,

Strejke og lockout – og min lille kontrakt

Strejke og lockout nærmer sig

Jeg faldt tilfældigt over dette billede på Facebook i dag, og jeg kan godt lide det.

  • For det første er det jo lidt sjovt og samtidig alvor.
  • For det andet ligner det temmelig meget den situation, jeg står i p.t. og det udspil, der kom fra arbejdsgivers side:

Jeg skrev i går, at jeg følte mig alene i hele dette spil, hvor jeg skal indgå en kontrakt med en ny arbejdsgiver på det private arbejdsmarked, hvilket jeg aldrig har prøvet før.

Det var ikke fair! Og jeg tager mine ord i mig igen. For en chefkonsulent hos Djøf leverer en fremragende støtte og finder kreative, men lovmedholdelige, løsninger. Jeg har sendt hende mindst syv mails og talt med hende mindst fem gange. Hun er professionel og imødekommende hver eneste gang, jeg henvender mig med en ny tanke!

Vi har googlet sammen og drøftet fortolkningerne på en måde, så jeg forstår dem, og kan bringe dem videre til henholdsvis arbejdsgiver og kommune. Jeg føler, vi går ad vejen sammen. Det er meget værd for mig.

Jeg har aldrig haft behov for mit forbund før, men efter 34 års medlemskab … (ja, jeg er blevet gammel) står de der, og gør det, jeg har betalt for hele livet. Jeg er en glad djøffer, og jeg kunne ikke ønske mig mere. Jeg er blevet i djøf, selvom kommunen sagde, at det var der ikke grund til, da jeg overgik til reglerne for fleksjob…. Heldigvis tænkte jeg bedre selv.

Djøf har en fin ordning, hvor man, som indehavende et fleksjobbevis, betaler ca. 300,00 kr. i kvartalet. Normalbidraget er ca. 1.100 kr. i kvartalet.

Hvad er min arbejdskraft værd nu om dage?

Forhåbentlig er hele dette kontraktscirkus snart overstået, og vi kan vende tilbage til opgaverne.

Det er bare sådan, at selvom dette er et fleksjob, selvom arbejdsgiver “løfter det sociale ansvar” og kan sole sig lidt i det, selvom jeg er autodidakt, selvom jeg bare elsker opgaverne og kommer til at leve af min hobby som “webmaster og skribent”, selvom… selvom.. har jeg altså stadig lønmodtagerrettigheder, 28 års anciennitet, en langvarig universitetsuddannelse, en langvarig statslig karriere på højt niveau  osv.

Jeg løfter opgaver, som virksomheden ellers skulle betale en helt anden pris for. Hvis de gik ud i byen og købte mine ydelser, ville den gennemsnitlige timepris være minimum faktor 3,4. Herfra skal naturligvis drages, at jeg ikke er lige så dygtig som et konsulenthus. På den anden side set er jeg altså ikke så ringe, at de ikke skal betale en bare rimelig hyre.

Alt dette beror på skøn under regel og på tillid. Tror arbejdsgiver og jeg på hinanden eller ej? Jeg tror på dem, og de tror også på mig – men på en eller anden måde koster det altså, og det er mig, der betaler! Lige p.t. er det sådan, at jeg sådan set kommer til at betale 25,75 kr. i timen for at få ansættelsesforholdet bragt ind under funktionærlovens regler. Det lyder lidt absurd, men sådan er det.

Den store knast er lige p.t. det med løn under sygdom.

Løn under sygdom i et fleksjob

Når man er i et fleksjob, får arbejdsgiver refusion fra dag 1. Normalt er der en arbejdsgiverperiode på 30 dage, med mindre der er tale om en § 56-aftale.

Bevæggrundene fra lovgivers side er klare og fornuftige: En medarbejder med et fleksjob kan lettere blive syg. Det er jo derfor, man har et fleksjob! Når det er sådan, kompenserer vi arbejdsgivere hurtigere og nemmere. Nemlig: Vi kompenserer arbejdsgiver fra dag et, hvor der ellers er tale om, at den såkaldte arbejdsgiverperiode er på 30 dage. Dette er godt for både medarbejderen i fleksjobbet og arbejdsgiver, og vi bringer fleksjobbere ud i det pulveriserende erhvervsliv, så de ikke bare sidder hjemme og ser TV2’s skod-udsendelser.

Jeg forventer ikke at blive syg, for jeg har det rigtig godt, men i en kontrakt må man tage højde for, at der kan opstår sygdom. Jeg kan ikke garantere for, at jeg ikke igen kan havne 6½ uge på psyk. Jeg håber det ikke. Jeg tror det ikke. Men jeg kan ikke garantere. Det hører med til Bipolar type 1. Og det er denne diagnose, der ligger til grund for fleksjobbet.

At regne baglæns

Jeg har mange års træning i at “regne baglæns”, og det har jeg så gjort endnu engang. Jeg er ret god til Excel på det punkt. Hvis vi skal få enderne til at mødes, lander jeg på 193,25 kr. i timen. Det er ikke meget med 28 års erfaring. Jeg blev kandidat i 1990.

Jeg vil have jobbet, virksomheden har ikke ret mange penge, og den salomoniske løsning er så, at jeg reducerer min gennemsnitlige timeløn mod at komme op på mere end 8 timer, hvorved jeg er inde under funktionærlovens beskyttelsesparagraffer. Sagt med andre ord: Det er mig, der betaler mig for at komme ind under funktionærlovens regler.

  1. Det svarer til en lønnedgang på 11,8 pct.
  2. I forhold til det lønkrav, jeg oprindeligt mødte frem med, er der en tale om en nedgang på 22,7 pct.

Længere kan jeg ikke strække mig. Jeg skal også have min værdighed i behold!

Historik

Den liberale balancemenu, der pt.t. gennemføres, glemmer historikken: Nemlig at vi med den første hovedaftale den 5. september i 1899 fik orden på forholdene mellem arbejdsgivere og arbejdstagerre. Det blev aftalt, at arbejdsgiverne forenede sig i deres grupperinger, og vi arbejdstagere forenede os i vores grupper. Og vi skulle ikke forhandle som enkeltindivider, men vi skulle indgå aftaler som dele af et kollektiv. Af den simple årsag kalder vi det for kollektive overenskomster.

Det er der i jo i virkeligheden ikke meget hokus pokus i – lige til det kommer til konflikt. Så er det Djøf, og alle de andre, skal stå deres prøve. Og alle dem, der ikke plejer at betale for kollektivet, pludselig gerne vil have del i det vi andre har betalt for i mange år. HK-Stat har fx offentligt  bekendtgjort, hvor mange nye medlemmer, de pludselig har fået… Den 28. februar var tallet 1.600, og det var inden Sofie Löhde bekendtgjorde lockouten.

Fagforeningerne har varslet strejke for ca. 10 – 15 pct. af deres medlemmer på det offentlige område. Innovationsministeren har svaret igen med 100 pct. lockout af de offentligt ansatte. Det vil sige, at det er regeringen, med Moderniseringsstyrelsen i baghånden, der lammer samfundet. Det er ikke fagforeningerne!

Disse tal skriger til himlen: det ender med et regeringsindgreb. Regeringen skal bare lige have sparet sammen til et par lønstigninger først… og det gør de ved ikke at betale de offentligt ansatte løn i et par uger. AC tænker godt: De låner deres medlemmer pengene, for af et lån skal man ikke betale skat!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *