/10 Kommentarer/i , /af ,

70 år siden

Slutningen på de fem forbandede år

Min mor kaldte altid besættelsen for “de fem forbandede år”. Det var sikkert en formulering, hun havde med sig fra dengang. Hun var født i 1935, og var altså 10 år ved befrielsen. Hun fortalte tit om sine oplevelser fra de år, og de var mange, selvom hun kun var et barn i det yderste Vestjylland.

Min far var født i Brede, Kgs. Lyngby i 1922, og var aktiv modstandsmand. Han har været 18 ved besættelsens begyndelse. I min skattekiste har jeg hans frihedskæmperarmbind, og det er jeg rigtig glad for at have. I går fandt jeg ham i denne database: http://modstand.natmus.dk/Person.aspx?71069 Jeg har selvfølgelig altid kendt til historien, men var alligevel overrasket over at finde ham der. Databasen rummer en henvisning til yderligere kilder; dem kender jeg ikke til, men jeg skal klart have fat i dem. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad han egentlig lavede i modstandsbevægelsen. Han fortalte det sikkert selv, men eftersom han døde, da jeg kun var ni år, er det meste gået i glemmebogen. Jeg er dog temmelig sikker på, at han ikke var en af “de sidste dages hellige”.

Lige p.t. er jeg sammen med mennesker uden historiefornemmelse, og de tænker ikke over at fejre denne glædesdag. Det, synes jeg, er lidt mærkeligt. Vi har sikkert ikke lys i vinduerne i aften. Når jeg er hjemme, har jeg altid lys i vinduerne 4. maj – det synes jeg, vi skylder både de faldne og de der stod det igennem.  Jeg er selv fra 1963, men har pga. mine forældre alligevel en god fornemmelse for den tid. Jeg ville gerne have oplevet den 4. maj 1945 – sikke en glædesrus det må have været.

/12 Kommentarer/i , , /af , ,

Morfar

Der var så dejligt ude på landet

Egentlig tilhører denne tekst H. C. Andersen i “Den grimme ælling”: “Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk …”

Nu har Helle Juhl imidlertid udgivet en bog med denne titel, og jeg har bestilt den, for den handler om “det 20. århundredes bondeland. Fra tiden omkring første verdenskrig til slutfirserne og med vægten lagt på de mennesker, der fødtes, levede og døde i det”. Min overlæge i Distriktspsykiatrien foreslår, at jeg læser en bog for at se, om jeg kan huske handlingen; nu kan jeg så parre det nyttige med det behagelige. Jeg synes, det er meget spændende at læse om den tid, mine aner levede i; det giver kød på slægten. Slægtsforskning, der består af lutter datoer og lokaliteter, er temmelig kedelig.

Min morfar Carl Frederik Kristensen var husmand i Skærlund, der er en lillebitte lokalitet i Brande sogn.

“Carl Frederik Christensen uddannedes ved landbruget hjemme, overtog 1918 efter moderen fødehjemmet med et tilliggende på 54 tdr. land, drev dette indtil 1925, arbejdede derefter ved forskelligt, blandt andet ved skærveknusning og tørvegravning, var 1944-1949 formand for Stakroge Tørvefabrik, havde en kort tid en ejendom på 11 tdr. land i Blåhøj og virkede derefter i mange år ved Specialbeton i Odense”.

Sådan er han beskrevet i den slægtsbog, der blev udarbejdet af firmaet Dansk Slægtsforskning, Fredericia i 1977 “Slægtsbog for efterkommere efter JOHANNES FREDERIK SCHIØTT, møllejer i Hastrup Mølle, Thyregod Sogn, født 1800.” Der står i bogen ikke noget om, at morfar gik på tvangsauktion med den lille ejendom, fordi han – for at mekanisere sit landbrug – havde forgældet sig op over skorstenen med køb af moderne maskiner. Hans far havde drevet landbruget på gammeldags vis med heste til at spænde for, og ham selv gående bagved for at så. I 1925 var gælden 1½ gang værdien af ejendommen, og panthaverne havde reelt ikke længere nogen sikkerhed.

Hvad der heller ikke står noget om i slægtsbogen er, at han på betonvarefabrikken sled sig selv op, så ryggen til sidst ikke kunne mere, og hørelsen var ødelagt af larmen fra de mange maskiner. Da han havde 25 års jubilæum, fik han et elektrisk vækkeur … Alle årene i Odense boede han i verdens mindste lejlighed “over gården”– den var vel ca. på størrelse med et kollegieværelse.  Han havde fx ikke en ovn, for det var der ikke plads til i det mikroskopiske køkken, men han kunne som ingen andre stege en flæskesteg i en gryde, og den var med sprød svær!

Da han holdt op med at arbejde på betonvarefabrikken og gik på pension, købte han en større kolonihave og opførte nyt hus på grunden. Det gik bare ikke, for helbreddet var blevet for dårligt. Han solgte den så til min mor. Han kom til at bo i en ældrebolig, men han var meget ensom der, for der var jo ingen, han kendte.

Han kom så til at bo hos os på Bornholm, og det gjorde ikke situationen bedre. De installerede ham i et nordvendt baglokale til et butiksareal, og der sad han så dag ud og dag ind – ensomheden var ikke blevet mindre. Han var nærmest en pestilens for familien. Han kunne ikke mere, kroppen var stået af. Han kunne fx end ikke komme ud i haven med sit gangstativ. Jeg giver ikke ret meget for tanken om, at de gamle og børnene skal bo sammen, jo måske hvis der er flere humane ressourcer og reel kærlighed til den gamle, men det var der ikke i dette tilfælde. Han endte sine dage på plejehjemmet i Svaneke, og det var måske bedst sådan.

Mine bedsteforældre blev skilt omkring 1956. Jeg har altid haft det godt hos både morfar og mormor; de var begge meget nærværende, da jeg var barn. Jeg kan huske, at jeg som ca. 5-årig gik med mormor i haven i Brande og såede, og under dette spurgte jeg hende, om hun nogensinde havde været gift. Hun svarede, at hun da havde været gift med morfar. Det kunne jeg slet ikke forestille mig, for hun talte altid så grimt om ham.

På billedet herunder – som jeg kalder “Morfar høster” – er det morfar siddende bag aflæggeren (maskine som skærer kornet af og lægger det i neg) og hestene. Hvem den stående mand er, ved jeg ikke, men kvinden er hans søster Thora Karoline.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Trist søndag

Hvad sker der dog?

I går kl. ca. 16:30 blev en 55-årig mand udsat for et dødeligt skudangreb på Østerbro i København. Samtidig blev tre betjente såret. Deres brøde var, at de var i nærheden af et debatmøde om blandt andet ytringsfrihed. Politiet var herefter talstærkt til stede på Østerbro.

Ved midnat blev en ung jødisk vagtmand skudt ved synagogen i Krystalgade i indre by. To betjente kom til skade. Politiet var herefter talstærkt til stede i området omkring synagogen..

Ved 05-tiden i morges skød politiet den formodede gerningsmand. De har min fulde opbakning, også selvom vi så aldrig får at vide, om det faktisk var ham.

Det er så ubegribeligt og så urimeligt, og det kommer så tæt på myrderierne i Paris, Charlie Hebdo, at det er svært ikke at tænke, at der er tale om terror, der har samme mål, nemlig at knægte ytringsfriheden, som i Danmark – og sikkert også andre lande – er en grundlovssikret frihedsrettighed. Hvorfor skulle de eller rette angrebet mod et sted, hvor Lars Wils var tilstede?

Choktilstand er vel nærmest det rette ord til at beskrive, hvordan mange danskere har det i dag. Selv Hendes Majestæt Dronning Margrethe er kommet med en udtalelse, det er vist noget, der meget sjældent sker.  Hun sagde blandt andet: “Det er vigtigt, at vi i en så alvorlig situation står sammen og værner om de værdier som Danmark bygger på.”

Statsministeren har kl. 10:30 holdt pressemøde, og samme har lagt blomster ved synagogen.

Jeg talte lige med en veninde, der var totalt kold et vist sted og bare tænkte, at hun var langt fra København. Jeg forstår slet ikke den holdning. Så apolitisk og verdensfjern kan man da ikke være.

Efter massakren i Paris drøftede jeg hændelsen med et udvalg i kirken. Jeg sagde, at jeg syntes, at medierne skruede det lidt vel meget op, og at jeg ikke troede, det også kunne ramme Danmark. De andre mente, at det var en reel trussel. Jeg er så sandelig blevet klogere!

Politiet får masser af ros på de sociale medier, og det fortjener de. De løser ind i mellem en dødsens farlig opgave. På Twitter skrev Københavns Politi fx “Der er et større opbud af politifolk i det indre København – følg deres anvisninger og pas på Jer selv”. De må have fået ansat nogle dygtige “markedsføringseksperter”, for det er en kommunikation direkte til borgerne, som vi ikke har set før. De få lige et par point hos mig.

Du må herefter have en fredelig søndag.

/17 Kommentarer/i , /af ,

Danskernes Parti

Uhyggeligt

Jeg faldt over dette, og da jeg synes, det er rystende, vil jeg gerne dele det med jer, også selv om det er politik. Danskernes Parti er kommet frem i lyset i forbindelse med en meningsmåling, der viser, at 10 13 pct. af befolkningen ønsker sig et parti, der ligger til højre for Dansk Folkeparti. Er danskerne da blevet fuldstændig vanvittige?

Det jeg især faldt over er, at formanden Daniel Carlsen (tidl. medlem af DNSB = Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, altså et nazistisk parti)  godt nok ikke benægter Holocaust, men har den opfattelse, at når det er 70 år siden, skal vi ikke beskæftige os med det, nu vi står med så store problemer selv. Og disse store problemer er i følge ham en “befolkningsudskiftning”, hvor flygtninge og indvandrere kommer til at overtage Danmark.

I sig selv er han ikke farlig, nærmest bare en uvorn “knejt”. Det, der er farligt, er de 10 13 pct. der ønsker sig noget til højre for DF. Hvad sker der dog i Danmark?

Sig endelig frem i kommentarfeltet