Indlæg

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Med far og mor på arbejde

MeccanoStegemüller

Kvinderne fyldte kun lidt

Med far og mor på arbejde

Et enkelt skrivegreb kan åbne en hel verden af minder. En øvelse på højskolen fik mig til at tænke over, hvorfor det altid er min fars arbejdsplads, jeg kan genkalde med alle sanser, mens min mors arbejde næsten er forsvundet ud af hukommelsen. Samtidig blev det tydeligt for mig, hvilken genre jeg har mest lyst til at skrive videre i.

Det kan måske være at svært finde på noget at skrive om.

Og hvordan kommer man i gang? Hvad er en god åbning?

Hvordan laver man “in media res”, der er latin for at være midt i tingene? Hvordan hopper man direkte ind i historien, så man undgår at nøle?

Jeg havde faktisk tænkt på det, allerede inden Marie Østergaard Knudsen viste det på en af sine slides. God inspiration kan være:

Med far og mor på arbejde …

Mange af mine medstuderende havde allerede været med i hvert fald deres far på arbejde. Det stemmer med, at kursusdeltagerne var nogenlunde lige gamle, og derfor er det faderen, der er på arbejde og fylder i billedet.

En havde siddet på traktorens højre skærm, mens faderen kørte den grå Massey Ferguson ud over markerne. En anden var med ude at malke i hånden, fordi strømmen var gået, så malkemaskinen ikke kunne køre.

Også i mine egne fortællinger er det min far, der fylder. Min egen mor vil gerne ud på arbejdsmarkedet, for vi er i slutningen af 60’erne. Hidtil har hendes vigtigste opgave været at gå hjemme og passe mig.

En medstuderende spurgte mig: “Hvad lavede hun så ude på arbejdsmarkedet?” Jeg ved det faktisk ikke. Det er mærkeligt, men det var jo heller ikke hende, der tog mig med, så jeg kunne se, høre og lugte, hvad hun lavede derude.

Alle mine sanser genkender derimod uden videre min fars arbejde.

Jeg ved præcis:

  • hvor langt der er til fabrikken,
  • at vi skal til højre ad Østre Stationsvej og straks efter til venstre for at komme til fabrikkens gamle del,
  • hvordan klædet lugter efter appreturen (en slags “konserveringsmiddel” til klæde),
  • hvordan fars kontor ser ud,
  • hvor mange trin, der er op ad de små trætrappestiger til arbejderne ved deres maskiner,
  • jeg genkender lydene i fabrikshallen
  • etc.

Far, mor og børn

De fleste børn har leget “Far, mor og børn”, der er en rolleleg, hvor børn efterligner de voksnes hverdag.

Ingen ville være faderen, der, for at spille rollen rigtigt, skulle gå ud af værelset og bare være “på arbejde”, indtil det blev aften, og han måtte komme hjem igen. På samme måde ville ingen være hunden.

De, der var tilbage, skulle være moderen og børnene. De digtede lange handlingsforløb med moderen som hovedrolleindehaver og børn, der makkede ret. Og hvis de ikke gjorde, kunne de bare vente, til far kom hjem. Den latente trussel lå der altid, og moderen var et skvat, når hun ikke selv ordnede de små affærer, der opstod mellem saftevand og røde dukkevogne af træ. Jeg havde små kaffestel af porcelæn, som skulle vaskes op efter sandkagen som en del af legen.

Jeg kan ikke huske hvilke roller, jeg selv havde. Noget siger mig, at jeg kan have været faderen, netop fordi jeg ikke kan huske noget af det, og måske er det derfor, jeg syntes, “Far, mor og børn” var en kedelig leg? Jeg har aldrig været god til rollespil, for jeg kan ikke digte en handling. Jeg foretrak konstruktionslegene med Bilofix, Meccano og Lego. Og jeg husker udmærket, hvordan det er at træde på en Legoklods. (Topbilledet er dele fra et Meccano-byggesæt).

Pudsigt nok kom der aldrig nye børn ud af “Far, mor og børn”. Moderen var aldrig gravid, men det må hun have været noget af tiden, når der var alle de børn.

Genrevalg

Nogle siger, man ikke kan huske noget, før man er ca. syv år. Det er ikke sandt for mit vedkommende. Jeg husker et væld af detaljer, allerede fra jeg er ca. fire år. Bamserne på Morris Minorens bagsæde er enten lyseblå eller sorte og hvide som pandaer.

Mine erindringsfortællinger er nemme, for jeg skal bare skrive tingene, som de var. Sådan undgår jeg let “psykologordene”, for et barn vil jo aldrig have tiltusket sig “han fyldte meget”, “rummelig”, “manipulerende” o.lign.

Jeg tror, erindringsfortællingerne er min foreløbige vej frem.

På den anden side har jeg en bunke af min fars breve fra 1955 til hans ungdomskæreste. De breve vil jeg også gerne vække til live, fordi de er fine tidsbilleder. Der er koldt vand i hanerne og en mor, der skal komme til Vestjylland fra Ordrup for at hjælpe den 33-årige ungkarl med at vælge gardiner. Og så er der sættet, der vel skal skal være i Perlon?

Hvordan brevene er landet hos mig, har jeg ingen idé om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Hongkong-influenza i 1969

Sengeambulance Citroën HY, marts 1964Stegemüller

Erindringsfortælling

Hongkong-influenza i 1969

Barnepigen henter mig fra børnehaven, og vi går hjem igennem byen. Der er ikke mere end en kilometer. Jeg kan godt lide hende, for vi taler godt sammen. Ligesom far lytter hun altid, når jeg fortæller om, hvad jeg har oplevet i børnehaven, der kan jeg til gengæld ikke lide at være, for der er meget støj. Jeg har ikke så meget lyst at lege med de andre børn, men mor vil gerne ud på arbejdsmarkedet, så jeg er nødt til at være der. Hun siger, at hun gerne vil ud at lære nogen at kende. Og nu er jeg stor nok til at komme i børnehave.

Da vi kommer hjem, er der noget, der er anderledes. Far og mor ligger begge i sengen. De har skubbet sengene sammen inde i det værelse, der normalt er gæsteværelse. De siger, de er syge, og de ser også lidt syge ud. Far siger, de har Hongkong-influenza. Det ved jeg ikke, hvad er, men det er så hyggeligt, at de begge ligger der, for det plejer de ikke.

— Jeg fryser, siger mor, og hun står op og tager den stribede morgenkåbe på, inden hun lægger sig igen.
— Når man har influenza, fryser man siger hun.

Jeg kravler op mellem dem
— Vil du have en historie siger far?
— Ja tak, det vil jeg gerne, og så skiftes de til at læse for mig. Jeg kender allerede dem allesammen, men jeg vil gerne høre Peter Pedal, Troldepus og den om Missemor igen, for jeg ligger så godt mellem far og mor.

Næste dag er de blevet lidt raske, så far skal på fabrikken igen, og jeg er med. Vi leger den sædvanlige gemmeleg blandt klædet, der hænger til tørre efter appreturen. Det er ligesom kæmpe tørresnore. Det dufter så godt; på en måde er det som om, det kilder i næsen, men det gør det alligevel ikke helt. Han finder mig altid, selvom jeg gemmer mig rigtig godt. Jeg forstår ikke, hvordan han kan det.

Vi skal også rundt at se til arbejderne, der står højt oppe ved deres maskiner. Man skal kravle op ad en lille trætrappe, for at komme op til dem.
— Vil du have en citronvand, spørger Gunnar?
— Ja tak, svarer jeg. Egentlig kan jeg ikke lide citronvand, men jeg kan godt lide Gunnar, der også nogle gange har citronmåne med. Derfor siger jeg ja.
— Nåh, siger Gunnar, du er med i dag?
— Ja, siger jeg, for det kan han jo se, jeg er. Voksne siger tit mærkelige ting.
— Så skal vi ikke høre din far fortælle om dig i dag. Det kan han ellers godt lide, når du ikke er med. Det er ligesom om, han er blevet anderledes, efter du er kommet, siger han.

Gunnar har åbenbart allerede hørt, at far og mor har fået mig gratis fra et børnehjem i København. Det har far også fortalt til mig. Børnehjemmet hedder “Dear Home”. Lige i begyndelsen var jeg lidt ked af, at jeg var gratis. Det var da bedre, hvis de havde betalt en masse penge for mig. Men de kan rigtig godt lide mig, så det er alligevel i orden.

— Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor, siger jeg til Gunnar.
Han svarer ikke. Måske ved han ikke, hvad han skal sige. Det er der mange voksne, der ikke ved, når vi taler om det med, at jeg er kommet fra et børnehjem. Jeg synes selv, det er spændende, for det er de andre børn jo ikke.
— Jeg skal nok hjælpe dig med at finde hende, siger far, men det er nok svært, og jeg tror, du skal være 18 år først.
Jeg kan ikke huske, at jeg ikke har vidst, at de har fået mig fra et børnehjem. Hjemme taler vi om det, som om det er almindeligt. Og de andre børn har jo ikke to fødselsdage, men det har jeg. En den dag, jeg rigtig har fødselsdag og den anden den dag, de hentede mig, for der var de så glade.
— Vi ventede i otte år på at få dig, siger far, de andre børns forældre ventede kun i ni måneder.
Jeg synes, otte år er lang tid, men det var noget med en masse papirer, der skulle gå i orden først.
Nu har jeg drukket citronvanden, og vi skal hjem, for det er over min sengetid.
— Farvel Gunnar, siger vi og vinker til ham.

Da vi kommer hjem, og far har set efter, at jeg har børstet tænderne rigtigt, og jeg ligger i min seng, sætter han sig på sengekanten og læser “Peter Pedal og manden med den gule hat”.

Midt om natten hører jeg ambulancen. Den er høj og sort. Det er lige som om, dens vægge er af bølgeblik. Ambulancemændene bærer ham hurtigt ud af huset og ind i ambulancen. Mor vil vække mig, men jeg er allerede vågen, for lydene er høje.

Vi kører i Renaulten efter ambulancen til Kolding. Jeg skal sidde og vente ude på gangen på sygehuset. Lægerne og sygeplejerskerne løber ind og ud. De er hurtige. Mor er derinde. Da der er gået lang tid, og jeg har ventet længe, kommer en sygeplejerske med en Fanta till mig. Jeg plejer godt at kunne lide Fanta, men i dag smager den dårligt. Det er mærkeligt.

Jeg venter og venter. Endelig kommer mor ud.
— Han er død, siger hun

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Den gamle Morris Minor, der hed “Trækassen”

Stegemüller

Erindringsfortælling

Den gamle Morris Minor, der hed “Trækassen”

— Den kan ikke køre længere, siger far. Den gik i stå, da jeg var på vej ned på fabrikken, og så kunne jeg ikke starte igen.
— Må jeg så få den, spørger jeg?
— Den skal først over til mekanikeren hos Esso. Det kan være, han kan få den til at starte. Han har meget forstand på Morris Minorer.
Den har været i stykker før, men åh hvor jeg håber, han ikke kan redde den denne gang.

For noget tid siden var det mors bil, der pludselig ikke kunne køre, og da mekanikeren havde sagt, at den ville han aldrig få liv i igen, blev den placeret dybest nede i den lange indkørsel, før jeg fik nøglerne. Indkørslen er ellers mest der, hvor jeg skal lære at køre uden støtteben men med kosteskaft.

Det sjoveste var instrumentbrættet. Nogle knapper kunne dreje, og andre skulle trækkes ud og skubbes ind. Det var irriterende, at jeg ikke kunne nå pedalerne. Jeg hentede alle mine bamser, og så kørte vi til stranden ved Nymindegab med madkurv. Bilradioen virkede stadig, og både bamserne på bagsædet og jeg sang højt med. Måske har jeg nu fået længere ben, så jeg kan nå pedalerne i den næste gamle bil?

— Jeg har været hos Esso, siger far. “Trækassen” er ikke til at redde. Den er for gammel og for slidt.
Den hedder “Trækassen”, fordi den har træstykker hele vejen rundt og nedad ved dørene.
— Får jeg den så, spørger jeg?
— Ja, ja, vi skal lige have den slæbt herover først, og ham, der kan køre kranen, møder først kl. 8. Men den er her, når du kommer hjem fra børnehave.
— Hvordan skal jeg komme til børnehaven, når bilen ikke kan køre mere?
— Vi tager Renaulten, eller vil du hellere gå?
— Jeg vil helst gå, siger jeg, for så kan vi holde i hånd. Der er heldigvis langt til børnehaven, vist dobbelt så langt som til fabrikken.
— Du skal gøre dig klar, siger far. Har du børstet tænder?
— Ja, det har jeg, for jeg har hørt pladen med Karius og Baktus, og jeg vil ikke være som Jens, der har de to til at hamre og banke i hans mund.

Da vi går gennem byen, hilser alle dem, vi møder, for de kender far og lidt mig. De kalder børnehaven for en “halvdagsbørnehave”. Det betyder, at man heldigvis har tidligt fri.

Det er barnepigen, Marianne, der henter mig. Åh, hvor er jeg spændt på, om “Trækassen” står i indkørslen, når vi kommer hjem.

Det gør den.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

6 år efter eller 25 år efter? Balladen om Pia Olsen Dyhrs rådgiver

Folkedomstolen og gabestokken

6 år efter eller 25 år efter? Balladen om Pia Olsen Dyhrs rådgiver

Kan et menneske få lov at komme videre efter alvorlige krænkelser, eller varer dommen resten af livet? Sagen om Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver har fået mig til at tænke over forskellen på retssamfundet og folkedomstolen. Seks år kan føles som et øjeblik for den, der ser udefra, men som et helt liv for den, der har oplevet overgreb og krænkelser.

Sikke en ballade om Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver.

Oprindeligt var det min holdning, at hvis man udstået en fængselsdom på seks år, har man ved løsladelsen afsonet sin straf og sin “gæld” til samfundet. Man kan vende tilbage til samfundet med helt de samme pligter og rettigheder, man havde før dommen og indsættelsen. Og den særlige rådgiver var ikke en gang dømt ved en domstol. Han var “bare” bortvist fra partiet SF. Anledningen var en række meget alvorlige krænkelser. Der end ikke var politianmeldt.

Så måtte han selvfølgelig uden problemer kunne ansættes som særlig rådgiver for partiformand Pia Olsen Dyhr i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Nu er han dømt af en afskyelig folkedomstol, hvor der kun mangler gabestokken på torvet med forudgående kagstrygning. Hetzen er forfærdelig, og det samme er rådmanden på Frederiksberg. Hun har åbenbart ikke forstået hvilken skade, hun kan anrette på partiet. Eller ønsker hun i virkeligheden, at partiet tager en anden retning under en anden formand? Har hun en skjult dagsorden?

Ved nærmere eftertanke …

Jeg var til min “mors” bisættelse i Højby Kapel i Odsherred i december 2006. Paradoksalt nok kom jeg til at stå overfor hendes fraskilte ægtefælle – psykopaten – ved kisten.

Det var da 25 år siden, jeg sidst havde set ham. Det var rigtig ubehageligt, og selvfølgelig væltede de seks år i helvede fra 1974 – 1980 op. Der var dengang tale om daglige krænkelser, der begyndte i det små og siden udviklede sig til vanvid dag for dag.

Men jeg var naturligvis forberedt på, at jeg formentlig ville møde både ham og deres fællesbarn dvs. min halvbror, og jeg havde taget mine mentale forholdsregler:

  • Jeg gør min pligt med dertil hørende “ordentlighed”
  • Gravkaffen er uden mig
  • Mig kan de ikke kyse

Når jeg ser et fornavn som psykopatens i en kirkebog, må jeg skynde mig at rulle forbi, og der gik rigtig mange år, før jeg kunne sige hans navn højt – selv til psykologen. Der var vist tale om syv eller otte år.

Jeg kan stadig heller ikke udholde mænd med fuldskæg. De vækker fortiden til live.

Så måske forstår jeg Lotte Roed bedre. Men hun burde opsøge hjælp hos en dygtig psykolog til at bearbejde sin fortid.

Folkedomstolen

Seks år er ikke lang tid set i et livsperspektiv, når man har oplevet noget frygteligt. De dybe sår og ar forbliver.

Men jeg afskyr stadig folkedomstolen og den hetz, den krænkede part har sat i gang. Jeg synes, det er forkert, og at hun burde tage konflikten med sin partiformand i et lukket rum fremfor på de a-sociale medier og ved folkemødet på Bornholm. Men måske har hun en helt anden dagsorden?

Den mand, det hele drejer sig om, ville faktisk stå bedre, hvis han havde været meldt til politiet, var dømt ved en domstol og havde afsonet sin straf i et lukket/åbent fængsel. Der ville han være sikker på retssikkerhed og behandling efter bestemmelserne i retsplejeloven. Lige nu har han ingen retsgarantier.

Pøbelvældet har travlt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.