Tag Archive for: Erindringer

, ,

Udtræk fra CPR-registeret

Udtræk fra CPR-registeret

Jeg flytter aldrig igen

Udtræk fra CPR-registeret

Jeg elsker tal, tabeller, data og præcision. Alt hvad der kan stilles op i Excel eller puttes i databaser, kan jeg more mig med i lang tid. Det var godt, jeg kom til at arbejde med økonomi og IT til trods for, at jeg er jurist. Den uddannelse var en fejltagelse, men da jeg blev klar over det tre år inde i studiet, havde jeg ikke råd til at starte på en anden uddannelse, der tydeligvis burde have været økonomi eller statskundskab. Jura er imidlertid “bredspektret” og åbner mange muligheder, så det gjorde ikke så meget. Arbejdslivet formede sig alligevel godt.

Tabellen i bunden er et udtræk fra CPR-registeret, hvor jeg bare har fjernet husnumrene. De to yderste kolonner er beregnede værdier, hvor man kan se, hvor længe jeg har boet på den pågældende adresse og hvor gammel jeg var, da vi/jeg, da jeg flyttede.

Jeg er klar over, at “normale mennesker” ikke beregner bopælsår med en decimal, men for det første er det nødvendigt for at vise de adresser, hvor jeg boede mindre end et år, for det andet kan jeg godt lide detaljerne og for det tredje er jeg jo ikke helt almindelig – men pyt med det.

Det sjove, og det man skal lægge mærke til, er, at jeg i starten flyttede meget, men da jeg selv fik ordentlig kontrol over livet efter indflytningen på Amagerkollegiet, blev der væsentlig længere mellem flytningerne. At cellen over tallet “44” er tom, skyldes, at jeg vist aldrig flytter igen. Jeg har flyttet nok og er glad for min nuværende lejlighed.

Forberedelse til psykologsamtale i morgen

Jeg har ikke lavet tabellen kun for morskabs skyld. Den skal bruges hos psykologen i morgen. Jeg er altid forberedt og har lavet en form for dagsorden, da det ikke er helt billigt, og jeg vil have mest muligt ud af det. En form for “optimering”. Jeg er gået over til dobbelt-sessioner, og det giver meget ro ikke at have den lille stress, der er knyttet til kun at have en enkelt time. Det er skønt ikke hele tiden at skulle kigge på uret.

Hvad jeg vil med det, er jeg ikke helt klar over: muligvis få hendes vurdering af, og en samtale om, hvad det betyder for et menneske at flytte så meget i barndommen. Det må da medføre et eller andet? Måske stor rodløshed? Men den har jeg jo altså selv “repareret på” og det er længe siden, så det er ikke specielt synd for mig. Jeg synes bare, det er tankevækkende at se nomadefamilien beskrevet på denne måde.

De mange skoler

Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, hvilket helt sikkert ikke er godt for nogen børn, og da slet ikke for et barn med Aspergers syndrom, der primært profiterer af “ro, regelmæssighed og renlighed” for at skabe ro og stabilitet i hjernen. Altid var jeg det forkerte sted i læse- og/eller regnebogen, og oftest var det andre systemer på den næste skole.

Vanskelighederne med det sociale, der er helt almindelige for mennesker med Aspergers syndrom, blev forstørrede, fordi jeg aldrig nåede at skabe relationer, inden vi flyttede igen.

Tilbageskuende

Nogle vil måske mene, at det slet ikke er godt at være så tilbageskuende som dagens første artikel også peger på. For mig er tilbage imidlertid frem – og det har jeg det fint med.

Kan jeg tage fat i tingene og gennemdrøfte dem med psykologen, kommer jeg vel på et eller andet tidspunkt til målet: fuld frihed. Det kunne være rart. Var jeg mere føle-menneske, ville det helt sikkert gå meget hurtigere (det talte vi om forrige gang). Jeg skal bare ikke tegne, male, lave psykodrama eller noget af alt det andet, hun også kan. Heldigvis har hun aldrig nogensinde forsøgt at overtale mig til det.

Udtræk fra CPR-registeret

Beregnede værdier

Adresse

Min note

Kommune

Fra

Til

Bopælsår

Alder v. fraflytning

Åstrupgårdsvej Aktuel Hvidovre 2007-11-17 2022-04-27  14,5
Vanløse Allé 1. rigtige lejlighed København 1990-08-01 2007-11-17 17,3 44
Hovmålvej Amagerkollegiet København 1981-06-09 1990-08-01 9,2 26
Dagmarsgade Nørrebro København 1980-08-01 1981-06-09 0,9 17
Storegade Svaneke Bornholm 1978-12-11 1980-08-01 1,6 16
Vestermarievej 1. sted på Bornholm Bornholm 1978-07-12 1978-12-11 0,4 15
Nellemosevej Sydfyn Assens 1975-12-29 1978-07-12 2,5 14
Vollsmose Alle Vollsmose Odense 1974-01-31 1975-12-29 1,9 12
Prins Haralds Alle Revisoren Odense 1973-05-24 1974-01-31 0,7 10
Martensens Alle Forkert. Skjern mangler Ikast-Brande 1963-10-23 1973-05-24 9,6 9
,

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Jeg ringede hende op

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Jeg var 16 år gammel, da jeg flyttede (eller måske flygtede?) fra Bornholm til København. Sikke et kulturchok at stige af Bornholmerbåden kl. 07:00 fredag den 1. august 1980 på Kongens Nytorv, når man kommer lige fra klippeøen. Så er København meget stor. Men jeg var fri og jeg var glad.

På en eller anden måde fandt jeg ud af at tage linje fem ud til Nørrebros Runddel og finde frem til det lejede værelse i Dagmarsgade nr. 5 på 4. sal ud mod baggården. Jeg havde lejet det af en datter af psykopatens halvbror, så hun var en art kusine.

Rengøringsjobbet i De gamles by begyndte om mandagen.

En 16-årig trænger også til omsorg

Det er mig lidt af en gåde, hvordan vi blev koblet sammen, men i hvert fald begyndte jeg at komme hos min fars ungdomskæreste fra før 14. maj 1948, det er nemlig dagen for hendes vielse med Vagn.

Hun og Vagn tog sig uendeligt godt af mig. Weekends med udsigt til en baggård på Nørrebro uden varme kan være lange, så der var jeg hos Hanne og Vagn. Min brugte blå cykel bragte mig til Kongens Lyngby. Vi gik lange ture i Dyrehaven, tog til Taarbæk, samtalede og spiste godt. Var deres søn ude med garderne, boede jeg på hans værelse på første sal. Var han hjemme, sov jeg på sofaen i stuen. Uanset hvor jeg sov, kom Hanne og “puttede mig”.

Hos dem fik jeg det første hoved til en elektrisk tandbørste (en fjollet ting at huske så klart). Den slags var jeg ikke vant til.

Jeg kom til et hjem, hvor man uddannede sig på universitetet, hvor der generelt var et højt uddannelsesniveau for alle familiemedlemmer, og hvor der var orden i sagerne. Det var jeg heller ikke vant til. Man kan kalde det for “det bedre borgerskab”, der som oftest er brugt som skældsord, men sådan mener jeg det på ingen måde. Jeg kan bare ikke lige finde på andet. Jeg vil gerne beskrive det, DDO kalder “den øverste, økonomisk velstillede og veluddannede del af samfundets middelklasse“.

Da jeg blev nysproglig student i juni 1983, holdt de studentermiddagen for mig, og så vidt jeg husker, var det også dem, der satte huen på. Al den omsorg jeg savnede, fik jeg til fulde hos dem.

I juni 1981 flyttede jeg til Amagerkollegiet og væk fra baggården. I starten så jeg stadig de to mennesker, men nu fik jeg pludselig venner, der var stort set jævnaldrende; selvfølgelig var de ældre, idet jeg var meget ung (kun 17). Jeg ankom med positive holdninger til atomkraft, Glistrup, dødsstraf og “andet godt” fra den yderste højrefløj. De forfærdelige holdninger, jeg havde med hjemmefra, fik mine nye venner heldigvis hurtigt pillet af mig. Jeg blev gjort klogere, og de gjorde mig voksen. Jeg boede på kollegiet til august 1990, hvor jeg blev færdig på universitetet og det var 9,2 fantastiske år.

Kontakten gled ud

Kontakten til Hanne og Vagn gled gled langsomt ud; det er naturligt, men det har jeg de senere år haft rigtig dårlig samvittighed over. De havde gjort så meget for mig, da jeg virkelig havde behov for det, men fik jeg nogensinde takket dem ordentligt? Nu er der gået ca. 40 år, så måske var det for sent?

Jeg fandt Hanne på krak.dk forleden. Navn og adresse var de samme som dengang, så jeg tog mod til mig og ringede den nu 97-årige kvinde op. Kunne hun huske mig? Jeg sagde mit fulde navn, og hun vidste straks, hvem jeg var. Hun var absolut helt frisk i hovedet og vi havde en dejlig lang samtale. Vagn er desværre gået bort som 88-årig i januar 2013. Hannes mor “Olde Petra” er selvfølgelig også gået bort, eftersom hun var født i 1897 – også hun blev 97 år.

Om studentermiddagen sagde hun ganske af sig selv: “der var jo ikke andre til at holde den”. Derfor fandt de det naturligt. Alt det forældre burde have gjort, gjorde de.

Jeg siger “Ama’r”, men Hanne siger “Amager” med trykket lagt på “ma”, og det har hun altid gjort. Hun huskede tydeligt, at de besøgte mig på Amagerkollegiet. Det husker jeg muligvis også.

Jeg spurgte, om det virkelig var sandt, at hun og min far var ungdomskærester. Det bekræftede hun og tilføjede “han var den første dreng, jeg kyssede”. Hun er som anført 97, og min far kunne være blevet 100 den 17. maj i år. I år er det 50-året for hans død. Det er virkelig mærkeligt at tænke på. Det er lidt som at blive overhalet indenom af  historien. Da anden verdenskrig sluttede, var Hanne 20 år og min far 23 år.

40 år efter fik jeg sagt tak

I samtalens løb fik jeg sagt mange tak flere gange. Hun syntes ikke, jeg skulle være så taknemmelig, for de havde bare fundet det naturligt, “når der ikke var andre”, men jeg stod på mit, for det var stort. Vi talte om det vigtige i at have gode minder.

Hun regner med at blive 100 år, så jeg har tre år til at besøge hende, og det vil jeg gerne, og jeg vil medbringe en flot boggave af en art. Foreløbig har jeg spurgt, om jeg må ringe igen, og det må jeg gerne. Det er jeg glad for.

Meningen er, at denne artikel skal emme af kærlighed til de to mennesker. Om det er lykkedes, må læserne vurdere.

PS: Topbilledet stammer fra skolen i Brede eller muligvis Kongens Lyngby. Drengen med cirklen omkring er min far. Bedømt ud fra hans udseende gætter jeg på, at billedet er fra ca. 1932.

,

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisens indslag om inklusion

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisen havde et interessant indslag om inklusion her i tiåret for “inklusionsloven”. Der var billeder fra “Filsted” skole, men de må have ment “Felsted”, for der er ikke noget, der hedder “Filsted”.

Der havde man vældig succes med en ordning, hvor der var både en lærer og en form for pædagogisk konsulent tilstede i timerne. Børnene var af gode grunde begejstrerede, fordi de selvfølgelig kunne få dobbelt så meget hjælp, opmærksomhed og voksenkontakt.

Det blev oplyst, at det koster en halv million at have et barn i en specialklasse; men de sagde ikke noget om, hvorvidt det var årligt, om det var i hele barnets skoletid eller lignende.

Enhedslisten var imod inklusionsloven

Regeringen og KL indgik i 2012 aftalen om at inkludere flere børn med særlige behov i folkeskolens almindelige undervisning, jf. “Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2013”. Aftalen havde som mål, at 96 pct. af eleverne i folkeskolen skulle modtage almindelig undervisning efter 2015. Tallet skulle stige fra 94,4 pct., jf. “Omstilling til øget inklusion” fra Undervisningsministeriet. Samlet betød det, at 10.000 specialundervisningselever skulle inkluderes i den almindelige folkeskole.

Enhedslisten stemte imod inklusionsloven (lov nr. 379 af 28. april 2012) – ikke fordi de var imod inklusion, men fordi de mente, at inklusionen kun ville lykkes, hvis der var de nødvendige økonomiske rammer for det. Partiet blev stemt ned, da det fremsatte beslutningsforslag om, at finansloven for 2015 skulle rumme midler, der bevirkede, at inklusionen kunne blive en succes, og der fx kunne etableres tolærerordninger.

Retrospektivt…

Det skulle altså tage 10 år, før bare nogle kommuner indser, at noget må gøres og tager skeen i den anden hånd.

Da jeg var barn, blev jeg ganske automatisk “inkluderet”, og det var ikke særlig sjovt.

  1. For det første blev jeg mobbet meget gennem alle årene i folkeskolen (fra 1970 til 1980), fordi jeg var så anderledes på stort set alle punkter:
    • fordi jeg på nogle klassetrin blev udnævnt til hjælpelærer,
    • fordi jeg kunne både læse og regne, før jeg kom i skole,
    • fordi jeg lærte hurtigere end de øvrige,
    • fordi jeg aldrig fik kammerater, eftersom vi flyttede konstant,og jeg nåede at gå i fem forskellige folkeskoler,
    • fordi jeg hadede fritidshjemmet og kun havde en ven der: hesten ved navn “Olga”, og
    • fordi jeg aldrig havde det “rigtige” tøj.
  2. Adskillige frikvarterer blev brugt på skoletoilettet (og sådan nogle er pr. definition ulækre, ildelugtende og fyldt med gennemblødte papirhåndklæder), og
  3. Det var ugleset, at jeg stort set ikke lavede lektier. Det havde jeg ikke grund til, for jeg gentog bare, hvad læreren havde sagt den foregående time. Andet forventedes ikke. Selvstændig tænkning blev der først behov for i de ældste klasser. Stilene, blækregningen og den slags blev jeg selvfølgelig nødt til at ordne.

Havde man dengang haft specialklasser for børn med særlige behov “til den gode side”, var jeg vel landet der, og det havde været langt bedre. Noget, der helt sikkert kunne være afhjulpet, var de sociale vanskeligheder. Måske var der nogen, der kunne have taget hånd om alt det, jeg ikke kunne. Det faglige var uproblematisk, og det var i vidt omfang problemet: det gjorde mig anderledes, og jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg kunne “blive som de andre”.

Drømmen om privatskole

Jeg husker tydeligt, at jeg drømte om at gå på privatskole, da jeg havde en forestilling om, at det sådan et sted ville være et mindre problem, at det faglige var uproblematisk. Men det var der selvfølgelig ikke penge til; med voksen-briller vil jeg mene, at der ikke blev prioriteret sådan. Om det er en fejlslutning, er jeg ikke klar over. Måske er jeg urimelig? Der er ikke nogen at spørge – og det er sådan set godt nok.

Jeg korresponderer med en anden med Aspergers syndrom, som også slægtsforsker. Vi er jævnaldrende. Hans oplevelse af folkeskolen er en helt anden: han var “ham den sære”, men han havde mange kammerater og let ved det sociale. Så man behøver ikke have haft en svær tid i folkeskolen, men mit klare indtryk er, at det var/er en prøvelse for mange på Autismespektret.

Mine drømme indfriedes på det toårige Statens Kursus til Studentereksamen; jeg var fx vild med både tysk og latin, fordi der var så herligt meget orden i sagerne. Det var logisk og derfor nemt. Engelsk var derimod ikke min kop te. Det var for løst i fugerne. Herpå fulgte selvfølgelig Købehavns Universitet på et studie, hvor der også var orden i sagerne. Glemt var årene fra 1970 – 1980 – Gudskelov.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Er det ikke vildt?

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Er det ikke vildt? Prøv at se på billederne herover – min far i 1972 og mig ca. 2006 – der er ca. 34 år mellem de to billeder. Jeg synes selv, der er mange fællestræk. Og det er ikke en gang, fordi jeg gerne vil se fællestrækkene – helt objektivt synes jeg, de er der, selvom vi ikke er i biologisk forbundne. Billedet af ham stammer vist fra hans 50-årsdag i maj 1972; hans sidste fødselsdag.

Billedet af mig selv er vist fra nogle af mine første slægtsforskerdage i 2006 og er vist nok taget af min gode ven og kollega Leif Sepstrup. Man kan derfor sige, at det nærmest er et “ungdomsbillede” af mig. I hvert fald er det årevis tilbage, selvom rynkerne var der allerede dengang.

Jeg er nu 58 år; altså ældre end min far nogensinde blev. Jeg takker hver dag for det liv, jeg har fået efter min pensionering. Aldrig har jeg haft det så godt.

Alle svigtede

  • Er det ikke bare mærkeligt, at min fars søster (tante Kis) og hendes mand ikke træder i karakter?
  • Er det ikke bare mærkeligt, at mormor, som jo faktisk bor i samme by som os, heller ikke træder i karakter?
  • Hvorfor er der ingen lærere eller bare præsten (det var provst Boas), der træder ind og gør bare “noget”?
  • De efterlader alle barnet alene foran gravstenen. Jeg har det den dag i dag svært med det billede af et barn, der lige en måned før er blevet ni år og som sidder alene i vinterkulden foran en enorm gravsten. Jeg skal nok komme over det – men jeg synes, det er en brat opvågnen til det, man kalder livet. For pokker da…

Min første elektriske tandbørste: Min fars ungdomskæreste

På en eller anden måde, jeg husker ikke helt hvordan, får jeg i det/de første år i København (altså ca. 1980/1981) kontakt til Hanne og Vagn Rasmussen i Kgs. Lyngby. Hanne var min fars ungdomskæreste, inden hun giftede sig med Vagn i 1948, og min far selv giftede sig med Inge Theil Larsen i marts 1951.

Hanne og Vagn var helt fantastiske og bragte en masse normalitet ind i mit liv. De var pæne mennesker. Vagns far var fx kommunaldirektør i Gentofte Kommune, og de lærte mig en masse om, “hvordan man gør”. Hos dem lærte jeg fx, at man nu om dage brugte elektrisk tandbørste! Det havde jeg ikke prøvet før. Jeg var vildt betaget. Men jeg var også i tvivl om, hvorvidt jeg nu kunne håndtere tandbørsten rigtigt.

De tog mig med til Taarbæk, til Eremitageslottet osv. og alle andre steder, jeg slet ikke kendte. Jeg overnattede meget ofte på sønnen Jens Bos værelse, når han var ude med garderne; han var nemlig “garder-høj”. Når han var hjemme, puttede de mig i stedet på sofaen i stuen. Det var trygt og dejligt at være hos dem – og der var ikke isblomster på indersiden af ruderne.

Hvordan der blev etableret en kontakt mellem dem og mig, kan jeg simpelthen ikke greje. Jeg mener at huske, at de på et tidspunkt var på besøg på Bornholm. Måske var det sådan, forbindelsen blev skabt? På den anden side skulle min mor og psykopaten jo have taget sig voldsomt sammen for at have besøg af så pæne mennesker? Der skulle gøres rent og ryddes op mv. – men det havde de jo mig til. Kender du fx nogen, der fik vasket bil hver uge? Sådan så mit liv ud.

Den ugentlige vinduesvask hørte dog op, da vi flyttede fra Sydfyn. Om der var nogen, der tog over, ved jeg ikke.

Der var gode nedslag og gode mennesker i mit liv. På en eller anden måde fadede de desværre ud. Det kan jeg være ked af i dag, det er ikke længe siden. jeg fandt Vagns dødsannonce på nettet – men det var naturligt at flytte til kollegiet og få jævnaldrende venner,