Ny samtale med overlægen
Det rykker ikke
Indholdsfortegnelse
Ny samtale med overlægen
Jeg havde to punkter med en stribe underpunkter – jeg fik 40 minutter, og de kan genbruges/-høres:
- Opfølgning på seneste samtale
- Nyt i forhold til sidst
Ad 1: Hun var ikke helt med på, at hun havde sagt, at jeg “intellektualiserer”. Men nu har jeg jo altså hørt det tre gange. Men pyt med det. Vi fik vendt det med, at det jo er korrekt, at jeg er “for meget” i mit hoved. Hvis jeg vidste, hvordan jeg undlod det, ville jeg gøre det. Det er et fuldkommen normalt Asperger-træk.
Jeg hader min krop og jeg hader dens klodsethed. Den minder mig alt for meget om det med ikke at komme over i højdespring osv. Jeg fortalte hende faktisk sidstnævnte for at give hende et billede, der er til at tage at føle og på, og som vi samtidig kunne smile lidt ad: Stå sidst i rækken, se på alle de andre der kom over stangen, forsøge at regne ud hvordan de svævende kunne parallelforskyde kroppen med henblik på at kunne lande på den rigtige side af stangen. Jeg regnede det aldrig ud.
Ad 2: Nyt er i hvert fald, at jeg har opdaget musikken. Og det er umådelig positivt. Musikken overdøver tankerne, for jeg hører mine dårlige tanker. Det var hendes forslag, men det er fuldkommen korrekt. Og det er også korrekt, at tankerne ledsages af billeder. Tingene hænger sammen. Jeg siger ikke, at jeg er psykotisk, jeg siger ikke, at jeg hører stemmer og jeg siger ikke, at jeg har udviklet skizofreni. Hun forstod mig uden videre. Det var umådeligt befriende.
Jeg oplever kommunikationen som ligeværdig. Når jeg engang løslades, opretter jeg en fanklub for hende.
Måske hører jeg det forkerte musik?
“Du kom med alt det, der var dig” er bestemt ikke forkert; den peger den rigtige vej med blandt andet følgende:
At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerterKilde: Del af sidste vers i “Du kom med alt det, der var dig”
Den hører til en umulig/ulykkelig forelskelse i ca. 2003. Vi var blandt andet en uge i Rom, og hun tog det bedste billede af mig, der nogensinde er taget.
Min musiksmag gik i stå engang i 80’erne, og det er det, jeg kan lide at lytte til. Det er der, jeg kan alle teksterne udenad. Jeg har ingen lyst til at lære noget nyere at kende. Der var meget indhold i teksterne, ofte om liv og død, kærlighed, venskaber, Nicaragua, Chile, El Salvador, Francos Spanien, politik, eksistentielle emner osv. Der er mange minder knyttet til musikken. Det er minder om en svunden tid.
Problemet er, at jeg hører meget af det for at være sikker på, at jeg når at høre det igen.
Konklusion
Trods al mulig omsorg synes jeg ikke, det rykker. På mandag er det 14 dage siden, jeg tog til Glostrup; jeg har svært ved at mærke forskellen. Jeg forsøger på mange måder virkelig at rykke mig selv op ved hårrødderne, men det er som om, det ikke rigtig virker.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Nej, min højde – eller rettere mangel på samme – gjorde mig ikke just selvskreven som basketballspiller. Jeg er 162 cm, men det gjorde ikke så meget, når vi spillede i gymnastiktimerne, for der var også andre piger af samme statur. Da jeg på et tidspunkt startede med at spille i klub, mistede jeg derimod hurtigt gejsten, for her var de andre væsentlig højere , og så blev det svært at opnå spilletid i kampene.
@ Glennie
I klub … hold da op; det må jeg sige. Det er jeg virkelig imponeret af. Jeg var aldrig kommet over dørtrinnet til et sådant sted.
Engang i min barndom gik jeg til bordtennis, og var vist nogenlunde til det. Men eftersom vi jo flyttede konstant, hørte det hurtigt op, og det var for svært at starte et nyt sted gang på gang, gik det hurtigt i sin mor igen.
Jeg har vist aldrig klaret mere end 45 cm i højdespring, og jeg er tillige med altid blevet valgt til sidst til holdet, hvad endten det var stikbold, rundbold eller langbold. Det er i øvrigt en komplet upædagogisk måde at lave hold på. Jeg synes, man skulle tage konkurrencemomentet ud af skoleidræt. Meningen er at holde børnene sunde og raske, ikke nedbryde dem med mindreværdskomplekser. Vil de konkurrere, kan deres forældre betale for, at de gør det uden for skoletiden.
Jeg kender godt fornemmelsen af, at det ikke rykker. Ikke rigtig virker. Jeg har selv været på kanten til at bede om at blive indlagt i disse dage, for jeg har faktisk svært ved at bekæmpe mine smerter med den medicin, jeg må få. Omvendt var mit seneste hospitalsbesøg ikke nogen udpræget succes, så jeg prøver at være tålmodig. Det er nok det eneste råd, jeg har til dig. Jeg synes, det er godt, at du får relativt mange samtaler med lægen, og forhåbentlig finder i sammen ud af noget, der kan hjælpe dig.
@ Henny
Selv med 45 cm. har du slået min rekord.
Du har ret i, at konkurrencemomentet burde fjernes fra skoleidrætten. Det gør ingen gavn der. Det er jo egl. interessant, at vi nu på denne beskedne hjemmeside er hele tre, der bestemt ikke har de bedste erindringer om at stå sidst i køen og ikke blive valgt før end højst nødvendigt. Ja, forældrene kan betale for konkurrence-trangen.
Dine smerter lyder ikke godt! Erfaringer med hospitalsbesøg er så tilfældige, så afhængige af afsnittets høvding(e). Måske kunne du overveje det mhp. medicinjustering?
808 er et fantastisk sted: Et lavt personaleflow tyder på, at medarbejderne trives, at de har det godt med hinanden, at lederen er god og at overlægen vinder patienternes respekt. Her er selv rengøringsmanden den samme, som han har været i alle årene.
Ja, “tålmodighed” er nok kodeordet. Dette vil tage uger …
Jeg savner mit hjem og min PC. Jeg får besøg af min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien den 26. juni 14:30. Der er længe til og hvem siger overhovedet, at jeg er her til den tid? Men uanset hvad så glæder jeg mig helt vildt til at se hende. Hun må have bøjet nogle regulativer, for så vidt jeg ved, har hun ikke normalt “udkørende fogedforretninger”, men jeg kan selvfølgelig tage fejl.
Jeg kom heller aldrig over snoren i højdespring. Eller over bukken. Og jeg lærte aldrig at stå på hænder eller at slå vejrmøller, ligesom jeg var ganske ude af stand til at hæve mig selv mere end 10 -20 centimeter i et tov. Når der skulle vælges hold til rundbold, stod jeg heller ikke ligefrem øverst på holdledernes ønskeliste. Så gymnastik var ikke mit yndlingsfag i folkeskolen, selv om det blev lidt bedre I de ældre klasser, hvor vi begyndte at spille basketball, som jeg – mærkeligt nok – var ganske god til.
Så du er altså ikke alene om ikke at ikke at være god til det “kropslige”, jeg tror, vi er mange, der skal prise os lykkelige for at kunne leve af andre talenter!
@ Glennie
Åh hvor bliver jeg glad af at læse din kommentar! Tak for den. Det er rart ikke at være alene.
Ja, det er interessant, at du var god til basketball, for som jeg husker dig (fra for 40 år siden …), så er vi omtrent lige høje. Jeg er 165 cm. Jeg har altid troet, at man skulle være høj for at være god til basketball af den simple årsag, at så er der ikke så langt op til kurven.
Den pokkers rundbold. Jeg blev altid valgt til sidst, og har af samme grund heller aldrig prøvet at være “førstevælger”. Når jeg tænker tilbage på det, var det jo faktisk frygtelig upædagogisk. Der manglede aktiviteter for dem/os/mig, der kunne “noget andet” – og det er endda i et andet århundrede end den højt besungne inklusion.