Nu har jeg en erklæring fra hospitalet i Pothia om at jeg kan rejse. Det lettede!

Grace fra hotellet tog med mig derind, og det var fantastsik effektivt, pludselig behøvede jeg ikke en billet til at komme til og sidde i kø. Hun spurgte sig først for ude på parkeringspladsen, så inde ved lægens dør; så blev vi vist ovenpå, hvor hun spurgte sig for hos sygeplejersken, og så blev vi straks vist ind til lægen, der skrev erklæringen uden at undersøge noget som helst.

Lægerne her skulle efter sigende være rigtig gode; problemet er at de mangler alle mulige maskiner til at udføre deres job. Det er synd.

Jeg har de sidste dage levet af græsk salat og frugtsalat med youghurt (da det er skåret ud), men det begyndte at blive lidt ensformigt, så til aften har jeg udfordret mig selv med den fantastiske spise: Ged, der er supermørt og velsmagende.

Jeg spiste på min yndlingsrestaurant Plaka, hvor der ikke var andre kunder end mig. Det bekymrer mig for Michaelis’ fremtid, men det lader ikke til at bekymre ham, og så kan jeg jo være ligeglad. Om vinteren arbejder han i byggebranchen, hvis der ellers er noget arbejde at få, og så sparer han op fra sommeren til at overleve vintere. For at supplere indtægten tager han ud og fisker eller de slagter en af hans fars geder. Det må være et hårdt liv.

Vi fik os en snak om krisen i Grækenland. Han fortalte bla., at 50 pct. af de unge mellem 25 og 40 er arbejdsløse. De håber på hjælp fra Den Europæiske Union, men jeg tænker, at det må være begrænset hvor længe Den Europæiske Union vil og kan hjælpe.

Nu vil jeg gå tidligt i seng med min krimi af Sara Blædel, hun skriver superspændende. I nat har jeg sovet virkelig godt i modsætning til sidste nat, hvor jeg stort set ikke lukkede et øje.