/i , /af ,

Fra nu af klarer jeg mig selv

Fra nu af klarer jeg mig selv

Det gider jeg ikke!

Fra nu af klarer jeg mig selv

I går var var jeg for anden – og sidste – gang på podcast-kurset.

Der er ingen tvivl om, at underviseren er kompetent og ved, hvad hun taler om. Og hun har en mission: Hun vil gerne dele ud af sin viden, hvilket er virkelig positivt. Hun får bare aldrig lov at nå dertil.

Problemet for mig er, at 80 pct. af tiden går med, at hun fortæller, hvilke taster man skal trykke på for at få det fine redigeringsprogram “Hindenburg” til at te sig rigtigt. Og der er ikke forskel på tasterne der og så tasterne i alle mulige andre programmer. Som eksempel skal man taste CTRL + Z for at fortryde eller CTRL + A for at markere alt. Det behøver jeg ikke gå på kursus for at finde ud af, for det er nøjagtig som i Word m.v.

Alle de andre programmer, jeg bruger, har jeg jo bare lært mig selv, og det har været en nem opgave, fordi tasterne er nogenlunde generiske. Det ville være dumt af en producent at udvikle et program, der havde sin helt egen egenart, for så er der ingen, der køber det. Herudover findes der stort set intet, man ikke kan finde instruktionsvideoer til på YouTube.

Mine medkursister sidder med de fineste Macs, der er virkelig dyre maskiner, men de kan ikke bruge dem. Min fine PC står godt beskyttet hjemme, og den, jeg tager med mig, er bare en brugt, istandsat og billig Lenovo til mindre end 3.000 kr. Den egner sig glimrende til den slags.

Mange (de fleste?) har tilmeldt sig kurset for at lære om teknikken. Mit formål var at lære noget om interviewteknik og den slags. Der har været lidt af det, men 20 pct. er simpelthen for lidt. Jeg må eksperimentere mig frem til det, jeg selvfølgelig ikke kan, når jeg ikke har prøvet det før. Men jeg kan jo godt lide læreprocesser …

Hvad jeg har fået ud af det

Redigeringsprogrammet “Hindenburg”

Hindenburg er et virkelig lækkert og brugervenligt program sammenlignet med det gratis Audacity, jeg af og til har leget lidt med. Hver eneste gang har jeg måttet finde en manual fra Odense Universitet for at gøre bare de mest simple ting som fx at klippe en pause ud af en lydfil. Det skal man nærmest være ingeniør for at finde ud af. Hindenburg er langt mere intuitivt. Og jeg havde aldrig fundet frem til det på egen hånd.

Fra nu af klarer jeg mig selvOptageudstyr af mærket “Røde”

En anden kursist havde indkøbt transportabelt optageudstyr af mærket “Røde”. Jeg har en eller anden idé om, at jeg vil have lettere ved at få mine interviewpersoner til at deltage, når jeg kommer til dem. Og derfor vil “Røde” være det gode valg og prisen er acceptabel. Det havde jeg heller ikke selv kunnet finde frem til på egen hånd.

Start med den vigtigste!

Det er heller ikke selvklart, at man skal starte med at interviewe “den vigtigste”. Mit spørgsmål er i virkeligheden bare “den vigtigste for hvem?”

Når jeg vil lave “Positiv podcast om psykiatrien”, kunne man mene, at jeg skulle starte med den overlæge og farmaceut, jeg har en aftale med, eller professor Poul Videbech, der også har givet tilsagn. De må alle være meget vigtige.

Jeg er imidlertid kommet frem til, at til “den vigtigste” kandiderer i mit liv både min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og psykologen. De to gennemgående figurer har jeg kendt siden hhv. 2014 og 2015. De har givet mig meget indsigt i mig selv – og jeg synes også, de har givet noget af sig selv. Om det er sandt, kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg kunne jo spørge (sådan til sidst) … Jeg er tryg ved dem, og de er forhåbentlig trygge ved mig.

I virkeligheden ville jeg allerhelst starte med overlægen på 808. Jeg er bare bange for at tabe lyttere på grund af sprogbarrieren.

Et er imidlertid sikkert: Jeg har respekt for dem alle!

Jeg kunne vældig godt tænke mig at få en aftale med Pia Olsen Dyhr, fordi hun mindst en gang fra Folketingets talerstol har spurgt statsministeren “Hvordan går det med 10-årsplanen – hvornår sker der noget?”. Og den er det absolut vigtigste på psykiatriens område i disse år. Derfor skrev jeg også til hende den 8. juli. Hendes assistent skrev den 2. august, at jeg i stedet skulle skrive til deres psykiatriordfører (i stedet for bare at videresende min mail …).

Det gjorde jeg samme dag. Den 20. september “rykkede” jeg vedkommende, men jeg har stadig intet hørt. Næste skridt er at ringe, hvis jeg kan finde et nummer. Politikere har muligvis allerede tilstrækkelige kanaler til deres budskaber til at gide deltage? Alle andre har faktisk svaret.

Det mulige forløb

Lytterne skal vide, hvorfor netop denne person deltager. Derfor starter jeg med en forklaring på netop det. Det bliver en form for rammesætning. For at sætte rammen må jeg fortælle en smule om mig selv. Bare et par minutter. Jeg er ikke selv interessant i serien. Og nu har jeg jo udbredt mig på skrift om psykiatri og psykiatripolitik i årevis. Hvem skulle gide at lytte til mig efter alt det?

Det er vigtigt for mig, at det bliver en positiv serie om psykiatrien, men det betyder omvendt ikke, at alt skal være rosenrødt, for det er jo ikke virkeligheden, eller at der ikke er plads til meninger og holdninger i det omfang hver enkelt kan tillade sig det med respekt for fx ansættelsesforholdet. Men det kan de jo sagtens selv finde ud af. Det behøver jeg ikke blande mig i.

Det første spørgsmål til alle interviewpersonerne vil være “Hvilke ord vil du sætte på psykiatrien i dag?”

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Betyder notaterne noget?

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Jeg læser altid med på “Min Sundhedsplatform”, uanset at det ikke helt er min jfr. billedet herunder, hvor det tydeligt fremgår, at notater er “af klinikere til klinikere”. Jeg har udbredt mig om det tidligere.

Det er temmelig selvmodsigende.

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Jeg læser med for at vide, hvordan “systemet” vurderer mig og også for at vide, hvad de skriver til hinanden. Til tider overvejer jeg, om det nogensinde bliver brugt af andre end mig selv? Er der nogensinde andre end mig, der læser det?

En heldigvis helt igennem tænkt situation: Jeg henvender mig i modtagelsen (blandt patienter kaldet “akutten”) mhp. vurdering og indlæggelse.

Her vil jeg være ked af, hvis de vurderer mig ud fra en måske tre måneder gammel samtale med en læge, der kun har set mig en gang. Jeg vil gerne vurderes på baggrund af den aktuelle henvendelsesårsag og det aktuelle stemningsleje. Jeg vil gerne lyttes til her og nu. Og det bliver jeg også!

Dette er ikke brok over noget. Det er udelukkende overvejelser om, hvorvidt den megen skriftlighed egl. har noget formål? Hvis man skrev mindre, var der måske mere tid til at tale med patienterne og opbygge relationer? Min erfaring er, at min. 50 pct. af helbredelsen ligger i det relationelle.

Men pyt nu med det.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er utrolig god til at opsummere vores samtaler. Hun kan på maksimum 10 linjer fange essensen af mødet, og hun roder ikke rundt i subjektivt og objektivt. Er hun i tvivl om noget, fremgår det tydeligt som eksemplet fra i går viser:

Stemningsleje neutralt (måske en anelse løftet).

Jeg har atter fået ny læge, som jeg er begejstret for

Det hænder meget ofte, at man får ny læge i Distriktspsykiatrien. Som hovedregel ser man dem kun en gang, hvis man ikke har brug for en lægesamtale mere end et par gange årligt, hvilket jo kun er positivt. Det er kontaktpersonen, man skal opbygge en relation til, og som er den gennemgående figur i forløbet.

Jeg har ikke tal på, hvor mange læger jeg har haft. Mange har været i uddannelsesstillinger (tror jeg, det kaldes), og de har bestemt været blandt de medarbejdere i psykiatrien, der ville stå på hovedet for deres patienter.

De har alle været søde, lyttende og dygtige. Især husker jeg en, som jeg oplevede som meget “fremkommelig”; vi havde god kemi, og hun lyttede uden videre til mine forslag og bekymringer. Det betyder meget for mig, så ingen brok herfra.

Nåh, men altså endnu en gang en ny læge, som jeg vældig godt kan lide. Voksen kvinde, nede på jorden og meget menneskelig. Vi har mødtes en gang. Jeg har dog en anke, og det er journalføringen, som jeg går lidt op i, for hvis den bruges af andre end mig selv, er jeg lidt bekymret over indholdet. Hvis andre bruger det, er der nogle ting, jeg bliver nødt til selv at være opmærksom på og huske at tage op til drøftelse.

Henvender jeg mig i “akutten”, har jeg imidlertid ikke kognitiv kapacitet til at huske det og tage det op til drøftelse. Jeg henvender mig nemlig kun der, når jeg er sikker på, at jeg har det dårligt nok til, at de ikke vil afvise mig. Altså vil det skrevne ord ikke blive sagt imod men lagt til grund, hvis det bruges/læses.

De konkrete problemer med journalføringen

Jeg faldt over et par ting, der – af en eller anden årsag – bekymrer mig:

1) Forholdet mellem subjektivt og objektivt

Ni linjers subjektiv beskrivelse og fire linjers objektivt. Antallet af linjer er talt op af Notepad++. På baggrund af alt det subjektive, vil jeg passe lidt på, hvad jeg siger næste gang. Jeg har svært ved at præcisere det og svært ved at sætte en finger på, hvad det helt konkret er, der bekymrer mig. Jeg synes bare, der er megen tolkning af det, jeg troede var en ligeværdig samtale.

2) Begreb jeg ikke forstår: “Privat logik”

Der står fx

  • “Pt får ikke på fuldt logisk vis fortalt hvad hun mener her og der er indtryk af privat logik.”
  • Under objektivt: “Privat logik kan bestemt ikke udelukkes”

Jeg brugte selvfølgelig Google til at prøve at forstå, hvad “privat logik” er. Der kom resultater, der pegede på skizofreni. Altså gik jeg et par uger og tænkte over, om lægen overvejede, at jeg også kunne have skizofreni. Det var naturligvis bekymrende.

Min kontaktperson hjalp med at forstå det vha. flere eksempler. Jeg har hørt lydfilerne (både den med lægen og den med kontaktpersonen) adskillige gange. Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg forstår det til bunds – men så må jeg jo spørge igen. De er begge søde til at forklare begreber, men der kan gå lang tid, inden man ser dem igen. Det vigtigste for mig er faktisk, at min kontaktperson blankt afviste, at lægen kunne have overvejelser om, hvorvidt jeg også kunne have skizofreni.

Selv synes jeg, at jeg på logisk vis forklarede lægen nogle tanker. Det drejede sig om min følelse under indlæggelsen af, at min hjerne var delt i to:

  • 25 pct., der var nogenlunde normalt fungerende og som var det, jeg “viste frem”.
  • 75 pct., der var den sygelige del, som kun de bedste kunne få lidt del i. Jeg viser ikke hvem som helst hvad som helst. Uagtet jeg gerne vil, kan jeg ikke. Det fik de medarbejdere, der kender mig bedst, til at konkludere, at der muligvis var tale om en “indadvendt depression”, der er vanskelig at diagnosticere.
  • Og det lyder selvfølgelig temmelig skizofrent i den forældede opfattelse af, hvad skizofreni går ud på, nemlig at man har “flere personligheder” 🙂

Indtil videre har jeg besluttet, at det nok bare var lægen, der ikke forstod, hvad jeg mente, og derfor henfører hun det til “privat logik”.

Jeg forklarede psykologen det samme med de samme ord. Hun forstod uden videre, hvad jeg forsøgte at fortælle, men hun kender mig selvfølgelig også ud og ind.

3) Sammenroderi mellem subjektivt og objektivt

Jeg synes, det er vigtigt, at fagpersonerne i psykiatrien skelner skarpt mellem, hvad de selv synes, tænker, tror og mener, altså det subjektive på den ene side og det objektive på den anden side. Der er tale om et fagområde, hvor man ikke kan stille diagnoser vha. blodprøver, røntgenbilleder og scanningsresultater.

Her synes jeg, at jeg fanger hende lidt på det forkerte ben, uden at det på nogen måde er mit formål:

Objektivt.
VKO, venlig men læderet kontakt, pt roser ut og psykiatrien unødigt meget.

“pt roser ut og psykiatrien unødigt meget.” er simpelthen ikke objektivt. Det er stærkt subjektivt. Det er en “synsning”. Det er kun mig, der ved, om det er “unødigt”.

Jeg synes ikke, det er “unødigt” for det er i alle livets forhold sådan, at er man positiv, får man en bedre behandling!

Og jeg synes heller ikke, det er “unødigt”, at udtrykke sin tilfredshed med et gigantisk system, der har blik for den enkelte patient.

Det oplevede jeg senest, da en medarbejder fra ECT-afsnittet i Glostrup ringede for at høre, om jeg kunne vente en uge ekstra med at gå i gang med vedligeholdelses-ECT igen, når hun nu skulle have ferie. Det gjorde hun, fordi hun ved, at jeg skal have en hånd at holde i. Det er da fantastisk.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Psykiatrien holder øje med mig

Psykiatrien holder øje med mig

Af og til bliver jeg glad

Psykiatrien holder øje med mig

For snart mange år siden indspillede Søs Fenger “Jeg holder øje med dig”; en dejlig fredelig sang med en fin tekst om fodspor i sneen. Den er stadig god at lytte til. Nu er det psykiatrien, der holder øje med mig. Det gør mig tryg.

Denne uge er jeg tre gange blevet forundret og glad over, hvad der kan lade sig gøre selv i et enormt system med langt fra bund til top. Det har bekræftet min antagelse om, at der er mange medarbejdere i psykiatrien, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. De, jeg har kontakt med, står på hovedet for mig. Helt utroligt.

De synes, jeg har det lidt for godt – lidt vel hurtigkørende

Min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien både sagde og skrev den 31. august:

“Stemningslejet er ok, nok en anelse løftet. Sover 6-7 timer, men har ikke en stabil døgnrytme. Patienten synes ikke selv, at det er bekymrende. Set i lyset af tidligere forløb, opfordres patienten til at have fokus på at få en fast døgnrytme. Har behov for et “projekt”. Er i gang med et projekt hjemme med at rydde op i sin slægtsforskningsdatabase. Oplyser at arbejde på det dag og nat. Advares mod dette.”

Hun kender mig siden 2014, så hun ved, hvad hun taler om. Og jeg lytter!

Jeg har (endnu en gang) fået ny læge i Distriktspsykiatrien, og hende har jeg umiddelbart god kemi med. Jeg kunne simpelthen bare godt lide hende. Det skyldes, at hun er et menneske, fuldkommen nede på jorden, og så er hun 42 år. Jeg kan godt lide at træffe en voksen kvinde, der ikke indleder kontakten med at sige “Du er jo en bestemt dame”.

Hun skriver den 7. september blandt andet “Fremstår let hypoman”. Ups .. tænker jeg.

To kloge mennesker sagde – formentlig nogenlunde uafhængigt af hinanden – altså det samme inden for den samme uge. Det må jeg tage alvorligt.

Min kontaktperson var hurtig, da der blev ansat endnu en ny læge. Sådan en har jo en blank kalender. Hun skaffede mig fluks en tid, så vi kunne drøfte mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT. ECT er det, uanset hvor meget jeg egl. hader det, der holder mig ude af afsnittet. Mit ypperste mål er, at jeg ikke skal indlægges igen. Jeg har set både 808 og Glostrup tilstrækkeligt.

Lægen fortalte, at med alderen har hjernen sværere og sværere ved at “absorbere” udsvingene. Det var jeg ikke klar over. Så selvom jeg synes, det virker mere end kedeligt at holde den faste døgnrytme, er jeg nødt til det, når jeg ikke ønsker flere indlæggelser.

Det er bare utrolig vanskeligt, når jeg har det så godt og så sjovt med det ene eller det andet projekt. Og ingen normale mennesker går til læge, når de har det både godt og sjovt. For mig skal det bare være et advarselstegn. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde accepterer det.

Tilbagevenden til ECT

Lægen har givet besked til min kontaktperson om mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT hver fjerde uge. Kontaktpersonen har kontaktet ECT-afdelingen. J. fra ECT-afdelingen har kontaktet mig telefonisk i dag.

Hun ville lige høre, hvordan jeg havde det, og om jeg kunne vente til efter hendes ferie, for ellers er hun der jo ikke til at holde mig i hånden i forbindelse med anæstesien … Jamen jeg har det jo fint. Det er bare de andre, der synes, jeg er lidt vel hurtigkørende.

Er det ikke bare fantastisk, at den slags kan finde sted i et enormt system med mange rutiner og procedurer, der skal overholdes? Her ringer en medarbejder for at høre, hvordan jeg har det, og hvilken dato, der kan passe både mig og hendes ferie.

Jeg bliver endnu en gang bekræftet i, at det hele handler om relationer.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Det føltes som et overgreb

Hvilken form for tvang foretrækker du?

Psykologen er ellers et særdeles fredeligt menneske, men i går fik jeg gjort hende næsten vred ved at fortælle om følgende episode, jeg var ude for, da jeg henvendte mig i “Akutten” i Glostrup den 29. maj i år:

Efter en virkelig god samtale med en specialpsykolog, der besluttede, at de ville beholde mig, til der blev en ledig plads på 808 i Hvidovre, kom der en medarbejder, der gerne ville vide hvilken form for tvang, jeg ville foretrække, hvis det skulle blive nødvendigt?

De kunne “tilbyde”:

  1. Bæltefiksering
  2. Fastholdelse
  3. Medicinering

Jeg blev fuldkommen overrumplet. I mit knapt 60-årige liv har jeg endnu aldrig oplevet at være udadreagerende. Jeg kan (nemt) blive verbalt overlegen men aldrig nogensinde fysisk overlegen. Af statur er jeg lille (165 cm.), så jeg vil ikke kunne stille meget op rent fysisk.

Da jeg aldrig har prøvet nogle af de mulighederne, vidste jeg ikke, hvilken jeg ville foretrække, hvis behovet skulle opstå. Hvordan vælger man mellem muligheder, man ikke kender?

Jeg skulle have været kvik(kere) og spurgt “Hvad ville du selv foretrække, hvis det var dig?” Jeg endte med at svare “Jeg ved det virkelig ikke. Hvis behovet skulle opstå – hvad jeg bestemt ikke kan forestille mig – så må I i situationen vurdere, hvad I mener er bedst for mig”.

Det må være noget nyt, der er indført, for jeg mener ikke, jeg nogensinde har fået disse spørgsmål tidligere. Psykiatrien har virkelig mange procedurer og planer, og der bliver flere og flere. I virkeligheden er det, der hjælper mig som patient, de personlige relationer.

Pseudoinddragelse eller ansvarsforflygtigelse?

Jeg oplevede det som et overgreb, og det var utrolig ubehageligt. Det forekommer mig at være en form for pseudoinddragelse af patienten. De lader som om, jeg har indflydelse, men det har jeg ikke i virkelighedens verden.

I realiteten drejer det sig om, at personalet ikke ønsker at blive fanget på det forkerte ben. De ønsker, hvis det utænkelige skulle ske, at kunne fremvise en form for bevis på, at jeg jo selv har sagt, at jeg foretrækker følgende “tilbud”. Men det er ansvarsforflygtigelse. Man ønsker at være sikker på aldrig at kunne få en sag på nakken. “Hanne B. Stegemüller har jo selv skrevet under på at xyz …”

Qua deres stilling, uddannelse og erfaring skal de kunne træffe valget på mine vegne – og de skal også tage ansvar for et eventuelt fejlskøn. Det må være en del af det, der følger gratis med ansættelsen.

Selvfølgelig har de behov for informationen, men spørgsmålene kunne stilles i omvendt rækkefølge:

  • “Har du nogensinde været udadreagerende?”
  • “Hvis ja, hvad har vi så gjort, der hjalp dig?”

De puttede en ny tanke ind i mit hoved

Jeg kender selvfølgelig ikke deres IT-systemer, og det skal jeg heller ikke, men jeg forestiller mig, at hvis jeg var en udadreagerende type, og der tidligere havde været behov for tvang, ville det stå et eller andet sted med flammeskrift og en rød font. Det skal medarbejderne selvfølgelig ikke kunne overse. Det handler om deres sikkerhed og i sidste ende også om min sikkerhed. Det er kun godt.

Men pludselig har de puttet en tanke ind i mit hoved: “Kunne jeg evt. blive udadreagerende og have behov for tvang? Kunne det ske?” Det skal jeg også forholde mig til.

Når man henvender sig i “Akutten”, er man ekstremt sårbar og ængstelig. For mig sker det, når det er for farligt at blive herhjemme, og “Livslinjen” giver fortabt i nattens løb, hvor verden er sort og skyggerne derfor ikke engang kan blive lange.

Man venter tålmodigt, til det bliver ens tur, altimens tankerne kører om, hvad man gør, hvis de ikke vil vide af en, og man bliver sendt hjem igen. Retfærdigvis skal det siges, at det er jeg ikke blevet i mange år. Der er visse fordele ved at være “svingdørspatient”:

  • Jeg henvender mig først, når jeg ved, de beholder mig.
  • Og de ved, at jeg først kommer, når “lokummet brænder”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.