/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Der er ting, man ikke taler om

Der er ting, man ikke taler om

Ensomhed og at “få tiden til at gå”

Der er ting, man ikke taler om

En telefonsamtale med en ven inspirerede mig til denne artikel: at skrive om det man ikke taler om.

Der er sikkert mange ting, man ikke taler om, men det er helt sikkert, at man ikke taler om hverken, at man føler sig ensom, eller at man ikke kan få tiden til at gå.

Jeg vil starte med at indskyde, at ingen af delene længere gør sig gældende for mig.

Om ensomhed

I marts 2016 skrev jeg en artikel, jeg kaldte “Angst og ensomhed”, om en påske fyldt med begge dele. Puha – hvor var livet dog ubehageligt og usikkert dengang. Hvor er det dejligt, at det er datid. Jeg følte mig så ensom, og overvejede blandt andet, om jeg overhovedet havde behov for en telefon, idet den alligevel aldrig ringede.

Der er meget stigma knyttet til ensomhed. Hvis man siger, man er ensom, så kan det jo være fordi, man er så kedelig at være sammen med, at der ikke er nogen, der gider en? Måske er en ens sfære så begrænset, at ingen gider tale med en? Måske er man så syg, at man kun kan tale om – og tænke på – sygdommen?

Der kan være uendeligt mange årsager til ensomheden, der under alle omstændigheder er tabubelagt. Har du måske nogensinde set et opslag på Facebook fra et menneske, der starter med at skrive: “Jeg føler mig så ensom”? Jeg kan huske, at jeg havde mange overvejelser om at udgive artiklen fra 2016, fordi den kunne gøre mig endnu mere ensom, end jeg allerede var, og det var ikke det, jeg havde behov for.

Dengang var jeg syg, angst og ensom, men det var også før, jeg havde accepteret, at jeg synes vældig godt om at være alene.

Mit mantra er nu: “Jeg har ikke noget imod andre mennesker, men jeg har ikke så meget brug for dem”.

Jeg er sammen med min bedste ven ca. en gang om måneden. Jeg ser psykologen en gang om måneden, og jeg ser min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien hver tredie uge, og så er behovet for at være fysisk sammen med nogen dækket.

Til gengæld holder jeg vildt meget af at føre timelange telefonsamtaler med alle de dejlige og kloge mennesker, der er i mit liv.

Det er sådan, jeg “holder de sociale forbindelseskanaler åbne”, og det passer mig utrolig godt.

Om at få tiden til at gå

Når jeg tænker over det, er der vist også stigma knyttet til at indrømme, at man har svært ved at få tiden til at gå. Det er jo ikke videre flatterende at sige, at det kan man ikke, for så er man måske så dum, at man ikke kan finde sig en hobby?

I virkeligheden overvejer jeg ofte, hvordan jeg nogensinde fik tid til at gå på arbejde. Det oplever jeg, at mange pensionister overvejer. Efterhånden kender jeg ikke længere nogen, der stadig er på arbejdsmarkedet. Det skyldes selvfølgelig, dels at jeg selv er blevet “gamlere”, dels at jeg har viet mine resterende år til slægtsforskning, der typisk er noget, folk begynder at interessere sig for, når de kommer op i alderen. Jeg var et særsyn, fordi jeg begyndte at slægtsforske, allerede da jeg var 40 år.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har haft problemer med at “få tiden til at gå”. Jeg har vist altid interesseret mig for et eller andet og i de erhvervsaktive år, fyldte arbejdet det meste af tiden, så der var slet ikke tid til ikke at kunne få tiden til at gå.

Gennem årene har jeg mødt mange medpatienter, der havde det så dårligt, at de ikke kunne have en hobby. Hvis hjernen hele tiden er beskæftiget med at høre stemmerne, der taler nedsættende til en eller med tanken om, at “verden vil være et bedre sted uden mig” (hvilket er en forfærdelig tanke – been there, done that), så kan man ikke dyrke en eller flere (sær-)interesser, og så er det klart, at man kan have svært ved få tiden til at gå, og så kan det være, tiden skal slås ihjel med et abonnement på Netflix …

Lyt til Line Trine Dalsgaard

For kort tid siden hørte jeg et interview med Line Trine Dalsgaard. Hun er sygeplejerske med en kandidat i pædagogisk psykologi, og hun fortalte om, hvor sundt det er at have en hobby, fordi hjernen bare elsker de små mikrosejre, det giver, når der er noget, der lykkes; måske finder man Maren Hansdatter i 1712, som man ellers havde opgivet for flere år siden.

Det er endvidere godt for nervesystemet at have en hobby, fordi man bliver beroliget.

En hobby gør, at man føler, at man dur til noget, og man kan producere et eller andet. Og det “et eller andet” kan være et svært puslespil, strikketøj, slægtstavler osv. Det er ligegyldigt. Måske glæder man nogen med det, man har produceret, eller en hobby kan være en vej ind i nogle fællesskaber. Selv elsker jeg fx at tale slægtsforskning eller at hjælpe nogen i gang med TNG. Der føler jeg jo, at jeg dur til noget.

I forskningen om hobbyer er fokus ofte på det, man kalder “flow”, der er et menneskes oplevelse af selvforglemmelse, hvor man simpelthen glemmer tid og sted. Det er så sundt. Jeg kan jo fx læse kirkebøger i 12 timer i træk uden at tænke på mad og drikke. 

Line arbejder for Ulykkespatientforeningen, så hun tager udgangspunkt i, at man fx glemmer de smerter, ulykken har medført, eller at man måske glemmer bekymringerne om fremtiden efter ulykken.

Der er ting, man ikke taler om

Du kan høre Line her. Hendes fortælling varer 3:48 minutter.

  • Hvis du selv har en hobby, vil du blive ekstra glad for at lytte til hende. Hun forklarer nemlig, hvorfor du gør det, du gør.
  • Hvis du (endnu) ikke har en hobby, skal du lytte til hende for at få en forklaring på, hvorfor du bør finde en.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Både Bipolar og Aspergers syndrom

To konkurrerende diagnoser

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Denne artikel er inspireret af Jørgens kommentar i dag kl. 9:46, hvor han spurgte, om der er en skarp skillelinje mellem depression og mani? Jeg forsøgte at svare, at det er der ikke, og jeg kom lidt ind på, at jeg har et dobbelt problem, fordi jeg har to konkurrende diagnoser, der af og til ligner hinanden temmelig meget: Hvordan kender man forskel, og kan man kræve, at jeg selv kan stå ud af det fantastiske flow?

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Jeg har rådført mig med psykologen

Jeg optager alle samtaler med mine rådgivere, fordi det gør det nemmere at forberede det næste møde men selvfølgelig også fordi, jeg får meget mere ud af samtalerne: Jeg får det hele med, ikke kun fordi min hukommelse ikke er ret god, for hvem husker i virkeligheden ret meget af en samtale?

I dag har jeg genhørt samtalen, hvor vi taler om de to konkurrende diagnoser. Jeg prøver her at gengive essensen af samtalen med psykologen om, da det senest var ved at tippe for mig. Det er gengivelsen af en samtale, og derfor er det ikke så struktureret.

Det rullede fra efterlysningen i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne”den 17. april

Da min efterlysning af medarbejdere på børnehjemmet “Dear Home” blev bragt i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne” begyndte det: Jeg blev for højt gearet. Det er okay at være glad og opstemt, det er okay at have det fantastisk, men jeg skal passe på, for jeg kan nemt blive for begejstret.

Problemet er: Hvor går grænsen?

Grundsubstansen er, at når først det kører, kan man ikke “stå af”, og det gælder for begge diagnoser, så jeg har det altså bare dobbelt op.

  1. For så vidt angår bipolariteten kan man ikke mærke, når en mani er undervejs.
  2. For så vidt angår Aspergers syndrom kan man ikke mærke, hvornår den naturlige særinteresse nærmest bliver en besættelse. Man har gennem hele livet vænnet sig til at passe ind i den neurotypiske verden, og det har af og til betydet, at man har lært sig ikke at mærke sig selv. Man har dermed lært sig at gå over sine egne grænser. 

Derfor kan jeg ikke mærke, hvornår det tipper.

Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, det er svært at vide, hvornår det tipper. Jeg blev så glad, da hun sagde det, for så er det okay, at jeg ikke selv kan finde ud af det.

Mine projekter

Jeg er altid i gang med minimum ét projekt. Og det er der ikke noget galt med; det må jeg gerne, og det er naturligt for alle mennesker, der ikke bare fordriver tiden med Netflix.

Når jeg kombinerer de to diagnoser, mærker jeg fx ikke de primære basale behov (søvn, mad, personlig hygiejne osv.) Jeg er i det vildt interessante projekt, og intet andet er vigtigt. Man kan sige, at jeg kobler mig selv af som menneske, for der er kun en ting: projektet eller alle projekterne, for jeg har som regel gang i ca. 14 projekter, og jeg elsker dem alle lige højt …

Psykologen sagde blandt andet: “Der holder du op med at eksistere som menneske”. Jeg måtte for en gangs skyld korrigere hende: “Der eksisterer jeg jo netop!” Det er det autistiske element; jeg er noget i kraft af det, jeg er i gang med – ikke andet, og pludselig erindrede jeg mit arbejdsliv.

Jeg har ofte tænkt, at meget af det var baseret på manier. Nu ser jeg pludselig, at meget af det var baseret på en kombination af mani og Aspergers syndrom. Det er en ny erkendelse.

Hvis/når jeg skal have et godt liv

Psykologen siger ligeud, at hun under mig et godt liv. Det er pænt af hende.

Jeg elsker at finde løsninger, at løse problemer, for det er min spidskompetence. Det er det, jeg kan. Der er så meget andet, jeg ikke kan. Jeg er som en AI-robot, jeg finder løsningerne, og jeg mister jordforbindelsen.

Hvis/når jeg skal have et godt liv, må mine behandlere erkende, at sådan er jeg, og det er dem, der i forening skal stoppe det farlige i opløbet, før det tipper. For jeg kan ikke selv og ingen kan kræve, at jeg selv skal kunne det.

Det er en utopi, når det hele er i flow, og jeg har det fantastisk. Hvad har I gang i? Vil I virkelig stoppe mig midt i en optur. Det gør da ondt, når I tager noget fra mig, jeg gerne ville have haft. Det er som at falde ned fra en klippe. I beder mig om at skrue ned for det, jeg elsker allermest. Det er ikke et rimelig krav til et menneske.

Jeg er så uendeligt heldig, at jeg har haft både psykologen og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien i ca. 10 år. Jeg er også så uendeligt heldig, at de gerne vil samarbejde om at holde mig på sporet. Deres samarbejde skal handle om at stoppe opturen, før det er for sent. Resten kan jeg vist selv.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Hjernekassen på P1 om stress

Hjernekassen på P1 om stress

Tre gode podcasts om stress

Introduktion

Stress er blevet en af de største udfordringer i det moderne samfund. Det påvirker vores mentale og fysiske helbred og har store konsekvenser for både individet og samfundet som helhed. Denne artikel præsenterer tre informative podcast-episoder fra “Hjernekassen på P1”, som giver en dybere forståelse af stress, og hvordan vi kan håndtere det.

Hjernekassen på P1 om stress

Peter Lund Madsen har dedikeret flere episoder af Hjernekassen på P1 til emnet stress. Jeg har lyttet til disse tre episoder, og jeg vil især fremhæve den første, som dækker de grundlæggende aspekter af stress.

Stress – 7. januar 2019 Gæsten i studiet er Marianne Breds Geoffroy, Speciallæge i psykiatri, PhD. At høre hende tale er som at tale med min psykolog. Marianne arbejder i krydsfeltet mellem psykiatri og psykologi, da ingen af dem kan stå alene.

Technostress – 31. maj 2022 Gæsten i studiet er en forsker fra RUC. Hun har noget accent, så man skal lige vænne sig til at lytte til hende. Men det er godt!

Stress-sygemeldinger – 10. oktober 2023 Gæster i studiet er Birgitte Sølvstein og Maj Thorsen. De taler primært om systemstress, og det omtaler jeg ikke yderligere.

Om udsendelsen “Stress” fra den 7. januar 2019

Hvorfor føler flere og flere mennesker sig stressede? Hvordan er det at leve med stress? Hvad kan man gøre for at blive mindre stresset?

Marianne Breds Geoffroy er virkelig god at lytte til. I hvert fald har jeg lært en masse.

Stress, angst og depression er gået hen og blevet folkesygdomme, og vi bekymrer os om, at de unge er så stressede. Spørgsmålet er, om det er nyt? Som jeg hører Marianne Breds Geoffroy, er det ikke noget nyt, fordi det virkelig er ekstremt belastende med alle de skift, der sker og skal ske for de unge. En lidt ældre amerikansk undersøgelse viste, at 25 pct. af en årgang var stressede – altså er det normalt, men det er de ængstelige, der ender med at “gå ned med stress”. Og ængsteligheden er grundlagt helt ned i 5-7-års alderen.

Hvad ved vi, om dem der går ned med stress?

De, der går ned med stress – som ikke betyder, at hjernen brænder sammen, og man er ikke er ved at blive dement – er ofte dem, der er de sødeste, de “godeste” (det siger hun altså), de perfektionistiske, dem der registrerer andres behov før deres egne osv. De vil typisk være verbalt forsvarsløse, fordi de ikke kan sige stop over for et nyt udefrakommende krav. De ved ikke, hvor pressede de er. Man skal kunne monitorere sig selv for at kunne mærke “Dette her er ikke godt for mig”. Her genkender jeg mig selv. Det kunne jeg ikke. Det er også dem, der måske udvikler et misbrug.

Til sidst må kroppen vise sig som den ven, den er. Den siger fra, når vi selv mangler et sprog for, hvad der sker!

Stress er ikke en diagnose

Stress er defineret som kropslige symptomer, man ikke forstår. Stress er ikke i sig selv en diagnose. Man får måske åndenød eller voldsom hjertebanken på vej til eller fra arbejde. Det ligner mest af alt et panikanfald. Man bliver bange og går til lægen, der siger, at der ikke er noget galt. Nogle bliver måske sendt til en MR-scanning, fordi man skal være sikker på, at det ikke er sklerose. Der går rigtig lang tid med, at man går hjemme og venter på en afklaring. I den tid kan man så gå og blive mere og mere ængstelig.

Mange af dem, der går ned med stress, har tendens til angst eller er generelt ængstelige, og det er typisk grundlagt allerede i børnehavealderen. Man kan vurdere sin grad af ængstelighed på, om man har let eller svært ved at falde i søvn. Hvis man har svært ved at falde i søvn, kan det være, man ikke er så god til at skifte mellem de to nervesystemer:

  • Det sympatiske nervesystem regulerer os, når vi er i gang, i kamp, flygter og i det hele taget er aktive.
  • Det parasympatiske nervesystem regulerer os, når vi spiser, skal sove, skal slappe af.

Det er det parasympatiske nervesystem, der gør, at vi kan falde til ro, men det er svært, hvis man er meget ængstelig. Undersøgelser har vist, at 7 pct. af alle børn ikke kan ikke skifte mellem de to nervesystemer. Det er typisk genetisk betinget. De har en øget risiko for at “gå ned med stress”. Det har man beskæftiget sig med i “CCC2000 – Copenhagen Child Cohort 2000”, hvor man systematisk har fulgt de 6.090 børn, der blev født i Københavns Amt i år 2000.

CCC2000 er et forskningsprojekt, som undersøger børns udvikling fra de er nyfødte til ungdomsårene. Formålet er at få viden, der kan bruges til at forebygge nogle af de hyppigste helbredsproblemer hos børn og unge.

Et kulturskifte

Der er sket et kulturskifte. Vi skal alle sammen mene noget om snart sagt alt! Verden er blevet meget mere foranderlig, og alting kan hele tiden laves om. Det presser de perfektionistiske afsindigt hårdt.

Det går også hårdt ud børnene. Skemaet er ikke længere fast. Lektierne kan ændres, timer kan byttes rundt, og der kan komme nye lektier sent om aftenen. Det er ikke længere nok at læse en bog og herefter kunne kongerækken, og det er ikke længere nok at kunne stave til s-k-o siger sko. Man skal forholde sig til alt muligt.

Der er meget mere, man kan blive klog på i de 54 interessante minutter!

Om Technostress den 31. maj 2022

Dybest set handler denne episode om, at vi alle sammen er blevet vores egne IT-medarbejdere. Også på jobbet. Vi går måske hjem fra arbejde med følelsen af ikke at have lavet det, vi egentlig får vores løn for og ikke har nået noget, for der står ikke i ansættelseskontrakten, at vi skal besvare 20 e-mails, opdatere 5 programmer og sørge for, at de spiller sammen med alle de andre programmer.

Der var engang, man havde en IT-afdeling til at sørge for at IT’en bare spillede, og vi selv kunne koncentrere os om at lave det, der stod i ansættelseskontrakten, men den afdeling er enten nedlagt eller voldsomt beskåret. Nu må vi selv klare det.

Hjemme sidder vi måske og råber af skærmen, fordi vi ikke kan få MitID til at virke. Der går ufatteligt meget tid med opdateringer og søgning med Google, når det ikke virker.

Peter Lund Madsen foreslår, at der udvikles software og hardware, som kan holde de næste 10-15 år, og som bare virker, hver gang det skal bruges. Han overser de kriminelle. Mange af de opdateringer, der udsendes, er jo netop sikkerhedsopdateringer. Hvis der ikke skete ændringer i essentielle programmer i 10-15 år, var vi alle hacket til plukfisk.

Der mener jeg, han tager fejl.

Konklusion

Stress er et komplekst emne, som påvirker mange aspekter af vores liv. Hjernekassen på P1 giver en god indføring i de forskellige aspekter af stress, og hvordan vi kan forstå og håndtere det. Ved at lytte til disse episoder og reflektere over de diskuterede emner, kan vi alle tage skridt mod en bedre mental sundhed.

 

Hjernekassen på P1 om stress

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/11 Kommentarer/i , /af ,

Sover De med tæpper eller dyne?

Sover De med tæpper eller dyne?

Grundtvigs psykiatriske udfordringer

Sover De med tæpper eller dyne?

Topbilledet er fra Wikipedia og forestiller Vindbyholt Kro.

Jeg er (godt nok “lidt” langt ude) beslægtet med Grundvig, idet han er “5 * fætter 7 * forskudt” til mig. Billedet herunder stammer fra lidt af diagrammet, som du finder i sin helhed her.

Det er en velkendt sag, at Grundtvig (1783-1872) led af bipolar affektiv sindslidelse, og det udfolder Peter Lund Madsen i “Hjernekassen på P1” fra mandag den 18. juni 2024, hvor han forsøger sig med en form for anamnese (sygehistorie). Udsendelsen kan høres i DR Lyd.

Hans gæster i studiet er Sune Auken og Jes Fabricius Møller, som jeg ikke kendte på forhånd, men de var interessante at lytte til.

Sover De med tæpper eller dyne?

Jeg var så optaget af udsendelsen, at jeg kom til at fortælle min nye overlæge (ca. den 27. i rækken …) i Distriktspsykiatrien om Grundtvig, fordi jeg havde hørt udsendelsen på vej derind.

Det skulle jeg nu nok ikke have gjort, for han skrev efterfølgende “pt. skønnes noget mere livligt associerende end habituelt” og “Pt. dog stadig ikke helt euthym”, men ellers var han vældig sød og rar og gift med en af mine tidligere knalddygtige behandlere, så jeg kunne bede ham hilse mange gange derhjemme. Verden er til tider lidt “forsnævret”.

Grundtvig overnatter på et tidspunkt hos en kollega, og der bliver han spurgt af kollegaens hustru, der gerne vil gøre det bedst muligt for ham “Sover De med tæpper eller dyne?”. Grundvig bliver helt perpleks og ved ikke, hvad han skal svare, for sandheden er, at han jo slet ikke sover.

Når alle andre sover, skriver Grundtvig de salmer og sange, vi i dag synger i kirker, på højskoler og mange andre steder. Han er klart manisk, men det kan han jo ikke have været altid. Man veksler, og man har perioder, hvor man er “stemningsneutral”, det vil sige, man er i feltet mellem de to poler.

Fra genial til gal: Grundtvig har sit første sammenbrud ca. 1810/11.

Det siges ofte, at man kan være genial, og er man for genial, kan det kamme over, så man bliver gal.

Faderen Johan Grundtvig, der er præst i Udby ved Vordingborg, kan ikke længere klare sit kald og vil trække sønnen hjem som kapellan (en kapellan er en hjælpepræst), så han selv kan blive boende i præstegården. Det kommer Grundtvig meget på tværs.

Grundtvig bor på Valkendorfs Kollegium og har en form for stipendieplads for unge lovende litterater. Den tilkaldte læge sender ham hjem til Udby. Undervejs gør de to venner (han følges med vennen Simon) holdt på Vindbyholt Kro. Om natten har Grundtvig et anfald, hvor han kæmper med djævlen i form af en slange.

Da de kommer til Udby og fortæller om episoden, siger faderen, “min søn har anfægtelser”, og det skal forstås som en religiøs krise. Lægen stiller diagnosen “Gigt i hovedet” og udskriver en recept på “Dyvels-dræk”, som er en harpiks, der udvindes af en persisk skærmplante, og som kan bruges mod snart sagt hvad som helst – herunder “noget med nerver”.

Når man tænker kilder og kildekritik, er det interessant, at Simon først skriver om hændelsen på Vindbyholt Kro 30-40 år efter, den fandt sted. Hvor præcist husker han da hændelsen?

“Naar Faa har for Meget og Færre for Lidt”

Strofen stammer fra vers 6 i “Langt højere bjerge”, som Grundtvig skrev i 1820. Den findes i Højskolesangbogen som nr. 380 (19. udgave)

og da har i rigdom vi drevet det vidt,
Naar Faa har for Meget og Færre for Lidt

Martin Andersen Nexø siger om de linjer: “Det er jo den rene Socialisme omsat til poesi”.

I samme sang findes i vers 1

ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Det er fantastisk, at en enkelt forfatter i en enkelt sang har kunnet skrive strofer, mange af os stadig betjener os af eller i hvert fald kender eller i det mindste har hørt.

Synes du bare en lille smule om Grundtvig, må du helt sikkert høre denne episode af “Hjernekassen på P1”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.