Indlæg

Rejsen til Tyskland var en fiasko

Rejsen til Tyskland var en fiasko

Slægtsforskning i Tyskland

Rejsen til Tyskland var en fiasko

Jeg er hjemme igen, og hvor har jeg dog savnet min computer, mit skrivebord og de mange forskellige tilbagevendende rutiner i kalenderen. De udgør de første faste minutter af min dagligdag, inden nye opgaver i slægtsforskning og andet holder deres indtog.

Rejsen til Tyskland var en fiaskoFor fremtiden bliver jeg hjemme, for jeg kan ikke længere rejse.

Der gik for meget tid med at være utryg/ængstelig/angst for det ukendte fx bare at køre den forkerte retning med en bus, at komme for sent til togafgange, at miste ting osv.

Jeg kan ellers godt lide den bastante tyske mad men mistede appetitten og tabte et par kilo (men det gør nu ikke noget). Manglende appetit er ofte udtryk for en mental stresstilstand.

Jeg fik det først bedre, da jeg lod som om, jeg var hjemme og lavede noget af det, jeg plejer at gøre, men det kunne jeg jo i realiteten have gjort både bedre og billigere i Hvidovre.

Jeg fjernede det indefra kommende pres, og så gik det straks meget bedre.

Jeg glæder mig dog over, at det var rejsen, der var en fiasko – ikke mig! På onsdag vil jeg evaluere rejsen sammen med psykologen, der altid kan uddrage noget positivt af enhver fortælling. Hun vil måske sige, at det var kompetent at vide, hvordan jeg kunne få det bedre?

Jeg bryder mig ikke om det ukendte

Jeg må erkende, at jeg hader forandringer i form af “det ukendte”, og dem er der selvfølgelig mange af på en rejse. Jeg er ellers temmelig berejst med bare mig og min 70 liters rygsæk, men det er mere end ti år siden, jeg har været uden for Danmarks grænser. Og min verden så anderledes ud dengang.

Jeg savnede min kugledyne og hadede en madras, man sank helt ned i. Det bidrog til den manglede tryghed = ængsteligheden. Pludselig står det tydeligt for mig, hvad en kugledyne gør. Det tænker jeg jo ikke over til hverdag, når de ti kilo bare omslutter mig.

For mange planer

Jeg havde for mange planer og ville nå for meget set i relation til min aktuelle formåen. Hvad det konkret er, der har ændret sig, ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg havde glemt at tage i betragtning.

Fra nu af finder slægtsforskning i Tyskland sted fra Hvidovre. Jeg synes ellers, jeg taler og forstår det tyske sprog forholdsvis godt, men det skulle først trækkes op af glemslen, så det gik først uden de store anstrengelser, da jeg skulle til at hjem – og der var det lige sent nok.

Det er svært at gå på et tysk lokalarkiv, for systemet er så forskelligt fra vores. De bad mig være mere konkret, men jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne mere konkret, end jeg var bevæbnet med navne, adresser, erhverv og datoer.

Det er svært at vide, hvad man skal spørge efter, når man ikke ved, hvad de har. Det synes jeg, de kunne have vejledt bedre om.

En ældre mand fortalte en masse, som jeg forstod højst 20 pct. af, for det var før, det gik op for mig, at jeg skulle starte enhver samtale med at sige “Jeg er udlænding, og taler ikke så hurtigt”. Når man kan noget, og det lyder rigtigt, tager de forståeligt nok ikke hensyn.

Frankfurt an der Oder er trods alt en dejlig by

Alt det ovenstående skal selvfølgelig ikke overskygge, at Frankfurt an der Oder er en dejlig grøn, overskuelig og rolig by. Når man siger det, bliver de glade for at høre det og fortæller, at mange synes, der sker for lidt. Jeg kan godt lide, når der ikke sker for meget.

Vi har også snublesten i Danmark, men alligevel er det specielt at stå på den centrale “Brunnenplatz” og se disse to for et jødisk ægtepar, der brutalt blev myrdet i Auschwitz i 1944.

Rejsen til Tyskland var en fiasko

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

12-årig alene til Tyskland fra Kurdistan

12-årig alene til Tyskland fra Kurdistan

Udveksling af livshistorier

12-årig alene til Tyskland fra Kurdistan

Efter at have købt billet til i morgen fra Frankfurt (Oder) til Berlin Hbf. var jeg retur på hotellet ca. 10:30. Jeg købte en alkoholfri Weissbier mit hefe og satte mig udenfor.

En sydlandsk udseende mand sad også alene og inviterede mig hen til sit bord, og ja hvorfor ikke få en snak? Det er faktisk noget af det, jeg kan lide ved at rejse alene: jeg møder altid nogen og bilder mig ind, at det går lettere, end hvis man rejser sammen, fordi man der har nok i hinanden.

Vi udvekslede først almindelighederne: hvor er du fra, hvad laver du, hvor gammel er du osv.?

Han er fra Hamburg, han kører godstog rundt i Tyskland og sydpå og er 57 år. I ved hvor jeg er fra, hvad jeg laver, og hvor gammel jeg er.

Så fik jeg hans livshistorie, der gjorde indtryk

Så vidt jeg forstod alt det følgende:

De første måneder

I slutningen af 70’erne var der (også) krig i Kurdistan, og landsdelen var stærk forarmet. Hans forældre syntes, det skulle gå ham bedre, end det gik dem selv, så de sendte ham alene til Hamburg. Han var 12 år, havde ingen penge, kendte ikke en sjæl og talte ikke tysk. Åh herregud den stakkels dreng.

De første tre (eller seks?) måneder var han i en form for opsamlingslejr sammen med 2-300 andre tyrkiske børn. Han havde stadig ingen penge men skabte sig en “forretning” ved at købe og sælge stoffer. Det gjorde de allesammen. Og selvfølgelig tog de også selv stoffer.

De første seks måneder græd han sig i søvn hver aften, fordi han savnede sin mor. Han forstod stadig ikke sproget, for på det sted var der ingen skolegang.

På et “Heim”

Herefter kom han til et “hjem” (“Heim” – jeg ved ikke, hvad vi siger på dansk), hvor der var ansat pædagogisk personale, og hvor han begyndte at gå i skole. Der boede han nogle år, hvor han gjorde skolegangen færdig.

Da han var 14, traf han en tre år ældre tysk pige/kvinde. De blev straks forelskede, og da de begge blev myndige, giftede de sig. Han er muslim, hun er kristen. De udveksler synspunkter og synes, det er både spændende og vigtigt at lære af den anden.

Derefter

Han uddannede sig til teknisk tegner, men det harmonerede ikke med stofindtagelsen, og senere stødte også et alkoholmisbrug til. Hans kone havde ingen misbrugsproblemer. Hun er nu ansat på et plejehjem.

Der var en årrække, som jeg ikke kan placere. Men han fik bugt med misbrugsproblemerne 

Han etablerede sig som selvstændig, og var selvstændig bagermester i 15 år. I løbet af de år blev han far fire gange og har nu også et barnebarn. Coronatiden satte en stopper for bageriet, han gik personligt konkurs, og pludselig stod han midt i det store intet og vidste ikke, hvad han skulle stille op med sig selv.

Depressionen vendte op og ned på det hele

Ikke overraskende fik han en depression, og jeg er den første til at forstå ham. Han havde kæmpet og kæmpet med livet, med misbruget, med sproget, med savnet, med stort set alt, og nu stod han tilbage i et tomrum. Det udløser nemt en depression.

En dag lettede depressionen som dug for solen, og han spurgte sig selv, hvad han nu skulle lave. Jeg forstod ikke helt, hvad der fik ham til at uddanne sig til togfører med cargo, men sådan blev det. Det er en 1-årig uddannelse med otte timers skolegang hver dag plus lektier og med mange tests. Han bestod og har nu kørt tog, siden han blev færdig.

Jobbet er velbetalt med mange forskellige bonusordninger og samlet set kører man kun halvdelen af månedens dage. Man er altid to sammen på vagten af sikkerhedshensyn. 

Kreditorerne fra konkursen er betalt en efter en, fordi han rettede henvendelse til dem og spurgte, om der kunne laves en ordning.

To liv op ad bakke

Jeg resumerede meget kort min historie, og vi blev enige om, at vi egl. begge kunne være stolte af os selv, da det har været to liv op ad bakke. Vi har kæmpet, kampen er slut, og vi har vundet.

Sådan en fantastisk samtale havde jeg ikke ventet en tirsdag formiddag i Frankfurt an der Oder.

Havde du?


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

På skovkirkegård i Frankfurt Oder

På skovkirkegård i Frankfurt Oder

Slægtsforsker “i marken”

På skovkirkegård i Frankfurt Oder

Det er søndag, og byen er dejligt stille.

Ved 13-tiden stilnede regnen af, og efter en Weissbier mit hefe (Alkoholfrei), en stor stærk kaffe og en Nutella-crepe tog jeg mig sammen til ikke bare at glo ud i luften på torvet eller ind i skærmen på iPad’en på hotelværelset.

Som slægtsforsker “i marken” er kirkegårdsbesøg en nyttig foreteelse. Man kunne jo “møde nogen, man kendte”. Google Maps fortalte hvilken bus, der kørte dertil, og det var uden omstigning, så jeg antog, at jeg kunne finde ud af det.

Jeg kunne imidlertid ikke finde ud af at købe en billet, da de prædestinerede steder ikke sagde mig noget. Hvordan skulle man vide, hvad “Frankfurt AB” betød? En sød gammel dame forærede mig uden videre en billet, og fortalte derefter, at det med AB betød rundt om byen (vist nok). De spurgte, hvor jeg skulle hen, og da jeg svarede “am Friedhof”, spurgte de, om jeg ville til den nye eller den gamle. Jeg foretrak den gamle, men så skulle jeg have været et helt andet sted hen. Men pyt nu med det. 

Ni stoppesteder senere kom jeg af i noget, der lignede en forstad. Og der er lige det med mig og Google Maps, at jeg altid får en længere tur ud af det end nødvendigt.

“Gå mod sydøst” eller “Gå mod vest” siger mig absolut intet. Og når der ikke er gadeskilte med vejnavne, tager jeg nemt en rundtur. Det er så irriterende, når den siger “Beregner ny rute”, og afstanden til målet bliver længere fremfor kortere. Jeg er idiot til den slags.

Men jeg fandt da kirkegården til sidst, og den er enorm, og den er tilsvarende flot. Det er, hvad vi i Danmark kalder en skovkirkegård. Utrolig smukt anlagt og mindst på størrelse med Vestre Kirkegård i København, der er den største kirkegård, jeg kender. Stierne lå tæt ind imellem birketræer og andre træer.

Det lykkedes at finde en gammel afdeling med krigsgrave, hvor det mest var tætskrevne jern-mindeplader, der lå række op og række ned – praktisk nok ordnet alfabetisk efter efternavne … Det virkede lidt specielt.

Jeg mødte ikke nogen, jeg “kendte”, hverken i denne afdeling eller i de øvrige afsnit, jeg gik rundt i, men det var nok også for meget forlangt.

Men det var en meget smuk kirkegård. Sådan nogle burde vi også anlægge i Danmark.

Jeg gik hjem igen

Det så ud som om, der kun var et par kilometer tilbage til hotellet. Vejret var fornemt, så hvorfor ikke spadsere – også selvom jeg nok kunne få gjort to kilometer til tre? 🙂

Da jeg først havde fundet ud fra kirkegården, hvor der jo ikke er gadenavne, der er kendt af Google, lykkedes det overraskende godt at finde retur til hotellet. Turen blev ikke alt for meget forlænget. Og jeg nåede det, mens der stadig var strøm på telefonens batteri. Der er altid det der lille stressmoment, om man når det, mens der langsomt tælles ned, også selvom man slår den batteribesparende funktion til.

Jeg har noget bøvl med den højre svang. Det er som om, jeg er blevet platfodet, og svangen mangler den “trampolineffekt”, den burde have. Jeg oplevede det også derhjemme, men troede det var gået i sig selv. Jeg må vel gå til lægen, selvom jeg har svært ved at se, hvad hun skulle gøre ved det.

Men sådan er der så meget.

Jeg har klaret endnu en dag.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Grüß Gott geht nicht – 2

Grüß Gott geht nicht - 2

Positive tanker fra Frankfurt (Oder)

Grüß Gott geht nicht – 2

Ovenpå gårsdagens knapt så positive post må I have alternative tanker fra Frankfurt an der Oder, som er en rigtig hyggelig og venlig by.

Her er fyldt med kollektiv trafik: masser af sporvogne og mange megalange busser, der ikke kører på diesel. I det hele taget virker alt til at være meget mere “umweltfreundlich” end i Danmark.

Fortovene er kombinerede gang- og cykelstier, hvor alle tager hensyn til hinanden, hvorfor det fungerer. Det var aldrig gået i København, hvor cyklisterne havde kørt de gående ned med en gennemsnitshastighed på 25 km. i timen.

Mange steder gennemskæres selv store trafikårer af fine, små grønne parker.

Byen og indbyggerne virker utrolig afslappede. Jeg ved ikke, hvad man ville sige på tysk, men på engelsk ville man formentlig sige “relaxed”. Mange fædre er optagede af deres børn uanset deres (altså børnenes) alder.

På det store torv ved “Oderturm” ligger min favorit-café. En køn cirka femårig pige med kraftige dybsorte rottehaler, der ser ud som om, hun er fra Costa Rica, Haiti eller deromkring, kører frem og tilbage på et lille løbehjul. Endnu kan hun ikke vende, mens hun kører, så hver gang, hun skal den anden vej, må hun stå af og løfte løbehjulet, så det vender rigtigt.

En mand spiller lidt sørgmuntert på guitar; det lyder godt, og havde jeg kontanter, vil jeg spæde lidt til hatten. En kattedame uden katte halvvejs ligger ned på den ene bænk efter den anden. Håret er gråt, og hun har det vist ikke så godt.

Man guffer is og er overvægtige. Mange flere end i Danmark er rygere, og der står askebægre overalt.

Her står mange mindesmærker fra DDR-tiden – blandt andet en stor søjle med den russiske stjerne, datoen den 5. maj 1945 og så en masse navne med kyrilliske bogstaver. Det er muligvis navnene på de unge mænd, der gav deres liv for den russiske bjørn.

Her hænger stadig plakater fra valget til Europa-parlamentet, og en skræmmende stor del af dem er for AfD med tekst om noget med migration (jeg husker ikke lige, hvad der står, men meningen er klar nok).

Hvad er gået galt?

Nu, hvor jeg lader som om, jeg er hjemme, har jeg det godt nok. Jeg har fjernet det indefrakommende pres på mig selv, så følelsen af uformåenhed er borte.

Men selvfølgelig spørger jeg mig selv, hvad der er gået galt, når diskrepansen til forventningerne er så stor? Og hvorfor kan jeg ikke længere være rejsende, når jeg tidligere har brugt så meget tid og så mange penge på det?

Jeg ved ikke, hvad jeg på forhånd burde have indset. Der var et tiår, hvor jeg af mange årsager end ikke havde et pas, og hvor jeg ikke havde så meget som en 25-øre at omsætte i tog- eller flybiletter. 

Lige så meget som jeg glædede mig til at komme afsted, lige så meget glæder jeg mig nu til at være retur ved min 43” skærm i 2650 Hvidovre. Jeg siger som Dan Turell: “Jeg holder af hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen”, og det er heldigvis  også dem, der er flest af.

Jeg ser frem til at evaluere rejsen med psykologen, der altid kan finde noget positivt i alt, hvad jeg kommer med, hvilket er godt, for det er det, der bringer mig videre som menneske. Det er læringen. Sådan bliver jeg klogere på mig selv.

Selv kan jeg dog tænke mig frem til én ting, og det er, at jeg hader omskiftninger og forandringer. Og det gør atter, at jeg må finde på et eller andet, når jeg i efteråret skal have malet hele lejligheden. Ellers bliver det meget lange to uger.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.