70 år siden
Slutningen på de fem forbandede år
Min mor kaldte altid besættelsen for “de fem forbandede år”. Det var sikkert en formulering, hun havde med sig fra dengang. Hun var født i 1935, og var altså 10 år ved befrielsen. Hun fortalte tit om sine oplevelser fra de år, og de var mange, selvom hun kun var et barn i det yderste Vestjylland.
Min far var født i Brede, Kgs. Lyngby i 1922, og var aktiv modstandsmand. Han har været 18 ved besættelsens begyndelse. I min skattekiste har jeg hans frihedskæmperarmbind, og det er jeg rigtig glad for at have. I går fandt jeg ham i denne database: http://modstand.natmus.dk/Person.aspx?71069 Jeg har selvfølgelig altid kendt til historien, men var alligevel overrasket over at finde ham der. Databasen rummer en henvisning til yderligere kilder; dem kender jeg ikke til, men jeg skal klart have fat i dem. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad han egentlig lavede i modstandsbevægelsen. Han fortalte det sikkert selv, men eftersom han døde, da jeg kun var ni år, er det meste gået i glemmebogen. Jeg er dog temmelig sikker på, at han ikke var en af “de sidste dages hellige”.
Lige p.t. er jeg sammen med mennesker uden historiefornemmelse, og de tænker ikke over at fejre denne glædesdag. Det, synes jeg, er lidt mærkeligt. Vi har sikkert ikke lys i vinduerne i aften. Når jeg er hjemme, har jeg altid lys i vinduerne 4. maj – det synes jeg, vi skylder både de faldne og de der stod det igennem. Jeg er selv fra 1963, men har pga. mine forældre alligevel en god fornemmelse for den tid. Jeg ville gerne have oplevet den 4. maj 1945 – sikke en glædesrus det må have været.
Kære Hanne
Ja jeg synes også det er vigtigt at huske, og har også mange historier fra min familie selvom begge mine forældre var børn, men jeg tror ikke det betyder det store for min datter (22) og sådan er udviklingen nok bare. Knus Annette
@ Kære Annette
Mange tak for din kommentar og velkommen til min blog. Kommentaren skulle lige godkendes, da det er første gang, du er her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Jeg skal lige høre, er du Annette fra Amagerkollegiet, gård 78?
Update: jamen det er du jo, kan jeg se ovre på Facebook. Hvor sjovt!
Det er da selvfølgelig naturligt nok, at det ikke betyder så meget for de unge. Jeg synes blot, det vil være meget trist, hvis det på et tidspunkt går helt i glemmebogen. Her hvor jeg p.t. befinder mig, tror jeg, jeg var den eneste, der i går tænkte på den særlig dag, og det er da ikke unge mennekser ?
Ja jeg er den Annette – Susannes datter bor på kollegiet i dag, så både min datter og jeg kommer der en gang om året til fødselsdag – lidt sjovt.
Jeg tror at det er vigtigt at huske, men at man må erkende at efterhånden som de sidste øjenvidner falder bort, bliver der færre for hvem det er vigtigt. Jeg husker d. 9 maj 1984 i Moskva, hvor veteraner samles i Gorkij Park – det vrimlede med mænd og kvinder klædt i sort og medaljer på brystet – gad vide hvordan det er i dag – også fordi det samfund har ændret sig så meget så den kollektive selvforståelse handler om andre ting.
@ Annette
Sjovt at du har fundet frem til mig. Fantastiske internet!
Det er rigtigt, at øjenvidnerne falder væk, men det er ikke bare dem. Det handler jo også om, at os der har hørt historierne fra førstehåndskilderne får en blegnet/svækket hukommelse med alderen. Når vi er væk, vil meget viden være gået tabt.
Det var en særlig aften i dag for 70 år siden. Jeg blev vist efterladt alene hjemme en tid medens min far og mor gik ud for at fejre befrielsen. Det forekommer vigtigt at bevare historierne fra den tid så godt vi kan.
@ Jørgen
Nårh… Efterlod de bare lille Jørgen? ? Ja vi skal bestemt bevare historierne på alle de måder, vi kan. Jeg har altid været optaget af det, man kalder Personalhiatorie, bl.a. fordi den også rummer hverdagshistorierne. Det, man kan finde i arkiverne, er jo trods alt kun om et fåtal.
Ja, der er mange spændende historier fra den tid. Af min mor, der fyldte 18 den 5. maj 1945, har jeg hørt nogle stykker. Mest om hverdagsproblemer, som at vandrørene frøs, så man måtte hente vand ved bageren, men også om at Limfjorden frøs så grundigt til, at lastbiler kunne krydse ved at køre på isen. Det må virkelig have været hundekoldt.
Når tropperne marcherede gennem byen, sang de, og ifølge min mor, der har øre, sang de godt, men “de sorte,” som hun kaldte SS’erne, var “uhyggelige”. Det tror jeg gerne!
Knapheden på varer og rationering fortsatte adskillige år efter besættelsen, og det var en af flere grunde til, at mine forældre, en tante og en onkel emigrerede til Canada.
@ Eric
Fortællingerne fra den tid er vigtige at bevare på enten den ene eller den anden måde. Selv har jeg prøvet at skrive så meget ned, som jeg har kunnet. En del af det har jeg kunnet få bekræftet via arkivalier fra Rigsrkivet, og dette har jeg prøvet at skrive ned på “en episk måde”, og jeg deler det med medlemmer af slægten, selvom den er meget lille.
I min slægt har jeg også en østfront-frivillig, og jeg er så glad for at have fået til et af hans børnebørn, der har fået interesse for historien, som den fortælles af arkivalierne.
Vinteren ’42 var virkelig kold! Jeg mener, det var det år, man kunne gå på isen langt ud i Storebælt.
Vareknapheden varede til langt op i 50-erne, og jeg forstår godt, at din familie emigrerede. Det var der vist egentlig mange, der gjorde – og det netop af den grund.
Husk nu lysene i vinduerne ?
@ Kære Anna
Sikke dejligt at høre fra dig igen!
Jeg tror ikke, jeg kendte sangen på forhånd, men nu har jeg læst den og synes, den er rigtig fin. Det må have været en fantastisk aften. Jeg var faktisk ikke rigtig klar over, at den var ventet.
Knus
Hanne
Kære Hanne,
Jeg er født i november 1942 og husker i enkelte billeder episoder fra 4. maj 1945. Budskabet var ventet, for ellers ville jeg ikke have været med hos underboen, der havde radio.
Kender du ikke denne sang http://www.festabc.dk/1/en-vinter-lang-og-m%C3%B8rk-og-haard? Har sunget den et utal af gange på højskole i 1959 og ellers hørt den i giro 413.
Kærlig hilsen Anna