/6 Kommentarer/i /af

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Skal vi tænke psykiatrien forfra?

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Jeg har fået og får en fremragende behandling i psykiatrien (både i hospitalspsykiatrien og i Distriktspsykiatrien), men hvis vi skal redde psykiatrien, der ved Gud er nødlidende, skal vi måske tænke den helt forfra? Måske er det slet ikke nok bare at tænke i manglende millioner og milliarder? Måske skal vi satse på et at skabe holdbare relationer mellem mennesker og blive ved at stille krav til brugerne?

Denne artikel er blev til med inspiration fra en professionel, der ser mange psykiatribrugere men ikke er ansat i psykiatrien. At skabe debat på området er stort set umuligt. Det er som at slå i en dyne, og jeg overvejer, hvad det kan skyldes.

Man siger “Du snakker, som du har forstand til”. Hvordan skulle jeg kunne andet? Det er da logik. Jeg vil kunne angribes for at skrive, som jeg har forstand til. Det er helt fint! Bare du gør det i kommentarfeltet nederst. Jeg skal nok svare sammesteds!

Psykiatribrugerne skal understøtte de professionelle

Jeg vil så gerne skabe et forum, der kan understøtte de professionelle på området. Et sted, de professionelle kan rette henvendelse og bede om input, empiri, hjælp, inspiration – you name it. Mulighederne er legio.

Vi kan godt og mange os har årelange erfaringer både fra arbejdsmarkedet og fra psykiatrien.

Jeg har præsenteret forskellige klinikere for idéen, og flere siger, den er god, men den er åbenbart så usædvanlig, at den er vanskelig at forklare. Til tider skal jeg gentage mig selv fem gange, før det går op for min samtalepartner, at jeg simpelthen vil “vende bøtten”.

Vi har ressourcer og vi har noget at byde på. Vi er ikke kun nogle, der skal hjælpes af systemet. Vi er ikke kun passive modtagere.

Jeg har ledt med lys og lygte efter andre psykiatribrugere, der er politisk interesserede, for de må da findes, men jeg har aldrig fundet nogen. Når jeg tænker tilbage på de mange medpatienter, jeg har haft siden sommeren 2014, kan jeg også kun komme i tanke om en eneste blandt vel nogle hundrede, der kunne være relevant. Og jeg kender kun hans fornavn, så han er umulig at opspore. Det er årevis siden, men jeg husker stadig, at han sagde: “Jeg er altid psykisk sårbar; men når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt”. Han var en klog fyr, der kunne mere end at lægge puslespil, spille Ludo eller Uno.

Hvorfor findes de interesserede psykiatribruger ikke?

Når det er så svært at finde “medsammensvorne”, skyldes det så, at psykiatribrugerne mister fodfæstet undervejs i hele processen? Mister de initiativet? Bliver de så sløvede af medicinen, at de ingen tanker tænker mere? Eller bliver de så udslidte af kampen for/imod arbejdsmarkedet, at de til sidst er fuldkommen nedbrudte?

Holder vi mennesker unødigt længe på medicinen -> så de bliver passive -> så de ikke gør nogen skade? Dette betyder ikke, at jeg på nogen måde bifalder Professor Peter C. Gøtzsche.

Jeg har et lille sjovt eksempel a propos medicinen: Jeg har en smart vægt, der gemmer resultater. En dag fik jeg den tanke at veje mig; det er ikke noget, jeg går op i, for jeg kan jo mærke om bukserne strammer eller ej. Det er indikator nok for mig.

Nå, men jeg startede appen og steg op på vægten. Seneste vejning var fra den 27. april 2018: 71,3 kg. og BMI på 26,2. Forskellen til nu er så stor, at appen spurgte: “Er du sikker på, at det er den samme person?”. Her er kun mig, så det kunne jeg bekræfte. Dagens tal var 58,9 kg. og BMI på 21,6. Jeg har absolut intet gjort for at tabe mig. Jeg er for doven og uinteresseret til at motionere, så det er jeg hverken holdt op med eller begyndt på. Jeg er begyndt at lave (ganske vist sund) mad fra HelloFresh fem gange ugentligt. Jeg er ikke begyndt at ryge, for det har jeg “altid” gjort. Den eneste ændring, jeg kan få øje på, er, at at jeg næsten ikke tager noget medicin mere. Det er da tankevækkende!

Hvad kunne vi gøre i stedet?

Hvad ville der ske, hvis vi turde tænke det hele forfra?

Hvad ville der mon ske, hvis vi for flertallet af psykiatribrugerne (for de fleste er jo velfungerende og bare sårbare, indtil de bliver syge) prøvede et kort øjeblik at løfte blikket bare en anelse fra diagnoserne og så på den enkeltes funktionsniveau? Okay, her niveauet, hvad kan vi gøre for at afhjælpe det, du lige nu ikke kan håndtere ved egen kraft?

Så ville vi fortsat stille krav til mennesker = vi ville fortsat respektere, at du er et menneske. Min erfaring er, at folk gerne vil deltage i samfundslivet og fx gerne vil arbejde. Lige nu kan de bare ikke. Hvad ville der ske, hvis vi i stedet stillede afpassede krav?

Hvad ville der ske, hvis det ikke nærmest var en umulighed at skaffe en psykolog på en psykiatrisk afdeling? Hvad ville der ske, hvis vi sørge for muligheden for at opbygge vedvarende relationer mellem behandlere og patienter? Millioner og milliarder afhjælper ikke de manglende vedvarende relationer.

Selv er jeg været så lykkelig for, at mine behandlere (lige bortset fra lægerne) har været de samme gennem alle årene. Der har været – og er – gennemgående figurer, som jeg er fuldkommen tryg ved. Har jeg bare været heldig? Nej, jeg har gennem hele processen haft overblik og overblikket har gjort, at jeg kunne stille krav til min behandling. Derfor har jeg fået en fremragende behandling.

Lige nu sker der det, at folk giver op og giver slip. Kun få undgår at miste de vigtigste kognitive funktioner. De fleste mister overblikket over deres eget liv. Det er et skråplan. Og det må vi da kunne lave om på?

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Aggressiv markedsføring

Aggressiv markedsføring

Velgørenhedsorganisationer skyder sig selv i foden

Aggressiv markedsføring

Nu er det slut med bidrag til humanitære organisationer, velgørende organisationer, diverse NGO’er mv. Jeg er træt af, at de efterfølgende ringer og vil have endu flere penge.

Jeg kan godt selv finde ud af, om der er en kampagne i gang, om jeg vil donere yderligere og om det skal være enkeltstående eller faste bidrag. De skyder sig selv i foden med den aggressive markedsføring. Jeg kan ikke være den eneste, der tænker sådan.

Et konkret eksempel med Psykiatrifonden

Jeg har i flere år støttet Psykiatrifonden med et fast månedligt beløb. De er jo på mange måder min “fagforening”. På et tidspunkt var der lavvande i kassen, så den faste støtte måtte ophøre. Efterfølgende havde de en eller anden kampagne, hvor jeg også støttede dem, fordi formålet var godt og bølgeskvulpene større.

Gennem en længere periode (og stadig) har de etableret en underskriftsindsamling med titlen “Kræv handling”. De indsamlede underskrifter vil blive forelagt politikerne. Det er selvfølgelig et både godt og vigtigt formål, så jeg ville gerne skrive under.

Det viste sig, at man ikke kunne indsende formularen med underskriften uden samtidig at acceptere, at de efterfølgende kontaktede en på mail eller telefon.

Aggressiv markedsføring
Det kalder jeg “revolvermetoder”. Derfor fik de ingen underskrift fra mig, og det skrev jeg til dem, da jeg endelig fandt en e-mailadresse at skrive til. Svar har jeg aldrig fået.

I dag blev jeg ringet op af en af deres telefonsælgere, der startede med det evindelige “Tusind tak fordi du har støttet os”. Jeg svarede mit ligeså evindelige “Og nu vil du gerne have nogle flere penge?”. Jeg forklarede ham om den omtalte underskriftsindsamling, min ubesvarede henvendelse og at jeg stod på Robinsonlisten, så jeg forstod ikke, at jeg blev kontaktet.

Robinsonlisten er ingen hjælp i kampen mod telefonsælgerne

Jeg undersøgte efterfølgende det med Robinsonlisten nærmere – og det viste sig, at jeg var helt galt på den. Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan man blandt andet læse følgende om telefonsælgerne

Opkald fra analyseinstitutter, fagforeninger, religiøse foreninger, velgørenhedsorganisationer m.fl.

Forbuddet mod telefonsalg gælder kun for erhvervsmæssig aktivitet.

Det betyder, at det er lovligt for analyseinstitutter, fagforeninger, religiøse foreninger, velgørenhedsorganisationer m.fl. at ringe til dig, uden at du har givet samtykke til det. Det gælder også, selvom du er på Robinsonlisten.

 

Jeg har helt samme erfaring med andre velgørenhedsorganisationer, der ringer op, bare man har givet fem kroner. I mit tilfælde drejer det sig om: Folkekirkens Nødhjælp, Kirkens Korshær, Læger uden grænser og Dansk Flygtningehjælp.

De får ikke en krone mere. Jeg er træt af den aggressive markedsføring, og jeg ved selv, hvad jeg vil støtte, hvornår og med hvor meget. Samlet set gætter jeg på, at det koster dem penge i det lange løb. De kæmper garanteret om de samme “kunder”, og de har sikkert også lavvande i kassen. Det er bare ikke sådan, de løser problemet. Tværtimod.

Opgaver, der burde være statsligt finansierede

For Psykiatrifondens vedkommende ville den rigtige løsning være at kæmpe for at komme på finansloven. Det er helt galt, at en så stor og vigtig patientforening skal leve af private midler. De har fx en rådgivning, man kan søge hjælp hos, hvis man går med de alt for tunge tanker, og rådgiverne er dygtige og gode at tale med. Det samme gælder Livslinjen.

Begge organisationers opgaver burde være statsligt finansierede. Mennesker i nød afvises i hobetal, fordi der ikke er tilstrækkeligt mange rådgivere til at tage telefonerne eller til at skrive på chatfunktionen. Aggressiv markedsføring fra telefonsælgere gør ikke situationen bedre.

Aggressiv markedsføring

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Den kollektive hukommelse er kort

Lars Løkke som statsminister?

Den kollektive hukommelse er kort

Lige nu ser det ud som om, Lars Løkke Rasmussen ved hjælp af vanlig opportunisme har fået bragt sig selv i rollen som ikke alene kongemager men også kommende statsminister. Gys og gru.

Lur mig om ikke det skyldes hans “akutplan” for sundhedsvæsenet? Han har forslag til, hvad der bør ske i 2023, men der forlyder ikke noget om, hvad der skal ske i 2024 ff. Det må siges at være en kortsigtet lappeløsning.

Hans optræden i “Mød kandidaterne” med Kåre Quist forleden aften var nærmest forbilledlig. Tog man hans udsagn et for et, var de fleste fornuftige: Her har vi sørme sundhedsvæsenets redningsmand. Når den kollektive hukommelse er kort, og man ikke sætter udsagnene i et lidt længere perspektiv, lød det godt.

Besøger man Moderaternes hjemmeside og læser deres udspil til en sundhedsreform, ser det jo også godt ud. Det nævnes for eksempel, at der bør laves “psykiatripakker” ad modum kræftpakkerne og at psykisk sygdom skal ligestilles med fysisk sygdom. Det kan jeg som psykiatribruger naturligvis godt lide at se.

Hvem var det, der smadrede sundhedsvæsenet i 2007 i forbindelse med den kommunalreform, der nedlagde amterne og oprettede regionerne? Det var Lars Løkke Rasmussen. Regionerne har aldrig nogensinde fungeret, men man ønskede en centralisering. Nu skal der centraliseres i endnu en omgang. Det skal hedde “SygehusDanmark”.

Der skal laves et centralt IT-system. Jamen vi har jo også så fantastiske erfaringer med Sundhedsplatformen. De sundhedsfaglige kan ikke fordrage den og patienterne kan ikke finde rundt i den. I hvert fald har jeg for længst givet op. Sundhedsplatformen sender et utal af mails midt om natten om at der er nyt.  Når man åbner platformen, er det umuligt at se, hvad det nye er. Man kan ikke spørge fx sin kontaktperson, for hun ser ikke det samme, som man selv ser. Altså er der ingen hjælp at hente. Min læge i Distriktspsykiatrien bruger rundt regnet 40 – 50 pct. af sin arbejdsdag på at skrive recepter, fordi det er så uendeligt besværligt. (Og det kan man ikke sætte en af taste-aberne til).

“Det handler om at stoppe blødningerne i sundhedsvæsnet”

Moderaterne vil fx uddanne et “taste-korps”, som skal nedbringe det øvrige sundhedspersonales tidsforbrug på dokumentation. Administrativt personale skal i højere grad hjælpe med patientrettede opgaver, og så skal behandlingsgarantien suspenderes midlertidigt.

Igen: ser man isoleret på det, lyder det jo godt nok, men tænker man bare lidt over det, er det tydeligt, at det er hullet som en si.

1) Taste-aberne

Jeg hopper ikke på den med “taste-korpset”, der skal dokumentere alt det, de andre laver. For selv om man “bare” skal taste, må man da vide, hvad man skriver i dette eller hint system. Og det, der skrives, skal komme fra en anden person. Det falder ikke ned fra himlen eller overføres via et neuralt netværk. Hvad er datas vej fra fx en sygeplejerskes samtale med en patient ind i systemet? Hun skal formidle sin viden til taste-aben. Hvordan gør hun det? Skal hun tage noter i hånden, som taste-aben skriver af? Skal hun mundtligt gengive sine observationer? Eller hvordan skal det helt konkret ske? Det savner jeg en beskrivelse af.

Hver gang man “sender” data/tanker/observationer fra et menneske til et andet, risikerer man at miste værdifuld information, der skal bruges senere af en anden sygeplejerske eller en læge. Der falder ganske enkelt noget af for hvert led. Skriver sygeplejersken, som har talt med patienten, selv, er der væsentligt større chance for, at det vigtige kommer med.

Den rigtige løsning er tilførsel af ressourcer.

2) Administrativt personale

Hvad er det for noget administrativt personale, der skal hjælpe med hvilke patientrettede opgaver? Det er ikke konkretiseret og der er ikke nævnt eksempler. Som patient vil jeg helst ikke behandles af administrativt personale. Jeg forventer sygeplejersker og læger, der har forstand på det, de laver. Jeg ville være ked af at skulle gengive tankemylder og selvmordstanker for både en djøfer og en HK’er. Ikke et ondt ord om nogen af dem – men vi/de er dygtige til noget andet.

Den rigtige løsning er tilførsel af ressourcer.

3) Suspension af behandlingsgarantien

Vi kender alle historierne om, at mennesker behandles, fordi der nu en gang er gået 30 dage og ikke fordi den behandlingsansvarlige læge mener, at det er lægefagligt korrekt. Det er selvfølgelig tåbeligt. Men løsningen er ikke at suspendere behandlingsgarantien.

Den rigtige løsning er tilførsel af ressourcer.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Psykiatribrugerne kan hjælpe de professionelle

Psykiatribrugerne kan hjælpe de professionelle

Har de professionelle behov for sparringspartnere?

Psykiatribrugerne kan hjælpe de professionelle

Hvis jeg havde alle de kræfter og alt det overskud, jeg kunne tænke mig at have, ville jeg gå i gang med at kontakte forskellige fagpersoner inden for psykiatrien og spørge dem, på hvilken måde et netværk af psykiatribrugere kan understøtte deres arbejde?

Ville det være interessant?

Jeg har i årevis skrevet om psykiatripolitik, da jeg er interesseret i både psykiatri og politik, men det er som at slå i en dyne, når man bare er bruger.

Det flyttet intet. Jeg kommer ingen vegne og er på vej til at mene, at jeg spilder min tid. Det er umuligt at trænge igennem til det politiske niveau både på kommunalt, regionalt og nationalt niveau. Det højeste, jeg måske opnår, er, at et par stykker trykker på en knap på Facebook. Det er ikke nok.

Jeg kan ikke drive og lede et sådant netværk alene. Der må da bare være andre psykiatribrugere, der er interesserede i politik?

Min vision

  1. Meningsdannere og/eller professionelle (men de falder heldigvis som oftest sammen) inden for psykiatrien har en idé og et budskab, de gerne vil have hjælp til at “markedsføre”. Et dugfrisk eksempel kunne være budskaber i relation til 10-årsplanen ⇒
  2. Meningsdannere og/eller professionelle retter henvendelse til et sådant netværk af politisk interesserede psykiatribrugere, der gerne vil hjælpe med egne erfaringer fra psykiatrien ⇒
  3. Netværket kontakter politikere, interviewer andre meningsdannere mv. ⇒
  4. Netværket leverer input, skriver artikler mv. ⇒
  5. Meningsdannere og/eller professionelle har fået fornyede input, som de kan arbejde videre med.

Jeg vil vende bøtten rundt

Hele det etablerede “setup” er baseret på, at interesseorganisationerne og deres medlemmer – altså psykiatribrugerne – skal hjælpes af de professionelle.

Jeg vil vende bøtten rundt: psykiatribrugerne kan hjælpe de professionelle.

Vi har masser af erfaringer og ressourcer, hvis vi slår os sammen og hjælper hinanden. Vi kan også levere empiri, der kan understøtte den kliniske empiri, som de professionelle har qua forskning, professorater og patientkontakter. Vi har tilsammen masser af ressourcer, og de må simpelthen kunne bruges til noget.

Baggrund

Interesseorganisationer som fx både SIND og Depressionsforeningen har været anonyme i debatten om 10-årsplanen for genopretningen af psykiatrien. De var lidt i vælten efter de forfærdelige hændelser i field’s, men det var en døgnflue, da det var en enkeltstående hændelse og den slags dør ret hurtigt ud. Men 10-årsplanen var det rigtige tidspunkt at markere sig på.

Det er den, der peger fremad og vil tegne psykiatrien i de kommende år. Det er den, der har betydning for om jeg skal ligge på en to-, tre- eller firsengsstue de kommende ti år. Det er den, der bestemmer, om jeg uden videre bliver sendt hjem efter et selvmordsforsøg.

Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP) hører man heller ikke meget til. Faktisk kendte jeg dem ikke før i sidste uge.

Lige nu er der masser af “psykiatrivalgflæsk”. Nogle mener det måske seriøst, mens andre ikke gør. Ingen nævnt, ingen glemt … Det vil et netværk kunne være med til at afdække.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.