,

En gammel dinosaur?

En gammel dinosaur?

Er blogosfæren ved at uddø?

Lene skriver her: “blogsfæren er ved at være en gammel dinosaur”. Det var jeg ikke klar over, men måske har hun ret, for jeg har bemærket, at en del af de bloggere, jeg har fulgt gennem årene, ikke længere skriver nye indlæg. Det er trist, for det er folk, der skriver godt og vedkommende. Det er blandt andet hos dem, der altid har været ny inspiration at hente, og hvis liv det har været rart og ligefrem spændende at følge med i. Både i opgangs- og nedgangstider.

Årsagerne?

Det er ikke så tit, folk skriver om, hvorfor de stopper med at blogge, men det hænder da. Nogle bliver syge, andre har ikke tid på grund af for meget arbejde. Og så er der dem, der ikke takker af men bare bliver passive. Her kan jeg kun gætte på baggrunden:

Måske mister de lysten? Måske mangler de emner? Måske mangler tiden?

Sidstnævnte med tidsmangel er fuldkommen forståelig, for det tager faktisk lang tid at skrive et indlæg i hvert fald for mig, der aldrig gik til ‘maskinskrivning’, som det hed, og derfor skriver med sådan cirka fire eller fem fingre. Derefter skal der læses korrektur, og der skal findes et billede, der på rimelig vis hænger sammen med dagens tekst. Det kan alt sammen tage en del tid. Det piber jeg nu ikke over, for jeg har ikke andet.

Indholdet?

En tendens i tiden er, at det skrevne ord måske ligefrem er ved at dø ud? Vi skriver ganske enkelt ikke så meget, som vi gjorde tidligere, og det er ærgerligt. Alting skal gå så stærkt. Jeg elsker telefonsamtaler, da de tit er min forbindelse til verden uden for mine egne fire vægge, men jeg kan savne en god mail, som kan læses flere gange, og som jeg kan bruge tid på at besvare. Men mails bruges næsten heller ikke længere. Nu er det meste flyttet til Messenger, SMS, Twitter, Facebook og mange andre tjenester, som selvfølgelig er rare at have ved hånden.

Min egen blog er med tiden gået hen og blevet meget personlig, uden at jeg helt ved, hvordan det kom dertil. Eller rettere jeg ved det godt: Den blev min livline og et sted at nedfælde tanker og følelser i vanskelige tider. Og den blev et virkelig fint sted at korrespondere med læserne. I skrivende stund rummer siden lidt over 12.100 kommentarer. Halvdelen af dem er mine egne, da jeg altid svarer mine læsere, men ca. 6.000 kommentarer ‘udefra’ er da meget godt, og jeg hæger om hver og en. Tak til jer, der trofast kommenterer!

Siden rummer 1.710 indlæg, siden bloggens start for 14 år siden.

Alt i alt håber jeg ikke, blogosfæren er ved at uddø. Det ville nu være så trist.

Med disse (håbefulde) ord: Godt nytår!

 

, , , ,

På kursus selvom jeg har Aspergers syndrom

På kursus selvom jeg har Aspergers syndrom

På kursus selvom jeg har Aspergers syndrom

Jeg er en medarbejder, jeg skal på kursus selvom jeg har Aspergers syndrom, jeg er værd at smide penge efter. Det er fantastisk. Jeg havde ikke troet, det kunne ske igen, men i morgen går toget til Aarhus, godt nok med skift i Odense, hvor jeg skal være sammen med vores faste samarbejdspartner Michael Storm i to dage til eneundervisning. Jeg har ikke været på kursus siden før 2013, så nu føler jeg mig som kongen af Danmark. Det er alt sammen så nyt og spændende. Det er vild luksus.

Jeg skal lære om designdelen af det at skabe websites, for teknikdelen kan jeg. Jeg er meget spændt på, hvad der er et lækkert website og hvad der ikke er. Jeg glæder mig i det hele taget helt vildt.

Træerne vokser ikke ind i himlen, og det har jeg også sagt til min chef/kollega. Det var han heldigvis godt klar over og sagde “Bare rolig andre bruger tre år på at blive webdesignere. Jeg forventer ikke, du kan lære det på to dage”. Det blev jeg utrolig glad over, han sagde, for jeg var selvfølgelig begyndt at opbygge et indvendigt forventningspres. Sådan er jeg jo: altid bange for ikke at slå til.

Et er at komme på kursus

Et andet er hverdagen. Det går så godt, og jeg er så glad, også når vækkeuret ringer 05:45 tre dage om ugen, og jeg skal med toget til Midtsjælland. Chefen/kollegaen er glad, jeg er glad, intet kunne være bedre.

Betydningen af at have et arbejde

Jeg talte med speciallægen om disse ting i dag og hun sagde meget klogt: Den bedste medicin for mange ville være at give dem et arbejde. Det kan jeg kun være enig med hende i. Det betyder så meget at være et menneske, der bidrager på arbejdsmarkedet. Jeg kan kun bidrage med 15 timer, men lidt har også ret. Da Torkild Sonne for omkring ti år siden startede sine første projekter, skrev jeg ham faktisk en ansøgning, men selvfølgelig fik jeg ikke engang et svar. Nu til dags har han modtaget adskillige priser for sit arbejde med mennesker på autismespektret. Arbejdet startede med, at hans søn havde Aspergers syndrom og hvordan kunne der findes en plads til ham på arbejdsmarkedet?

Selv synes jeg, at jeg kan knejse med nakken, nu hvor jeg har noget at stå op til, nu hvor jeg bidrager, og nu hvor jeg har en funktion i det daglige. Jeg klarer mig som hovedregel rigtig godt, og det har jeg tænkt mig at blive ved med også selvom det betyder, at jeg skal føre alle mine skemaer, der som hovedregel er “hemmelige”. Jeg monitorerer mange ting og samlet set vil mange finde det lidt tosset, men det er så en del af mig. Så er jeg lidt tosset…


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, , , ,

Forår med erantis

Forår erantis

Drømmer om forår

Forår med erantis

Jeg må sige, at jeg drømmer om forår, når jeg går mine ture i tre graders såkaldt varme, men som billedet viser, så er det på vej. I dag har jeg set både erantis og vintergækker, og jeg mærker ikke kulden så meget, så længe turen går gennem parken. Ved Damhussøens åbne vidder og bredder er det anderledes. Men pyt med det. Jeg kommer op på de lovbefalede 10.000 skridt og er ude og væk fra PC’en i 1¾ time. Hvis jeg kan holde den kadence på mine fridage, vil jeg være helt godt tilfreds. 10.000 skridt hver dag klarer jeg aldrig.

Psykiatrifonden

Jeg var på Psykiatrifondens hjemmeside for at melde mig til et foredrag på torsdag og faldt i den forbindelse over et nyt faktaark med tal om om psykisk sygdom. Det er udarbejdet af deres analytiker Joan Bentzen. Så tog jeg chancen og ringede hende op, idet hun aldrig reagerede på min mindst et år gamle henvendelse om at lave et samarbejde. Vi kunne samarbejde om de omkostninger, jeg har beregnet for mit eget forløb (1,7 mio. kr.). Og nu er jeg kommet i tanke om, at jeg har glemt det enormt vigtige ambulante forløb til medicinjustering, så det skal selvfølgelig lægges til. Det må kunne tælles op ud fra sundhed.dk. Selve taksterne har jeg jo allerede, så det bliver nemt.

Min tanke med et samarbejde er, at vi fx kan sætte de 100 mio. kr. på finansloven i perspektiv. Alene jeg har jo brugt to pct. af dem allerede. Psykiatrifondens kan lave de overordnede tal, men de vil aldrig kunne lave de samme data som mig om et konkret patientforløb. Derfor mener jeg, jeg har noget at bidrage med. I fællesskab må vi kunne nå nogen vegne.

RegionH’s kommunikationsenhed og medicinjustering

Farmaceuten, overlægen og jeg skal mødes med en medarbejder fra RegionsHs kommunikationsenhed inden min lille artikel om “Monitorering i fællesskab” bliver offentliggjort på regionens intranet. Det, synes jeg, er vældig positivt. Kasper og Christina har selvfølgelig deres projekt at redegøre for, og det skal jeg ikke blande mig i, men jeg har skrevet til dem, at jeg synes, det allervigtigste, der skal komme ud af mødet, er, at vi har skabt resultaterne i fællesskab. Ingen af os kunne have gjort det uden de andre. Uden samarbejdet havde jeg stadig haft Restless Legss, mundtørhed og forstoppelse i virkelig høj grad.

Bliv nummer 1 på Google

Forår med erantisJeg  har aldrig tidligere interesseret mig for søgemaskineoptimering eller min placering på Google. Jeg har følt mig højt hævet over den slags for nu at sige det lige ud. Men: jeg skriver jo for at blive læst og især artikler om psykiatri mv., vil jeg gerne have læsere til. Men fordi jeg har været så torskedum, så bliver mine sider selvfølgelig ikke fundet – i følge Google Analytics har jeg dog 200 sessioner pr. dag. Jeg bliver dog fundet som nr. 1 på termen “Servicekat” 🙂

Opgaven med at gå siderne igennem, sætte søgeord på, gøre Yoast SEO fuldt tilfreds osv. er helt uoverskuelig for mig. Jeg har dog fundet denne enkelte side frem, som er vigtig for mig og prøvet at følge retningslinjerne, men Yoast bliver ved at brokke sig.  Jeg synes, opgaven er umulig. Og jeg synes også, at sproget let bliver noget Anders And-agtigt, hvis man skal leve op til alle kravene. Jeg tænker på alle gentagelserne, der skal tvinge Google til at forstå, at dette indlæg virkelig startede med erantis selvom det endte et helt andet sted.

Jeg får typisk gode “karakterer” i læsbarhedsanalysen, men fx  “27.3% af dine sætninger indeholder mere end 20 ord, hvilket er over det anbefalede maksimum på 25%. Jeg har 1.448 sider, der ikke er gennemgået og derfor ikke har en score. Der er ca. 30, der er fine. Vi høres ved til jul …

Hvad gør I andre?

 

, ,

Fejlrettelser

Fejlrettelser

Børn syg

Min udviklers små børn er blevet syge, så det kan desværre have lidt lægere udsigter at få rettet de ‘opståede fejl’, eller hvad man nu skal kalde dem.

Som det vigtigste står: At indlæggene ikke kommer i datoorden, og at der mangler kommentarer fra den 15. december 2018 og frem til 8. januar 2019.