Det anderledes “styresystem”

En neurodivergent hjerne og erindringer

Der er i samfundet en stigende forståelse for, at man ikke er dum, når man er på autismespektret og har fx Aspergers syndrom. Mange forstår efterhånden, at vores “styresystem” bare er et andet. Vi har fx fået solsikkesnoren, der signalerer, at vi har et usynligt handicap.

Selv ser jeg min autisme som en #superkraft, der gør mig i stand til nogle ting, der kan være vanskelige for andre mennesker. Det omvendte gør sig selvfølgelig også gældende, men det fokuserer jeg ikke på.

Det er en kæmpe lettelse for mig, der gennem hele livet har vidst, at jeg var “anderledes” men ikke har vidst, hvori det anderledes bestod. Som årene går, forstår jeg langsomt min neurodivergente hjerne bedre og bedre. Den har mange karakteristika, der svarer til de flestes, men der er også en del, der er anderledes.

Noget af det “anderledes” er utrolig nyttigt, både når jeg prøver at skrive mig ud af min “sære fortid”, og når jeg ikke er “stemningsneutral”, dvs. er for langt ude af en af de to poler, der kendetegner den bipolare affektive sindslidelse.

Ordforklaringer

1. Styresystem: Det er al den software, som styrer computerens grundlæggende funktioner. Dvs. styresystemet er ansvarligt for alt, hvad computeren gør, fra vi tænder, til vi slukker. Vi henter fx mails, vi åbner programmer osv. Styresystemet kan fx være Windows eller iOS.
2. Neurotypisk: en hjerne der er ”normal” og har udviklet sig og fungerer på en måde, hvor den ikke lever op til diagnosekriterierne for f.eks. autisme eller adhd. Ordet neurotypisk er opfundet, så man kan tale om folk uden diagnoser uden at bruge ordet ”normal”
3. Neurodivergent: en hjerne med atypiske karakteristika og som derfor kan diagnosticeres med f.eks. autisme. Ordet ”divergent” (fra det engelske “diverse”) kan oversættes til ”forskellig” eller ”anderledes” på dansk. Neurodivergent betyder altså at have en anderledes hjerne.

De to sidste ordforklaringer har jeg tyvstjålet hos Specialisterne, der også skriver mere og bedre om ordene.

Den neurodivergente hjernes betydning for erindringerne

Jeg kan beskrive min sære fortid, der jo ligner noget, der er løgn, uden at “være i” den. Det, der måske minder lidt om Askepot eller Ditte Menneskebarn, er ikke for begyndere, men jeg kan skrive om det uden at give mig i følelsernes vold, uden at sidde og mærke, hvad den lille/unge pige måske mærkede dengang for mange år siden.

Jeg har en oplevelse af, at det skyldes det, jeg selv (og psykologen) kalder min “tvedelte hjerne”, der er en utrolig nyttig indretning, når man vil gøre tingene “mindre” ved at genfortælle dem.

Jeg kan beskrive erindringerne og knytte dem til fakta (fx adresser jfr. udtræk fra CPR, navne på skoler, Mødrehjælpens udtalelser, dødsattester osv.) uden at “falde ned i dem”, uden at blive ked af det osv. Jeg tror, at neurotypiske mennesker, der skulle skrive sådanne erindringer, ville genkalde sig oplevelserne på en måde, der gjorde, at de oplevede det hele igen som en slags PTSD, og sansede det samme som den lille/unge pige gjorde dengang.

Det gør jeg ikke. Det skyldes måske, at hun allerede dengang havde en beskyttelsesfaktor, der gjorde, at hun netop ikke sansede alt skidtet. Havde hun sanset på samme måde som neurotypiske mennesker, var hun måske blevet psykotisk eller havde måske udviklet skizofreni? Det kan vi ikke vide.

Alle mennesker har prøvet at skrive en stil om “Hvad har du oplevet i din sommerferie?” Her beskriver de jo også deres erindringer, men jeg tror ikke, de har en oplevelse af, at de nærmest skriver, som var de en anden person end den ferierende. Det gør jeg. Jeg er ikke Ditte Menneskebarn, selvom mine erindringer af og til ligner til forveksling.

Sproget hjælper på vej til afstandtagen

Jeg er helt bevidst om at bruge ord, der hjælper med at tage afstand. For mig at se, er det er en del af den neurodivergente hjernes virkemåde. Neurotypiske mennesker ville måske bruge ord, der bragte dem tilbage i situationerne, det gør jeg bevidst ikke. Jeg skriver ikke “onanere” men “masturbere”. Jeg skriver ikke “stiv pik” men “erigeret lem” osv.

Derfor bliver jeg aldrig en rigtig forfatter, selvom jeg faktisk godt kunne tænke mig at skrive en selvbiografi.

Det ville kræve, at jeg evnede “show it, don’t tell it”, og det gør jeg ikke. Jeg skriver, som var jeg en forsker, der arbejder med data i tabeller eller bare med en form for “kirurgisk skarphed”, uden at jeg ved, om det lykkes.

Jeg har et par ting, der minder lidt om PTSD

1. Når Aarstiderne leverer svinefars i en rulle, må jeg skynde mig at klemme farsen ud af rullen og skære den i fire mindre stykker. Det er selvfølgelig et fjollet eksempel, men det kan belyse, hvad PTSD kan være for en størrelse: Fortidige hændelser genopleves i nutiden, uden at der overhovedet behøver være en sammenhæng.
2. Ingen mennesker – end ikke psykologen – har vist hørt mig sige psykopatens navn, for det kan jeg ikke. Støder jeg eksempelvis på det samme navn i en kirkebog eller en folketælling, må jeg bladre hurtigt forbi.
3. Da jeg i 2003 – uden held – forsøgte at etablere en relation til “min mor” efter 22 års pause, kunne jeg ikke udholde, at hun konstant inddrog ham i vores samtaler.

Den neurodivergente hjerne på psykiatrisk afdeling

I sommeren 2023 oplevede jeg, hvordan min neurodivergente hjerne var en både styrke og ulempe under en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Styrken var, at jeg kunne være der uden at “falde ned i det”, uden at tage det helt ind osv. Jeg var ikke selv en del af sygdommen, så jeg kunne fx indse, at jeg havde brug for at tale med min psykolog.

Ulempen var, at når jeg med de 25 neurotypiske pct. dele af min hjerne beskrev symptomerne for de 75 neurodivergente pct. af hjernen, troede personalet, at jeg havde det bedre, end jeg faktisk havde det. For så virkede jeg jo ret “normal” og ikke videre syg, selvom mit tankegods ved Gud var sygeligt.

Strøtanker om social opstigning

En dag talte jeg med min ven om de af mine erindringer, hun havde læst. Jeg spurgte hende, om hun stolede på mig, og det gjorde hun naturligvis, og derefter sagde hun noget interessant: “Vi har vel allesammen hørt om nogle med sådan en sær fortid, men vi har ikke selv kendt en”.

Det har fået mig til at indse hvilken enorm social opstigning, jeg har foretaget, og som jeg kun har mig selv at takke for. Og det gør jeg så.

Der er dog en modifikation: Min fars ungdomskæreste og hendes mand. Der kom jeg pludselig til et sted med helt anderledes kulturelle værdier og normer. Alting var så anderledes og svære at forstå, men jeg ville gerne være en del af det. Her gik de voksne børn på henholdsvis universitetet og Kunstakademiets Arkitektskole, her gik vi om lørdagen ture på Fortunen og i Dyrehaven osv.

Og her fik jeg for første gang i mit liv børstehovedet til en elektrisk tandbørste. Det blev sat op i skabet til højre sammen deres med en lille farvet ring, så jeg kunne genkende mit. Den lille dumme ting gjorde et stort indtryk på mig. Pludselig var jeg en del af en familie, hvor vi alle sammen havde børstehoveder. Det var nærmest en form for inklusion, der var ukendt for mig.

Det var også ukendt at blive puttet som 16-årig. Jeg ville gerne, men jeg vidste virkelig ikke, hvordan jeg skulle håndtere det.

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.