, , ,

Blogging

Jeg har to blogs: den første er et ugebrev dedikeret til min slægtsforskning og denne, der startede 21-06-2007, fordi jeg ville have et sted hurtigt at publicere andet end slægtsforskning. Havde jeg udvidet den første til at rumme mere end slægt var det blevet en rodebutik.

En blog skal altid ‘løbes i gang’, der skal være mange poster, der skal være læsere, og der skal være kommentarer, før den er værd at læse.

Lige for øjeblikket har denne blog masser liv på grund posterne om flytningen og de mange kommentarer til de poster. Tak til jer faste kommentatorer – jeg bliver glad, hver gang I sætter jer til tastaturet.

Det er ikke mange år siden, jeg fandt blogs uinteressante; syntes de var folks dagbøger udstillet for alverden – og det er det også! Flere af mine venner har blogs, og når jeg skal se, hvad de laver, kigger jeg lige forbi deres blog. Før i tiden var man gået på besøg eller havde skrevet et brev, senere havde man bedt om ‘Taga 3321’, så havde man selv drejet, så skrev man en mail, og nu kigger man forbi bloggen. Når man kommer på besøg, er man allerede godt opdateret. For bloggen har ikke erstattet besøget!

Der er naturligvis emner, man ikke blogger om! Alverden kan jo læse med. Hvis man nu var træt af jobbet og/eller chefen (hvad jeg ikke er) ville det ikke være et godt emne, hun kunne jo risikere at læse med.

Web2 er en realitet! Web2 er bla det forhold, at webben bruges til dialog og interaktion, og ikke som web1 kun til monolog. Interaktionen og dialogen er guld værd. Jeg holder af mit eget selskab, kan lide at være hjemme, og har jeg gæster er det max to ad gangen, bryder mig ikke om store fester mv.

Bloggen har udvidet mit sociale liv: jeg kan følge med hos vennerne og de hos mig på en måde, der helt passer til mit temperament.

, ,

Spam

Da jeg kom hjem i dag havde min 1. blog fået 58 nye kommentarer. De var selvfølgelig affyret af spammere. De idioter ødelægger blogosfæren. En af ideerne med at blogge er jo netop, at tillade læserne at efterlade en kommentar, og måske at skabe en debat, at kontakte hinanden på bloggen. Man kan selvfølgelig sætte bloggen op til ikke at acceptere kommentarer – men så har man jo nærmest taget livet af sin blog. Her på WordPress har de et ret effektivt anti-spam værktøj, men jeg tror ikke på, at jeg kan få det til at fungere med min nucleus-blog. Jeg undrer mig ofte hvad der får en spammer til at spamme. På en eller anden måde må der være penge i skidtet?

, , , ,

Fremtid

‘Fremtiden interesserer mig umådelig meget, det er nemlig der, jeg skal tilbringe resten af mit liv’ skal Mark Twain have sagt – og jeg har det lige sådan. Selv om jeg er blevet meget voksen med egen altan, pensionsopsparing og notarpåtegnet testamente, hindrer det mig ikke i at tænke over, hvad jeg kunne tænke mig.

Jeg er utrolig glad for mit job i UM, men det hindrer mig ikke i at tænke over, hvad jeg kunne tænke mig at lave, når mit åremål udløber i april 2009.

Helt banalt kunne jeg tænke mig at leve af et eller andet med slægtsforskning, historie, formidling, computer, hjemmeside, undervisning i disse emner eller styring af projekter om disse emner. Sådan et job findes ikke, og det vil heller ikke blive slået op – så jeg skal selv skabe det. Nu er jeg ikke rigtig sælgertypen, der kan gå ud til en arbejdsgiver og sælge mine kompetencer, så jeg skal finde en anden metode. Gå selvstændig? Hrm… tjo, men hvor skulle kunderne komme fra?

En helt anden tanke: Det ville fantastisk at studere et par år på IT-universitetet, og at lære tingene fra bunden og rigtigt. Men realistisk set, så vil jeg aldrig nå de unge udviklere til sokkeholderne. Jeg kender et par af de gutter fra fx Datafagtekniker-uddannelsen, og de er bare så dygtige.

Næh vejen frem må være at finde nye udfordringer inden for det jeg kan i forvejen, men gerne på det historiske område.

, , , ,

Svært at lave en hjemmeside?

Af og til har jeg fået spørgsmålet, om jeg kunne holde kurser i at lave hjemmeside. Hver gang har jeg svaret nej, fordi jeg for det første mener, at der er mange, der er langt bedre til det end mig. Og for det andet, så er det ikke noget man lige sætter sig ned på en weekend og lærer.Det svarer til at spørge Troels Kløvedal, om han vil lære een at sejle, eller Ib Michael om han vil lære een at skrive gode bøger. De to kunne uden tvivl gøre det og gøre det godt, men et er søkort at forstå, et andet skib at føre.

At lave en hjemmeside er sådan en dejlig aldrig-færdig læreproces (derved ligner det slægtsforskningen). Den første side har man vel en særlig forkærlighed for, for tænk at man ved hjælp af notepadog lidt tastaturtryk i den rette rækkefølge kan skabe noget, der kan vises på det store Internet? Og andre mennesker kan se det lige med det samme, og man skal ikke en gang betale for at delagtiggøre verden i sine kreationer. Senere stiger ambitionsniveauet måske, nu skal siderne ikke længere være statiske men dynamiske – og endnu senere skal de måske også være rigtige og valideres i henhold til W3?

Har du tiden, lysten og nysgerrigheden og sidst – men ikke mindst – en historie at fortælle (siderne med tre billeder af familiens hund er nu lidt kedelige i længden), kan jeg anbefale dig at gå i gang – og her kommer weekenden ind igen: Jeg startede med et lille weekendkursus hos AOF/FOF eller hvem det nu var. 12 timers introduktion til de grundlæggende færdigheder, og så var jeg hooked. Det blev hurtigt til en temmelig gul side med et ur med tikkende visere – jeg var pavestolt, lige til jeg så siden i Firefox – det rene skrammel var det; det var på tide at lære at validere. Det var nemlig ikke Firefox, der viste siden forkert, men mig der kodede forkert (IE er så ‘venlig’ at bortfortolke fejlene).

I starten var det hele lidt svært, men sådan er det jo med alt nyt, det er deri udfordringen ligger! Når ingen ting ville, som jeg ville, og jeg syntes, jeg havde kontrolleret og set efter og været på Google osv. var der to venner i nøden: Per Agerbæk og Jørgen Farum Jensens site og endelig (og den burde måske have været nævnt først): html.dk, hvor man virkelig kan lære alt det basale.

Mit budskab til min ene læser er (i sær hvis du er en slægtsforsker på 50+): Skub budskabet ud over rampen, fortæl historien (for du har allerede skabt den ved mange hundrede timer på arkiverne, interviews med familien, besøg på slægtens lokaliteter, dit utrættelige detektivarbejde, din logiske tænkning og konstante opstilling af hypoteser, der er blevet afprøvet og fundet vægtige eller for lette), og del den med andre, og brug nettet, for det er her vi almindelige mennesker let kan fortælle. Tænk at vi lever i en tid, hvor man ikke skal være rig eller fin for at formidle, at man ikke behøver at kunne skrive en hel bog og at skulle aflevere den hos en bogtrykker og så er det hele færdigt og slut. Næh her er muligheden for konstante revisioner, tilføjelser og rettelser. Den konstante stræben efter det optimale har gode kår; perfektionisten kan boltre sig side om side med fortælleren.

Allier dig med en ven, et barnebarn, en nabo eller en kollega, hvis det hele er volapyk i starten, køb nogle af de små hæfter til en 100-mand eller der omkring. Der er meget viden i dem, og det er fortalt, så vi alle sammen kan være med. Jeg er kedelig og grundig, så jeg laver altid alle de små øvelser, der er – for det er en god måde at blive fortrolig med stoffet.

Grib dagen, grib nettet, grib mulighederne og slip din indre fortæller løs. Du har læserskaren på forhånd – for slægstforskerne er flittige netbrugere.