Indlæg

/1 Kommentar/i , , /af , ,

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Resultatet af SPQ-spørgeskemaet

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Når der kun skal mere end 70 point til, og jeg får næsten det dobbelte, nemlig 133, må man sige, at jeg virkelig er en klassisk Systemizer. “Delresultat: Opmærksomhed – detalje” med 8 ud af 8 er ingen overraskelse. Det taler for sig selv.

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Den korte beskrivelse af et menneske med en klassisk Systemizer-profil er:

Personer med en klassisk Systemizer profil får 70+ point

At være klassisk Systemizer betyder, at man har en større evne eller lyst til at løse faglige arbejdsopgaver og en væsentlig mindre evne eller lyst til at tilpasse sig socialt, end de fleste mennesker i befolkningen.

Jeg vover at dele mine resultater her, fordi de virkelig er sjove – fordi jeg stoler på mine læsere, og fordi det, man kan læse, selvfølgelig er generisk; det viser altså ikke mine konkrete og personlige svar. Du kan selv tage testen ved at klikke på “Test dig selv” på sidens menu.

Mine hovedresultater ses i denne tabel, men vil du læse begrundelsen for de forskellige delresultater, skal du klikke på linket. Du kan ikke klikke på billedet.

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Du nævnte noget om Asperger

En overgang kom jeg i Akutteamet på Psykiatrisk Center Glostrup. Jeg havde kontakt til en sindssyg dygtig farmaceut og en ditto overlæge, der arbejdede tæt sammen. Kontakten varede ca. 1 – 1½ år begyndende i sommeren 2018. Jeg skrev en artikel til POV, som stadig (januar 2024) ligger der. Artiklen drejer sig om bivirkninger af medicinen og om samarbejdet mellem os tre.

Jeg sendte dem fx ugentlige Excelfiler med registrering af bivirkninger, obstipation, restless legs syndrome, søvn, antal skridt osv. Så havde vi noget konkret at tale ud fra, men det er nok ikke så ofte, de oplever den slags.

I starten syntes de måske, det var lidt fjollet, men mit klare indtryk er, at efterhånden som der kom flere og flere data, blev rapporterne mere og mere valide, interessante og givende for vores samtaler. Og regnearkene var gode til at fortælle om ændringerne i medicinen, også betød ændringer i bivirkningerne. Jeg var så bange for at ændre på medicinen, fordi jeg havde været i den neutrale fase i 18 måneder. På den anden side, kunne jeg ikke udholde bivirkningerne længere.

Men der er selvfølgelig ikke noget at sige til, at Kasper sagde: “Du nævnte noget om Asperger”. Herregud jeg havde jo serveret en stor del for ham vha. Excelfilerne. Han skulle få mistanken.

I sommeren 2018 skrev jeg dette:

Kasper havde sat en time af eller også tog han sig tiden. Han lukkede låget på computeren, og sagde “du nævnte noget om Asperger”, og så flød ordene ud af munden på mig. Jeg fortalte om de tanker, jeg har gjort mig siden 2003, og om mine bestræbelser på at finde en psykiater, der har forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vi talte frem og tilbage, og det var tydeligt, at han bestemt vidste, hvad han talte om – og hvad jeg talte om. Vi var på bølgelængde. Jeg følte mig mødt. Det var så rart. Alle andre prøver at sige, at det nok er lidt pjattet, og hvad vil jeg nu med det? Mit svar er bare, at jeg vil gerne vide det.

Jeg har ikke altid følt mig mødt

Det har af og til været vanskeligt at få diverse behandlere i psykiatrien til at forstå, at jeg for det første vidste, hvad jeg talte om, eftersom jeg havde øvet mig siden 2003, og at jeg for det andet anså det som en form for menneskeret at vide, hvad der foregår i hovedet på mig. Hjernen er trods alt forholdsvis vigtig …

Flere har virkelig sagt om en udredning for Aspergers syndrom: “Hvad vil du med det?”. Det viser en grundlæggende og manglende forståelse for, hvordan det er at være patient. Det kan være vældig svært at svare på, hvad man vil med det, når man endnu ikke har prøvet det. Derfor blev mit svar til de uforstående ofte bare: “Jeg vil bare gerne vide det!”

Psykologen havde i ca. 3 – 4 år sagt “Du har nok nogle Asperger-træk”, og nærmere må hun ikke komme, da hun ikke er specialpsykolog – dvs. hun hverken må eller kan udstikke diagnoser. Og det er da et fint system, vi har, selvom jeg ofte har undret mig over de vandtætte skotter mellem psykiatri og psykologi. Det betyder fx, at jeg som patient selv skal bære informationer frem og tilbage mellem de to enheder/systemer. Okay jeg kan godt, men hvad med dem, der ikke kan?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , , /af , , ,

Vidunderlige Valomand

Vidunderlige Valomand

Hjerne som en computer

Vidunderlige Valomand

Den seneste tid har flere nævnt “Valomanden”, og jeg blev opmærksom på, at jeg aldrig havde set den oprindelige DR-Dokumentar fra september 2001. Den rørende 58 minutter lange udsendelse kan ses kvit og frit på Bonanza.

I programinformationen skriver Danmarks Radio:

Portræt af autisten Martin Gunnarsen. Som treårig var han besat af benzinmærker. Som femårig vidste han alt om broer, og da han var otte, var hans værelse fyldt med Valosæbepakker. I dag er han 46 år gammel og samler stadig. Han har en hjerne som en computer, en enorm omgangskreds og en svaghed for smukke lyshårede piger. Kalendere, togplaner eller telefonbøger bruger han aldrig. Han har det hele i hovedet. Åndssvag lød eksperternes dom dengang i 1960. I dag ved vi, at Martin er autist. DR-Dokumentar fortæller hans forunderlige historie.

Man kan kun holde af ham og af de mennesker, han omgiver sig med. En vigtig brik i spillet er hans omsorgsfulde mor. Hun fortæller fx om, at han som lille er indlagt på Dronning Louises Børnehospital i 17 forfærdelige døgn. Efter en uge får hun allernådigst lov at besøge ham og se ham gennem en glasrude. Hun siger blandt andet: “Der sad han og kiggede på sine hænder og så ud som en, der havde opgivet det hele”. Åh herregud … den slags kan jeg slet ikke tåle, uden at tårerne står i kø. Hospitalet diagnosticerede ham som “åndssvag”.

Forældrene troede ikke på dommen, for de mente, at Martin manglede flere træk, som i hvert fald nogle åndssvage har. De mente, at nogle åndssvage er opsøgende, mens de vidste, at Martin helst gik sine egne veje i sin egen verden og havde sine egne lukkede systemer. 

De tog ham blandt andet til en “klog mand” i Tyskland, der gjorde et eller andet med nogle stemmegafler, som han placerede forskellige steder uden på hovedet. Ingen blev klogere af det.

Hjemvendt finder de endelig Himmelev Børnehjem, hvor forstander Sofie Madsen med det samme ser, at “han er da vist en af vore”, da hun har set Martins fascination af vinduer og vindueshasper. På ingen tid lærer Martin, der da er 10 år, at læse, stave og skrive – og naturligvis geometri. Som moderen siger med en pegende bevægelse mod hjerneskallen: “Han havde jo altså noget herinde; det skulle bare kaldes frem.”

Ud af en tangent: egne erindringer

Af en eller anden årsag kom jeg til at tænke på dengang jeg som barn (før 1973), gik rundt og besvimede. Helt umotiveret faldt jeg bare om midt i leg eller noget andet. Det var, mens min far levede, så mine forældre handlede på det og tog mig til specialister – formentlig neurologer – i både Randers og Viborg. En overgang troede man, jeg havde epilepsi, men det havde heldigvis intet på sig. Da man aldrig fandt en årsag, skulle jeg bare “vokse mig fra det”. Og det virkede da også. Dengang skulle børn vokse sig fra det meste.

Af og til har jeg overvejet om besvimelserne havde med Aspergers syndrom at gøre? Gad vide om det var det, man i dag ville kalde nedsmeltninger? Det er selvfølgelig ligegyldigt nu så mange år efter, men tanken taler om tiden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Aspergers syndrom og regler

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Jeg svømmer ikke i venner, men de få, jeg har, er fantastiske! De er så søde til at hjælpe, når jeg er i tvivl om de uskrevne sociale regler.

Jeg så på et tidspunkt et indslag med Christina Sommer, som blandt andet sagde “Aspergere trives utrolig godt med “Det er sådan man …” ” Jeg ville gerne i et forløb hos hende, men hun er så populær og dygtig, at hun har opgivet at have en venteliste. I denne artikel har jeg noteret, alt hvad hun sagde om mennesker med Aspergers syndrom i udsendelsesrækken “De skjulte talenter” på DR1. Du ser hende i sæson 1, episode 1, 13 minutter og 15 sekunder inde i udsendelsen.

Tre eksempler hvor mine venner hjælper, fordi reglerne mangler:
  1. Jeg er i tvivl om “Hvor tit må man ringe?” Mit telefonbehov nok lidt større end deres, fordi jeg bor alene og kun ses med få (helt selvvalgt!). Jeg er bange for at ringe for ofte. Med en veninde har jeg derfor aftalt, at vi lige sender en e-mail først og spørger, om det kan passe ind i kalenderen og med energien at føre en telefonsamtale. Det fungerer utrolig godt.
  2. Hvis jeg er ude til fx frokost er jeg bagefter i tvivl om “Blev jeg for længe?” Med en anden veninde har jeg derfor aftalt, at skulle det ske, at hun synes, det er på tide, jeg skrider, så siger hun det tydeligt. Det er jeg tryg ved, og så behøver jeg ikke længere bekymre mig om det.
  3. “Dette var humoristisk eller underforstået“. Når jeg ser vittigheder eller billeder, andre finder morsomme, på fx Facebook, sidder jeg og tænker “Hvorfor er det sjovt?” og jeg prøver virkelig, men jeg kan ikke tolke det på samme måde, som andre kan. Så mine venner er nu begyndt at klippe det ud i pap for mig. Til tider føler jeg mig temmelig dum.

Jeg elsker regler

Det er så skønt, når der er regler – bare ikke de uskrevne. Når der er regler, ved jeg, hvordan jeg skal begå mig, og så behøver jeg ikke gå og bekymre mig om, hvorvidt jeg overtræder en uskreven regel. Og jeg vil gerne gøre “det rigtige”. Christina Sommer fremhæver sjovt nok, at mennesker med Aspergers syndrom er optagede af at gøre “det rigtige”.

En Asperger-hjerne arbejder altid, og det har jeg selvfølgelig vænnet mig til livet igennem. Jeg troede, alle menneskers hjerner altid var på arbejde, men jeg skulle blive klogere.  Når der kun er uskrevne regler, kommer hjernen på over-arbejde, og det kan være anstrengende.

På et tidspunkt købte jeg bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler” af Jennifer Cook O’Toole fra forlaget “Frydenlund”. Jeg fik desværre aldrig læst den færdig, men jeg har lagt den frem på natbordet igen.

Skrevne regler for det uskrevne: Emma Gads “Takt og tone”

  1. Vennerne hjælper, når reglerne manglerMan ringer og siger tak for sidst dagen efter. Da jeg samtidig er bange for at ringe for ofte, sender jeg i stedet en takkemail, hvilket jeg også synes er almindelig høflighed og et udtryk for, at man værdsætter, at værten har gjort sig umage for, at man kan få en hyggelig eftermiddag eller aften sammen.
  2. Det er ikke længere så almindeligt at medbringe bare en lille ting til værtinden; det er mest de ældre, der gør det, og da jeg nu også er “ældre”, gør jeg det af og til også selv. Emma Gad mente, at det var god tone og atter en anerkendelse af, at værtinden har brugt tid (og penge) på en middag eller en frokost. Jeg kan godt lide at finde bare en lille ting, som jeg tror, min værtinde vil blive glad for. Det kan være blomster, men de har jo en kort holdbarhed, så jeg gør mig umage for at finde på noget, der holder lidt længere.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Støjhelveder på jord

Støjhelveder på jord

Jeg er lydfølsom

Støjhelveder på jord

Det er helt normalt for mennesker på autismespektret, og herunder hører mennesker med Aspergers syndrom, at være lydfølsomme og sansesensitive på andre områder fx lugte. Altså er jeg for en gangs skyld helt normal.

Problemet er, at det synes at blive værre. Lydene tager bo midt i min hjerne, så jeg fx ikke er i stand til at føre en samtale, for der hvor opmærksomheden på min samtalepartner skulle være, er der fyldt med lyd. Det koster mange kræfter at filtrere dem fra. Det er lidt svært at forklare. Skriv en kommentar, hvis du ikke forstår, hvad jeg prøver at udtrykke.

Jeg er begyndt at vise min solsikkesnor frem på støjende steder og spørge pænt, høfligt og venligt, om de vil være søde at skrue ned. Solsikkesnoren signalerer, at man har et usynligt handicap. Og det vil de som oftest gerne. Det er rigtig rart. Det gælder fx i taxaer. Det er faktisk mig, der er kunden. Det er en dyr “vare”, så det må være et rimeligt ønske. Alternativt står jeg ud af vognen.

Jeg runder de 60 år i denne måned, og lidt skal der da ske, så jeg har inviteret en veninde ud på frokost. Jeg har med hjælp fra en gruppe på Facebook for autister fundet et spisested, hvor de på forhånd har lovet, at de gerne vil skrue ned, mens vi er der. Der lægger jeg gerne mine penge.

Frisøren mistede en trofast kunde

For et års tid siden tog jeg mod til mig og spurgte også min frisør gennem 16 år, om han ville skrue ned for musikken, der stammede fra en reklameradio, som er en ekstra trigger for mig, fordi det forekommer mig at være så stupidt. Det ville han gerne.

Forleden dag var jeg igen hos frisøren og spurgte endnu en gang, om han ville skrue ned. Svaret var “Nej, det kan jeg ikke, når der også er andre kunder”. Der mistede han en trofast kunde, for selvfølgelig kan han det. Det drejer sig om vilje i de 7-8 minutter, han er om at klippe spidserne. Jeg tror ikke, stilhed vil skræmme de øvrige kunder væk, og i realiteten er der ingen, der lytter. Det er bare baggrundsstøj. Han var vist lidt overrasket over, at jeg ikke, som jeg plejer, bestilte en ny tid til om seks uger.

Hvidovrevej vrimler med frisører, så jeg gik over på den anden side ad gaden og spurgte, om det ville være en mulighed, at han skruede ned, når jeg kom. Det ville han gerne, og altså bestilte jeg den næste tid der.

“Vimmersvej” i Coop

Jeg havde dernæst et ærinde i Coop. Medarbejderne løb rundt med “sjove” hatte og guldflæser om halsen. Det gik ikke op for mig, hvad årsagen var.

Grøntafdelingen genlød af “Vimmersvej” med sindssyg høj volumen. Jeg skyndte mig væk.

Dog kan man ikke slippe ud af butikken uden at betale og ved den kasse, der er deres default-kasse, findes en monitor, der med høj volumen reklamerer for tåbelige ting, jeg aldrig får brug for. Det kan fx være seneste nyt i skuresvampe eller smarte toiletbørster og andet i de kategorier. Køen er altid lang, så jeg må holde ud længe. Et par gange har jeg undersøgt, om det er muligt at slukke for skidtet eller bare flå nogle kabler ud for at få det til at holde op. Det er dog ikke lykkedes mig.

Kan der være hjælp at hente?

  1. I marts måned (dog i år) fik jeg udarbejdet en såkaldt sanseprofil i Distriktspsykiatrien ved at svare på 60-70 spørgsmål.
  2. Da jeg kom anden gang hos den pågældende medarbejder (en ergoterapeut), fik jeg at vide, at jeg var sensitiv overfor lyd og lugt. Tjah … det var ingen overraskelse; det var jo derfor, jeg havde henvendt mig.
  3. Meningen var så, at vi ved det tredje møde skulle tale om, hvad jeg kunne gøre ved det.

Vedkommende var dog meget ophængt, så aftalen blev, at min kontaktperson skulle give mig tilbagemeldingen, og at jeg skulle tale med hende om, hvad jeg kan gøre ved det. Det vil jeg naturligvis gerne.

Nu er ergoterapeuten imidlertid holdt op, da han var i et tidsbegrænset vikariat. Ingen andre har resultaterne. Min kontaktperson er helt fin og siger “Jeg synes, du har krav på en ny udredning”, hvilket hun har talt med sin leder om, og denne er enig med hende. Så nu venter jeg på, at der ansættes en ny ergoterapeut, så vi kan begynde forfra …

Et “First World Problem”

Jeg er helt klar over, at dette problem må kaldes et “First World Problem”, når mit lydtapet ikke udgøres af bomberegnen hverken i Ukraine, Israel eller Gazastriben.

Jeg er umådeligt trist over, at der igen er krig i Mellemøsten. Hvor skal det dog ende? Jeg forstår efterhånden de mennesker, der lukker af for omverdenen og fx beskæftiger sig med deres slægtsforskning eller noget andet, der medfører glæde.

Støjhelveder på jord

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.