Indlæg

/6 Kommentarer/i /af

Rejsen til Tyskland var en fiasko

Rejsen til Tyskland var en fiasko

Slægtsforskning i Tyskland

Rejsen til Tyskland var en fiasko

Jeg er hjemme igen, og hvor har jeg dog savnet min computer, mit skrivebord og de mange forskellige tilbagevendende rutiner i kalenderen. De udgør de første faste minutter af min dagligdag, inden nye opgaver i slægtsforskning og andet holder deres indtog.

Rejsen til Tyskland var en fiaskoFor fremtiden bliver jeg hjemme, for jeg kan ikke længere rejse.

Der gik for meget tid med at være utryg/ængstelig/angst for det ukendte fx bare at køre den forkerte retning med en bus, at komme for sent til togafgange, at miste ting osv.

Jeg kan ellers godt lide den bastante tyske mad men mistede appetitten og tabte et par kilo (men det gør nu ikke noget). Manglende appetit er ofte udtryk for en mental stresstilstand.

Jeg fik det først bedre, da jeg lod som om, jeg var hjemme og lavede noget af det, jeg plejer at gøre, men det kunne jeg jo i realiteten have gjort både bedre og billigere i Hvidovre.

Jeg fjernede det indefra kommende pres, og så gik det straks meget bedre.

Jeg glæder mig dog over, at det var rejsen, der var en fiasko – ikke mig! På onsdag vil jeg evaluere rejsen sammen med psykologen, der altid kan uddrage noget positivt af enhver fortælling. Hun vil måske sige, at det var kompetent at vide, hvordan jeg kunne få det bedre?

Jeg bryder mig ikke om det ukendte

Jeg må erkende, at jeg hader forandringer i form af “det ukendte”, og dem er der selvfølgelig mange af på en rejse. Jeg er ellers temmelig berejst med bare mig og min 70 liters rygsæk, men det er mere end ti år siden, jeg har været uden for Danmarks grænser. Og min verden så anderledes ud dengang.

Jeg savnede min kugledyne og hadede en madras, man sank helt ned i. Det bidrog til den manglede tryghed = ængsteligheden. Pludselig står det tydeligt for mig, hvad en kugledyne gør. Det tænker jeg jo ikke over til hverdag, når de ti kilo bare omslutter mig.

For mange planer

Jeg havde for mange planer og ville nå for meget set i relation til min aktuelle formåen. Hvad det konkret er, der har ændret sig, ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg havde glemt at tage i betragtning.

Fra nu af finder slægtsforskning i Tyskland sted fra Hvidovre. Jeg synes ellers, jeg taler og forstår det tyske sprog forholdsvis godt, men det skulle først trækkes op af glemslen, så det gik først uden de store anstrengelser, da jeg skulle til at hjem – og der var det lige sent nok.

Det er svært at gå på et tysk lokalarkiv, for systemet er så forskelligt fra vores. De bad mig være mere konkret, men jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne mere konkret, end jeg var bevæbnet med navne, adresser, erhverv og datoer.

Det er svært at vide, hvad man skal spørge efter, når man ikke ved, hvad de har. Det synes jeg, de kunne have vejledt bedre om.

En ældre mand fortalte en masse, som jeg forstod højst 20 pct. af, for det var før, det gik op for mig, at jeg skulle starte enhver samtale med at sige “Jeg er udlænding, og taler ikke så hurtigt”. Når man kan noget, og det lyder rigtigt, tager de forståeligt nok ikke hensyn.

Frankfurt an der Oder er trods alt en dejlig by

Alt det ovenstående skal selvfølgelig ikke overskygge, at Frankfurt an der Oder er en dejlig grøn, overskuelig og rolig by. Når man siger det, bliver de glade for at høre det og fortæller, at mange synes, der sker for lidt. Jeg kan godt lide, når der ikke sker for meget.

Vi har også snublesten i Danmark, men alligevel er det specielt at stå på den centrale “Brunnenplatz” og se disse to for et jødisk ægtepar, der brutalt blev myrdet i Auschwitz i 1944.

Rejsen til Tyskland var en fiasko

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

12-årig alene til Tyskland fra Kurdistan

12-årig alene til Tyskland fra Kurdistan

Udveksling af livshistorier

12-årig alene til Tyskland fra Kurdistan

Efter at have købt billet til i morgen fra Frankfurt (Oder) til Berlin Hbf. var jeg retur på hotellet ca. 10:30. Jeg købte en alkoholfri Weissbier mit hefe og satte mig udenfor.

En sydlandsk udseende mand sad også alene og inviterede mig hen til sit bord, og ja hvorfor ikke få en snak? Det er faktisk noget af det, jeg kan lide ved at rejse alene: jeg møder altid nogen og bilder mig ind, at det går lettere, end hvis man rejser sammen, fordi man der har nok i hinanden.

Vi udvekslede først almindelighederne: hvor er du fra, hvad laver du, hvor gammel er du osv.?

Han er fra Hamburg, han kører godstog rundt i Tyskland og sydpå og er 57 år. I ved hvor jeg er fra, hvad jeg laver, og hvor gammel jeg er.

Så fik jeg hans livshistorie, der gjorde indtryk

Så vidt jeg forstod alt det følgende:

De første måneder

I slutningen af 70’erne var der (også) krig i Kurdistan, og landsdelen var stærk forarmet. Hans forældre syntes, det skulle gå ham bedre, end det gik dem selv, så de sendte ham alene til Hamburg. Han var 12 år, havde ingen penge, kendte ikke en sjæl og talte ikke tysk. Åh herregud den stakkels dreng.

De første tre (eller seks?) måneder var han i en form for opsamlingslejr sammen med 2-300 andre tyrkiske børn. Han havde stadig ingen penge men skabte sig en “forretning” ved at købe og sælge stoffer. Det gjorde de allesammen. Og selvfølgelig tog de også selv stoffer.

De første seks måneder græd han sig i søvn hver aften, fordi han savnede sin mor. Han forstod stadig ikke sproget, for på det sted var der ingen skolegang.

På et “Heim”

Herefter kom han til et “hjem” (“Heim” – jeg ved ikke, hvad vi siger på dansk), hvor der var ansat pædagogisk personale, og hvor han begyndte at gå i skole. Der boede han nogle år, hvor han gjorde skolegangen færdig.

Da han var 14, traf han en tre år ældre tysk pige/kvinde. De blev straks forelskede, og da de begge blev myndige, giftede de sig. Han er muslim, hun er kristen. De udveksler synspunkter og synes, det er både spændende og vigtigt at lære af den anden.

Derefter

Han uddannede sig til teknisk tegner, men det harmonerede ikke med stofindtagelsen, og senere stødte også et alkoholmisbrug til. Hans kone havde ingen misbrugsproblemer. Hun er nu ansat på et plejehjem.

Der var en årrække, som jeg ikke kan placere. Men han fik bugt med misbrugsproblemerne 

Han etablerede sig som selvstændig, og var selvstændig bagermester i 15 år. I løbet af de år blev han far fire gange og har nu også et barnebarn. Coronatiden satte en stopper for bageriet, han gik personligt konkurs, og pludselig stod han midt i det store intet og vidste ikke, hvad han skulle stille op med sig selv.

Depressionen vendte op og ned på det hele

Ikke overraskende fik han en depression, og jeg er den første til at forstå ham. Han havde kæmpet og kæmpet med livet, med misbruget, med sproget, med savnet, med stort set alt, og nu stod han tilbage i et tomrum. Det udløser nemt en depression.

En dag lettede depressionen som dug for solen, og han spurgte sig selv, hvad han nu skulle lave. Jeg forstod ikke helt, hvad der fik ham til at uddanne sig til togfører med cargo, men sådan blev det. Det er en 1-årig uddannelse med otte timers skolegang hver dag plus lektier og med mange tests. Han bestod og har nu kørt tog, siden han blev færdig.

Jobbet er velbetalt med mange forskellige bonusordninger og samlet set kører man kun halvdelen af månedens dage. Man er altid to sammen på vagten af sikkerhedshensyn. 

Kreditorerne fra konkursen er betalt en efter en, fordi han rettede henvendelse til dem og spurgte, om der kunne laves en ordning.

To liv op ad bakke

Jeg resumerede meget kort min historie, og vi blev enige om, at vi egl. begge kunne være stolte af os selv, da det har været to liv op ad bakke. Vi har kæmpet, kampen er slut, og vi har vundet.

Sådan en fantastisk samtale havde jeg ikke ventet en tirsdag formiddag i Frankfurt an der Oder.

Havde du?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Succes på Industrimuseet i Guben

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i GubenEndelig succes på rejsen til Tyskland.

Jeg havde på forhånd truffet aftale med lederen af Industrimuseet i Guben, der blandt andet rummer en specialudstilling om den hattefabrikation, der begyndte for 202 år siden, og som var en enorm succes med eksport til Holland, Belgien og England allerede midt i 1800-tallet.

Museet har normalt lukket om mandagen, men bare på grund af mit besøg var hun og to af hendes kolleger parate.

De havde lavet kaffe og fundet kager frem. Jeg havde glædet mig meget, og det var ganske tydeligt, at de også var interesserede i at høre om hatteproduktion i Danmark. Og det kan jeg jo godt berette lidt om.

Min indledende interesse var at finde ud af, om det var på deres fabrik, min oldefar  – Wilhelm Rudolf Stegemüller – uddannede sig til hattemagermester, inden han kom til Brede.

Det havde vi dog på forhånd fastslået, at det næppe var. Guben var imidlertid centrum for flere hattefabrikker herunder “Berlin – Gubener – Hutfabrik (BGH)”, hvor direktør Daverkosen fra Brede Klædefabrik købte de maskiner, der blev brugt til at starte den industrielle produktion af filthatte to dage efter min oldefar blev opført på Lyngby Politis liste over udlændinge. Så selvfølgelig er der en sammenhæng. Det var de tre søde mennesker enige med mig i.

De kender de tyske systemer

I modsætning til mig ved de, hvordan man søger på det tilgængelige materiale på arkivet i Potsdam, der rummer de arkivalier, der måske findes. Potsdam har mere end 70.000 meter arkivalier. Den unge mand kunne ret hurtigt fastslå, at der ikke findes arkivalier vedr. BGH, som har en personhenførbar indgang. Og selvom jeg kan være ganske konkret med data, er det alligevel ikke konkret nok til at gå i gang med de mange tusinde meter arkivalier.

Herudover blev store dele af materialet i Guben ødelagt under anden verdenskrig. Og det, der måtte være bevaret efter krigen, tog russerne med sig i ‘45. Hvad der evt. herefter måtte have været tilbage, blev ikke nænsomt behandlet i DDR-tiden.

Konklusionen er: At lede efter noget på arkivet i Potsdam vil være som at lede efter en nål i en høstak. Og chancen for, at de har noget, jeg skal bruge, er under en pct.

Så det dropper jeg helt. Men nu er det undersøgt, og så lægger jeg det til side for altid.

Vi har aftalt at bytte

De har en temmelig mølædt originaludgave af et festskrift “Berlin – Gubener – Hutfabrik 1888-1938”, som jeg fik lov at bladre forsigtigt i, og der var flere navne, jeg genkendte – blandt andet “Cohn”, der kom til Brede, og som på grund af sin jødiske herkomst måtte flygte til Sverige under tyskernes besættelse af Danmark. Det kan man læse om i “Søllerødbogen 2005” (så vidt jeg husker).

Uden videre spurgte de, om jeg var interesseret i at få en scannet version, for så vil de da scanne den til mig. Jamen, det er da slet ikke noget spørgsmål at stille. Det er meget, meget sødt af dem, eftersom de sikkert har meget andet at gøre end at servicere en dansk genealog.

Jeg har til gengæld lovet at sende alle de informationer og billeder, jeg har om og af hattefabrikation på Brede og fra 1913 på Skodsborg Hattefabrik A/S (produktionen flytter i 1913). Det kan der vist blive en helt god fortælling ud af – på tysk.

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Afrunding

Apropos det sproglige: Det gik ganske godt, især efter jeg spurgte, om de ville tale en smule langsommere.

Jeg fik også set museet, som er utrolig interessant, og en spændende film på 20 minutter om hattefabrikation.

Efter to timer havde jeg hatte på hjernen, og de havde sikkert også fri kl.16:00, så det var passende at sige hjerteligt farvel og tak for en dejlig eftermiddag.

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

På skovkirkegård i Frankfurt Oder

På skovkirkegård i Frankfurt Oder

Slægtsforsker “i marken”

På skovkirkegård i Frankfurt Oder

Det er søndag, og byen er dejligt stille.

Ved 13-tiden stilnede regnen af, og efter en Weissbier mit hefe (Alkoholfrei), en stor stærk kaffe og en Nutella-crepe tog jeg mig sammen til ikke bare at glo ud i luften på torvet eller ind i skærmen på iPad’en på hotelværelset.

Som slægtsforsker “i marken” er kirkegårdsbesøg en nyttig foreteelse. Man kunne jo “møde nogen, man kendte”. Google Maps fortalte hvilken bus, der kørte dertil, og det var uden omstigning, så jeg antog, at jeg kunne finde ud af det.

Jeg kunne imidlertid ikke finde ud af at købe en billet, da de prædestinerede steder ikke sagde mig noget. Hvordan skulle man vide, hvad “Frankfurt AB” betød? En sød gammel dame forærede mig uden videre en billet, og fortalte derefter, at det med AB betød rundt om byen (vist nok). De spurgte, hvor jeg skulle hen, og da jeg svarede “am Friedhof”, spurgte de, om jeg ville til den nye eller den gamle. Jeg foretrak den gamle, men så skulle jeg have været et helt andet sted hen. Men pyt nu med det. 

Ni stoppesteder senere kom jeg af i noget, der lignede en forstad. Og der er lige det med mig og Google Maps, at jeg altid får en længere tur ud af det end nødvendigt.

“Gå mod sydøst” eller “Gå mod vest” siger mig absolut intet. Og når der ikke er gadeskilte med vejnavne, tager jeg nemt en rundtur. Det er så irriterende, når den siger “Beregner ny rute”, og afstanden til målet bliver længere fremfor kortere. Jeg er idiot til den slags.

Men jeg fandt da kirkegården til sidst, og den er enorm, og den er tilsvarende flot. Det er, hvad vi i Danmark kalder en skovkirkegård. Utrolig smukt anlagt og mindst på størrelse med Vestre Kirkegård i København, der er den største kirkegård, jeg kender. Stierne lå tæt ind imellem birketræer og andre træer.

Det lykkedes at finde en gammel afdeling med krigsgrave, hvor det mest var tætskrevne jern-mindeplader, der lå række op og række ned – praktisk nok ordnet alfabetisk efter efternavne … Det virkede lidt specielt.

Jeg mødte ikke nogen, jeg “kendte”, hverken i denne afdeling eller i de øvrige afsnit, jeg gik rundt i, men det var nok også for meget forlangt.

Men det var en meget smuk kirkegård. Sådan nogle burde vi også anlægge i Danmark.

Jeg gik hjem igen

Det så ud som om, der kun var et par kilometer tilbage til hotellet. Vejret var fornemt, så hvorfor ikke spadsere – også selvom jeg nok kunne få gjort to kilometer til tre? 🙂

Da jeg først havde fundet ud fra kirkegården, hvor der jo ikke er gadenavne, der er kendt af Google, lykkedes det overraskende godt at finde retur til hotellet. Turen blev ikke alt for meget forlænget. Og jeg nåede det, mens der stadig var strøm på telefonens batteri. Der er altid det der lille stressmoment, om man når det, mens der langsomt tælles ned, også selvom man slår den batteribesparende funktion til.

Jeg har noget bøvl med den højre svang. Det er som om, jeg er blevet platfodet, og svangen mangler den “trampolineffekt”, den burde have. Jeg oplevede det også derhjemme, men troede det var gået i sig selv. Jeg må vel gå til lægen, selvom jeg har svært ved at se, hvad hun skulle gøre ved det.

Men sådan er der så meget.

Jeg har klaret endnu en dag.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.