, ,

Jeg kan se en pixel

Jeg kan se en pixel

En udpræget sans for detaljer

Billederne til hjemmesidens forside skal være 665 * 531 pixels; hverken mere eller mindre. De 531 definerer jeg med billedbehandlingsprogrammet “GIMP” (skønt gratis program). For samtidig at ramme præcist de 665 uden at forvrænge noget, bruger jeg et andet program “Icecream Screen Recorder”, der kan lave et meget fint udsnit af det aktuelle billede.

For ikke at havne med en eller anden streg for oven eller for neden, som virkelig generer mig, da jeg kan se en pixel (eller er det mon rettere en dot i en DPI?), som ellers ikke er ret stor, har jeg fundet den lette løsning bare at sætte Screen Recorderen til kun at klippe 665 * 530 pixels ud. Voila. Der er ingen overflødige streger blandt de fire billeder, der udgør forsiden.

Screen Recorderen placerer sig som hovedregel meget præcist, men det sker, at jeg er nødt til selv at trække den en pixel ned eller skubbe den en pixel op for at undgå et stykke med bart for neden eller for oven. Det kræver et godt øjemål og rolige hænder. Det var aldrig gået med Parkinsonismen.

Det er naturligt for en med Aspergers syndrom

Jeg kender ingen med Aspergers syndrom, der ikke er detaljeorienterede. Selv hører jeg vist til i den værste kategori, men jeg generer ikke nogen med det. Det var værre, hvis jeg havde en partner, som jeg hele tiden korrigerede. Stakkels hende.

Resten er blandede bolsjer

1) Ren installation/clean install

Min højt besungne nye PC ville pludselig ikke indlæse Windows. Og så er der jo ikke meget ved en PC, når man altså ikke er til Linux – det har jeg prøvet. Det var ingen succes. Altså måtte jeg ud i en ren installation/clean install. Den del ordnede GladTeknik. Problemet var, at der ikke er lavet en ren installation/clean install siden Windows 7, så nu kunne den ikke mere.

Du milde et arbejde der var til mig selv efterfølgende. Jeg tror, jeg brugte samlet set et døgn, inden alle programmer og tilpasninger var på plads igen, for nu slet ikke at tale om den tid, der gik med at fjerne alt det overflødige pjat, der følger med en standard Windowsinstallation. Jeg skal nok selv bestemme min browser, mit e-mail-program, mit billedbehandlingsprogram, jeg gemmer ikke i OneDrive, jeg handler ikke i Microsofts store, jeg skal ikke have Netflix osv. Det skal Microsoft ikke blande sig i.

Det er min maskine og ikke Microsofts.

2) Kampen med Microsoft

Jeg har nu kæmpet en måned med Microsoft support for at få en dialog om, at de skal godtgøre mig den udgift, jeg havde, da de slettede brugeren, og maskinen nærmest ikke var min længere og i hvert fald var ubrugelig. De lukker bare sagen, og så sker der ikke mere. Jeg har rykket for svar 10 gange (bogstaveligt talt), men har intet hørt. Den gode Zofia har simpelthen bare ikke sendt et svar.

I torsdags ringede jeg til dem for at få et svar. Der blev oprettet en ny sag af en ny medarbejder, der meget beklagede, at jeg ikke havde hørt noget. Jeg har bedt om at tale med en overordnet, der har kompetence til at indgå i en dialog. Han lovede, at jeg ville få et svar. Efter et par timer kom der en mail fra Zofia, som oplyste, at den første sag var lukket. Jeg måtte svare hende, at det var jeg klar over, og at det jo var det, der var problemet. Jeg bad endnu engang om at tale med en overordnet med større beføjelser.

Efter et stykke tid kom der endnu en mail med et link til en eller anden formular. Jeg udfyldte ikke formularen, men svarede, at jeg ville tale med et menneske.

I dag kom der en mail om, at også sag nr. to er lukket. Det svarede jeg følgende på:

Kære Microsoft support

Af hvilken grund har I nu også lukket denne sag?

Jeg har dags dato modtaget denne meddelelse:
Serviceanmodning nr.: 1029335537
itel på serviceanmodning: IVR Ticket
Dato for lukning: 10/1/2021 11:52:36 AM UTC

Sagen skal IKKE lukkes. Jeg ønsker dialog med en overordnet medarbejder, der kan løse det problem, der opstod i Case #:1027761639 den 3. september 2021, og hvor jeg har rykket for svar 10 gange den seneste måned.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

Det er nok en svær kamp, men jeg giver ikke op. De spørger, hvad status er nu? Status er fremragende – men det skyldes jo i hvert fald ikke Microsoft support! At der nu måtte laves en ren installation/clean install har intet at gøre med, at de slettede brugeren for en måned siden.

3) Søgemaskineoptimering (SEO)

Jeg overvejer, om SEO-projektet er det rene vanvid? På den anden side set kan jeg se af diverse værktøjer, at arbejdet faktisk bærer frugt; og jeg har det jo hyggeligt og forsømmer intet. Der er bare så lang vej til målet, også selv om jeg virkelig har skåret projektet ind til benet, at det kan føles fuldkommen uoverskueligt.

Jeg har lavet nogle Excelark, som hjælper med at bevare overblikket over de mere end 1.600 poster og over 110 sider samt at holde fokus. For at lave dem måtte jeg lave nogle SQL-udtræk direkte fra databasen, for WordPress er ikke født med gode udtræksmuligheder. Det forudsatte en del forespørgsler med Google, for det er ikke noget, jeg har på rygmarven; det lykkedes at få trukket det ud af databasen, jeg skulle bruge. Jubi – endnu engang er jeg begejstret for at lære noget (nyt).

Status lige nu er, at jeg har optimeret 70 ud af i alt 136 poster med mærkaten “Bipolar affektiv sindslidelse” plus et ukendt antal af nogle andre sider. Jeg begyndte den 26. september (i år).

4) Min “bund” er forsvundet

Da jeg ikke har tid at rode med hjemmesiden andet end at optimere enkeltsider, begriber jeg ikke, hvor  min “bund” på hjemmesiden er blevet af. Bunden er det hvide felt under “Kontakt mig”, hvor jeg til venstre linker til firmaer, man kan stole på og til højre har en rullemenu med kategorier under overskriften “Jeg skriver om” og allernederst det felt, der kaldes “footeren”, som blandt andet rummer et link til cookie- og privatlivspolitikken, og sådan en skal man jo have, og så en lille kort menu,  ikoner til mail, Facebook og lidt andet

Alle elementerne findes i temaet, som de skal, men de vises ikke. Meget mærkeligt. Jeg har vel fumlet med et eller andet, for de kan vel ikke bare forsvinde af sig selv? Der er trods alt ting, jeg ikke er begejstret for at lære 🙂



Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

SEO: at plukke de lavthængende frugter først

SEO WebGain Simon Hermansen

Søgemaskineoptimering (SEO) er en balanceakt

SEO er en balanceakt mellem alt det, Google måler på. Fx må titlen hverken være for lang eller for kort og metabeskrivelsen må ikke være mere end 920 pixels bred.

Metabeskrivelsen er det, der mere specifikt fortæller, hvad den konkrete side handler om. Det er de to linjer lige under sidens titel. Beskrivelsen fortæller brugeren, der har fået resultatet frem efter at have indtastet en søgefrase, hvad han/hun kan forvente, hvis vedkommende klikker videre ind på selve søgeresultatet. Hvis man fx søger på mit navn, får man følgende, som jeg selv synes beskriver de absolut vigtigste emner under sidens titel:

SEO dette er metabeskrivelsen

Mine hidtidige metabeskrivelser er virkelig ikke videre intelligente, eftersom de er dannet ud fra det automatiske uddrag, jeg brugte i årevis – og det automatiske uddrag er hos mig de første ca. 225 bogstaver, men de giver sjældent mening. Der er kun en ting at gøre: at gå i kødet på dem. Var jeg dog bare gået i gang for 5 eller 10 år siden.

Titlerne er heller ikke videre gode

Talrige titler siger intet om, hvad siden drejer sig om, men er mere resultatet af en øjeblikkelig sindsstemning, en “ordleg” eller hvad der nu var plads til, dengang der næsten ikke var plads til titler. Også dem må jeg i kødet på.

Jeg havde en klar plan med fokusområder, men den er svær at følge, for kommer man i gang med en given fejltype, følger der mange andre med. Når jeg alligevel er inde på en given side, kan jeg jo lige så godt rette alle fejlene. Så nu har jeg i stedet valgt at fokusere på at plukke de lavthængende frugter først. Jeg retter på de emner, hvor der er færrest fejl. Således er jeg fx blevet færdig med “Siden har en for lang metabeskrivelse”. Der var kun 58, men det greb jo altså om sig; derfor tog det et par dage.

Nu overvejer jeg, hvad den næste frugt skal være. Der er kun 61 med for lang en titel. Det ville være til at overkomme – men jeg forstår ikke helt fejlen, for i disse tilfælde er der faktisk tale om gode titler, der ret præcist fortæller Google, hvad siden handler om.

Et eksempel er denne side: https://stegemueller.dk/kvoteflygtninge-paa-midlertidigt-ophold/ Jeg er ikke klar over, hvor lang en titel “må” være; nogle skriver om 70 pixels og andre har lavet værktøjer til at teste de forskellige parametre. Denne side er fx god at bruge, og her vises titlen med kvoteflygtningene ikke som værende for lang. Jeg synes, Morningscore tager fejl og vil spørge dem, hvordan det hænger sammen. De er flinke til at svare på mails – også i weekenden.

 SEO er tilfredsstillende og Morningscore hjælper på vej

Det er tungt, der er lang vej til målet, men det er uhyre tilfredsstillende at flytte en sides score fra fx 10 til 87. Efter sådan en 50 – 60 stykker har jeg fattet pointen, og så er der kun 1.550 tilbage, og det er bare at gå i gang 🙂

At rydde op i stedkoderne i TNG var barnemad sammenlignet med dette. Jeg kan bare så godt lide orden i sagerne.

Jeg er begejstret for Morningscore, som ret præcist viser, hvor man skal sætte ind. Jeg fik forhandlet mig til 25 pct. rabat ved at kombinere en rabatkode fra WebGain med betaling for et år. Når året er gået, har jeg lært det, der er ryddet op, og herefter vil jeg kunne klare mig med gratis værktøjer.

Tilbagemeldingerne kan være lidt nedslående: fx “6.938 billeder mangler ALT tags”. Jeg begriber ikke, hvordan de kommer til det tal, når mit mediebibliotek kun rummer omkring 1.000  billeder. Det må være de størrelsesvarianter, som temaet Enfold – eller noget andet – genererer af det enkelte billede. Jeg har ofte undret mig over, hvor alle de ekstra billeder kommer fra. Jeg kunne godt tænke mig at slette dem, da de bare er fyld. Ulempen er selvfølgelig, hvis jeg alligevel har brugt nogen af dem, og en side så efterfølgende bare har en form for pladsholder uden indhold.

Det gode er, at Rank Math vist nok er i stand til at sætte tagget på af sig selv, for selvom jeg er et arbejdsomt menneske, går jeg lige godt ikke i gang med 7.000 billeder. Rank Math har været installeret en uge, men antallet af billeder, der mangler ALT tag, er ikke faldet, som det burde. Jeg kontaktede supporten, som vejledte om en lidt anden fremgangsmåde. Den har jeg nu fulgt og er meget spændt på at se fremdriften, når Morningscore kører en scanning i morgen søndag. Rank Math kan selvfølgelig ikke sætte tagget på 7.000 billeder på en time. Det vil vel være en proces, der løber lidt over tid.

,

SEO: Jeg har endelig knækket koden

SEO Søgemaskineoptimering Jeg har knækket koden

Det er slet ikke så indviklet

Jeg har endelig langt om længe knækket koden med hensyn til SEO (søgemaskineoptimering). Og jeg glæder mig over, at jeg aldrig har brugt penge på at få nogen til at lave SEO for mig.

Når man først har knækket koden, er det rent faktisk sjovt arbejde. Og der er nok af det 🙂

Morningscore er til at handle med

Morningscore er et dansk-udviklet analyseværktøj, der gør, at man tydeligt kan se, hvor man skal sætte ind på den enkelte side set ud fra fx Googles synspunkt. Google har mere end 500 regneregler (kaldes oftest algoritmer), som Morningscore har lavet et konglomerat af.

Jeg har tusindvis af “fejl”. Nogle kan man hoppe op op og falde ned på, andre skal man tage enormt seriøst. Eftersom jeg aldrig har gjort noget før, er der nok at tage fat på. Det er et enormt oprydningsarbejde, når siden er 14 år gammel. Systemet rapporterer fx “Siden har en for lang metabeskrivelse” eller “Siden har en for kort metabeskrivelse“.

Morningscore er mere præcist end mange lignende programmer, idet de forstår æ, ø og å langt bedre end programmerne med et angelsaksisk ophav.

Jeg stødte ind i det problem, at jeg – pga. sidens størrelse – ikke kunne bruge programmet til noget fornuftigt, da det kun viste de 10 første løste problemer, og bad mig opgradere for at få vist de uløste problemer. Det hverken kunne eller ville jeg, så jeg ringede til dem, og anmodede om at annullere kontrakten. De forstod problemet og pillede lidt ved min konto, så jeg uden udgift kom op på næste niveau. Det er fin service og support. Nu har jeg noget, man kan kalde “arbejdslister”.

Når man først har fanget det, er det bare at gå i gang med “arbejdslisterne”

Oprydningsarbejdet er ganske enormt. Det reelle antal sider og poster er lidt over 1.500, viser et regneark Simon har lavet til mig.

Jeg har udvalgt en af parametrene og er gået i gang med et overskueligt antal sider (58 med for lang metabeskrivelse), og når jeg alligevel er der for at rette metabeskrivelsen, kan jeg lige så godt rette de øvrige problemer også. Nogle få meget gamle uinteressante sider må lade livet og gå til de evige bitmarker. Det må være noget det af det, Simon fra WebGain mente med, at en indsats på et givent antal sider ville løfte den samlede side. Ofte er det kun lidt, der skal til for at bevæge scoren op i det grønne felt, og dermed at have tilfredsstillet Google, når deres robot kommer forbi næste gang.

Google Search Console

SEO-God-sideoplevelse-vurderet-af-Google-Search-ConsoleJeg har i årevis haft en konto (de kalder det en “ejendom”) hos Google Search Console men aldrig brugt den til noget fornuftigt, da jeg ikke kunne få deres resultater til at passe med mit billede af virkeligheden. Simon sagde, at værktøjet er mest velegnet til at følge udviklingen over tid.

Jeg fandt denne interessante rapport i værktøjet. Rapporten viser antallet af gode sideoplevelser på mobile enheder. Nu går det den rigtige vej – og perioden fra den 12. august til den 5. september var omtrentligt der, jeg var på Sucuris firewall. Datoerne kan ikke helt bruges til noget, da de afhænger af, hvornår Googles robotter kommer forbi, men det gør ikke så meget; det afgørende er, at “noget” er sket, som bevirker, at der er en afgørende forbedring. Det er helt vildt.

Dengang lå de gode sideoplevelser mellem 0 og 5 i faktiske tal. Lige nu er det vendt om, så andelen af gode sideoplevelser ligger på 96,9 pct. af det samlede antal webadresser.

For mange værktøjer?

Jeg har brugt flere dage på at være forvirret over alle de mulige værktøjer, der kommer med hver deres resultater, målt på det de nu hver især synes, er det vigtigste. En af årsagerne til, at jeg i går knækkede koden er vist, at jeg fik truffet beslutning om, hvad jeg ville bruge det enkelte værktøj til:

  • Google Search Console viser udviklingen over tid. Sjovt at kigge på, men det kan godt vente, til jeg har arbejdet mere med tingene.
  • Google Analytics: Glem det indtil videre. Det er bare til at blive forvirret af.
  • Morningscore: Leverer “arbejdslisterne”.
  • Permanente omdirigeringer (redirect 301’ere) klarer jeg i cPanel direkte på webhotellet. Man har brug for at lave disse omdirigeringer/viderestillinger, hvis man ændrer linkets titel, og det gør man for at hjælpe robotterne (endnu mere) med at forstå, hvad siden handler om.
  • Døde links: Varetages af “Broken link checker”, der er en udvidelse (også kaldet et plug-in) til WordPress. Sjovt nok viser det bare omkring fem nye døde links pr. dag, som er til at overkomme at rette, mens en amerikansk rapport viser omkring 1.600 i alt hver den første i måneden. Det er et godt eksempel på, at man må beslutte sig for bare et af værktøjerne.

 

, ,

Mere søgemaskineoptimering (SEO)

SEO WebGain Simon Hermansen

Jeg er kommet i gang: søgemaskineoptimering

Så gik den søndag…

Jeg har siddet klistret til skærmen siden ca. kl. 8:30, for det med søgemaskineoptimering er pludselig blevet sjovt og til at gå til. Simon fra WebGain har sat Rank Math op for mig, så jeg nu bare skal arbejde med det og ikke koncentrere mig om alle de forskellige muligheder, der er for at sætte det op. Det er fint, for der er mindst 250 muligheder for at sætte det op, og det har jeg jo ingen erfaring med i modsætning til ham. Og programmet er gratis i modsætning til Yoast.

Jeg startede med at se videoen fra vores Zoom-seance

Søgemaskineoptimering SEO Rank MathMens jeg så videoen på tre timer, tog jeg noter, så stoffet hænger bedre fast, og det har været investeringen i tid værd. Fokus skal indledningsvist ligge på sider med de to diagnoser, og selvom det tager tid, så er Rank Math langt mindre forvirrende end Yoast var.

I Rank Math kan man straks se sine fremskridt. Det er faktisk bare om at blive ved med at besvare spørgsmålene nederst, indtil man i hvert fald har den samlede score oppe i det grønne felt. Eksemplet til højre kommer fra en side om Bipolar affektiv sindslidelse, som jeg gerne vil rykke på, og jeg tror, de 88 ud af 100 er et okay resultat – i hvert tilfælde indtil videre.

Der bør være effekt i Google om senest tre måneder

Det var Simons vurdering, at eftersom jeg har et godt udgangspunkt med masser af indhold, vil der være effekt om senest tre måneder. Herudover vil den samlede side formentlig få et løft, når jeg får gjort noget ved fokusområderne.

Nu kaster jeg nogle kræfter efter det, og så er jeg spændt på at se, hvordan det spænder af. Det er et arbejde, der kalder på det lange seje træk, men det er en af mine styrker, så det passer godt. Det er meget spændende.

Inden for rimelighedens grænser kan jeg stille Simon nogle spørgsmål, og vi har aftalt, at jeg samler til bunke og sender en mail med 10 spørgsmål og ikke 10 mails med et spørgsmål. Forslaget er mit og skal blandt andet tilgodese mit eget ellers manglende overblik.

Tidligt op og til psykologen

Og så til noget helt andet: I morgen skal jeg tidligt op, for jeg skal til psykologen, og det glæder jeg mig vildt til. Det er godt nok blevet en heldagsudflugt, efter hun er flyttet til Holbæk, men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg har jo tiden til det.

Vi skal tale om:

  • Min mistede ven,
  • Psykiatriens manglende forståelse for psykologi, og
  • Den (fandens) dødsangst, der bare ikke vil forlade mig. Faktisk har jeg overvejet at stoppe med ECT af den grund, men det er nok ikke den rigtige motivation. Det syntes kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien i hvert tilfælde ikke, og det har hun jo nok ret i.

God nat!