/6 Kommentarer/i /af

Ny samtale med overlægen

Ny samtale med overlægen

Det rykker ikke

Ny samtale med overlægen

Jeg havde to punkter med en stribe underpunkter – jeg fik 40 minutter, og de kan genbruges/-høres:

  1. Opfølgning på seneste samtale
  2. Nyt i forhold til sidst

Ad 1: Hun var ikke helt med på, at hun havde sagt, at jeg “intellektualiserer”. Men nu har jeg jo altså hørt det tre gange. Men pyt med det. Vi fik vendt det med, at det jo er korrekt, at jeg er “for meget” i mit hoved. Hvis jeg vidste, hvordan jeg undlod det, ville jeg gøre det. Det er et fuldkommen normalt Asperger-træk.

Jeg hader min krop og jeg hader dens klodsethed. Den minder mig alt for meget om det med ikke at komme over i højdespring osv. Jeg fortalte hende faktisk sidstnævnte for at give hende et billede, der er til at tage at føle og på, og som vi samtidig kunne smile lidt ad: Stå sidst i rækken, se på alle de andre der kom over stangen, forsøge at regne ud hvordan de svævende kunne parallelforskyde kroppen med henblik på at kunne lande på den rigtige side af stangen. Jeg regnede det aldrig ud.

Ad 2: Nyt er i hvert fald, at jeg har opdaget musikken. Og det er umådelig positivt. Musikken overdøver tankerne, for jeg hører mine dårlige tanker. Det var hendes forslag, men det er fuldkommen korrekt. Og det er også korrekt, at tankerne ledsages af billeder. Tingene hænger sammen. Jeg siger ikke, at jeg er psykotisk, jeg siger ikke, at jeg hører stemmer og jeg siger ikke, at jeg har udviklet skizofreni. Hun forstod mig uden videre. Det var umådeligt befriende.

Jeg oplever kommunikationen som ligeværdig. Når jeg engang løslades, opretter jeg en fanklub for hende.

Måske hører jeg det forkerte musik?

“Du kom med alt det, der var dig” er bestemt ikke forkert; den peger den rigtige vej med blandt andet følgende:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter

Kilde: Del af sidste vers i “Du kom med alt det, der var dig”

Den hører til en umulig/ulykkelig forelskelse i ca. 2003. Vi var blandt andet en uge i Rom, og hun tog det bedste billede af mig, der nogensinde er taget.

Min musiksmag gik i stå engang i 80’erne, og det er det, jeg kan lide at lytte til. Det er der, jeg kan alle teksterne udenad. Jeg har ingen lyst til at lære noget nyere at kende. Der var meget indhold i teksterne, ofte om liv og død, kærlighed, venskaber, Nicaragua, Chile, El Salvador, Francos Spanien, politik, eksistentielle emner osv. Der er mange minder knyttet til musikken. Det er minder om en svunden tid.

Problemet er, at jeg hører meget af det for at være sikker på, at jeg når at høre det igen.

Konklusion

Trods al mulig omsorg synes jeg ikke, det rykker. På mandag er det 14 dage siden, jeg tog til Glostrup; jeg har svært ved at mærke forskellen. Jeg forsøger på mange måder virkelig at rykke mig selv op ved hårrødderne, men det er som om, det ikke rigtig virker.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Tre parallelle monologer eller en dialog

Tre parallelle monologer eller en dialog

Er jeg gået forkert?

Tre parallelle monologer eller en dialog

Situation: Aftensmad, hvor samtalen falder på emojis. Tilstede er en medarbejde og en medpatient. Jeg forsøger at forklare, hvad jeg mener om emojis (og det er som bekendt ikke så lidt) og hvorfor. Jeg mødes af statements, der ikke byder op til dialog fx: “Det må du bare vænne dig til, sådan er verden”.

Jeg giver op i løbet af forholdsvis kort tid. Set fra mit synspunkt består en dialog af, at man lytter, “udforsker” i fællesskab fx  “Nå for pokker har du det sådan; det har jeg da aldrig overvejet”, argumenter for det ene og det andet. En måde at blive klogere i fællesskab. Forleden var der endda en, der forsøgte at lære os om “assertiv kommunikation”, hvor jeg følte mig sat tilbage til diverse lederkurser for 15-20 år siden. Samtalen over aftensmaden var ikke bestemt ikke assertiv.

Jeg bliver enormt ked af det, giver op og går. Var jeg blevet siddende, var jeg begyndt at tude. Det har jeg ikke lyst til i “miljøet” og overfor tilstedeværende medpatienter, der ikke skal bære på mine gebrækkeligheder, for de har deres egne.

Går senere en tur med medarbejderen og forsøger at forklare op ad døre og ned ad stolper. Hun lytter pænt men siger, at det kan jeg ikke forvente her, og slet ikke henover maden. Det har hun faktisk ikke ret i. Jeg har både denne gang og tidligere ført adskillige meningsfyldte dialoger uanset lokalet.

Hun forklarer, at der ikke om aftenen er tid til samtaler. Jeg bliver forvirret, og spørger, om vi så skal gå i stilhed, for så kan vi lige så godt vende om. Næh, man må gerne sige noget, det falder bare ikke ind under begrebet “samtale”. Det var jeg ikke klar over.

Jeg ender med følelsen af at være gået forkert, at være forkert og overvejer, hvad jeg gør i stedet. Jeg starter med at gå i seng. Jeg synes ikke, det hjalp.

De mest meningfyldte samtaler har jeg ført på psykiatrisk afdeling

Alle er her af en årsag: ønsket om at få det bedre. Der er altid en, to eller tre at have virkelige dialoger med. Det er ind til benet og uden omsvøb. Det kan jeg godt lide – det giver mening for mig. Jeg har hørt mange livshistorier ved “rygerbordet”, når der ikke er personale tilstede med påtaget optimisme. Jeg brækker mig af sidstnævnte fx “Det skal nok gå”, “Du har prøvet det før” osv. På den anden side set kan de selvfølgelig ikke sige det modsatte. Det er det overfladiske, jeg ikke kan holde til.

Ad livshistorierne kan jeg mærke, at jeg skal passe på ikke at blive en eller anden pseudoprofessionel, der lytter og spørger, for så får jeg ingen plads selv. På den anden side set er jeg oprigtigt interesseret i at høre historierne, og derfor spørger jeg til fx baggrunde og konsekvenser – med det spinkle håb, at det også vil blive min tur.

Jeg tror, jeg er gået forkert

Lige nu er jeg der, hvor jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er her.

  1. Jeg har (heldigvis) ingen depression, altså er jeg ikke syg
  2. Jeg har de forkerte forventninger
  3. Jeg fylder for meget
  4. Jeg føler mig ensom. Det kan jeg lige så godt være derhjemme
  5. Er jeg her mest for at de kan holde øje med, at jeg ikke er død?

Tjah, måske lidt barskt at få smidt i hovedet over morgenkaffen. Men det er sådan, det er.

 

/6 Kommentarer/i /af

En ærlig overlæge med tid

En ærlig overlæge med tid

Jeg har trukket gardinerne fra …

En ærlig overlæge med tid

Det er stort det med gardinerne.

I går var jeg til lægesamtale i en time, og det var meget positivt. Jeg kan virkelig godt lide MS; der er noget utroligt både lyttende, spørgende, investigerende, men samtidig handlingsorienteret over hende: “Okay planen er, at vi …”

Hun mener ikke, jeg objektivt har en depression, men hun lytter opmærksomt til de tanker, jeg har. Hvad det så i stedet er, glemte jeg at spørge om. Men det er jo selvfølgelig både skønt og fantastisk, at det ikke er en depression. Det glæder mig virkelig.

De slipper mig næppe ud foreløbig, og det er jeg tryg ved. Der er noget helende over den faste struktur, trygge rammer og nogle at henvende sig til, når sporene i hjernen bliver “for meget”.

ECT

Jeg advokerede for ECT, men forskellige administrative finurligheder gør, at det ikke uden videre er muligt både at få ambulant ECT, at være indlagt her på et åbent afsnit og få ECT i Glostrup. Åhr … det var altså lettere, da de også gave ECT her. Jeg syntes jo, at eneste forskel er adressen. Men 808 har ansvaret, så længe jeg er her. Jeg argumenterede med, at det er enormt svært at tage livet af sig i en taxa.

Herudover mente hun, at ECT under indlæggelse forudsætter indlæggelse i Glostrup på et lukket afsnit. Der er to ting, jeg ikke skal:

  1. På lukket afsnit
  2. Til Glostrup

Jeg vil ikke få det bedre af nogen af de to ting. Så gennemlever jeg hellere dette mysterium.

Jeg har engang været fem dage på et lukket afsnit, mens jeg ventede på at komme til 808, fordi der ikke var plads her. Det var rædsomt. Jeg har ikke meget tilfælles med folk, der sniffer rygeheroin, er kriminelle og færdes i bandemiljøerne. Jeg følte mig meget ensom.

Der er noget uværdigt over at være på et lukket afsnit. Jeg vil ikke miste den sidste rest af værdighed. De tager ens snørebånd og opladere. Jeg tror altså ikke, man kan hænge sig i nogen af delene. Der er selvfølgelig nødt til at være regler og retningslinjer; jeg skal bare ikke være en del af det.

Her er hjemligt og rart, jeg kender medarbejderne, og de kender mig. Der er så meget, der ikke behøver blive sagt. Skal jeg møde fremmede, vil de få facaden. Det vil være spild af tid for både dem og mig, og det vil være spild af regionens penge. Jeg er nødt til at have nogle, der kan se bagom.

MS var ærlig og sagde, at hun ikke vidste, hvad hun skulle, da hun aldrig har fået spørgsmålet før, men at hun ville undersøge det hos klinikchefen. Hun vidste vist heller ikke helt, hvad hun skulle stille op med mig.

Jeg har stor respekt for et menneske med så mange års erfaring, der er ærlig og siger “Jeg ved det ikke”. Og det sagde jeg faktisk til hende.

Efter at have overvejet det, har jeg givet hende besked om, at hun ikke skal bruge tid og kræfter på at undersøge det. Jeg prøver at klare det uden. Så må det tage den tid, det tager. Hvis det ikke er bedre om tre uger, må vi jo tale om det igen. Jeg kan godt lide at blive lyttet til og inddraget i beslutningerne.

Jeg har lyttet til lydfilen tre gange

Jeg optager altid vigtige samtaler, og denne var meget vigtig for mig. Jeg havde glædet mig meget og var velforberedt. Jeg har lyttet til filen tre gange.

Jeg har haft nogle tanker om at gøre min pension hvilende og påtage mig et lille fleksjob for at få nogle relationer, også selvom de bare var faglige. Jeg har sådan set fundet en arbejdsgiver, og vi skulle bare snakke os til rette.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er bestemt ikke begejstret for idéen. Hun siger, at hver gang jeg har forsøgt at arbejde, er det gået galt. Det er sandt. MS er heller ikke begejstret. Hun forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare nyder livet, nu hvor alle brikkerne jo er faldet på plads. De to kvinder har kendt mig siden 2014. De må vide, hvad de taler om. Jeg har besluttet at lytte til dem.

Alene contra ensom

Den væsentligste årsag til, at jeg fik idéen om det lille job er, at jeg savner at være en del af et team. Jeg savner at foretage mig noget, der ikke kun har betydning for mig selv.

Jeg har følt mig ensom. Jeg kan vældig godt lide at være alene, men jeg bryder mig ikke om at være ensom.

Jeg bliver nødt til at arbejde på at få en eller flere relationer. Lige nu har jeg ingen idéer. Det kan være nogen her har. Kommer tid kommer råd.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Vågner ved tilsyn

Vågner ved tilsyn

Tusind stykker

Vågner ved tilsyn

Nattevagterne skal gå rundt og tjekke, om patienterne sover/er vågne osv. Det kaldes “tilsyn”. Mit problem er, at jeg sover så let/overfladisk, at jeg “vågner ved tilsyn”. Så jeg har været på højkant siden ca. 03:30. Nåh, pyt det gør ikke noget, jeg må bare finde en stille aktivitet. Tastaturet klaprer ikke, for jeg hader tastaturer, der klaprer. Her gør det eksterne, næsten rigtige, tastatur stor gavn. Det bliver aldrig rigtig mig at sidde og fedte på skærmen med to fingre.

Dagen bliver bare lidt lang.

Fuglene ovre i den dejlige skov er åbenbart også “vågnet ved tilsyn” og holder allerede en fin morgenandagt.

Min musiksmag gik i stå engang i 80’erne

Jeg kan ikke tale med om rap, Heavy, Death Metal osv. Jeg kan til gengæld adskillige tekster fra 80’erne udenad: Anne Linnet, Bjørn Afzelius, Bruce Springsteen, Mark Knofler, Leonard Cohen, Dire Straits, Mike Oldfield mv.

Jeg faldt over dette første vers fra Anne Linnets “Tusind stykker” (LP’en er fra 1988)

“Man sir’ at over skyerne er himlen altid blå
Det kan være svært at forstå når man ikk’ kan se den
Og man sir’ at efter stormens pisken, kommer solen frem
Men det hjælper sjældent dem der er blevet våde”.

Det passer sådan set meget godt.

Jeg er glad for at kunne teksten udenad, for søger man med google efter teksten, får man en del vrøvl med i købet. Eksempelvis synger hun:

  • “når livet er betrængt” og ikke “når livet er blevet træt”.
  • “Sjælden mærker illusionen briste“ giver ikke mening, og derfor synger hun “Sjælen mærker illusioner briste”.

Det må være AI, der har lavet de lyrics. AI kan meget, men nuancer kan de ikke “høre”. Der må mennesker til.

Flere tankespor

Jeg spurgte sygeplejerske K, om hun havde hørt om det med flere tankespor tidligere. Det havde hun heldigvis. Og jeg har heldigvis blandt andet hende som kontaktperson. Jeg har fået alle de gode (men det er de alle) … Jeg er heldig … 

Jeg tror, jeg har haft dem – altså tankesporene – lige så tydeligt tidligere, men er usikker.

  • På den ene side kan man sige, at de peger mod en vis mental spændvidde i behold.
  • På den anden side kan man sige, at det tyder på et overbelastet nervesystem og en overloaded hjerne.

Musikken på fuld knald kan delvist overdøve rumineringen. Jeg kan sgu da ikke tænke i al den larm. Og det er bestemt ikke dårligt.

At se tilbage – minder

Den gamle dame, jeg kender (min fars ungdomskæreste på 98 år), siger altid “Jeg har kun gode minder”. Jeg kender ingen andre med så positivt et livssyn, og ønsker det var mit. Jeg er født sort indeni.

Den gamle musik er dejlig, men minder også om en tid, der er væk og aldrig kommer tilbage – men sådan er det selvfølgelig med alles tid. Det er ikke, fordi jeg tror, jeg er noget specielt.

Jeg tænker tilbage på Amagerkollegiet og venskaberne, der blev knyttet der. Jeg har ikke tal på alle de kander te og kolde bajere, der røg gennem svælget. Det var en fantastisk tid. Jeg var bedre til det relationelle dengang.

Jeg havde en fantastisk veninde fra 1981 til 2015 – det er 34 år. Jeg vil aldrig rigtig komme over den formiddag i sommeren 2015, hvor jeg sad på græsset ude foran 808 og talte i telefon med hende. Der havde jeg været syg et år. Hun sagde “Du er blevet din sygdom”. Jeg blev virkelig ked af det. Det var det sidste, vi sagde til hinanden.

Hun døde i 2016. Det burde have været omvendt, idet hun – trods mange ups and downs – havde et lysere sind og en større livsvilje end mig.

Vågner ved tilsyn Vågner ved tilsyn

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.