/4 Kommentarer/i , /af ,

München, Ansbach, Paris, Nice, Kabul mv.

Titlen på dette indlæg er uden tvivl mangelfuld. Den består af de byer, som jeg lige kan huske har været ude for terrorangreb på det seneste, og hvor mange uskyldige mennesker er døde.

Med hensyn til Kabul, er det bemærkelsesværdigt, at TV-avisen brugte maksimalt 30 sekunder på et terroranslag, der dræbte 82 mennesker. Men det er jo langt væk… og ikke i Europa.

Jeg kan slet ikke lide at tænde for TV-avisen lige p.t., for hver dag har sit frygtelige budskab om hvor mange, der nu er dræbt hvor. Og det ligger hele tiden i luften, at det er radikaliserede muslimer, der står bag anslagene. Jeg kan ikke finde ud af, om situationen reelt set er blevet meget værre på det seneste, eller om det er et udtryk for, at når det ene medie skriver om noget forfærdeligt, så skal de andre ikke stå tilbage for dem. Og så kommer det sanselige bombardement lige ind i aftenkaffen.

Jeg ønsker mig en verden, hvor der er plads til alle, hvor vi deler værdier – og gerne står fast på dem – og hvor vi ikke lader diverse religioner skyde kiler ned mellem os. Disse kiler skaber angst, og angsten skaber ekstremisme i en grad, der får mennesker til at slå andre mennesker ihjel, hvor usympatisk det end er. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Mange vil kalde mig naiv nu – men det lever jeg så med.

Jeg er selv religiøs/troende, og jeg har respekt for, at det er der også andre, der er, og de må tro alt det på Allah, de vil, og bære alle de tørklæder de vil, hvis jeg bare må tro på min Gud. Og bare jeg ikke skal slås ihjel på grund af min tro.

Det er snublende let at associere terrorhandlingerne med de mennesker, der flygter til vores land. Debatten, der bliver mere og mere rå, skærer alle over en kam, og munder ofte ud i “Send dem hjem, hvor de kom fra” og “Skyd de perkere i nakken”. Den slags gør mig trist.

Min holdning er, at de mennesker, der er i vores land, skal behandles ordentligt uanset, om de er her på utåleligt ophold eller ej. Og de skal have mod til at “adoptere” vores værdier. Se bort fra de religiøse skel og fokuser i stedet på værdierne! Men det kræver naturligvis, at vi selv ved, hvilke værdier, der er vores. Og det ved vi ikke, for så havde Bertel Haarder ikke søsat sin “Danmarkskanon”, som jeg i øvrigt synes, er et fint og demokratisk tiltag, som jeg selv har bidraget til

Bertel Haarder taler ofte om, at flygtningene skal “ville Danmark”, og det lyder rigtigt i mine ører, men så skal vi også give dem chancen for at vise, at de vil. Og hvordan gør vi så det? Vi gør det i hvert fald ikke ved at lade dem sidde i en teltlejr og glo ud i luften i årevis.

Det allerbedste vi kan gøre er at tildele dem en plads på arbejdsmarkedet. Det er den bedste og billigste form for integration. Når man har et arbejde, bidrager man til samfundet, og det er et urinstinkt gerne at ville det. Jeg har selv prøvet at stå udenfor, og det bliver man et “mindre menneske” af.

Jeg har en god veninde, der deltager i et frivillignetværk i en lille by nær København. I byen ligger et stort flygtningecenter. I netværket fokuserer de på at hjælpe flygtninge ind på arbejdsmarkedet.

Flygtningene vil gerne arbejde, men de kan ikke få hverken et job som vinduespudser eller rengøringsassistent, for der står i stillingsopslagene, at de skal kunne flydende dansk og have kørekort. Jamen for pokker da, de skal vel ikke tale med gulvskrubben eller vinduerne? Og hvor kræver jobbet, at de kører hen?

Det viser bare arbejdsgivernes ønske om at sætte en vejbom op for flygtningene, som de umuligt kan passere de første mange år. Det resulterer i, at det netværket kommer til at hjælpe med, primært er at logge ind på Jobnet og klikke på knappen, hvor man bekræfter, at man har læst – og forstået – “Min plan”.

Der er et eller andet galt, og det må kunne gøres bedre, også uden at nogen skal dø af det.

 

/4 Kommentarer/i , /af ,

De marginaliserede

Jeg læser mange artikler på POV International, der er en relativt ny platform med frie skribenter og uden reklamer. De lever af små private bidrag enten til den enkelte forfatter eller til foretagendet som sådan. Jeg sender af og til en tyver. De skriver om sig selv:

POV International er et samlingssted for talentfulde skribenter med internationalt udsyn og noget på hjerte. Vi leverer originale vinkler, skarpe holdninger og bløde refleksioner på aktuelle debatter – eller omvendt!

Vi har ingen begrænsninger på emner, så længe der er troværdighed og kvalitet bag.

Vores mål med POV International er, at læserne får noget at tænke over, samtidig med at de er godt underholdt.

I dag har de en særdeles velskrevet og gruopvækkende artikel fra virkeligheden. De kalder artiklen “Stemmer fra underdanmark.” Den beskriver det liv man har – eller måske rettere ikke har – når man er omfattet af det “moderne” kontanthjælpsloft. Ingen har hidtil kunnet forklare mig, hvori det moderne består.

Det er rystende læsning. Bidragyderen har en eller anden lidelse, der gør, at hun ikke kan arbejde. Hun har to teenagebørn, hvis værelser hun har lejet ud for at have penge til mad. Nu bor de alle tre på madrasser i stuen. Sønnen er særdeles kvik og får kun 12-taller i skolen, men han bærer på en evig skam, nemlig den at mor ikke kan forsørge sig selv, men lever på en overførselsindkomst. Det fortæller han ikke til kammeraterne.

Artiklen rammer lige ned i min hjertekule, for i to år var jeg hver dag bange for at havne i samme suppedas. Når det gik særlig hårdt for sig inde i mit hoved, frygtede jeg at ende som hjemløs. Psykologen sagde ganske vist, at sådan ville det ikke gå, men den angst kunne hun trods stor dygtighed ikke fjerne.

Af det lille udklip øverst fra Beskæftigelsesministeriets hjemmeside fremgår det, at jeg ville have haft 11.000 kr. brutto pr. måned. Da skatten – som jeg betaler med glæde – sluger ca. det halve, havde der været 5.500 til mig selv. Bare de faste udgifter udgør 8.500 kr. Hvad med mad og medicin? Alene medicinen koster hver uge 300 kr. Hvordan udligne dette månedlige minus? Jeg tænkte på, hvordan andre mennesker bar sig ad, men det blev gudskelov aldrig nødvendigt at grave dybere efter svaret.

Jeg blev reddet på målstregen, og det er jeg taknemmelig for – og stadig meget lettet over.

 

/19 Kommentarer/i , /af ,

Hej

Jeg bor på Københavns Vestegn i Hvidovre, og her er dejligt at bo, og jeg har boet her siden november 2007.

Vi har mange mennesker med anden etnisk baggrund end dansk – men her er altså ingen vold, voldtægter, slagsmål, knivstikkerier, overfald, indbrud eller alt det andet, som de etnisk danske hadprædikanter prædiker om. Faktisk er her rigtig fredeligt og dejligt.

Jeg færdes meget på Facebook, og jeg er rystet over den forfærdelige tone i asyldebatten fx: “De skal ikke integreres, de skal sendes hjem så hurtigt som muligt”, “Skyd de perkere”, “De voldtager vores kvinder”, “Det er deres skyld, at der ikke gøres noget for de hjemløse, de fattige, de gamle og de syge”, “De tager vores boliger”, “De lorte”, “Smykkeloven viser bare, at det er velfærdsmigranter” osv. osv. (I parentes bemærket blev smykkeloven vedtaget for fire måneder siden, og nu er den for første gang blevet brugt, og der er konfiskeret 79.600 kr., som tilhørte fem personer tilsammen.)

Som et led i det man kunne kalde hverdagsintegration og som min egen lille private protest mod de danske hadprædikanter, er jeg begyndt at sige “Hej”, hver gang jeg møder en kvinde med tørklæde. Jeg har nok sagt hej 50 gange nu, og det er ikke én gang sket, at de ikke har lyst op i et stort smil og kvitteret med et hej. De er nok ikke rigtig vant til det.

Gad vide hvad der ville ske, hvis vi var flere, der sagde hej?

/14 Kommentarer/i , , /af , ,

Brexit

Alle taler om det – også jeg:

For så vidt angår det europæiske projekt – Den Europæiske Union, er jeg ikke på linje med Enhedslisten. Jeg har altid syntes, at staterne bedre kan løse problemerne (nej ikke “udfordringerne” 🙂 ) i fællesskab end hver for sig.

Jeg er derimod enig med statsministeren i, at der kan være en idé i at skabe et “slankere Den Europæiske Union”. Den Europæiske Union forekommer at være meget langt væk fra den menige vælger, og det er et alvorligt demokratisk problem! – eller måske ligefrem et demokratisk underskud? Det er uheldigt, og det bør der korrigeres for.

Ergo synes jeg også, at den britiske beslutning er meget trist, og bør mane til eftertanke. Marginen mellem de to poler er så lille, at det kan kaldes flertalstyranni og tilfældigheder.

Det vil være en mindre katastrofe, hvis og EL og DF kan opildne danskerne til også at kræve en afstemning om vores forbliven i samarbejdet, og det så resulterer i, at vi ikke vil være med længere. Sammenslutningen “Nyt Europa” har mange gode synspunkter, og jeg fandt denne gode og klare artikel, hvor det blandt andet fremgår at:

Det sker samtidig med, at vi i Europa står over for massive aktuelle problemer. Flygtninge og migrationskrisen, forholdet til Rusland efter annekteringen af Krim, risiko for terrorangreb, overvindelse af den økonomiske krise samtidig med grøn klimaomstilling og genopretning af økonomien i Sydeuropa. Alt sammen problemer, som vi kun kan håndtere i fællesskab.

Jeg synes, at der i citatet mangler noget om, at staterne i fællesskab også bedre kan styrke kampen mod nationalismen, som netop var noget af det, der fik briterne til at stemme “Leave”. Det må være vigtigt fortsat at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er for let at mele sin egen kage og lade de andre rydde op. Det kommer i næste afsnit:

Dertil kan vi lægge en omfattende tillidskrise til det politiske system, der bare fik et hak opad i kampagnen i Storbritannien. Det var jo først og fremmest nationalistiske og nyliberalistiske kræfter, der vandt kampagnen med modstand mod immigration og fremmede som en helt afgørende motor. En helt uhellig alliance, men faktisk den, der præger den nye højrepopulisme overalt i verden. Når den så også forenes med dele af venstrefløjen, står vi som samfund et rigtigt farligt sted.

Noget af det, der samlede staterne i den spæde start kort efter 2. verdenskrig, var ønsket om fravær af krig og det især mellem Tyskland og Frankrig. Tanken var, at hvis de var forenede og forpligtede på et eller flere punkter, ville de ikke så let fare i totterne på hinanden, som det blev set i begge verdenskrige. Vi kan konstatere, at der ikke har været krig i Europa i ca. 70 år. Det tyder på, at medicinen har virket.

Det, der vil være interessant, er en grundig debat om, hvad det er, vil vi have ud af fællesskabet vel at mærke på den præmis, der hedder, at vi gerne fortsat vil være med.