Tag Archive for: Erindringer

,

Hvad sker der, når folk får børnebørn?

Hvad sker der, når folk får børnebørn?

Tid til børnebørn

Hvad sker der, når folk får børnebørn?

Jeg har flere venner, der er kommet i “børnebørn-alderen”, for vi bliver jo ikke yngre dag for dag. Der sker et eller andet med mennesker, når børnebørnene kommer ind i livet.

Jeg gætter på to ting

  1. Når folk er sammen med børnebørnene skabes et mentalt “frirum”, hvor de er fri for dagligdagens pligter og kan ofre al deres fokus på børnebørnene. De er fri for arbejde, havearbejde og andre pligter. Det har jeg fået fortalt af en veninde. da jeg spurgte hende, hvad det er, der sker.
  2. Pludselig har de den tid til børn, som de ikke havde til deres egne børn. Dengang var der arbejdet, afhentning i SFO eller skole, Aula, indkøb, madlavning i den såkaldte “ulvetime”, græsslåning, opvask, tøjvask mv. Det er fuldt forståeligt, at børnene nu til dags bliver “parkeret” med iPadden, for ellers hænger dagligdagen ikke sammen. Det er bare ikke så godt for børnene.

Det er alt sammen forståeligt og det er sikkert skønt, at opleve begge dele for dem, der har børnebørn.

Når man ikke har børnebørn

Når man ikke er begunstiget med børnebørn, kan det være svært at forstå, at de små pus fylder så meget.

Jeg har ingen børn eller børnebørn, og det er kun godt, for jeg var blevet en ringe mor og helt sikkert en endnu ringere mormor/farmor. Jeg ville aldrig kunne leve med at skulle rette hele mit fokus på børnebørnene i fx en hel weekend.

Jeg ville heller aldrig kunne leve med, at de kom 05:45 og kravlede op i sengen til mig. Jeg foretrækker at have min seng i fred og at vågne af mig selv. Jeg kender flere, der er helt udkørte, når børnebørnene tager afsted igen. Det synes at være virkelig hårdt at være bedstemor.

Når man ikke har børnebørn, føles det malplaceret at få stukket en telefon op i ansigtet med billeder af børnebørnene. Eller når folk siger “Vil du se de nyeste billeder af mit barnebarn?” Jeg ville helst sige “næh tak, egentlig ikke”, men det gør man jo ikke. Endnu værre er de små videoer folk laver, så man kan se at baby tager sine første skridt, nu kan spise kartoffelmosen helt selv, hopper og danser mv.

Når det sker for mig, ved jeg aldrig rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg er klar over, at jeg skal sige noget pænt, så det bliver til “Hvor er hun/han sød”, og så synes jeg faktisk, det emne er uddebatteret. Men det er det ikke. Der venter ofte flere videoer og flere billeder. Alt sammen gemt på telefonen.

Det værste er næsten, når folk har glemt, at de allerede har fremvist det lille pus, så jeg skal se det hele en gang til.

Hos mine egne bedsteforældre

Desværre har jeg aldrig kendt min farmor og farfar, da de døde, før jeg kom ind i billedet.

Min morfar og mormor blev skilt, kort efter mine forældre blev gift i oktober 1955.

  • Morfar flyttede til Odense til verdens mindste lejlighed.
  • Mormor rejste til Nykøbing Sjælland.

Jeg holdt meget af dem begge. Det vanskelige var, at hun altid talte grimt om ham. Fx kaldte hun ham konsekvent for “den gamle”, fordi der var 11 år mellem dem. Men de havde dog været gift i 22 år, så helt håbløst har det vel ikke været?

Desværre kom jeg ikke så meget hos morfar. fordi vi efter min fars død hellere skulle have haft et cirkustelt, da alle flytningerne så havde været nemmere. Og fordi det var et cirkus. Men jeg har et billede på nethinden af, at jeg var på besøg hos ham i den lille kolonihave, hvor jeg måtte spise alle de stikkelsbær og jordbær, jeg kunne. Det værste var, når man skulle på toilettet, for det foregik nærmest på en spand i et dets eget lille udhus. Sådan en spand stinker forfærdeligt, så jeg holdt mig gerne en hel dag.

Jeg kom meget hos min mormor, trods det at hun boede i Nykøbing Sjælland, og vi – i hvert tilfælde en periode – boede på Fyn. Hun var fattig på penge men rig på kærlighed. Jeg tror, jeg har haft verdens bedste mormor.

Jeg blev sat på toget i Odense med instrukser om at skifte i Slagelse. Og jeg var så bange for, at jeg ikke kunne finde ud af det med at skifte. Jeg har på det tidspunkt været 10-12 år, og så burde man måske kunne finde ud af det? Men jeg var bekymret.

På et tidspunkt boede hun (Hun flyttede også meget. Det ligger måske til familien?) i et dejligt hus på en grund, hvor hendes bror Ahmann også boede sammen med svigerinden Ester. Deres mor havde på et tidspunkt samme adresse: Rosendalen 44, Nykøbing Sjælland. De havde duer og høns i et stort bur. Det var så stort, at man kunne gå ind i det. Ahlmann var ikke ked af at vrikke halsen om på en due eller at skille en hønes hoved fra dens krop med en økse på huggeblokken . Det brød jeg mig ikke om at se på.

Jeg synes ikke at huske, at mormor selv gjorde noget særligt, fordi jeg var der, men hver sommer fik jeg alligevel en plastikfodbold eller et havebadmintonsæt og jeg tror, vi spillede badminton sammen, eftersom det er meget vanskeligt alene.

Hun havde også et såkaldt ringspil. Det består af en træplade med nogle pinde på. Man skal så stå et stykke fra træpladen og kaste ringene og få dem til at ramme ned over pindene. Det spillede vi helt sikkert sammen, og jeg var ringe til ringspil.

Et andet billede på nethinden er, at hun sidder i stuen i Brande med noget håndarbejde, mens jeg sidder i køkkenet og klipper et eller andet ud af Familie Journalen. Måske var det til påklædningsdukker, der interesserede mig meget? Det var enormt hyggeligt. Om vi selv boede i Brande på det tidspunkt, husker jeg ikke.

Så måske er det helt forkert, at hun ikke gjorde noget særligt, fordi jeg var der? Måske lignede hun i virkeligheden nutidens bedsteforældre?

Hvad sker der, når folk får børnebørn?


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

December-minder

December-minder

Fortidens pakkekalendere

December-minder

Da jeg var barn og indtil november 1972, var verden god. Især december måned var god, for jeg fik altid to pakkekalendere. Den ene fra mine forældre og den anden fra tante Kis og onkel Sigvard i Aarhus. Det var en særlig dag, når de i slutningen af november kom fra Aarhus til Brande med pakkekalenderen.

Det var lange stykker af stof med broderede julemotiver (nisser, kaner, snemænd og den slags) og 24 plastikringe. På hver ring hang en lille pakke. De største pakker hang nederst, for der skulle jo ikke være plads til endnu en pakke nedenunder. Den 24. var det fuldbragt.

Jeg kunne næsten ikke sove i december, fordi jeg var så spændt på, hvad der ville være i morgendagens pakker. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad der var i pakkerne, men det har jo ikke været store ting af hensyn til pladsen. Dog må noget af det have været Matchbox-bilerne af metal, som jeg havde en stor samling af.

Til bilerne hørte skinner i gul, bøjelig plastik, som kunne stilles op hvor som helst, og eftersom skinnerne kunne bøjes, kunne de også sættes op i et loop. Skinnerne blev holdt sammen af røde plastikstykker på bagsiden. Havde bilerne tilstrækkelig meget fart på, kunne de køre rundt i loopet uden at falde ned.

December-minder

Julekalender i TV?

Selvom det er længe siden, var julekalenderen i TV dog opfundet. Det var dengang, det hjalp på TV-signalet, når man bankede lidt på siden af fjernsynet …

Til tider ser jeg folk skrive, at man skulle rejse sig for at skifte kanal. I den tid jeg lige sidder og mindes, var det ikke nødvendigt, for der var kun en kanal.

Jeg fandt denne herlige side om samtlige TV’s julekalendere genne årene. Både “Decembervej” med Magnus Tagmus, “Hos Ingrid og Lillebror” og “Hvad en møller kan komme ud for” sagde mig straks noget.

Det var nok ikke det vilde, der foregik i udsendelserne, men jeg sad hver aften klistret til skærmen, for det var god underholdning for børn efter middagen og inden sengetid. Som jeg husker det, sad Ingrid og Lillebror mest bare og talte sammen ved og på et bord. Lillebror var orkestreret af Bob Goldenbaums dybe, behagelige stemme.

Det sneede altid i december?

At det altid sneede i december er helt sikkert en erindringsforskydning. På den anden side husker jeg, at der var god brug for trækælken og at adskillige snemænd fik en gulerod som næse. Da jeg ikke var så stor, trak mine forældre mig tålmodigt rundt på kælken i vores temmelig store have. Senere fandt jeg nogle “bjerge” selv at køre ned ad.

Her i 2023 har slutningen af november og starten af december været temmelig kold og med sne. Det er selvfølgelig noget bøvl for de bilister, der kører fast i sneen, og for de bundfrosne buspassagerer, der må vente længe på en (aflyst) bus. Dem TV har interviewet har alligevel virket som om, de syntes, det var ret hyggeligt. Og så er det rigtig december, og det svarer til mine erindringsforskydninger.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Når man hele tiden har telefonen på sig

Når man hele tiden har telefonen på sig

Når man er næsten 99 år

Når man hele tiden har telefonen på sig

Disse dage har jeg hele tiden telefonen på mig, for jeg kender en meget gammel dame, der måske bliver 99 år den 30. januar 2024 – men det gør hun nok ikke … Jeg forventer at få den svære opringning eller den svære SMS. Den har jeg nu ventet på i en uge.

Der er ikke noget forkert i at give slip på livet, når man har haft 98 dejlige år og ser tilbage og højt siger “Jeg har kun gode minder”; når man er et menneske, der har givet slægten videre med både børn, mange børnebørn og endnu flere oldebørn. Det er på en underlig måde smukt.

Alligevel er jeg ked af det! Det er altid svært at være tilbage. Den gamle dame er min fars ungdomskæreste: “Han var den første dreng, jeg kyssede”. Familierne holdt sammen, selvom hun traf en ung mand, hun bedre kunne lide og giftede sig med ham i stedet. Som en af sønnerne siger “Familierne var vævet ind i hinanden”.

Som efterladt vil man altid spørge sig selv, om man kunne/skulle have gjort noget andet. Man vil altid have dårlig samvittighed over ikke at have aflagt tilstrækkeligt mange besøg osv. Jeg tænker på, om jeg burde aflægge besøg nu, men er kommet frem til, at familien skal have den tid, der er tilbage, og at det nok heller ikke vil give mening. Der skal jeg ikke interferere.

Og hvem er hun og hendes mand?

Jeg kom til København med min lille kuffert den 1. august 1980 som en 16-årig noget forpjusket fugleunge. Og steg af bornholmerbåden i Havnegade kl. 7 om morgenen og følte mig fri og lykkelig.

Noget tid efter opsøgte jeg den nu gamle dame og hendes mand. Jeg kendte dem en ganske lille smule, fordi de havde været til tante Kis’ 60 års fødselsdag den 14. maj 1979, der blev holdt på Bornholm hos min “mor” og psykopaten. De fornemmede på en ½ dag, at noget var helt ad Hekkenfeldt til og sagde “Du er velkommen til hver en tid”.

Jeg tog dem på ordet og dukkede en dag op i Kgs. Lyngby. Og de havde hjerterum og husrum til på en måde at indlemme mig i deres familie. De tog sig ganske enkelt af mig, og de havde overskud. Jeg kom til et helt andet socialt lag, hvor børnene gik på hhv. universitetet hhv. Kunstakademiets Arkitektskole. Det var jeg ikke vant til. Jeg var så dum, at jeg troede, man kunne leve af at være student … Derfor ville jeg have en studentereksamen.

Selvom jeg var 16 år, kom hun og puttede mig, når jeg overnattede hos dem i weekends. Det var stort og ukendt. Var den yngste søn ude med civilforsvaret, fik jeg hans værelse, og ellers fik jeg sofaen i stuen.

Hos dem fik jeg mit første hoved til en elektrisk tandbørste. Der blev sat en lille farvet ring på, og det fik plads sammen med deres oppe i skabet til højre for håndvasken. Jeg var pludselig en del af en familie. Det var også stort og ukendt.

Da jeg i 1983 blev student, holdt de en fin middag for mig, hvor hele deres familie var der sammen med også min fars fætter og hans kone. Jeg har haft et billede, hvor jeg sidder i midten og den nu gamle dame og hendes mand sidder på hver sin side af mig. Det er jo længe før, man scannede sine billeder, og jeg ved ikke, hvor papirversionen er blevet af. Pokkers også. Jeg vil på et passende tidspunkt spørge sønnerne, om de evt. har en version.

Jeg har stadig deres gave: En fin papirkniv i sølv fra Georg Jensen, og den ligger i vindueskarmen i “kontoret”, så jeg ser den dagligt. Det fortalte jeg hende, og hun sagde “Ja, den har du ikke meget brug for mere …”.

Ægteparret skubbede på, så jeg fik først studentereksamen (fra kursus) og senere en længerevarende uddannelse. De var på en eller anden måde klar over, at jeg nok kunne lidt mere end at fortsætte med at massere gulve i De Gamles By.

Da vi sås igen ca. 40 år senere, takkede jeg for alt det, de havde gjort for mig engang i fordums tid. Hun svarede bare “Jamen der var jo ikke andre”. Sikke et overskud. Tænk at man bare ser det som en art helt naturlig “forpligtelse” at tage sig af en 16-årig forpjusket fugleunge, når der ikke var andre.

Når man hele tiden har telefonen på sig


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Barndommens frygt for fremtiden

Barndommens frygt for fremtiden

Jeg altid bekymret mig

Barndommens frygt for fremtiden

En dag så jeg et indslag i TV Avisen om, at børn i en meget tidlig alder (vist allerede i sjette klasse) skal kunne beslutte at gå i en form for erhvervspraktik i 40 pct. af skoletiden, hvis de helst ville være håndværkere og ikke kan se en grund til at lære at læse, skrive og regne.

Det er en del af Mattias Tesfayes fordummelsesprojekt for den danske ungdom, der skaber endnu flere funktionelle analfabeter; som om vi ikke har tilstrækkeligt allerede? Hvordan skal man i sjette klasse kunne vide, hvad man gerne vil være, når man “bliver stor”?

Indslaget sendte mig lidt “down memory lane”. Jeg huskede min frygt for erhvervsvalget. Det må have været i niende klasse, for jeg havde været i erhvervspraktik to gange:

  • Jeg havde trillet Kodimagnyler på Nexø Apotek, og
  • jeg havde gået i grønne gummistøvler på marker og i stalde sammen med en agronom fra Bornholms Landøkonomiske Forening.

Jeg var så bange for at vælge forkert, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle foretage et valg med så store konsekvenser for min fremtid. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg gerne dels ville væk fra det sted, jeg boede, dels gerne ville have en uddannelse, men hvilken?

Så jeg søgte ind på Svendborg Søfartsskole for at komme i lære som skibskok … Jeg forsøgte at komme på Kalø Landbrugsskole (det med agronomien). Jeg forsøgte at komme “i huset” et sted på landet, hvor familien havde tre børn (det havde været synd for børnene) og flere andre ting, der kunne ændre min adresse.

Hvorfor der ikke var noget af alt dette, der lykkedes, husker jeg ikke. Det er trods alt en menneskealder siden. I stedet “tog jeg 10. med”, kedede mig bravt og blev selvfølgelig boende men blev også et år ældre.

Nul voksen-hjælp

Det værste ved overvejelserne om fremtiden var, at jeg ikke havde nogen at dele dem med. Der var en meget stor ensomhed knyttet til tankerne og til angsten for fremtiden. Der var ingen steder at gøre det, vi i dag kalder “at dele”, som jo ofte er en hjælp i både små og store spørgsmål. Der, hvor jeg boede, havde man tilstrækkeligt at gøre med selv at “holde snuden oven vande” på alle fronter. Der var ingen at tale med.

Jeg havde et eftermiddagsjob hos nogle meget dejlige mennesker, der drev isenkræmmerforretningen i Aakirkeby. De tog sig på mange måder vældig godt af mig, og de kendte min samlede situation. Men om jeg talte med dem om frygten for fremtiden, husker jeg ikke. Og hvis jeg gjorde det, ville det formentlig have bragt dem i en ret vanskelig situation. De var jo trods alt ikke de primære omsorgspersoner, som jeg savnede, så derfor havde de ikke kunnet yde en videre konkret rådgivning.

Hvis jeg nu havde børn …

Hvis jeg havde børn i den alder, hvor de skulle tage stilling til fremtiden, ville jeg sikre mig, at vi havde jævnlige samtaler om emnet på mit initiativ, så det ikke følte sig alene med overvejelserne. Jeg ville prøve at tage det op fuldkommen fordomsfrit med fokus på barnets interesser og lyst til uanset hvad, det måtte være.

Det er selvfølgelig nemt at sidde som 60-årig uden børn og være pokkers (bag-)klog. Det er jeg klar over. Men alligevel …

Barndommens frygt for fremtiden


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.