Indlæg

Ruth og Jimmy

Jeg var vild med Ruth og Jimmy

Pludselig en dag kom jeg bare til at tænke på disse to dejlige mennesker. Derfor får du fortællingen.

Ruth og Jimmy var revisorens søster og svoger, og revisoren var den første mand min mor traf via en kontaktannonce ca. seks måneder efter min fars død. Vi skulle jo have tag over hovedet, når nu fabrikken skulle have sin bolig tilbage… Hun havde ingen uddannelse og stod med et mindreårigt barn på 9½ år (mig). Gode råd var dyre.

Vi flyttede ind hos revisoren i Odense i ca. otte måneder (maj 1973 – januar 1974), og der lærte jeg Ruth og Jimmy at kende. Pragtfulde mennesker med overskud. De arbejdede begge på eksternatskolen i Svendborg; hun som lærer og han vist nok som en form for pedel. Hun var barmfager (barmsvær) og varm. At sidde på skødet af hende i deres køkken ved spisebordet var som at hapse en flig af himlen.

Psykologen spurgte, hvor gamle de var, men det har jeg ikke noget billede af andet end at de var nogle år ældre end min mor.

Hvad skulle hun stille op?

Det er måske forståeligt nok, at min mor ikke vidste, hvad hun skulle stille op med mig, så måske søgte hun efter en spiselig løsning? Under alle omstændigheder var det gennem et godt stykke tid på tale, at jeg skulle bo hos Ruth og Jimmy, og det ville jeg gerne.

Jeg havde allerede et værelse hos dem og følte mig tryg og velkommen dér. Der var harmoni, kærlighed og orden. Jeg husker ikke, at de gjorde nogen særlig stads af mig, når jeg var der, men der var masser af “væren”, bare være og føle sig tryg. Det er lidt svært at beskrive. Hvorfor planerne ikke blev realiserede, husker jeg ikke. Måske gik noget i ged mellem min mor og revisoren? I hvert fald rykkede min mor og jeg videre til Vollsmose.

Jeg kan dog ikke lade være at tænke på, at det er mærkeligt, at man henter et barn på et børnehjem og mindre end otte år efter, prøver man at slippe af med det i egen afmagt. Hun har haft det svært. Den senere del af historien viser også, at noget måske gik i stykker indeni hende, da min far døde, men mor med stort M var hun aldrig. Jeg skriver ikke for at være rasende men for at være neutral. Raseri ligger ikke til mig, og alting er grundigt bearbejdet.

Jeg kom bare til at tænke på Ruth og Jimmy – de skønne favnende mennesker!

PS: Billedet passer slet ikke, men det er det eneste jeg har fra min barndom: Min far og mig ca. 1966, hvor de lige har hentet mig. Fed unge 🙂

Løvsaven der kom tilbage

telefon

Efterdønningerne af telefonterroren

Jeg skrev tidligere om telefonterroren, der nu gudskelov synes at være hørt op. Mit system er ikke gearet til den slags lige p.t. Hun (kusinen) sagde bare sådan nogle mærkelige ting, som sætter tanker i gang hos mig blandt andet om en løvsav.

Tjenestemandspensionen

Psykopaten var jo (over-)lærer, og kusinen fortæller, at han blev afskediget med tjenestemandspension, fordi jeg i en stil skrev sandheden om nogle af de de seksuelle overgreb gennem seks år. Efter fyringen måtte han nøjes med at save i træ med sin elskede løvsav. Han og min mor producerede træsprællemænd i store mængder. De havde et firma, de kaldte ‘Trewa’ for tre gange Wagnholt, deres efternavn, underforstået at så var jeg ekskluderet fra det gode selskab. Det gjorde mig nu ikke noget, jeg hedder hellere Stegemüller – men det gør mig noget, at løvsaven dukker op igen. Jeg troede, jeg for bestandigt var forbi det punkt.

Kusinen husker bedre, end jeg gør, eller også ræsonnerer hun bare bedre. Alt dette ligger tilbage til perioden 1974 – 1980. Jeg burde selv have tænkt over det med tjenestemandspensionen. Psykopaten har haft en fed forretning af misbruget, og det var mig, der betalte prisen. Den pris der altid vil være for høj.

Stilen

I stilen fra skolen (hvilken skole? der er tre at vælge mellem: Vollsmose, Hårby, Aakirkeby) skulle jeg åbenbart have skrevet om det med tvangen til at kalde psykopaten for ‘far’ og om hans cerutlugtende åbentstående morgenkåbe. Jeg husker ikke stilen, men resten husker jeg ganske udmærket. Kusinen kalder det nedladende for ‘psykisk incest’. Jeg har korrigeret og fortalt, at der var tale om daglige fysiske overgreb. Hun kalder det lige så nedladende for ‘erindringsforskydninger’. Jeg ved ganske udmærket, hvad jeg har oplevet, og jeg husker udmærket den forbandede brun-orange morgenkåbe og hans ‘dikkeværk’. Jeg lider ikke af erindringsforskydninger! Det er sikkert få, der vil forstå mig, når jeg skriver tingene, som de var, men jeg gør det ikke desto mindre.

Det sorte lig

Engang i oktober 2018 fik jeg en mail fra en af psykopatens slægtninge om, at han var død ca. syv år før. Vedkommende skrev også, at psykopaten muligvis var død som en ret ensom mand, idet ingen ville tage sig af hverken begravelse eller bo. Jeg mener at huske, at jeg havde en samtale med den pågældende slægtning og i den forbindelse kom det på tale, at liget var sort, da det blev fundet, og det er vel ikke unaturligt, når det har ligget et godt stykke tid? Jeg videregav oplysningen om farven til kusinen, men det skulle jeg aldrig have gjort, for det kunne hun fabulere længe over.

Telefonsamtalen

Kusinen kom ind på den telefonsamtale, der blev den sidste mellem min mor og mig i 22 år. Jeg husker den som den samtale, hvor jeg fortalte om, hvad der var foregået gennem seks år. Kusinen mener, at de ‘slog hånden af mig’ fordi jeg ‘var til damer’, hvor hun så end måtte have sin viden om den samtale fra. Kusinen mente, min mor ikke vidste noget om noget.

Jow min mor vidste ganske udmærket alt om alting, for jeg fortalte det allerede, inden hun giftede sig med psykopaten. Der var stor opstandelse i to dage, hvorefter hun aldrig nogensinde fulgte op på det. Hun spurgte aldrig, om det var ‘gået over’ eller lignende. Da jeg traf hende igen i 2003 efter de 22 år uden kontakt, spurgte jeg hende direkte, om hun havde vidst, hvad der foregik. Det bekræftede hun. Jeg spurgte herefter, hvorfor hun så ikke gjorde noget. Svaret var, at det kunne hun ikke overskue med to børn.

Indhentet af fortiden?

Nej jeg er ikke indhentet af fortiden, men det chokerer mig, at underlige detaljer gør så stort et indtryk, at det er som at være der selv. Gudskelov har telefonen ikke ringet i dag.

PS: Så ringede den netop, og hjertet hamrer. Jeg tænder for ‘Debatten’ på DR2, måske får det pulsen på plads igen?

Sång til friheten

Man skal kunne se og mærke forskel

Var Kai en gammel eller tidligere kollegiekammerat? Svaret er “begge dele”. Vi er begge blevet gamle – jeg er 54 år, han er 67 år –  men vi er også tidligere. Vi mødtes i dag til en rigtig dejlig snak og lidt mad på Torve Caféen i Hvidovre. Facebook kan opretholde kontakter! Det var dejligt og hyggeligt. Vi har senest (men ikke sidst) mødtes i ca. 1996, men det kan jeg ikke rigtig huske.

Vi talte om gamle dage, om minderne, om det fantastiske og om det, der bragte os igennem de svære stunder. Gårdmiljøet på Amagerkollegiet var en kæmpe støtte for det, vi hver især baksede med. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at flytte i en form form for olde-kolle. Det skulle være modelleret over kollegiet: fællesskab, når det er rart, og mulighed for at trække mig tilbage, når jeg har fået nok af snik snak. Det er bare rasende dyrt, når det skal være i Københavnsområdet, og det skal det.

Hvad ligger der i “Sång til friheten”?

I går skrev jeg om min største platoniske kærlighed nogensinde og “Sång til friheten” af Björn Afzelius. Det kan synes indforstået, hvis man ikke lige var i gård 78 og/eller gård 80 på Amagerkollegiet i netop de vigtige år fra 1981 – 1990. Derfor finder du teksten herunder. Det kan være, den klargør det hele en anelse:

“Du är det finaste jag vet
Du är det dyraste i världen
Du är som stjärnorna
Som vindarna
Som vågorna
Som fåglarna
Som blommorna på marken

Du är min ledstjärna och vän
Du är min tro, mitt hopp, min kärlek
Du är mitt blod
Och mina lungor
Mina ögon
Mina skuldror
Mina händer och mitt hjärta

Friheten är ditt vackra namn
Vänskapen är din stolta moder
Rättvisan är din broder
Freden är din syster
Kampen är din fader
Framtiden ditt ansvar”

Her er musikken.

Jeg kan ikke læse teksten uden at tænke, at det er den vildeste kærlighedserklæring. Og det er ikke noget, jeg finder på til lejligheden. Sådan har jeg haft det siden ca. 1981! Og det er jo sådan set ganske længe.

Vores liv er jo ændredes uendeligt meget siden. Hendes er ikke længere, og mit er forandret – men substansen? Jeg tror, den stadig findes. Og det er en rar tanke.