,

De hurtige sko

De brænder for det

I dag er vi 13 patienter, fulde huse da det er de eneste åbne pladser i et enormt optageområde, og tre medarbejdere inkl afdelingssygeplejersken, der er indforskrevet, og som vist ellers kun bør have administrative opgaver så som vagtplanlægning, budget og regnskab, tilfredshedsundersøgelser 🙂  osv., som jeg ikke ved, hvad er.

Hanne er kontaktperson for vist syv patienter. Kimmie har de resterende. Hun står også for medicinen, der skal hældes op og deles ud på bestemte tider At hælde op er en vigtig opgave. Medicinrummet er “stillerum”, der er adgang forbudt, og det forstår jeg virkelig godt, eftersom jeg ikke engang kan finde ud af at hælde mit eget op. Det må tage en evighed at hælde op til 13.

Kontaktpersonen er med til stuegang, og det er vældig godt, så man husker at få sagt det hele, og hun kan supplere med sine observationer.

Der skal sørges for mad, anretning og evt opvarmning. Der skal være plads til at tale 30 – 45 minutter med en patient, hvis der er behov for det. Og det er der!

Hvis man skal have dette job, skal man brænde for det og købe de hurtige sko. Det er min oplevelse, at 99 pct af medarbejderne i psykiatrien brænder for det! Og på 808 er hjertevarmen enorm. Jeg har altid følt mig lettet, når jeg trådte over dørtrinnet hertil.

Ny lyd

Bip, bip, bip, tyrkisk/kurdisk folkemusik og salon-klaver er nu suppleret med den form for rockmusik, vi hørte i 80’erne. Det kom i aftes. Det er egentlig ikke grimt, men det er godt nok træls! Jeg gik rundt ved alle dørene og tjekkede, om det var en anden patient, der spillede højt. Det var det ikke.

De 14 måneder, jeg så og hørte filmen, spurgte psykologen ofte “Hvad vil den dig? Hvad vil den fortælle?” Jeg er ikke særlig god til den slags, men med hjælp lykkedes det da at finde en mening med/i den.

Jeg prøver derfor at spørge mig selv “hvad vil musikken, skyggerne og det manglende filter mig?” Jeg ved det virkelig ikke og jeg er for fantasiløs til at gå ind i det. Så jeg tager chancen og venter på, at Abilify’en virker.

Jeg prøver også at skærme mig selv fra alle de frygtelige ting i verden. Jeg ser fx ikke TVA. Det virker bare ikke, for børnene på Sjælsmark Udrejsecenter, må jo alligevel ikke have deres eget legetøj, så de lider, og deres lidelse sidder midt i min hjerne.

Måske er jeg bare bindegal?

,

Til at få bip af

Stemmen fra outer space

Jeg havde besøg i går, så det er ikke fordi, jeg (også) hører stemmer. Det var bare så dejligt at tale med et klogt menneske og at tale om noget helt andet end psykiatri, akutmodtagelser, afsnit, præparater, doser og dosispakninger. Og så var det skønt at få en smuk buket. Jeg elsker blomster men køber aldrig til mig selv.

Respiratoren

Når jeg tager til Glostrup, ved jeg aldrig, hvornår jeg kommer hjem igen (det gælder selvfølgelig alle mennesker!). Så jeg havde kun opladere, powerbanks, tandbørste og et par andre livsnødvendigheder med mig. Og fordi man er indlagt, kan man jo godt se ordentlig ud. Ingen natkjoler her 🙂 Altså måtte jeg hjem og hente noget tøj. Køleskab og skraldespand skulle tømmes, Aarstiderne afbestilles mv.

Jeg fik allernådigst lov at gå – de passer på mig – jeg er taknemmelig. Tilladelsen kom fra “højeste” sted nemlig en læge.

Aftalen: du skal være retur senest kl. 16:00. Jeg tjekkede Rejseplanen og fandt en ankost 15:30. Ingen grund til at bryde tilliden. Undskyld dette er en diskurs. Essensen er, at jeg havde en times tid foran computeren, og det eneste, jeg hørte, var bip, bip, bip. For pokker da. Det er til at få bip af.

Jeg plejer at kalde det “respiratoren”. En læge har dog belært mig om, at respiratoren i sig selv ingenting siger. Det er monitoren, der siger bip, bip, bip.

80.000 børn

Det er ikke så ofte, jeg reklamerer for noget på min blog, men her vil jeg gøre en undtagelse: 80.000 børn vokser op med en psykisk syg far og/eller mor. De har stor risiko for at mistrives både i barndommen og voksenlivet. Lovgivningen bør ændres, så de får retskrav på hjælp og støtte. Det er nemlig ikke deres skyld, at mor har “knald i låget”. Skriv under via Psykiatrifonden her.

,

230 rubrikker

Min seng er flyttet

Jeg befinder mig endnu engang på det, der plejede at hedde Psykiatrisk Center Hvidovre. For postens indhold er det nye navn uinteressant.

Man kan kun være i akutmodtagelsen i Glostrup i tre dage, hvorefter man bliver transporteret med taxa til Hvidovre. Det var altså rarere, da der også var en modtagelse her. Det er en belastning at blive flyttet, også selvom jeg kommer til mennesker, jeg kender og som kender mig. En, jeg kender særligt godt, sagde, da jeg stod og tudede af ulykke over at være her igen: “Vi er her for dig”. Mere kan jeg ikke ønske mig.

Rubrikkerne

Der var givet besked om, at jeg skulle være klar til transport kl. 12:30, og det var jeg så selvfølgelig. 12:15 kom hende, der talte til mig, som var jeg et barn, med et spørgeskema med 39 spørgsmål fordelt på 230 rubrikker. Da hun kom for at hente det, måtte jeg sige, at det kunne jeg simpelthen ikke overskue! Hun måtte tilbage og spørge en eller anden, om det var i orden. Det var det så, men hun puttede det i min taske med en reminder om, at jeg helst skulle udfylde det på nettet senest niende december. Det oplevede jeg som grænseoverskridende. Jeg skal nok bestemme over indholdet af min taske, men måske er jeg bare lige urimelig?

Jeg udfylder det, hvis jeg får lyst! Det gør jeg nok ikke.

Det er selvfølgelig umådelig positivt, at de gerne vil have patienternes feed back udover den feed back, man også skal give på apppen, som dog kun har 11 spørgsmål. Som tidligere beskrevet er jeg bare hamrende træt af at skulle stå for diverse virksomheders kvalitetsarbejde: “Tryk ni hvis du var tilfreds”. Det må de selv finde ud af.

For eksempel kan de lade være at tale ned til mig (Glostrup) og for eksempel kan de sørge for, at der er stikkontakter nok (Hvidovre). På indeværende stue er der i alt en stikontakt til to eltandbørster, to iPads og to iPhones (kan substitueres). Byggeriet er fra før alskens elektronik, fair nok, men måske kunne man have banket nogle stikkontakter op før man lagde ny linoleum og malede den lange gang?

Gentagelse fremmer forståelsen

I dag mødtes jeg af en sød ung læge, der gerne ville høre alle de ting, jeg også har fortalt ca tre gange i Glostrup. Hun syntes, det var flot, jeg selv havde regnet ud, det var en psykose. Det synes jeg nu ikke. Fx er Psykiatrifondens hjemmeside meget oplysende.

Da det er første fulde dag i morgen/i dag onsdag, skal jeg igen til lægesamtale. Jeg har heldigvis gemt mine noter, så jeg kan huske at sige det samme.

Natlige bekymringer

Når man ligger vågen et “nyt” sted på en tosengsstue, hvor den ene seng gudskelov er tom, men det er sikkert en stakket frist, kan små problemer blive store, og problemer af ukendt størrelse kan blive endnu større. Jeg tog fat i Berit, og hun hjalp mig af med nogle af bekymringerne:

De sørger for den endelige medicinafklaring og bestiller dosisdispenseringerne på mit eget apotek. Bliver der et “slip” pakker de det til mig. Jeg troede, jeg skulle rode DPC  ind i det, og jeg kunne ikke regne kalenderkoordineringen ud.

Forsigtigt luftede jeg bekymring over, om lægerne koordinerer og arbejder sammen. Det kunne hun selvfølgelig ikke svare på. Jeg er bare så bange for  at alt det, Kasper, Christina og jeg har opnået, går fløjten fordi “min tissemand er større end din”.

Nå det går nok alt sammen, og det er bare fordi, det er nat.