Optaget af fortiden 2

Hvornår lærte jeg at gå?

Optaget af fortiden 2

Denne artikel ligger i forlængelse af “Optaget af fortiden” fra maj måned 2022.

Jeg havde været ude til frokost med en veninde. Linje 11 kører fra Rådhuspladsen til Hvidovre på bare 15 minutter. Selvom det var myldretid, var der ikke mange med. To sæder foran mit sad en mor med et barn i bæresele og en pige på ca. fire eller fem år på sin højre side. Pigen spurgte sin mor: “Hvornår lærte jeg at gå?” Moderen svarede: “Du var ca. ti måneder”.

Den korte dialog faldt fint ind i et af emnerne fra mit frokostbord. Vi havde blandt meget andet talt om spædbarnsterapi og Inger Thormanns metode gennem mange år. Hun arbejder med spædbørn, unge og voksne, der er tidligt traumatiserede af den eller anden årsag. Gennem 30 år har hun været ansat som psykolog på Skodsborg Observations- og behandlingshjem.

Jeg har aldrig haft nogen at spørge, hvornår jeg lærte at gå eller andre emner fra de første tre leveår, hvor der foregår en masse vigtige ting, som jeg har lidt teoretisk viden om fra psykologen.

Ingen har vidst noget:

De biologiske forældre har aldrig været til stede, idet jeg er resultat af et “One Night Stand” og afleveret til et børnehjem umiddelbart efter fødslen, der foregik “bag et blåt klæde”.
Adoptivforældrene vidste ikke noget om de første tre år, andet end hvad de kunne læse i Rigshospitalets (RH) journaler, som “min mor” ikke forstod og derfor smed ud efter råd fra Mødrehjælpen, og børnehjemmets notater.
- Der står intet om “almindeligheder”, såsom hvornår jeg lærte at gå, hvor jeg fik mit fornavn fra osv. Inden jeg fik adoptionssagen, spurgte jeg “min mor”, hvor de hentede mig. Svar: “Et stort hvidt hus i Nordsjælland”. Det var vidensniveauet; de huse er der mange af i Nordsjælland …
- Det eneste, jeg har fået fortalt, er, at børnehjemmet gav børnene for små sko på. Derfor ligger mine tæer ind over hinanden, og derfor ser man mig aldrig i sandaler.

Dette er allerede forsøgt

Jeg har styr på de hårde data via adoptionssagen. Og det er godt!

For et par år siden spurgte jeg RH’s Journalarkiv, om de havde yderligere dokumenter. En medarbejder stod på hovedet for mig men fandt intet.

Turen er gået videre til Rigsarkivet den 4. september 2021. De sender jævnlig en autogenereret e-mail om, at de stadig har meget travlt, så det er ikke min tur endnu. Chancen for at finde noget er minimal, da det selvfølgelig ikke er muligt at gemme alt, men jeg kunne jo være heldig.

Jeg har prøvet at finde socialrådgiverne fra Mødrehjælpen både i København og Holstebro. Chancen, for at de kunne fortælle noget, er urimeligt ringe. Og jeg fandt dem da heller ikke.

Det jeg gerne vil vide

Jeg vil gerne vide, hvad der fik RH til at levere mig retur til børnehjemmet efter et ca. seks måneder langt ophold. Et eller andet må have bevirket, at de anså mig for “rask”. Kom der nogle “damer” nogle gange om ugen og tog sig af børnene, lærte dem at gå, spise selv osv? Alt det der bevirkede, at jeg begyndte at “respondere”, som det hedder på psykolog-sprog.

Børnehjemmet indlagde mig, netop fordi jeg var holdt op med at respondere “… ligger så underligt sløvt og slapt hen” og “i mærkelige stillinger”. Der er noget helt galt, når børn gør det. Nogle mener, at de har givet op. Og børnehjemmet handlede således korrekt. RH afviser hele tiden, at jeg skulle være “… såvel somatisk som psykisk retarderet.”

Jeg har forgæves prøvet at fange en af mine tidligere overlæger for at spørge, hvad man som læge i forhistorisk tid mente, når man brugte ordet “retarderet”:

“Retard” lig forsinket/senere
“Retarderet” lig udviklingshæmmet og med lav IQ

Er det ikke bare ligegyldigt?

Jo, på en måde er det tindrende ligegyldigt. Andre mennesker interesserer sig heller ikke for “almindelighederne”, men når det er umuligt at få et svar, bliver svaret pludselig vigtigt. Jeg er klar over, at det kan lyde underligt.

Det er her Inger Thormann kommer ind i billedet. Vil hun via sine metoder kunne hjælpe med at afdække de sorte huller, altså alt det, der ikke er hårde data?

Jeg har det jo godt, så hvorfor rode i det? Jeg vil bare vide det! Lidt på samme måde som jeg i 16 år jagtede diagnosen Aspergers syndrom. Når en idé er født, forfølger jeg den; jeg er (med en venindes ord) “god til at holde snuden i sporet”.

Således også denne gang. Ergo har jeg set alle webinarer om spædbarnsterapien, hørt alle podcasts, bestilt bogen og ringet til Inger Thormann, fordi jeg simpelthen ikke kunne vente på, at hun ville vende tilbage et par dage efter at have modtaget min “synopsis”.

Hun har også en kollega, Inger Poulsen, hvis forskellige udsendelser, jeg begyndte at høre men hurtigt måtte slukke for. Der er noget ved psykoterapeuters indfølende og “drææævne” tale, jeg er allergisk overfor. Men hun bor nu også i Jelling, så det var på forhånd udelukket.

Jeg har en plan

Med Inger Thormann (bopæl: Holte) har jeg aftalt denne plan:

Bestil bogen (checkmark)
Læs bogen (den er undervejs)
Vend tilbage hvis det stadig virker relevant (det tror jeg, det vil gøre)
Gennemgå et kort effektivt forløb (4-5 sessioner).

Da jeg i virkeligheden ikke orker at rode flere mennesker ind i min mærkværdige forhistorie, spurgte jeg selvfølgelig min psykolog gennem knapt otte år, om hun har kompetencer inden for dette specielle område. Det har hun desværre ikke. Det er et ærligt, ærgerligt svar.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

27. februar 2023/0 Kommentarer/i Historie, Slægt /af StegemüllerHistorie, Slægt

At holde af er at være bange for at miste

Hvor mange besøg kan jeg nå?

At holde af er at være bange for at miste

Topbilledet forestiller: min farmor Karen Sørensen g. Stegemüller, min fars søster Kirsten, min farfar Felix Stegemüller og endelig min far Jørgen. Det er desværre nødvendigt at bringe en vandmærket kopi.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg af og til savner at høre til et sted – hvilket ikke betyder, at jeg ikke er glad for livet, som det ser ud, og at det ikke betyder, at jeg ikke accepterer omstændighederne, som de nu en gang er. Og de er helt fine nu. Intet kunne være bedre.

Min fars ungdomskæreste er 98 år, og i den alder kan der ske så meget. Ingen af os er uforgængelige, og det eneste, vi ved, er, at det hele en dag er slut. Vi har nu set hinanden tre gange i nyere historisk tid, jeg har tre lydoptagelser og jeg vil gøre meget for at komme på besøg en gang pr. uge, også selvom det er lidt bøvlet. Pyt med det.

På torsdag vil jeg forhåbentlig kunne medbringe nogle billeder på rigtigt og godt fotopapir af min far, som hun gerne meget vil have og taler meget om. Det kræver, at min nye blækprinter bliver leveret senest onsdag aften. Men mon ikke … Den gamle blækprinter vil kun printe ud i lyserøde toner (og jeg har prøvet alt!). Og hun skal ikke have min far i lyserøde toner. Af den årsag har jeg bestilt en ny printer, og den gamle Canon Pixma MG5300 er alligevel så gammel (over 10 år), at det er i orden at skifte den ud.

Jeg har spurgt en af sønnerne, om det vil interessere hende, at jeg medbringer en stabel breve fra 1954/55 fra min far til hende og Vagn og læser op fra dem. Det regnede sønnen med. Det er et forsøg værd. Og ellers må hun jo selv sige fra. Hvilket hun sagtens kan.

Det er måske dumt, men jeg går og er så bange for, at der skal ske hende noget. Jeg er helt sikker på, at hendes børn husker mig, hvis/når … Jeg hører pludselig til et sted. Og jeg skal med til 100-årsdagen, som hun glæder sig meget til; det kan man ikke fortænke hende i.

Den dag, hun ikke er længere, mister jeg noget af mig selv, og det frygter jeg. Det kan man ikke fortænke mig i. Det er minder om mennesker, der var der for mig fra august 1980 og nogle år frem i en tid, hvor jeg ellers stod ret alene. Jeg prøver at være lidt ydmyg og lidt taknemmelig. Hun siger “Det var da helt naturligt; der var jo ikke andre.” Det, de fandt “helt naturligt”, var nyt for mig.

Vi “traf hinanden” i Svaneke i maj 1979, da min fars søster, “tante Kis”, holdt sin 60-årsdag. Hun og Vagn fangede på en ½ dag, at noget var helt galt, og sagde “Du er velkommen til hver en tid”. Og pludselig dukkede jeg så bare op i Kongens Lyngby.

Den yngste søn fortæller, at familien Stegemüller og min fars ungdomskæreste – og den familie hun stiftede efter at have vraget min far – var “vævet ind i hinanden” – og det på en mere markant måde, end jeg har vidst.

Hvad var det, de gjorde?

De gjorde det, der var normalt i normale familier, men som jeg ikke kendte til:

Omsorg uden sære modydelser fx at “putte mig” ved sengetid (selvom jeg var 16 år …). Jeg elskede det! Det føles underligt at fortælle det nu; men sådan var det.
De troede på, at jeg kunne tage en uddannelse
De satte huen på, da jeg blev nysproglig student i 1983
De inviterede på traveture til Fortunen og til Taarbæk Havn blandt andet i de weekends, hvor der var for koldt på det lejede værelse på Nørrebro
De gav mig min første elektriske tandbørste (eller måske “bare” et børstehoved og min egen farvede ring til det), og jeg fik plads oppe i skabet til højre i badeværelset. Det virker også underligt nu. Hun måtte vise mig, hvordan jeg skulle bruge den, for jeg vidste det ikke.

Fælles interesse for historie

Fra halsen og op fejler hun intet, bortset fra at hun ser ret dårligt. “Jamen jeg har det jo godt” siger hun. Jeg kender ingen andre med så positivt et livssyn.

I torsdags fortalte hun om Lasse Sommer, der blev skudt af Gestapo i Lauringe Mose sammen med 10 andre modstandsfolk i det, der kaldes “Massakren ved Osted”. Da jeg er en lille bitte smule i familie med familien Sommer pga. min fars første kone (der nu er 96 år), kunne jeg naturligvis ikke undlade at gå hjem og faktatjekke. Alt stemmer! Det glæder jeg mig også til at komme og fortælle på torsdag, for det er virkelig imponerende. Jeg må selvfølgelig tage mig selv i at tro, at man bliver dum, fordi man bliver gammel.

Hendes fortællinger stemmer med mine fakta. Det er altså fantastisk. Det er mit indtryk, at hun glæder sig over, at hendes erindringer er utrolig vigtige og at hun har en at dele dem med, som er uhyre interesseret i dem.

På torsdag vil jeg spørge, hvad hun lavede den 4. maj 1945 om aftenen og hvordan det var at vågne op i fred og frihed den 5. maj 1945.

Politiken den 8. november 1945

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

15. februar 2023/6 Kommentarer/i Generelt, Historie /af StegemüllerGenerelt, Historie

Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem

Da kantebånd forlængede bukserne

Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem

Det er ikke nogen hemmelighed, at stedet, jeg vokse op efter november 1972, hvor min far, Jørgen Stegemüller, døde, var “røven af fjerde division”, og hvor man levede fra hånden i munden, hvilket vil sige “leve så man lige har de daglige fornødenheder, men uden at tænke på fremtiden”, jfr. Den Danske Ordbog (DDO).

Der var aldrig penge til noget, bortset fra alkohol og tobak, og det var altid et problem, når olietanken igen var tom. Så var vinteren lang og temmelig kold, for dengang var der vintre til – måske især på Bornholm, hvor jeg boede fra juli 1978 til ultimo juli 1980.

Af samme årsag var det et problem, at jeg voksede, for det betød, at bukserne blev for korte, selvom jeg aldrig har sneget mig op over 165 cm. Der var ikke råd til at købe nye bukser med den rette længde, så de gamle blev forlænget med kantbånd. Ingen af mine klassekammerater gik med kantebånd, men det gjorde jeg. Altså var jeg af den grund anderledes.

For pokker hvor jeg hadede de kantebånd. De udstillede, hvad jeg kom af, og det var ikke videre rart. Det var ikke fedt at være fattig på en måde, der var så synlig.

Sådan var jeg anderledes

De forbandende kantebånd som nævnt i afsnittet herover
Jeg kunne læse (lette tekster), før jeg kom i skole allerede som 6-årig. Mine forældre var dygtige til at læse for mig – typisk ved sengetid. Det drejede sig bare om bøger som “Troldepus”, “Peter Pedal” og den slags. Altså kedede jeg mig bravt i dansktimerne, med mindre vi skulle arbejde med “Læs og forstå”, hvor det var sjovt at ræse gennem alle opgaverne. Typisk var jeg adskillige hæfter foran de andre børn.
Jeg blev udnævnt til hjælpelærer i dansktimerne. Det betød, at jeg skulle gå rundt og hjælpe de børn, der sad med fingeren oppe, og som den rigtige lærer ikke havde tid at hjælpe. Som jeg husker det, trådte det i kraft fra ca. fjerde klasse og frem.
I ca. syvende klasse og et par år frem interesserede jeg mig meget for fysik, og læste en masse fysikbøger, som jeg fik ganske gratis fra psykopatens halvbror, der arbejdede hos Th. Laursens bogtrykkeri i Tønder.
Jeg kunne regne lette stykker, før jeg kom i skole.
Jeg elskede “sproglaboratoriet”, som vi typisk kom i i engelsktimerne. Her var man alene og kunne i fred og ro følge “damen”, der sagde fx “The apple is red. What colour is the apple?”
Jeg kunne intet af alt det kreative, man forventedes at kunne (i håndgerning var jeg således et helt skoleår om at strikke en sok, fordi jeg ikke kunne finde ud af at skifte pind i hælen). I sløjd udbankede jeg et enkelt, grimt askebæger.
Jeg blev altid valgt sidst i gymnastik og ramte aldrig bolden i rundbold.

Når man aldrig får udfordringer

Når man aldrig får udfordringer, er der en vis risiko for, at man bliver doven. Det havde jeg dog ingen risiko for, idet jeg havde den ugentlige vindues- og bilvask til at sørge for, at jeg ikke blev doven rent fysisk. Ingen normale mennesker vasker hverken vinduer eller bil hver uge; men det var altså en del af mine “pligter”; sådan lidt Askepot … Jeg er vokset op med, at “unge nu til dags aldrig har lært at bestille noget …”, men det har jeg altså lært på den hårde måde.

Men mentalt? Nej, der fik jeg ingen udfordringer og det kan jeg være bitter over. Det hjælper imidlertid ikke ret meget, og trods kantebåndene og alt det andet, er det jo alligevel gået meget godt. Jeg har taget en lang, nogle synes svær, akademisk uddannelse og det stod ikke skrevet i kortene, at det skulle lykkes for mig. Men det gjorde det. Jeg har stort set kun mig selv at takke for det.

Men så skal jeg også takke min fars ungdomskæreste og hendes mand for, at de troede på mig: de sparkede mig i gang med Statens Kursus til Studentereksamen. De kunne se, at der nok var lidt mere i mig end at massere gulve i De Gamles By eller at ende på en fiskefiletfabrik i Rønne.

Kære Hanne og Vagn I ved ikke, hvad I gjorde. Du, Hanne, siger nu “Jamen det var da helt naturligt” og “Der var jo ikke andre”. Men når man vidste, at der ikke var andre, var jeres indsats helt enorm, og den var ikke bare “Naturlig”.

Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

29. januar 2023/6 Kommentarer/i Glæde, Slægt /af StegemüllerGlæde, Slægt

98 år er værd at huske

En dato er prentet i min hjerne

98 år er værd at huske

Det er slet ikke til at forstå, men i morgen bliver min fars ungdomskæreste 98 år. Det er en dato, der er værd at huske. Af en eller anden årsag har datoen, den 30. januar, altid været prentet ind i min hjerne, også i de mere end 40 år, vi ikke havde kontakt.

Jeg skal huske at ringe og sige tillykke. Det er øverste punkt på morgendagens liste over “pligter”. Men det føles på ingen måde som en pligt.

Jeg tænker på, hvad hun har oplevet, hvad hun har været med til, hvad besættelsen betød for hende og hvad min far og hans forældre – som jeg aldrig har mødt – betød for hende. Hun kendte faktisk min far bedre, end jeg selv gjorde. Det er lidt mærkeligt.

Hun og min far lærte hinanden at kende engang i 40’erne, da de var med i den samme modstandsgruppe, og hun også var ansat på Brede Klædefabrik. De var til et foredrag, hvor min far, Jørgen Stegemüller (1922 – 1972), og hans ven sad og smed noget i (bag-)hovedet på dem. Til sidst vendte pigerne sig selvfølgelig om; sådan opstod kontakten. Det var før Facebook og før Snapchat. Dengang skød man i stedet med papirkugler …

Jeg er taknemmelig

For mere end 40 år siden, gjorde min fars ungdomskæreste og hendes mand Vagn Rasmussen (og deres børn) uendeligt meget for mig.

De tog mig ind, da jeg var 16 år og gjorde rent i De Gamles By for at tjene til dagen og vejen.
De satte huen på, da jeg to år senere blev student fra kursus i juni 1983.
De holdt studentermiddagen for mig. Jeg har stadig deres fineste gave: en Georg Jensen-papirkniv i sølv, om hvilken hun tørt bemærkede “Ja, den har du ikke meget brug for nu”. Og det kan man jo kun give den gamle dame ret i.

Om vinteren var der var koldt på mit lejede værelse på Nørrebro her i København, så weekend efter weekend søgte jeg ly hos dem i Kongens Lyngby. Her fik jeg min første elektriske tandbørste. Jeg var ikke klar over, at man nu til dags brugte elektriske tandbørster. Jeg lærte at børste mine tænder!

Vi gik ture i Dyrehaven eller tog til Tårbæk Havn, hvor de havde båd.

Jeg blev – trods min høje alder (16 år) – puttet på sofaen i stuen, hvis sønnen var hjemme. Var han ikke hjemme men ude med garderne, sov jeg på hans værelse på førstesalen. Uanset, hvor jeg sov, kom hun og sagde “godnat”. Det var jeg ikke vant til. Det var alt sammen nyt: kærlighed uden krav om sære modydelser.

Jeg følte mig lidt dum. Jeg var klar over, at jeg kom til et helt andet socialt lag, hvor børnene gik hhv. på universitetet og Arkitektakademiet. Uagtet, hvor dum jeg følte mig, tog de imod mig. De bakkede mig op i, at jeg skulle starte på studenterkurset. De troede på, at jeg trods alt kunne noget.

Blomster med Interflora

Jeg vil så gerne sige “Tak”, men det er svært. Jeg har sendt blomster og chokolade med Interflora, og skrevet til chaufføren, at modtager er 98 år, så han må have lidt tålmodighed. Jeg håber, det lykkes. Bliver hun glad, er jeg glad!