Adopteret – men ingen mystik

Billedet er vist nok det første, der eksisterer af min elskede far og jeg, kort tid efter de har hentet mig, så det må være ca. 1966.

Ikke hemmelighed at jeg er til

Jeg blev adopteret og kom til en rigtig god familie i Ringkøbing Amt efter at have været på børnehjemmet “Dear Home” Sofievej 26, i Hellerup i 2½ år. Der har altid været fuld åbenhed om, at jeg ikke var deres “rigtige” barn. Fx holdt min nye familie to fødselsdage for mig, så længe min far levede: 1) på selve min fødselsdag den 23. oktober og 2) på den dag, de (adoptivforældrene Jørgen Stegemüller og hans kone Jytte Baunsgaard Stegemüller (født Kristensen)) mente, de havde noget at fejre, nemlig den dag, de hentede mig fra Dear Home en gang i 1966. På børnehjemmet troede de, jeg havde en personlighedsforstyrrelse el. lign., fordi jeg lå så underligt sløvt og slapt hen. Faktisk troede de, jeg var retarderet, hvorfor de sendte mig seks måneder til Rigshospitalets Børneafdeling.

Mine adoptivforældre gjorde det helt rigtige: fuld åbenhed og ingen hemmelighedskræmmerier. Jeg husker ikke, at jeg ikke følte mig som deres “rigtige” barn, men at jeg selvfølgelig adskilte mig fra andre børn ved at at holde ikke bare en men to fødselsdage.

Kontakten til den biologiske familie

Når man er adopteret, er der alligevel en eller anden enorm nygerrighed efter at møde de “rigtige” forældre, uanset hvor godt/skidt man har haft det hos den nye familie:

For mere end 31 år siden (for det var mens, jeg boede på Amagerkollegiet  – derved kan jeg tidsfæste det), traf jeg begge mine biologiske forældre. Hvordan jeg har fundet frem til dem, husker jeg ikke, for det er mange år før, jeg fik indsigt i adoptionssagen, det skete først efter 2003:

• Min biologiske far: ***. Vi mødtes på Brønnums, men der gik ikke lang tid, før han syntes, han skulle blande mig i, hvordan jeg skulle leve mit liv, og han ønskede at kontakte min adoptivmor, som jeg af forskellige årsager ikke havde kontakt til gennem en længere årrække. Det resulterede i, at jeg lagde kniv og gaffel og forlod Brønnums. Det var det. Sådan leger man ikke med mig!
• Min biologiske mor og jeg arbejdede på en kontakt gennem længere tid, men det gik ikke. Jeg havde nok for store forventninger. Jeg ønskede mig en “mor”, men det hun kunne tilbyde var, at jeg var velkommen, hvis jeg kunne “glide ind i familien”. Begge synspunkter var selvfølgelig fine, og hun gjorde det bedste, hun kunne, men det matchede på en eller anden måde ikke. Jeg var ikke parat til bare at “glide ind”. Jeg trængte til en mor, men det kunne hun af mange årsager ikke levere. Hun havde sin egen nuværende familie med børn, der var seks og ti år yngre end mig. Det sluttede uden succesfuld kontakt.

Andre slægtsforskere – min rigtige familie!

Min biologiske mor har et lidt specielt fødenavn, og det har hendes forslægt selvfølgelig også, så man skal ikke have mange aner på bagen, før det er let at genkende navnet på gravsten og diverse profiler på Facebook. Man skal bare tro nok på sagen og være ihærdig nok, så lykkes det. Jeg husker det ikke, men min biologiske mor må have været så sød at låne mig en masse billeder fra sine forældres side, så jeg let har kunnet komme videre videre med kirkebøger, folketællinger og gravsteder.

På et tidspunkt dukkede der en anonym slægtsforsker op på geni.com., noget jeg ellers ikke bruger, og på Facebook med min biologiske mors specielle efternavn. Jeg vovede at anmode om “venskab”, men hørte ikke noget. Af hendes geni.com kunne jeg alligevel se, at jeg med 99 pct. sikkerhed kunne være sikker på, at hun hørte til i min biologiske familie. Jeg vovede at skrive hende et brev på 1½ side i Word og bede om hendes e-mail-adressse, for at kunne sende det. Jeg var meget forsigtig med, hvad jeg skrev, for et var, at jeg ønskede kontakt med hende; hvem kunne vide, om hun ønskede kontakt med mig?

Og såmænd fik jeg svar fra den, der er min biologiske moster. Det er stort! Jeg ved endnu ikke, hvor gammel hun er, men gætter på, at hun er født mellem 1939 og 1944 ud fra de fødsler, jeg ellers har registreret i familien. Jeg har sendt en del billeder, som hun vel egl. er bedst berettiget til, og jeg håber, hun på et tidspunkt har lyst at sende nogle retur. Hun har garanteret så meget af historien, som jeg higer efter at få.

Det mest fantastiske var, da hun skrev: “det har aldrig været nogen hemmelighed, du var til“. Tænk at min biologiske mor har fortalt om fødslen bag det blå klæde på Usserød Sygehus i 1963 og den umiddelbare overgivelse til “Dear home”. Jeg har stor respekt for, at hun ikke i stedet overgav sig til brun sæbe eller strikkepinde, som var almindelige dengang. Så havde jeg jo ikke kunnet siddet her og skrive i dag. Den respekt har jeg altid haft.

Min biologiske moster kan fortælle, at min biologiske mor døde tilbage i september 2015, stille og roligt på et hospice – vist i Hillerød. Jeg kondolerer! Og glæder mig over, at jeg trods alt har truffet hende, uagtet det er mange år siden, og uagtet det ikke var nemt!