Jeg taler slægtsforskning i RødovreKanalen i dag kl. 16:00-17:00
Taleradio om slægtsforskning
Indholdsfortegnelse
Jeg taler slægtsforskning i RødovreKanalen i dag kl. 16:00-17:00
I begyndelsen af august fik jeg en invitation til at tale slægtsforskning i RødovreKanalen en dag i september, og det er så blevet i dag, for jeg skulle lige have maleren ud ad døren først. Ellers kunne jeg ikke få den fornødne ro til at forberede mig, og jeg synes, jeg skylder både lytterne og de særdeles aktive mennesker bag RødovreKanalen at være ordentligt forberedt. Herudover gør jeg kun meget få ting uden at forberede mig, da jeg ikke er god til det.
Du kan høre RødovreKanalen på FM-frekvensen 105,9 MHz eller som internetradio via hjemmesiden roedovrekanalen.dk. Det er en ikke-kommerciel og reklamefri radio for de fleste. Det er vist lige noget for mig, der hader reklamer som pesten. Udsendelsen kan ikke streames, men de sender mig efterfølgende filen, og så forventer jeg at kunne dele den her på siden et sted.
Det bliver Ole Mathiasen og Rosa Frid, der interviewer. Jeg har truffet Ole en enkelt gang, og han var vældig behagelig, så det er Rosa sikkert også.
Det færdige resultat kan du høre her.
Tanker om udsendelsen
Jeg glæder mig til at medvirke, og samtidig kilder det da lidt i maven. Men det skal det, for sådan har jeg det altid, når jeg skal prøve at “performe” et eller andet, jeg ikke plejer – men det er okay, og sådan prøver jeg at yde mit bedste. Nu må vi se, hvordan det forløber.
Vi skal nok få en rigtig god samtale, og jeg vil prøve ikke at blive for “nørdet” og for indforstået.
Tilrettelæggerne foreslog, at vi evt. også kunne tale rygestop, hvis der blev tid, og det faldt naturligt. Jeg skal nok sørge for, at der ikke bliver tid, for min tanke er, at de to emner slet ikke hænger sammen og formålet med udsendelsen er jo ikke, at lytterne skal lære mig at kende, de skal høre noget om slægtsforskning. Det håber jeg da. Vil de vide noget om mig, kan de begynde med min hjemmeside. Der ligger mit liv. Men det er selvfølgelig ikke min radio eller mine lyttere …
Tanker om slægtsforskning (genealogi)
Lige p.t. går jeg og filosoferer over, hvorfor slægtsforskning er så pokkers fascinerende? Er det kun mig eller gælder det alle slægtsforskere? Det kan jeg selvfølgelig ikke vide, men der er vel en grund til at dette mundheld (eller hvad man kalder det) er opstået, og det får mig til at tro, at jeg ikke er alene om den dybe fascination:
Slægtsforskning er ikke en hobby; det er en lidelse
Jeg tror, det har at gøre med hjernens dopamincentre, der også kaldes ‘Belønningscentre’. Hver gang noget lykkes for os, udløses dopamin:
- Vi finder en længe eftersøgt ane
- Vi læser en vanskelig tekst
- Vi kommer i kontakt med andre genealoger
- Vi laver en hjemmeside med TNG
Jeg har uddybet dette i artiklen »Dopamincenteret til brug i slægtsforskning« fra den 1. oktober 2023, som du også kan finde ved at klikke på den gamle radio herunder (som jeg i parentes bemærket har skilt mange udgaver af ad som barn).
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg hørte ikke udsendelsen, men er ganske sikker på den var informationstung, og forhåbentlig har du inspireret lyttere til at gå i gang med slægtsforskning eller gå videre hermed.
@ Jørgen
Tak skal du have.
Ole, der arbejder meget på RødovreKanalen, kommer ned på radioen igen på søndag, og så har han lovet mig filen. Og så regner jeg med at kunne lægge den her på siden med alle dens fejl og mangler, eksempelvis at klappen gik ned, så jeg ikke kunne huske, hvilken tysk by jeg besøgte i sommer … Det var var jo temmelig dumt af mig. Jeg er spændt på selv at høre udsendelsen.