Undgå at skrive forretningsmæssigt
Start med en følelse
Undgå at skrive forretningsmæssigt
Når jeg skriver e-mails, ved jeg som oftest, hvad jeg vil skrive, før jeg går i gang. Jeg sidder ikke og “broderer” undervejs. Af en eller anden dum årsag – som ikke en gang jeg kender – prøver jeg at spare på ordene: Jeg skriver, og herefter fjerner jeg de ord, der er overflødige. Jeg forestiller mig, at modtageren ikke gider læse alle de ord, der ikke er absolut nødvendige for at forstå budskabet.
Som bekendt bruger jeg ikke “figurer”/emojis, da jeg ikke ved, hvad de betyder. For mig ville det svare til at skrive noget på kinesisk eller med kyrilliske bogstaver. Jeg er klar over, at jeg er den eneste i denne verden, der ikke forstår dem, men sådan må det så være. Jeg er vant til at stå alene.
Jeg læser som oftest også korrektur og prøver at fange de værste “sprogforbistringer” (Bix’ ord – og tak for det).
Slutresultatet bliver temmelig “forretningsmæssigt”, siger psykologen, som derfor har lært mig nogle højst brugbare tricks. Jeg har lagt dem ved skærmen, så jeg husker dem.
Nummer 1 er “Start med en følelse”. Det er en god idé og det virker ret godt. Jeg tror, det bevirker, at modtageren er klar over, at jeg er et menneske, der er ham/hende venligt stemt og at det gør modtageren interesseret i budskabet.
Psykologen siger også, at det er håbløst gammeldags at starte med “Kære” og at slutte med “Kærlig hilsen”. Jeg synes, det er en noget modstridende melding, for det er da netop en implicit følelse sådan lidt a la: “Jeg kan hammergodt lide dig og det bliver jeg ved med at kunne”, som det jo ville være lidt sært at starte med. Nåh, men da hun tit har ret, så øver jeg mig nu i at skrive “Hej”, selvom jeg synes, det ser helt galt ud.
Jeg bakser med “det relationelle”
Lige p.t. er regel nummer 1 bare ikke tilstrækkelig. Jeg startede med en følelse og fik ditto retur, og det er selvfølgelig fint. Responsen var tydeligvis uhyre velovervejet og havde taget meget tid med masser af på den ene side og på den anden side. Jeg er bare i tvivl om konklusionen bortset fra, at den vist mest hælder til, at jeg på nogle områder er en stor idiot. Og det er sikkert sandt, for sådan er det vel for os alle en gang imellem?
“Folk” – og det indbefatter bl.a. min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien – fortæller mig, at “relationer er bare bøvlede”. Det har “folk” nok ret i, men så tror jeg faktisk, jeg stiger af “det relationelle” og passer mine arkivalier i mit skønne nye hjemmekontor. Når jeg er sammen med mig selv, hvilket jeg er ret god til og har det rart med, gør/er/siger jeg ikke noget forkert.
Jeg er uendeligt træt af at gætte på, hvordan jeg skal være, for jeg kan ikke gætte det, og når jeg bare er mig selv sammen med andre, er jeg forkert. Selv hæfter jeg det op på autismen, som jeg synes bliver mere og mere fremtrædende (bliver jeg bare mere og mere mig selv?), men min kontaktperson siger “psykodynamisk”, som jeg ikke helt ved, hvad er for en størrelse.
Inden jeg stiger af det relationelle, har jeg dog fået skubbet en ekstra tid ind hos psykologen. Det er nok en god idé.
Har du en mening om hjemmesiden?
Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.