Indlæg

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

De farlige polariseringer

Hvem tør lytte?

De farlige polariseringer

Jeg synes, der bliver flere og flere af dem, og derfor bliver der i stigende grad behov for rummelighed overfor det uforståelige og “de andre”.

Slår man ordet “polarisering” op i Den Danske Ordbog, får man følgende at vide

proces eller udvikling hvor noget, fx holdninger, udtryk eller sociale grupper, splittes op i skarpe modsætninger

Polarisering nr. 1: Israel ctr. Hamas

Jeg havde en bekendt, der vedblev at sige, at krigen i Gaza ville være slut, så snart Hamas frigav gidslerne, selvom jeg kunne bevise, at Netanyahu allerede for meget længe siden har sagt, at han vil have hele Gaza, koste hvad det ville.

Vedkommende ville overhovedet ikke høre om de døde børn i Gaza men vedblev at sige, at Israel har ret til at forsvare sig. Jeg vil aldrig komme til at forstå, hvordan små børn kan udgøre en trussel for staten Israel. Jeg vil aldrig bifalde, at man opererer børn uden bedøvelse.

Det endte med, at jeg afbrød relationen. Jeg blokerede vha. en firewall vedkommendes adgang til mit website, jeg sørgede for at mails fra vedkommende aldrig vil nå frem til min indbakke, og jeg blokerede vedkommende på telefonen. Jeg kunne ikke udholde hans holdninger.

Debatten Israel ctr. Hamas udgør i høj grad en polarisering. Forstår man palæstinensernes lidelser i Gaza, er man en venstreorienteret Hamas-tilhænger – evt. kommunist eller det, der er værre. Siger man, at Hamas’ angreb i Israel den 7. oktober var en brutal svinestreg, er man Zionist.

Polarisering nr. 2: Ulvediskussionen

Ulve-diskussionen er blevet en debat mellem jyder og sjællændere (københavnere især).

På Østerbro sidder københavnerne på café og spiser speltboller og drikker chaite, mens barnevognen trygt kan stå udenfor. I Jylland kan man ikke gå tur med hunden, uden den er i snor. For der lurer en ulv på hvert af de imaginære gadehjørner.

Jyderne skriver på Facebook til københavnerne, at lovgivningen er, som den er, fordi de ikke ved noget om naturen og de invasive arter. Selvom der gives en økonomisk kompensation for de hegn, der skal sættes op rundt om fårene, er det et indgreb i den personlige frihed – måske ligefrem overtrædelse af nogle grundlovssikrede rettigheder.

Polarisering nr. 3: Neurodivergente versus neurotypiske

Som neurodivergent har man hele livet fået at vide, at man var anderledes, mærkelig eller i sidste instans dum, og at det var de neurotypiske, der var de “rigtige”. Min egen skolegang var et mareridt, blandt andet fordi jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, eftersom jeg er fra en nomadefamilie. Det er slet ikke godt for et barn med Aspergers syndrom, men da jeg var barn i 1960’erne/1970’erne, havde man jo ikke “opfundet” diagnoserne; man havde dårligt nok opfundet barndommen. Man måtte bare tage sig sammen.

Selv kom jeg fx aldrig over i højdespring, for selvom jeg stod sidst i rækken og således kunne se, hvordan alle de andre før mig gjorde, kunne jeg simpelthen ikke regne ud, hvordan jeg skulle hoppe op i luften og deroppe parallelforskyde min krop ind over stangen for at lande på madrassen. Utallige er de gange, jeg landede på asfalten foran madrassen. Det gjorde pokkers ondt. Jeg ramte heller aldrig bolden i rundbold.

Til gengæld læste jeg helt frivilligt fysikbøger, fra jeg gik i femte klasse, og jeg elskede at sætte bøger på plads på skolebiblioteket hos frk. Christensen. For der var ro og forudsigelighed – og duften af bøger var andeledes dejlig end stanken af madpakker i klasseværelset efter spisefrikvarteret.

Os på autismespektret har ofte kæmpet for at være i verden. Gudskelov er der langsomt – men sikkert – ved at opstå en opblødning i denne polarisering. Virksomheder vågner op og diagnoser er ikke længere fremmedord. De fleste ved lidt om, hvad autismespektret er for en størrelse, og de har måske hørt om “popcornhjerner”, når de skal prøve at forstå mennesker med ADHD/ADD.

I går hørte jeg en fantastisk episode af GladPodcast, hvor Bo Rygaard fortæller om den gryende forståelse i “Fremtidens teams kræver forskellige hjerner”, men også at det ikke er nok at være ih så forstående, man skal også gide at være med, når det bliver lidt besværligt, at en enormt dygtig medarbejder ikke kan møde kl. 8 og ikke trives i en kantine.

Polarisering nr. 4: Traktordemonstrationerne

Traktordemonstrationerne når landmænd – ligesom Trump – mener, at det der med klimaforandringer og CO2-reduktioner er noget venstreorienteret pjat. Det er nok noget, de dovne DJØF’ere har skabt i de regneark, der er en del af alt det overflødige bureaukrati, vi har her i landet. Sandheden er, at landmændene slet ikke har råd til at betale en klimaafgift. [Her håber jeg, du forstår ironien.]

Lyt for pokker

Nu blev denne artikel lidt lang, fordi jeg faldt ned i erindringerne i “Polarisering nr. 3”, og det var jo egl. ikke meningen.

Min pointe er bare, at vi mangler redskaber til at lytte og forstå “de andre”. Sådanne redskaber udvikler Özlem Cekic i Brobyggerne – Center for dialogkaffe. Et af Özlems centrale statements er, at vi skal turde dialogen med dem, vi er mest uenige med. Jeg synes, hun har fat i noget centralt, for det er enormt svært. Som polarisering nr. 1 viser, er jeg ikke selv for god.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Tillykke student!

Tillykke student!

Årets dimissioner

Tillykke student!

Når jeg møder en student, kan jeg ikke lade være at hilse med et “Tillykke student”, og de hilser pænt igen. Det er muligvis temmelig gammeldags, men det er nu hyggeligt nok.

Der er ikke noget at sige til, at både de selv og hele familien er stolte, for man “får” ikke en studenterhue – man erhverver den efter flere års hårdt arbejde. Der er også mange andre unge, der dimitterer uden at få en hue, og de har også grund til at være glade og stolte; det er bare ikke dem, denne artikel handler om.

Egne erindringer

Jeg kan ikke lade være at tænke 42 år tilbage, da jeg i 1983 blev nysproglig student fra “Statens Kursus til Studentereksamen” efter to benhårde – men også fantastiske – år. Der var vist arrangeret en eller anden form for “hestevogn”, men jeg deltog ikke, for jeg skulle på arbejde hos Irma … Det var dumt, men jeg havde ikke hjemmefra lært at blive fejret. Det var også dumt.

Tillykke student!

Jeg elskede latin og tysk. Begge lærere hed Kirsten. Med min nuværende indsigt er det selvfølgelig ikke overraskende. Begge fag var præget af forudsigelighed i form af regler, og det var en form for leg at skrive tyske stile og at skille “De puniske krige” og “Plinius’ breve” ad. Man skulle bare lære reglerne, og så var den ged barberet – i hvert fald i latin. Sådan tænker et menneske med Aspergers syndrom – vi har et anderledes “styresystem”.

Stadig undrer jeg mig, når DR viser et billede af en pensioneret kvinde og billedteksten kalder hende “emeritus”, når hun selvfølgelig er “emerita”, men man underviser vist ikke i latin mere, så de er vel undskyldte? Det er ærgerligt, for når man har tygget sig gennem Kr. Mikkelsen, har man fået en gennemgribende sprogforståelse ind på rygmarven – og den bliver siddende.

I tysk var det selvfølgelig lidt anderledes, idet vi der læste forskellig litteratur, som man også skulle kunne. Jeg husker bedst “Christiane F” og selvfølgelig “Katharina Blums tabte ære” af Heinrich Böll.

En af mine tidligere klassekammerater fra kursus læser af og til med her på siden, og hun skrev på et tidspunkt, at vores fransklærer plejede at sige “I skal kaste op på side …”. Det kan jeg ikke huske.

Historie: Jette var ung og nyuddannet. Jeg husker bedst alt det, hun lærte os om kildekritik, og primære, sekundære og tertiære kilder. Jeg har stadig glæde af det i forbindelse med slægtsforskning. “Brug altid den originale kilde hvis det er muligt” og hvis ikke “Hvad ved vi så om den fx skrevne kilde?”

I sagen om Mike Fonseca, der optog en samtale med Lars Løkke Rasmussen, som tilbød ham 370.000 kr. for at forlade Folketinget, kom jeg i tanke om kildekritikken: Hvor valid er sagsfremstillingen egentlig, når Mike selv har arrangeret lydoptagelsen, mens Lars ikke ved, at samtalen bliver optaget?

Alle lærerne var utrolig dedikerede; de levede og åndede for deres fag – og de var altid loyale over for rektor Hans Jensen. Ingen af dem hørte vist til på højrefløjen.

“Der var jo ikke andre”

Min fars ungdomskæreste – som satte huen på – og hendes mand holdt en fin middag og fejrede mig. Til stede var flere medlemmer fra min fars familie og nogle af deres venner, som jeg havde lært at kende i løbet af mine første tre år i København.

Da jeg traf hende igen for et par år siden, takkede jeg pænt både for huen og for middagen. Hun replicerede: “Der var jo ikke andre”, og det var selvfølgelig sandt, men det var nu alligevel pænt af dem. Jeg har stadig deres gave liggende i en vindueskarm – en papirkniv i sølv fra Georg Jensen. Det nævnte jeg for hende, og hun svarede “Den har du ikke meget brug for mere”. Det var også sandt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.[wpforms id=”96385″ title=”true”]

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Minder om en far

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Ingen over, ingen under og ingen ved siden af: Jeg havde verdens bedste far Jørgen Stegemüller (1922 – 1972). Desværre blev han kun lige netop 50 år, og jeg var 9 år og 1 måned, da han døde.

Af adoptionssagen fremgår det, at man på fabrikken sagde, at han var meget stolt af mig, og at han var blevet som et helt andet menneske, efter de hentede mig på børnehjemmet “Dear Home” på Sofievej 26 i Hellerup i november 1964.

Vi fik et særligt og ubrydeligt bånd. Jeg var lidt overrasket over, at jeg ikke havde kostet noget, idet jeg vist tænkte, at en høj pris ville have kunnet begrunde glæden over “endelig at have fået et barn i hjemmet”.

Jeg har kun gode minder.

Et af dem, der stærkest trænger sig på, er “vi skal lige et smut ned på fabrikken” efter middagene. Og “vi” var bare ham og mig. Der var såmænd ikke længere, end vi kunne have gået, alligevel kørte vi i bil, men dengang tænkte ingen på klima, global opvarmning, biodiversitet og den slags – det var ikke opfundet.

Vel ankommet til en af Martensens Fabrikkers to adresser i Brande, begyndte vi med at lege gemme i de store tørrerum, hvor de testede klæder, der skulle tørre efter at have været i appreturen. Rummene var meget varme, og jeg kan stadig huske de krydrede “noter”, der kildede i næsen. Jeg har vel ikke været mere end fire eller fem år og gemte mig bedst muligt i et hjørne. Men han fandt mig altid, og jeg var ikke kvik nok til at regne ud, hvordan det lykkedes.

Efter gemmelegen, gik vi rundt til “arbejderne”, som de kaldtes dengang, på aftenholdet ved deres maskiner. Der var små solide trætrapper op til podiet, hvor de stod. De havde altid citronsodavand til mig. Jeg har drukket meget citronsodavand i filialen der vist lå på Blichersvej i Brande.

Dukketeateret

Det er skøre minder, der dukker frem, herunder dukketeateret. Min far byggede et dukketeater til mig. Der var to frontlåger, så forestillingerne kunne holdes skjult frem til premieren. Sidepanelerne og “bagtæppet” var grå og marmorerede, og der var så plads til mig mellem frontlågerne, sidepanelerne og “bagtæppet”. På overliggeren stod der “Ej blot til lyst”,

Jeg havde et væld af Mester Jakel-dukker. Det var hånddukker med træhoveder og en lang “kjole”, som man så stak armen op i og på den måde, kunne man styre dem. Der var i hvert fald en politimester, en sømand og en bager. De øvrige kan jeg ikke huske, men det er jo også en menneskealder siden.

Min have

Vi boede på Martensens Allé 2 i et ret stort hus med en stor have. En del af haven var indrettet til mig med blomsterbed og forskellige grønsager blandt andet ærter, der vist hurtigt vokser sig store.

Min far sørgede for, at gyngestativet stod fast. Benene i de fire hjørne blev støbt ned i cement, så det var sikkert at gynge vildt højt på de tre forskellige gynger. Der var en almindelig gynge med bare et sæde, en gondol og en trapez. Sidstnævnte var nærmest en rebstige med fire eller fem orange trin mellem de blå reb. Kravlede man til øverste trin, var det muligt at hænge med hovedet nedad. Ganske sjovt.

At lære at cykle

Ret tidligt fik jeg en tohjulet cykel. I starten var der selvfølgelig støtteben, men dem blev jeg træt af og “krævede”, at de blev afmonteret. Herefter måtte min far løbe bagefter med et kosteskaft stukket ned i kronrøret op og ned i vores ret lange indkørsel. Min erindring er, at jeg var ret længe om at lære at cykle selv, for jeg har altid været et motorisk fjols. Og altså måtte han løbe bagefter ret længe.

God nat-historierne

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dagJeg elskede god nat-historierne  – helst dem med Missemor og hendes killinger. Søren og Mette-bøgerne kom til senere. Det var i virkeligheden en læsebogsserie, som jo egl. ikke egnede sig til højtlæsning, men det lykkedes ham alligevel. Der var også Peter Pedal og Manden med den gule hat, Troldepus og et væld af andre. Derimod egnede Anders And sig overhovedet ikke, og jeg syntes, de var for fjollede.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske indholdet. Det vigtigste var stemningen med tryghed og samhørighed, hvor han balancerede på kanten af Juno-sengen, mens jeg lå under dynen.

Jeg kunne læse, før jeg startede i skole, og mon ikke disse stunder har været en medvirkende årsag? Jeg blev jo tidligt introduceret til bøgernes univers.

Frem og tilbage til Randers og Viborg

En del år gik jeg rundt og besvimede uden nogen ydre anledning. Jeg faldt bare pludselig om. Det bekymrede ham selvfølgelig, og jeg husker turene til adskillige speciallæger. Vi var hos neurologer i Randers og Viborg, men ingen kunne finde en god grund. Og jeg havde det jo også godt bortset fra det.

Uden at vide det præcist, tror jeg, han tænkte tilbage på børnehjemmets og Rigshospitalets beskrivelser fra mine første 13 måneder, hvor de troede, jeg var retarderet, og jeg derfor var indlagt seks måneder på RH’s psykiatriske afdeling til observation og udredning. Men jeg var overhovedet ikke retarderet, og en af RH’s læger konkluderede da også, at “det trænger bare til et rigtigt hjem”. Og det havde han jo ret i.

De fik i første omgang kun plejetilladelse, idet “det ville være blodig synd for adoptanterne, hvis der alligevel viser sig at være noget galt”. Tiden var i sandhed en anden!

Konstruktionslegetøjet

Dukker og forestillingslege sagde mig ikke noget – jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne klæde dem af og på, og så var det slut. De andre piger holdt lange monologer, mens jeg overvejede, hvordan de fik inspirationen til dem.

Jeg var bedre til konstruktionslegetøj som eksempelvis Lego og Meccano, og min far satte mig i gang med at bruge det. Han demonstrerede, hvordan det fungerede, indtil jeg kunne selv.

Jeg havde en kæmpe Lego-kuffert med klodser og et Lego-tog. Hundredvis af blå skinner, hvoraf nogle var rillede (jeg ved ikke, hvad idéen med rillerne var) mens andre var blanke, som blev holdt sammen af de hvide mellemstykker. En af vognene var en Shell-tank, der kunne fyldes med vand, som man så kunne lege var olie.

Meccano var konstruktionslegetøj, der bestod af metalstænger, metalplader, metalvinkler, hjul, tandhjul, gear og andre specialelementer med rækker af huller i. Disse elementer kunne sammensættes på forskellig måde med små skruer og møtrikker, så det var muligt at konstruere modeller af biler, huse, kraner mv.

(Artiklen fortsætter udenr billedet)

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

På kirkegården

Efter hans død og begravelse skulkede jeg en del fra skole. Kirkegården og skolen var naboer, og jeg gik ofte fra skolen til kirkegården og sad foran gravstenen. Jeg tror, jeg har gået i tredie eller fjerde klasse. Det har været hundekoldt, for han døde i november, og vi flyttede fra Brande i maj året efter. Savnet opvejede vel kulden. Hvor ville jeg gerne kunne huske, hvad jeg tænkte, når jeg sad der, men det kan jeg altså ikke.

Han var der ikke så længe, men mens han levede, lagde han et værdifuldt fundament, som jeg den dag i dag er glad for.

Da jeg for et par år siden traf hans ungdomskæreste (fra før maj 1943), sagde jeg til hende, at jeg var “stolt af at være en Stegemüller”, og hun replicerede “Det kan du også roligt være”. Og det er jeg så.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Min “mor” kunne være blevet 90 år i dag

Min "mor" kunne være blevet 90 år i dag

Jytte Baunsgaard Kristensen 1935 – 2006

Min “mor” kunne være blevet 90 år i dag

(Topbilledet stammer fra mine forældres vielse i 1955, hvor hun var klar til at blive mor uden anførselstegn).

Jeg holder så meget af maj måned, fordi naturen står på spring. Når det fine, grønne forår kommer, kan jeg mærke, hvor meget jeg har savnet lyset og de lange dage. Heldigvis mærker jeg ikke længere mørket og de korte vinterdage, men engang for mange år siden mente psykiatrien, at jeg havde “vinterdepressioner”. Det var altså noget ævl.

Maj er også speciel, fordi så mange familiemedlemmer m.fl. havde begivenheder der:

Følger du dette link, får du en næsten komplet fortegnelse over begivenheder i maj måned 2025.

Jeg skriver altid “mor” i citationstegn, og det er ingen tilfældighed. Slår man synonymet “anførselstegn” op i Den Danske Ordbog (DDO), får man at vide, at tegnene kan betyde “med forbehold”, og jeg tager et stort forbehold.

Indtil november 1972, hvor min far dør, var hun en god mor. Når man læser min adoptionssag, beskrives hun meget positivt som ung, glad og smilende, altså prototypen på en ung, dansk, god moder. Nu har Mødrehjælpen jo selvfølgelig gerne villet have afsat et barn, så den positive beskrivelse har været nødvendig – på den anden side set, er der ikke konkrete grunde til at tvivle på beskrivelsen.

Min forældre gifter sig hos sognefogeden i Brande i oktober 1955. Han er da 33 år, og hun er 20 år. Han var noget ved musikken på Martensens Fabrikker i Brande og har muligvis ønsket sig en kone, fordi det hørte sig til, når man var over 30 år og havde en god stilling. Han har muligvis haft brug for en “trofækone”, som DDO beskriver sådan: “kvindelig ægtefælle som i kraft af sit udseende bidrager til at øge en som regel ældre og velstående partners sociale status”. Det passer ret godt.

De kommer fra hver deres segment: Han fra det bedre borgerskab i Kongens Lyngby, hun fra en arbejderfamilie på den jyske hede. Det er aldrig gået op for mig, hvordan de har kunnet træffe hinanden. Det kan være i Randers, og det kan være i Silkeborg. Jeg traf hans ungdomskæreste igen for et par år siden, og hun sagde noget sjovt “Hvor har han dog støvet hende op?” Jeg ved det ikke.

Jeg tror, det 17 år lange ægteskab var lykkeligt. Jeg husker ikke uoverensstemmelser, skænderier eller højrøstet tale. Jeg husker derimod godnathistorier på sengekanten læst op af de små Pixibøger, der typisk handlede om katte, eller af “Peter Pedal” eller “Troldepus”, og at de begge var dygtige til at læse op.

De var velstillede. Han havde eksamen fra Den Danske Væveskole i 1943 og et godt job. Hun havde ingen uddannelse, og hendes vigtigste “arbejde” var at gå hjemme og passe mig. Det var i sandhed en anden tid. Da han døde, havde hun heller ikke et sted at bo.

Efter min fars død forvandlede hun sig som en slags kamæleon. Jeg kunne slet ikke genkende hende. Jeg holdt fast i hans ret konservative værdier, og jo mere, jeg gjorde det, jo større blev afstanden mellem os.

Da hun i april 1975 giftede sig med Psykopaten var forvandlingen tilendebragt. Hun var hans, og jeg var mest i vejen. De blev forældre til en søn i marts 1976. Jeg ved ikke rigtig, om de var optagede af ham eller ej, men i hvert fald fungerede jeg som en form for “nanny” sammen med de øvrige pligter, der blandt andet bestod af ugentlig udvendig vinduesvask og ugentlig ud- og indvendig renholdelse af bilen. Ingen normale mennesker gør den slags hver uge. Det foregår kun i “Absurdistan”, men jeg har i sandhed “lært at bestille noget”. Det var en værdi for dem.

Derfor skriver jeg “mor”

De seksuelle overgreb begyndte allerede før, hun giftede sig med psykopaten. Jeg fortalte hende inden vielsen om hans tilbud om – ganske vist mod betaling – at gå i bad med ham, som jeg afslog, om hans befamling af mine håndflader på en klam måde, men hun valgte ham til og mig fra.

Da vi på et tidspunkt (mellem december 1978 og juli 1980) boede i Svaneke, husker jeg tydeligt en scene i køkkenet: Hun står lænet op ad et køkkenbord. Jeg står i den modsatte side af køkkenet. Jeg fortæller hende, hvad der foregår, at overgrebene er taget til, og hvad de går ud på, men hendes svar er “Årh, det skal du ikke tage dig af, det har jeg også prøvet”. Hun havde været udsat fra overgreb fra sin bror.

Jeg flytter til København den 31. juli 1980, og i 1981, hvor jeg er flyttet til kollegiet og selv har taget kontrol over mit liv, forsøger jeg telefonisk at kontakte hende og fortælle om mine oplevelser. Samtidig fortæller jeg, at jeg er dybt og inderligt forelsket i en kvinde. Det er psykopaten, der tager telefonen og svarer “Den slags svineri vil vi ikke have her hos os”. “Svineriet” var min kærlighed til en kvinde ikke hans egne overgreb.

Herefter går der 22 år. I 2003 ser jeg i en telefonbog, at de har hver deres adresse, og jeg kontakter hende. Vi har lidt sporadisk kontakt, hun flytter til Nykøbing Sjælland, og jeg forsøger at opbygge en relation. Men jeg formår det ikke. Forskellene i værdierne er blevet endnu større, end de oprindeligt var.

Jeg spørger hende til min barndom, og om hun vidste, hvad der foregik? Det bekræfter hun. Jeg spørger herefter “Hvorfor gjorde du så ikke noget?”. Hun svarer “Det kunne jeg ikke overskue med to børn”. Den samtale glemmer jeg aldrig.

Hun dør i december 2006. Jeg tager til selve bisættelsen i Højby Kapel, der var som en begravelse uden en afdød; jeg viser flaget og at mig, kan de ikke kue. Jeg står det igennem, men der er intet savn. Jeg deltager ikke i den efterfølgende kaffemik. Det er på det tidspunkt 25 år siden, jeg har set psykopaten, nu står vi overfor hinanden ved kisten.

Jeg synes ikke, hun var en rigtig mor. Og derfor omtales hun kun i citationstegn.

Det kunne jeg godt have tænkt mig

Jeg har prøvet meget i mit liv, men der er også noget, jeg ikke har prøvet.

I søndags sad jeg og tudede til “Hvidstengruppen” i TV. Der er en scene, hvor pigen på ca. 9 – 10 år er bange, og det er hendes mor, spillet af Bodil Jørgensen, tydeligvis også, men hun siger “kom her hen”, og hun tager hende på skødet. Det kunne jeg slet ikke tåle at se, tårerne tog til, og tanken var “Det har jeg aldrig prøvet”. Jeg var godt gammeldags misundelig, hvilket selvfølgelig ikke er en pæn følelse, men det gik jo ikke ud over nogen andre end fjernsynet. Og så går det vel nok?

Min "mor" kunne være blevet 90 år i dag

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.