,

Carl Frederik Kristensen 122 år i dag

Morfar hoester

Jeg holdt af min morfar

Jeg har  ikke glemt, jeg har skrevet om ham før…

I har også set billedet før, jeg holder bare af det. Maskinen, han sidder på, kaldes en aflægger.

Min morfar Carl Frederik Kristensen kunne være fyldt 122 år i dag. Han havde det, man helt igennem kan kalde et møg-liv. Han var født på den jyske hede (Skærlund i Brande Sogn) i 1899.

Faderen døde, da morfar var 18 år og moderen af den spanske syge, da han var 24 år. Han overtog fødehjemmet “Schiøttsminde” i Skærlund, knoklede igennem sammen med søsteren Thora som hjælp, men det gik ikke. Han gik på tvangsauktion som 26-årig i 1925, fordi han ville mekanisere landbruget, der var på 54 tdr. land. Faderen Bertel Kristensen havde drevet det med heste, men morfar ville have moderne landbrugsmaskiner blandt andet selvbindere. Han fik imidlertid forkøbt sig på maskinerne. Forskellige profitmagere gjorde udlæg i ejendommen og tjente godt på det, og morfar måtte til sidst give op.

I 1977 blev der udarbejdet en slægtsbog af “Dansk Slægtsforskning, Fredericia”, og til den fortæller morfar selv:

Det var ikke rart på auktionsdagen at stå til skue for dem, der var kommet for at overvære auktionen, det var, som man kunne mærke, at de tænkte: “Nu har han da fået sat det over styr, som hans forældre har slidt for”. Det er ikke nogen rar fornemmelse at få, det har på en måde haft stor indflydelse på mig, det gik også ud over min søster Thora, der havde slidt i det for at hjælpe mig og intet fik ud af det. Jeg havde jo prøvet for lidt og var for selvklog.

Jeg kan næsten blive trist over at læse den passus.

Efter tvangsauktionen

Årene fra 1926 – 1933 gik med skiftende arbejde rundt om i landet. I 1933 traf han min mormor Mary, og de giftede sig i november 1933 og bosatte sig i en lille toværelses lejlighed.

Carl fik nu igen arbejde hos Alfred Nielsen dels i et mergelleje, dels i mosen, og selv om arbejdslønnen var lille, blev der efterhånden samlet lidt møbler til det lille hjem. I 1935 får de min mor.

I 1937 fik Carl influenza, efterfulgt af lungebetændelse og dobbeltsidet bughindebetændelse, og da det var næsten umuligt at få nogen form for hjælp, blev det et økonomisk hårdt slag for familien.

Efter sygdommen gik det fremad igen med skiftende arbejde ved dræning, mergling, tørveæltning mv., resulterende i, at de kunne købe en lille ejendom på 11 tdr. land ved Blåhøj Mejeri, som han drev nogle år samtidig med arbejdet ude.

Mormor vil til Højby i Ods Herred, hvor hun er fra

Ca. 1950, hvor min mor er 15 år gammel, rykker familien til Ellinge Lyng i Højby, men morfar skal stadig tjene pengene ved forefaldende arbejde rundt omkring i landet. Det går selvfølgelig ikke i det lange løb, og det ender med skilsmisse.

Han får endelig fast arbejde på Specialbeton i Odense som cementstøber (fra 1952 – 1968). Følgende gør mig rasende – jeg kan godt huske uret, et elektrisk vækkeur efter 16 års knokleri:

I 1968 måtte Carl ophøre med arbejdet og gå på folkepension. Den sidste dag på virksomheden takkede ledelse ham for lang og tro tjeneste, og han fik overrakt et elektrisk ur.

Kolonihaverne

Morfar som ungSelv husker jeg morfar have det allerbedst, når han var i sin lille kolonihave i Odense. Den første have var ret lille, og huset på den var tilsvarende småt – men der var hyggeligt! Haven var fyldt med frugtbuske – især stikkelsbær, som blev lavet til stikkelsbærgrød. Det smagte glimrende og morfar var dygtig til at lave mad.

På et tidspunkt solgte han det lille kolonihavehus, og fik en større grund med flot helt nyopført hus på i haveforeningen “Skytteløkken” i Odense. Da var han desværre bare blevet for gammel til at kunne holde det. Som en slags arveforskud gav han det derfor til Jytte og hendes mand (psykopaten), der solgte det og brugte pengene til udbetalingen på gården i Hårby på Sydfyn.

Sådan endte det

  • 1976/77 bor han i en lille etværelses pensionistbolig i Odense
  • 1979 (juli) flytter han ind hos min mor m.fl. i Svaneke – og her bliver han ikke behandlet ret godt men som en klods om benet. Han kan ingenting, helbredet vil ikke mere, så han sidder dag ud og dag ind i et baglokale til en slags  skobutik og kigger ud i luften eller på fjernsynet.
  • Efter juli 1980 (for jeg er flyttet), flytter han ind på Svaneke plejehjem.
  • 1982, 3. november dør han på plejehjemmet og bliver begravet på Olsker kirkegård.

Jeg har på fornemmelsen, at min sociale indignation stammer fra denne historie!

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *