Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Satte det på plads med psykologen

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Efter mange, mange samtaler med psykologen ved jeg, at jeg aldrig går forgæves! Jeg har 100 lydfiler med vores samtaler.

Jeg har simpelthen Danmarks dygtigste psykolog – og jeg er noget bekymret over, hvad jeg skal gøre, når hun bliver gammel nok til at gå på pension om vist fire år. Jeg finder jo ikke bare en anden.

Før Anette har jeg haft et utal af “hjælpere”, men hun er den første, der har mødt mig lige præcis der, hvor jeg nu en gang er. Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, og at jeg hverken skal tegne, male eller stå på et ben … eller hvilke forslag, der nu kunne dukke op. Min tilgang til livet og verden er analytisk, og den følger hun. Hun har aldrig nogensinde forsøgt at lave om på mig. Hun har måske vænnet sig til mig … 🙂

Vi er der, hvor jeg ikke længere kommer med “store ting”, for dem er der ryddet grundigt ud i, men det var der så sandelig også behov for. Nu er det mest “justeringer” af dagligdags hændelser. Jeg er tryg ved, at jeg kan dukke op med både stort og småt. 

Det er indregnet i budgettet som en omkostning ved at være i live.

Konklusionen er:

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst. Rejsen var ikke udelukkende en fiasko.

Vi vendte turen til Tyskland, og det var dejligt at få den sat endeligt på plads. Jeg havde gået rundt en lille uge og været lidt ved siden af mig selv og ikke kunnet få gang i hverdagen igen.

Jeg kom både frem og tilbage til Frankfurt (Oder), hvilket for bare et par år siden havde været helt utænkeligt. I 2017 kunne jeg fx dårligt tage med Folkekirkens Nødhjælp på seminar på Nyborg Strand. Et år eller to senere gik det ikke at tage på Borups Højskole inde ved Holmens Kanal i fem dage – på dag et tog jeg hjem med et angstanfald i bagagen. Havde jeg lyst til den slags udskejelser nu, tror jeg, det ville gå, men det har jeg ikke, for der er for mange deltagere til min smag. For mig er fem personer (for) mange.

Ubehaget, utrygheden og ængsteligheden fyldte for meget. Det var bare ikke fedt hele tiden at skulle navigere i ukendt farvand. Skulle udlængslen atter gribe mig, håber jeg, at jeg vil komme i tanke om dette. Jeg er ganske enkelt gladest herhjemme ved mine egengenerede projekter. Nogle kan mene, det er mærkeligt, men sådan er det.

Jeg hader forandringer, hvilket er et normalt autistisk træk. Det havde jeg bare glemt, fordi min autisme ikke fylder for mig. Måske mener nogle, at jeg er vældig autistisk, men det synes jeg ikke selv.

Og så er der vel også noget aldersbetinget ved det:

  • Før i tiden hoppede jeg på en bus og regnede med, at det var den rigtige retning. Og var det forkert, hoppede jeg bare af og kørte den modsatte vej. Den tid er ovre.
  • Nu vil jeg fx helst vide, hvad der står på toget, hvornår det kører, hvilket spor det kører fra, hvor mange stop der er undervejs, hvornår det ankommer og hvad det koster.
  • Og jeg vil gerne have en god tidsmæssig margin, så jeg ved, at jeg ikke kommer for sent. Jeg hader at komme for sent – eller rettere: Jeg tror ikke, jeg nogensinde er kommet for sent.

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Rejsen til Tyskland var en fiasko

Rejsen til Tyskland var en fiasko

Slægtsforskning i Tyskland

Rejsen til Tyskland var en fiasko

Jeg er hjemme igen, og hvor har jeg dog savnet min computer, mit skrivebord og de mange forskellige tilbagevendende rutiner i kalenderen. De udgør de første faste minutter af min dagligdag, inden nye opgaver i slægtsforskning og andet holder deres indtog.

Rejsen til Tyskland var en fiaskoFor fremtiden bliver jeg hjemme, for jeg kan ikke længere rejse.

Der gik for meget tid med at være utryg/ængstelig/angst for det ukendte fx bare at køre den forkerte retning med en bus, at komme for sent til togafgange, at miste ting osv.

Jeg kan ellers godt lide den bastante tyske mad men mistede appetitten og tabte et par kilo (men det gør nu ikke noget). Manglende appetit er ofte udtryk for en mental stresstilstand.

Jeg fik det først bedre, da jeg lod som om, jeg var hjemme og lavede noget af det, jeg plejer at gøre, men det kunne jeg jo i realiteten have gjort både bedre og billigere i Hvidovre.

Jeg fjernede det indefra kommende pres, og så gik det straks meget bedre.

Jeg glæder mig dog over, at det var rejsen, der var en fiasko – ikke mig! På onsdag vil jeg evaluere rejsen sammen med psykologen, der altid kan uddrage noget positivt af enhver fortælling. Hun vil måske sige, at det var kompetent at vide, hvordan jeg kunne få det bedre?

Jeg bryder mig ikke om det ukendte

Jeg må erkende, at jeg hader forandringer i form af “det ukendte”, og dem er der selvfølgelig mange af på en rejse. Jeg er ellers temmelig berejst med bare mig og min 70 liters rygsæk, men det er mere end ti år siden, jeg har været uden for Danmarks grænser. Og min verden så anderledes ud dengang.

Jeg savnede min kugledyne og hadede en madras, man sank helt ned i. Det bidrog til den manglede tryghed = ængsteligheden. Pludselig står det tydeligt for mig, hvad en kugledyne gør. Det tænker jeg jo ikke over til hverdag, når de ti kilo bare omslutter mig.

For mange planer

Jeg havde for mange planer og ville nå for meget set i relation til min aktuelle formåen. Hvad det konkret er, der har ændret sig, ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg havde glemt at tage i betragtning.

Fra nu af finder slægtsforskning i Tyskland sted fra Hvidovre. Jeg synes ellers, jeg taler og forstår det tyske sprog forholdsvis godt, men det skulle først trækkes op af glemslen, så det gik først uden de store anstrengelser, da jeg skulle til at hjem – og der var det lige sent nok.

Det er svært at gå på et tysk lokalarkiv, for systemet er så forskelligt fra vores. De bad mig være mere konkret, men jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne mere konkret, end jeg var bevæbnet med navne, adresser, erhverv og datoer.

Det er svært at vide, hvad man skal spørge efter, når man ikke ved, hvad de har. Det synes jeg, de kunne have vejledt bedre om.

En ældre mand fortalte en masse, som jeg forstod højst 20 pct. af, for det var før, det gik op for mig, at jeg skulle starte enhver samtale med at sige “Jeg er udlænding, og taler ikke så hurtigt”. Når man kan noget, og det lyder rigtigt, tager de forståeligt nok ikke hensyn.

Frankfurt an der Oder er trods alt en dejlig by

Alt det ovenstående skal selvfølgelig ikke overskygge, at Frankfurt an der Oder er en dejlig grøn, overskuelig og rolig by. Når man siger det, bliver de glade for at høre det og fortæller, at mange synes, der sker for lidt. Jeg kan godt lide, når der ikke sker for meget.

Vi har også snublesten i Danmark, men alligevel er det specielt at stå på den centrale “Brunnenplatz” og se disse to for et jødisk ægtepar, der brutalt blev myrdet i Auschwitz i 1944.

Rejsen til Tyskland var en fiasko

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

12-årig alene til Tyskland fra Kurdistan

12-årig alene til Tyskland fra Kurdistan

Udveksling af livshistorier

12-årig alene til Tyskland fra Kurdistan

Efter at have købt billet til i morgen fra Frankfurt (Oder) til Berlin Hbf. var jeg retur på hotellet ca. 10:30. Jeg købte en alkoholfri Weissbier mit hefe og satte mig udenfor.

En sydlandsk udseende mand sad også alene og inviterede mig hen til sit bord, og ja hvorfor ikke få en snak? Det er faktisk noget af det, jeg kan lide ved at rejse alene: jeg møder altid nogen og bilder mig ind, at det går lettere, end hvis man rejser sammen, fordi man der har nok i hinanden.

Vi udvekslede først almindelighederne: hvor er du fra, hvad laver du, hvor gammel er du osv.?

Han er fra Hamburg, han kører godstog rundt i Tyskland og sydpå og er 57 år. I ved hvor jeg er fra, hvad jeg laver, og hvor gammel jeg er.

Så fik jeg hans livshistorie, der gjorde indtryk

Så vidt jeg forstod alt det følgende:

De første måneder

I slutningen af 70’erne var der (også) krig i Kurdistan, og landsdelen var stærk forarmet. Hans forældre syntes, det skulle gå ham bedre, end det gik dem selv, så de sendte ham alene til Hamburg. Han var 12 år, havde ingen penge, kendte ikke en sjæl og talte ikke tysk. Åh herregud den stakkels dreng.

De første tre (eller seks?) måneder var han i en form for opsamlingslejr sammen med 2-300 andre tyrkiske børn. Han havde stadig ingen penge men skabte sig en “forretning” ved at købe og sælge stoffer. Det gjorde de allesammen. Og selvfølgelig tog de også selv stoffer.

De første seks måneder græd han sig i søvn hver aften, fordi han savnede sin mor. Han forstod stadig ikke sproget, for på det sted var der ingen skolegang.

På et “Heim”

Herefter kom han til et “hjem” (“Heim” – jeg ved ikke, hvad vi siger på dansk), hvor der var ansat pædagogisk personale, og hvor han begyndte at gå i skole. Der boede han nogle år, hvor han gjorde skolegangen færdig.

Da han var 14, traf han en tre år ældre tysk pige/kvinde. De blev straks forelskede, og da de begge blev myndige, giftede de sig. Han er muslim, hun er kristen. De udveksler synspunkter og synes, det er både spændende og vigtigt at lære af den anden.

Derefter

Han uddannede sig til teknisk tegner, men det harmonerede ikke med stofindtagelsen, og senere stødte også et alkoholmisbrug til. Hans kone havde ingen misbrugsproblemer. Hun er nu ansat på et plejehjem.

Der var en årrække, som jeg ikke kan placere. Men han fik bugt med misbrugsproblemerne 

Han etablerede sig som selvstændig, og var selvstændig bagermester i 15 år. I løbet af de år blev han far fire gange og har nu også et barnebarn. Coronatiden satte en stopper for bageriet, han gik personligt konkurs, og pludselig stod han midt i det store intet og vidste ikke, hvad han skulle stille op med sig selv.

Depressionen vendte op og ned på det hele

Ikke overraskende fik han en depression, og jeg er den første til at forstå ham. Han havde kæmpet og kæmpet med livet, med misbruget, med sproget, med savnet, med stort set alt, og nu stod han tilbage i et tomrum. Det udløser nemt en depression.

En dag lettede depressionen som dug for solen, og han spurgte sig selv, hvad han nu skulle lave. Jeg forstod ikke helt, hvad der fik ham til at uddanne sig til togfører med cargo, men sådan blev det. Det er en 1-årig uddannelse med otte timers skolegang hver dag plus lektier og med mange tests. Han bestod og har nu kørt tog, siden han blev færdig.

Jobbet er velbetalt med mange forskellige bonusordninger og samlet set kører man kun halvdelen af månedens dage. Man er altid to sammen på vagten af sikkerhedshensyn. 

Kreditorerne fra konkursen er betalt en efter en, fordi han rettede henvendelse til dem og spurgte, om der kunne laves en ordning.

To liv op ad bakke

Jeg resumerede meget kort min historie, og vi blev enige om, at vi egl. begge kunne være stolte af os selv, da det har været to liv op ad bakke. Vi har kæmpet, kampen er slut, og vi har vundet.

Sådan en fantastisk samtale havde jeg ikke ventet en tirsdag formiddag i Frankfurt an der Oder.

Havde du?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Succes på Industrimuseet i Guben

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i GubenEndelig succes på rejsen til Tyskland.

Jeg havde på forhånd truffet aftale med lederen af Industrimuseet i Guben, der blandt andet rummer en specialudstilling om den hattefabrikation, der begyndte for 202 år siden, og som var en enorm succes med eksport til Holland, Belgien og England allerede midt i 1800-tallet.

Museet har normalt lukket om mandagen, men bare på grund af mit besøg var hun og to af hendes kolleger parate.

De havde lavet kaffe og fundet kager frem. Jeg havde glædet mig meget, og det var ganske tydeligt, at de også var interesserede i at høre om hatteproduktion i Danmark. Og det kan jeg jo godt berette lidt om.

Min indledende interesse var at finde ud af, om det var på deres fabrik, min oldefar  – Wilhelm Rudolf Stegemüller – uddannede sig til hattemagermester, inden han kom til Brede.

Det havde vi dog på forhånd fastslået, at det næppe var. Guben var imidlertid centrum for flere hattefabrikker herunder “Berlin – Gubener – Hutfabrik (BGH)”, hvor direktør Daverkosen fra Brede Klædefabrik købte de maskiner, der blev brugt til at starte den industrielle produktion af filthatte to dage efter min oldefar blev opført på Lyngby Politis liste over udlændinge. Så selvfølgelig er der en sammenhæng. Det var de tre søde mennesker enige med mig i.

De kender de tyske systemer

I modsætning til mig ved de, hvordan man søger på det tilgængelige materiale på arkivet i Potsdam, der rummer de arkivalier, der måske findes. Potsdam har mere end 70.000 meter arkivalier. Den unge mand kunne ret hurtigt fastslå, at der ikke findes arkivalier vedr. BGH, som har en personhenførbar indgang. Og selvom jeg kan være ganske konkret med data, er det alligevel ikke konkret nok til at gå i gang med de mange tusinde meter arkivalier.

Herudover blev store dele af materialet i Guben ødelagt under anden verdenskrig. Og det, der måtte være bevaret efter krigen, tog russerne med sig i ‘45. Hvad der evt. herefter måtte have været tilbage, blev ikke nænsomt behandlet i DDR-tiden.

Konklusionen er: At lede efter noget på arkivet i Potsdam vil være som at lede efter en nål i en høstak. Og chancen for, at de har noget, jeg skal bruge, er under en pct.

Så det dropper jeg helt. Men nu er det undersøgt, og så lægger jeg det til side for altid.

Vi har aftalt at bytte

De har en temmelig mølædt originaludgave af et festskrift “Berlin – Gubener – Hutfabrik 1888-1938”, som jeg fik lov at bladre forsigtigt i, og der var flere navne, jeg genkendte – blandt andet “Cohn”, der kom til Brede, og som på grund af sin jødiske herkomst måtte flygte til Sverige under tyskernes besættelse af Danmark. Det kan man læse om i “Søllerødbogen 2005” (så vidt jeg husker).

Uden videre spurgte de, om jeg var interesseret i at få en scannet version, for så vil de da scanne den til mig. Jamen, det er da slet ikke noget spørgsmål at stille. Det er meget, meget sødt af dem, eftersom de sikkert har meget andet at gøre end at servicere en dansk genealog.

Jeg har til gengæld lovet at sende alle de informationer og billeder, jeg har om og af hattefabrikation på Brede og fra 1913 på Skodsborg Hattefabrik A/S (produktionen flytter i 1913). Det kan der vist blive en helt god fortælling ud af – på tysk.

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Afrunding

Apropos det sproglige: Det gik ganske godt, især efter jeg spurgte, om de ville tale en smule langsommere.

Jeg fik også set museet, som er utrolig interessant, og en spændende film på 20 minutter om hattefabrikation.

Efter to timer havde jeg hatte på hjernen, og de havde sikkert også fri kl.16:00, så det var passende at sige hjerteligt farvel og tak for en dejlig eftermiddag.

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.