Ensomhed og at “få tiden til at gå”

Der er ting, man ikke taler om

En telefonsamtale med en ven inspirerede mig til denne artikel: at skrive om det man ikke taler om.

Der er sikkert mange ting, man ikke taler om, men det er helt sikkert, at man ikke taler om hverken, at man føler sig ensom, eller at man ikke kan få tiden til at gå.

Jeg vil starte med at indskyde, at ingen af delene længere gør sig gældende for mig.

Om ensomhed

I marts 2016 skrev jeg en artikel, jeg kaldte “Angst og ensomhed”, om en påske fyldt med begge dele. Puha – hvor var livet dog ubehageligt og usikkert dengang. Hvor er det dejligt, at det er datid. Jeg følte mig så ensom, og overvejede blandt andet, om jeg overhovedet havde behov for en telefon, idet den alligevel aldrig ringede.

Der er meget stigma knyttet til ensomhed. Hvis man siger, man er ensom, så kan det jo være fordi, man er så kedelig at være sammen med, at der ikke er nogen, der gider en? Måske er en ens sfære så begrænset, at ingen gider tale med en? Måske er man så syg, at man kun kan tale om – og tænke på – sygdommen?

Der kan være uendeligt mange årsager til ensomheden, der under alle omstændigheder er tabubelagt. Har du måske nogensinde set et opslag på Facebook fra et menneske, der starter med at skrive: “Jeg føler mig så ensom”? Jeg kan huske, at jeg havde mange overvejelser om at udgive artiklen fra 2016, fordi den kunne gøre mig endnu mere ensom, end jeg allerede var, og det var ikke det, jeg havde behov for.

Dengang var jeg syg, angst og ensom, men det var også før, jeg havde accepteret, at jeg synes vældig godt om at være alene.

Mit mantra er nu: “Jeg har ikke noget imod andre mennesker, men jeg har ikke så meget brug for dem”.

Jeg er sammen med min bedste ven ca. en gang om måneden. Jeg ser psykologen en gang om måneden, og jeg ser min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien hver tredie uge, og så er behovet for at være fysisk sammen med nogen dækket.

Til gengæld holder jeg vildt meget af at føre timelange telefonsamtaler med alle de dejlige og kloge mennesker, der er i mit liv.

Det er sådan, jeg “holder de sociale forbindelseskanaler åbne”, og det passer mig utrolig godt.

Om at få tiden til at gå

Når jeg tænker over det, er der vist også stigma knyttet til at indrømme, at man har svært ved at få tiden til at gå. Det er jo ikke videre flatterende at sige, at det kan man ikke, for så er man måske så dum, at man ikke kan finde sig en hobby?

I virkeligheden overvejer jeg ofte, hvordan jeg nogensinde fik tid til at gå på arbejde. Det oplever jeg, at mange pensionister overvejer. Efterhånden kender jeg ikke længere nogen, der stadig er på arbejdsmarkedet. Det skyldes selvfølgelig, dels at jeg selv er blevet “gamlere”, dels at jeg har viet mine resterende år til slægtsforskning, der typisk er noget, folk begynder at interessere sig for, når de kommer op i alderen. Jeg var et særsyn, fordi jeg begyndte at slægtsforske, allerede da jeg var 40 år.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har haft problemer med at “få tiden til at gå”. Jeg har vist altid interesseret mig for et eller andet og i de erhvervsaktive år, fyldte arbejdet det meste af tiden, så der var slet ikke tid til ikke at kunne få tiden til at gå.

Gennem årene har jeg mødt mange medpatienter, der havde det så dårligt, at de ikke kunne have en hobby. Hvis hjernen hele tiden er beskæftiget med at høre stemmerne, der taler nedsættende til en eller med tanken om, at “verden vil være et bedre sted uden mig” (hvilket er en forfærdelig tanke – been there, done that), så kan man ikke dyrke en eller flere (sær-)interesser, og så er det klart, at man kan have svært ved få tiden til at gå, og så kan det være, tiden skal slås ihjel med et abonnement på Netflix …

Lyt til Line Trine Dalsgaard

For kort tid siden hørte jeg et interview med Line Trine Dalsgaard. Hun er sygeplejerske med en kandidat i pædagogisk psykologi, og hun fortalte om, hvor sundt det er at have en hobby, fordi hjernen bare elsker de små mikrosejre, det giver, når der er noget, der lykkes; måske finder man Maren Hansdatter i 1712, som man ellers havde opgivet for flere år siden.

Det er endvidere godt for nervesystemet at have en hobby, fordi man bliver beroliget.

En hobby gør, at man føler, at man dur til noget, og man kan producere et eller andet. Og det “et eller andet” kan være et svært puslespil, strikketøj, slægtstavler osv. Det er ligegyldigt. Måske glæder man nogen med det, man har produceret, eller en hobby kan være en vej ind i nogle fællesskaber. Selv elsker jeg fx at tale slægtsforskning eller at hjælpe nogen i gang med TNG. Der føler jeg jo, at jeg dur til noget.

I forskningen om hobbyer er fokus ofte på det, man kalder “flow”, der er et menneskes oplevelse af selvforglemmelse, hvor man simpelthen glemmer tid og sted. Det er så sundt. Jeg kan jo fx læse kirkebøger i 12 timer i træk uden at tænke på mad og drikke. 

Line arbejder for Ulykkespatientforeningen, så hun tager udgangspunkt i, at man fx glemmer de smerter, ulykken har medført, eller at man måske glemmer bekymringerne om fremtiden efter ulykken.

Du kan høre Line her. Hendes fortælling varer 3:48 minutter.

• Hvis du selv har en hobby, vil du blive ekstra glad for at lytte til hende. Hun forklarer nemlig, hvorfor du gør det, du gør.
• Hvis du (endnu) ikke har en hobby, skal du lytte til hende for at få en forklaring på, hvorfor du bør finde en.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.