,

Sortie

Fin frokost

Det var sidste dag i Folkekirkens Nødhjælp, og afdelingen havde for noget tid spurgt, om jeg ville have sådan en lidt større afskeds-tam-tam. Jeg er ikke tilhænger af den slags, så jeg havde i stedet spurgt Dorte og Lotte, som er dem, jeg har haft mest med at gøre, om de ville gå med ud og spise en klassisk frokost. Det ville de gerne, og det var utrolig hyggeligt.

Vi havde bestilt bord på “Restaurant & Cafe Nytorv” lige foran domhuset. Lotte og jeg snuppede en “Københavnerplatte”, mens Dorte tog en fiskefilet og en rejemad. Hertil godt øl – vi undlod dog snapsen. Dyrt men dejligt. Jeg kan bestemt anbefale det. Jeg undrer mig lidt over, at der ikke var fulde huse, for da jeg forleden ringede rundt  til mindst seks eller syv steder for at bestille bord på lignende steder (altså smørrebrødssteder) Karen Kik, Fridas mv., var alt udsolgt. På vores sted, var der halvtomt.

Vi var der i et par timer, og vi fejrede min sortie med maner.

Psykiatrifondens julehilsen

Jeg er kommet over den alder, hvor man er fan af det ene og det andet, men der er én undtagelse, og det er Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt. Jeg er vild med konen. Her sender hun fondens julehilsen (2:15) og beder til, at der kommer mere fokus på psykiatrien i de kommende år. Det er der så sandelig også behov for. Det er ikke så længe siden, jeg i et indslag i TV-avisen hørte følgende “Sundhedsvæsenet og psykiatrien…” Er psykiatrien nu ikke længere en del af sundhedsvæsenet?

Jeg har oplevet Anne Lindhardt live en enkelt gang, hvor jeg var blevet inviteret til et møde sammen med ca. 80 jobcenterchefer, og hvor hun talte i to stive timer om bipolar affektiv sindslidelse – og det vel at mærke uden Powerpoint eller manuskript. Det fængede altså. Hun er fuldstændig dedikeret til det, hun laver, og det hun taler om. Hun har 40 års erfaring som psykiater, og hun taler med inderlighed og entusiasme. Hende gad jeg godt drikke en kop kaffe med en dag. Men det gider hun nok ikke 🙂

4 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    En fin frokost er ingen dårlig ide, men anledningen var vel en smule til den triste side. Jeg håber det lykkes at finde andet at rive i et andet sted.
    Du må da invitere Lindhardt på en kop kaffe en dag – et eller andet sted.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Næh anledningen var skam til den positive side, også selvom den kommende tid kan blive vanskelig.

      Ja det kunne være sejt at drikke en kop kaffe med Anne Lindhardt en dag. jeg har engang skrevet til hende om noget “psykiatripolitisk”, men hun gad ikke svare. Så vil hun nok heller ikke drikke kaffe.

  2. Eric
    Eric siger:

    Sjovt nok. Vi, der så sjældent kommer i Kbh., finder ofte Cafe Nytorv. Afslappet sted og god, dansk frokostmad. Velbekom 🙂

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.