At samle erfaringer

Linux

Nu kan jeg bruge Linux

Med ovenstående mener jeg, at jeg kan begynde at bruge systemet, fordi de grundlæggende ting er på plads og jeg har høstet mange erfaringer. Det vil sige, at:

  • der er styr på backup
  • der er styr på dokumenter, selvom afløseren for Excel, LibreOffice Calc, volder mig nogle problemer. Excel var min skarpe kniv, som jeg kunne som min bukselomme. Det vil tage tid og volde irritation at vende mig til afløseren
  • slægtforskningsprogrammet er på plads, og billederne er knyttet til de 5.000 personer. Jeg er stolt af, at jeg selv fik det til at køre under Wine.
  • jeg begynder at forstå filsystemet
  • stavekontrollen i Thunderbird kører, som den skal
  • der er lyd, så jeg kan se videoer om Linux
  • jeg har lært om, hvorfor antivirus er ligegyldigt
  • menuerne begynder at give mening, og
  • jeg har stor glæde af Programhåndteringen.

Jeg mangler at få installeret Nevernote, der er Linux’ pendant til Evernote, men det er sikkert en smal sag. Jubiii jeg er igennem det meste og kan nu begynde at bruge systemet i stedet for hele tiden at installere, løse problemer og spørge mig for.

Erfaringer kan samles til fordel for den absolutte begynder

Facebookgruppen ‘Linux for begyndere’  har svaret på  mange spørgsmål, og jeg har læst og set videoer til den store guldmedalje for at få en stejl indlæringskurve og nå hertil, hvor jeg er nået, i en nogenlunde hastighed.

Alle disse spørgsmål samler vi sammen og skriver store eller små guides ud fra og lægger disse guides på letsupports hjemmeside, som jeg er webmaster for. Jeg har allerede siddet og puslet med et par stykker herunder om antivirus, der har været vendt i gruppen gennem et par dage. For søren hvor blev jeg klog af at sætte mig ind i det emne. Jeg har også skrevet ti linjer om det med at lydudgangen skal være HDMI 🙂 Det kan dårligt kaldes en guide, men lur mig om ikke der er andre, der kunne finde på at stille spørgsmålet om, hvorfor lyden mangler.

Det bliver indledningsvist ud fra rejsedagbogen og så ud fra mine spørgsmål og alle svarene i gruppen. Formålet er at gøre indholdet let at finde igen, så gruppens medlemmer let kan henvise til det, hvis der er interesse for det. Facebook er jo flygtig og det kan være svært at finde noget igen; det gør en hjemmeside meget bedre. De nemme spørgsmål kan jeg selvfølgelig (nu) let skrive guider ud fra, men det er nok ikke mig, I skal bede om at skrive en guide om installation 🙂

Alle guides vil naturligvis blive kvalitetssikret af en eller flere af jer, så der er vished for, at det er korrekt. Hvis vi henviser de absolutte begyndere til at gøre dette eller hint, skal det selvfølgelig holde 100 pct. vand.

Det videre forløb

Rejsedagbogen er ikke slut her, for der vil komme nye spørgsmål, som vil afføde nye guider. Jeg tror, det kan blive godt.

Det, der kunne være ekstra godt, ville være, hvis nogen af jer havde lyst til at bidrage med en eller flere guides til den absolutte begynder. I har så stor viden og så mange erfaringer med, hvad det er, nye medlemmer spørger om, at guiderne kan blive en uvurderlig kilde til viden, som vel at mærke er til at finde igen.

2 Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Flemming

      Velkommen til min blog og mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Ja der måtte jo være en verden udenfor Facebook, men jeg havnede i ‘Linux for begyndere’, fordi en ven anbefalede gruppen, og det har jeg ikke fortrudt.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.