Indlæg

/12 Kommentarer/i , /af ,

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskning

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskning

Når fem er mange for en autist

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskning

Topbilledet er fra dagens gåtur og hænger ikke sammen med dagens emner. Det var bare så dejligt at gå min daglige tur om Rebæk Sø, hvor folk smilede. Folk smiler, når solen skinner. De glæder sig nok til foråret.

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskning

I lang tid (flere år) har jeg haft det sådan, at fem mennesker er mange for mig. Jeg ville i virkeligheden rigtig gerne på højskole, for jeg elsker højskolelivet; fx elsker jeg at synge fra Højskolesangbogen. Problemet er, at jeg drænes for energi, når jeg er sammen med flere end ca. fem mennesker.

Her kommer et eksempel:

I Hvidovre findes en spændende forening for slægtsforskere ved navn “Sokkelund Slægtsforskere”. Tirsdag i sidste uge gik jeg derned for at høre et foredrag om “Straffeakter og politiprotokoller” ved Michael Dupont, som er en virkelig god foredragsholder. Det varede et par timer, og det var rigtig godt! Jeg sad bare og lyttede til Michaels guldkorn. Jeg skulle ikke gøre noget, jeg skulle bare være tilstede. Jeg talte en smule med min sidemand, men det var også det hele.

Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke “falde ned”. Jeg sov ikke før kl 03, og dagen efter orkede jeg ikke andet end at ligge under min kugledyne. Jeg orkede end ikke at tænde mit højtelskede slægtsforskningsprogram Legacy. Det sker meget sjældent. Jeg følte mig udbrændt, hvilket selvfølgelig ikke er det store problem, når jeg ikke er på arbejdsmarkedet. Men det siger mig, at det er en god idé ikke at investere 5.000 kr. i en uge på højskole. Jeg ville skulle lade op mindst en uge efter.

Når jeg ser psykologen igen, vil jeg spørge, om hun har idéer til, hvordan jeg kan undgå denne dræning. Jeg har intet imod at være sammen med mig selv, men det ville da også være rart bare en gang imellem at være sammen med andre fx i et fagligt fællesskab. Jeg tror ikke, det er så sundt helt at slippe koblingen til verden.

Erindringer

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskningDa jeg – i forhistorisk tid – var barn, havde man ikke “opfundet” Aspergers syndrom eller andre diagnoser på autismespektret. Man var bare nødt til at gøre det, der forventedes af et barn. Oplevelsen i slægtsforskningsforeningen den tirsdag aften, fik mig til til at mindes et par situationer fra min barndom:

  1. Af en eller anden grund var det populært, at børn skulle på kanotur på Gudenåen. Det har formentlig været i 7. eller 8. klasse, og det varede en uge. Jeg husker det som rædsomt, for der var ingen steder med fred og ro at søge tilflugt til.
  2. En periode, mens vi boede i Vollsmose, gik jeg på fritidshjemmet ved navn “Pyramiden”, (der blev revet ned i 2004 – tænk at det har holdt så længe). Jeg husker mest støjen på byggelegepladsen og min tilflugt til shetlandsponyen “Olga”, der heldigvis var tavs. Hvis jeg fik lov at holde fri fra at gå derhen efter skoletid, skulle jeg være sammen med Psykopaten. Det var valget mellem pest eller kolera.

Slægtsforskning er rigtig sjovt, når det er svært

I Nykøbing Sjælland var der midt i 1700-tallet to mænd, der hed Jørgen Andersen. En af dem er min ane – men hvem af dem? Den ene er glarmester og den anden er skomager, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvilken af dem, der er min 5 * tipoldefar, og jeg har ikke lyst at køre ud ad et galt spor, for det er pokkers svært at rette op på det.

Om lidt tager jeg et stykke A3-papir, og prøver at danne et overblik over det, jeg ved, og hvad der kan være rigtigt og forkert. Udgangspunktet vil være en “fadderanalyse”, som jeg elsker at lave:

  • Hvad hedder de to Jørgen Andersens børn og børnebørn?
  • Og hvem står fadder til diverse børn?
  • Passer tingene overhovedet sammen?

Begyndelsen på det hele er min 4 * tipoldemor Ingeborg JØRGENSDATTER (1758 – 1817), der var gift med Christian Friderich WAPPENSCHNUR, der døde 1814 i Nykøbing. De to føler jeg mig ret sikker på.

Ingeborgs dåb: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1741-1777, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 42 af 148 opslag:

“1758. Mandagen den 22 Maÿ blev Jørgen Andersen Glarmester og Hustrue Elisabeth Sørensdatter, liden Datter ført til Daaben, døbt 26. ejusdem af Hr. Thorebÿe og kaldet Ingeborg. Madamme Anne Kirstina Birch, Sr. Dideric Svarers Hustru bage hende til Daaben; Madamme Anna Splet(?). Sr. Johan Holms Hustrue holt henne. Fadderne vare Maria Jens Daatter, tien Jens Matsen, Kierstine Jespers D. Karen Christens Daatter tj. Sr. Bruun, Willatz Hansen, Daglejer Johan Berthelsen Skomager Svend mødte(?) og(?).

NB: Disße foranførte Madammer frembage icke dette Barn. ___ Bodil Jens D.t. hr. Sørens bage hende, Birthe Jensdatter t. hr ___ Holm holt(?) Grunn(?)”

Det passer bare ikke ret godt med folketællingen i 1787 i følge hvilken, hun skulle være født sådan ca. 1751, og det er en ret stor misvisning – men de tidlige folketællinger er generelt ikke videre troværdige så måske …

1. Christian Wabensnor, 41, gift, Logerende, Skomager
2. Ingeborg Jørgensdatter, 36, gift, hans kone
3. Marie Christiansdatter, 11, ugift, deres datter
4. Frederik Christiansen, 8, ugift, deres søn
5. Jacob Christiansen, 7, ugift, deres søn
6. Ellen Christiansdatter, 3, ugift, deres datter
7. Morten Christiansen, 1, ugift, deres søn

Der venter mig et par sjove timer – eller måske dage. Det er det med logikken, der tiltaler mig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Sådan lærte jeg at læse

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Hvis jeg havde børn, ville jeg være glad, hvis de var videbegærlige og stillede spørgsmål om alverdens ting. Jeg ville med glæde besvare alle mulige spørgsmål.

Jeg ville være glad, hvis jeg fx kunne svare på, hvor langt der er fra Bagdad til Tel Aviv og hvis ikke, ville jeg slå op på det allestedsnærværende internet og fortælle, at der var 1.600 km. Jeg ville være glad for at finde et atlas frem, så vi sammen kunne få en visuel forståelse af den enorme afstand, bomberne fra præstestyret skulle tilbagelægge, før de kunne nå israelske mål. Det ville være en læreproces for os begge.

En globus er ganske vist ikke videre køn, men måske ville jeg alligevel købe en og stille den i en afkrog, men glæde mig over at tage den frem, når de stillede andre spørgsmål om alverdens riger og lande.

Det ville selvfølgelig tage tid, men sådan er det med børn. Det må man finde sig i. Til tider har man ikke tiden, men så man sige “Det ser vi på senere/i morgen”.

En del af videbegærligheden, er læsningens magi.

Jeg kunne læse, før jeg kom i skole

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Jeg kunne læse, før jeg kom i skole, og jeg tror, en af årsagerne var, at begge min forældre – før november 1972 – var virkelig dygtige til at læse højt for mig. Jeg havde en samling af tre røde læderindbundne (måske var det en slags plastik?) eventyrbøger, men de bedste var bøgerne om missemor og hendes mange killinger.

Missemor bagte kager og hængte vasketøj op, hvilket der var illustrationer af. Jeg kan stadig se tegningerne for mig. De stammede fra Pixi-bøgerne, som jeg havde en stor samling af. Pixi-bøger er en bogserie fra min tid (da man brugte bue og pil), og havde en længde, der passede godt som godnathistorier.

Min far og mor havde tiden, eller også tog de sig tiden, til hver eneste aften at læse en eller to Pixi-bøger for mig. Især min mors stemme husker jeg; hun læste godt op. Misserne blev sprællevende og fik en personlighed. Hendes stemme skiftede fra kat til kat, så jeg ikke var i tvivl om, hvem der var i fokus, selvom jeg til tider lå ned og ikke kunne følge med på billederne.

Præcis sådan lærte jeg at læse

Når mine forældre var gået, og det var meningen, jeg skulle sove, kiggede jeg i stedet selv i bøgerne, der var sat med ret store typer og ikke havde mere end tre eller fire linjers tekst pr. side. Eftersom jeg stadig kunne høre høre det oplæste inde i hovedet, kunne jeg næsten sætte bogstaverne (som jeg kunne på forhånd) sammen til ord og sætninger. Det var de mange, mange gentagelser af de samme oplæsninger, der gjorde, at jeg nogenlunde vidste hvilke ord, der stod hvor.

En aften byttede vi roller, så jeg læste – eller gættede – så godt jeg kunne for enten min far eller mor. De hjalp med de ord, jeg ikke selv kunne. Langsomt blev alle bogstaverne til ord, og jeg læste rent faktisk uden bare at gentage eller gætte, det jeg havde hørt så ofte. Det var sådan, jeg lærte at læse. Da jeg en aften, samme med min far, opdagede, at jeg rent faktisk læste, var jeg utrolig stolt men også forbavset over miraklet. Hvordan var det dog sket? Også min far var vanvittig stolt og måtte straks gå ud og fortælle det til min mor.

Læseeventyret fortsatte senere med Troldepus og Peter Pedal. Troldepus havde havde en passende længde til godnatlæsning, men jeg foretrak “Manden med den blå hat”.

Aftenen efter miraklet var min far og jeg “en smut” nede på fabrikken, og alle arbejderne fik at vide, at nu kunne jeg læse selv.

Bilen herunder er en “Morris Minor 1000 Traveller”, som vi kaldte “Trækassen”. Ligesom som alle vores andre aflagte biler, fik jeg den at lege i, da den ikke længere kunne køre. Den transporterede os ned på fabrikken.

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

Da bogreolen blev et smykkeskrin

Da bogreolen blev et smykkeskrin

Smartphonen har ændret vores liv

Da bogreolen blev et smykkeskrin

Vi har fået et andet forhold til smartphonen, som altid ligger i lommen eller i hvert fald altid er inden for rækkevidde, for man jo aldrig, hvornår man skal bruge MitID, Apple-konto eller lignende. Eftersom telefonen altid er hos os, er det blevet uhyre nemt og hurtigt at slå hvad som helst op når som helst. Det plejede vi tidligere at bruge bøgerne til. Alle målinger viser, at vi nu bruger telefonen til at komme på nettet. Digitaliseringsstyrelsen skrev fx den 15. december 2023

86 pct. af de 15-89-årige anvender mobiltelefon eller smartphone til at komme på internettet. 63 pct. anvender bærbar computer, og 40 pct. går på nettet på tablet

Når vi nu har internettet i lommen, er bøgerne blevet som smykker, der fortæller os selv og andre, hvem vi er, og hvem vi gerne vil anses som værende. Jeg har ryddet kraftigt ud i mine bøger, selvom det var svært, fordi der var så meget af mit levede liv i de bøger. Men nu hvor det er overstået, elsker jeg mine bogreoler = smykkeskrinet mere end før. Jeg kan simpelthen godt lide smykkeskrinet med al dets luft.

I morgen begynder mit liv igen

Jeg kommer da aldrig til at læse Dea Trier Mørchs »Den indre by igen«, men jeg kan lide at have den. Jeg købte den i april 1982. Bogen slår helt af sig selv op på en tilfældig side (98), der følger de mange linoleumssnit, hvor der står »Ingen klassekamp uden kvindekamp – ingen kvindekamp uden klassekamp«. På linoleumssnittet på side 99 står »Frihed Lighed Moderskab«. Det er stadig rigtigt, men det var også dengang for 42 år siden. På en måde savner jeg det liv, jeg havde dengang, og som bogen minder mig om, og samtidig foretrækker jeg livet, som det er nu.

Det minder mig lidt om dengang mine unge naboer kom ind til mig, og hun udbrød »Gud – du har CD’er«. Dem har jeg foræret væk sammen med højtalerne, for jeg brugte dem jo alligevel ikke.

Da bogreolen blev et smykkeskrin

Hvordan rydder man op i bøger?

Flere har spurgt mig, hvordan jeg bar mig ad med at rydde op i bøgerne. Mit svar er »På den hårde måde«. Men det at folk overhovedet spørger viser, at det er et emne, de selv har beskæftiget sig med.

  • En fortalte om en veninde, der havde gemt en reol med bøger, og fra da af var hendes regel, at når hun købte en bog, skulle hun også smide en bog ud.
  • En anden havde lige som mig benyttet den hårde metode, fordi hun var flyttet til en bolig, der havde så mange vinduer, at der slet ikke var plads til reoler. De bøger, hun trods alt havde gemt, stod så i en velisoleret container, hun altid havde adgang til.

»Vinterbørn« er forsvundet

Dea Trier Mørchs »Vinterbørn« er forsvundet. Jeg ved med sikkerhed, at jeg har haft den, og jeg ved med lige så stor sikkerhed, at jeg ikke har lagt den i skraldebunken. Men jeg ved samtidig, at jeg aldrig kommer til at læse den igen. Der er også nogle forsvundne bøger, jeg faktisk skulle læse eller bare bruge som opslagsbøger. Det drejer sig blandt andet om Kresten Bjergs »Den digitale læsers hjerne«. Det er en meget sjov tanke, at netop disse to bøger begge er gået til skrald, eftersom de repræsenterer hver sin tid. Kresten Bjerg må jeg nok købe igen på et tidspunkt. »Vinterbørn« må forblive et dejligt minde.

Da bogreolen blev et smykkeskrin

Da bogreolen blev et smykkeskrin

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Musens leg med katten

Musens leg med katten

Hjernekassen på P1: Forbryderhjerner 2

Musens leg med katten

Dagens topbillede har intet med artiklen at gøre, men jeg har fået nyt legetøj: “Photo Collage Maker” findes nu i en version, der virker med Windows 11. Programmet kan virkelig mange ting, og collagen er en øvelse. Billederne er vist i kronologisk orden. Du gætter sikkert nemt, hvem de forestiller.

Introduktion

“Musens leg med katten” er en metafor, der beskriver, hvordan jeg overlevede den magtesløshed og fornedrelse, jeg oplevede som barn under psykopatens tyranni.

Denne artikel udforsker et barndomstraume, hvor manipulation og magtmisbrug dominerede mit liv, og hvordan jeg lærte at navigere i en verden, hvor jeg var byttet.

I min første artikel Noget om psykopater fra den 9. juni, skrev jeg, at jeg ikke kunne huske, hvorfor psykologen mente, at hvis det var endt med drab mellem psykopaten og mig, var det mig, der havde dræbt ham og ikke omvendt. Nu har jeg spurgt igen og fået det genopfrisket:

Han ville ikke slå mig ihjel, for det ville være dumt af ham, for så mistede han jo sit “legetøj”. Katten slår heller ikke bare musen ihjel, den leger i stedet med den. Så ville det være endt med drab, var det mig, der dræbte ham.

De værste 14 dage i de 6 år fra 1974 til 1980

Den værste og mest fornedrende episode på de seks år finder sted, da “min mor” er på hospitalet for at få deres fællesbarn ved kejsersnit. Dengang (marts 1976) tog sådan noget 14 dage. I de 14 dage havde han mere frit spillerum end normalt, så man kan sige, at selv om hun ikke aktivt beskyttede mig, var hendes tilstedeværelse alligevel en form for beskyttelse.

I de 14 dage var jeg voldsomt presset.

I de 14 dage brugte han det meste af sin tid på at sidde eller måske ligge (det ved jeg ikke) i deres soveværelse og se pornofilm på smalfilmsapparatet. Døren stod åben, så jeg kunne nemt høre lyden fra smalfilmsapparatet. Sådan et siger sådan lidt klik-klik-klik eller måske nærmere tik-tik-tik. Det er klamt med klamt på, at en voksen mand, der er alene med en 12-årig, bruger tiden på den måde for åben dør.

Måske så han noget i filmene, hvor han tænkte “Det vil jeg også prøve”? Det kan vi ikke vide.

Dissociation

Jeg husker alting vældig klart, bortset fra optakten til selve episoden og tiden bagefter (hvordan fik han mig bundet, og hvordan kom jeg fri?). Jeg kan heller ikke huske, om hans forehavende lykkedes. Jeg husker også, at han var utilfreds med, at jeg havde puttet sild i biksemaden, men jeg var kun 12 år, så jeg var ikke klar over, at der ikke skal sild i biksemad.

Det, at der er noget, jeg slet ikke husker, er vel nærmest et udtryk for dissociation, altså en form for kraftig fortrængning. Dissociation er almindeligt ved overgreb på børn.

Ordet dissociation betyder dis-association og henviser til at frakoble eller adskille noget, der er forbundet. Altså det modsatte af association, som betyder at sammenkoble eller forbinde noget.

Oprindeligt blev dissociation forstået som et psykologisk forsvar mod overvældende hændelser. Som en kraftig fortrængning, hvor erindringen om traumatiske hændelser blev afspaltet fra bevidstheden og ‘glemt’.

I dag bruges ordet om ændringer i bevidsthedstilstanden, som kan opstå, når visse psykiske processer, som normalt er forbundet, frakobles (dis-associeres). Dissociation kan påvirke vores oplevelse af identitet, sansning, følelser, tanker, hukommelse og kontrol over bevægelser og adfærd.

Kilde: Psykologforeningen.

Der var noget med en kniv

Jeg husker uendeligt svagt noget om en kniv. Jeg tror, jeg drømte om at have en kniv i hånden og bruge den mod ham, fordi han gjorde mit liv til et helvede. Men jeg brugte den ikke, fordi jeg – selv som 12-årig – var klar over, at det ville være dumt af mig.

Ergo var jeg ham intellektuelt overlegen, selvom han var mig fysisk overlegen. Det er temmelig kompetent af en 12-årig. Det er vældig godt, at den meget svage erindring dukker op, fordi den viser, at jeg ikke ville finde mig i fornedrelsen, og at der var en voldsom vrede, der bare ikke kunne komme til udtryk.

Men jeg gjorde ikke modstand i situationen, for det havde gjort mig mere interessant. Det er det, der var musens leg med katten.

Det svarer til den adfærd, man kan se fx hos hjorte ude på savannen, der lader sig om, de er døde, når løven kommer. Hvis løven ikke er videre sulten, går den igen. Så snart den er gået, rejser hjorten sig og løber alt, hvad den kan.

Afslutning

Fortiden kan ikke ændres, og livet kan ikke leves om, men jeg arbejder på at forstå mine traumer og finde styrke i min overlevelse. Jeg var en kompetent 12-årig. Det er jeg stolt af.

At forstå dette traume er et skridt på vejen mod heling, og jeg håber, min historie kan hjælpe andre, der måske har gennemgået lignende oplevelser, til at forstå, at de ikke er alene. Det er muligt at finde styrke og mening selv i de mest smertefulde minder.

Jeg har endnu en gang glæde af min tvedelte hjerne. Jeg kan beskrive det, som om jeg bare observerer oplevelsen, jeg er ikke i den. Og på grund af dissociationen var jeg det faktisk heller ikke dengang i marts 1976.

Musens leg med katten

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.