, ,

Do’s and don’ts på Facebook

Do’s and don’ts på Facebook

Jeg har nu overtrådt Facebooks “fællesskabsregler”

Do’s and don’ts på FacebookJeg ved simpelthen ikke, hvad jeg har gjort. I hvert fald må jeg ikke dele links før efter kl. 18:07 i dag. Jeg fik beskeden i forbindelse med, at jeg oplyste en anden slægtsforsker/bruger om, at hun kunne søge information i Legacys brugerforum om hvorvidt Legacy og Mac “har det godt sammen”.

Herudover henviste jeg hende til, at man kan købe meget fine brugte Pc’er hos refurb.dk.

Som hovedregel skriver jeg både pænt og høfligt, når jeg skriver på nettet. Jeg prøver at sætte både punktummer og kommaer, nogenlunde hvor de hører til, så det kan ikke være det, der har overtrådt “fællesskabsreglerne”.

Jeg har skrevet til Facebook, at jeg stiller mig uforstående over sanktionen, og at jeg ikke ved, hvad det formastelige er. Men et svar kan jeg vel næppe forvente?

Andre må gerne skrive dette

Do’s and don’ts på FacebookJeg giver ikke meget for “fællesskabsreglerne”, når andre har lov at skrive fx det til venstre viste i Kristian Hegaards kommentarspor, når han glæder sig over, at Mattias Tesfaye/regeringen har besluttet, at Danmark skal tage 200 kvoteflygtninge fra (netop) Rwanda i løbet af det kommende år.

I tillæg til det, der er vist, kan jeg oplyse, at Povl H. (H. for Heinrich) Riis-Knudsen ledte de danske nazister i over 20 år, inden han blev smidt ud af bevægelsen efter at have forelsket sig i en “forkert”.

Tænk at man har lov at affyre en kommentar som den med gaskammeret. Det er den slags, mange tror, Facebook udelukkende bruges til. Gudskelov kan det også meget andet, og gudskelov er der mange søde og hjælpsomme mennesker i fantastiske fællesskaber på platformen. Ellers var jeg smuttet for længst.

Adskillige påberåber sig “ytringsfrihed”, fordi det står i grundloven. De fleste glemmer bare, at samme bestemmelse rummer ordene “dog under ansvar for domstolene”.

Her er ikke tale om ytringsfrihed eller injurier. Der er tale om trusler på livet, og jeg har, sammen med mange andre, opfordret Kristian Hegaard til straks at gå til politiet.

Tid til stedkoder

Når jeg nu ikke må dele links på Facebook før om fire timer, har jeg masser af tid til mine 2.032 stedkoder.

Jeg har oprettet over 300 GPS-koordinater med TNG vha. et tilføjelsesprogram der, fordi mine aner mv. for ofte havner i USA og Afrika, når man kigger på kortene i TNG, når disse baseres på koordinater fra Legacy.

En anden bruger kan imidlertid godt få koderne fra Legacy til at blive fortolket korrekt af TNG/Google Maps. Så må jeg også kunne… 🙂 Og det passer også bedre med, at alle stamdata skal have samme oprindelse.

Jeg har opgivet at forstå de forskellige systemer bag koordinaterne (for der er flere), men pyt, bare det virker. Inden jeg bevidstløst retter et par tusind stedkoder, vil jeg lave nogle test-steder på mit TNG-test-site.

Når jeg nu alligevel er i gang med den faktisk dødssyge opgave, vil jeg også lave en ny standard, hvor jeg tillige anfører amt og land. Tidligere skrev jeg bare sogn og herred, fordi det for 18 år siden var tilstrækkeligt. Måske kan de to ekstra oplysninger bevirke, at Legacy kan bedre forære mig de rigtige koordinater.

Et eller andet gør jeg forkert, for lige nu “spiser” Legacy ordene “Sogn” og “Herred”, når jeg søger koordinaterne frem. Heldigvis findes der et fantastisk forum for Legacybrugere, og Anne Marie Holck, der er den primære drivkraft, er umådeligt sød til at besvare selv de mest mærkelige spørgsmål.

 

 

4 Svar
  1. Kenneth
    Kenneth siger:

    Utroligt, hvad Facebook tillader – og ikke tillader (synes jeg).
    Kom selv på Facebook juni 2012. En god slægtsforskerveninde, som dengang drev et slægtsforskningsforum, anbefalede mig netop Facebook, da det var ‘så godt, så godt’.
    Jeg fik mange gode kontakter og oplevede så ikke at blive ‘lukket ude’ eller blokeret, som du gjorde.
    Men det var slut, da jeg i sommeren 2017 pga, hvad der gav sig ud for at være en hilsen fra en anden slægtsforskerven, i stedet var en inficeret fil. Derved blev min konto hacket, og lige meget, hvad jeg skrev de næste par timer, fik tilføjet spam o.l. Så fik jeg nok og meldte mig ud. Jeg havde egentlig også længe været træt af dette sociale medie. Hackerangrebet slog blot hovedet på sømmet.
    Så kom jeg lige til at tænke på dengang for en del år siden (15-20 år i mit tilfælde), hvor computere pludselig kunne finde på at ”poppe” en dialogboks op om, at man havde begået ”en ulovlig handling.” Komikeren Mette Lisby satiriserede lidt i vores avis netop om denne ‘legen politi.’ Men heldigvis har jeg aldrig siden set disse lidt skræmmende dialogbokse. Ville man blive lukket ude – ville man blive forbudt adgang til sin egen computer? Nej, heldigvis skete det ikke.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kenneth

      Ja det er utroligt, hvad Facebook tillader. Jeg synes virkelig eksemplerne fra Kristian Hegaards profil er skræmmende.

      Jeg synes også, FB er godt, og jeg har også skabt mange kontakter der, heriblandt fået kontakt til adskillige tidligere kolleger. Jeg er dog på det seneste blevet meget mere kritisk med hvem, jeg accepterer som “venner”. Jeg tjekker deres profiler ret grundigt, vi skal helst have >= 50 – 100 fælles bekendte, og hvis det eneste, de selv bidrager med, er opdatering af nogle profilbilleder, bliver de ikke lukket ind hos mig. Hvis de vil nyde, må de også yde selv.

      Jeg forstår virkelig godt, du meldte dig ud efter hackerangrebet. Den slags har jeg heldigvis aldrig selv oplevet; men det ville gøre mig bange.

      Selv kan jeg ikke huske pop-up boksene fra 15-20 år siden, og jeg har heldigvis aldrig oplevet dem.

      Jeg har investeret i et ret dyrt sikkerhedsprogram (Bitdefender), som jeg føler mig helt overbevist om, beskytter mig godt, men helt sikker kan man aldrig være.

  2. Jens
    Jens siger:

    De er pirrelige med mange ting på Facebook. Jeg gik en gang lidt mere amok end normalt med at dele posts om et af mine web sites i mange forskellige Facebook grupper, der alle kunne have interesse i at besøge det. På et tidspunkt fik Facebook nok af det pjat og blokerede for mere deling i en uge.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jens

      Du milde kineser! En uge er lang tid, men så kan du lære det 🙂

      Det viste sig at være en systemfejl, et glitch, for det var ind ad en kant, folk blev lukket ude. Jeg kender en, der kan kommunikere direkte med folk hos Facebook i CA; det er derfra, jeg har informationen. Der var ellers – i min virtuelle omgangskreds – begyndt at opstå konspirationsteorier gående ud på, at man havde skrevet for meget om Naser Khaders overgreb på de fem (nu syv) kvinder gennem en periode på 20 år. Den slags hopper jeg ikke på.

      God søndag og tak for kommentaren.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.