/i /af

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

Hvis man nu vil tænke i besparelser

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

Jeg fandt en interessant artikel i Ugeskrift for Læger. Hvis du interesserer dig for psykiatri, økonomi og psykiatripolitik, bør du i det mindste skimme den.

Nu om dage er det meste forældet, nærmest før det er publiceret, og denne artikel er publiceret i “Ugevennen” 2-3 dage, før 10-årsplanen for psykiatrien blev præsenteret i Sundhedsstyrelsen den 13. januar. Planen blev aldrig drøftet mellem Folketingets partier. Det blev klart i starten af maj måned. Ergo: man kan mene, artiklen er håbløst forældet.

Det er dens konklusioner og forudsætninger imidlertid ikke. Den fortjener læsning. Enten langsom læsning ord for ord eller “akademisk læsning”. Sidstnævnte er vel bare et finere ord for skimlæsning? Konklusioner og forudsætninger er mere aktuelle end nogensinde før efter de frygtelige drab i field’s.

Ganske kort kan det siges:

Investerer vi 4½ mia. kr. ekstra årligt, kan vi reducere omkostninger på 110 mia, der er en følge af utilstrækkelig hjælp til psykisk syge mennesker gennem mange, mange år.

Lige nu omtales en telefonlinje, vi kan ringe til, hvis det er ved at tippe for os. Jeg skriver  “vi” og “os”, fordi jeg selv er psykiatribruger med to psykiatriske diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom).

Psykisk sygdom koster samfundet årligt omkring 110 milliarder alene i afledte effekter af utilstrækkelig hjælp. Det er mange penge. Aktuelt bruger vi cirka ni milliarder på behandlingspsykiatrien i Danmark om året. Hvis vi reelt vil løfte psykiatrien, er der behov for store investeringer. Så kan det godt være, at 4,5 milliarder lyder af meget for nogen, men samfundsøkonomisk koster det meget mere ikke at foretage denne investering med en tiårig reel psykiatriplan. Det vil jo formentlig få de 110 milliarder til at skrumpe i den anden ende, og vi kan spare nogle mennesker for unødvendigt lange og opslidende psykiatriske forløb, og flere mennesker kan få et bedre liv med deres sygdom eller ligefrem blive helbredt. Psykiske lidelser debuterer jo i de unge år – skizofreni er i 18-25-årsalderen – netop der hvor uddannelse og job tabes«, siger Mikkel Rasmussen.

Mikkel Rasmussen er ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle og næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab. Ergo er han ikke “hvemsomhelst”. Det er ham, VIVE og professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup, der står bag beregningerne, som Merete Nordentoft, aktuel formand for Dansk Psykiatrisk selskab og professor, også omtalte Aftenshowet i går onsdag den 6. juli. Normalt ser jeg aldrig det program, men her syntes jeg alligevel, jeg ville se med.

Hvad nu hvis der var en døgnåben telefonlinje?

Det ville være dejligt, at der var et sted at ringe hen, som ikke lukkede kl. 16:00 og som ikke havde reduceret bemanding i ferieperioder, fordi de – som fx Psykiatrifonden – levede af private donationer. Men hvad nu hvis telefonlinjen sagde “Vi mener, du skal henvende dig i Akutmodtagelsen”, og man gjorde det, og Akutmodtagelsen svarede: “Desværre, der ligger allerede patienter i de senge, vi har; vi har ikke plads til dig”.

Det er virkeligheden for både os patienter og lægerne og alt det andet personale i psykiatrien. Der er ganske enkelt ikke senge nok. Jeg har selv prøvet flere gange på “Akutten” ikke at være syg nok til at komme gennem nåleøjet (lægens eget udtryk), og at blive sendt hjem igen med selvmordstanker. Så føler man sig som verdens mest ensomme menneske, der lige så godt kan tage livet af sig. Det lyder barskt, men sådan er det. Måske forstår du det ikke; og det er også i orden – og forståeligt. Man skal formentlig kende tankerne for at forstå dem.

Jeg er bare enig med Pernille Skipper, der siger “Dette er løftebrud”, når det rent faktisk står i “forståelsespapiret” fra 2019, at der skal lægges en 10-årsplan.

Jeg har talt med Livslinjen mange gange. Det er enormt dygtige mennesker, der kan få en til at holde fast i tvivlen: dvs. tvivlen om hvorvidt jeg skal tage mit eget liv eller ej? Vil jeg leve? Er verden et fattigere sted uden mig eller ej?

Er man tvivler, og det er jeg formentlig ikke den eneste, der er, skal man holde fast i tvivlen. De kender til tvivlen hos Livslinjen.

Det kan bare ikke være sandt, at vi ikke har råd til at betale de mennesker, der sidder og tager telefonerne og taler os tilbage til livet? Men er vi syge nok til en indlæggelse, og det er vi, når vi tænker sådan, skal der også være en seng til os – måske bare et par dage til en “kort stabiliserende indlæggelse“. Det er der bare ikke altid. For jer, der ikke kender tankerne, lyder det sikkert absurd. For os er det tanker, vi måske tør tale om og sætte ord på. Jeg har selv prøvet det et utal af gange – og jeg er ikke bange for at være åben om det – stigma eller ej. Det lever jeg med.

Nuvel: Væk fra alt det føleri – og over til finanslovsteknik

Jeg beklager. Der blev lidt meget “føleri”, men sådan kan det gå. Jeg kan også noget med finanslovsteknik, da jeg har levet af det i 23 år! Det er mere “hardcore” og følger her:

Adskillige år har vi læst om, at finansloven har leveret et “løft” til psykiatrien. Uden at jeg kan dokumentere det vha. troværdige kilder år for år, kan jeg fortælle, at adskillige af disse “løft” har fundet sted via de såkaldte satspuljemidler; finansiering via satspuljen er i sagens natur etårig. “Rigtige finanslovsmidler” er firårige. Det svarer fuldkommen til at man siger, at noget er til “projekter”. Projekter påbegyndes og afsluttes. Det er definitionen på et projekt. Det, der er løbende og firårigt, kaldes “drift”.

Skal man genoprette psykiatrien, hvilket der er behov for, og stille den på lige fod med fx cancerområdet, er det nødvendig med en langvarig indsats = drift. Et etårigt eller toårigt projekt rækker ganske enkelt ikke.

Vis mig den faggruppe, der kan udvikle og implementere nye, effektive indsatser på et år eller to – og vel at mærke samtidig gøre fagområdet attraktivt for nye ansøgere! Psykiatrien er netop nu kendetegnet ved at være befolket med ufaglærte medarbejdere og at være meget lidt prestigefyldt.

Det skal retfærdigvis siges, at der på Finansloven 2020 blev givet et løft på 600 mio kr. til flerårige midler. Det var dejligt. Vi takker mange gange. Problemet er, at det forslår som en skrædder et vist sted (og det sted plejer man at kalde “Helvede”), når der mangler 4½ mia kr. årligt i en periode på 10 år.

Løftebrud

Kort sagt: det er altså bare ikke godt nok med en telefonlinje. Jeg er enig med Pernille Skipper fra Enhedslisten i, at der er tale om et løftebrud. Nu skulle tre mennesker gå i døden, før man begyndte at tale om det. Det kan ikke være sandt.

 

/4 Kommentarer/i , /af ,

Psykiatriens synlighed efter field’s

Psykiatriens synlighed efter field’s

Tænk at det skulle til!

Psykiatriens synlighed efter field’s

Gud og hver mand har lige nu en holdning til den unge potentielle gerningsmand (han er ikke dømt, men alene varetægtsfængslet i surrogat) bag det frygtelige skuddrama i field’s, hvor uskyldige og tilfældige mennesker blev dræbt eller sårede. Nogle af disse holdninger er ganske forfærdelige. Her er et eksempel

Hvem der fortjener medfølelse i denne tid, er de efterladte for de dræbte og ikke en fuckup morder.

Jeg svarede vedkommende

Du taler om et menneske, der muligvis var alvorligt syg i gerningsøjeblikket.

Det fik jeg intet ud af, men det havde jeg naturligvis heller ikke forventet.

En havarikommission?

Heldigvis er der også fagpersoner fra psykiatrien, der udtaler sig og kan gøre det med vægt. En af dem er fx en af mine helte: professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup. På dr.dk kan man lige nu læse blandt andet

Når der sker en togulykke eller et fly styrter ned, bliver en havarikommission sat til at undersøge, hvad der er sket, og hvordan det kunne være undgået.

Sådan burde det også være, når psykisk syge har begået kriminalitet, mener Poul Videbech, der er professor i psykiatri på Københavns Universitet.

Hvis beslutningstagerne tilslutter sig Poul Videbechs forslag om en havarikommission, er det muligt, at man qua “…hvordan det kunne være undgået” endeligt indser, at psykiatrien er nødlidende og har været det i stigende grad siden særforsorgens udlægning i 1980.

Tænk at der skulle en så frygtelig handling til, før det blev synligt for enhver. Tænk at det skulle koste tre menneskeliv. Jeg forstår det ikke.

10-årsplanen for psykiatrien

Det er kun to måneder siden, 10-årsplanen blev hældt af det politiske skakbræt, eller et andet bræt, med argumenter om, at det sikkert ville være godt (måske endda bedre?) at gå til spejder og/eller spille brætspil. Civilsamfundet blev omtalt som en aktør, der måtte træde til, når psykiatrien ikke skulle opgraderes. Den interessante og vigtige “pixiudgave” af 10-årsplanen kan læses her.

Jeg havde set frem til den politiske håndtering af udspillet, så jeg var uendeligt skuffet over, at drøftelsen aldrig kom, og at man kasserede det faglige oplæg udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen i fællesskab, når baggrunden var følgende

Af forståelsespapiret, “Retfærdig retning for Danmark”, aftalt den 25. juni 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, fremgår det, at regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse.

Stigmatiseringen er en del af synligheden

Lige nu er det utrolig ubehageligt at leve med to psykiatriske diagnoser. Det skyldes, at pøbelvældet på de sociale medier har travlt med at producere tal om, hvor farlige vi er, hvor megen kriminalitet, vi begår, hvor mange der indsættes i varetægtssurrogat mv. Stigmaet vokser ind i himlen. Bare det at diskussionen føres er ubehageligt.

Jeg har ledt efter valide tal, men kan ikke finde nogle, jeg tør tro på. Og derfor gengiver jeg ingen her bortset fra tal fra den tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, nu retspsykiater, Gitte Ahle, som jeg har fundet på dr.dk

Gitte Ahle har tidligere stået bag en af de største undersøgelser af psykisk syges kriminalitet, som hun lavede for Justitsministeriet.

Dengang gennemgik de i alt 218 sager fra 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge og konkluderede, at ud af de 13 sager om drab og drabsforsøg, der havde været, kunne 11 have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling.

I årenes løb har jeg været indlagt et utal af gange og dermed haft et utal af medpatienter. Ingen af dem har begået personfarlig kriminalitet. Måske har de kørt over for rødt, men det er vist også det værste.

Selv tror jeg ikke, jeg på noget tidspunkt har overtrådt nogen bestemmelser. Men stigmaet rammer også mig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Psykiatriens synlighed efter field’s

/5 Kommentarer/i , /af ,

Hvor bliver 10-årsplanen af

Hvor bliver 10-årsplanen af

Rystende svar fra Mette Frederiksen

Hvor bliver 10-årsplanen af

Psykiater Merete Nordentoft skrev i går på sin Facebookprofil følgende:

Jeg hørte statsministerens spørgetime i dag. Pia Olsen Dyhr spurgte hvor psykiatriplanen blev af? Statsministeren svarede at det nok ikke var muligt at rekruttere personale, og at vi skulle grave et spadestik dybere og tænke på om ikke civilsamfundets fællesskaber kunne forebygge psykisk sygdom. Prøv at forestille jer reaktionerne hos Kræftens Bekæmpelse hvis statsministeren påstod at fodbold eller brætspil kunne forebygge kræft? Psykiske sygdomme er stigmatiserede folkesygdomme, vi kan tilbyde behandling af langt højere kvalitet, hvis vi fik mulighed for det. Vi skal have en ambitiøs psykiatriplan nu.

Pernille Skipper skriver blandt andet om Mette Frederiksens svar

Jeg har sakset disse to citater fra Pernille Skippers Facebookprofil. De er taget en lille smule ud af sammenhængen, men det er ikke citatfusk, der stod bare noget midt imellem, som jeg ikke gengiver.

Hun talte om fodbold og om at gå til spejder som et svar på den totale mangel på tilstrækkelig hjælp og behandling, der er, til de mennesker, der har en psykisk sygdom eller de alt for mange unge der mentalt mistrives. Forestil jer, hvis det havde været svaret til manglende behandling af folk med kræft eller hjertesygdomme?

En psykisk sygdom er ikke et spørgsmål om mistrivsel eller at “ungdommen skal være mere robust for livet er hårdt” (ja, det sagde hun gudhjælpemig). Mistrivsel blandt unge er vigtigt, men det er ikke et spørgsmål om at gøre de unge mere hårdføre, og det er slet ikke tilstrækkeligt til at sikre ordentlig behandling af psykisk sygdom.

Når man er “psykosenær”

Jeg har Gudskelov aldrig haft en “fullblown” psykose, men jeg kender mange, der har, fordi jeg har været indlagt ca. “100 gange”. Hverken når man har en rigtig psykose, eller når man er “psykosenær” (det er det kliniske udtryk; det står masser af gange i min Sundhedsplatform (SP)), kan man gøres mere robust, dyrke spejder, sport eller spille brætspil.

Når man konstant hører en respirator inde i klædeskabet med dens evindelige bip bip-lyde, når man tror, naboerne spiller tyvernes salonmusik, og man går langs væggene for at validere det, eller når man svæver 20 centimeter over gulvet nede i Kvickly, er man syg, for intet af dette er selvfølgelig virkeligt! Man kan f…. ikke gå til spejder eller spille brætspil. Hvad tænker hun på?

Statsministeren fatter ikke, at man har behov for en psykiater og ikke en tropsfører eller en spejderuniform. Man bliver angst for, hvad det kan udvikle sig til, og man ringer til afsnittet for at få hjælp. Er man heldig, har de også en seng til en. Er man uheldig, får man den fjerde seng på en tresengsstue. Så må man lade iPadden op i håndvasken og man man må undvære en natlampe. Men det er alligevel bedre end at være alene med angsten derhjemme. Angsten for at “om lidt tjekker jeg ud for sidste gang, for dette holder jeg ikke til længere”.

Er det et godt afsnit, og har man været der før, har de også en god læge, en specialuddannet psykiater, der forstår, hvad man siger og ikke møder en med mistro og mistillid. For ja det er da mærkeligt både med respiratoren, salonmusikken og “svæveriet”. Det forstår den gode psykiater. Statsministeren gør helt åbenlyst ikke!

Når statsministeren ikke selv forstår det

Der er en grund til, at vi i Danmark har et system, hvor de politisk udpegede ministre bestiller diverse opgaver hos deres administration, dvs. deres ansatte embedsværk. Det er en tradition, vi skal være stolte af, for det er det, der bevirker, at der – som hovedregel – træffes kvalificerede beslutninger og vedtages lovgivning baseret på saglige drøftelser og evidens.

Selvfølgelig kan statsministeren ikke have indgående viden om psykiatri. Jeg vil i hvert fald nødig diagnosticeres af hende. Hun har sit embedsværk. Hun lytter bare ikke til det.

Merete Nordentoft skriver, at Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen har stået bag et stærkt fagligt oplæg, hvor jeg bare har læst pixiudgaven og kommenteret den her, men det smider Mette Frederiksen helt åbenlyst i papirkurven og mener, civilsamfundet må træde til, når temmelig syge mennesker skal hjælpes.

Endnu engang bekræftes det, at psykiatrien er stedbarnet i dansk sundhedspolitik. Det var aldrig gået på kræftområdet. Kræftens Bekæmpelse havde stået der med det samme. De er nemlig dygtige(re) til at kæfte op. Kræft er på en eller anden måde “finere” og mere prestigefyldt end psykiatri. Gad nok vide hvorfor det er sådan? Er det fortidens oplevelser af, at vi er en form for sindssyge eller har spist for få D-vitaminer i barndommen?

Hvad har “vi” at gøre med?

Jeg er jo bare patient, så jeg har ikke fuldt ud forstand på mulighederne, men jeg har da hørt om følgende:

Jeg har mistet troen på, at vi kan råbe politikerne op, når Mette Frederiksen blankt afviser udspillet fra Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Et udspil kan simpelthen ikke komme højere oppe fra. Det kan ikke være bedre. Sundhedsstyrelsen er det øverste rådgivende organ på området. Og de to styrelser har sammen med DPS arbejdet på udspillet i flere år.

Jeg er meget skuffet og glæder mig over, at det er virkelig mange år siden, jeg har stemt på Socialdemokratiet. Faktisk er jeg nærmere rasende! Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal gøre af mit raseri andet end disse 964 ord, nogle måske læser.

Jeg ved med andre ord ikke, hvordan man bliver hørt, når man bare er patient i psykiatrien.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/3 Kommentarer/i , /af ,

10-årsplanen for psykiatrien

10-årsplanen for psykiatrien

Der skal ske noget

10-årsplanen for psykiatrien

I starten af januar 2022 udgav Sundhedsstyrelsen “Fagligt oplæg til en 10-årsplan” (for psykiatrien forstås). Den samlede udgave er 207 sider, men der findes tillige en Pixiudgave på kun 24 sider. Fra sidstnævnte har jeg “hugget” en række uhyggelige citater. Har du interesse i psykiatriens problemer og fremtid, bør du i det mindste skimme den.

Læsningen af Pixiudgaven erindrede mig om de år, hvor jeg herhjemme stillede tasken uåbnet på gulvet, når jeg blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Det kunne ikke betale sig at pakke ud, for erfaringen var, at jeg sikkert skulle retur inden for de nærmeste to uger. Det var hårde år. Heldigvis er det snart længe siden.

Nogle af problemerne i psykiatrien – citater fra Pixiudgaven:

Nogle kalder det “udfordringer”. Selv kalder jeg en spade for en spade. Det er problemer, og det handler om mennesker. Havde der været tale om cancer, var problemerne løst for længst.

“Denne faglige gennemgang viser, at der på blot et årti er sket en stigning på ca. 30 pct. i antallet af patienter med psykiske lidelser, der behandles på sygehus. Til sammenligning er antallet af patienter med somatiske sygdomme kun øget med 13 pct. i samme periode.”

“Det antages, at ca. 580.000 mennesker på nuværende tidspunkt har en psykisk lidelse og det skønnes, at ca. 40 – 50 pct. af befolkningen i et livsforløb vil få en psykisk lidelse. Blandt børn og unge vil ca. 15 pct. blive diagnosticeret med en psykisk lidelse inden de fylder 18 år. Tallene kan dog være højere, da det formodes, at en del mennesker med psykiske lidelser ikke bliver registreret i de nationale registre eller i spørgeskemaundersøgelser, og heller ikke nødvendigvis opsøger hjælp.”

“…i et samfundsperspektiv tegner psykiske lidelser sig for 25 pct. af den samlede sygdomsbyrde.”

“Der er for det første en markant overdødelighed…”

“For det andet er der mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser. Der er andre lægefaglige specialer og fagområder med langt større videnskabelig tradition og højere prestige…”.

“For det femte: …Herudover er en meget høj andel af medarbejderne ufaglærte.”

“En anden del af overdødeligheden skyldes selvmord. Mennesker der har været indlagt på grund af en psykisk lidelse har en ca. 20 gange højere selvmordsrate end baggrundsbefolkningen. Specielt i forbindelse med indlæggelse og udskrivning er personer med psykiske lidelser særligt sårbare, særligt hvis de ikke gribes af en tilstrækkelig opfølgende indsats eller hvis de udskrives, før de er klar til det. I den første uge er risikoen over 200 gange højere end for baggrundsbefolkningen.”

“Manglende prioritering af forskning og faglig udvikling giver manglende prestige og udfordringer i forhold til fastholdelse og rekruttering.”

En helt særlig overlæge

Den overlæge, jeg har talt mest med under indlæggelserne, fik mange interne “tæsk”, fordi hun holdt for længe på patienterne. Den gennemsnitlige liggetid blev for lang på hendes afsnit sammenholdt med liggetiden på de andre afsnit. Hendes holdning var nemlig, at patienterne skulle have det godt, når de blev udskrevet. Det er utroligt, at den holdning kan medføre interne problemer. Har patienterne det ikke godt ved udskrivelsen, kommer de jo bare igen. Og måske har de det værre næste gang, og så bliver de endnu længere. En negativ spiral er startet.

Jeg en “svingdørspatient”

Man kan så sige, at jeg selv var “svingdørspatient”, når jeg end ikke pakkede tasken ud. Jeg har bare aldrig haft følelsen af for tidlig udskrivelse. Jeg har følt mig “udskrivningsparat”, som det vist kaldtes.

Problemerne (gen-)opstod, når hverdagens problemer med fremtid, job, bolig og al den anden usikkerhed bankede på. På et tidspunkt fik jeg tildelt en bostøtte efter en bestemmelse i Serviceloven, der skulle hjælpe med det. Idéen var sådan set god nok, men det er et eksempel på en ufaglært medarbejder, der udelukkende leverede “papegøjesnak”, og det var ikke behovet. Det løste ingen problemer.

Så stod respiratoren i klædeskabet og bippede døgnet rundt, naboerne hørte salonmusik fra tyverne og jeg svævede tyve centimeter over gulvet nede i Kvickly. Sådan var det selvfølgelig ikke i virkeligheden, men det var min virkelighed. Herefter turde jeg ikke være hjemme af angst for, hvor det kunne ende.

Der var klare fordele ved at være “kendt” i systemet/”svingdørspatient”: direkte nummer til afdelingen, nogen at ringe til døgnet rundt og en sygeplejerske, der sagde “Vi er der for dig Hanne”, da jeg grædende stod der igen med tasken. Det glemmer jeg simpelthen aldrig.

Det bør bare ikke være sådan, at det er fordelagtigt at være “kendt”, selvom det selvfølgelig er rart. De, der kommer første gang, skal da også have en god behandling.

Sammenligning med cancerområdet

Min egen onkel, professor Sigvard Kaae, forestod allerede i starten af 50’erne (altså for 70(!) år siden):

multidisciplinært samarbejde og fordelene ved interaktion mellem de forskellige behandlingsmodaliteter. Kaae var således tidlig til at introducere “evidence based medicine” og praktiserede dette i væsentligt omfang, blandt andet ved en fremsynet rolle inden for den multidisciplinære behandling af sarkomer (Kilde: Nekrolog i Ugeskrift for læger).

  • Er der prestige i cancerbehandling? Ja.
  • Er der tværgående samarbejde mellem de forskellige specialer? Ja.
  • Er der markant overdødelighed? Nej ikke længere som følge af de bredt accepterede kræftpakker. Faktisk er jeg ikke sikker på, om der nogensinde har været det, men der må på den anden side set være en årsag til, at man har investeret mange millioner/milliarder kroner i kræftpakkerne gennem årene.
  • Er bevillingerne på cancerområdet etårige satspuljemidler? Nej de er på finansloven og dermed flerårige (Finansloven udarbejdes altid med et fireårigt perspektiv).
  • Er der mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser? Nej.
  • Er der en overdødelighed på 200 gange i den første uge efter udskrivelsen? Nej.
  • Er der en meget høj andel af ufaglærte medarbejdere? Nej.
  • Møder man i visse tilfælde patienterne med mistro og mistillid? Nej (det tror jeg ikke).

Kort sagt

Kan vi på psykiatriens område lære af indsatserne i kræftpakkerne, er meget nået. Og der er meget at gøre, for psykiatrien er udsultet og under pres. Der skal ske noget. Man kan kun håbe på, at 10-årsplanen for psykiatrien er starten på en positiv spiral.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.