, ,

Podcastserie om aspekter af psykiatrien

Podcastserie om aspekter af psykiatrien

Positiv podcast om psykiatrien

Podcastserie om aspekter af psykiatrien

For ikke at komme hjem til tomheden, må jeg starte noget her, jeg kan gå hjem og føre videre. M synes bestemt, jeg skal lave en podcast, fordi folk nu om dage ikke gider læse men gerne lytter. Det er nok også bedre end at få et sponsorbarn fra et sted i Afrika for 200 kr. om måneden mod at modtage et billede til jul. Hun rammer skiven temmelig godt, idet jeg for nogle måneder siden selv begyndte at undersøge, hvordan man laver en podcast. Men så døde det ud, og jeg kom ikke videre.

Serien bliver med deltagelse af professionelle, hvis jeg kan finde nogle, der vil være med, og med en personlig indledning om, hvorfor netop denne gæst deltager. På den måde vil jeg kunne afdække en lang række af aspekter af psykiatrien, sådan som jeg har oplevet den siden 2014.

Foreløbig liste over “interviewofre”

Jeg har truffet næsten alle på listen en eller adskillige gange. Eller i det mindste ved jeg, hvad de står for, fordi jeg har fulgt deres hjemmesider, Facebookprofiler mv. gennem lang tid. Det vil sige, at jeg har en eller anden form for relation til dem. Jeg ved, hvad de vil kunne bidrage med.

  1. Overlægen på Brøndbyøstervej 160, afsnit 808, Melita Svraka (forhåbentlig er det stavet korrekt), hospitalspsykiatri, mangeårig erfaring. Ryger måske ud af listen pga. sprogproblemer, da hun (vist) er fra Serbien. Vi kan godt forstå hende, men vil helt udenforstående kunne forstå hende på en radioforbindelse? Hvis hun skal med, skal hun så måske bare længere ned ad listen, når jeg har fanget en flok lyttere?
  2. Overlæge Kasper Thybo Reff, hospitalspsykiatri, tidligere Glostrup, nu Hillerød. Det var ham, der sagde “Du kan jo ikke holde på en kop”, da jeg havde parkinsonisme. Det var ham, der akut skaffede mig en øjenlæge, da jeg pludselig ikke kunne se. Det var ham og Christina, der gik til Poul Videbech og spurgte, om ECT ville kunne hjælpe på parkinsonisme.
  3. Christina Skovsende Eriksen, Cand.Pharm, tidligere Glostrup, nu ? Hun var makker med Kasper i “Akutteamet” i Glostrup. Vi holdt ugentlige møder, og de levede med mine regneark, hvor jeg kategoriserede bivirkningerne fra 1 – 10 og lavede grafer, så det var let og hurtigt at overskue, når man “kun” har en time. Det var hende, der kiggede tvivlende på mit læs af diverse dyrt indkøbt urte- og naturmedicin og spurgte, hvad jeg ville med det?
  4. Poul Videbech, Professor, Dr. Med. Danmarksmester i ECT, Glostrup. Der er simpelthen ingen i Danmark, der ved mere om ECT end ham. Jeg ved, han er en meget flink mand:
    1. Vi bytter links. Jeg har leveret ham tonsvis af indgående links, og han linker også til min side.
    2. Engang efter en ECT-behandling bankede jeg simpelthen på og spurgte, om han havde 30 minutter. Det havde han og vi talte om hans nyeste forskning. Desværre kan jeg ikke huske noget nærmere 🙂 
  5. Tidligere sygeplejerske med speciale i ECT, nu ?.
  6. Merete Nordentoft, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) og overlæge på Bispebjerg. Aktiv i debatten om 10-årsplanen
  7. Gitte Askær Sørensen, min kontaktperson gennem ni år i Distriktspsykiatrien, ambulant psykiatri.
  8. Pia Olsen Dyhr, formand for SF. Viden om – og holdninger til – 10-årsplanen for psykiatrien. Hvornår sker der noget?
  9. Formanden for Psykiatrifonden. Hvad er status på deres forskellige udviklings- og afklaringsforløb, som jeg selv nød godt af, og som kommunen betalte mere end 150.000 kr. for – men det var også virkelig godt. 
  10. Pia Glyngdal, tidligere klinikchef på Psykiatrisk Center Hvidovre. Da jeg fik at vide, at det var hende, der skulle skrive en speciallægeerklæring til Hvidovre Kommunes rehabiliteringsteam, sagde/skrev alle til mig: “Så er du i gode hænder”. Det var fuldkommen sandt.
  11. Jeg ledte efter en psykiater, der både vidste noget om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Den slags kan ikke lige Googles. Pia Glyngdal foreslog Pia Bohn Christiansen, så det blev hende, der udredte mig for Aspergers syndrom. Dejligt menneske, sindssygt dygtig og værd at vente knapt et år på.
  12. Anette Friis, min psykolog gennem herrens mange år. Vi kunne passende få en snak om, hvorfor psykiatri og psykologi er adskilte størrelser; bortset fra det er emnerne legio.
  13. Amar Al Molem, der er min tandlæge. Vi kunne tale om mundtørhed, hvad der bevirker den, hvordan man imødegår den og om “Vil du have den rigtige behandling eller den billigste?” Skulle kommunen have betalt, havde jeg fået den billigste, der havde bestået af en kunstig både over- og undermund. Jeg betalte selv over 100.000 kr., så jeg fik den rigtige behandling. Nu har jeg en enkelt tand, der ikke er en krone, men det kan man ikke se.
  14. Der kan måske komme flere på listen …

De kommer ikke med

Mange vil måske mene, at jeg burde inkludere diverse patientforeninger så som SIND og Depressionsforeningen. De kommer ikke med, idet de har været helt usynlige i debatten om 10-årsplanen.

Formanden for SIND var på et tidspunkt deltager i “Aftenshowet” som jeg for første og sidste gang tændte for, fordi hun var med. Hun sad og græd for åben mikrofon i et program mange ser, fordi hun var så berørt over, at en kollega, var blevet dræbt på en vagt. Jeg ville også være berørt over sådanne frygtelige erindringer; men en formand for en patientforening skal ikke sidde og græde for åben skærm, når hun i virkeligheden skulle forholde sig til 10-årsplanen. Det er der ikke meget politisk slagkraft i. Der mistede de et medlem.

Også Depressionsforeningen har jeg meldt mig ud af. Dels pga. deres manglende engagement i debatten om 10-årsplanen, dels fordi jeg er så evindeligt træt af at høre og læse om Peter Øvig Knudsens 7 ECT-behandlinger. Jeg har fået over 100, men er selvfølgelig ikke et kendt ansigt.

Da jeg her på 808 fortalte lidt om mine foreløbige overvejelser om en podcast, sagde en medpatient: “Så skal du virkelig tale med xyz; han har været udsat for tortur i psykiatrien”. Hertil har jeg kun at sige, at sådan en serie bliver det ikke!

Det bliver en positiv fortælling om psykiatrien. Det bliver en serie, der forsøger at dele viden krydret med lidt personlige oplevelser og tanker.

Teknik, ting og sager

Hvis ens podcast skal være værd at lytte til, skal den forberedes ordentligt. ChatGPT leverede et godt svar, da jeg spurgte: “How do I produce a great podcast?”. Min erfaring er, at man får bedre svar, hvis man spørger på engelsk.

Der er mange fine videoer på YouTube om det at producere en podcast. Jeg har fundet frem til Pat Flynn, der i punktform forklarer alt, hvad der er værd at vide. Den bedste hedder efter min opfattelse: “How to start a podcast – Beginner podcasting tutorial”.

Der skal selvfølgelig noget udstyr til, når lyden skal være i orden, for hvem gider lytte til en podcast med elendig lyd? Men det kan holdes inden for en fornuftig økonomisk ramme. Jubi, så bliver der noget nyt både hardware og software at nørde med.

Jeg vil begynde med at sikre deltagere, da der ikke er grund til at investere i udstyr, før jeg ved, om nogle har lyst at være med.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Hvorfor er psykiatri og psykologi adskilt?

Hvorfor er psykiatri og psykologi adskilt?

Der kunne spares en del!

Hvorfor er psykiatri og psykologi adskilt?

Lad det være sagt straks: Jeg er ikke ude på at spare. Jeg er bare ude på at bruge pengene bedre og på at brænde min sociale indignation af.

I TV Avisen i morges kl. 7:00 blev det oplyst, at Region Hovedstadens Psykiatri i 2022 havde brugt 71 mio. kr. på vagter/mennesker, der skulle være med til at forebygge, at tvang skulle blive en løsning og at sikre, at alle patienter har det sikkert og trygt, mens de er på afsnittet. Det er naturligvis et ædelt formål.

Her er der et korps, der vist kaldes “forebyggelseskonsulenter” eller sådan noget. På 808 har de heldigvis ikke noget at give sig til; lidt som alle de andre, der leder efter en ledig patient. Hvor meget egentligt uddannet personale kunne vi få for de penge?

Højt sat får en offentligt ansat, erfaren psykolog vel ca. 500.000 kr. (Det er nemt at regne med). Altså kunne vi have fået minimum 142 unge “Sofie’er” for de 71 mio. kr. Behovet for vagter ville selvfølgelig ikke forsvinde som dug for solen, men gad vide hvor meget behovet kunne reduceres, hvis man pudsede nogle Sofie’er på de mest udsatte/de dårligste?

C og jeg røg en af dagens utallige smøger, mens vi talte om det fuldkommen absurde i, at det er kropumuligt at skaffe en psykolog på dette kæmpe psykiatriske center (PC Glostrup på Brøndbyøstervej). C har fået tilbuddet om psykolog, og det er dejligt for ham. Jeg mis-under ham ikke; jeg under ham det godt.

Jeg klarede mig selv, og jeg har en skarp og dygtig psykolog at vende retur til, som tilfældigvis også orker at hjælpe med en henvisning i samarbejde med min egen læge – helt uberørt af min menneskehånd. Men jeg måtte selv finde ud af det, da jeg gav op her. Der var faktisk en medarbejder, der sagde til mig “Det er fantastisk, at vi i det hele taget har en psykolog her nu. I lang tid havde vi ingen”. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle med den information. Jeg fik jo hverken flere eller færre samtaler af den grund.

Men hvad med alle dem, der ikke har en at vende tilbage til, og som ikke kan få et tilbud, fordi den stedlige psykolog har meget travlt? Hvad med alle dem på kontanthjælp med et rådighedsbeløb på fx 2.200 kr.? Hvad med alle dem på en førtidspension, der ikke er suppleret af en arbejdsmarkedspension på grund af en mangeårig opsparing fra arbejdsmarkedet. De unge over 30, der aldrig har været på arbejdsmarkedet? De kan ikke betale en privatpraktiserende psykolog! Og kan de betale, siger ingen, at problemerne er løst på de 12 gange, der dækkes af en henvisning. Ikke alle praktiserende læger er lige dygtige til at opdage de yderligere henvisningsårsager.

Og hvad hvis de kan betale, men ikke evner at finde en god og erfaren med kort ventetid? Hvad med dem? Hvor længe skal de optage en dyr hospitalsseng?

Der er altså et eller andet, der er helt skævt.

Tænk hvis Region Hovedstadens Psykiatri kunne fremtrylle nogle psykologer?

Hvad er det, der gør, at vi anser psykiatri og psykologi som to inkommensurable størrelser? Hvorfor hænger tingene ikke sammen? Skal vi virkelig rive psykiatrien ned og begynde forfra for at skabe den nødvendige sammenhæng? Det overvejede jeg engang sammen med en medarbejder ansat i psykiatrien.

Decideret psykisk sygdom kan selvfølgelig ikke helbredes ved hjælp af en psykolog – en psykopat er og bliver vel en psykopat(?) – men jeg har endnu aldrig mødt en medpatient, der ikke også rummede problemstillinger, som en psykolog kunne afhjælpe.

Jeg har selv adskillige gange oplevet, at den egentlige sygdom blev lettere ved psykologens hjælp. Da jeg for flere år siden var “nærpsykotisk” eller “psykosenær”, lyttede hun til mine tanker og turde se billederne fra mit indre skærmbillede sammen med mig. Det var modus operandi, død, begravelse, de få gæster og salmerne osv. Depressionen blev lettere, da den fik lov at tale. Der er helbredelse bare i at sætte ord på.

  • Hvor meget ville den gennemsnitlige liggetid falde, hvis man “investerede” i psykologer?
  • Hvad ville besparelsen udgøre i mio. kr.?
  • Hvor store udgifter til medicin – og håndteringen af den – kunne spares?
  • Hvor meget ville den gennemsnitlige psykiatribrugers gennemsnitlige levetid øges? (Lige nu dør vi gennemsnitligt 10 – 15 år før andre)
  • Hvor mange selvmord kunne forebygges? Her i landet har vi ca. 600 selvmord årligt. Tallet har ligget ret fast i årevis. Man ved, at halvdelen af de mennesker, der vælger selv at slutte livet, har en psykiatrisk diagnose. Men selvfølgelig ved man ikke, om der var kausalitet – og man kan jo ikke spørge. Det er for sent.

Der er meget, man skal selv. Hvad med de, der ikke kan?

C havde fra sin søster tilfældigvis hørt lidt om et skrivekursus for psykiatribrugere, og vil spørge hende til detaljerne.

Han skriver også – og han gør det virkelig godt –  måske er vi i målgruppen? Måske er det noget, der stadig findes, eller er det det to år gamle projektforløb på Digevej på Amager (“Rewritalize”)? Hvor henvender man sig? Hvorfor skal vi selv finde ud af det ved et tilfælde? Hvorfor bliver det ikke sagt højt, når vi er to, svarende til lige knapt 20 pct. af patienterne på dette afsnit, der elsker ord? Hvorfor ligger der ikke en flyer om det? Evt. til højre for menukortet fra den clearede pizzamand.

Er det fordi, hverken han eller jeg passer til automatskuffens “løsninger”? Hvis svaret er “ja”, hvor går vi så hen? Hvad med dem, der ikke tilfældigvis har en søster, der har set et billede af Tordenskjold?

C havde også spurgt om at få en samtale med socialrådgiveren. Svar “Jeg sender lige en mail til xyz”. Xyz må vel så bruge al sin tid på at besvare mails og i svarene skrive “Jeg tager mig kun af akutte henvendelser”. Det kunne vel egl. laves som et autosvar?

Det var det, jeg ventede 14 dage på at få at vide og at jeg i øvrigt skulle henvende mig i Distriktspsykiatrien. Det gjorde jeg, men jeg tror, min kontaktperson har ferie (og det er hun i sin gode ret til). Da jeg ikke orkede at vente længere på ingenting, bryggede jeg selv en skrivelse sammen til kommunen, da jeg endelig fandt ud af hvilken afdeling, jeg skulle henvende mig i.

C og jeg klarer os nok – om end ikke andet kan vi vel hjælpe hinanden? Han har søsteren og jeg kan §§. Men hvad med dem, der går rundt i deres egen boble? Har socialrådgiveren mon tid til dem? Skal de også selv finde ud af det? Har kontaktpersonerne tid til at støtte dem?

Som man siger inden for økonomisk teori: “Det vender den tunge ende nedad”. Alle de problemstillinger, jeg har berørt her “vender den tunge ende nedad”.

Har man ikke en akademisk uddannelse, tabes man? Eller samles man mon netop op af automatskuffens løsninger? Er svaret “ja”, er det selvfølgelig godt! Det mener jeg virkelig, og så er de gode for nogle.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Fyldt med rørelse

Fyldt med rørerelse

Psykiatrien rummer gode mennesker

Fyldt med rørelse

Når man bliver meget rørt, er man vel fyldt med “rørelse” – hvad ellers?

I denne artikel prøver jeg at balancere på en ultrafin line, fordi jeg fik en privat besked på Messenger, som jeg selvfølgelig ikke kan gengive indholdet af, men jeg blev så rørt, at jeg tudede mig i søvn efter vores lille, korte korrespondance, sådan som tingene jo er på Messenger. Og det bliver jeg nødt til at skrive om. Det er ikke så ofte, at nogle tør gå lige til benet.

Du læser nok med, og du ved helt bestemt, hvem du er.

Jeg har sagt og skrevet det minimum 120 gange før: Psykiatrien er fyldt med gode mennesker, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. Om også de findes i andre specialer, ved jeg af gode grunde ikke.

En af mine læsere faldt i den seneste artikel over

følelsen af ikke at have sat aftryk her i verden og derfor ikke vil blive savnet

Og så skrev hun såmænd, at jeg havde sat et positivt og vedvarende aftryk i hendes liv. Og så var jeg leveret (med bud).

Sådan kender vi hinanden

Jeg har truffet hende mange gange i Glostrup. Hun er sygeplejerske. Når det var muligt, arrangerede hun det, så vi kunne tale lidt sammen.

Jeg havde altså regnet ud, at når vi nu brugte 8 – 10 minutter på politik, sygeplejerskernes løndannelse og Tjenestemandsreformen fra 1969 (læs evt. denne artikel om “varme hænder”, der er en nedværdigende terminologi om sygeplejerskers temperatur i håndfladerne: https://stegemueller.dk/varme-haender-er-nedvaerdigende/) var der tale om “afledning”. Sådan en art beroligelse af et sårbart og presset nervesystem. Og det virkede.

Ingen holdt bedre i hånd end hun. Det virkede også. Jeg var altid bange for at klemme for hårdt, men hun sagde, at hun kunne holde til det.

Alt det dukkede frem af erindringen efter den lille korrespondance på Messenger.

De får penge for at tale med mig

Det er ikke for at være negativ – det er blot og bar realitetstestning: Jeg taler kun med folk, der får penge for at tale med mig. Lige nu er der selvfølgelig den parentes, der ligger i at tale med medpatienter, og der er et par stykker, jeg taler virkelig godt med. For første gang har jeg mødt en akademiker på psykiatrisk afdeling. Jeg har så tit tænkt på, om akademikere ikke blev syge. Det gør de vel – men hvor går de hen? Måske bor de bare ikke på Vestegnen eller i Valby?

Den nærmeste, jeg kan komme på, er en mand, H, der sagde “Jeg er altid psykisk sårbar; men når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt”. Det var så fint. Jeg har dog altid haft det lidt svært med “sårbar”, som Poul Nyrup introducerede, idet alle mennesker er sårbare af og til. Bliver de skilt, oplever de dødsfald blandt deres nærmeste osv., kommer de alle i kontakt med deres sårbarhed. Det er altså noget andet at være psykisk syg!

Noget af det, der var med til at vælte mig var, at jeg sad derhjemme, og det pludselig gik op for mig, at når jeg næste gang så min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, ville den sidste bastion falde. Den dag skulle vi sige “farvel”. Det sidste menneske, jeg havde at tale med.

Jeg havde sendt hende blomster med Interflora som tak for hjælpen gennem ni år. Hun har også været menneske og givet af sig selv. Og jeg glæder mig vildt, til hun kommer og besøger mig på mandag. Og nu skal vi jo nok alligevel ikke sige “farvel”. Det passer mig storartet.

M og K på 808 er også ansatte og får deres (for lille) løn for at være sindssygt dygtige mennesker, der tør give af sig selv. De tør også “Og uden omsvøb, tak”. Alle elsker M, og jeg tror bestemt, det er den direkte stil, der er årsagen. Ingen af de to omgiver sig med den påtagede optimisme, som jeg personligt er ved at brække mig over.

Psykologen får også penge for at tale med mig. Selvfølgelig! Ingen skal da arbejde gratis for mig. Hun er også menneske, og jeg kan mærke hende som menneske.

Hun siger tit: “Vil du høre, hvad jeg mener?”. Jeg replicerer altid “Ja selvfølgelig, ellers kunne jeg jo være blevet hjemme”. Til tider svarer hun “Så var der sørme mange, der skulle være blevet hjemme”. Hun er ikke sådan en psykolog med: “hrm, nåh … tjah, bum, bum, hvad synes du selv?” I hvert fald er hun ikke sådan sammen med mig; det kan være, det er godt for andre kunder i butikken.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Psykologen: kolossal forløsning

Psykologen: kolossal forløsning

Danmarks dygtigste psykolog!

Psykologen: kolossal forløsning

Vi svævede på lyserøde skyer, vi drak dus, sikke en rus, nu synger jeg de tomme flaskers blues …

Pia Raug sang sådan på “Hej lille drøm” fra 1978. Jeg svæver nu selv på lyserøde skyer efter en online-time med Danmarks dygtigste psykolog. Her er selvfølgelig ingen tomme flasker … Det er trods alt psykiatrisk afdeling, men det kunne godt fejres med et godt glas rødvin!

Det var fantastisk med et menneske, der kender mig bedre end nogen som helst anden. En der kender min sære hjerne, en der ikke foreslår mig at få et sponsorbarn i Afrika som løsning på følelsen af ikke at have sat aftryk her i verden og derfor ikke vil blive savnet. En der ikke foreslog mig at tegne tændstikmænd, farvelægge min sjæl, bruge Google osv.

En der uden videre forstår min følelse af at være (gået) forkert, at være for meget (eller evt. for lidt). 

Kunne jeg ikke bare lytte til de gamle filer?

Jeg har haft nogle tanker om, at jeg står med de samme problemer – og løsninger – som for otte år siden, så egentlig kunne jeg jo bare høre de gamle lydfiler og så spare gebyret (psykologen har sammen med min læge sørget for henvisning) og evt. senere togbilletten.

Det er bare ikke det samme. Jeg har rykket mig lidt. Og derfor er skuffeløsningerne fra automaten ikke længere brugbare. Og derfor føler jeg mig forkert. Men et er sikkert: Jeg kommer ikke for at være besværlig.

Hvor bare mennesker i nærheden tidligere var tilstrækkeligt til at mærke en form for liv, stiller jeg nu en masse krav, der kan opleves som helt umulige – bestemt også af mig selv. Så vil jeg ikke det ene, så vil jeg ikke det andet, og så kan jeg ikke det tredje osv. Så siger man, at jeg “skyder alt ned”. Derfor er der ikke den samme forløsning over det, som der var førhen – for jeg er mindre dårlig, selvom noget kan ligne det gamle. Og det er kolossalt positivt. 

Jeg svæver på lyserøde skyer …

Musikken som det tveæggede sværd

Når vi mødes online, har jeg desværre ikke lydfiler (det er noget med en krypteret forbindelse, som hun betaler for (GDPR osv.)). Jeg har lidt forvirrede noter, og det er selvfølgelig ikke lige så godt. Det overskygger dog ikke de lyserøde skyer.

En ting jeg ikke tror, vi kom omkring, var det med musikken som det tveæggede sværd:

  • Positivt: Overdøver tanker og billeder
  • Negativt: For mange savn, minder og erindringer, hvor alt er i datid

Det må vi tage næste gang. Jeg kan ikke huske, om hun havde en mening om det.

Forskellen på sygelig mani og naturlig særinteresse

I årevis har jeg filosoferet over, hvordan f***** jeg kender forskel på:

  • En sygelig mani (evt. bare under opsejling).
    • Og her har jeg en tilståelse: I det netop overståede projektforløb havde jeg tre nætter/dage, hvor jeg tilsidesatte alle primære basale behov: Søvn, mad, bad osv.
  • En helt naturlig særinteresse for en person med Aspergers syndrom. Her forsvinder man også nærmest fra jordens overflade og er kun optaget af det/den.

Gad vide hvorfor der ikke tidligere er nogen, der har klippet det ud i pap for mig (det kan dog være, jeg bare har glemt det): Fx en ung med Aspergers gamer hele natten og måske dagen med. Og så går han i seng og sover. En gammel små-manisk dame som fx mig kører på og kører på, til hun næsten falder død om … Thats the difference. As simple as that!

Nu glæder jeg mig bare til næste onsdag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.