Indlæg

Kedsomhed

Bare ikke sløjd og håndgerning

Jeg blev inspireret af et indlæg hos Anne Bredahl, der var et fjols til  matematik – ja hun skriver det altså selv; det er ikke noget, jeg finder på. Det kunne jeg aldrig finde på.

Jeg kom til at tænke på min skoletid, der varede ti år fordelt på fem forskellige folkeskoler. Det betød blandt andet, at jeg altid kom fra et andet lærebogssystem og altid var nået til noget andet end de nye klassekammerater. Det var nu ikke det store problem; jeg indhentede det forholdsvis hurtigt, og med tiden kom jeg også ind i rutinen med at være et andet sted end de andre.

Selvforherligelse?

Dette indlæg kan (mis-)forstås som værende selvforherligelse. Sådan er det ikke ment. Det er en fortælling om, at det kan være enormt svært og ensomt at være på den rigtige side af kvik.

Læs og forstå

Dengang i fordums tider fandtes et system ved navn “Læs og forstå”. De er så gamle, at end ikke Google kan fremskaffe et billede af dem.

Det var bøger med alle mulige former for små opgaver. Jeg tror, det dækkede både regning, som det hed dengang, og dansk, og det var sjovt. For mig var det en leg, og jeg var altid mindst to bøger foran.

Jeg elsker stadig quizzer og konkurrencer. Når den årlige indfødsretsprøve offentliggøres, gætter jeg altid med, og jeg kan som hovedregel godt blive dansker.

Da jeg var til den neuropsykologiske undersøgelse hos Kaj Bjerring Andersen på Psykiatrisk Center Hvidovre, var det som at være tilbage i “Læs og forstå”. Fedt! Der var fem timers opgaver, fordelt på to dage, med en sproglig tilgang og en matematisk tilgang. Det gik fint, bortset fra at han konkluderede, at der er en “organisk betinget hjerneskade”, som er den, der trigger hukommelsen eller mangel på samme.

Fra jeg var 14, til jeg var 16, havde jeg et eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. De passede på mig, og jeg var meget ofte hos dem. Nu er vi så mødtes igen, og en af de ting, de fortalte ved det første møde, var, at de havde syntes, at jeg var god til at finde løsninger på opgaverne. Mindst to gange om ugen overnattede jeg hos dem. Derfor spurgte jeg dem, om de nogensinde lavede lektier med mig? De svarede, at det havde de ikke ment var nødvendigt.

I det hele taget husker jeg ikke, at jeg nogensinde lavede hjemmearbejde. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tid til. De huslige opgaver stod i vejen for det.

Næh tak

Jeg var god til det, man kaldte det “boglige”, men det kreative hadede jeg som pesten. Jeg kunne ganske enkelt ikke finde ud af det.

  • I håndgerning har jeg på de ti år fremstillet én strømpe; det gik aldrig op for mig, hvordan man skiftede pind på hælen, og jeg kunne ikke balancere de fire pinde på én gang.
  • I sløjd fik jeg lavet en metal-et eller andet, hvor man skulle hamre på metallet, så det fik små cirkelformede fordybninger i hele overfladen. Hvad formålet nærmere bestemt var, husker jeg ikke. Kønt var det i hvert fald ikke.

Jeg er fra et sted, hvor man kun havde værdi, hvis man var kreativ med fx musik, maling/tegning eller husflid i form af træarbejde. Af samme grund fik jeg til min konfirmation en brugt elektrisk guitar arvet efter min fætter, men den var uden forstærker, så den kunne ikke spille. Hvordan (fanden) de kunne finde på det, ved jeg ikke. De måtte da vide, at jeg ikke havde evner i den retning. Det var jo ikke mig, der greb hverken harmonika eller hammondorgel i den bedste sendetid…

Da jeg ikke kunne tegne så meget som en tændstikmand – og det kan jeg stadig ikke – havde jeg ingen værdi og blev ikke inviteret ind i fællesskabet. Mine boglige færdigheder blev ikke tillagt værdi, og der var ingen respons/agtelse, når jeg ofte kom hjem med 11 og 13 på den gamle skala.

Disse forhold var tilsammen med til at skabe en stor grundlæggende ensomhed, som jeg bærer på den dag i dag. Jeg var – og er – altid anderledes. Jeg kunne noget andet, men det havde ikke værdi. Det er ensomt!

Da jeg i perioden fra foråret 2015 til december 2017 gik i et langstrakt terapeutisk forløb hos min elskede psykolog, ville hun af og til gerne have mig til at tegne og male. Jeg sagde hver gang nej tak, og at jeg var verdens dårligste til den slags. Det respekterede hun uden videre.

Kedsomhed og inklusion – eller eksklusion

Samlet set kedede jeg mig ganske enormt de ti år på de fem skoler. Der var nul udfordringer, og i 70’erne måtte man ikke stikke af fra mængden. Man skulle være gennemsnitlig.

Nu om dage taler man meget om inklusion af de særlige børn, fx bogstavbørnene eller dem med Asperger. Jeg er klar over, at det sikkert ikke er comme il faut, men det forekommer mig at være en umådelig dårlig idé! Hvorfor skal de særlige børn med djævlens vold og magt inkluderes i en almindelig klasse? Får de ikke bare nederlag på nederlag, når de netop ikke er almindelige? Jeg kan simpelthen ikke se idéen.

Nu om dage sker der heldigvis også noget positivt: mange folkeskoler har endelig erkendt, at der er børn, der har behov for flere udfordringer. Det kan jeg kun hilse velkommen. Hvorfor skal de kede sig i ni eller ti år?

,

Bornholm, Bornholm, Bornholm

Dengang da…

Billetten til “Rute 700” er købt med afgang på mandag den 14. maj kl. 16:15. Destinationen er “Bornholm, Bornholm, Bornholm, du er min dejlige ferieø“. Sangen stammer fra filmen “Far til fire på Bornholm” fra 1959. Bussen standser præcist i Aakirkeby, hvor jeg skal af. Her bor mine værter.

Jeg boede på øen fra 12. juli 1978 til 1. august 1980, hvor jeg var 16 år; 9 måneder; 1 uge; 2 dage 🙂 Den dag flyttede jeg til København. Det var et kulturchok af dimensioner at komme fra klipperne i Svaneke og pludselig at stå af linje fem på Nørrebros Runddel og tage bolig på femte sal ud mod en baggård med lokum på trappen, som “kusinen” og jeg delte med naboen. Det var kun mig, der gjorde rent på lokummet. Bad tog vi i De gamles By, hvor vi begge gjorde rent.

Dengang stod man af bornholmerbåden i Københavns inderhavn. Det vil sige, at man stort set stod af på Kongens Nytorv. Jeg husker tydeligt følelsen af at være som en fugl, der kom ud af et bur. Pludselig fik jeg min frihed og kom ud af rollen som Askepot og/eller tjenestepige.

Muligvis var jeg på Bornholm i 2003, men jeg er usikker. Måske husker jeg at sidde i en bus i venstre side på vej til Svaneke fra Rønne kigge ud af vinduet og lægge mærke til den middelalderlige skønhed. Den skønhed var ny for mig, for den ser man selvfølgelig ikke som barn. Hvis dette ikke er sandt, har jeg altså ikke været der i 38 år.

Jeg skal besøge de mennesker, der var mine arbejdsgivere dengang. De havde en stor isenkram på torvet i Aakirkeby. Jeg har truffet dem igen i november 2017, og det gik fint. De er skønne mennesker med overskud, og det var de også dengang. De tog sig meget af mig, og jeg var meget ofte hos dem et par dage ad gangen. Jeg havde vist nærmest mit eget værelse hos dem. De udgjorde et meget vigtigt fristed. De mig.

De synes ikke, de gjorde noget særligt. Jeg synes, at det, de ikke synes var noget særligt, udgjorde en enorm forskel for mig. Det er svært at være 15 – 16 år og alene.

Salomon xa pro 3d trail shoes

Kønne er de ikke – altså skoene!

Vi skal ud at vandre mest muligt, og jeg vil gerne have det rigtige grej. Jeg elsker grej. Jeg havde kun “bysko”, og de egner sig ikke til vandreturen “Hammerknuden rundt” eller til noget som helst andet end turen til Hvidovre Torv nedenfor mine vinduer. Derfor har jeg investeret i et par ordentlige vandresko. De er ikke kønne endsige sexede, men de føles rigtige i størrelse 41½. Sko skal ikke gås til. De skal passe med det samme. Jeg kan heldigvis ikke selv se de fluorisende striber på siden. Ekspedienten mente, de var fine, hvis man vil gå aften/nat. Det er ikke så relevant, men ellers var ekspedient og service fremragende.

Jeg har svigtet turene omkring Damhussøen, fordi jeg ikke havde relevante sko; jeg fik simpelthen ondt i forfoden efter en kilometer i mine ganske fine eccosko. Nu skal jeg have genoptaget min ture!

Det er svært for mig at købe sko, da jeg har nogle ret besværlige fødder. Min (adoptiv-)mor sagde altid, at børnehjemmet gav børnene for små sko på, at det er baggrunden for besværet. Knoglerne formes i vidt omfang i de første leveår, så historien passer sådan set meget godt, idet jeg var på børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup fra fødslen, og til jeg var 2½ og kom til mine nye forældre, der på det tidspunkt boede i Skjern i Vestjylland.

Men altså det åbne “program” byder på:

  1. Hammerknuden
  2. Andre steder – måske Almindingen eller et andet smukt sted
  3. Saltstegte sild med rødbeder og vist nok sennep. Jeg er noget mere forbeholden overfor de røgede sild. Jeg husker dem som havende millioner af ben.
  4. Christiansø med postbåden Peter fra Svaneke. Jeg har boet i Svaneke fra 1. december 1978 til 1. august 1980 men har absurd nok aldrig været på Christiansø.
  5. Hotel Østersøen i Svaneke hvor jeg vaskede op et par somre. Måske kunne jeg også stege nogle frikadeller eller lignende. Jeg ved i hvert fald ret præcist, hvad en “kippande” er.
  6. Hvad vi har lyst til. Mine dejlige værter er åbne overfor alt det, jeg måtte have lyst til!

Jeg tager min kugledyne med – og jeg glæder mig helt vildt. Det skal nok gå!

Mormor

108 år. Min mormor, Mary Christensen, kunne i dag den 8. februar 2018 være blevet 108 år, hvilket selvfølgelig er ret urealistisk. Hun kaldte altid sig selv for “Merry Christensen”, og det lød egentlig ret godt. Jeg kan stadig høre det for mig, og der var altid en eller anden trist efterklang. Måske var der ikke ret meget rart ved at være “Merry Christensen”? Jeg har skrevet en del om hende og kigget en del i arkiverne.