Invitation til RødovreKanalen på 105,9 MHz
Taleradio om slægtsforskning: forberedelse er alfa og omega
Indholdsfortegnelse
Invitation til RødovreKanalen på 105,9 MHz
Via en Facebook-ven har jeg fået invitation til en eller anden tirsdag fra 16:00 til 17:00 at fortælle om slægtsforskning på RødovreKanalen, og det gør jeg selvfølgelig gladeligt. Hvem fortæller ikke gerne om sin største passion gennem mere end 20 år?
For at de skal være sikre på ikke at “købe” (sådan noget er selvfølgelig gratisarbejde) katten i sækken, har jeg sendt dem links til de podcasts, jeg hidtil har medvirket i. Et er at læse folks tekster, men hvordan lyder de på et talt medie?
For at deres lyttere får den bedste oplevelse, har jeg bedt værterne på forhånd sende deres spørgsmål. Det sikrer, at de er “tunet ind”, og det giver mig mulighed for at forberede mig, hvilket forhåbentlig fjerner de fleste tåbelige øh’er, der ikke er videre interessante at lytte til.
Forberedelse er alfa og omega – support til TNG
Både når man skal lave radio, podcast og alt muligt andet, er det en forudsætning, at de deltagende parter er velforberedte.
Lidt i det små hjælper jeg kvit og frit slægtsforskere i gang med TNG. TNG står for “The Next Generation of Genealogy Sitebuilding”. TNG er et databaseprogram, hvor man kan uploade sin GEDCOM-fil og på den måde vise sit arbejde gennem måske mange år.
I forhold til at vise data via fx MyHeritage er der flere tusinde kroner at spare hvert år. Og her kan man uden videre vise både kilder og transskriptioner, hvilket vist ikke er muligt på MyHeritage!
Ikke alene kan man uploade sin GEDCOM-fil, men man kan også skabe en uhyre flot individuel forside og via de mere end 300 individuelle tilpasninger (kaldet MODs), kan man beslutte, hvordan ens egen TNG-side skal fungere.
Du kan se min TNG-side her: https://tng.stegemueller.dk.
For at det kan blive et god proces, hvor både“kunden” og jeg har det rart, er det en forudsætning, at vedkommende er velforberedt. Du kan læse om min support her.
Min aktuelle “kunde” og jeg har været gennem et langt forløb, og hun har betroet mig, at hun var temmelig tøvende i forhold til, om hun mon kunne leve op til kravene? Var jeg mon for “skrap en moster” i forhold til hendes forudsætninger?
Jeg er i virkeligheden et relativt venligt menneske, når “kunden” har gjort sit hjemmearbejde, og jeg svarer gerne på ethvert spørgsmål, når vedkommende selv har forsøgt at løse problemerne. Det er jo en læreproces, og lavede jeg bare arbejdet, havde “kunden” intet lært. Det ville så bevirke, at jeg hang på vedligeholdelsen af hjemmesiden i al fremtid. Det har jeg ikke lyst til.
Vi har haft det enormt hyggeligt, og hun synes, hun har lært en masse. Når siden er “færdig” (for den skal jo udvikles, den bliver aldrig “færdig”), forsvinder jeg jo heller ikke fra jordens overflade.
Jeg er altid til rådighed og giver altid et tip, hvis det er noget, jeg har forstand på. Og ved jeg ikke noget om det, ved jeg, hvem jeg kan spørge til råds i de internationale TNG-fora, hvor jeg har mange kontakter.
Præcise problemformuleringer
Hun har på sin side været utrolig god til at levere præcise problemformuleringer ad modum: “Jeg har forsøgt X, hvor der burde ske Y, men jeg får Z. Hvorfor det?”
Det bevirker, at jeg kan forberede mig (igen “Forberedelse er alfa og omega”!), inden vi mødes 60 minutter på TeamViever, så hun får den bedst mulige support.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!