,

230 rubrikker

Min seng er flyttet

Jeg befinder mig endnu engang på det, der plejede at hedde Psykiatrisk Center Hvidovre. For postens indhold er det nye navn uinteressant.

Man kan kun være i akutmodtagelsen i Glostrup i tre dage, hvorefter man bliver transporteret med taxa til Hvidovre. Det var altså rarere, da der også var en modtagelse her. Det er en belastning at blive flyttet, også selvom jeg kommer til mennesker, jeg kender og som kender mig. En, jeg kender særligt godt, sagde, da jeg stod og tudede af ulykke over at være her igen: “Vi er her for dig”. Mere kan jeg ikke ønske mig.

Rubrikkerne

Der var givet besked om, at jeg skulle være klar til transport kl. 12:30, og det var jeg så selvfølgelig. 12:15 kom hende, der talte til mig, som var jeg et barn, med et spørgeskema med 39 spørgsmål fordelt på 230 rubrikker. Da hun kom for at hente det, måtte jeg sige, at det kunne jeg simpelthen ikke overskue! Hun måtte tilbage og spørge en eller anden, om det var i orden. Det var det så, men hun puttede det i min taske med en reminder om, at jeg helst skulle udfylde det på nettet senest niende december. Det oplevede jeg som grænseoverskridende. Jeg skal nok bestemme over indholdet af min taske, men måske er jeg bare lige urimelig?

Jeg udfylder det, hvis jeg får lyst! Det gør jeg nok ikke.

Det er selvfølgelig umådelig positivt, at de gerne vil have patienternes feed back udover den feed back, man også skal give på apppen, som dog kun har 11 spørgsmål. Som tidligere beskrevet er jeg bare hamrende træt af at skulle stå for diverse virksomheders kvalitetsarbejde: “Tryk ni hvis du var tilfreds”. Det må de selv finde ud af.

For eksempel kan de lade være at tale ned til mig (Glostrup) og for eksempel kan de sørge for, at der er stikkontakter nok (Hvidovre). På indeværende stue er der i alt en stikontakt til to eltandbørster, to iPads og to iPhones (kan substitueres). Byggeriet er fra før alskens elektronik, fair nok, men måske kunne man have banket nogle stikkontakter op før man lagde ny linoleum og malede den lange gang?

Gentagelse fremmer forståelsen

I dag mødtes jeg af en sød ung læge, der gerne ville høre alle de ting, jeg også har fortalt ca tre gange i Glostrup. Hun syntes, det var flot, jeg selv havde regnet ud, det var en psykose. Det synes jeg nu ikke. Fx er Psykiatrifondens hjemmeside meget oplysende.

Da det er første fulde dag i morgen/i dag onsdag, skal jeg igen til lægesamtale. Jeg har heldigvis gemt mine noter, så jeg kan huske at sige det samme.

Natlige bekymringer

Når man ligger vågen et “nyt” sted på en tosengsstue, hvor den ene seng gudskelov er tom, men det er sikkert en stakket frist, kan små problemer blive store, og problemer af ukendt størrelse kan blive endnu større. Jeg tog fat i Berit, og hun hjalp mig af med nogle af bekymringerne:

De sørger for den endelige medicinafklaring og bestiller dosisdispenseringerne på mit eget apotek. Bliver der et “slip” pakker de det til mig. Jeg troede, jeg skulle rode DPC  ind i det, og jeg kunne ikke regne kalenderkoordineringen ud.

Forsigtigt luftede jeg bekymring over, om lægerne koordinerer og arbejder sammen. Det kunne hun selvfølgelig ikke svare på. Jeg er bare så bange for  at alt det, Kasper, Christina og jeg har opnået, går fløjten fordi “min tissemand er større end din”.

Nå det går nok alt sammen, og det er bare fordi, det er nat.

, ,

Det fremskudte dige?

Dette er ikke brok!

Vil også blive sendt til direktøren for regionH

Det er derimod overvejelser om ressourcer og om, hvordan de udnyttes bedst. Bedst både til gavn for patienter i psykiatrien og til gavn for personalet sammesteds. Den aktuelle ordning, hvor man kan se en læge i Ditriktspsykiatrien to gange årligt, belaster akutmodtagelser og sengeafsnit unødigt. Det er ikke omkostningseffektivt i en tid, hvor psykiatrien er udsultet – og i øvrigt har været det længe.

Baggrund

Jeg er (desværre) en erfaren psykiatribruger gennem en årrække. Jeg er kommet på Brøndbyøstervej, på Nordre Ringvej/nu Nordstjernevej og på Gammel Kongevej. Alle steder har jeg oplevet topprofessionelle medarbejdere, der næsten ikke ved alt det gode, de skal gøre for patienterne inden for de givne økonomiske rammer.

Distriktspsykiatrien (DPC)

Jeg har levet i den vildfarelse, at når afsnittet “slap” mig, skulle DPC tage over, og det gør de også fsva kontaktpersonordningen. Tiden er ganske vist temmelig begrænset, da der er gennemsnitligt 15 minutter til rådighed pr uge. Jeg har aftalt med min kontaktperson, at vi “samler til bunke”, så vi kun ses hver tredje uge, men så har tre kvarter, for jeg kan ikke nå at fortælle, hvordan jeg har det på på de normale 30 minutter hver anden uge. Det fungerer fint nu med de 45 minutter.

Hvad der derimod ikke fungerer er, at jeg kun har mulighed for at se en læge to gange om året. Når jeg oplever en forværring i min tilstand, har kontaktpersonen kun mulighed for at henvise mig til akutmodtagelsen dvs et hospitalsafsnit. Og har hun en travl dag, sker det pr mail som svar på den sikkert usammenhængende mail jeg startede med at sende hende.

Jeg er én gang blevet indllagt via fast track af en læge i DPC, og det oplevede jeg som den rette vej at gå. Fast track vil sige, at man henvender sig i DPC og taler med en læge der, og denne vurderer, om man skal indlægges. Hvis svaret er ja, udfylder lægen “papirerne”, og man kan tage direkte til afsnittet.

Det undrede mig godt nok, at jeg alligevl skulle svare på alle de samme spørgsmål igen, da jeg ankom til modtagelsen og at jeg alligevel skulle vente de mange timer i det forfærdelige venteværelse, der ikke er rimeligt, når man kommer og er hudløs. Hvad er så idéen med fast track?

Konsekvenserne

Når der kun er kapacitet i DPC til to lægesamtaler pr år, og jeg henvises til modtagelsen ved forværring, betyder det i realiteten, at det fremskudte dige, som DPC vel skulle være, skubbes over på modtagelsen og evt efterfølgende afsnittene. Og det kan mærkes, når man er patient.

Det allerførste, jeg mærker, er de tre til fire timer i venteværelset. Det er tanken om dem, der afholder mig fra at tage afsted før højst nødvendigt. En dag bliver det for sent. Jeg kommer og er sårbar, er bange for at blive sendt hjem igen og for at det hele bare noget, jeg har fundet på; men det er det ikke. Alligevel går der op til fire og en halv time, før jeg har det, jeg helst vil, nemlig en stue med en seng.

Jeg kender naturligvis ikke den bagvedliggende økonomi, men alt andet lige må det være væsentligt dyrere at drive et hospitalsafsnit end en kontorbygning på Gammel Kongevej.

De aktuelle forhold er ikke rimelige.

Løsningen

Løsningen må være at ansætte flere læger i DPC.

Jeg er klar over, at der ikke er meget status i at være læge i psykiatrien og måske slet ikke i distriktspsykiatrien, at stillinger kan være vakante i lang tid, og at det er derfor, jeg som patient har oplevet mange, mange læger i turnus. Jeg er glad, nu hvor jeg har fået en blivende læge, det er bare ærgerligt, jeg ikke ser ham så tit.

Jeg efterlyser initiativer, der kunne gøre det mere attraktivt at være psykiater i DPC, så modtagelsen ikke skal spille rollen som fremskudt dige. Det er nemlig blevet den omvendte verden.

De venligste hilsner

Hanne B. Stegemüller

 

,

Filteret der blev væk

Hvor længe kan det blive ved?

Filteret

Pludselig forsvandt det filter, der bevirker, at vi mennesker kan læse om, og forholde os til, den ydre verden uden at tage den ind i de centrale dele af hjernen.

Derfor sad jeg og lå jeg et par dage og græd og græd over: klimaet, fattigdom, krigen i Syrien, hjemsendelser til Afghanistan, armoden som flg af integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet, jøderne i 1943 osv. Simpelthen alt.

Respiratoren

I et par måneder har jeg hørt en respirator, der stod inde i klædeskabet. Jeg har tjekket, den står der ikke. Da bip bip lydene ikke er der hele tiden, og ikke er så høje, er jeg blevet enig med Kasper (min overlæge) om, at vi lige ser tiden lidt an, for måske forsvinder det af sig selv. Men han har på ingen måde været afvisende, idet Seroquel havde en antipsykotisk effekt.

Min panik satte ind, da respiratoren blev til musik i form af enten pænt klaver eller folkemusik. Ikke så højt men alligevel. Jeg gik rundt ved væggene og tjekkede, at det ikke var naboerne, der pludselig spillede musik. Det plejer de nemlig ikke.

Er jeg for alvor ved at blive rablende vanvittig?

Denæst

Nu er jeg jo efterhånden en trænet patient, så jeg stillede selv lidt af diagnosen: der er noget psykotisk over det med filteret og lydene. Jeg ringede til Hvidovre, som syntes, jeg skulle tage til Glostrup, og spurgte, om jeg lovede osv. Jeg lovede osv, men sov alligevel på det. Jeg er altid bange for at råbe “Ulven kommer”, for at sidde de tre timer i venteværelset for så at blive sendt hjem igen (det er vist mange år siden, det er sket), for at belaste systemet, for at det bare er noget pjat osv.

De spørger jo altid “Hvor længe har det stået på?” I mit dumme hoved bliver det til “Du har ikke haft det dårligt nok længe nok.” Det vil jeg nok lige arbejde lidt med.

Der er også en trend – i hvert fald i psykiatrien – “Hvad vil du gerne have, vi gør for dig?” Eller “Vil du gerne indlægges?” Det er simpelthen så sødt og næsten kærligt ment, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal svare, så jeg replicerer tamt “Hvad synes du?” “Jeg henvender mig her, fordi jeg er hunderæd og ikke kan få min verden til at hænge sammen, er du så ikke så sød som specialuddannet fagmedarbejder at beslutte, hvad der er bedst for mig?” Jeg ved det godt – patientinddragelse er meget svært!

Den “fedeste” læge

Jeg har talt nærmest halvanden time med en overlæge fra en anden afdeling. Hun var helt fantastisk og startede med at beklage, at hun kun havde læst dele af min journal. Jeg tilgav hende på stedet.

Hun turde stille alle de spørgsmål, som de ikke stillede i går. Hun ville virkelig gerne høre om både filteret og folkemusikken, og om sidstnævnte var inde i hovedet eller kom udefra. Ingen tvivl – den kommer udefra. I øvrigt er det et ret nærliggende spørgsmål.

Hun gav sig tid, tid, tid. Det var fantastisk. Efter al den tid: “Bipolar affektiv sindslidelse i episode med blandingstilstand med psykotiske elementer”. Hun syntes, det var godt, jeg kom, og at jeg ikke havde snydt nogen.

Og pillerne: lidt til lige at “overleve” weekenden på, og så koordinerer hun og Kasper på mandag. Jeg har klippet ud i pap, at jeg ikke vil tilbage til Seroquel! De må have flere skud i bøssen, nu hvor jeg til den første betaler sidste rate hos tandlægen.

Hvor længe kan det blive ved?

For nu at slutte med begyndelsen, så ved jeg det ikke. Hvor længe kan jeg holde tiil det? Skulle jeg være så heldig at finde et fleksjob 15 timer/uge, kan jeg så overhovedet passe det, hvis intervallerne mellem indlæggelserne bliver stadigt kortere? Jeg har aldrig halsbetændelse eller hovedpine eller den slags; hvis jeg er syg, er jeg indlagt, hvilken arbejdsgiver gider det? Har jeg stadig en kognitiv kapacitet, der bevirker, at jeg kan udfylde bare et fleksjob? Jeg ved det sgu ikke. Ville en førtidspension være en bedre løsning? Skal jeg give op?

Det er jo sådan set ikke tanker at tænke lige nu, men de er relevante og hænger i et eller andet omfang sammen med det manglende filter.

——

Det er lidt bøvlet at tjekke kommaer og stavekontrol på iPad; I får det, som det er.