Indlæg

Telendos Webgalleri

Jeg har nu lagt billederne fra Telendos op i mit webgalleri, og du finder billederne her. Hvis du klikker på billederne, bliver de større og der vises en filmrulle nederst i skærmbilledet. Hvis du klikker en gang til, vises billedet i det helt store format. Jeg har valgt, at de kun må være 1024 px i bredden for at det ikke skal gå ud over downloadhastigheden. Jeg håber, du kan lide billederne – jeg har i hvert fald haft meget sjov med at tage dem.

Jeg var faktisk begyndt at sætte tekster på hvert eneste af de 155 billeder i alt. Så trykkede jeg opdater, og pludselig var alle mine tekster væk. Det forstår jeg simpelthen ikke. Jeg bliver aldrig helt gode venner med Coppermine, men det er det eneste databasedrevne program, jeg har kunnet finde.

Telendos – dag 28

Nu er jeg vel hjemme igen, og det er en stor lettelse.

Bjarne (en stor stærk fyr) hjalp med baggagen helt fra hotellet indtil den var sat på transportbåndet i lufthavnen på Kos; det er en rejse i mange skridt, så det var rigtig dejligt, at han var dedikeret til at hjælpe mig hele vejen.

I flyet fik jeg en plads ud til gangen. Jeg var lidt bekymret for om folk ville gå ind i min skulder, men det skete kun få gange og gjorde slet ikke ondt. Den kan godt tåle små lette stød uden at der sker noget, det er bare mig, der sidder og venter på smerten, som så altså udebliver.

Da vi stod ud af flyet, stod der en Falck-mand med en kørestol og ventede på mig; så var det bare at hoppe op og blive kørt til bagagebåndet. Så kom baggagen, som Falck-manden slyngede op på ryggen. Ud til taxaerne, der holdt en, der var bestilt til mig. Vi kørte til Hvidovre ad den længste omvej, jeg nogensinde har oplevet, men frem kom vi. Chaufføren tog baggagen op ad trappen og lagde den i soveværelset. Så perfekt og så smertefrit havde jeg slet ikke forestillet mig, det ville gå.

Hjemmeplejen har været her første gang og smurt aftensmad til mig. De kommer kl. 21 og lægger mig i seng – jeg ender med at blive omvendt til A-menneske

Telendos

Nu har jeg en erklæring fra hospitalet i Pothia om at jeg kan rejse. Det lettede!

Grace fra hotellet tog med mig derind, og det var fantastsik effektivt, pludselig behøvede jeg ikke en billet til at komme til og sidde i kø. Hun spurgte sig først for ude på parkeringspladsen, så inde ved lægens dør; så blev vi vist ovenpå, hvor hun spurgte sig for hos sygeplejersken, og så blev vi straks vist ind til lægen, der skrev erklæringen uden at undersøge noget som helst.

Lægerne her skulle efter sigende være rigtig gode; problemet er at de mangler alle mulige maskiner til at udføre deres job. Det er synd.

Jeg har de sidste dage levet af græsk salat og frugtsalat med youghurt (da det er skåret ud), men det begyndte at blive lidt ensformigt, så til aften har jeg udfordret mig selv med den fantastiske spise: Ged, der er supermørt og velsmagende.

Jeg spiste på min yndlingsrestaurant Plaka, hvor der ikke var andre kunder end mig. Det bekymrer mig for Michaelis’ fremtid, men det lader ikke til at bekymre ham, og så kan jeg jo være ligeglad. Om vinteren arbejder han i byggebranchen, hvis der ellers er noget arbejde at få, og så sparer han op fra sommeren til at overleve vintere. For at supplere indtægten tager han ud og fisker eller de slagter en af hans fars geder. Det må være et hårdt liv.

Vi fik os en snak om krisen i Grækenland. Han fortalte bla., at 50 pct. af de unge mellem 25 og 40 er arbejdsløse. De håber på hjælp fra Den Europæiske Union, men jeg tænker, at det må være begrænset hvor længe Den Europæiske Union vil og kan hjælpe.

Nu vil jeg gå tidligt i seng med min krimi af Sara Blædel, hun skriver superspændende. I nat har jeg sovet virkelig godt i modsætning til sidste nat, hvor jeg stort set ikke lukkede et øje.