/14 Kommentarer/i , , /af , ,

Brexit

Alle taler om det – også jeg:

For så vidt angår det europæiske projekt – Den Europæiske Union, er jeg ikke på linje med Enhedslisten. Jeg har altid syntes, at staterne bedre kan løse problemerne (nej ikke “udfordringerne” 🙂 ) i fællesskab end hver for sig.

Jeg er derimod enig med statsministeren i, at der kan være en idé i at skabe et “slankere Den Europæiske Union”. Den Europæiske Union forekommer at være meget langt væk fra den menige vælger, og det er et alvorligt demokratisk problem! – eller måske ligefrem et demokratisk underskud? Det er uheldigt, og det bør der korrigeres for.

Ergo synes jeg også, at den britiske beslutning er meget trist, og bør mane til eftertanke. Marginen mellem de to poler er så lille, at det kan kaldes flertalstyranni og tilfældigheder.

Det vil være en mindre katastrofe, hvis og EL og DF kan opildne danskerne til også at kræve en afstemning om vores forbliven i samarbejdet, og det så resulterer i, at vi ikke vil være med længere. Sammenslutningen “Nyt Europa” har mange gode synspunkter, og jeg fandt denne gode og klare artikel, hvor det blandt andet fremgår at:

Det sker samtidig med, at vi i Europa står over for massive aktuelle problemer. Flygtninge og migrationskrisen, forholdet til Rusland efter annekteringen af Krim, risiko for terrorangreb, overvindelse af den økonomiske krise samtidig med grøn klimaomstilling og genopretning af økonomien i Sydeuropa. Alt sammen problemer, som vi kun kan håndtere i fællesskab.

Jeg synes, at der i citatet mangler noget om, at staterne i fællesskab også bedre kan styrke kampen mod nationalismen, som netop var noget af det, der fik briterne til at stemme “Leave”. Det må være vigtigt fortsat at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er for let at mele sin egen kage og lade de andre rydde op. Det kommer i næste afsnit:

Dertil kan vi lægge en omfattende tillidskrise til det politiske system, der bare fik et hak opad i kampagnen i Storbritannien. Det var jo først og fremmest nationalistiske og nyliberalistiske kræfter, der vandt kampagnen med modstand mod immigration og fremmede som en helt afgørende motor. En helt uhellig alliance, men faktisk den, der præger den nye højrepopulisme overalt i verden. Når den så også forenes med dele af venstrefløjen, står vi som samfund et rigtigt farligt sted.

Noget af det, der samlede staterne i den spæde start kort efter 2. verdenskrig, var ønsket om fravær af krig og det især mellem Tyskland og Frankrig. Tanken var, at hvis de var forenede og forpligtede på et eller flere punkter, ville de ikke så let fare i totterne på hinanden, som det blev set i begge verdenskrige. Vi kan konstatere, at der ikke har været krig i Europa i ca. 70 år. Det tyder på, at medicinen har virket.

Det, der vil være interessant, er en grundig debat om, hvad det er, vil vi have ud af fællesskabet vel at mærke på den præmis, der hedder, at vi gerne fortsat vil være med.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Asyldebatten og fakta

Jeg fandt denne spændende artikel i Information fra i går. Den illustrerer rigtig godt, at der er en skævvridning mellem asyldebatten på den ene side og så fakta på den anden side. Skævvridningen medfører den symbolpolitik, som vi efterhånden kender alt for godt i form af diverse uhyrligheder.

I 2016 erklærer 50 procent af de adspurgte sig således helt eller delvis enige i udsagnet »Europa modtager hovedparten af verdens flygtninge«.

Udsagnet er ikke – og har aldrig været – sandt. Ifølge UNHCR befinder 86 procent af verdens flygtninge sig i nærområderne, mens et sted mellem 2,5 og 10 procent opholder sig inden for Europas grænser, alt efter om man regner internt fordrevne med.

Artiklen drejer sig især om, hvorvidt den forøgede fokus på asyldebatten i sig selv er med til at fordreje fakta. Overskriften på artiklen er “Har journalistikken svigtet nærområderne?” Når der skrives og tales meget mere om det i vores medier, får vi også den opfattelse, at problemet er ganske enormt i Europa. Men det er det slet ikke. Der, hvor problemet er størst, er i Syrien selv og i Tyrkiet, der har modtaget det største antal flygtninge og migranter, der jo er potentielle asylanter. På samme måde har Libanon taget imod 1,1 million flygtninge trods det, at antallet af oprindelige libanesere stort set svarer til antallet af danskere. Jeg savner en fælleseuropæisk løsning, for det er for let at læne sig tilbage, sætte grænsebomme op og så ellers efterlade Tyskland og Sverige med den tungeste byrde.

Alt det ovenstående forklarer sådan set også, hvorfor enhver debat her i landet altid ender med en diskussion om islam og flygtningekrise uanset debattens egentlige emne/formål og uden at jeg som læser kan se den ringste sammenhæng. Debatten er benhård og modbydelig. Aldrig har jeg set så meget had på skrift fra etniske danskere – og samtidig undergraver vi Grundlovens frihedsrettigheder for at fange 20 “hadprædikanter”. Hvis man vil være her i landet, skal man “ville Danmark”, men samtidig har vi en forpligtelse til at behandle dem, vi så lukker ind, anstændigt. Det kan ikke være rigtigt, at det skal være utåleligt at være her.

Og så en passant: Der er ca. 6.000 hjemløse i Danmark, og det er 6.000 for mange! Det interessante er imidlertid, at hvis alle de der mener, at der ikke skal gøres noget for asylansøgerne/migranterne/muslimerne, og at de helst bare skulle forsvinde ud af landet igen, men i stedet for for de hjemløse, og de så også foretog sig et eller andet, så ville der ikke være en eneste hjemløs tilbage. Det er en modbydelig måde at sætte de mest udsatte op mod hinanden.

/6 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Fællesskab

Billedet herover kalder jeg altid “Morfar høster”, da det er morfar der sidder på høstmaskinen. Negene samles med håndkraft, og der rives efterfølgende med håndkraft.

Opdatering: Maskinen, morfar sidder på, hedder/hed en “aflægger”. Ifølge Ordbog over det danske sprog er en aflægger “Maskine, som skærer Kornet af og lægger det i Neg.”

Henny skrev Grundlovsdag til dette indlæg: Præsteindsættelse:

Men jeg er nok bare et produkt af vores individualiserede, fragmenterede virkelighed.

Det har fået mig til at tænke på vigtigheden af fællesskaber. Morfar (1899 – 1982) og hans far (1859 – 1917) var med på datidens klassiske højskoler (vist nok Rødding), og de var med i andelsbevægelsen med de par køer, de nu havde. De var begge “småkårshusmænd”, og alligevel drev de det vidt. Jeg regner med, at de drog nytte af fællesskaberne.

Selv vil jeg gerne noget, der er større end den “individualiserede, fragmenterede virkelighed.”

  • Der er et fællesskab i kirken, og det holder jeg meget af. Efterhånden har jeg lært mange at kende, og langt de fleste er enormt søde mennesker.
  • Der er et fællesskab på arbejdet. Nogen at sige godmorgen til, nogen at spise frokost med og nogen at sige farvel til. Michelle og jeg joker lidt om, hvis tur det nu er til at lave kaffe, men ellers passer vi hver især vores egen butik. Produktivitetskravene fra det offentlige findes også i NGO-verdenen. Der skal præsteres/produceres hver dag. Man skal hver dag være i topform. Og husk nu, at produktivitet bare er et andet ord for besparelse.
  • Da jeg stod udenfor arbejdsmarkedet, følte jeg mig meget ensom. Bare det at kunne sige “jeg har været på arbejde” øger chancerne for fællesskab i samfundets hamsterhjul.
  • Der vil måske vise sig et fællesskab i mit nye parti. Jeg har meldt mig ind (og de fleste kan sikkert regne ud hvor, men det er nu heller ingen hemmelighed), og jeg har læst det tilsendte materiale. Først da jeg havde betalt gebyret for det første år, kom jeg til at tænke på, at her måske er en chance for at lære nogen at kende, som jeg har noget til fælles med.
  • Psykiatrifonden har på deres hjemmeside skrevet meget om ensomhed. Fx at det er lettere at gå ud at mødes med nogen, man har en interesse til fælles med, end at gå ud med det formål at lære nogen at kende. Det klinger godt i mine ører, og jeg vil gerne prøve det.
  • Der er også et fællesskab i Cyberspace og i Blogland. Det er mennesker, jeg kender temmelig godt, skønt jeg stort set aldrig har mødt dem. Jeg tror, de ville bemærke, hvis jeg pludselig ikke var her længere.
  • Til Danmarkskanonen skrev jeg følgende, der også handler om fællesskab: “Folkekirken har i mange, mange år været et samlingspunkt for alle danskere. Kirken har den dag i dag budskaber til os alle, og vi kan blive rigere på ånd ved at komme i kirken. Derfor skal den danske folkekirke med.”

Fællesskab har en styrke, der er vigtig i livet, og uden fællesskab lever man næsten ikke.

 

/10 Kommentarer/i , /af ,

Uhyrligheder

Hver morgen vågner jeg op til nye politiske uhyrligheder på alle de områder, jeg synes er vigtige, for at vi kan kalde os for et samfund, hvilket jo altså er synonymt med fællesskab.

Eric skrev den 28. maj:

Det er ved at være så vanvittigt, at jeg nok stadig observerer, men ligesom lukker af så vanviddet ikke smitter. Vi kan heldigvis skabe en fornuftens osteklokke i vores eget liv.

Jeg kunne også finde på at gemme mig i osteklokken, og alligevel kan jeg ikke lade være at følge med i, hvad der foregår:

De største uhyrligheder findes i asylpolitikken senest med hastebehandlingen af lovforslaget om, at børn på otte (!) år skal bedømmes på deres integrationspotentiale (eller hvad det nu hed – meningen er klar nok) for at kunne blive familiesammenført med en herboende forælder. Hvordan i alverden foretager man den vurdering af et barn? Selve behandlingen af lovforslaget skete på tre dage. Jeg betegner det som lovsjusk og undergravning af demokratiet, da fx interesseorganisationer ikke kan nå at afgive høringssvar på den korte tid.

Og så var der integrationsministerens annoncer i syriske og libanesiske aviser, hvor formålet var at skræmme folk fra at søge asyl i Danmark – og det har sandelig virket. Hertil kommer, at ministeren nu vil gøre tålt ophold lig med utåleligt ophold – det skal nok lykkes hende.

Og glem ikke at udlændinge ikke længere har den grundlovssikrede ret til at blive stillet for en dommer indenfor 72 timer.

Endelig er der selvfølgelig Lovforslag L87 med 12 stramninger = “Smykkeloven”. Danmarks Radio har lavet en fin opsummering af uhyrlighederne her. Egentlig burde jeg ikke starte afsnittet med “endelig”, for det er helt sikkert ikke slut endnu. Ministeren “udfordrer” de internationale konventioner Danmark har tilslutte sig, og går Den Europæiske Union hende imod på én lov, ændrer hun da bare i en anden lov. Hun vil have sin vilje, og hun kan være sikker på støtte fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Som et aber dabei kan man undre sig over, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet er slået sammen. Hvordan kan man under én hat være eksperter på både udlændinge og boliger? Hvad har disse sagsområder med hinanden at gøre.

Det skal bedre kunne betale sig at arbejde, og derfor har regeringen opfundet det moderne kontanthjælpsloft, der træder i kraft den 1. august i år. Dansk Folkeparti forsvarer sit løftebrud med, at der jo ikke skæres i selve kontanthjælpssatsen men i de tilgrænsende ydelser, der oftest består af boligstøtte og støtte til finansiering af særlig høje boligudgifter jfr. lov om aktiv socialpolitik § 34, hvis stk. 1 lyder sådan: “Personer, der opfylder betingelserne i § 11, og som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan særskilt eller i forbindelse med udbetaling af hjælp efter § 25 få en særlig støtte.” Organisationerne – endda KL – betonede i deres høringssvar, at kontanthjælpsloftet i særlig grad ville ramme de allersvageste i vores samfund og deres børn. I værste fald vil folk ende på gaden.

Jeg bliver altid så vred, når jeg hører termen “Det skal kunne betale sig at arbejde”. Jeg har lige selv været uden for arbejdsmarkedet i et par år. Og det var altså ikke, fordi det ikke kunne betale sig at arbejde! Jeg delte bare skæbne med flertallet af kontanthjælpsmodtagere; jeg var hundesyg. Enhedslisten plejer at svare, at man ikke bliver rask af at arbejde. Og er der hovedet et arbejde at få for de mest syge? Dagens arbejdsmarked kræver, at man er “robust” – det nye modeord i jobannoncerne.

Gårsdagens uhyrlighed var: Regeringen, DF og S vil lave loft over gratis uddannelser.
For at dække udgifter til dagpengesystemet skal det være delvist selvfinansieret, hvis man vil tage flere uddannelser på samme niveau. Det virker som om, det altid er de svageste, der skal finansiere hinanden, mens de rigeste også skal finansieres af de svageste. Der er altid råd til skattelettelser for de rigeste, og dette er Liberal Alliances ypperste mål. Besparelsen ved uddannelserne må bare anses for minimal, da en opgørelse har vist, at der i 2014 kun var 2.500, der tog sig en ekstra uddannelse.

Afskaffelsen af PSO-afgiften bevirker, at der ikke længere er råd til at bygge nye vindmøller. Klimaministeren mener godt nok, at Danmark stadig skal være i front med hensyn til den grønne omstilling, men det er åbenbart ikke qua vindmøllerne, der er en torn i øjet på regeringen. Et svar fra Klima- og Energiministeriet til Folketinget viser, at støtten til de kystnære møller – betalt af virksomhederne og borgerne over elregningen med PSO-afgiften – kan stige dramatisk, i forhold til hvad man kunne have forventet. Dermed bliver den grønne omstilling for dyr, mener ministeren. Vindmølleindustrien svarer, at så kan ministeren lige så godt nedlægge energiaftalen, der stammer fra den forrige regering (2012), og som Politiken beskriver i store træk her. Den grønne omstilling er kort sagt ikke regeringens kop te.

Hvis vi vil have et bæredygtigt landbrug med alt hvad det betyder for reduktion af CO2-udledning, bedre forhold for dyrene, reduktion af kvælstoffer i vandløb, mindre gødning på markerne osv. skal der forskes i økologi, og forskningsresultaterne skal omdannes fra rapporter til virkelighed. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har afsat 20 millioner til forskning og udvikling af økologisk landbrug. Det er kun en tredjedel af de penge, der er nødvendig for at opretholde det nuværende niveau.

Indlægget kunne være meget længere, for der er langt flere uhyrligheder i spil for tiden; jeg har bare udvalgt dem, der lige randt mig i hu. Og i øvrigt er det for varmt…

God weekend.