/i , /af ,

Tab jeg aldrig kommer over

Tab jeg aldrig kommer over

Måske skal jeg bare acceptere det?

Tab jeg aldrig kommer over

Billedet foroven: Min farmor Karen Stegemüller, f. Sørensen, min tante Kirsten Stegemüller, min farfar Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller og yderst til højre sidder min far Jørgen Stegemüller. Jeg vil tro, han er omkring seks år, så billedet må være fra ca. 1928. Jeg beklager vandmærket, der delvist ødelægger billedet, men det er desværre nødvendigt.

På søndag den 21. november er det 49 år siden, min far døde på Kolding Sygehus efter en fejlslagen transplantation af hovedpulsåren og “chocknyre”. Hvordan det hænger sammen, er jeg ikke helt klar over. Det er måske unaturligt stadig at savne/sørge efter så mange år, og jeg har da også gjort alt for at komme over det, men jeg synes ikke at “rykke”. Nu har jeg besluttet at henføre tabet til et tab, jeg aldrig kommer over i stedet for at gå og slå mig selv oveni hovedet over ikke at “komme videre”.

Jeg tænker ofte på Johannes Møllehave, der i “På myrens fodsti” skrev “der er ikke noget galt i at gå i stå, hvis man står et godt sted”. Det passer fint her.

Værdifællesskabet

Vi havde hinanden i 6½ år, og selvom det er kort tid set over en livsbane, plantede han alligevel grundlæggende værdier i mig. Det var værdier som ordentlighed, traditioner og næstekærlighed. Dem tog jeg med mig og stod fast på, alt imens min mor i sit ægteskab med psykopaten bevægede sig væk fra dem. Jo mere hun bevægede sig væk, jo mere stod jeg fast og jo mere hadede hun værdierne og dermed mig. Det er faktisk logik for perlehøns. Hun stod som 37-årig enke uden uddannelse og uden job med et barn, hun aldrig havde ønsket sig. Det har heller ikke været let.

Havde han overlevet operationen, havde mit liv set anderledes ud; han havde beskyttet mig og måske havde jeg overtaget hans stilling på fabrikken. De følgende seks års fornedrelser havde i hvert fald været ikke-eksisterende og psykopaten måtte have fundet andre at lade sine tilbøjeligheder gå ud over.

For flere år siden sagde psykologen, som så ofte før og efter, noget klogt: Det var frygteligt for mig at miste ham, men hvordan har det været for ham at vide, han skulle dø fra mig?

Jeg gik på kirkegården og ikke i skole

Brande Østre kirkegård ligger/lå lige op ad Dalgasskolen (vi er i Vestjylland ihukommende hedens opdyrkere). Efter hans død og begravelse gik jeg i en periode ikke i skole men på kirkegården og sad på gravstedet. Det kan jeg faktisk huske lidt af, selvom det er så mange år siden. Det siger noget om, at traumet har været stort.

I en eller anden anledning var jeg i Brande engang i 90’erne og gik hen på kirkegården for at se, om gravstedet stadig fandtes. Det gjorde det, men det var misligholdt, for der var ikke betalt i mange år. Hjemkommen førte jeg en lang korrespondance med Ribe Stift for at få det nedlagt, da jeg ikke selv havde råd til en genopretning på det tidspunkt. Misligholdelsen hang ikke sammen med vores værdier om ordentlighed. Jeg kunne ganske enkelt ikke leve med, at det så sådan ud. Så var det bedre at fjerne det. Efter mange breve frem og tilbage med dokumentation for, at det faktisk var min fars gravsted, fik jeg lov at få det nedlagt. Jeg tror, jeg brugte adoptionssagen som bevis.

Noget om forskellige begravelser

Begravelsen fandt sted fra Brande Kirke den 26. november 1972. Det var pastor Otte, der stod for det. Jeg sad i venstre side af kirkeskibet i en stopfyldt kirke. Der var “sanghæfter” (eller hvad de hedder) og en af salmerne var “Nu falmer skoven”. Jeg synger den aldrig uden at tænke på den dag.

Diskrepansen til min mors udsyngning fra Højby Kapel mellem jul og nytår 2006 er enorm. Der var intet af det, der hører til en bisættelse. Der manglede al ordentlighed og alle traditioner. Der var ingen præst, der var ingen salmer, der var kun lige med nød og næppe en afdød.

Sengeambulancen

Det er helt skørt, men jeg mindes klart, at vi kørte de 48 km. mellem Give og Kolding bagefter en sengeambulance som nedenstående. Den var sort og jeg var bange.

 

Tab jeg aldrig kommer over

/i /af

Intet fund er også et fund

Intet fund er også et fund

Havde jeg bare sat kilder på alt for 18 år siden

Intet fund er også et fund

I dag fandt jeg denne note under Carl Christian THOMAS og ægtefællen Laura THOMAS, (født SØRENSEN:)

Lever i ca. 1956, hvor Jytte og Jørgen Stegemüller boede hos Jørgens mor Karen Stegemüller (født Sørensen) for en periode på tre mdr., og de i fællesskab havde besøg af Carl Christian og Laura. Laura er søster til Karen.

Jeg gad nok vide, hvor det kommer fra. Hvem kan have fortalt det?

Havde jeg dog bare sat kilder på alt også for 18 år siden. Jeg fik vel nok at vide, da jeg startede på slægtsforskning, at jeg skulle notere alt. Alligevel er der oplysninger, jeg ikke har fundet det nødvendigt at notere. Det er ærgerligt, men der er ikke rigtig noget at gøre ved det.

Nu er jeg begyndt at gå meget mere systematisk til værks. Fx. noterer jeg nu “ikke-fund” således:

11/11-2021:
Ved både Niels og John Thomas’ dåb bor han Guldbergsgade 123. Gaden hører til Simeons Sogn.
Ikke død:
1) Københavns amt, Sokkelund, Simeon, 1955-1961, KM, Døde
2 Københavns amt, Sokkelund, Simeon, 1961-1967, KM, Døde
3) Københavns amt, Sokkelund, Simeon, 1967-1973, KM, Døde

Indførsler efter 31/12-1969 er ikke tilgængelige.

Systematik som ovenstående vil gøre, at jeg ikke vedbliver at bruge tid på at lede efter det samme igen og igen. Jeg vil tro, det er effektivt.

Man må gerne vise data om levende, men jeg gør det ikke

Datatilsynet har i sin praksis udtalt, at “slægtsforskere som udgangspunkt godt må offentliggøre stamtræer med ganske ufølsomme (banale) oplysninger såsom navne, fødsels- og dødsår uden
samtykke fra de registrerede. Dette skyldes, at slægtsforskernes legitime interesser i at offentliggøre stamtræet i disse situationer som udgangspunkt overstiger de registreredes interesser.”

Altså man gerne offentliggøre banale oplysninger også om nulevende, men jeg gør det alligevel ikke, da jeg ikke gider have noget bøvl om Persondataloven/GDPR mv. Derfor lader jeg bare programmerne skrive “Nulevende” om personer, jeg ikke har fundet døde, og hvor der ikke er gået 100 år fra deres fødsel eller fordi jeg ganske enkelt ved/håber, de er i live.

Udokumenterede oplysninger

Der findes virkelig mange udokumenterede informationer på nettet. Af og til tager jeg mig til hovedet. Et eksempel er, at det altid har været kendt, at min fars ungdomskærestes far, Birthe Hanne RASMUSSEN, født JENSEN, var ukendt. Hendes mor har en lidt speciel kombination af navne, så hun var let at finde. En slægtsforsker angiver en far, hvor den oplysning så end stammer fra, for kilder er ikke noteret. Og for det andet skulle den pågældende far så være født samme dag som min fars ungdomskæreste. Hrm…

Jeg tror, jeg vil skrive til ejeren af hjemmesiden og spørge til hans kilder. Jeg er allerede spændt på svaret.

Selvfølgelig skal jeg ikke gøre mig for god, da jeg også har (gamle) udokumenterede oplysninger, men jeg gør alt, hvad jeg kan for at få ryddet ud i dem. Nu overdriver jeg måske nok, men man kan få rigtig meget ud af en dåbsinskription. Det er typisk folk fra familien, der står faddere, og tit er disses adresser angivet. Tidligere har jeg ikke gjort så meget ud af at nyttiggøre adresserne. Det gør jeg fra nu af, fordi de jo kan være ganske nyttige fx til at give et hint om, hvor man skal lede efter dødsfald, jf. eksemplet ovenfor.

Intet fund er også et fund

Intet fund er også et fund

De købte slægtsbøger

Jeg kan godt huske, jeg har harceleret over dem før, da de oftest har form som en ambolt (en lille fod der svarer til forslægten, og en stor bred flade øverst der betegner efterslægten, da det er sidstnævnte, der skal betale, og da det er vældig dyrt, skal der jo helst være mange).

I går fandt jeg et herligt eksempel på denne påstand: Carl Christian SCHIØTT her til højre er omtalt i slægtsbogen, min morfar var med til at betale. Der står, han døde som ung.

Det passer imidlertid ikke, idet han findes i folketællingen 1940 (5. november) for Kongens Lyngby, Lyngby Hovedgade nr. 13, som 58-årig bademester. Hertil kommer at han er noteret som død i Kongens Lyngby den 17. maj 1960 med efterfølgende kremering og urnenedsættelse. Altså blev han da 78 år, hvilket vel næppe kan betegnes som “ung”.

Jeg ledte efter noget helt andet i folketællingen 1940 for Kongens Lyngby, så det er virkelig noget af det, der må betegnes som et “tilfældighedsfund”, og som er så skønne.

Slægtskabet til mig er vist grafisk her.

Datafascinationen

Jeg bliver ved at være fascineret af data og af det forhold, at alt skal passe sammen. Det er som at lægge et enormt stort puslespil, hvor alle brikkerne tilsammen skal danne det samlede billede.

Det, præsterne finder for godt at skrive, skal stemme med de informationer, jeg i forvejen har. Stemmer det ikke, må der være noget galt et sted (enten hos mig eller hos præsten).

Det skal siges, at ikke alle præster har fulgt lige godt med på pastoralseminariet. Nogle kirkebøger er så rodede, at det er næsten umuligt at finde rundt i dem; det gælder især de sogne, hvor der er en fødeklinik. Der var fx en fødeklinik i Virum og der var en fødeklinik i Betlehems sogn her i København.

I de sogne er der naturligvis mange dåbsinskriptioner, men de står hulter til bulter, så man skal bladre et par år frem for at være sikker på, at man virkelig får det hele med og at man har set ordentligt efter.

/2 Kommentarer/i /af

Min far havde et liv før min mor

Min far havde et liv før min mor

Hold da op – en søndag forsvandt sporløst

Min far havde et liv før min mor

Inge Theil Larsen

Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg ikke for årevis siden har undersøgt, hvad min far foretog sig, før han giftede sig med min mor i oktober 1955. Allerede i et af mine første jobs (ca. 1990) fortalte en ven til en kontorchef i Arbejdsskadestyrelsen, at han havde kendt min fars første kone, Inge Theil Larsen, som han på en eller anden måde var i familie med. Det var noget med hans svigermors et eller andet.

Jeg havde altså navnet og var klar over, at hun var fra Lundtofte. Så er intet mere naturligt end at slå op i Lundtofte Kirkebog, der jo så bekvemt er at finde på Statens Arkivers hjemmeside – sammen med alle de andre, der er scannet op til 1969 med mindre der er tale om døde, så er det vist 10 år mere, der er tilgængelige. Min far var fra Brede og døbt i Lundtofte Kirke. Og der stod de så pænt viede den 22. marts 1951. Han var 28 år og hun var 23 år:

Nr. 5. Ugift apreturmester Jørgen Stegemüller, født 17. maj 1922 i Lyngby Sogn, boende i Randers, søn af apreturmester Felix Rudolph Reinholdt Stegemüller og hustru Karen Sørensen. Ugift ex___ Inge Theil Larsen, født i Lyngby sogn 4. april 1927, boende i Lundtofte Sogn, datter af bogholder Ernst Michael Larsen og hustru Carla Theil, født Andersen. a) Lundtofte Kirke b) Just Nielsen c) Fædrene.

Ægteskabet holdt ikke ret længe. Allerede den 22. august 1953 har han adresse i Brande (som er i Vestjylland), og jeg er helt sikker på, at hun ikke flyttede med ham tilbage til Jylland. Det har altså været noget af en fuser. Andet ved jeg desværre ikke, men nysgerrigheden er naturligvis stor.

Inge Theil Larsen får (mindst) en bror “Bjørn Ernst Theil Larsen” (1929 – 2018), som har været særdeles aktiv i bestyrelser og som direktør for virksomheder, der har med tømmerhandler at gøre. Han dør i Nykøbing Sjælland, Ods Herred.

Jeg har selvfølgelig ikke kunnet lade være at kigge efter, hvad hun kom af

  • Hun var datter af kontorist/beregner/bogholder Ernst Michael Larsen, der var født på Christianshavn. Hans far var høker på Christianshavn Lars  Larsen.
  • Hendes mor var “Karla Thejl”, det er i hvert fald, hvad der står i kirkebogen ved fødslen i april 1903. Det er alt, hvad jeg ved indtil videre, da alt andet virker mystisk (skønt – så er der noget at opklare). Karla Thejl er “uægte” datter: “Nr. 94. Udenfor Ægteskab. 19. April 1903. Slyngborggade, Randers. Karla Thejl. Datter af Pige Ane Christine Thejl og udl. Bf. Hotelejer Carl Ludvig Lundgren i Kolding. 20 Aar. Døbt 11 August 1912 i Sct. Jacobs Kirke i København af Provst Rasmussen. Faddere: Mekaniker Sophus Petersen og Hustru Anna, Hedemannsgade 8, Fru Anna Eriksen, Jægersborggade 32. Moderens ang. Opholdssted 10 Mdrsdagen før Nedkomsten er Randers.” Det virker helt absurd, at hun er født i 1903 og døbt i 1912, og jeg har da heller ikke fundet hende døbt i Sankt Jacobs i 1912.
  • Carl Ludvig Lundgren: Hotelejer af “Hotel Kolding” er jo vældig fint. I øvrigt er han altså mere end 20 år, faktisk nærmere 29 eller 30. Men han er ikke så fin i kanten, for mens Ane Christine venter på at føde i april 1903, gifter han sig i maj samme år med Abelone Petrea Thrane. De bliver i øvrigt forældre til en berømt postkorttegner: Erik Vilhelm Thrane Lundgren (1904 – 1990).

Ungdomskæresten Birthe Hanne Jensen

Da jeg, som en slags forpjusket fugleunge, forlod reden på Bornholm i 1980 og flyttede ind i værelset mod baggården på Nørrebro, kom jeg rigtig meget hos Hanne og Vagn Rasmussen i Kongens Lyngby. Hanne og min far var ungdomskærester, før hun giftede sig med Vagn i 1948. De tog sig umådeligt godt af mig. Når jeg tænker tilbage, har der faktisk været mange mennesker, der i kortere eller længere perioder har taget mig under deres vinger. Dejligt – og nødvendigt!

Hanne og Vagn har to sønner Per og Jens-Bo.

Jens-Bo har jeg fundet i kirkebogen, han er fra 1959, født på Virum Fødeklinik, og nu praktiserende speciallæge. Det passer fint med, at han allerede dengang læste medicin. Han var vist flyttet hjemmefra i 1980, for i hvert fald har jeg sovet mange gange i hans seng i det hyggelige værelse på 1. sal på Kornagervej (vist nr. 28) i Kongens Lyngby. Jeg husker det som om, Jens-Bo var meget ældre end mig, men i realiteten er der kun fire år mellem os. Det må være en erindringsforskydning.

Per er gift med Dorthe, og jeg skal nok finde dem. Men Lyngby kirkebog er stor, og det samme gælder Virum. Så det tager sin tid. Jeg har fået indsnævret tidspunktet for Pers fødsel lidt, for min far skriver i et brev fra 5. februar 1954 om Per. Så har jeg lidt at gå ud fra. Jeg undrer mig over, om Hanne og Vagn mon mistede et barn, for to knejter på 11 år på den tid er meget få børn.

Det er de mærkeligste ting, hjernen kan arbejde med helt autonomt: pludselig kunne jeg huske, at Hanne havde fødselsdag den 30. januar, at de da vist også havde boet i Virum, at der var noget med, at man ikke kendte hendes far, og at hendes mor hed Petra (vi kaldte hende “Olde Petra”). Og det er faktisk rigtigt, at Hannes far ikke er nævnt nogen steder. Der er nogle slægtsforskere, der angiver en far, men hvor de får ham fra, ved jeg ikke. Han står i hvert fald ikke i kirkebøgerne ved hverken fødsel, dåb eller vielse.

Klasseforskellene fornægter sig ikke

Der er sørme forskel på at læse kirkebøger fra jyske landsogne og så Kongens Lyngby, Virum og Lundtofte. I sidstnævnte støder jeg på tidligere kolleger, kendte mennesker, Mogens Glistrup, kendte jurister, departementschefer, radioværter og andet godtfolk.

Min far beskrev det sådan i et brev til Hanne og Vagn fra 27. maj 1954, skrevet i Brande:

Om 5 uger er det sommerferie. Det skal nu blive dejligt at komme til København igen og se og høre nogen der kan sige andet end “a” og “do”. Det er en værre samling bønder herovre, men man kan vel ikke forvente andet.

Det er noget sat på spidsen, men han var Københavner med stort K.

/1 Kommentar/i , /af ,

Vi taler samme sprog men er forskellige

Vi taler samme sprog men er forskellige

Måske har jeg fået en ny ven

Vi taler samme sprog men er forskellige.

En aften fik jeg pludselig en meget lang og helt utrolig sød besked på Messenger fra et menneske, der skrev, hun følte stor forbundethed med mig, skønt vores venskab på Facebook ikke har varet ret længe. Hun syntes, vi var fælles om mange ting blandt andet glæden ved at skrive og det at arbejde med slægtshistorien. Hun syntes godt om dette på min TNG-side (jeg har ikke selv skrevet det, men tyvstjålet og oversat fra engelsk):

De udvalgte

Vi er de udvalgte. I enhver familie er der en, måske to, der er kaldet til at finde forfædrene. At sætte kød og blod på anerne og få dem til at leve lidt igen. Til at fortælle familiens historie og til på en måde at få anerne til at føle sig kendt og værdsat. Slægtsforskning er ikke en kølig indsamling af kolde facts om fødselsdatoer og dødsdatoer men i stedet er det en måde at puste liv i dem, der er gået forud. Vi er stammens historiefortællere, og alle stammer har en sådan. Vi er kaldet af vores gener. De, der er gået forud, råber til os: ”Fortæl vores historie” og det gør vi så. Når vi finder anerne, finder vi også os selv.

Pudsigt nok læser jeg altid hendes opslag og kommentarer som de første, idet hun skriver rigtig godt. Helt anderledes end mig, fx med mange flere adjektiver og følelser; slet ikke så konkret, men jeg er ofte rørt og på tåregrænsen, når jeg har læst hendes input. Der kommer man jo ikke lige hen, når man her læst her hos mig. Det er jeg klar over.

Kommunikation via e-mail og telefon

Da jeg ikke har det ret godt med Messenger bortset fra korte beskeder, overgik vi til e-mails. Jeg spurgte til en række forskellige ting i hendes besked, men det ville tage hende en evighed at skrive svarene, så vi aftalte en telefonsamtale i tirsdags. Vi havde aldrig nogensinde talt sammen før, men pludselig fløj der 2 timer og 35 minutter. Helt vildt fantastisk.

Vi er vidt forskellige, men vi forstår, hvad den anden siger og hvis ikke, er der plads til at spørge til det. Vi taler samme sprog. Vi vil gerne udveksle kompetencer. Vi kan begge se, den anden kan noget, vi ikke selv kan. Hvorfor dog ikke bytte lidt? Det vil være så givende.

I modsætning til den ven, jeg måtte sige farvel til, prøver hun ikke at ændre på mig. Hun kender flere med Aspergers syndrom, så der er meget, jeg ikke behøver sætte ord på og som bare er. Jeg sendte hende linket til min historie om Aspergers syndrom, men jeg tænkte, at hun ville kede sig over de mange fakta og manglende adjektiver og følelser. Det gjorde hun heldigvis ikke. Det var lidt en test.

Note: Det irriterer mig, hver eneste gang de i TV Avisen ikke er klar over, at antonymet til “Konkret” er “Abstrakt” og ikke “Ukonkret”. Den danske Ordbog har ganske vist ordet, men det må da være en fejl 🙂

Vi mødes ultimo november

Glæden over aftalen er gensidig. Jeg tager et par tog og “Paris er vel en messe værd”. Når der er så længe til, kan vi begge nå at ombestemme os, men det tror jeg ikke vil ske. I givet fald ville jeg blive meget overrasket, for så meget tager jeg ikke fejl af et andet menneske på min egen alder og med mange fælles referencerammer. Man kan faktisk lære hinanden vældig godt at kende ved at (af-)læse, hvad der skrives, likes mv. på fx Facebook.

Jeg kommunikerer ikke ved hjælp af figurer

Jeg “faldt over” hende for nogle måneder siden, da hun bruger ord, gerne temmelig mange, og fordi vi havde den samme holdning til flere spørgsmål i flygtningedebatten. Det sætter jeg pris på. Jeg ville dog aldrig selv have vovet at sætte en så lang og sød besked sammen til et menneske, jeg ikke “kendte”. Min foreløbige konklusion er, at man kan lære hinanden ret godt at kende via Facebook.

Jeg er inderligt træt af de mennesker, der forsøger at debattere med mig ved hjælp af figurer. Når jeg af og til deltager i en debat med nogle af “kældermenneskerne” på Facebook, er jeg begyndt at slutte mit input af med følgende: “Jeg debatterer ikke ved hjælp af figurer. Vil du mig noget, så skriv nogle ord. Du får som hovedregel et svar, mm. du bare er ude på at svine mig til”.

Det hjælper naturligvis ikke, men så har jeg da sagt fra overfor tosserne på forhånd.