/i , /af ,

Godt det bare var et mareridt

Godt det bare var et mareridt

Jeg var til min fars bisættelse i nat

Godt det bare var et mareridt

Det er ret sjældent, jeg kan huske, hvad jeg drømmer. Jeg synes, der kan gå måneder imellem, jeg kan huske en drøm. I nat vågnede jeg imidlertid kl. 02:25 og så tydeligt følgende for mig:

Jeg var hos min fars ungdomskæreste, hendes to sønner og to svigerdøtre. De var alle vældig omsorgsfulde, tog mig på skuldrene og sagde fx “Det skal nok gå”. Jeg var på vej ud ad døren til bisættelsen, og det absurde var, at jeg selv skulle have hans urne med (og det var ikke til urnenedsættelsen).

Men der var lidt uorden i begreberne i mareridtet. I øvrigt blev han kistebegravet (også kaldet jordfæstet), som man jo gjorde dengang for 51 år siden.

Pyh ha … Det varede et par timer, før jeg kunne sove igen.

Op på en piedestal

Jeg er helt opmærksom på, at jo flere år, han har været død, jo højere op på en piedestal kommer han. Det burde måske ikke være sådan, men sådan er det, og det generer jo ikke nogen. Heller ikke mig selv. Andre tænker måske, at det er unaturligt, men hidtil har ingen været så uvenlige at påtale det. Og tanker er som bekendt toldfrie. Både mine og andres.

For ikke så længe siden spurgte jeg psykologen: “Går det aldrig over?” Eftersom vi har kendt hinanden siden foråret 2015, er hun – med min billigelse – ret ligefrem og dejligt ærlig. Hun svarede: “Nej, det gør det ikke”. Selvfølgelig og gudskelov er det blevet “mindre” og langt mere udholdeligt, men der vil altid være en lille sorg til rest. Og det er også i orden.

Jeg tænker af og til på Johannes Møllehaves sætning “Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med”. Det er præcis sådan, jeg har det. Læs evt. Dorte Hygum Sørensens interview med Johannes Møllehave i Politiken fra den 14. november 2002 (ingen betalingsmur) med netop den overskrift.

Var det mon gået på samme måde, hvis han ikke var død?

Det ville vel være mærkeligt, hvis jeg ikke en gang imellem spurgte mig selv om:

  • havde jeg udviklet den bipolare affektive sindslidelse, hvis han ikke var død?
  • havde en barndom med Aspergers syndrom været nemmere?
  • havde han sørget for, at jeg tog en uddannelse?
  • og meget andet.

Jeg “tror” ikke på epigenetik, men det er jo en videnskab og ikke et trosspørgsmål. Jeg ved bare intet om det og hørte først om begrebet i sidste uge. Jeg ved kun, at bipolar affektiv sindslidelse er genetisk betinget, men det er måske ikke helt tosset at forestille sig, at de efterfølgende hændelser kan have “skubbet til” sygdommen? Forhåbentlig læser ingen læger med (vel KTR? 🙂 ).

Var han ikke død, var vi ikke blevet en nomadefamilie, og jeg havde ikke gået i fem forskellige folkeskoler. Mange skoleskift, hvor man aldrig lærer hverken andre børn eller lærere godt at kende, er særdeles opslidende for et barn med Aspergers syndrom. Det ville jeg meget gerne have været foruden.

Det er måske en del af “piedestaliseringen”, men jeg kan ikke forestille mig, at en ansvarlig far ikke vil sørge for, at barnet tager en uddannelse. Og han var et ansvarligt menneske – selvfølgelig da.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/9 Kommentarer/i , /af ,

Tvangsfjernelse 3 – aktindsigter efter gråden

Tvangsfjernelse 3 - aktindsigter efter gråden

Efter gråden

Tvangsfjernelse 3 – aktindsigter efter gråden

Hvis det har din interesse, finder du alle artiklerne om tvangsfjernelse her.

Der var engang for ikke så mange år siden, jeg græd meget over alt skidtet i min fortid. Det var dengang nødvendigt at græde hos psykologen. Engang for mange år siden var det nødvendigt at sidde i favnen hos en psykoterapeut. Forud for det var der år i diverse basisgrupper og kvindegrupper i både Dannerhuset og Kvindehuset i Gothersgade. Men det er jeg færdig med; det er fortid, og jeg er både fri og glad, og jeg har et dejligt liv.

Derfor kan jeg nu skrive disse artikler som var det med en kirurgs skalpel. Jeg føler ikke noget, og jeg går til det, som var det en arbejdsopgave, der kunne dreje sig om en helt anden fx naboen. Dette er i høj grad efter gråden.

Show it – don’t tell it men jeg mangler episke evner

Forfattercoachen sagde om mine udkast til to kapitler til en bog, at det var “korrekt men røvkedeligt”. Jeg blev temmelig trist over, at jeg syntes, jeg havde en historie, men at jeg åbenbart ikke var i stand til at formidle den. Tristheden over det er selvfølgelig for længst borte, og jeg er helt klar over, at jeg mangler det man vel kalder “episke evner”.

Dengang jeg ville skrive bogen, læste jeg selvfølgelig en masse hjemmesider om, hvordan man gør, når man vil skrive noget, der også sælger. De skrev alle om “Show it – don’t tell it”.

Hvis jeg skulle skrive fx historien om min stakkels gamle morfar, der ender sine dage i et nordvendt baglokale til en skobutik eller min egen historie om den eller de manglende tvangsfjernelser som “show it – don’t tell it”, skulle jeg leve mig ind i det, være i det osv. Så kunne jeg blive psykotisk, tror jeg, men jeg er jo ikke psykiater. Jeg ville da ikke kunne gennemleve de 16 mareridt fra artikel to igen.

Jeg har bedt om aktindsigt

En af mine venner, der også er jurist, foreslog mig at bede om aktindsigt på Bornholm, for at finde ud af, om der er nogle sager vedr. mig i forhistorisk tid på Bornholm. Jeg vil blive meget overrasket, hvis der er noget at finde, for så var der jo nogen, der måtte have handlet. Men nu har jeg sendt en mail afsted, og når jeg får svar, kan jeg også sætte flueben ved det procestrin. Jeg prøver i mailen at tage højde for GDPR mv. Om det er tilstrækkeligt eller rigtigt, ved jeg naturligvis ikke.

“Anmodning om aktindsigt(er)
Kære Borgerservice vedr. Aakirkeby og Nexø

Jeg kan ikke gennemskue jeres opdeling i kommuner i Bornholms Regionskommune. Hvis e-mail-adressen derfor er forkert, beder jeg jer venligst videresende denne henvendelse til den eller de rette modtagere. Jeg er klar over, at den eller de modtagere derved får nedenstående informationer. Det giver jeg også mit samtykke til.

Jeg anmoder hermed om aktindsigt i den eller alle de sager, der måtte være vedrørende mig selv på Bornholm. 

Mine bopæle og datoer for tilflytning findes nedenfor. Oplysningerne stammer fra CPR.

Mit cpr-nummer er: 231063-xxxx (kun skjult her på hjemmesiden).

1) Tilflyttet Vestermarie: 12. juli 1978. Adressen: Vestermarievej 26. Jeg gik på Aaker Skole.

2) Tilflyttet Svaneke: 11. december 1978. Adressen: Storegade 18, 1. Jeg fortsatte på Aaker Skole.

Jeg fraflytter Bornholm den 31. juli 1980.

Venlig hilsen og på forhånd tak for hjælpen.

Hanne B. Stegemüller”

Det er virkelig spændende, hvad de kommer tilbage med. Jeg tror, jeg – efter svaret – vil sende en lignende mail til både Odense og Assens kommuner.

Læserreaktioner?

Min ven har – efter at have læst gårsdagens post – givet mig ret i, at hun ville have fjernet mig, hvis vi var stødt ind i hinanden i 70’erne. Men det gjorde vi ikke.

Jeg er altid glad for læserreaktioner her på siden. Men der er noget, der undrer mig: De værste historier får aldrig kommentarer, men jeg ved fra mine statistikker, at de bliver læst. Jeg gætter på, at det ganske enkelt ikke er muligt at forholde sig til de absurde ting, jeg har oplevet. Hvis det er sådan, kan det skyldes, at I er meget bedre til “Show it – don’t tell it”, og så får I hurtigt mere end nok og går ud og brækker jer. Det er der ikke noget at sige til.

Har jeg nogenlunde ret i det?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , /af , ,

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Resultatet af SPQ-spørgeskemaet

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Når der kun skal mere end 70 point til, og jeg får næsten det dobbelte, nemlig 133, må man sige, at jeg virkelig er en klassisk Systemizer. “Delresultat: Opmærksomhed – detalje” med 8 ud af 8 er ingen overraskelse. Det taler for sig selv.

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Den korte beskrivelse af et menneske med en klassisk Systemizer-profil er:

Personer med en klassisk Systemizer profil får 70+ point

At være klassisk Systemizer betyder, at man har en større evne eller lyst til at løse faglige arbejdsopgaver og en væsentlig mindre evne eller lyst til at tilpasse sig socialt, end de fleste mennesker i befolkningen.

Jeg vover at dele mine resultater her, fordi de virkelig er sjove – fordi jeg stoler på mine læsere, og fordi det, man kan læse, selvfølgelig er generisk; det viser altså ikke mine konkrete og personlige svar. Du kan selv tage testen ved at klikke på “Test dig selv” på sidens menu.

Mine hovedresultater ses i denne tabel, men vil du læse begrundelsen for de forskellige delresultater, skal du klikke på linket. Du kan ikke klikke på billedet.

En klassisk Systemizer-profil får 70+ point

Du nævnte noget om Asperger

En overgang kom jeg i Akutteamet på Psykiatrisk Center Glostrup. Jeg havde kontakt til en sindssyg dygtig farmaceut og en ditto overlæge, der arbejdede tæt sammen. Kontakten varede ca. 1 – 1½ år begyndende i sommeren 2018. Jeg skrev en artikel til POV, som stadig (januar 2024) ligger der. Artiklen drejer sig om bivirkninger af medicinen og om samarbejdet mellem os tre.

Jeg sendte dem fx ugentlige Excelfiler med registrering af bivirkninger, obstipation, restless legs syndrome, søvn, antal skridt osv. Så havde vi noget konkret at tale ud fra, men det er nok ikke så ofte, de oplever den slags.

I starten syntes de måske, det var lidt fjollet, men mit klare indtryk er, at efterhånden som der kom flere og flere data, blev rapporterne mere og mere valide, interessante og givende for vores samtaler. Og regnearkene var gode til at fortælle om ændringerne i medicinen, også betød ændringer i bivirkningerne. Jeg var så bange for at ændre på medicinen, fordi jeg havde været i den neutrale fase i 18 måneder. På den anden side, kunne jeg ikke udholde bivirkningerne længere.

Men der er selvfølgelig ikke noget at sige til, at Kasper sagde: “Du nævnte noget om Asperger”. Herregud jeg havde jo serveret en stor del for ham vha. Excelfilerne. Han skulle få mistanken.

I sommeren 2018 skrev jeg dette:

Kasper havde sat en time af eller også tog han sig tiden. Han lukkede låget på computeren, og sagde “du nævnte noget om Asperger”, og så flød ordene ud af munden på mig. Jeg fortalte om de tanker, jeg har gjort mig siden 2003, og om mine bestræbelser på at finde en psykiater, der har forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vi talte frem og tilbage, og det var tydeligt, at han bestemt vidste, hvad han talte om – og hvad jeg talte om. Vi var på bølgelængde. Jeg følte mig mødt. Det var så rart. Alle andre prøver at sige, at det nok er lidt pjattet, og hvad vil jeg nu med det? Mit svar er bare, at jeg vil gerne vide det.

Jeg har ikke altid følt mig mødt

Det har af og til været vanskeligt at få diverse behandlere i psykiatrien til at forstå, at jeg for det første vidste, hvad jeg talte om, eftersom jeg havde øvet mig siden 2003, og at jeg for det andet anså det som en form for menneskeret at vide, hvad der foregår i hovedet på mig. Hjernen er trods alt forholdsvis vigtig …

Flere har virkelig sagt om en udredning for Aspergers syndrom: “Hvad vil du med det?”. Det viser en grundlæggende og manglende forståelse for, hvordan det er at være patient. Det kan være vældig svært at svare på, hvad man vil med det, når man endnu ikke har prøvet det. Derfor blev mit svar til de uforstående ofte bare: “Jeg vil bare gerne vide det!”

Psykologen havde i ca. 3 – 4 år sagt “Du har nok nogle Asperger-træk”, og nærmere må hun ikke komme, da hun ikke er specialpsykolog – dvs. hun hverken må eller kan udstikke diagnoser. Og det er da et fint system, vi har, selvom jeg ofte har undret mig over de vandtætte skotter mellem psykiatri og psykologi. Det betyder fx, at jeg som patient selv skal bære informationer frem og tilbage mellem de to enheder/systemer. Okay jeg kan godt, men hvad med dem, der ikke kan?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , , /af , , ,

Vidunderlige Valomand

Vidunderlige Valomand

Hjerne som en computer

Vidunderlige Valomand

Den seneste tid har flere nævnt “Valomanden”, og jeg blev opmærksom på, at jeg aldrig havde set den oprindelige DR-Dokumentar fra september 2001. Den rørende 58 minutter lange udsendelse kan ses kvit og frit på Bonanza.

I programinformationen skriver Danmarks Radio:

Portræt af autisten Martin Gunnarsen. Som treårig var han besat af benzinmærker. Som femårig vidste han alt om broer, og da han var otte, var hans værelse fyldt med Valosæbepakker. I dag er han 46 år gammel og samler stadig. Han har en hjerne som en computer, en enorm omgangskreds og en svaghed for smukke lyshårede piger. Kalendere, togplaner eller telefonbøger bruger han aldrig. Han har det hele i hovedet. Åndssvag lød eksperternes dom dengang i 1960. I dag ved vi, at Martin er autist. DR-Dokumentar fortæller hans forunderlige historie.

Man kan kun holde af ham og af de mennesker, han omgiver sig med. En vigtig brik i spillet er hans omsorgsfulde mor. Hun fortæller fx om, at han som lille er indlagt på Dronning Louises Børnehospital i 17 forfærdelige døgn. Efter en uge får hun allernådigst lov at besøge ham og se ham gennem en glasrude. Hun siger blandt andet: “Der sad han og kiggede på sine hænder og så ud som en, der havde opgivet det hele”. Åh herregud … den slags kan jeg slet ikke tåle, uden at tårerne står i kø. Hospitalet diagnosticerede ham som “åndssvag”.

Forældrene troede ikke på dommen, for de mente, at Martin manglede flere træk, som i hvert fald nogle åndssvage har. De mente, at nogle åndssvage er opsøgende, mens de vidste, at Martin helst gik sine egne veje i sin egen verden og havde sine egne lukkede systemer. 

De tog ham blandt andet til en “klog mand” i Tyskland, der gjorde et eller andet med nogle stemmegafler, som han placerede forskellige steder uden på hovedet. Ingen blev klogere af det.

Hjemvendt finder de endelig Himmelev Børnehjem, hvor forstander Sofie Madsen med det samme ser, at “han er da vist en af vore”, da hun har set Martins fascination af vinduer og vindueshasper. På ingen tid lærer Martin, der da er 10 år, at læse, stave og skrive – og naturligvis geometri. Som moderen siger med en pegende bevægelse mod hjerneskallen: “Han havde jo altså noget herinde; det skulle bare kaldes frem.”

Ud af en tangent: egne erindringer

Af en eller anden årsag kom jeg til at tænke på dengang jeg som barn (før 1973), gik rundt og besvimede. Helt umotiveret faldt jeg bare om midt i leg eller noget andet. Det var, mens min far levede, så mine forældre handlede på det og tog mig til specialister – formentlig neurologer – i både Randers og Viborg. En overgang troede man, jeg havde epilepsi, men det havde heldigvis intet på sig. Da man aldrig fandt en årsag, skulle jeg bare “vokse mig fra det”. Og det virkede da også. Dengang skulle børn vokse sig fra det meste.

Af og til har jeg overvejet om besvimelserne havde med Aspergers syndrom at gøre? Gad vide om det var det, man i dag ville kalde nedsmeltninger? Det er selvfølgelig ligegyldigt nu så mange år efter, men tanken taler om tiden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.