/i , /af ,

Noter til finanslovsaftalen

Noter til finanslovsaftalen

Årets vigtigste dokument om 2022

Noter til finanslovsaftalen

Hvis du kun læser et enkelt dokument fra det offentlige pr. år, ligger det nu forrest på Finansministeriets hjemmeside og hedder “Finanslovaftale: Danmark ansvarligt ud af krisen – stram finanslov med plads til velfærd”. Finanslovsaftalen er altid spændende som en krimi, i hvert fald hvis man synes, politik og tal er interessante emner.

De bruger en masse ord, der gør det svært at læse de 26 sider i den utrolig interessante og væsentlige tekst. Det er ikke en hemmelighed, at jeg selv har lavet masser af bidrag til finansloven for diverse statsinstitutioner; derfor har jeg en forventning om at kunne læse teksten i aftalen, men den er til tider ret indforstået. Fx ved jeg ikke hvad “kapacitetspres” er, og derfor giver følgende centrale sætning fra indledningen ingen mening for mig: “Isoleret set bidrager aftalen til at dæmpe kapacitetspresset i økonomien med 0,1 pct. af BNP i 2022.”

Corona-vinterpakken

Som et engangsløft (vi kunne også kalde det en “overlevelsespakke”) er der afsat 1,0 mia. til det regionale sygehusvæsen (min fremhævning). Det er godt og lidt er bedre end ingenting. Måske kan der spares nogle tårer hos de sygeplejersker, der går grædende på arbejde, fordi de står med menneskers liv i hænderne, men der er alt for få hænder til de liv! Måske kan jordemødrene lidt bedre overskue alle de fødsler, de har gang i – på en gang… Jeg har aldrig født, men jeg tror ikke, det er rart, hvis jordemoderen løber rundt mellem adskillige fødende.

Personligt har jeg stor respekt for sygeplejerskernes arbejde. Jeg oplever dem som en utrolig dedikeret medarbejdergruppe, der følger opgaverne/patienterne til dørs for en latterlig grundløn, der er ringere end en folkeskolelærers.

Sundhedsvæsenet ville være endnu ringere stillet, hvis sygeplejerskerne ikke tog individuelt ansvar og løste de opgaver, der er behov for fremfor dem, der passer til lønnen. Jeg bliver fx holdt i hånden hver fjerde uge uden at skulle bede om det, fordi hun kender mig og ved, at jeg ikke bryder mig om at skulle spørge om det, fordi jeg så føler mig som en idiot. Hun tænker, husker og handler ganske gratis på sin viden og erfaring.

Jeg har oplevet en sygeplejerske på en overbelagt psykiatrisk afdeling sige ordret “Vi er her for dig, Hanne”, da jeg i 2018 stod der med tasken endnu engang, 1½ uge efter jeg senest havde sagt “farvel og mange tak for god behandling”.

Men nu er de kommunale sygeplejersker rasende, for der er ikke noget til dem, skønt de også har løftet – og stadig løfter – en enorm ekstraopgave i anledning af pandemien. De skriver fx, at de fik værnemidler som de sidste, at de fik tilbud om vacciner som de sidste og at deres værnemidler var af den dårligste kvalitet. De kommunale sygeplejersker er typisk i hjemmeplejen og kommer rundt til mange gamle mennesker, der i forvejen er syge (ellers havde de jo ikke hjemmesygepleje), og de tåler rigtig dårligt Covid-19; de kan faktisk ret let dø af det. Så skal sygeplejerskerne da naturligvis have både vacciner og værnemidler af ordentlig kvalitet!

I går læste jeg om en sygeplejerske fra hjemmeplejen, der har opgivet Danmark og nu i stedet søger job i Norge. Jeg forstår hende godt. Måske tager man endda i Norge højde for, at der skal være tid til transport mellem de gamles adresser. I Danmark – heller ikke i Hvidovre (jeg har spurgt) – er der ikke indregnet køretid. Det må medarbejderne selv finde ud af. Hvad er det for noget?

Finanslov er bare et andet ord for statens prioritering

Minkavlerne fik 18 – 19 mia., men sygehusvæsenet fik 1,0  mia…

Der er over en årrække 160 mia til flere motorveje, som billedet i toppen viser, men sygehusvæsenet fik 1,0  mia…

Mit hjertebarn “psykiatrien” er nævnt to gange i samme afsnit på side seks: “Kortlægning af udfordringer i PPR”. Det går ud på, at man afsætter 3,0 mio. til kortlægning af problemerne, fordi det er meget billigere end senere at skulle optage børn/unge i børne- og ungdomspsykiatrien. Det er selvfølgelig en rigtig fornuftig prioritering, men altså: der kom ikke noget til psykiatrien i den selv. Det kan skyldes, at der er (for store?) forventninger til den kommende 10-års plan for psykiatrien.

Jeg har i øvrigt fået en lille fjer i hatten i den forbindelse: Psykiatrifonden vil sammen med Vive prøve at finde ud af, hvad psykiatrien burde koste. De har kontaktet mig for at spørge, om jeg evt. vil være med til at regne på det, og om de må bruge mit materiale. Det vil jeg selvfølgelig gerne være med til. De har fundet frem til mig, fordi jeg for flere år siden forgæves forsøgte at finde ud af, hvad mit eget forløb havde kostet. Efter at have plaget livet af adskillige regnedrenge, kommunen, Distriktspsykiatrien mv. gav jeg op efter et par måneders arbejde. Det lykkedes mig aldrig at finde ud af, hvordan et afsnit fik fastsat sine bevillinger. Der er i mellemtiden indført en udredningsgaranti på 30 dage. Det er fint, men der er ingen behandlingsgaranti – altså kan man få at vide, at man er vældig syg i løbet af 30 dage, men man kan ikke vide, hvornår man kan blive behandlet. Sig lige det til en kræftpatient…

Og mere prioritering: læser man noget af det, der ikke forhandles om i forhandlingslokalerne, men som bare er, fordi det er en videreførelse af tidligere politiske aftaler, er det interessant at kigge i Forsvarsministeriets forslag til finanslov § 12. På side 18 af 94 findes afsnittet “Anskaffelse af nye kampfly” og tabellen herunder (bemærk det er i mio. kr., og at man skal dividere mio. kr. med 1.000 for at få det omregnet til mia. kr.), som sætter milliarden til sygehusvæsenet i endnu et perspektiv:

 

Noter til finanslovsaftalen

Noter til finanslovsaftalen

 

Provenumæssige konsekvenser ved afskaffelse af håndværksdelen af af BoligJob-ordningen

I faktaarket under Tabel 1 om Provenumæssige konsekvenser ved afskaffelse af håndværksdelen af af BoligJob-ordningen er der følgende note: “Det bemærkes, at der er betydelig usikkerhed vedr. de skønnede effekter på gør-det-selv-arbejde og sort arbejde, som indgår i de skønnede adfærdsvirkninger.”

Sort arbejde har “altid” eksisteret, men det er nærmest blevet legaliseret, når det flytter ind i finanslovsaftalens faktaark. Det er selvfølgelig ærlig snak og realisme, men hvor meget har man sat af til at bekæmpe det?

Falder man til patten og opgiver kampen mod det sorte arbejde? Personligt har jeg aldrig nogensinde fået udført sort arbejde. Har jeg ikke råd til en “hvid” elektriker, må jeg vente, til jeg har sparet op. Sort arbejde er noget svineri og det er samfundsundergravende. Det samme gælder skattesnyd, der kan gøre mig rasende. Hvis alle betalte den skat, de skulle, ville der være til et bedre sundhedsvæsen både i regionerne og i kommunerne.

Det var bare det, jeg ville.

 

 

/i , /af ,

Efter-valg-tanker

Efter-valg-tanker

Konstitueringer mv.

Efter-valg-tanker

Jeg har naturligvis gjort min pligt og udnyttet min ret til at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget. Vi har et fantastisk demokrati med mulighed for hvert fjerde år at give vores mening til kende. Den dag er alle stemmer lige meget værd, uanset om de kommer fra raske eller syge, rige eller fattige, Whiskybæltet eller Vestegnen, og der kunne listets mange flere modsætninger. Meningen er dog allerede klar. Jeg har altid stemt og aldrig sprunget over. Man har ikke en juridisk pligt til at stemme, men jeg synes, man har en moralsk pligt til det.

Det gør mig trist, at i hovedstaden har mere end 40 pct. ikke stemt, og jeg tror ikke på, at det var frygten for Covid, der holdt folk hjemme i sofaen. Jeg tror – uden at have belæg for det – at der er tale om en form for dovenskab eller måske rettere afmagt, følelsen af at det jo alligevel ikke nytter noget.

Jeg tændte for TV ved 22:30-tiden i forventning om, at der på det tidspunkt ville være ved at være mange endelige resultater, så jeg kunne få fakta fremfor snik-snak, få-tiden-til-at-gå og gætterier. Jeg så og hørte Eva Kjer Hansen være skuffet over at “den blå familie” ikke havde inviteret Venstre med i forhandlingerne. Hun gentog sig selv mindst fem gange, så hun må have ment det alvorligt, eller også havde hun ikke andet på repertoiret.

Jeg så og hørte en Radikal et eller andet sted i landet på vej til konstitueringsforhandlingerne. Han blev spurgt, om han ville pege på højre eller venstre side. Det kunne han ikke svare på – eller rettere: det kunne blive både til den ene og den anden side. Så sad/lå jeg og var glad for, at jeg ikke havde stemt på de Radikale, når det er med den på. Jeg fik mest lyst til at slukke igen.

Jeg bryder mig ikke om alle de “aftaler”, der kan blive til hvad som helst, bare man kan få indflydelse. Hvor bliver min markering af min holdning så af? Et eksempel er, at Enhedslisten nu er det absolut største parti i Københavns Kommune, men det blev en socialdemokrat (Sofie Hæstorp Andersen), der blev overborgmester. Sådan er politik sikkert. Man søger indflydelse, “butikken” skal fungere og det gør, at man giver køb på principperne. Jeg kan selvfølgelig godt se idéen men oplever det som en form for vælgerbedrag, og forstår faktisk dem, der får politikerlede på den baggrund. Det er måske det, der gør, at over 40 pct. ikke kommer op af sofaen og hen i stemmeboksen?

Hvidovre får SF-borgmester

Vi har haft Helle Adelskov fra S som borgmester i 16 år, og jeg synes, hun har gjort det godt, og det kan jeg godt mene uden at stemme socialdemokratisk. Skriver man til hende, får man endda et svar, hun selv har skrevet. Kommunen er veldrevet og der er for det meste styr på tingene. Et lille dumt eksempel er, at det er den samme medarbejder fra hjemmeplejen, der kommer og hælder min medicin op hver 14. dag, med mindre hun da lige har ferie. Det er meget værd. Der er masser af kommuner (vist de fleste jf. Kirsten Nordmann Andersen, Folketingsmedlem for SF), hvor modtagere af hjemmehjælp og/eller hjemmepleje oplever, at deres hjem omdannes fra netop et hjem til en hovedbanegård, fordi der kommer 15 forskellige medarbejdere – og der er ingen af dem, der ved, hvad de øvrige 14 har foretaget sig.

Vi skal have en SF’er som borgmester, og det bliver spændende, hvad det kan medføre. Jeg håber ikke, det betyder, at en effektiv administration bliver udsultet og lagt ned.

SF har i hele landet markeret sig med, at der skal sættes ind overfor børnene og de ældre. Pudsigt nok har næsten ingen talt om, at der skal sættes ind overfor psykiatrien, der selvfølgelig er mit hjertebarn. Jeg er fuldt ud klar over, at det er en regional opgave, men uagtet hvor opgaven ligger, er den helt åbenlyst ikke særlig “sexet” og trækker ikke ret mange stemmer. Det gør børn og ældre åbenbart, selvom det kan undre, når man ved, at næsten 25 pct. af befolkningen på et eller andet tidspunkt i livet vil få kontakt med psykiatrien.

 

/i , /af ,

Psykiatrien lytter gerne

Psykiatrien lytter gerne

Det er faktisk ret imponerende

Psykiatrien lytter gerne

Kaninen på billedet lytter. Og den gør det gerne.

I dag har jeg taget afsked med min overlæge, Henrik, i Distriktspsykiatrien, og selvom vi ikke har været enige om alting, faktisk har vi været uenige om meget, har jeg været utrolig glad for at have ham som læge i hele fire år. Vi har været åbne om det, vi var uenige om, og det oplever jeg som en vældig styrke. Derfor var det også et lidt vemodigt farvel.

Jeg er bekymret for, om jeg skal tilbage til de evigt skiftende turnuslæger eller om de kan skaffe mig en ny fast (over-)læge. Men eftersom jeg har det rigtig godt, er der selvfølgelig ikke de store problemer i det. For tre, fire eller fem år siden havde det været værre. Dengang var jeg utrolig glad for både Marie og Pernille, og det var et stort tab, da de skulle videre med deres karriere. De var begge enormt lydhøre og fremkommelige; den ene mere end den anden.

Henrik har lært mig udtrykket “håndholdt system”

Psykiatrien er et stort system, og det er i høj grad “håndholdt”.

Der er ufatteligt mange manuelle processer fx i forbindelse med ECT. Det er faktisk ret imponerende, at det overhovedet fungerer.

Da jeg stadig havde fingeren på pulsen på arbejdsmarkedet, var mit selvopfundne mantra i forbindelse med mange omlægninger: “husk at spørge dem, der laver arbejdet”.

Min dårlige oplevelse med Akutmodtagelsen/Afvisningen kunne være undgået, hvis man havde startet med at spørge Ann Jeanet, der arbejder i ECT-afsnittet og også Akutmodtagelsen/afvisningen. De kunne have fortalt det, vi alle ved, at presset på “Akutten” er størst i weekenden, så hvorfor ikke bare flytte mine behandlinger til enten onsdag eller fredag? Jeg er da helt ligeglad med hvilken ugedag, jeg skal være bange for at sige farvel til det liv, jeg har endelig har fået efter at have kæmpet for det i mere end et halvt århundrede.

Henrik havde talt med intet mindre end to overlæger og flowmaster, og Gitte, min kontaktperson gennem syv år, og som jeg har 100 pct. tillid til, havde talt med flowmaster og et par mere. Men det glippede, fordi ingen af dem tænkte på presset på Akutmodtagelsen/afvisningen i weekenden. Det kan man ikke klandre Gammel Kongevej for. Det er bestemt heller ikke det, der er mit ærinde her. Det burde Glostrup selv have gjort opmærksom på. Og hvordan kunne Glostrup vide det? Jo, ved at spørge dem, der laver arbejdet! As simple as that. “Spørg dem der laver arbejdet”. Jeg er klar over, jeg gentager mig selv. Dårligere er hukommelsen trods al heller ikke.

Psykiatrien lytter gerne

Da Gitte havde læst min post om de strukturelle problemer, jeg ser med Akutmodtagelsen/afvisningen, foreslog hun uden videre, at jeg kunne skrive en mail, hun kunne sende til Henrik, og som han så kunne sende videre.

Som tænkt så gjort: jeg gik hjem og skrev en (lang) mail om de strukturelle problemer, jeg ser hos Akutmodtagelsen/afvisningen, herunder at der er en grund til at patienterne indbyrdes taler om “Hvordan slap du uden om Glostrup?”, når de mødes på Brøndbyøstervej. Den mail har Henrik helt loyalt sendt videre til hele to klinikchefer. Hvad der herefter vil ske, kan han selvfølgelig ikke vide. Umiddelbart tror jeg dog, hans tanke er, at jeg vil blive kontaktet med henblik på en dialog. Det er da rigtig godt!

Jeg tror virkelig på, at de gerne vil lytte og skabe forandringer der, hvor det er muligt. Af og til er det bittesmå ting, der skal til. Jeg nævnte som eksempel for ham, at det var fantastisk, da de slukkede for fjernsynet i det arkitekttegnede venteværelse i Glostrup. Det var et helvede på samme tid at skulle håndtere angsten for at blive sendt hjem igen uden videre og samtidig at skulle kæmpe med TV2 i tre eller ofte fire timer. Jeg fornemmer helt bestemt, han forstod mig,

At spørge uden for rammen

Vi fik også en snak om det med at “spørge uden for rammen”. Umiddelbart forstod jeg ikke, hvad han mente, men da han satte ind i deres Lean-sammenhæng, forstod jeg det: Man spørger, hvad patienterne synes om a, b, c – men hvad stiller man op, hvad de også mener noget om x, y, og x? Altså patienterne svarer på noget helt andet end det, der var mødets “scope”?

Min erfaring er faktisk, at “personalebordet” tog alt det med sig, de overhovedet kunne, også selvom det var udenfor rammen. Jeg har ingen idé om, at man pludselig skal kunne trylle nye ressourcer frem af skabet eller andre steder fra, og det handler jo typisk om ressourcer, men af og til handler det også om tilgangen til patienterne og om det pågældende steds overordnede ledelsesfilosofi. Har man en overordnet ledelsesfilosofi, der gælder hele hospitalet, eller gælder den ikke “Akutten”?

Er patienterne bare “utilfredse kunder i butikken” eller er de mennesker i krise, vi på en eller anden måde må tage os af, uagtet de kommer på et tidspunkt, hvor det er os meget ubelejligt? Kunne de da ikke bare vente til på onsdag med at få det så dårligt, at de må henvende sig? Det er det store spørgsmål, man må håndtere på et overordnet plan, og det tror jeg på, der er en vilje til.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , /af ,

Psykiatritopmøde 2021

Psykiatritopmøde 2021

Jeg har været til Psykiatritopmøde 2021

Den slags kan heldigvis foregå online nu til dags. Især den første del af psykiatritopmødet var rigtig godt. Efter pausen fyldte Knud Romer alt for meget. Han åbner munden og lader herefter ingen andre få plads. Hans talestrøm med evindelige gentagelser om “containere” fjerner fokus fra, at han måske siger noget fornuftigt.

Optagelsen vil blive lagt ud på Det Sociale Netværks hjemmeside.

Første del af mødet handlede om psykiatripolitik og var interessant

Mødet blev indledt af formanden for PsykiatriNetværket, Poul Nyrup Rasmussen, hvis besindige og specielle måde at tale på, jeg altid godt har kunnet lide.

PsykiatriNetværket består af: Landsforeningen SIND, DepressionsForeningen, OCD-foreningen, Fountain House, LAP, Livslinien, LMS, ADHD-foreningen, Angstforeningen, Startlinjen, Skizofreniforeningen, Foreningen Død i psykiatrien, Outsideren, Håb i Psy-kiatrien og Det Sociale Netværk/headspace Danmark og Bedre Psykiatri.

Sundhedsminister Magnus Heuniche åbnede mødet

Magnus Heuniche indledte med at undskylde, at 10-års-planen for psykiatrien endnu ikke var færdig men vil være færdig og forelagt Folketinget inden jul (i år). De 10 år betyder ikke, at vi skal vente 10 år på planen. Medarbejderne i både ministeriet og Sundhedsstyrelsen har ligget underdrejet på grund af Covid19.

Hans første pointe var, at vi skal tale om “værdighed” i psykiatrien på samme måde som værdigheden er i højsædet i somatikken. Kvaliteten skal øges, mens tvangen skal reduceres. Han fortalte blandt andet, som udtryk for den manglende kvalitet, at 40 pct. af medarbejderne i social-psykiatrien er ufaglærte. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Mine personlige erfaringer med en støttekontaktperson efter servicelovens § 85 bekræfter ministerens udsagn. Kvaliteten var ikke god nok. Hun var sød, men der var for meget papegøjesnak.

Meget tidligere og meget bedre forebyggelse

Der skal fokus på meget, meget tidligere forebyggelse, idet fx undersøgelser har vist, at ca. 25 pct. af de unge kvinder på gymnasialt niveau har det så dårligt, at de er eller forventer at blive selvskadende. (Min bemærkning: Og hvad vil det ikke koste på sigt?)

Han nævnte en række parametre, der gjorde, at psykisk sygdom faktisk er det største sundhedspolitiske problem, vi har i Danmark. Større end kræft, for det er der efter mange års ihærdig indsat kommet styr på. Nogle af parametrene var forkortet levetid, antal sygedage, antal genindlæggelser mv. samt det Finansministeriet kalder produktivitetstab.

Ministeren mente, at det hele menneske måtte i fokus, og at patienterne er mennesker og ikke borgere/patienter.

Han syntes, der var iværksat mange fine initiativer de seneste år, men at det minder for meget om, at man på et hus bygger udestuer, laver nye køkkener mv., men mangler fundamentet. Det fik Poul Nyrup til at indskyde, at kapaciteten er for ringe. Antallet af brugere vokser og vokser, men økonomien følger ikke med. Ministeren var overraskende nok enig og fremkom med det synspunkt, at antallet af genindlæggelser vil være stigende, når økonomien halter. Min respekt for ham steg med mange procentpoint, men for at dryppe lidt malurt i bægeret: der er jo også kommunalvalg i november.

Søren Magnussen fra “Frirum i psykiatrien”

Jeg har altid godt kunnet lide at lytte til Søren Magnussen, der selv er tidligere psykiatribruger. Det skyldes, at han er i stand til at knytte hverdagen på et afsnit med forståelse for det politiske niveau og hvordan man opnår resultater ad politisk vej.

Hans egne erfaringer er vist mest fra lukkede afsnit. Det er fx ham der står bag filmen (måske er der to afsnit?) “Lys på den lukkede”, som du bestemt bør se, hvis du ikke allerede har gjort det.

Hans pointer (han havde mest fokus på lukkede afsnit):

  • Der er for få aktiviteter på både lukkede og åbne afsnit.
  • Aktiviteter, normalitet og noget, der ligner hverdag, fylder for lidt og gør indlæggelserne unødvendigt lange.
  • Under indlæggelser er de kommunikative evner meget begrænsede. Det gør det ufatteligt svært at være sammen med andre, der har lige så dårlige kommunikative evner.
  • Psykiatrien i Danmark er meget kemisk orienteret og der er meget lidt tid til samtaler med læger og andet personale.
  • Der sker for lidt på et afsnit.
  • Der er mange fine ord her op til valget.

Anne Jøker: Ledelseskonsulent

Det er både patienter og medarbejdere, der skal anerkendes som hele mennesker.

Det ledelsesmæssige fokus bør overraskende nok være på: ledelse og konstant kompetenceudvikling.

Peer-Partnerskabet

Jeg tror, jeg har hørt om Peer-Partnerskabet tidligere. Det er vist dem, der tidligere hed Peer-netværket. Det er et samarbejde mellem Det Sociale Netværk og SIND og egentlig et forskningsprojekt, hvor de frivillige medarbejdere, skal kende psykisk sygdom på egen sjæl. Projektet har fokus på det, man stadig kan, mens der i systemet af naturlige årsager er fokus på alt det, man ikke kan. Først når man kan tilstrækkelig lidt, kan man få hjælp fx ved at blive indlagt.

Mange med psykisk sygdom kæmper også med ensomhed og måske misbrug. Og efter måneder på et afsnit, har man nærmest glemt at lave mad. Her kan netværket/partnerskabet måske træde til.

Merete Nordentoft: Overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet

Merete Nordentoft er også en af dem, jeg altid gerne lytter til.

Hun fortalte, at flere og flere siger det samme: der er tale om et folkesundhedsproblem. Vi bliver nødt til at øge kvaliteten. Der skal mere “håndholdt hjælp” til.

Herefter gav hun et for mig velkendt eksempel med mundtørhed som følge af antipsykotisk medicin, der kan smadre tænder (og udseende) fuldstændigt. Man kan få støtte fra kommunen til den enorme tandlægeregning, der kan være en følge, men det er en betingelse, at det første man gør er at henvende sig til kommunen og udfylde diverse formularer og skemaer. Man må altså ikke først have været ovre hos tandlægen og få lavet en indledende undersøgelse og evt. et overslag. Herudover skal det være tidligt på budgetåret, så pengene i kommunen ikke er brugt op…

Hvem kan udfylde Excelarket, når de lige har forsøgt selvmord eller bare har det afskyeligt og dårligt kan overskue at være i live?

Et løft af psykiatrien kommer til at koste penge, men det har vi vidst i mange år. Problemerne har vokset sig større og større, fordi der ikke er sat ind.

Peder Hvelplund: Psykiatriordfører fra Enhedslisten

  • 10-års planen bør have fokus på konkrete målbare mål! Fx længere gennemsnitlig levealder.
  • Der skal være tid og ressourcer til relationsarbejdet mellem patienter og medarbejdere, der ikke kan udføres 2 pct. hurtigere end sidste år.
  • Nedsæt fx et psykiatriråd, der holder øje med, om målene nås.

De pårørendes betydning

Igen og igen blev der talt om de pårørende, den store betydning, de har, og hvor svært de kan have det. Jeg kan ikke lade være at tænke på, om mit eget forløb ville have været anderledes, hvis jeg havde haft (flere) pårørende? Faktisk tror jeg det ikke. Jeg er ingen selskabspapegøje, og hvem havde gidet være samme med mig alle de perioder, jeg ikke kunne stå ud af sengen, og ikke orkede at gå i bad, fordi det medførte, at jeg så skulle tørre mig på ryggen.

Et enkelt slag ramte hårdt: En veninde gennem mere end 30 år sagde i en telefonsamtale under en indlæggelse, at jeg “var blevet min sygdom”. Det blev jeg godt nok ked af. Vi fik det aldrig redt ud, og hun er ikke længere blandt os.

Gad vide, hvem der sagde det?

En debattør, som jeg desværre ikke fik noteret hvem var, sagde noget fornuftigt: “Mennesker passer først i kasser, når de er døde”.

Mit eget efterskrift

Engang skrev jeg en post, jeg kaldte “Samspil som forudsætning”. Den må være gået til de evige bitmarker, for jeg kan i hvert fald ikke finde den igen. Jeg så den ellers for  nogle dage siden i forbindelse med SEO-projektet.

Den drejede sig om, at “mine aktører” har været i stand til at løfte den opgave, mange andre ikke magter: samspillet mellem alle de mange involverede, der alle hver for sig ville mig det bedste. Godt nok følte jeg mig ofte som budbringer mellem dem, men jeg bragte gerne bud, da det var i min egen interesse, at alle var orienterede om status. Måske var jeg bare heldig?

På en måde genoplever jeg en stor del af forløbet i forbindelse med SEO-projektet, fordi jeg har kastet mig over sider og poster med etiketten “Bipolar affektiv sindslidelse”, for dog at holde fokus, og hvor jeg selvfølgelig er nødt til at læse indlæggene ordentligt igennem for at optimere dem.

Det er ikke alt samme lige munter læsning. Det er svært at læse om psykoserne, om at gå langs væggene for at finde ud af, om Jimi Hendrix’ musik kom fra naboerne eller fra mit eget hoved, om dengang det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet osv. Uf. Det er gudskelov datid.

Det er en del af det bipolare, at der altid kan komme nye episoder, men bare de har længere intervaller end i 2018, hvor det var ind og ud – og ind og ud. Eric beskrev det engang som at følge en yo-yo. Og det havde han ganske ret i.

Noget, jeg også har bidt mærke i i forbindelse med optimeringen, er en udtalelse fra overlægen på 808, Melita Svraka, “Min holdning er, at når patienterne bliver udskrevet, skal de have det godt!” Jeg tror bestemt ikke, hun står alene med den holdning, men der er mange yngre overlæger, der slet ikke har hendes gennemslagskraft.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.