leg at skrive tyske stile og at skille “De puniske krige” og “Plinius’ breve” ad. Man skulle bare lære reglerne, og så var den ged barberet – i hvert fald i latin. Sådan tænker et menneske med Aspergers syndrom – vi har et anderledes “styresystem”.

Stadig undrer jeg mig, når DR viser et billede af en pensioneret kvinde og billedteksten kalder hende “emeritus”, når hun selvfølgelig er “emerita”, men man underviser vist ikke i latin mere, så de er vel undskyldte? Det er ærgerligt, for når man har tygget sig gennem Kr. Mikkelsen, har man fået en gennemgribende sprogforståelse ind på rygmarven – og den bliver siddende.

I tysk var det selvfølgelig lidt anderledes, idet vi der læste forskellig litteratur, som man også skulle kunne. Jeg husker bedst “Christiane F” og selvfølgelig “Katharina Blums tabte ære” af Heinrich Böll.

En af mine tidligere klassekammerater fra kursus læser af og til med her på siden, og hun skrev på et tidspunkt, at vores fransklærer plejede at sige “I skal kaste op på side …”. Det kan jeg ikke huske.

Historie: Jette var ung og nyuddannet. Jeg husker bedst alt det, hun lærte os om kildekritik, og primære, sekundære og tertiære kilder. Jeg har stadig glæde af det i forbindelse med slægtsforskning. “Brug altid den originale kilde hvis det er muligt” og hvis ikke “Hvad ved vi så om den fx skrevne kilde?”

I sagen om Mike Fonseca, der optog en samtale med Lars Løkke Rasmussen, som tilbød ham 370.000 kr. for at forlade Folketinget, kom jeg i tanke om kildekritikken: Hvor valid er sagsfremstillingen egentlig, når Mike selv har arrangeret lydoptagelsen, mens Lars ikke ved, at samtalen bliver optaget?

Alle lærerne var utrolig dedikerede; de levede og åndede for deres fag – og de var altid loyale over for rektor Hans Jensen. Ingen af dem hørte vist til på højrefløjen.

“Der var jo ikke andre”

Min fars ungdomskæreste – som satte huen på – og hendes mand holdt en fin middag og fejrede mig. Til stede var flere medlemmer fra min fars familie og nogle af deres venner, som jeg havde lært at kende i løbet af mine første tre år i København.

Da jeg traf hende igen for et par år siden, takkede jeg pænt både for huen og for middagen. Hun replicerede: “Der var jo ikke andre”, og det var selvfølgelig sandt, men det var nu alligevel pænt af dem. Jeg har stadig deres gave liggende i en vindueskarm – en papirkniv i sølv fra Georg Jensen. Det nævnte jeg for hende, og hun svarede “Den har du ikke meget brug for mere”. Det var også sandt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.[wpforms id=”96385″ title=”true”]