,

Lægesamtale – mega fed…

I gamle dage

I gamle dage kaldtes det “stuegang”. Det var dengang, lægerne gik rundt til patienterne. Nu går patienterne rundt til lægerne, hvilket faktisk passer mig fint, da stuen er mit eneste privatliv bag stofskærmen, der er stillet op mellem mig og min roomie.

Jeg var forfremmet til at se overlægen – eller også skulle hun se mig – tilstede var også en psykolog og oversygeplejersken ville også gerne med. Der sagde jeg stop! Men bare ved at sige “Så bliver vi sørme mange”.

Så mange mennesker orker jeg ikke til noget, der jo egl. er ret privat. “Hvad ser og hører du, som ikke er der – og er det bedre, har du bivirkninger…?”

Nu kender jeg jo efterhånden overlægen ret godt. Tidligere har jeg oplevet hende som noget arrogant, og det har min tidligere bisidder også, men i dag var det helt anderledes; måske fordi hun havde psykologen som sekretær?

Den første glædelige nyhed er, at alle mine blodprøver er så strålende. Yes! Der var ellers nogle tal på sundhed.dk, der havde bekymret mig lidt, så jeg må sige, at læringen for mig her er, at jeg ikke gider kigge på prøvesvarene mere med alle de der røde pile, som jeg jo alligevel ikke fatter så meget af. Når overdoktoren her siger, at alt er fint, tror jeg på det!

“Vi” øger Abilify med 5 mg. til i alt 15 mg. og ser, hvordan det så går. Hun mener, ECT nu vil være for drastisk et skridt, og jeg kan godt se, hvad hun mener. Det er trods alt en indgribende behandlingsform. Meget positivt var det også, at hun spurgte, om jeg havde bivirkninger af Abilify. Jeg var glad over at kunne sige, at det har jeg indtil videre ikke.

Vi fik talt dosispakninger, hvor hun endnu engang forsikrede mig om, at det sætter de i værk herfra. Det er sådan noget, der kan holde mig vågen om natten, også selvom jeg godt ved, at jeg har fået et svar på det. Koordinationen, hvem gør hvad, husker de det, bliver det rigtigt og andre bimsede ting. Jeg har svært ved at slippe kontrollen, og sådan er jeg bare!

Jeg spurgte til en PSI-kontrakt, og den bliver en formssag. Hun syntes, at det var en rigtig god idé, og at jeg bestemt var i målgruppen. Fedt.

Helt uden forespørgsel eller anden ydre anledning sagde hun “Min holdning er, at når patienterne bliver udskrevet, skal de have det godt!” Sådan! Hendes umiddelbare vurdering er derfor, at jeg bliver her tre uger endnu, men det er selvfølgelig med sytten forbehold. Jeg tror, mange overlæger gerne ville kunne sige sådan, men de kan ikke af ressourcemæssige årsager, så hende her må være pokkers dygtig til at kæmpe ting igennem. Det er bare en tese. Alle jeg har talt med siger da også, at hun er meget dygtig. Jeg har bare altid tænkt, at det “kun” var som psykiater. Men der må være noget mere!

Den udsultede psykiatri i praksis – lille bitte brok

  • Den friske frugt to * ugentligt er sparet væk – men der af en anden pulje fundet en kvart million til at lægge fliserne lige … Hvor skal vi ryge, hvor kan vi være for støj, mens gravkøerne arbejder? De, der har værelse ud til haven, har det slemt. Det arbejde, der støjer, vil vare en og en halv uge.
  • Tidligere var der lidt “eftermiddagsmad” knækbrød og lidt smøreost. Sparet væk.
  • Der mangler stikkontakter. En patient foreslog stikdåser…, som jo faktisk er en god løsning, men må man egl. det? Hvad siger brandmyndighederne?  I dag har min tandbørste stået til opladning inde hos sekretæren, for ledningen kan ikke nå ned til gulvet. Absurd.

Jeg bor til venstre 🙂

,

Dagens projekter

Dagens projekter på en psykiatrisk afdeling

Man kan se en læge en gang om ugen, så det gælder om at være forberedt. Jeg har skrevet spørgsmål og bekymringer ned, samtidig er jeg bange for at virke for “rask”, når jeg kan strukturere. Tveægget sværd – for det er det jo sådan, jeg er.

Det lyder muligvis helt sindssygt, og jeg ved ikke, om jeg tør sige det til hende, men jeg føler, at der også er lidt mani over min tilstand. Der er dog kun et symptom/faresignal, og det er, at der er fuld knald på hovedet. Sådan har jeg det også i mine manier. Jeg kender det jo altsammen.

Indtil videre mærker jeg ingen effekt af det nye præparat: Abilify.

Fortsættelse følger

Rollatoren

Min roomie bruger rollator, også når hun går en lille tur i skoven (her er smukke omgivelser, har jeg vist glemt at fortælle). I skoven er der meget mudder. Det medfører selvfølgelig, at rollatoren er fyldt med jord/mudder, og det er vores værelse så også. Forleden prøvede hun så meget sødt at vaske den ude i badeværelset 🙂 Gæt selv konsekvensen.

Min måske-ven og jeg har besluttet at prøve at spule den (forbandede) rollator i dag og finde en kraftig børste til rest-rengøringen fx af de der stivere, der sidder inde i hjulene. Måske er det skønne spildte kræfter, for hun skal jo ud at gå igen, og det er hun jo i sin gode ret til!

Alt dette bare til behagelig orientering – du må have en god dag.

,

Morgentanker

Stilhed

Jeg prøver at finde lidt ro, inden der er gang i butikken. 

Min roomie var temmelig tidligt oppe for at ryge dagens første mentolcigarett, kl. var vel ca. 05, og inden hun havde fået puslet med alle de kraftige plastikposer, fået sig klædt på og arrangeret rollatoren, var jeg lysvågen. Men jeg prøver at leve efter devisen om at: “Vi skal jo være her begge to”, selvom det måske mest er hende, der er der 🙂  Men pyt, derhjemme kunne jeg også finde på at stå op 05:30, fordi jeg godt kan lide timerne hvor “endnu er det uvist om fuglene vågner”. (Inger Christensen.)

Jeg er, hvor jeg skal være, og jeg brokker ikke, men psykiatrien er udsultet, og det mærker man som patient – sådan helt konkret.

Anne Lindhardt (formanden for Psykiatrifonden – fantastisk kvinde) og Psykiatrialliancen har lige været ude med et oprob til politikerne. Det er spændende, om det bliver hørt. Lige p.t. er der meget forkus på børn og på depressioner og begge dele er enormt vigtige, fordi det på sigt kan spare indlæggelser. Jeg synes bare ikke, det gavner den gruppe, jeg tilhører. Altså os, der har behov for jævnlige indlæggelser. og det må jeg vel indse, at jeg vedvarende vil have.

Jeg har nu været her på Hvidovre ti gange siden sommeren 2014 plus en gang i Glostrup i sommer med en mani. Hvor længe kan det blive ved at gå? Mit liv er en nedadgående spiral – helt objektivt! En solid karriere er afløst af et fleksjob og en invalidepension fra JØP – og gudskelov for den. Og gudskelov har jeg en god sagsbehandler på jobcenteret. Han jagter mig ikke. Proaktivt sender jeg ham af og til en mail om prognosen. Lige nu lyder den på tre uger mere.

Skyggerne skal væk! Jeg har følelsen/synet/hallucinationer af  “atrazitgrå vinger” i mit perifere synsfelt, og jeg kan også se dem om natten. En læge spurgte, om jeg var religiøs, det svarede jeg selvfølgelig ja til, men tilføjede at det ikke betød, at jeg også var overtroisk! Til tider er vingerne i stedet som halve mennesker – stadig atrazitgrå. De er lidt svære at forklare for medarbejderne.

Af og til har jeg en helt konkret oplevelse af skygger to til tre meter bag mig. Når jeg vender mig, er der selvfølgelig ingenting.

Musikken er blevet bedre forstået på den måde, at der kun er naboens fest tilbage. Jeg er dog bange for at tage hjem, fordi jeg er bange for om respiratoren stadig står i klædeskabet… Jeg ved godt, det lyder fuldstændig sindssygt.

”Tingene” inde i hjernen er blevet lidt bedre forstået på den måde, at der “kun” er de legetøjsløse børn på Udrejsecenter Sjælsmark og børnene, hvis forældre er på integrationsydelse, tilbage. Jeg ser med vilje ikke TVA, jeg læser ikke rappporter fra Institut for Menneskerettigheder, jeg forholder mig ikke til noget som helst. Men det hjælper ikke, for virkeligheden er jo stadig virkelig, og den har taget plads i de centrale dele af min hjerne. Gad hvad en MR-skanning ville vise 🙂

God morgen!