,

Morfars 125 års fødselsdag

Morfars 125 års fødselsdag

Carl Frederik KRISTENSEN (1899-1982)

Morfars 125 års fødselsdag

Morfars 125 års fødselsdagI dag kunne Carl Frederik KRISTENSEN 1899-1982 være blevet 125 år. Jeg ved godt, jeg gentager mig selv, men morfars skæbne har altid gjort mig så vred.

Hvorfor skulle den gamle udslidte arbejdsmand ende sit liv i baglokalet til en skobutik i Svaneke? Han sad bare og sad på sin divan, mens han så lidt fjernsyn, for han kunne ikke andet. Hans værelse var vel ca. på størrelse med min TV-stue – måske 12-15 m². Han havde sine tre fag reoler med lidt bøger, selvom han ikke var en belæst mand. Han havde et rundt spisebord med fire stole. Det var temmelig grimt. Der var et stribet væg til væg-tæppe; det var også grimt.

Ingen tog sig af ham. Ingen sørgede for, at han kom ud i solen. Han kunne ikke gå op ad trappen til 1. sal, så han måtte spise alene i det forbandede baglokale. Han måtte tisse i en kolbe, som jeg tømte, når jeg alligevel var nede med maden til ham. Hvad han gjorde med det større, ved jeg ikke. Det var uværdigt. Han spiste alene, han sov alene – var der nogensinde nogen, der passede på den gamle mand? Hvorfor var der ingen, der bad ham fortælle sin livshistorie?

Ingen gjorde formentlig andet end at score folkepensionen, for ellers kan jeg ikke se nogen grund til, at han skulle flyttes til et baglokale på Bornholm fra pensionistboligen i Odense. Jeg er mildest talt rasende! Og hvorfor blev jeg ikke inviteret til hverken morfars eller mormors begravelser? Det kunne »de« godt have gjort, når de vidste, at jeg var tæt knyttet til begge mine bedsteforældre på min mors side. Farmor og farfar har jeg aldrig kendt. De døde, før jeg kom til.

Om billederne

  • Det brunlige billede: Morfar var en smuk mand!
  • Morfar og den unge kvinde: Jeg tror, kvinden er hans søster Johanne Kristiane KRISTENSEN (1889-1966)’s datter Bertha Emilie Marie ANDREASSEN (1914-1992). Der er en historie om, at hun engang vandt en skønhedskonkurrence, men om det er en vandrehistorie, ved jeg ikke.
  • Billedet med hestene: Morfar sidder på aflæggeren på husmandsstedet, inden han går fallit i 1925. Han fik forkøbt sig på landbrugsmaskiner.
    • Bag ham står »Faster Anna« som i virkeligheden var døbt Ane Kristine KRISTENSEN (1894-1974).
    • Hvem de to andre er, er jeg usikker på. Kvinden kan være hans søster Thora Karoline KRISTENSEN (1898-1987) og manden er muligvis hendes ægtefælle?

Aftægtskontrakter

Morfars 125 års fødselsdagEftersom min sociale indignation for morfar altid har været stor, har jeg beskrevet ham og hans liv adskillige gange. Senest i denne ret lange artikel fra januar 2024, som jeg har kaldt »I morfars kolonihavehus«.

Herudover har jeg læst en del aftægtskontrakter, også selvom de ikke lige angik min familie/slægt. Det er ikke fordi, jeg er særlig god til det, men jeg har fået et godt indblik i, hvordan det var at gå på aftægt. Eftersom der jo ikke var nogen form for social sikringsordning, var aftægtsfolkene fuldkommen afhængige af aftægtsgiveren. Det var jo typisk hos børnene, de gamle kom til at bo. Og nogle gange fungerede det godt. Andre gange fungerede det ad helvede til, hvor de gamle kun fik »til dagen og vejen« og egl. ikke holdt ret længe.

Jeg kunne godt tænke mig at lave et lille »sociologisk studie« baseret på de aftægtskontrakter, jeg har læst. Vil du være med? Kan du selv bidrage med kontrakter? Vi kunne skrive en artikel til »Slægtsforskeren«. Kathrine Tobiasen er vist glad for bidrag til bladet.

Man må kunne opstille kriterier, der går igen i alle kontrakterne. I de kontrakter, jeg har gennemgået, er der ikke en form for »skabelon«, og det kan undre. På den anden side set, forudsætter den form for systematisering naturligvis, at man har kunnet skrive, at man vidste, hvordan »de andre« gjorde, at man har kunnet videregive informationer, og det var ikke muligt på den tid.

Lige umiddelbart tænker jeg på:

  1. Hvor gamle er aftægtsfolkene, da kontrakten etableres?
  2. Hvor længe varer aftægten? (altså hvor længe holder de gamle til det …)
  3. Hvad skal aftægtsfolkene have og hvor ofte? Får de det? Passer det sammen?
  4. Hvad skal aftægtsgiver yde og hvor ofte? Passer det sammen?
  5. Er de i familie – i givet fald hvordan?
  6. Opstår der i kontraktens løbetid konflikter (vi kender til …)?
    • Hvordan løses de?

Morfars 125 års fødselsdag

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Jeg skifter alligevel ikke til Family Historian

Jeg skifter alligevel ikke til Family Historian

For mange fejl i Family Historian

Jeg skifter alligevel ikke til Family Historian

  • Det er så ærgerligt, for jeg ville gerne skifte program, da jeg ikke bryder mig om Legacys forlovelse med MyHeritage.
  • Jeg er rasende over, at MyHeritage har slettet hjemmesiden, der blandt andet indeholdt Legacy Forum med de tusindvis af spørgsmål, der er stillet gennem årene sammen med svarene, der er givet i årenes løb.
    • Tænk på al den viden, der er gået tabt. Jeg synes, det er en mindre katastrofe.
    • I det mindste kunne de have udtrukket tekstfiler, så de kunne importeres i et nyt forum. Det skal man ikke være ingeniør for at finde ud af.

I mit arbejdsliv har jeg gentagne gange migreret store systemer, altså ført data fra et program til et andet, så jeg ved lidt om, hvad man skal kigge efter, og hvordan man gør det, men det er selvfølgelig helt forskelligt fra program til program. Og herudover så er mange – eller måske de fleste? – fejl nogle, man kun opdager ved at bruge det nye program. Man kan altså sige, at det er baseret på tilfældigheder.

Det lykkedes mig at få mine penge tilbage fra Family Historian. De skrev godt nok følgende:

You asked about a refund. Normally we do not offer refunds post-purchase. We offer a 30-day free trial pre-purchase so users can make up their own minds if they are happy with what the program offers. However, we have decided to make an exception in your case. If you want a refund, we are willing to give you one if you deactivate the software (following the steps outlined below), and get back to us confirming that you have deactivated the software and want a refund, within the next 7 days. 

Jeg blev sat i stå i den 30-dages prøveperiode, da jeg opdagede, at detaljeteksterne ikke kom med fra Legacy, hvorefter jeg ventede på, at det ville blive rettet. Derfor var der selvfølgelig en del ting, jeg først opdagede efter de 30 dage og efter købet.

Fejl skal ikke på en ønskeliste. De skal rettes

Jeg konstaterede følgende fejl ved direkte import fra Legacy:

  • Detaljetekster kom ikke med fra Legacy
  • Efter de havde set på ovenstående, var det ikke altid detaljeteksterne kom med, men nogle gange kom de med
  • Hvis jeg i stedet importerede via en GEDCOM-fil, kom det meste med
  • Af og til kom hele kilden slet ikke med
  • Forskningsnoter kom ikke med
  • Tidsperioder (fx 1807-1815) blev vist som en serie underscores: ___

Jeg sendte dem flere gange hele min Legacy-fil, så de ved selvsyn kunne konstatere, at jeg havde ret. En meget dygtig bruger, der har udviklet mange af deres plugins, bekræftede gang på gang, at jeg havde ret.

De fejl, jeg har fanget, er jo sådan set tilfælde. De er ikke resultater af en total gennemgang. Hvor mange andre fejl er der, som jeg bare ikke har opdaget?

Til sidst informerede de om, at de fik mange ønsker, og at jeg kunne indsende mine ønsker til deres “wish list”.

I’m sorry you feel annoyed. As I’m sure you appreciate, we get a great many requests for features and improvements. Everything we do takes time, and we have to prioritise.

You might wish to propose the features you want on the Family Historian Wish List (on the Family Historian User Group website). If others vote for these features too, that can only add weight to your request.

De eksempler, jeg har listet, kan ikke henføres til “ønsker”. Det er helt centrale og deciderede fejl i et slægtsforskningsprogram, og de skal rettes. Det skrev jeg til dem, og derefter fik jeg mine penge retur. Det var ikke mit slutmål, for jeg ville gerne skifte program, men jeg vil ikke betale næsten 600 kr. for et program med så mange fejl. Jeg håber, de på et eller andet tidspunkt får rettet fejlene, for så er jeg klar igen, da det, jeg nåede at opdage i programmet, var lækkert.

Jeg blev utryg

De fejl, jeg har listet, gjorde, at jeg blev utryg. Hvordan skulle jeg kunne arbejde i Family Historian, når der var såvel periodiske (»af og til«, »ikke altid« eller »det meste«) som aperiodiske fejl? Jeg kunne da ikke skifte og vide, at der var data fra Legacy, der måske eller slet ikke kom med – derfor må jeg blive ved Legacy. Forbliven på Family Historian ville gøre, at jeg dels mistede data, dels mistede overblik over 20 års slægtsforskning. Hvilke data havde jeg hvor?

Den mest fremherskende følelse, jeg fik ved at bruge Family Historian, er »utryg«.

Jeg skifter alligevel ikke til Family Historian

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Kunne det være rart med en familie?

Kunne det være rart med en familie?

Familie, livsvidner og venner

Kunne det være rart med en familie?

Man skal nok være lavet af sten, hvis man ikke af og til overvejer, om det kunne være rart med en familie, når man aldrig har haft en. Og nu er jeg jo ikke lavet af sten … Jeg er dog ikke blind for alt det »bøvl«, jeg formentlig undgår. Jeg har en idé om al den frihed, den manglende familie giver mig. Men i realiteten ved jeg intet om, hvordan det er, at have en familie.

For mig er familie data i et slægtsforskningsprogram, hvilket selvfølgelig er lidt absurd for en slægtsforsker, men sådan er det. Og paradoksalt nok er jeg virkelig dårlig til slægtskabsbetegnelser, når vi lige er ude over morfar, mormor, oldefar og oldemor.

På den anden side set forestiller jeg mig, at det kan være ret hyggeligt at have familiære forpligtelser, så som fx at skulle ringe eller skrive til fødselsdage eller at komme forbi til kaffe om søndagen – eller hvad det mon indebærer at have en familie.

Den familie, jeg kunne have haft, var ikke værd at samle på, så i den forstand er jeg ikke gået glip af noget. Jeg har muligvis to kedelige kusiner, men ingen af os savner åbenbart den anden part. Med mit efternavn er jeg ret nem at finde.

Der er nogle, der kunne minde om familie

Der er nogle, der er tæt på at kunne være en slags familie. De føles lidt som familie (tror jeg da). Da jeg senest så dem, sagde jeg faktisk til dem, at de var det nærmeste, jeg kom på at have en familie. De er søde og høflige mennesker, så de replicerede, at det ville de da også gerne være. Der har været en fødselsdag for flere måneder siden, som jeg selvfølgelig huskede – og så er der ikke sket mere.

Jeg har en opfattelse af, at når man ikke allerede kender hinanden vældig godt, skal der være en vis form for gensidighed i relationen. Man skal »skiftes« til at tage kontakt. Hvis nu det er mig, der skal tage kontakt hver gang, får jeg følelsen af at »komme med hatten i hånden«, og det har jeg ikke lyst til, for det er jeg for stolt til. Det er måske forkert af mig, for de har sikkert travlt med børn og børnebørn osv. Men de kan ikke have haft travlt fra januar til nu, så interessen er sikkert mest på min side.

Hvis jeg ringede og spurgte, om de gav søndagskaffen, ville de sikkert sig ja, men der er det med den manglende gensidighed.

Af og til synes jeg, det er svært at være i verden.

Venner vælger man selv

I ungdommen sagde vennerne og jeg til hinanden, at ens venner vælger man selv. Og det mener jeg stadig, selvom det er noget siden, jeg var ung. Jeg omgiver mig ikke med en masse venner, for det har jeg hverken lyst til eller behov for. Men de mennesker, der er i mit liv, vil jeg gå gennem ild og vand for – og det ved de godt. En enkelt er et livsvidne og to andre er kommet til ad forskellige omveje.

En ven og livsvidne mistede jeg, da jeg blev syg. Vi havde kendt hinanden i 34 år, så det gjorde ondt, men det var vist for hårdt for hende at være pårørende, hvilket er forståeligt. Desværre gør det stadig ondt bare at høre »vores musik«, og det er ærgerligt, for det er alle de tekster, jeg stadig kan udenad.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Forsigtigt skifte fra Legacy til Family Historian

Forsigtigt skifte fra Legacy til Family Historian

Jeg skifter til Family Historian

Forsigtigt skifte fra Legacy til Family Historian

Topbilledet forestiller min farmor, min tante, min farfar og min far.

At skifte slægtsforskningsprogram er en stor beslutning, når man har brugt et andet program siden 2006. Der skal være tungtvejende grunde, når man skal bruge tid på at sætte sig ind i noget helt nyt, og man kommer fra noget, hvor man kan det hele på rygraden.

Men jeg synes, jeg har tungtvejende grunde, som primært angår Legacys forlovelse med pengemaskinen MyHeritage, som jeg ikke har ret meget til overs for.

Herudover ser det ind til videre ud som om, Family Historian har mere fokus på data, og hvordan man kan få mest muligt ud af data. Jeg tror, programmet er mere avanceret end Legacy. Der er også nogle meget avancerede muligheder med billeder og vidner.

Jeg har brugt et par dage på at prøve at blive lidt fortrolig med Family Historian og på at teste, hvordan data vil komme til at se ud i TNG. For mig er visningen i TNG meget vigtig, da det er sådan, jeg deler data om min slægt. Mange mennesker deler slægtsbøger, rapporter, diagrammer mv. Det har ikke min interesse.

I “Slægtsforskeren” 1/2025 kommer der en dybdegående artikel om processen.

Jeg har fået styr på følgende

Family Historian kan virkelig meget, så selvfølgelig er jeg ikke fortrolig med programmet endnu. Det må komme lidt henad vejen og med tiden. Det er en læreproces.

Men jeg har styr på:

  1. at få alle data med fra Legacy. Det går ganske af sig selv. Man åbner bare *.fdb-filen med Family Historian. De kalder det “direct import”
  2. at få alle billederne med til Family Historian og at sørge for, at de linkes til de rette personer
  3. at eksportere til TNG
  4. at udelukke mine biologiske forældre helt fra TNG
  5. at omdøbe levende til “Nulevende” i TNG
  6. et lille cowboy-trick, så jeg selv vises i TNG, selv om jeg lever i bedste velgående
  7. at sikre, at billederne vises ved de rette personer i TNG
  8. at installere et plugin til Family Historian

Forsigtigt skifte fra Legacy til Family Historian

Flere forsigtige tests

Når jeg migrerer, går jeg altid meget forsigtigt til værks, laver mange små tests og løser et problem ad gangen. Hver gang, jeg har løst et problem, laver jeg en ny trinvis backup. Jeg har en test-TNG-side, hvor jeg kan øve mig. Formålet er at sikre, at der ikke går GED i mine data. Man kan lynhurtigt lave en fejl, som det kan tage årevis at rette op på. Og det kan være svært at vide, om man får rettet op på det hele.

Når man går så forsigtigt til værks, kan det ikke gå galt. Og i hvert fald kan jeg jo altid gå helt baglæns og hente Legacy-filen ind i Family Historian en gang mere og starte forfra. Det er i virkeligheden en rigtig god øvelse i at blive fortrolig med fx Family Historian. Metoden bør bruges ved alle programskift.

  1. Indledningsvist vistes mine biologiske forældre i TNG
  2. Indledningsvist vistes min biologiske forældre som mine foretrukne forældre i TNG
  3. Indledningsvist vistes nulevende personer i TNG
  4. Og indledningsvist fik jeg rodet de to TNG-databaser sammen og nærmest smadret min live-TNG-side. Jeg forstod simpelthen ikke, hvordan billeder både kunne være eksisterende og ikke-eksisterende. Hurra for backup. Jeg downloader alt en gang om ugen, så når (ikke hvis) det går i GED, kan jeg bare uploade det hele på ny, og så er jeg reddet.
    1. Og det er sådan set også udmærket at få genopfrisket faldgruberne, inden jeg skal lave en test-TNG-side til en ven, så hun har et sted at “lege” og øve.

Forsigtigt skifte fra Legacy til Family Historian

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.