Indlæg

,

Sortie

Fin frokost

Det var sidste dag i Folkekirkens Nødhjælp, og afdelingen havde for noget tid spurgt, om jeg ville have sådan en lidt større afskeds-tam-tam. Jeg er ikke tilhænger af den slags, så jeg havde i stedet spurgt Dorte og Lotte, som er dem, jeg har haft mest med at gøre, om de ville gå med ud og spise en klassisk frokost. Det ville de gerne, og det var utrolig hyggeligt.

Vi havde bestilt bord på “Restaurant & Cafe Nytorv” lige foran domhuset. Lotte og jeg snuppede en “Københavnerplatte”, mens Dorte tog en fiskefilet og en rejemad. Hertil godt øl – vi undlod dog snapsen. Dyrt men dejligt. Jeg kan bestemt anbefale det. Jeg undrer mig lidt over, at der ikke var fulde huse, for da jeg forleden ringede rundt  til mindst seks eller syv steder for at bestille bord på lignende steder (altså smørrebrødssteder) Karen Kik, Fridas mv., var alt udsolgt. På vores sted, var der halvtomt.

Vi var der i et par timer, og vi fejrede min sortie med maner.

Psykiatrifondens julehilsen

Jeg er kommet over den alder, hvor man er fan af det ene og det andet, men der er én undtagelse, og det er Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt. Jeg er vild med konen. Her sender hun fondens julehilsen (2:15) og beder til, at der kommer mere fokus på psykiatrien i de kommende år. Det er der så sandelig også behov for. Det er ikke så længe siden, jeg i et indslag i TV-avisen hørte følgende “Sundhedsvæsenet og psykiatrien…” Er psykiatrien nu ikke længere en del af sundhedsvæsenet?

Jeg har oplevet Anne Lindhardt live en enkelt gang, hvor jeg var blevet inviteret til et møde sammen med ca. 80 jobcenterchefer, og hvor hun talte i to stive timer om bipolar lidelse – og det vel at mærke uden Powerpoint eller manuskript. Det fængede altså. Hun er fuldstændig dedikeret til det, hun laver, og det hun taler om. Hun har 40 års erfaring som psykiater, og hun taler med inderlighed og entusiasme. Hende gad jeg godt drikke en kop kaffe med en dag. Men det gider hun nok ikke 🙂

Medicin

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er temmelig “hårdt” medicineret for at holde mig mellem de to poler i den “bipolare affektive sindslidelse”. Kunsten er at holde mig mellem de to poler, på den ene side depressionerne og på den anden side manierne.

Overlæge dr. med. Peter Gøtzsche er netop udkommet med en bog, hvor han argumenterer for, at 98 pct. af den antidepressive medicin, der udskrives, kunne undværes. Psykiater og formand for Psykiatrifonden Anne Lindhardt ærgrer sig over den retorik, professor Peter Gøtzsche, Københavns Universitet, bruger i debatten om hans nye bog ”Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse”. Hun mener, retorik og form står i vejen for hans ellers fornuftige budskaber om, at vi har brug for mere forskning, viden og debat om brugen af medicin i psykiatrien.

Tilbage sidder man som bruger og ved ikke hvad der er op og ned. For mit eget vedkommende ved jeg dog, at mine antidepressiva er seponeret fordi de ville kunne medvirke til manier. Resten er der skruet op for for at holde mig mellem de to poler. Indtil videre føles det rigtigt, og jeg tror og håber, jeg er på vej til et godt liv med medicinen. Skulle jeg leve uden medicinen, som foreslået af Peter Gøtzsche (PG), ville det blive det liv, hvor jeg har taget stilling til alt omkring min død og begravelse (udførelsesmåde, salmer, “Min sidste vilje”, afskedsbrev, begravelsesgæster osv.).

Jeg synes, PG kommer for let til sine konklusioner. Han ved intet om, hvordan det er at have levet med en sygdom igennem 12 år og bare ønske sig et liv med færrest mulig bivirkninger og noget der måske kan ligne det normale arbejdsmarked i et fleksjob.

Det skal siges, at jeg stort set ikke har bivirkninger af medicinen bortset fra “restless legs” som jeg får Akineton for. Jeg har taget på i vægt på grund af medicinen, men det er ikke værre end at jeg har kunnet købe to par nye jeans hos Zizzi. 🙂