De vigtigste valgtemaer?

0) Transpersonerne og tørklæderne

I denne artikel prøver jeg at få styr på tankerne om transpersoner og tørklæder, da begge diskuteres højlydt på Facebook. Dette er, hvad man på nudansk kalder et “long read”, altså et “langlæs” så sæt tid af, hvis du gider …

Er de virkelig de vigtigste valgtemaer, når forholdene i psykiatrien og resten af sundhedssektoren er uholdbare, når de unge trives dårligt, når inflationen raser, når ældreplejen er gået amok og når klimakrisen er enten nært forestående eller allerede brandaktuel med store skovbrande i Sydeuropa.

Jeg kommer helt sikkert til at lægge mig ud med mennesker, der mener noget andet end mig. Det er fint. Jeg diskuterer gerne. Kommentarer er velkomne her på siden, ikke på Facebook, idet sammenhængen mellem artiklen og kommentarerne så forsvinder i løbet af ganske få dage. Og det er ærgerligt for både dig og mig.

Kommenterer du her for første gang, skal din kommentar godkendes. Det skyldes kampen mod spam og andet skrammel. Det laver jeg ikke om på for din skyld.

1) Transpersonerne

Nogle mener, at man tildeles et køn ved fødslen, og at vi må acceptere, at køn er et spektrum.

Følgende citat stammer – lettere redigeret – fra en af mine bekendte på Facebook ved navn Anne Brøndum, der modigt lægger sig ud i debatten med de såkaldte “transaktivister”. Jeg er fuldkommen enig med Anne.

Biologisk køn er ikke et spektrum. Der er to køn: han og hun. Nogle føler sig som det modsatte køn, eller føler at deres køn er flydende. Men deres kromosomer vil stadig være enten xx eller xy.

Jeg røg selv en dag ind i en debat med transpersoner. Uha, det skal man passe på med, for hvert et ord bliver vendt, drejet og misforstået. Debatten bliver i realiteten en debat om følelser og ikke om facts.

Årsagen til min debat

Jeg tillod mig at have en mening om lovforslaget om, at de sidste fire cifre i CPR-nummeret kan ændres helt fra fødslen, dvs. det juridiske og reversible kønsskifte, der så besluttes af forældrene, da baby ikke har følelser for de tal. Vil man have en pige, men får en dreng, laver man da bare et juridisk kønsskifte.

Mine medkombattanter mente, at lovforslaget var væsentligt at få gennemført, da det kan være vældig svært i en lufthavn for en person, der i passet er anført som fx pige, da hun er født uden penis men med uterus mv., men er påklædt som dreng. Jeg spurgte, hvor stort “problemet” er. Flere blev sure over citationstegnet. Fra min side lå der intet nedladende i tegnet. Herefter måtte jeg fortælle lidt om mig selv. Og det udvider jeg i det følgende:

Min tid som “drengepige”

Jeg voksede op som det, man dengang kaldte “drengepige”, og jeg tænkte i mange år over, om jeg ikke hellere skulle have været en dreng.

Da jeg var ca. fem år, syntes min elskede far, jeg skulle gå til dans. Han var selv en dygtig danser med masser af præmier mv., og ønskede derfor at introducere mig til den verden. Jeg hadede det, og det værste var sådan set kjolen og de fine røde Scalasko. Jeg følte mig “klædt ud”, og i øvrigt foretrak jeg at klatre i træer, lege såkaldte “drengelege” og konstruktionslege med noget, der, dengang i forhistorisk tid (før 1972), hed Bilofix og Meccano. Biolofix var til de meget unge år, mens Meccano forudsatte, at man var lidt ældre, så man kunne styre de små metalskruer mv. Med begge dele kunne man bygge fx løftekraner mv.

Når drengene ikke ville danse med mig, lovede jeg dem tæv. Herefter ville de pudsigt nok gerne. Sikke nogle tøffelhelte.

Følelsen af at være klædt ud varede ved. Det værste ved konfirmationen var kjolen. Den hadede jeg også.

Jeg tænkte ikke på de sidste fire tal i mit CPR-nummer. I øvrigt er jeg født, før man opfandt CPR, der kom til i 1968. Der var jeg fem år.

Antallet af tissemænd skal være netop 1

Måske som konsekvens af i min barndom at have set for mange genitalier hos en voksen (min “mors” mand begik daglige overgreb gennem seks år), levede jeg 10-15-20 år som lesbisk. Det var det helt rigtige for mig, og jeg har elsket mange dejlige kvinder.

Jeg udviklede tesen om, at for at samfundet betragtede ens kærlighed som “rigtig”, skulle der i et parforhold være netop 1 tissemand. 2 var for mange, og 0 var for få.

Som voksen og for få år siden mødtes jeg med fuldt overlæg med et dejligt menneske, en mand, der var “gået hele vejen” og havde fået foretaget en irreversibel kønsskifteoperation, rejst mange gange til Belgien (jeg kan ikke huske hvorfor, men det havde helt sikkert med kønsskiftet at gøre) og havde haft de samme tanker som mig livet igennem. Jeg kunne stille ham alle de spørgsmål, der havde spøgt i knolden i så mange år. Det var dejligt at få nogle svar fra ham.

Jeg tog hele problematikken med til psykologen, og vi brugte mange seancer på at drøfte den. Jeg kom med mine tvivl: Skulle jeg også “gå hele vejen” og ville en kønsskifteoperation også være rigtig for mig? Efter mange samtaler gik jeg derfra med en klar bevidsthed om, at det skulle jeg ikke.

Kunne vi ikke bare udvide grænserne for, hvad de to køn kan og må?

Min far, Jørgen Stegemüller (1922 – 1972), var en meget feminin mand. Han broderede mellemlægsservietter (jeg har dem stadig i en skuffe), mens min “mor” tog slæbet i haven med at lægge fliser Samtidig var han patriarkalsk og bestred et job, der dengang var forbeholdt mænd, idet han var direktør for en større tekstilvirksomhed.

Dvs. at jeg i nogle år oplevede, at man kunne være den, man var, uanset ens CPR-nummer mv. Eksempelvis blev jeg taget ud af danseskolen, da jeg “tilfældigvis” fik ondt i ryggen hver mandag ved 17-tiden og Scalaskoene klemte, selvom de havde den rette størrelse. Jubi op i ananas-æbletræet igen.

På gamle billeder har jeg set masser af mænd i min nærmeste Stegemüller-familie, der var temmelig feminine. Se fx på billedet til højre. Det forestiller Rudolph Wilhelm Stegemüller (1910 – 1975). Han er min granonkel. Billedet er større, hvis du klikker på linket og ser det på min TNG-side (du skal lidt ned ad siden for at se billedet i stor størrelse). Du må kalde mig Mads (eller noget andet), hvis han ikke har feminine træk.

Der har i den del af min slægt altid været vide grænser for, hvad man “kunne” og “måtte” som henholdsvis pige/kvinde og dreng/mand.

Et er, hvad der foregår i familien og slægten. Et andet er selvfølgelig, hvad der foregår i samfundet.

I mit liv som drengepige, senere lesbisk eller bare androgyn, og nu som absolut ingenting, har jeg faktisk aldrig oplevet nedsættende tale, diskrimination, stigmatisering eller problemer i lufthavne. Der er større stigma knyttet til psykisk sygdom. Folk syntes, jeg var “anderledes”, men det var uproblematisk.

Der var og er masser af årsager til, at jeg er anderledes. Min seksualitet var bare en af grundene. Jeg har haft relativt høje stillinger i centraladministrationen gennem 23 år. Nogle af dem har været stillinger med masser af magt, som man i gamle dage mente var for mænd. Ingen har nogensinde stillet spørgsmål ved, at jeg har en relativt maskulin udstråling.

Da jeg “sprang ud” (sådan hedder/hed det) som lesbisk i 1981, var de eneste, der ikke ville have med mig at gøre, min “mor” og hendes mand. Men det var gensidigt og dermed uproblematisk.

Ergo: lad dog mennesker være dem de er, og glem tallene i CPR-nummeret.

Det er min holdning, at forældre ikke ved fødslen eller senere har ret til at rode med de tal. Lad drengepigen og tøsedrengen lege de lege, de vil og senere bestride de jobs, de vil – og sidst men ikke mindst – have sex med dem, de vil.

Juridisk kønsskifte på børn er en urimelig handling – jeg vil kalde det et overgreb. Voksne kan gøre, som de vil evt. ved at “gå hele vejen” og få foretaget en kønsskifteoperation, hvor der ikke rigtig er nogen vej tilbage. At udvide grænserne ville også løse problemet med, at der er et frygtelig højt antal selvmord hos transpersoner.

Jeg har enormt svært ved at se “problemet”. Men okay – måske har samfund og normer ændret sig. Og jeg mener ikke, man skal lovgive om et problem, man ikke kender omfanget af. Og det leder lige ind i tørklædedebatten.

2) Er tørklæderne virkelig en diskussion værd?

“Kommissionen for den glemte kvindekamp” er – helt uden empiri men baseret på synsninger  – fremkommet med et vanvittigt forslag om at forbyde muslimske piger at have tørklædet på i folkeskolen. De er parate til at “gå hele vejen” (her er der tale om en anden vej). Den vej må betrædes, hvis det grundlæggende princip i dansk ret og retspraksis om ligebehandling, gør det nødvendigt også at forbyde andre religiøse symboler. Det kan være kors, kippa eller noget helt tredje, som folk bruger til at symbolisere deres tro. Det kan også være at forbyde “at gå til præst” i skoletiden osv. Jeg ved godt, at det nu er henlagt til ydertimerne. Man kan f….. ikke lovgive mod en bestemt religion, mens man lader de andre være. Det må vel kaldes racisme?

Herudover vil det være forkasteligt at gå i gang med en lovgivningsproces uden et empirisk grundlag. Det har jeg aldrig set før. Det er politisk bestilt makværk op til endnu en beskidt valghamp. Klikker du på linket kan du læse om den del der.

På kommissionens hjemmeside har jeg sakset dette, men du kan finde hele sammenhængen nederst på denne side

Formand for Kommissionen for den glemte kvindekamp, Christina Krzyrosiak Hansen, udtaler:

”Piger, der vokser op i Danmark, skal selv kunne bestemme, hvilket tøj de vil gå i …

Hvis der indføres forbud mod tørklædet, kan pigerne netop ikke bestemme hvilket tøj, de vil gå i. Kan medlemmerne af kommissionen (de fleste er fra Dansk Folkeparti, resten er Socialdemokrater, blandt andet Christina Krzyrosiak Hansen) virkelig ikke indse det? Så må de være dummere end politiet tillader.

Problem med social kontrol?

Er der et problem med udbredt social kontrol, skal det selvfølgelig løses. Men den med at “beskytte pigerne” har vi altså hørt før. Støjberg var afsender – derfor kalder jeg hende normalt “Støjsenderen”. Men vi må jo først vide 1) om der er et problem og 2) hvor stort det er. Synsninger er ikke tilstrækkelige.

I Danmark har vi gudskelov religionsfrihed. Det er så vigtigt, at det står i grundloven, som det ikke er meget, der kvalificerer sig til. Vil man virkelig foretage en grundlovsændring for at løse et problem, man ikke kender omfanget af?

3) Valgtemaer?

Det er min klare holdning, at Danmark har mange andre problemer, der skal løses før ukendte problemstillinger med transpersoner og tørklæder. Det er til gengæld ikke svært at forstå, at nogle finder begge velegnede til valgkamp. De er nemlig lette at forstå og synes noget om.

Det er meget sværere med psykiatrien og resten af sundhedsvæsenet, inflationen, samfundsøkonomien, beskæftigelsen, klimaet mv. I Ugeskriftet kan man eksempelvis læse følgende om psykiatrien, der er mit hjertebarn.

Kvalitetsløftet på kræftområdet var betinget af en meget stærk politisk vilje. Kære politikere, mobiliserer I den samme vilje på psykiatrien? skriver psykiater og stabslæge Jeanett Bauer.

Der er bare det, at de fleste partier (ingen nævnt, ingen glemt) har et partiprogram og en hjemmeside, hvor man kan læse programmet. Det bør være pligtlæsning inden god nat, før man står i det lille telt med blyanten i hånden.

Happy valgkamp!