, , , ,

Ros til Gigahost! Hjælp til Thunderbird.

Gigahost har god support!

Siden i lørdags har jeg ikke kunnet sende e-mails. Jeg blev ved med at få en fejlside fra TDC, når jeg forsøgte at sende fra min e-mail-konto hos Gigahost.

Jeg henvendte mig hos mit webhotel, for jeg kunne jo se i mine indstillinger, at det var den udgående mail, der var valgt som standard – og i øvrigt plejer det da at virke, og jeg eksperimenterer trods alt ikke med at at få min livsnerve til at gå ned. Set i bagklogskabens lys kan jeg godt se, at det naturligvis måtte være TDC, for ellers ville fejlsiden fra dem ikke komme frem.

Mange mails (sendt via webmailen) senere må jeg erkende, at jeg brugte TDC som udgående mail, og at det var fejlen. Efter en lille justering af indstillingerne under forbindelsessikkerhed til STARTTLS, virker sagerne igen. Jeg undlader at spørge mig selv, hvordan det pludselig kan ændre sig af sig selv – måske er det fordi Windows veje trods alt er uransagelige?

Gigahosts support skal have stor ros for utrætteligt at have besvaret mine e-mails, hvor jeg blandt andet har skrevet, at jeg var 1000 pct. (mindst) sikker på, at jeg ikke brugte TDC-konfigurationen. Det var først, da jeg slettede TDC-konfigurationen, at der kom en anden fejlmeddelelse op, som vi kunne bruge til at komme videre med. Py ha – jeg er lettet over, at det fungerer igen.

Og så til noget andet: vejrudsigten for Telendos, hvor jeg snart agter at tilbringe en uge. Det er ikke de vilde temperaturer, men jeg synes sørme alligevel, at det ser godt ud. Det ligner da en bogstak, en havkajak og en uges ferie med kulinariske oplevelser og oplevelsen af bare at lave mindst muligt.

4 Svar
  1. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    Dette er blot endnu et eksempel på, at Spies ikke oversælger. Billedet er nemlig sakset fra den mail, der kom fra dem få dage før afrejsen. Men jeg er enig med dig – vejret var endnu bedre i virkeligheden.

  2. Eric
    Eric siger:

    Stol IKKE på vejrudsigter. In real life var der mindst 30 grader i skyggen på Telendos den 21. september, og mit termometer viste adskilligt mere, da jeg gik til siesta samme dag :8)

  3. Ellen
    Ellen siger:

    Jeg tænker på, om du ikke lige vil kontakte min it-helpdesk og fortælle dem, at underlige ting faktisk godt kan ske helt af sig selv? Det har jeg forgæves prøvet at fortælle dem i mange år – de bliver hårdnakket ved med at påstå, at jeg har trykket på en eller anden tast på trods af mine forsikringer om, at det har jeg ikke… 😉

    Kan du nu have dig en rigtig god ferie på Telendos – temperaturerne lyder helt ideelle – ikke for varmt, ikke for koldt.
    Bogstak, fint. (Plus krydsord og Sudoku til mig). Kulinariske oplevelser: JATAK! Men en havkajak? Alene?? Du er godt nok modig. Men man behøver vel, på trods af navnet, selvfølgelig nok ikke at stå helt til havs i sådan en tingest?

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Jeg kontakter gerne din helpdesk, og fortæller dem, at ting sagtens kan ske helt af sig selv 🙂 Når jeg selv sidder på mit arbejde, må jeg dog også sige, at jeg tager som udgangspunkt, at brugeren har gjort et eller andet, ellers er det næsten umuligt at gætte sig frem til en løsning.

      Godt du mindede mig om krydsord, dem må jeg da have med! Jeg har altid syntes, at krydsord er et signal om, at man har god tid – og det har jeg jo i næste uge.

      Selv i en havkajak kan man ro langs kanten og tæt på land. Den er i øvrigt meget sikker; da den er stort set fladbundet, er den næsten ikke til at vælte. Men jeg er den forsigtige type – så bare rolig, jeg ender ikke “til havs”, men tak for din omsorg!

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.