/i /af

Det ligger nok til familien

Det ligger nok til familien

På min vej gennem Sankt Markus’ kirkebøger

Det ligger nok til familien

Tilfældighedsfund: På min vej gennem verifikation af slægtsbogen vedrørende møllerslægten fra Hastrup Mølle i Thyregod (Kristian Thulesen Dahls hjemstavn) stødte jeg i aftes på Aage Vilhelm AHM JØRGENSEN, der er min biologiske grandonkel født i 1916 på Lolland. Slægtskabet til mig er vist grafisk her.

Han bliver i 1939 far til et barn uden for ægteskab, altså uægte, hvor Anna Magerda Thomsen, fra Læsø, er moderen. Det barn er min biologiske fars kusine. Hu hej Så var jeg straks vågen igen og så gik den vilde jagt, for på en måde kan man sige, at alle disse verifikationer er lidt kedelige, de skal bare til, hvis det, man viser på nettet, skal bære bare et gran af soliditet.

Mange af de data, jeg efterprøver eller i det hel taget finder, kan ikke ses af andre end mig selv, da de vedrører personer, der måske er nulevende. Jeg må for så vidt gerne vise banale oplysninger også om levende personer, jeg har bare valgt ikke at gøre det for ikke ved et uheld at overskride grænsen for “banale oplysninger” og dermed pludselig at komme på kant med Persondataloven/GDPR mv.

Men tilbage til hovedpersonen

Anna Magerda THOMSEN får altså et “uægte” barn i 1939. Men hvad kommer hun selv af? Jo hun er også “uægte”, da hun kommer af Emmy Kirstine TOMSEN 1892 – 1963 (det er ikke en skrivefejl, at der mangler et “h” for sådan er hun både døbt og død) og så en udlagt barnefader (hvilket typisk er ham der bliver bidragspligtig) ved navn Anton Kristian NIELSEN. De er alle fra Vesterø på Læsø.

Hun gifter sig aldrig og ved sin død i 1963 står hun som “Ugift” og “Forhenværende husmedhjælperske”. Det er vel det, vi for det meste kalder en “husbestyrerinde”?

Så det går altså langt tilbage i familien, at vi er “uægte”, nøjagtig som jeg selv er det. Pudsig tanke.

Respekten for arkivlovens § 23

Arkivalierne fra min adoptionssag, vedrørende min biologiske mors rent private forhold, er underlagt en tilgængelighedsfrist på 75 år, jf. arkivlovens § 23. Jeg tjekker ved hver eneste opdatering af hjemmesiden, at jeg ikke ved en fejl kommer til at offentliggøre data om hende, da der er tale om “familieretlige sager”. Statens Arkiver oplyser på sin hjemmeside følgende:

Familieretslige sager indeholder oplysninger om rent private forhold og er omfattet af en tilgængelighedsfrist på 75 år.

Eksempler på familieretslige sager:

  • Adoptionssager

    Faderskabssager

    Separations- og skilsmissesager

    Sager vedr. forældremyndighed

    Sager vedr. samkvemsret

Jeg var derfor ret chokeret over at finde en hjemmeside, hvor både hun og jeg fremgår. Ejeren af hjemmeside oplyser som alle andre ikke sine kilder, og selvfølgelig er kirkebøgerne offentligt tilgængelige, men selv er jeg “for ung” til at kunne findes i de kirkebøger, der findes på nettet. Endelig noget jeg er for ung til 🙂 Så jeg ved ikke, hvor vedkommende har sine informationer fra, men det er i hvert fald ikke fra mig.

Jeg har forsøgt at kontakte ejeren af hjemmesiden både pr. mail og telefonisk for at begære både mine og min biologiske mors data slettet pr. omgående. Når man ringer til vedkommende, får man svaret, at han ikke har nogen hjemmeside… men det er jo da det nummer, han selv oplyser på sin hjemmeside.

Han har forsøgt sig med at ændre fra det fulde navn til forbogstaver i fornavnet. Det er ikke godt nok. Næste skridt fra min side er Datatilsynet.

Når det optager mig, skyldes det, at jeg ved, hvordan mange, der høster data, uden selv at kontrollere noget, og at jeg er bange for, at det på et eller andet tidspunkt kommer til at se ud som om, det er mig, der har serveret informationer om rent private forhold fra min adoptionssag.

/i /af

Mange detaljer bringes i orden

Mange detaljer bringes i orden

Når Genforeningen rykker tæt på

Mange detaljer bringes i orden

Min morfar havde tre søstre, hvor faster Johanne giftede sig anden gang i 1955 med Broder BRODERSEN, efter “Onkel Thorvald” var død i 1941. Broder Brodersen havde også været gift før. Det er Johannes datter Bertha Emilie Marie ANDREASSEN, der fortæller, at de blev gift i Ribe i 1955. Det er måske rigtigt, men jeg kan ikke finde det i de relevante kirkebøger, men der kan være tale om en borgerlig vielse? De borgerlige vielser er irriterende, da de jo ikke står i kirkebøgerne. Ved Broder Brodersens død står dog, han er gift, så datteren har nok ret.

Broder Brodersen var fra Bredebro, Brede Sogn, Tønder, Højer og Lø Herred, Tønder Amt, der ligger syd for den daværende grænse. Pludselig rykker Genforeningen tættere på. Prøv at se kirkebogen fra Brede Sogn på billedet. Billedet stammer fra et “Beerdigungsregister” (Begravelsesregister) august 1920. Næsten øverst står en bemærkning om, at “Fra nu af indføres der paa Dansk”. Så rykker Genforeningen pludselig tættere på. 10 juli 1920 red Christian den X over grænsen på sin berømte hvide hest.

Jeg rodede i den kirkebog for muligvis at finde hans første kone Johanne Marie SIMONSEN død. Det lykkedes godt nok ikke, og ægteskabet kan jo også være opløst ved skilsmisse. Jeg fandt ikke dødsfaldet, men jeg fandt Genforeningen. Det er også sjovt.

En u-dokumenteret side på nettet omtaler, at Broder Brodersen på et tidspunkt er smed i Ferup, der ligger i Lejrskov Sogn, Anst Herred, Ribe Amt. Beskæftigelsen “Smed” er rigtig, så hun kan selvfølgelig være død der. Det har jeg ikke kunnet finde, så måske er de bare blevet skilt? Nogle præster er så venlige at skrive det ved næste ægteskabs indgåelse, men i dette tilfælde står der ikke noget.

“Kildedrabene”

Min morfar var med til at betale en slægtsbog, og den har jeg en kopi af. Da jeg startede med at slægtsforske i 2003, troede jeg på, at alt der stod i den var sandt, når den nu var udarbejdet af professionelle, og derfor skrev jeg kritikløst af.

Nu til dags kan man verificere rigtig meget hjemmefra ved hjælp af Statens Arkivers scannede arkivalier, der ligger på deres hjemmeside. Dengang måtte man prioritere tiden lørdage på landsarkivet på Jagtvej, hvor man kunne finde begivenheder fra Sjællandske arkivalier. Det er som om, det er for en menneskealder siden – internettet var jo dårligt opfundet.

Ville man vide noget fra jyske arkivalier, måtte turen gå til landsarkivet i Viborg, hvor jeg har været mange, mange gange. Det var et dejligt sted. Jeg har virkelig meget slægt i den jyske muld, så mange data er ikke verificerede. Faktisk har jeg 372 personer med en eller flere begivenheder, hvor data stammer fra slægtsbogen. Jeg har taget fat på at dræbe flest muligt af de angivelser og erstatte dem med egne fund i primære kilder. Jeg stoler mest på mig selv, og det jeg har konstateret ved selvsyn. Er der herefter fejl, er det i hvert fald mine egne, som jeg gerne vedstår og kan rette. På den måde bringes mange detaljer i orden.

Sikke en masse sludder i slægtsbogen

Der står altså meget sludder i den omtalte slægtsbog, der er fra 1977.

  1. For det første er der overhovedet ingen kildeangivelser,
  2. for det andet er stedsangivelserne upræcise (fx født “i København”; javel ja – men det er jo et ret vidt begreb),
  3. for det tredje er det er ikke angivet, om vielser var kirkelige eller borgerlige,
  4. for det fjerde besmykkes folk typisk med finere titler end dem, der fremgår af kilderne. Titlen “Gravemester” dækker ofte over “Arbejdsmand”. Og den omtalte Broder Brodersen var i følge de primære kilder, jeg indtil videre har fundet ham i, smedesvend og senere smed. Slægtsbogen (og datteren) gør ham til “Smedemester”, og
  5. for det femte er nogle vidner frit opfundne.  Det gælder fx vielsen i juli 1719 mellem Mette Bertelsdatter og Hans Henrik med efternavnet Schütte (eller Schiøt eller lignende). Her anfører slægtsbogen et par “fine” vidner, men i kirkebogen står ikke en lyd om vidner. De er faktisk viede “i Huuset”, hvilket vel vil sige derhjemme. For at det kan ske, skal der foreligge en tilladelse fra Danske Kancelli. Jeg er ikke klar over, hvordan man finder sådan en.

Gennemgangen af de 372 personer tager sin tid, da det griber om sig. Jeg tager fat i dem på listen, men hvis de nu er “for nye” (der er ikke scannet længere end til 1. januar 1960, dødsfald til 31. december 1969), så kan det hjælpe at tage fat i forældrene. Og disses data er typisk også fra slægtsbogen, så de skal ud/ad H…. til/verificeres. Derfor er jeg kun nået til person nummer 68, som er en af min morfars søstres utallige (faktisk ni!) børn. Tænk at få så mange børn, når man lever i så stor fattigdom, at man cykler rundt på gårdene for at sælge sæbe lavet på oksetalg og i sæsonen må tage roer og kartofler op.

U-dokumenterede oplysninger på nettet

Det er ufatteligt let at lave en hjemmeside med information fra slægtsforskningen. Derfor er der masser af slægtsdata på nettet. 99 pct. af oplysningerne er u-dokumenterede. Det forstår jeg ikke en lyd af, da det gør siden mindre brugbar og da det er så nemt at medtage kilderne, der vel har eksisteret på et eller andet tidspunkt? Eller er det bare fri fantasi?

Til det u-dokumenterede hører også det, der er blot og bar afskrift af andres hjemmesider. Der findes en side, der har hundredvis af mine personer. Jeg er ikke angivet som kilde, og han har helt sikkert ikke selv kigget i de primære kilder. Det kan man ikke naturligvis heller ikke nå, når man skal have 103.882 personer i databasen

Jeg sender ham snart min gedcomfil (datafilen). Så behøver han for det første ikke sidde og skrive af og for det andet vil informationerne blive korrekte og opdaterede – eller i hvert fald inkludere mine egne fejl. Det er da bedre.

/i , /af ,

Tab jeg aldrig kommer over

Tab jeg aldrig kommer over

Måske skal jeg bare acceptere det?

Tab jeg aldrig kommer over

Billedet foroven: Min farmor Karen Stegemüller, f. Sørensen, min tante Kirsten Stegemüller, min farfar Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller og yderst til højre sidder min far Jørgen Stegemüller. Jeg vil tro, han er omkring seks år, så billedet må være fra ca. 1928. Jeg beklager vandmærket, der delvist ødelægger billedet, men det er desværre nødvendigt.

På søndag den 21. november er det 49 år siden, min far døde på Kolding Sygehus efter en fejlslagen transplantation af hovedpulsåren og “chocknyre”. Hvordan det hænger sammen, er jeg ikke helt klar over. Det er måske unaturligt stadig at savne/sørge efter så mange år, og jeg har da også gjort alt for at komme over det, men jeg synes ikke at “rykke”. Nu har jeg besluttet at henføre tabet til et tab, jeg aldrig kommer over i stedet for at gå og slå mig selv oveni hovedet over ikke at “komme videre”.

Jeg tænker ofte på Johannes Møllehave, der i “På myrens fodsti” skrev “der er ikke noget galt i at gå i stå, hvis man står et godt sted”. Det passer fint her.

Værdifællesskabet

Vi havde hinanden i 6½ år, og selvom det er kort tid set over en livsbane, plantede han alligevel grundlæggende værdier i mig. Det var værdier som ordentlighed, traditioner og næstekærlighed. Dem tog jeg med mig og stod fast på, alt imens min mor i sit ægteskab med psykopaten bevægede sig væk fra dem. Jo mere hun bevægede sig væk, jo mere stod jeg fast og jo mere hadede hun værdierne og dermed mig. Det er faktisk logik for perlehøns. Hun stod som 37-årig enke uden uddannelse og uden job med et barn, hun aldrig havde ønsket sig. Det har heller ikke været let.

Havde han overlevet operationen, havde mit liv set anderledes ud; han havde beskyttet mig og måske havde jeg overtaget hans stilling på fabrikken. De følgende seks års fornedrelser havde i hvert fald været ikke-eksisterende og psykopaten måtte have fundet andre at lade sine tilbøjeligheder gå ud over.

For flere år siden sagde psykologen, som så ofte før og efter, noget klogt: Det var frygteligt for mig at miste ham, men hvordan har det været for ham at vide, han skulle dø fra mig?

Jeg gik på kirkegården og ikke i skole

Brande Østre kirkegård ligger/lå lige op ad Dalgasskolen (vi er i Vestjylland ihukommende hedens opdyrkere). Efter hans død og begravelse gik jeg i en periode ikke i skole men på kirkegården og sad på gravstedet. Det kan jeg faktisk huske lidt af, selvom det er så mange år siden. Det siger noget om, at traumet har været stort.

I en eller anden anledning var jeg i Brande engang i 90’erne og gik hen på kirkegården for at se, om gravstedet stadig fandtes. Det gjorde det, men det var misligholdt, for der var ikke betalt i mange år. Hjemkommen førte jeg en lang korrespondance med Ribe Stift for at få det nedlagt, da jeg ikke selv havde råd til en genopretning på det tidspunkt. Misligholdelsen hang ikke sammen med vores værdier om ordentlighed. Jeg kunne ganske enkelt ikke leve med, at det så sådan ud. Så var det bedre at fjerne det. Efter mange breve frem og tilbage med dokumentation for, at det faktisk var min fars gravsted, fik jeg lov at få det nedlagt. Jeg tror, jeg brugte adoptionssagen som bevis.

Noget om forskellige begravelser

Begravelsen fandt sted fra Brande Kirke den 26. november 1972. Det var pastor Otte, der stod for det. Jeg sad i venstre side af kirkeskibet i en stopfyldt kirke. Der var “sanghæfter” (eller hvad de hedder) og en af salmerne var “Nu falmer skoven”. Jeg synger den aldrig uden at tænke på den dag.

Diskrepansen til min mors udsyngning fra Højby Kapel mellem jul og nytår 2006 er enorm. Der var intet af det, der hører til en bisættelse. Der manglede al ordentlighed og alle traditioner. Der var ingen præst, der var ingen salmer, der var kun lige med nød og næppe en afdød.

Sengeambulancen

Det er helt skørt, men jeg mindes klart, at vi kørte de 48 km. mellem Give og Kolding bagefter en sengeambulance som nedenstående. Den var sort og jeg var bange.

 

Tab jeg aldrig kommer over

/i /af

Intet fund er også et fund

Intet fund er også et fund

Havde jeg bare sat kilder på alt for 18 år siden

Intet fund er også et fund

I dag fandt jeg denne note under Carl Christian THOMAS og ægtefællen Laura THOMAS, (født SØRENSEN:)

Lever i ca. 1956, hvor Jytte og Jørgen Stegemüller boede hos Jørgens mor Karen Stegemüller (født Sørensen) for en periode på tre mdr., og de i fællesskab havde besøg af Carl Christian og Laura. Laura er søster til Karen.

Jeg gad nok vide, hvor det kommer fra. Hvem kan have fortalt det?

Havde jeg dog bare sat kilder på alt også for 18 år siden. Jeg fik vel nok at vide, da jeg startede på slægtsforskning, at jeg skulle notere alt. Alligevel er der oplysninger, jeg ikke har fundet det nødvendigt at notere. Det er ærgerligt, men der er ikke rigtig noget at gøre ved det.

Nu er jeg begyndt at gå meget mere systematisk til værks. Fx. noterer jeg nu “ikke-fund” således:

11/11-2021:
Ved både Niels og John Thomas’ dåb bor han Guldbergsgade 123. Gaden hører til Simeons Sogn.
Ikke død:
1) Københavns amt, Sokkelund, Simeon, 1955-1961, KM, Døde
2 Københavns amt, Sokkelund, Simeon, 1961-1967, KM, Døde
3) Københavns amt, Sokkelund, Simeon, 1967-1973, KM, Døde

Indførsler efter 31/12-1969 er ikke tilgængelige.

Systematik som ovenstående vil gøre, at jeg ikke vedbliver at bruge tid på at lede efter det samme igen og igen. Jeg vil tro, det er effektivt.

Man må gerne vise data om levende, men jeg gør det ikke

Datatilsynet har i sin praksis udtalt, at “slægtsforskere som udgangspunkt godt må offentliggøre stamtræer med ganske ufølsomme (banale) oplysninger såsom navne, fødsels- og dødsår uden
samtykke fra de registrerede. Dette skyldes, at slægtsforskernes legitime interesser i at offentliggøre stamtræet i disse situationer som udgangspunkt overstiger de registreredes interesser.”

Altså man gerne offentliggøre banale oplysninger også om nulevende, men jeg gør det alligevel ikke, da jeg ikke gider have noget bøvl om Persondataloven/GDPR mv. Derfor lader jeg bare programmerne skrive “Nulevende” om personer, jeg ikke har fundet døde, og hvor der ikke er gået 100 år fra deres fødsel eller fordi jeg ganske enkelt ved/håber, de er i live.

Udokumenterede oplysninger

Der findes virkelig mange udokumenterede informationer på nettet. Af og til tager jeg mig til hovedet. Et eksempel er, at det altid har været kendt, at min fars ungdomskærestes far, Birthe Hanne RASMUSSEN, født JENSEN, var ukendt. Hendes mor har en lidt speciel kombination af navne, så hun var let at finde. En slægtsforsker angiver en far, hvor den oplysning så end stammer fra, for kilder er ikke noteret. Og for det andet skulle den pågældende far så være født samme dag som min fars ungdomskæreste. Hrm…

Jeg tror, jeg vil skrive til ejeren af hjemmesiden og spørge til hans kilder. Jeg er allerede spændt på svaret.

Selvfølgelig skal jeg ikke gøre mig for god, da jeg også har (gamle) udokumenterede oplysninger, men jeg gør alt, hvad jeg kan for at få ryddet ud i dem. Nu overdriver jeg måske nok, men man kan få rigtig meget ud af en dåbsinskription. Det er typisk folk fra familien, der står faddere, og tit er disses adresser angivet. Tidligere har jeg ikke gjort så meget ud af at nyttiggøre adresserne. Det gør jeg fra nu af, fordi de jo kan være ganske nyttige fx til at give et hint om, hvor man skal lede efter dødsfald, jf. eksemplet ovenfor.

Intet fund er også et fund

Intet fund er også et fund

De købte slægtsbøger

Jeg kan godt huske, jeg har harceleret over dem før, da de oftest har form som en ambolt (en lille fod der svarer til forslægten, og en stor bred flade øverst der betegner efterslægten, da det er sidstnævnte, der skal betale, og da det er vældig dyrt, skal der jo helst være mange).

I går fandt jeg et herligt eksempel på denne påstand: Carl Christian SCHIØTT her til højre er omtalt i slægtsbogen, min morfar var med til at betale. Der står, han døde som ung.

Det passer imidlertid ikke, idet han findes i folketællingen 1940 (5. november) for Kongens Lyngby, Lyngby Hovedgade nr. 13, som 58-årig bademester. Hertil kommer at han er noteret som død i Kongens Lyngby den 17. maj 1960 med efterfølgende kremering og urnenedsættelse. Altså blev han da 78 år, hvilket vel næppe kan betegnes som “ung”.

Jeg ledte efter noget helt andet i folketællingen 1940 for Kongens Lyngby, så det er virkelig noget af det, der må betegnes som et “tilfældighedsfund”, og som er så skønne.

Slægtskabet til mig er vist grafisk her.

Datafascinationen

Jeg bliver ved at være fascineret af data og af det forhold, at alt skal passe sammen. Det er som at lægge et enormt stort puslespil, hvor alle brikkerne tilsammen skal danne det samlede billede.

Det, præsterne finder for godt at skrive, skal stemme med de informationer, jeg i forvejen har. Stemmer det ikke, må der være noget galt et sted (enten hos mig eller hos præsten).

Det skal siges, at ikke alle præster har fulgt lige godt med på pastoralseminariet. Nogle kirkebøger er så rodede, at det er næsten umuligt at finde rundt i dem; det gælder især de sogne, hvor der er en fødeklinik. Der var fx en fødeklinik i Virum og der var en fødeklinik i Betlehems sogn her i København.

I de sogne er der naturligvis mange dåbsinskriptioner, men de står hulter til bulter, så man skal bladre et par år frem for at være sikker på, at man virkelig får det hele med og at man har set ordentligt efter.