Af og til har jeg fået spørgsmålet, om jeg kunne holde kurser i at lave hjemmeside. Hver gang har jeg svaret nej, fordi jeg for det første mener, at der er mange, der er langt bedre til det end mig. Og for det andet, så er det ikke noget man lige sætter sig ned på en weekend og lærer.Det svarer til at spørge Troels Kløvedal, om han vil lære een at sejle, eller Ib Michael om han vil lære een at skrive gode bøger. De to kunne uden tvivl gøre det og gøre det godt, men et er søkort at forstå, et andet skib at føre.

At lave en hjemmeside er sådan en dejlig aldrig-færdig læreproces (derved ligner det slægtsforskningen). Den første side har man vel en særlig forkærlighed for, for tænk at man ved hjælp af notepadog lidt tastaturtryk i den rette rækkefølge kan skabe noget, der kan vises på det store Internet? Og andre mennesker kan se det lige med det samme, og man skal ikke en gang betale for at delagtiggøre verden i sine kreationer. Senere stiger ambitionsniveauet måske, nu skal siderne ikke længere være statiske men dynamiske – og endnu senere skal de måske også være rigtige og valideres i henhold til W3?

Har du tiden, lysten og nysgerrigheden og sidst – men ikke mindst – en historie at fortælle (siderne med tre billeder af familiens hund er nu lidt kedelige i længden), kan jeg anbefale dig at gå i gang – og her kommer weekenden ind igen: Jeg startede med et lille weekendkursus hos AOF/FOF eller hvem det nu var. 12 timers introduktion til de grundlæggende færdigheder, og så var jeg hooked. Det blev hurtigt til en temmelig gul side med et ur med tikkende visere – jeg var pavestolt, lige til jeg så siden i Firefox – det rene skrammel var det; det var på tide at lære at validere. Det var nemlig ikke Firefox, der viste siden forkert, men mig der kodede forkert (IE er så ‘venlig’ at bortfortolke fejlene).

I starten var det hele lidt svært, men sådan er det jo med alt nyt, det er deri udfordringen ligger! Når ingen ting ville, som jeg ville, og jeg syntes, jeg havde kontrolleret og set efter og været på Google osv. var der to venner i nøden: Per Agerbæk og Jørgen Farum Jensens site og endelig (og den burde måske have været nævnt først): html.dk, hvor man virkelig kan lære alt det basale.

Mit budskab til min ene læser er (i sær hvis du er en slægtsforsker på 50+): Skub budskabet ud over rampen, fortæl historien (for du har allerede skabt den ved mange hundrede timer på arkiverne, interviews med familien, besøg på slægtens lokaliteter, dit utrættelige detektivarbejde, din logiske tænkning og konstante opstilling af hypoteser, der er blevet afprøvet og fundet vægtige eller for lette), og del den med andre, og brug nettet, for det er her vi almindelige mennesker let kan fortælle. Tænk at vi lever i en tid, hvor man ikke skal være rig eller fin for at formidle, at man ikke behøver at kunne skrive en hel bog og at skulle aflevere den hos en bogtrykker og så er det hele færdigt og slut. Næh her er muligheden for konstante revisioner, tilføjelser og rettelser. Den konstante stræben efter det optimale har gode kår; perfektionisten kan boltre sig side om side med fortælleren.

Allier dig med en ven, et barnebarn, en nabo eller en kollega, hvis det hele er volapyk i starten, køb nogle af de små hæfter til en 100-mand eller der omkring. Der er meget viden i dem, og det er fortalt, så vi alle sammen kan være med. Jeg er kedelig og grundig, så jeg laver altid alle de små øvelser, der er – for det er en god måde at blive fortrolig med stoffet.

Grib dagen, grib nettet, grib mulighederne og slip din indre fortæller løs. Du har læserskaren på forhånd – for slægstforskerne er flittige netbrugere.