Livet uden arbejde

Det pragtfulde pensionistliv

Jeg faldt over denne skønne tegning på Facebook, og da 2/3 af de hidtidige respondenter på den lille enquete i bunden af artiklen er udenfor arbejdsmarkedet, må den have en omtale. [Jow, jow, jeg prøver at rette ind].

Mit liv ligner på mange punkter tegningen herover. Ligner dit liv mit? Måske er det andre ting, du lægger i “time for fun and play” – vi kan jo ikke alle læse (tyske) kirkebøger?

“slow mornings”: Jeg elsker mine langsomme morgner med en hel kande Blå Irma-kaffe med god mælk fra Thiese, som jeg ikke skal dele med nogen. Ingen forstyrrer mig, og jeg kan planlægge dagens aktiviteter. Se TV Avisen kl. 7:00, skrive på min hjemmeside, glo på vejret osv.

“a good conversation” kan dreje sig om meget forskelligt. Nogle gange har man ikke selv meget at komme med, men måske anbefaler samtalepartneren en god podcast på DR Lyd eller en spændende TV-serie på DR. Nogle gange hæver samtalen sig op på et metaplan og andre gange er den jordnær, hvor man egentlig bare vil høre, om der stadig er liv i den anden og “holde de sociale forbindelseskanaler åbne”. Sådan er det jo med samtaler.

Og “day naps”: Der er intet så skønt som at tage en lur midt på dagen og at vide, at det kan man gøre med god samvittighed. Er man døsig, kan man lægge sig, er man ikke, kan man lade være.

Der er så meget frihed.

Da jeg ikke kunne forestille mig et liv uden at arbejde

Jeg har været så dum at lægge hele min identitet i mit arbejde, så da de “alle” i 2015 sagde “Vi synes, det ligner en pension” var mit svar “Det kan I godt glemme”.

Ergo forsøgte jeg mig med seks fleksjobs, der alle gik dårligere og dårligere. Det indså “alle”, undtagen jeg selv.

Jeg forsøgte at fylde varer op i Bilka i Hundige, men jeg holdt kun 1½ dag, for jeg kunne ikke huske, hvor de skulle stå, og jeg kunne ikke finde vej derud. Til sidst kunne jeg ikke passe et “svagpisserjob” på vist 4-6 timer om ugen hos Interflora hjemme ved egen telefon og PC. Det var ikke Hvidovre Kommune, der pressede mig; det var mig, der pressede kommunen.

“Alle” var:

• psykologen i Psykiatrifonden (hende jeg holder ved)
• arbejdsmarkedsrådgiveren i Psykiatrifonden
• kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien
• min bisidder fra SIND.

Jeg var ganske enkelt ikke klar til at blive pensioneret i 2015. I 2021 var jeg derimod meget klar. Da jeg ringede til min sagsbehandler og sagde “Det går ikke; du må søge pension til mig”, var der ingen palaver. Jeg tror, han havde ventet på, det ville ske. Han spurgte mig, hvilke erklæringer han skulle indhente, og det rettede han sig efter. Den slags kan jeg jo godt lide 🙂

Dagen i rehabiliteringsteamet var dobbelt: Jeg var rystende nervøs og forberedt til tænderne. Jeg kunne de 50 sider (det højst tilladte antal) udenad. Det var i 2021 (vist den 13. marts) og altså under pandemien, derfor blev mødet holdt på Teams. Jeg sad med psykologen på min venstre side i hendes daværende klinik i Høje Taastrup. Hun havde på forhånd flere gange sagt “Hvis du får afslag, går vi sgu i ‘Aftenshowet’ “.

Men der blev ikke behov for at gå i ‘Aftenshowet’. De indstillede på det foreliggende til pension, og formanden for rehabiliteringsteamet sagde, da de kom retur fra den korte votering, “Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig”. Den sætning glemmer jeg aldrig, for det var sandt. Og så var jeg leveret. Jeg græd af lettelse. Heldigvis var psykologen der.

Som med et trylleslag var alle bekymringerne fra de seneste otte år væk. Udefrakommende pres (som vi sædvanligvis kalder stress) og bipolar affektiv sindslidelse er en meget dårlig cocktail. Det vil også sige, at jeg stort set blev “rask”, da det udefrakommende pres forsvandt. Pludselig var kampen slut. Jeg kan stadig blive berørt ved tanken om den dag i rehabiliteringsteamet. Hvis jeg bliver 90 år, har en tredjedel været godt.

Til tider tænker jeg på, om jeg bare har snydt hele borgermusikken, eftersom jeg glimrende kan koncentrere mig 12-16 timer hjemme ved det gotiske – evt. på tysk. Gad vide hvordan det ville gå, hvis jeg atter forsøgte at arbejde? Det var jo egl. det, jeg forsøgte bare at planlægge i sommeren 2023. Det resulterede i to måneder på psykiatrisk afdeling formentlig med en “indvendig depression”. Jeg må hellere lade være.

Jeg læser p.t. to bøger

1. udsnit af “Dansk kirkeret” af August Roesen (1976), hvor jeg prøver at lære reglerne for god ministerialbogsførelse. Jeg elsker en sætning som denne “De to eksemplarer af kirkebøgerne må ikke nogen nat opbevares under samme tag”. Den stammer fra et reskript fra 1812 (de fortrykte skemaer blev indført i 1812, hvor der kom orden i tingene), og vidner selvfølgelig om en tid med bindingsværk og stråtage, hvor adskillige præstegårde på landet brændte ned til grunden og med dem forsvandt sognets historie som dug for solen.
   • Jeg læste engang om mennesker med Aspergers syndrom, at det er helt normalt, at de bliver højt specialiserede på et meget lille område. Det vil jeg også! På psykiatrisprog kaldes det for at “dyrke sine særinteresser”. Til gengæld aner jeg ikke en brik om film, kunst og mange andre ting.
2.  “En bog om hukommelsen” af Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen, FADLs forlag 2013. Jeg købte den i maj 2015, men fik den aldrig læst. Dengang kunne jeg jo ikke læse. Nu er tiden kommet. Den er utrolig velskrevet og lige til at gå til. Jeg kan godt huske, da jeg mistede hukommelsen … Det var slemt:
   • forestil dig, at du ikke kan huske, hvordan du kommer til arbejde, selvom du både har haft samme bolig og samme arbejdsplads i årevis
   • forestil dig ikke at kunne rejse længere, fordi du er bange for ikke at kunne finde hjem til dit hostel/hotel. Nu går det meget bedre, så jeg vil til Frankfurt (Oder).

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.