Udveksling af livshistorier

12-årig alene til Tyskland fra Kurdistan

Efter at have købt billet til i morgen fra Frankfurt (Oder) til Berlin Hbf. var jeg retur på hotellet ca. 10:30. Jeg købte en alkoholfri Weissbier mit hefe og satte mig udenfor.

En sydlandsk udseende mand sad også alene og inviterede mig hen til sit bord, og ja hvorfor ikke få en snak? Det er faktisk noget af det, jeg kan lide ved at rejse alene: jeg møder altid nogen og bilder mig ind, at det går lettere, end hvis man rejser sammen, fordi man der har nok i hinanden.

Vi udvekslede først almindelighederne: hvor er du fra, hvad laver du, hvor gammel er du osv.?

Han er fra Hamburg, han kører godstog rundt i Tyskland og sydpå og er 57 år. I ved hvor jeg er fra, hvad jeg laver, og hvor gammel jeg er.

Så fik jeg hans livshistorie, der gjorde indtryk

Så vidt jeg forstod alt det følgende:

De første måneder

I slutningen af 70’erne var der (også) krig i Kurdistan, og landsdelen var stærk forarmet. Hans forældre syntes, det skulle gå ham bedre, end det gik dem selv, så de sendte ham alene til Hamburg. Han var 12 år, havde ingen penge, kendte ikke en sjæl og talte ikke tysk. Åh herregud den stakkels dreng.

De første tre (eller seks?) måneder var han i en form for opsamlingslejr sammen med 2-300 andre tyrkiske børn. Han havde stadig ingen penge men skabte sig en “forretning” ved at købe og sælge stoffer. Det gjorde de allesammen. Og selvfølgelig tog de også selv stoffer.

De første seks måneder græd han sig i søvn hver aften, fordi han savnede sin mor. Han forstod stadig ikke sproget, for på det sted var der ingen skolegang.

På et “Heim”

Herefter kom han til et “hjem” (“Heim” – jeg ved ikke, hvad vi siger på dansk), hvor der var ansat pædagogisk personale, og hvor han begyndte at gå i skole. Der boede han nogle år, hvor han gjorde skolegangen færdig.

Da han var 14, traf han en tre år ældre tysk pige/kvinde. De blev straks forelskede, og da de begge blev myndige, giftede de sig. Han er muslim, hun er kristen. De udveksler synspunkter og synes, det er både spændende og vigtigt at lære af den anden.

Derefter

Han uddannede sig til teknisk tegner, men det harmonerede ikke med stofindtagelsen, og senere stødte også et alkoholmisbrug til. Hans kone havde ingen misbrugsproblemer. Hun er nu ansat på et plejehjem.

Der var en årrække, som jeg ikke kan placere. Men han fik bugt med misbrugsproblemerne 

Han etablerede sig som selvstændig, og var selvstændig bagermester i 15 år. I løbet af de år blev han far fire gange og har nu også et barnebarn. Coronatiden satte en stopper for bageriet, han gik personligt konkurs, og pludselig stod han midt i det store intet og vidste ikke, hvad han skulle stille op med sig selv.

Depressionen vendte op og ned på det hele

Ikke overraskende fik han en depression, og jeg er den første til at forstå ham. Han havde kæmpet og kæmpet med livet, med misbruget, med sproget, med savnet, med stort set alt, og nu stod han tilbage i et tomrum. Det udløser nemt en depression.

En dag lettede depressionen som dug for solen, og han spurgte sig selv, hvad han nu skulle lave. Jeg forstod ikke helt, hvad der fik ham til at uddanne sig til togfører med cargo, men sådan blev det. Det er en 1-årig uddannelse med otte timers skolegang hver dag plus lektier og med mange tests. Han bestod og har nu kørt tog, siden han blev færdig.

Jobbet er velbetalt med mange forskellige bonusordninger og samlet set kører man kun halvdelen af månedens dage. Man er altid to sammen på vagten af sikkerhedshensyn. 

Kreditorerne fra konkursen er betalt en efter en, fordi han rettede henvendelse til dem og spurgte, om der kunne laves en ordning.

To liv op ad bakke

Jeg resumerede meget kort min historie, og vi blev enige om, at vi egl. begge kunne være stolte af os selv, da det har været to liv op ad bakke. Vi har kæmpet, kampen er slut, og vi har vundet.

Sådan en fantastisk samtale havde jeg ikke ventet en tirsdag formiddag i Frankfurt an der Oder.

Havde du?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.