/1 Kommentar/i , /af ,

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Det er så sjovt at gennemgå slægtsbogen

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Sikkert kun andre genealoger (finere ord for slægtsforskere) vil forstå, hvordan man kan elske store sammenhængende datamængder. Slægtshistorie er ikke bare en samling datoer. Det er også de nulevendes erindring om fortiden, der skal skrives for at kunne blive overleveret til vores efterkommere. Derfor er det fx altid dejligt at få fat i gamle billeder, for de gør mennesker til det, de var engang og ikke bare tørre facts i en database. Datoerne er en forudsætning for den sande historie – de danner det nødvendig rammeværk. Det er op til os at fylde rammen ud.

Men tilbage til husbestyrerinderne. Hvad lavede de egentlig? Hvad bestod opgaverne af? Det kan man finde meget validt materiale om på nettet. En god side er Danmarks Radios side her, hvor de blandt andet fortæller, at “Barn ingen hindring” i et jobopslag i fortiden var en “kode” for, at der nærmere var tale om en kontaktannonce. Formuleringen gjorde, at mange enlige mødre søgte de stillinger. De kunne være enlige, fordi de aldrig havde været gift (altså havde “uægte børn”), var fraskilte eller enker efter afdøde ægtemænd.

Ca. 1950 fandtes omkring 150.000 husbestyrerinder! Det er mange, men deres historie er vist ikke fortalt, så den kan høres og ses.

I aftes sad jeg med Sofus Harald FRIIS og Alvilde KNUDSEN, f. ANDERSEN. De bliver viet af sognefogeden i Grindsted den 5. november 1926. Han er 16 år ældre end hende, og hun er fraskilt og husbestyrerinde hos ham, for de har samme adresse ved vielsen. Altså passer hun helt perfekt ind i husbestyrerindernes historiebog. Jeg er spændt på at se, om hun medbringer et barn i pladsen.

Og så kom jeg til at tænke på mormor

Jeg elskede min mormor overalt på jorden. Det er ingen hemmelighed.

Trods temmelig små kår var hun rig på kærlighed, overskud og påklædningsdukker – med tøj – klippet ud af mandagenes FamilieJournal. Hun var ude at tjene allerede som 14-årig, men hun bor dog hjemme ved folketællingen 1925, hvor hun er 15 år. Da hun som 23-årig bliver gift med min 11 år ældre morfar i Blaahøj Kirke i november 1933, har hun allerede to “uægte” børn med to forskellige mænd. Og hun er husbestyrerinde! Desværre ved jeg ikke hos hvem, hvor længe forholdet har varet, eller om hun svarede på en annonce. Gad vide om man kan finde ud af det? Det må vel kræve studier af gamle aviser?

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at pigen fra 1928 er sat i pleje (ikke bortadopteret for hun vedbliver at hedde Christensen), men også, at hun har drengen fra 1931 med sig i pladsen. Og en anden sikker ting, jeg selv husker er, at hun efter skilsmissen fra morfar altid kaldte ham for “den gamle”. Det var ikke ret pænt.

Præsten skriver ved vielsen mellem de to:

Ungkarl Arbejdsmand Carl Frederik Kristensen. Født i Skærlund, Brande Sogn, Vejle Amt, den 13. September 1899. Søn af Husmand Bertel Kristensen og Hustru Emilie Rasmine Elisabeth Schiøtt af Skærlund og Ungpige, Husbestyrerinde af Blaahøj Mary Christensen, født i Ellinge Kongepart, Højby Sogn, Holbæk Amt, d. 8. februar 1910. Datter af Maler Niels August Christensen og Hustru Anna Caroline Marie Carlsen af Højby Sogn. Forloverne: Arbejdsmand Andreas Marinus Lindsted og Arbejdsmand Anders Kristen Jensen. Viet af sognepræsten i Blaahøj Kirke. Anmærkninger: Den borgerlige Myndigheds Attest udstedt af Sognefoged Niels Møller, Omvraa 20. oktober 1933.

Hvad var der med Marinus?

Der er noget med navnet “Marinus”, der optræder blandt forloverne. Jeg kan svagt huske, hun talte om en Marinus. Gad vide om hun (også) havde et forhold til ham? Var det ham, hun var husbestyrerinde hos? En søgning i folketællingen 1930 kunne måske give svaret. Den er endnu ikke tastet for Blaahøj, så jeg har selv bladret. Den er ikke ret omfattende og er ret let at læse, så det tror jeg, jeg vil melde mig til at gøre. Hvis vi ikke hjælpes ad, kommer der jo aldrig mere søgbart i Dansk Demografisk Database.

Folketællinger er fortidens CPR. Fra 1845 rummer de også fødested, og jo længere, vi kommer op i tid, jo mere kan man stole på, hvad de udsendte tællingskommissærer noterede i skemaerne, når de gik fra hus til hus og noterede, hvem der befandt sig på matriklen, deres stilling i hustanden, fødselsdato osv. Folketællingerne er et rigtig godt input og det er utrolig værdifuldt, at så mange mennesker har brugt tid på at taste millioner af skemaer.

Jeg ved simpelthen ikke, hvor mormor befinder sig den 5. november 1930. Jeg kan ikke finde hende i Blaahøj. Til gengæld fandt jeg til min store overraskelse morfar som “Tjenestekarl” i Hallundbæk med den interessante tilføjelse, at han året før var i Kastrup, hvilket bekræftes af hans egen fortælling om sit liv. Han tog til København for at arbejde – og hans sjak turede byen rundt i nattelivet.

Og jeg får absolut ingen resultater, når jeg prøver de mere avancerede søgemetoder blandt de indtastede data i 1930. Drengen, Hans Juhl CHRISTENSEN, fra 1931 er født i Øster Starup Sogn, som ligger i Brusk Herred, Vejle Amt. Selv hedder hun Mary CHRISTENSEN og er født i Højby, som det også fremgår af kirkebogsudskriften ved vielsen. Min mor blev født i Blaahøj i 1935.

Tankerne ledes hen på “Fødselsanstalten i Jylland” – Fij

Længe før aborten blev fri (sidstnævnte er jeg selv vældig tilfreds med at den ikke var i 1963), oprettedes i Aarhus i 1910 FiJ, der førte egne kirkebøger. FiJ står for “Fødselsanstalten i Jylland”, der var pendanten til, at man kunne føde på Fødselsstiftelsen i København, evt. som “Hemmeligt fødende”, hvis man nægtede eller bare ikke kunne oplyse faderens navn.

Museum KØN har en rigtig spændende og oplysende artikel om anstalten her. Både gifte og ugifte kunne føde på FiJ. De ugifte kunne her skjule skammen over det uægte barn, men de fik en markant dårligere behandling end de gifte kvinder: eksempelvis fik de dårligere kost. Man tror næppe sine egne øjne, når man læser om det. Men sådan var virkeligheden.

Forleden fandt jeg tilfældigt et menneske, der var født på Fødselsanstalten i Jylland. Moderen var fra Blaahøj. Jeg medtager altid inskriptionerne sammen med kildeangivelserne, så du kan se blandt kilderne (nr. 2), at moderen var surprise: Husbestyrerinde, da hun fire år senere gifter sig.

På en eller anden måde hænger historierne sammen. I hvert fald i mit hoved 🙂

/i , /af ,

Korrespondance med professor Lone Simonsen

Korrespondance med professor Lone Simonsen på RUC

Morfars beskrivelse af den seneste pandemi

Korrespondance med professor Lone Simonsen på RUC

Min morfar skriver i 1976/77 om sin mors sygdom og død af den seneste pandemi:

Min Mor led af astma, som hun døjede meget med, men to år efter Fars død fik hun influenza, hendes astma overgik til tuberkulose. Hun havde besøgt moster Elisabeth, som var blevet gift med Mads Eske, og var så blevet forkølet. Kun et par år efter fik hun spansk syge, der dengang florerede, hun var syg i næsten fire år og døde i 1923.

Når hun var syg i fire år og døde i 1923, må hun være blevet smittet omkring 1919. Den spanske syge kom til Danmark i sommeren 1918. Epidemien var verdensomspændende og særdeles dødbringende.

Korrespondance med professor Lone Simonsen på RUC

Tyvstjålet fra DRs side. Det må man nok ikke…

I 1918 var der ingen penicillin. Ingen antibiotika. Blev man ramt af en bakteriel lungebetændelse, var det så godt som en dødsdom.

Der er en virkelig interessant artikel på DRs hjemmeside her. Følgende fremgår blandt andet: “Med andre ord døde der fire gange så mange mennesker som følge af Den spanske syge som under hele 1. verdenskrig, der i de samme måneder i 1918 fik sin afslutning.” Det er vildt.

Og man kan også læse sig til dette i artiklen: “Når vi står overfor sådanne nye virusepidemier, så er historiebøgerne et af vores vigtige redskaber, for historien kan fortælle os, hvad der tidligere har virket i at forsinke og bremse smittespredningen, fortæller Lone Simonsen, der er professor i folkesundhedsvidenskab ved Roskilde Universitet og er ekspert i historiske epidemier og pandemier.”

Huskede morfar rigtigt 54 år efter sin mors død?

Jeg har altid undret mig over, om man kunne være syg med Den spanske syge i fire år? Jeg har læst en del om den seneste pandemi, og det med influenzaen passer godt, jf. avisudklippet til højre, men kan resten passe?

Morfar skriver afsnittet i 1976/77, hvor han er ca. 77 år og bestemt åndsfrisk. Han var 20 år, da hans mor blev syg i 1919, og altså gammel nok til at forstå, hvad der foregik. Faktisk har han allerede i flere år haft ansvaret for et hedelandbrug på 54 tdr. land i Skjærlund i Brande Sogn i forbindelse med faderens sygdom og død i 1917. Han er altså en ung voksen og faktisk en af dem, Den spanske syge lå på lur efter. Den ramte nemlig især unge mennesker.

Præsten skriver i kirkebogen: “1923. Aftægtskone i Skærlund By, Brande Sogn, Nørvang Herred, f. i Sct. Johannes Sogn, København (1/2-1862), Datter af Købmand Johannes Carl Christian Schiøtt og Hustru Christiane Cathrine f. Schiøtt . Enke efter Husmand Bertel Christensen, Skærlund, Brande Sogn.”

Præsten nævner altså ikke pandemien. Ville han ikke have gjort det, hvis det var rigtigt?

Man må afklare sine tvivl for at fortælle historien rigtigt

Når nu Lone Simonsen er ekspert i historiske pandemier, skrev jeg simpelthen til hende men forventede ikke svar på denne side jul om nogensinde. Hvilken interesse skulle hun have i en helt almindelig slægtsforskers oldemors sygdom for 100 år siden?

Der gik fem helt bogstaveligt minutter, så var der en mail retur. Jeg var meget overrasket.

Udforskning af om influenzaen reelt var Den spanske syge

Lone Simonsen spørger til, hvornår (år, måned og dato) oldemor fik influenzaen, for så vil hun undersøge, om det er sandsynligt, at det var Den spanske syge.

Desværre har jeg kun de informationer, morfar skrev for ca. 45 år siden. Men jeg synes, hans informationer hænger sammen. Hun er syg i fire år, dør i 1923. 1923 minus de fire giver 1919.

Hertil kommer “… to år efter fars død fik hun influenza…” Og faderen, Bertel KRISTENSEN, dør faktisk i august 1917 plus de to; så er vi tilbage ved 1919.

Nu sidder jeg og venter i spænding på, om Lone Simonsen kan få noget ud af mine spage oplysninger. Når hun spørger til datoen for, hvornår influenzaen brød ud, må hun jo have konkrete data om enkeltpersoner. Hvis hun ikke kan få noget ud af dem, er det selvfølgelig fuldt forståeligt. Og så skal hun bare have tak for at være så imødekommende – og overhovedet udvise interesse for min morfars mors død for ca. 100 år siden.

Korrespondance med professor Lone Simonsen på RUCNoget andet: kan jeg lave et studie over døde tyske Civilflygtninge?

Historien fra i går om de tre små flygtningedrenge, der ikke engang bliver to år, har givet mig (endnu) en vanvittig idé: jeg vil lave et studie over døde tyske civilflygtninge kort efter kapitulationen. Der findes allerede materiale at bygge på:

  • Kirsten Lylloff: Bogen “Barn eller fjende” fra 2006: Om de omkring 10.000 uledsagede tyske børn som kom til Danmark som flygtninge under 2. verdenskrig og den efterfølgende hårde behandling af dem i isolerede lejre.
  • “Navneregister Tyske krigsflygtninge 1945 – 1947”. En stor del af registeret er udarbejdet af Inger Buchardt, der er en meget dygtig slægtsforsker, som jeg vist “kender”, fra dengang vi startede Dansk KirkegårdsIndex tilbage i 2006. Det er Arne Feldborg, der har sørget for teknikken. Danske Slægtsforskere har overtaget siden efter Arnes alt for tidlige død.

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle kunne tilføre disse mere end kompetente menneskers arbejde, men jeg kunne da starte med at læse bogen. Det kunne måske give nogle idéer til en art problemformulering/synopsis?

Det, der interesserer mig, er at sammenstille store mængder data og efterfølgende at sætte kød og blod på menneskerne bag disse data.

“Find din slægt og gør den levende” hedder en fremragende bog af Jytte Skaaning og Bente Klercke Rasmussen (nu 2018 2. udgave, 6. oplag). Åh hvor det glæder mig, at de er nået til sjette oplag, for det er virkelig en fin bog.

Jeg ved ikke, hvor min er blevet af, så jeg køber den da bare igen!

/1 Kommentar/i , /af ,

Tysk Civilflygtning død kort efter kapitulationen

Tysk Civilflygtning død kort efter kapitulationen

De blev ikke to år

Tysk Civilflygtning død kort efter kapitulationen

Jeg ledte efter noget helt andet i Ulfborg Sogns kirkebog, da jeg faldt over dette: Ringkøbing amt, Ulfborg Herred, Ulfborg Sogn, 1945-1957, KM (det betyder “Kontraministerialbog”), Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag 235 af 294 der fortæller den lille verdenshistorie: 21. maj, 25. maj og 2. juni 1945 dør tre små drenge af “Mæslinger – Lungebetændelse”. Ingen af dem når at blive to år. De er født i Tyskland. De er tyske “Civilflygtninge”. Dengang var Mæslinger og/eller lungebetændelse altså noget man døde af, når forholdene var tilstrækkeligt dårlige.

De står lige under hinanden i kirkebogen. Det gør indtryk, for det fortæller om livet og døden kort før og efter kapitulationen. To af dem dør på Staby Efterskole, som blev brugt som indkvarteringssted for tyske flygtninge. Den sidste dør i “Straasølejren”, der måske nok skal forstås som Ulfborg Kjærgaard, der umiddelbart inden og efter kapitulationen blev brugt som indkvarteringssted for flygtninge. Drengene er børn af mennesker, der ikke havde anden mulighed end at flygte, fra alt hvad de ejede og havde (som formentlig ikke var ret meget efter de allieredes massive bombninger i krigens sidste dage).

Diskrepansen er enorm

Her i december 2021 sidder jeg i mit dejlige kontor med verdens bedste computer og fuld knald på radiatoren, træt af Coronaen, mens jeg tænker på et klip fra TV Avisen 18:30 forleden, hvor flygtninge ved den polske grænse begraver et barn. Kisten er ikke ret lang. Faktisk kan den bæres af bare en mand på hver side, så hullet i den stort set frosne jord behøver heller ikke være ret stort. Barnet er vist frosset ihjel på den bare jord tæt ved grænsen. Familien kan nu gå lidt hurtigere, når de vil vandre ind i det Europa, menneskesmuglerne har fortalt er en slags himmerige. Menneskesmuglerne glemte bare at fortælle, at det nu i stedet burde hedde “Fort Europa”.

Mens vi venter på det næste pressemøde fra Spejlsalen

Danmark har nu igen “Samfundssmitte” med Covid-19. Jeg så pressemødet med administrationen i aftes. Det var ledet af Søren Brostrøm, der ved, hvad han taler om. Henrik Ullum var på plads med sine grafer. Alt tyder på, at det lige nu går pokkers stærkt med Omikronvariantens fremmarch. Den er også fundet i en spildevandsboring. Bemærk at Omikron er det 15. bogstav i det græske alfabet, og at trykket på et græsk ord ligger på tredjesidste stavelse, og når der kun er tre stavelser, bliver det altså på første stavelse og ikke alle mulige andre steder!

Er det kun mig, eller virkede embedsværket ikke en smule desperate på pressemødet? De har skaleret alt op, op, op; de har endda bedt forsvaret hjælpe til med smitteopsporingen. Og på pressemødet deltog også direktøren for Styrelsen for Forsyningssikkerhed. Det er nyt.

Hvis statsministeren i aften bebuder en ny nedlukning, bliver jeg ikke overrasket og det er måske også det bedste. De mulige kommende restriktioner vil gå på, at man bør aflyse julefrokoster, undgå såkaldte “supersprederbegivenheder” så som fester med 11.000 deltagere, fredagsbaren på Panum, der vil muligvis blive indført forbud mod udskænkning af alkohol efter kl 02 og den slags… Det går nok også endda. Jeg vil nok også overleve at skulle til PCR-test i Glostrup 48 timer før næste ECT-behandling, som er den 29. december.

Sundhedsstyrelsen og DRC Dansk Flygtningehjælp genåbner i samarbejde en telefonisk hotline, hvor borgere med minoritetsbaggrund kan få korrekt og pålidelig information om COVID-19 vaccination på deres modersmål. Det er en god idé. Måske kan det hjælpe med at få de uvaccinerede med på bølgen.

Faktisk er det billigt sluppet, når vi sammenligner med historien tæt på og historien i 1945.

/i /af

At trille gennem kirkebogen for Brande Sogn

At trille gennem kirkebogen for Brande Sogn

Det er en rejse gennem barndommen

At trille gennem kirkebogen for Brande Sogn

Det er så fantastisk at have tiden og lysten til at trille gennem diverse kirkebøger. Jeg har en (meget) lang list over det, jeg skal indledningsvist, men indimellem bliver jeg afledt fra listen, idet jeg synes, jeg genkender et navn, så her kunne måske være noget til min egen database. Og sørme jo, det lykkes indimellem at fylde nogle overraskende huller ud. I går fandt jeg fx. den rigtige Jens Jensen i Holstebro efter at have gennembladet adskillige årgange. Det er stort. En Jens Jensen finder man ikke bare lige sådan. Og det hele skal passe sammen, ellers er der noget galt enten hos præsten eller hos mig. Jeg elsker at få det til at passe sammen! Man skal muligvis være en anelse “nørdet” for helt at forstå det. Gudskelov er “nørdet” ikke længere (kun) et skældsord.

 

Sprog-ting og det store puslespil

Der er noget særligt over Brande Sogn, Nørvang Herred, Vejle Amt

Jeg har arbejdet meget med det sogn og har adskillige helt “uvedkommende” personer i databasen, men de hører jo alligevel til på en eller anden måde. Og hvis de findes, skal de også “slås ihjel”, hvilket ofte kan lade sig gøre, nu hvor man kan se døde på Arkivalier Online helt op til 31/12-1969.

Det særlige ved sognet er, at jeg genkender så mange navne fra min barndom og fra før verden gik af lave, og det er jo nærmest forhistorisk tid:

  • Der er fx “Ulbrictsen”, som mormor boede til leje hos ovenover radio- og fjernsynsforretningen midt på Brande Hovedgade. Hun var nok, hvad man i dag ville kalde fattig, men jeg oplevede hende som rig på menneskelig varme og empati. Jeg kan godt være lidt trist over, at jeg end ikke blev “inviteret” til hendes begravelse i 1994, når hun nu havde betydet så meget for mig. Men sådan er der så meget, der hvor jeg kommer fra, der var ikke styr på noget som helst…
  • Der er fx. et navn som “Midtgård” som jeg husker fra en indlæggelse på Give Sygehus ca. 1970, fordi hun lå i den midterste seng ud af tre. Hun var derfor let at huske. Jeg var indlagt med blindtarmsbetændelse og fik fjernet blindtarmen. Dengang var det en stor operation, og jeg har da også stadig et kæmpe ar. Det var længe før, man tænkte på forældreindflydelse og hospitalsklovne. “Damerne” med fru Midtgård i spidsen og en anden dame passede på mig. Og de gjorde det godt.
  • Der er et navn som “Schnedler”. Jeg tror sådan set ikke, vi havde nogen forbindelse til dem og jeg har ikke navnet i min database, men navnet dukker op gang på gang, når man triller gennem Brande Kirkebog, og jeg husker, at det var et navn, vi omtalte som mennesker, der havde gjort en god karriere. Mange i Brande Sogn var “Fiskeribestyrere”, som vist bestod i, at de bestyrede et dambrug. Familien Schnedler havde drevet det videre. Jeg er ikke klar over til hvad.
  • Vi boede selv på Martensens Allé nr. 2, da min far døde. På den anden side af hovedgaden boede familien Hedegård. Faderen var underdirektør på fabrikken (Martensens Fabrikker), og var altså under min far. De havde en søn ved navn Niels, der ofte blev inviteret over for at lege med mig. Han var vist et par år yngre. Da det ikke var mig, der havde inviteret ham, foretrak jeg at lege med min fantasiven Jens ude i haven. Så måtte min mor underholde Niels indendørs imens. Det står skarpt i erindringen. Det er sjovt at tænke over, hvad man husker, og hvad der er glemt.

Baptistkirken

Midt på Brande Hovedgade blev Baptistkirken bygget. Vi passerede den, når vi skulle i Brugsen. Jeg kan ikke se, om den i dag ligge samme sted.

Vi syntes vist, det var lidt mærkeligt. Hvad skulle vi nu med en frikirke midt i det hele, når vi havde Brande Kirke også midt i det hele ned mod Dalgasvej, hvor mormor også boede, da hun havde sit lille hus, med Provst Otte, der havde været præst og provst der i mere end 40 år? Jeg finder ham i kirkebøgerne fra slut 40’erne, og det var såmænd også ham, der begravede min far i november 1972. Jeg glemmer det aldrig.

Baptisternes bygning er måske mere speciel end køn. Nu til dags kan jeg nu godt lide den og deres glade formidling af kristendommen. Ud fra det jeg kender til Den Danske Folkekirke, tror jeg, den har lært en del af baptisterne: Glad kristendom! Det skal være en glæde at gå i kirke. Men det er altså også mange år siden, man prædikede syndefaldet om søndagen. De, der tror det, kommer for lidt i kirke.