Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Formidling af slægtshistorie: at få hård hud på brillerne

Skal jeg skive “mors” historie?

Formidling af slægtshistorie: at få hård hud på brillerne

Hvordan skriver man slægtshistorie, så andre gider læse den? En ny tilgang udfordrer den kronologiske fortælling – og fører til et personligt spørgsmål: Skal jeg skrive min “mors” historie?

Jeg har ikke selv fået idéen til “at få hård hud på brillerne”, men gid jeg havde, for det udtrykker så fint, hvad der sker med en, når man time efter time læser om dødfødte børn, enker, der må gifte sig hurtigt på ny og provisoriske straffe. Eller hvad med den unavngivne arrestantinde, der forhåbentlig dør, før straffen for tyveriet fuldbyrdes? “Forhåbentlig” fordi man ikke kan forestille sig smerten ved hverken at blive brændemærket eller kagstrøget:

1770

“d 28 Sept. blev een Arrestantinde lagt Norden
Kirken. efter Stift Amptmand Knuthes Ordre, samme
var for sit begangne Tyverie ved Landstinget dømt
til at brændemærkes og kagstryges. Begravet ved Byesvenden.”

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1741-1777, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 89 af 148 opslag.

Link til kilden.
Lidt hjælp fra Danske Slægtsforskeres Forum.

Udtrykket “at få hård hud på brillerne” findes i bogen “Skriv om din slægt” side 16. Jeg er begyndt forfra på bogen, for jeg fik den aldrig læst færdig tilbage i 2022, hvor jeg købte den.

Detaljer og følelser

Marie Østergaard Knudsen vejleder i bogen om, hvordan man kan fortælle om andre og blive læst. Det er så inspirerende, og det har fået mig til at begynde på Hanne Bech Hansens bog “Tilfældigt forbi”, mens jeg går tur.

Før jeg begyndte at læse “Skriv om din slægt”, ville jeg ikke et sekund have tænkt over alle de detaljer, hovedpersonen Alma opruller.

Det er i vidt omfang detaljer, jeg genkender fra min egen barndom:

  • For at lave hybenmarmelade skal bærrene skæres midt over, og kernerne, der i tørret form er velegnede som kløpulver, tages ud med en teske.
  • Før man hælder hyldebærsaften på flasker, skal flaskerne skylles med Atamon. Så kan saften holde sig længe, for Atamon er/var et konserveringsmiddel. Jeg ser stadig etiketten på Atamonflasken for mig.
  • Alma giver sin far en stribet pyjamas i julegave. Da han står op julemorgen, er den allerede blevet krøllet.

Hvert kapitel slutter med et par sætninger, der bevirker, at jeg bare må fortsætte med næste kapitel. Rigtige cliffhangere.

De idéer ville jeg aldrig selv have fået, men er der en ting, man ikke skal gøre, er det at fortælle kronologisk om alle hændelserne i menneskers liv, selvom man udmærket kender både fødselstidspunkt, vaccinationsdatoen og højden i tommer ved sessionen. Gør man det alligevel, står selv den ihærdigste læser af. Det er simpelthen for kedeligt.

Har jeg “et greb”?

Når man vil skrive, og det gælder sikkert både slægtshistorie og alt muligt andet, skal man have “et greb”, der måske også kan kaldes et udgangspunkt, og det må gerne være et livsforandrende tidspunkt i et menneskes liv.

Jeg vil egentlig selv så gerne fortælle om min oldefar, hattemagermesteren der indvandrede til Brede Klædefabrik i 1890, for jeg synes, jeg kender ham så godt, selvom han døde i 1937. Og jeg kan så godt lide ham, blandt andet fordi han betaler for et af børnebørnenes ophold på en kostskole på Amager.

I aftes fik jeg bare en helt anden idé: jeg kunne fortælle om min “mor” med udgangspunkt i det, der ændrede hendes liv radikalt: min fars død i 1972.

Hun stod tilbage:

  • uden arbejde, for hun havde gået hjemme med kun en vigtig opgave: at passe mig
  • uden uddannelse, for hun havde giftet sig med en 13 år ældre mand med godt job og god uddannelse
  • med udsigt til om seks måneder at skulle finde en anden bolig, for huset var fabrikkens
  • med et barn, hun aldrig rigtig havde ønsket sig (mig), for det var min far, der ville adoptere

Det ville så også blive min egen mærkelige historie fortalt gennem hende. De fleste mennesker, også jeg, siger “Jeg har ikke oplevet noget særligt”, men hvis jeg tænker mig om, så har jeg oplevet noget, der heldigvis ikke er så mange, der oplever.

Hvorfor kommer hun ikke ud på gangen på Give Sygehus, hvor jeg har siddet og ventet, mens læger og sygeplejersker for ud og ind, og tager mig op og siger:

Nu skal du høre min skat: nu er der kun os to tilbage, for far er død, men vi skal nok klare os, og jeg skal nok passe på dig.

I stedet kom hun ud og sagde: “Han er død”, og så kørte vi hjem til Brande og ned til mormor, hvor de talte sammen henover køkkenbordet med voksdugen. Det er jo noget lidt andet.

Jeg tror ikke, jeg endnu har fået hård hud på brillerne, for jeg undrer mig over, hvorfor hun på min 13-års fødselsdag giver mig min fars “Ole Bole ABC” og skriver i den “Til Hanne 23-10-1976. Har tilhørt din Far”. Er det en anerkendelse af det særlige bånd, der var mellem ham og mig?

Hendes historie fortjener måske også at blive fortalt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Sandheden er ofte ilde hørt

Sammensatte erindringer

Erindringer, breve og kirkebøger fortæller ikke altid den samme historie. Når oplysningerne stritter i hver sin retning, opstår tvivlen: Hvad er sandt – og hvad er blot det, jeg helst vil tro?

Sandheden er ofte ilde hørt

Jeg har undersøgt min farfars dødsårsag, og den skulle være “alkoholisme”. Han døde i Randers i 1952. Det kan jeg slet ikke få til at passe med overleveringerne fra mine forældre og min fars ungdomskæreste. Jeg tenderer til at tro, at det er en fejl. På den anden side er det vel sådan, at at når der er noget, man ikke kan lide, så mener man, det må være en fejl? (Opdateret: Det var en fejl! Han døde heldigvis bare af “Hjerneemboli og trombose”).

Den bedste andenhåndkilde, jeg har til min farfar, er faktisk min fars ungdomskæreste, som jeg har kendt rigtig godt, idet hun og hendes mand tog mig under deres vinger, da jeg som 16-årig kom til København og ikke rigtig vidste, hvordan “verden var skruet sammen”. Det var blandt andet hende, der satte huen på, da jeg blev student.

På hendes meget gamle dage højt oppe i 90’erne, fik jeg kontakt med hende igen, og takkede for alt det, de gjorde for mig engang. Især det med studenterhuen står lysende klart for mig. Hun svarede nøgternt, “der var jo ikke andre”, og det havde hun ret i.

Jeg sagde til hende, at jeg var stolt over at være en Stegemüller og hun svarede: “det kan du også roligt være”. Det passer ikke med alkoholismen. Men det kan jo have været en offentligt kendt hemmelighed.

I hendes ungdom var hun på kontoret på Brede (underforstået Klædefabrik). På et tidspunkt kom hun til at smide nøglen til spindemesterens kontor væk, men min far reddede hende. De lærte hinanden at kende til et foredrag under krigen, hvor min far og hans ven Jan Bacher sad og smed små papirkugler i nakken på hende og hendes veninde.

Hun vragede min far og giftede sig med en anden, men de holdt alligevel forbindelsen lige til hans død i 1972.

Jeg har en stor stabel breve fra ham til hende og hendes mand. De fleste er fra 1955. Brevene er det tætteste, jeg kommer på min far bortset fra det lidt, jeg selv husker.

Et dejligt minde om ham og mig er, at jeg står i stuen i Brande, jeg er vel 3-4 år, og spørger min far, der sidder henne ved spisebordet med avisen, hvad jeg har kostet? Han svarer “vi fik dig gratis fra et børnehjem”. Det blev jeg meget skuffet over, for barnelogikken var, at jeg skulle have været dyr for at være noget værd som menneske, men også at hvis jeg havde været dyr, kunne jeg bedre forstå “deres glæde over endelig at få et barn i hjemmet”, som der står i adoptionssagen.

Det var bestemt “en anden tid”. Blandt andet skriver han i brevene fra 1955 om noget tøj, han – der var uddannet i tekstilbranchen –  skal fremstille til en af ungdomskærestens sønner, og han skriver “det skal vel være perlon?”. Det var på det tidspunkt, kunststofferne kom frem.

De holdt også forbindelsen til “moster Karen”, som var min farmor. Hvordan hun bliver til “moster”, er aldrig gået op for mig, da det vel vil kræve, at hun havde en søster, men det havde hun – så vidt jeg ved – ikke.

Kort før min fars ungdomskæreste døde 98 år gammel, sagde hun “Jeg har kun gode minder”.

Jeg var inviteret med til 100 årsdagen.

Slægtsforskning skal glæde familien – ikke gøre dem kede af det

Jeg har arbejdet med en af min farfars søskende og fået kontakt til et barnebarn. Jeg kunne slet ikke få brikkerne til at passe.

I flere dage troede jeg, at et barn var adopteret ind i familien og kom til at hedde Stegemüller. Moderen var hemmeligt fødende på Rigshospitalet og i kirkebogen i bopælssognet står blot, at barnet er navngivet til det pågældende sogn.

I kirkebogen står også, at moderen er borgerligt viet på en given dato. Det kan jeg heller ikke få til at passe.

Vielsen er ikke fundet i følgende kilder (eksempler på “ikke-fund”):

1) Københavns Amt, Sokkelund, Københavns Amts Nordre Birk, Ægteskabsbog for Københavns Amts Nordre Birk (slutter 1922 31/12)
2) Københavns Amt, Sokkelund, Lyngby, Ægteskabsjournal for Lyngby Sognefogeddistrikt 1941-1946
3) Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, Duplikat af ægteskabsbog 1942 12 25-1944 8 26
4) Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, Duplikat af ægteskabsbog 1944 9 16-1946 1 26
5) Københavns Amt, Sokkelund, Tårbæk, Ægteskabsjournal 1923-1949

Jeg var utrolig bange for at afsløre en adoption, som barnebarnet og den afdøde moder ikke kendte til, så jeg var ekstra omhyggelig. Det viste sig heldigvis, at det var mig, der tog fejl. Det er tit sådan, at pårørende giver en masse oplysninger og måske også sender billeder, men det er næsten umuligt at få det til at passe, og det er svært at vide, hvem der er på billederne.

Billeder, hvor jeg er usikker på, hvem der er hvem, kasserer jeg simpelthen. Hellere det end at sætte noget forkert sammen.

Nu har jeg fået at vide, hvem faderen var, for det var en offentlig hemmelighed, men som sagt er han ikke anført nogen steder. Det virker underligt, men når datteren siger det, må det vel være sandt, selvom familien tit husker temmelig dårligt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Om adoptioner

En personlig fortælling om adoption, identitet og tilhørsforhold – fra barnets enkle spørgsmål til den voksnes mere nuancerede refleksioner over både biologiske og nye bånd.

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Det kan jeg huske, at jeg både sagde og tænkte, da jeg var barn, for jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Der var ingen hokus pokus. I min tidligste barndom holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

  • En gang den dag, jeg faktisk er født
  • En anden gang den dag, de mente, de selv havde noget at fejre: dagen de hentede mig på børnehjemmet

Jeg har ofte tænkt på, om udsagnet “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor” gjorde lidt ondt på min adoptivmor. Det kunne jo opfattes som en kritik, selvom det ikke var sådan ment. Det var derimod udtryk for et ønske om at vide, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg var blevet bortadopteret.

Jeg husker tydeligt en lidt fjollet episode, hvor jeg som tre- eller fireårig spurgte min far, hvad jeg havde kostet og blev meget skuffet, da han svarede “Vi fik dig gratis fra et børnehjem”. Min tanke var vist, at jo dyrere jeg havde været, jo mere var jeg værd som menneske. Men også at så kunne jeg bedre forstå deres glæde over “endelig at have fået et barn i hjemmet”. Det er et citat fra min adoptionssag, hvor det fremgår, at der var gået flere år fra de søgte om at adoptere, til Mødrehjælpen og diverse instanser endelig havde fundet et barn til dem.

Sagen er både tragisk og sjov på en gang. Fx kommer Mødrehjælpen på besøg i hjemmet, da mine forældre er blevet godkendt som adoptanter og har “bestilt” en pige på ca. to år. Mødrehjælpen siger “Måske skulle I tage to?” (Jeg har ikke tjekket den præcise ordlyd, men jeg er ikke i tvivl om sagens kerne). Min far bliver noget paf og siger, at det vil de gerne lige drøfte indbyrdes. Da Mødrehjælpen kommer igen, siger han, at de nøjes med ét barn.

De biologiske forældre

Så snart jeg blev 18, gik jeg i gang med at finde frem til min biologiske mor. Jeg havde adoptionsbevillingen, og det var ikke videre indviklet at kontakte Familieretsdirektoratet (tror jeg, det var). Medarbejderen var sød og hjælpsom, så der gik ikke lang tid, før jeg kunne kontakte min mor.

Jeg har altid været taknemmelig for, at hun hverken spiste brun sæbe eller brugte strikkepinde, som var de muligheder, kvinder havde, når de var blevet uønsket gravide dengang i urtiden. Jeg er også glad for at være født før, aborten blev fri, for jeg var et uheld mellem to meget unge forældre.

Min biologiske mor og jeg mødtes et par gange, men kontakten var ikke nem. Jeg var velkommen til at “glide ind i familien”, men det var ikke nok for mig. Jeg ville jo have en mor, for det havde jeg ikke haft, siden min fars alt for tidlige død i 1972. Man kan sige, at da han døde, mistede jeg begge mine forældre på en gang. Jeg var lige blevet ni år.

I dag ville jeg have stillet færre krav til min biologiske mor, men det blev, som det blev.

Også min biologiske far har jeg truffet et par gange. Det var heller ikke nemt.

Men det skal ikke overskygge, at jeg er meget glad for at have truffet begge mine biologiske forældre!

Adoptioner i vælten

Lige nu er der meget omtale af de to dokumentarudsendelser “Når staten bortadopterer”, som jeg har skrevet om i artiklen “Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere”. De to udsendelser kan ses på på DR1.

Den 23. april havde “Genstart” podcastepisoden “Fjernet fra forældrene”:

I den nye DR-dokumentarserie ‘Når staten bortadopterer’ ser man, at børnenes sager ofte trækker ud i flere år, og at de bliver rykket fra plejefamilie til plejefamilie, før de ender hos den endelige adoptivfamilie.

Det er uendeligt positivt, at der nu er fokus på adoptioner, også selvom det “kun” drejer sig om de frygtelige sager, hvor der er tvang involveret. Måske burde man også tale om de “almindelige” adoptioner, for barnet kan jo ikke mærke forskel. Det ved kun, at den primære omsorgsperson ikke er her mere.

Inge Marie Bryderup, sociolog og professor ved Aalborg Universitet, medvirker i Genstart og fortæller om tvangsbortadoptionernes bagside, og hun er god at lytte til. Hun karakteriserer nærmest den nuværende fremgangsmåde som børnemishandling i sagskomplekser, hvor staten skal ud at give undskyldninger om 20 eller 30 år.

Hun søger at finde en balance mellem på en gang børnenes og forældrenes behov ved blandt andet at fortælle om den engelske model, hvor man placerer de udsatte børn i en plejefamilie med henblik på, at det også er den familie, der skal adoptere. I den model er der også tale om, at der bevares en – ganske vist sporadisk – kontakt til de biologiske forældre. Parterne har fx kontakt en gang om måneden. Den slags kan lægge låg på behovet for senere at finde frem til den biologiske mor.

I dag lyder de officielle anbefalinger, at barnet og adoptanterne skal lære hinanden at kende gennem en periode på mellem tre og fem uger, så barnet kan vænne sig til forandringerne, der består i at sige farvel og at komme ind hos en ny familie. Men Ida fra udsendelserne får kun fire dage, hvilket selvfølgelig er helt umenneskeligt. Det kan man ikke byde et barn.

I min tid var der vist ingen “overdragelsesperiode”.

Har ‘clean cut’ kun ulemper?

Nu skal man selvfølgelig ikke gå i rette med en professor, der har forsket i området i mange år, men alligvel tænker jeg på, om ‘clean cut’ alligevel ikke er den bedste model?

  • Hvordan ville jeg selv have mødt den biologiske mor, når jeg 13 måneder gammel var kommet fra Nordsjælland til Vestjylland?
  • Kunne det ikke have bidraget til en vis forvirring?
  • Hvor hører jeg i det hele taget til?
  • Hvem er hun?
  • Hvad skal hun her?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

Privilegeret

Et liv uden gæld, uden jag og uden store mangler – men med ro, struktur og taknemmelighed. At føle sig privilegeret kan også være resultatet af en lang og sej kamp.

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

  • Fortiden er på plads, nutiden god og fremtiden lys. Jeg er “repareret”
  • Jeg mangler ikke noget, selvom jeg hverken har ejerlejlighed eller bil,
    • men jeg har det, der betyder mest for mig: en håndbygget stationær computer og landets bedste skærm
  • Jeg skylder ikke 50 øre væk
  • Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst
  • Jeg kan bedst lide, når dagene er ens
  • Jeg elsker detaljer og data i tabeller
  • Jeg elsker læreprocesser og udfordringer
  • Jeg er taknemmelig for livet, som det er

Når man har det sådan, kan man kun være tilfreds. Så er man privilegeret, og man har noget, mange mangler.

Tilbageblik

Jeg kan nemt huske, da det var anderledes. Der var hårde år med sygdom og manglende afklarethed. Hvad med job? Hvad med bolig? Hvad med økonomi? Hvad med fremtid? Ville verden ikke være et meget bedre sted uden mig? Det er ikke nemt at forklare, hvordan det var.

Jeg har fået en femstjernet behandling af de fremmeste i psykiatrien. Måske fordi jeg er så stædig og blev ved at spørge, når der var noget, jeg ikke forstod? Det siger psykologen i hvert fald.

Manglede kemien mellem en medarbejder og mig, bad jeg om at få en anden, og jeg fik aldrig et nej.

Følte jeg, at noget var helt forkert, insisterede jeg på – og fik – dialog med klinikchefen. På den måde har jeg truffet de skarpeste, dygtigste og sødeste mennesker.

Autismen

Da jeg syntes, tidspunktet var inde til en udredning for Aspergers syndrom, ledte jeg med lys og lygte efter en psykiater, der havde forstand på både Bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at kun en ekspert kan kende forskel på en mani – evt. bare en mani under opsejling – (sygeligt) og en særinteresse (naturligt). Begge medfører en timelang fordybelse og intensitet, som nogle finder mærkelig.

Jeg fandt frem til Pia Bohn Christiansen, og ventede mere end et år på at få en tid, men det var ventetiden værd, for hun var både grundig og dygtig. Vi fik et godt samarbejde i den tid, hvor udredningen stod på. Diagnosen var ingen overraskelse, jeg havde vidst det i 16 år, nu manglede jeg bare en, der ville skrive under. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

Jeg glemmer aldrig, da en psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup lukkede låget på computeren og sagde “Du nævnte noget om Aspergers …”. Det væltede ud af mig med de 16 års studier og observationer. Endelig var der en, der havde set antydningerne og spurgte til dem. Han og farmaceuten fra Akutteamet havde gennemskuet og set bag om regnearkene 🙂

Skift er svære, når man har autisme, så jeg er taknemmelig for at have haft den samme kontaktperson i distriktspsykiatrien siden 2014. Vi skal snart sige farvel, for det er på tide, men jeg vil savne hende på samme måde, som jeg savner psykologen, som jeg også har sagt farvel til.

Mennesker, der har fulgt en i tykt og tyndt siden 2014, er ikke tilfældige forbipasserende. Man kommer til at holde af dem, men nu kan jeg stå på mine egne ben, og går det ikke, tror jeg, jeg er velkommen tilbage hos dem begge.

Der er lidt, der kunne være bedre

Trods overskriften er der alligevel noget, jeg af og til savner: familie og venner.

Nogle ikke-professionelle der vil være mine livsvidner. Men da jeg er en idiot til det sociale, ender det ofte på den forkerte side af godt.

  • Mht. familie kan man ikke lige finde frem til en, uagtet man har styr på i alt 475 aner (bogstavelig talt) fra den biologiske familie og adoptivfamilien.
    • Jeg har vist nok to kedelige kusiner, men vi siger ikke hinanden noget.
  • Jeg kan etablere venskaber, men jeg kan ikke bevare dem, for det ender ofte med simpelthen at være for besværligt. Så vil jeg alligevel hellere være mig selv.
  • Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget brug for dem
  • Men jeg savner faglige fællesskaber, der ikke udelukkende er virtuelle.

Bortset fra det er alt godt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.