Min far havde et liv før min mor

Min far havde et liv før min mor

Hold da op – en søndag forsvandt sporløst

Min far havde et liv før min mor

Inge Theil Larsen

Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg ikke for årevis siden har undersøgt, hvad min far foretog sig, før han giftede sig med min mor i oktober 1955. Allerede i et af mine første jobs (ca. 1990) fortalte en ven til en kontorchef i Arbejdsskadestyrelsen, at han havde kendt min fars første kone, Inge Theil Larsen, som han på en eller anden måde var i familie med. Det var noget med hans svigermors et eller andet.

Jeg havde altså navnet og var klar over, at hun var fra Lundtofte. Så er intet mere naturligt end at slå op i Lundtofte Kirkebog, der jo så bekvemt er at finde på Statens Arkivers hjemmeside – sammen med alle de andre, der er scannet op til 1969 med mindre der er tale om døde, så er det vist 10 år mere, der er tilgængelige. Min far var fra Brede og døbt i Lundtofte Kirke. Og der stod de så pænt viede den 22. marts 1951. Han var 28 år og hun var 23 år:

Nr. 5. Ugift apreturmester Jørgen Stegemüller, født 17. maj 1922 i Lyngby Sogn, boende i Randers, søn af apreturmester Felix Rudolph Reinholdt Stegemüller og hustru Karen Sørensen. Ugift ex___ Inge Theil Larsen, født i Lyngby sogn 4. april 1927, boende i Lundtofte Sogn, datter af bogholder Ernst Michael Larsen og hustru Carla Theil, født Andersen. a) Lundtofte Kirke b) Just Nielsen c) Fædrene.

Ægteskabet holdt ikke ret længe. Allerede den 22. august 1953 har han adresse i Brande (som er i Vestjylland), og jeg er helt sikker på, at hun ikke flyttede med ham tilbage til Jylland. Det har altså været noget af en fuser. Andet ved jeg desværre ikke, men nysgerrigheden er naturligvis stor.

Inge Theil Larsen får (mindst) en bror “Bjørn Ernst Theil Larsen” (1929 – 2018), som har været særdeles aktiv i bestyrelser og som direktør for virksomheder, der har med tømmerhandler at gøre. Han dør i Nykøbing Sjælland, Ods Herred.

Jeg har selvfølgelig ikke kunnet lade være at kigge efter, hvad hun kom af

  • Hun var datter af kontorist/beregner/bogholder Ernst Michael Larsen, der var født på Christianshavn. Hans far var høker på Christianshavn Lars  Larsen.
  • Hendes mor var “Karla Thejl”, det er i hvert fald, hvad der står i kirkebogen ved fødslen i april 1903. Det er alt, hvad jeg ved indtil videre, da alt andet virker mystisk (skønt – så er der noget at opklare). Karla Thejl er “uægte” datter: “Nr. 94. Udenfor Ægteskab. 19. April 1903. Slyngborggade, Randers. Karla Thejl. Datter af Pige Ane Christine Thejl og udl. Bf. Hotelejer Carl Ludvig Lundgren i Kolding. 20 Aar. Døbt 11 August 1912 i Sct. Jacobs Kirke i København af Provst Rasmussen. Faddere: Mekaniker Sophus Petersen og Hustru Anna, Hedemannsgade 8, Fru Anna Eriksen, Jægersborggade 32. Moderens ang. Opholdssted 10 Mdrsdagen før Nedkomsten er Randers.” Det virker helt absurd, at hun er født i 1903 og døbt i 1912, og jeg har da heller ikke fundet hende døbt i Sankt Jacobs i 1912.
  • Carl Ludvig Lundgren: Hotelejer af “Hotel Kolding” er jo vældig fint. I øvrigt er han altså mere end 20 år, faktisk nærmere 29 eller 30. Men han er ikke så fin i kanten, for mens Ane Christine venter på at føde i april 1903, gifter han sig i maj samme år med Abelone Petrea Thrane. De bliver i øvrigt forældre til en berømt postkorttegner: Erik Vilhelm Thrane Lundgren (1904 – 1990).

Ungdomskæresten Birthe Hanne Jensen

Da jeg, som en slags forpjusket fugleunge, forlod reden på Bornholm i 1980 og flyttede ind i værelset mod baggården på Nørrebro, kom jeg rigtig meget hos Hanne og Vagn Rasmussen i Kongens Lyngby. Hanne og min far var ungdomskærester, før hun giftede sig med Vagn i 1948. De tog sig umådeligt godt af mig. Når jeg tænker tilbage, har der faktisk været mange mennesker, der i kortere eller længere perioder har taget mig under deres vinger. Dejligt – og nødvendigt!

Hanne og Vagn har to sønner Per og Jens-Bo.

Jens-Bo har jeg fundet i kirkebogen, han er fra 1959, født på Virum Fødeklinik, og nu praktiserende speciallæge. Det passer fint med, at han allerede dengang læste medicin. Han var vist flyttet hjemmefra i 1980, for i hvert fald har jeg sovet mange gange i hans seng i det hyggelige værelse på 1. sal på Kornagervej (vist nr. 28) i Kongens Lyngby. Jeg husker det som om, Jens-Bo var meget ældre end mig, men i realiteten er der kun fire år mellem os. Det må være en erindringsforskydning.

Per er gift med Dorthe, og jeg skal nok finde dem. Men Lyngby kirkebog er stor, og det samme gælder Virum. Så det tager sin tid. Jeg har fået indsnævret tidspunktet for Pers fødsel lidt, for min far skriver i et brev fra 5. februar 1954 om Per. Så har jeg lidt at gå ud fra. Jeg undrer mig over, om Hanne og Vagn mon mistede et barn, for to knejter på 11 år på den tid er meget få børn.

Det er de mærkeligste ting, hjernen kan arbejde med helt autonomt: pludselig kunne jeg huske, at Hanne havde fødselsdag den 30. januar, at de da vist også havde boet i Virum, at der var noget med, at man ikke kendte hendes far, og at hendes mor hed Petra (vi kaldte hende “Olde Petra”). Og det er faktisk rigtigt, at Hannes far ikke er nævnt nogen steder. Der er nogle slægtsforskere, der angiver en far, men hvor de får ham fra, ved jeg ikke. Han står i hvert fald ikke i kirkebøgerne ved hverken fødsel, dåb eller vielse.

Klasseforskellene fornægter sig ikke

Der er sørme forskel på at læse kirkebøger fra jyske landsogne og så Kongens Lyngby, Virum og Lundtofte. I sidstnævnte støder jeg på tidligere kolleger, kendte mennesker, Mogens Glistrup, kendte jurister, departementschefer, radioværter og andet godtfolk.

Min far beskrev det sådan i et brev til Hanne og Vagn fra 27. maj 1954, skrevet i Brande:

Om 5 uger er det sommerferie. Det skal nu blive dejligt at komme til København igen og se og høre nogen der kan sige andet end “a” og “do”. Det er en værre samling bønder herovre, men man kan vel ikke forvente andet.

Det er noget sat på spidsen, men han var Københavner med stort K.

,

Vi taler samme sprog men er forskellige

Vi taler samme sprog men er forskellige

Måske har jeg fået en ny ven

Vi taler samme sprog men er forskellige.

En aften fik jeg pludselig en meget lang og helt utrolig sød besked på Messenger fra et menneske, der skrev, hun følte stor forbundethed med mig, skønt vores venskab på Facebook ikke har varet ret længe. Hun syntes, vi var fælles om mange ting blandt andet glæden ved at skrive og det at arbejde med slægtshistorien. Hun syntes godt om dette på min TNG-side (jeg har ikke selv skrevet det, men tyvstjålet og oversat fra engelsk):

De udvalgte

Vi er de udvalgte. I enhver familie er der en, måske to, der er kaldet til at finde forfædrene. At sætte kød og blod på anerne og få dem til at leve lidt igen. Til at fortælle familiens historie og til på en måde at få anerne til at føle sig kendt og værdsat. Slægtsforskning er ikke en kølig indsamling af kolde facts om fødselsdatoer og dødsdatoer men i stedet er det en måde at puste liv i dem, der er gået forud. Vi er stammens historiefortællere, og alle stammer har en sådan. Vi er kaldet af vores gener. De, der er gået forud, råber til os: ”Fortæl vores historie” og det gør vi så. Når vi finder anerne, finder vi også os selv.

Pudsigt nok læser jeg altid hendes opslag og kommentarer som de første, idet hun skriver rigtig godt. Helt anderledes end mig, fx med mange flere adjektiver og følelser; slet ikke så konkret, men jeg er ofte rørt og på tåregrænsen, når jeg har læst hendes input. Der kommer man jo ikke lige hen, når man her læst her hos mig. Det er jeg klar over.

Kommunikation via e-mail og telefon

Da jeg ikke har det ret godt med Messenger bortset fra korte beskeder, overgik vi til e-mails. Jeg spurgte til en række forskellige ting i hendes besked, men det ville tage hende en evighed at skrive svarene, så vi aftalte en telefonsamtale i tirsdags. Vi havde aldrig nogensinde talt sammen før, men pludselig fløj der 2 timer og 35 minutter. Helt vildt fantastisk.

Vi er vidt forskellige, men vi forstår, hvad den anden siger og hvis ikke, er der plads til at spørge til det. Vi taler samme sprog. Vi vil gerne udveksle kompetencer. Vi kan begge se, den anden kan noget, vi ikke selv kan. Hvorfor dog ikke bytte lidt? Det vil være så givende.

I modsætning til den ven, jeg måtte sige farvel til, prøver hun ikke at ændre på mig. Hun kender flere med Aspergers syndrom, så der er meget, jeg ikke behøver sætte ord på og som bare er. Jeg sendte hende linket til min historie om Aspergers syndrom, men jeg tænkte, at hun ville kede sig over de mange fakta og manglende adjektiver og følelser. Det gjorde hun heldigvis ikke. Det var lidt en test.

Note: Det irriterer mig, hver eneste gang de i TV Avisen ikke er klar over, at antonymet til “Konkret” er “Abstrakt” og ikke “Ukonkret”. Den danske Ordbog har ganske vist ordet, men det må da være en fejl 🙂

Vi mødes ultimo november

Glæden over aftalen er gensidig. Jeg tager et par tog og “Paris er vel en messe værd”. Når der er så længe til, kan vi begge nå at ombestemme os, men det tror jeg ikke vil ske. I givet fald ville jeg blive meget overrasket, for så meget tager jeg ikke fejl af et andet menneske på min egen alder og med mange fælles referencerammer. Man kan faktisk lære hinanden vældig godt at kende ved at (af-)læse, hvad der skrives, likes mv. på fx Facebook.

Jeg kommunikerer ikke ved hjælp af figurer

Jeg “faldt over” hende for nogle måneder siden, da hun bruger ord, gerne temmelig mange, og fordi vi havde den samme holdning til flere spørgsmål i flygtningedebatten. Det sætter jeg pris på. Jeg ville dog aldrig selv have vovet at sætte en så lang og sød besked sammen til et menneske, jeg ikke “kendte”. Min foreløbige konklusion er, at man kan lære hinanden ret godt at kende via Facebook.

Jeg er inderligt træt af de mennesker, der forsøger at debattere med mig ved hjælp af figurer. Når jeg af og til deltager i en debat med nogle af “kældermenneskerne” på Facebook, er jeg begyndt at slutte mit input af med følgende: “Jeg debatterer ikke ved hjælp af figurer. Vil du mig noget, så skriv nogle ord. Du får som hovedregel et svar, mm. du bare er ude på at svine mig til”.

Det hjælper naturligvis ikke, men så har jeg da sagt fra overfor tosserne på forhånd.

 

Sarah Davies

Sarah Davies

En utrolig spændende mail

En utrolig interessant mail om Sarah DAVIES 1843 – 1877

I går fik jeg denne mail via min TNG-side:

Good afternoon, I was intrigued by your family story especially as I believe Sarah Davies b 1843 is my 2xgreat aunt. I have taken a DNA test to help with my family research but don’t think there are any living descendents from the relevant line (apart from my direct family) so unable to use this as proof. Would you be interested in me sharing more information? I would value your input as you are obviously more of an expert than I am! Hope to hear back from you.
Kind regards
Amanda Sale

Georg Christian Kastrup Nissen gift med Sah DaviesDet sker utrolig sjældent, at der er tilbagemeldinger på TNG-siden, så selvfølgelig svarede jeg Amanda, at jeg er interesseret i mere information. Selv har jeg ikke kunnet finde mere end arvesagen i Udenrigsministeriet, idet familien dør i Indien.

Hi Amanda

Thank you very much for your interesting e-mail.

Sorry for my late reply, but I have just started working on a time consuming project: SEO, which stole some hours from my day.

I also had to read a little bit backwards about Sarah DAVIES, as it is many years since I worked with that part of my family. It dates back to 2009.

I am related to Sarah this way: “Hanne B. STEGEMÜLLER is the 2 x cousin 4 times removed of the husband of Sarah NISSEN (Born DAVIES)”  meaning not very close 😎 but it was great fun to work with a young genealogist, who was very creative. This is a graphical view of the relationship between Sarah and me.

I send you some images without watermarks that might be nice for you to have in your own database. The names on the files makes it easy to tell who is who. I have spend many hours renaming files…

If I can be of any help with for instance translating or something alike please tell me. I’ll be happy to assist.

Yes for sure: I would be really happy, if you will share some information. That would be great!

I have been thinking about DNA-test as well, but I think I am a very traditional genealogist and prefer data that I can find in parish registers, censuses and somewhere in the archives. I know that  this might be an old fashioned way of doing genealogy.

I hope to hear from you again.

Kind regards,
Hanne,
Denmark

Relationen til Sarah Davies

Nærtstående kan man ikke kalde hende “Hanne B. STEGEMÜLLER er 2 x kusine 4 gange forskudt til ægtemand til Sarah NISSEN (Født DAVIES)” men det var sjovt at arbejde sammen med Simon Vind Petersen tilbage i 2009, hvor vi fandt virkelig meget. Han var utrolig dygtig og kreativ. Selv er jeg mere traditionel.

Sarah døde i barselsseng den 14. september 1877 i Dhari, Gujaråt, Indien.

Manden på billedet ovenover er Georg Christian Kastrup NISSEN, gift med Sarah i oktober 1867, født i Simmerbølle på Langeland i 1837, død i Baroda, Gujaråt, Indien i juli 1897.

Han gjorde rejsen til Indien sammen med sin bror Eli Frederik Ferdinand NISSEN, og de to langelændere blev berømte:

Eli Frederik Ferdinand Nisssen

DNA-tests i slægtsforskningen

Der er flere og flere, der tager en DNA-test som led i deres slægtsforskning. Her er en kort forklaring fra Danske Slægtsforskere på, hvordan det foregår. Som jeg læser det, kan det primært bruges til at opspore nulevende slægtninge. Og så er der vist nogle firmaer, der tjener helt godt på det.

I mit tilfælde ville det jo selvfølgelig vise noget om min biologiske familie, og jeg kunne være interesseret i at få viden om den via de halvsøskende, jeg er klar over, jeg har. Bortset fra det har levende efterslægt aldrig rigtig interesseret mig, og min primære interesse er min adoptivfamilie, idet det er der, jeg føler, jeg hører til.

 

 

,

Carl Frederik Kristensen 122 år i dag

Carl Frederik Kristensen 122 år i dag

Jeg holdt af min morfar

Jeg har  ikke glemt, jeg har skrevet om ham før…

I har også set billedet før, jeg holder bare af det. Maskinen, han sidder på, kaldes en aflægger.

Min morfar Carl Frederik Kristensen kunne være fyldt 122 år i dag. Han havde det, man helt igennem kan kalde et møg-liv. Han var født på den jyske hede (Skærlund i Brande Sogn) i 1899.

Faderen døde, da morfar var 18 år og moderen af den spanske syge, da han var 24 år. Han overtog fødehjemmet “Schiøttsminde” i Skærlund, knoklede igennem sammen med søsteren Thora som hjælp, men det gik ikke. Han gik på tvangsauktion som 26-årig i 1925, fordi han ville mekanisere landbruget, der var på 54 tdr. land. Faderen Bertel Kristensen havde drevet det med heste, men morfar ville have moderne landbrugsmaskiner blandt andet selvbindere. Han fik imidlertid forkøbt sig på maskinerne. Forskellige profitmagere gjorde udlæg i ejendommen og tjente godt på det, og morfar måtte til sidst give op.

I 1977 blev der udarbejdet en slægtsbog af “Dansk Slægtsforskning, Fredericia”, og til den fortæller morfar selv:

Det var ikke rart på auktionsdagen at stå til skue for dem, der var kommet for at overvære auktionen, det var, som man kunne mærke, at de tænkte: “Nu har han da fået sat det over styr, som hans forældre har slidt for”. Det er ikke nogen rar fornemmelse at få, det har på en måde haft stor indflydelse på mig, det gik også ud over min søster Thora, der havde slidt i det for at hjælpe mig og intet fik ud af det. Jeg havde jo prøvet for lidt og var for selvklog.

Jeg kan næsten blive trist over at læse den passus.

Efter tvangsauktionen

Årene fra 1926 – 1933 gik med skiftende arbejde rundt om i landet. I 1933 traf han min mormor Mary, og de giftede sig i november 1933 og bosatte sig i en lille toværelses lejlighed.

Carl fik nu igen arbejde hos Alfred Nielsen dels i et mergelleje, dels i mosen, og selv om arbejdslønnen var lille, blev der efterhånden samlet lidt møbler til det lille hjem. I 1935 får de min mor.

I 1937 fik Carl influenza, efterfulgt af lungebetændelse og dobbeltsidet bughindebetændelse, og da det var næsten umuligt at få nogen form for hjælp, blev det et økonomisk hårdt slag for familien.

Efter sygdommen gik det fremad igen med skiftende arbejde ved dræning, mergling, tørveæltning mv., resulterende i, at de kunne købe en lille ejendom på 11 tdr. land ved Blåhøj Mejeri, som han drev nogle år samtidig med arbejdet ude.

Mormor vil til Højby i Ods Herred, hvor hun er fra

Ca. 1950, hvor min mor er 15 år gammel, rykker familien til Ellinge Lyng i Højby, men morfar skal stadig tjene pengene ved forefaldende arbejde rundt omkring i landet. Det går selvfølgelig ikke i det lange løb, og det ender med skilsmisse.

Han får endelig fast arbejde på Specialbeton i Odense som cementstøber (fra 1952 – 1968). Følgende gør mig rasende – jeg kan godt huske uret, et elektrisk vækkeur efter 16 års knokleri:

I 1968 måtte Carl ophøre med arbejdet og gå på folkepension. Den sidste dag på virksomheden takkede ledelse ham for lang og tro tjeneste, og han fik overrakt et elektrisk ur.

Kolonihaverne

Carl Frederik Kristensen 122 år i dagSelv husker jeg morfar have det allerbedst, når han var i sin lille kolonihave i Odense. Den første have var ret lille, og huset på den var tilsvarende småt – men der var hyggeligt! Haven var fyldt med frugtbuske – især stikkelsbær, som blev lavet til stikkelsbærgrød. Det smagte glimrende og morfar var dygtig til at lave mad.

På et tidspunkt solgte han det lille kolonihavehus, og fik en større grund med flot helt nyopført hus på i haveforeningen “Skytteløkken” i Odense. Da var han desværre bare blevet for gammel til at kunne holde det. Som en slags arveforskud gav han det derfor til Jytte og hendes mand (psykopaten), der solgte det og brugte pengene til udbetalingen på gården i Hårby på Sydfyn.

Sådan endte det

  • 1976/77 bor han i en lille etværelses pensionistbolig i Odense
  • 1979 (juli) flytter han ind hos min mor m.fl. i Svaneke – og her bliver han ikke behandlet ret godt men som en klods om benet. Han kan ingenting, helbredet vil ikke mere, så han sidder dag ud og dag ind i et baglokale til en slags  skobutik og kigger ud i luften eller på fjernsynet.
  • Efter juli 1980 (for jeg er flyttet), flytter han ind på Svaneke plejehjem.
  • 1982, 3. november dør han på plejehjemmet og bliver begravet på Olsker kirkegård.

Jeg har på fornemmelsen, at min sociale indignation stammer fra denne historie!