,

Hokus pokus eller hvad?

Fantastisk

Om det nu var al kemien, eller det var meditationen, ved jeg ikke, men status er, at jeg i nat har sovet otte og en halv time. Det er til at blive glad af, når jeg i går så skygger to meter bag mig, følte maniske symptomer, havde det som om, der kravlede bladlus på mine hænder… Til at blive sindsyg af.

Jeg hører stadig den forbandede musik, der nu er som at bo i lejlighed, hvor naboen holder fest – ikke i det tilstødende lokale men i det næste. Jeg får aldrig ro i mit hoved på denne måde. I går var jeg ved i panik at ringe til psykologen, men jeg kan vist ikke få mere fra regionen, og jeg har ikke råd til de ca 1.100 kr. pr. time. Derudover ville jeg ikke forstyrre hende en lørdag eftermiddag, og det var jo bare panik. Af og til mister jeg troen på kemien, eller også kan jeg bare ikke vente på den.

En medarbejder (som godt nok taler lidt for meget selv) sagde “Søvn er lige så vigtig som medicin”, og det har han jo ret i. Han anbefalede en guide til meditation, som man skulle kunne sove til.

Jeg tror snart ikke på noget som helst, men jeg overgiver mig og fortæller, at denne guide, sammen med en sovepille og en Oxapax, virkede! Fantastisk. Jeg er så glad. Der er lige nu ingen skygger, edderkopper eller bladlus. Naboen holder fortsat fest og børnene i Udrejsecenter Sjælsmark må stadig ikke have deres eget legetøj – men alligevel…På en eller anden måde er status forbedret.

God søndag!

,

Tanker på cykel

Priviligeret

Selvom jeg har en psykose mv., er jeg priviligeret, når jeg sammenligner mig med de øvrige. Jeg har et dejligt hjem, jeg har min fleksjobbevilling, jeg har min invalidepension, og jeg har pæne tænder.

For mine “kolleger” kan det se sådan ud:

  • I Glostrup udskrev de en enormt sød ung pige til gaden – dog med en liste over herberger, hun kunne ringe til. Hun havde en dobbeltdiagnose, da hun også drak.
  • På Hvidovre er der en yngre hjemløs kvinde også med en dobbeltdiagnose, da hun bruger/brugte amfetamin og kokain. Hun kunne såmænd også udskrives til gaden. Men det gør de ikke! Stedets socialrådgiver er på sagen og forhandler med den sydsjællandske bopælskommune. De gør altså alt, hvad de kan, her. Jeg har (sgu) respekt for dem. De slipper hende ikke, før der er sat et eller andet i værk! Var man rå, kunne man sige, at det ikke er en hospitalsopgave, men der er jo lige det med recidivet.
  • Det minder mig om, at psykologen, da mit eget liv var i kaos, sagde til mig, at jeg skulle tage kontakt til socialrådgiverne her, da de præcist vidste, hvilke knapper, der skulle trykkes på overfor kommunerne, når der er tale om sygdom.
  • Det, de laver i Glostrup, er altså ikke i orden – og hvordan kan der være så store forskelle, når begge enheder hører under regionH?

Glostrup

Jeg taler med flere her, der omtaler Glostrup som et “helvede”. Min egen oplevelse er, at når man først er kommet gennem telefonslusen, venteværelset, forvagten og bagvagten og vurderet som værende syg nok, er det for det meste OK, da man kan være så heldig af og til at møde søde sosuer. Og det kan ikke stærkt nok pointeres, at jeg jo er så taknemmelig for alt hvad Kasper og Christina har gjort for mig (han sendte mig endda en mail, og spurgte, om det gik bedre…). Men resten er et mareridt.

Kort før jeg blev indlagt, havde jeg været hos Kasper og Christina om torsdagen. Hun syntes, jeg virkede “sløret”, selv havde jeg det da fint nok. Lørdag spiste jeg brunch med en veninde, der er lægesekretær og sidder i skadestuen på St. Hvidovre, og hun syntes, jeg virkede “underlig” eller “som om jeg havde drukket” og foreslog 1813 (lægevagten i hovedstaden). Jeg mente, det var en overdrivelse. Jeg lovede dog at gå hjem at ringe til modtagelsen i Glostrup. Her var svaret “Du er da velkommen til at komme at tale med en doktor”.

Sådan taler man altså ikke til mig! Det var et par dage før, jeg ikke kunne se, så jeg og de andre var ikke helt idiot(er).

Cykling

Jeg har altid cyklet, jeg elsker det, det er sundt og billigt. Men det er to år siden, jeg sidst sad på min dejlige cykel. Jeg har ikke turdet. Det skyldes, at jeg havde en oplevelse, hvor jeg ikke var i stand til at komme op på sadlen igen efter et lyskryds. Det, jeg har gjort millioner af gange uden at tænke over det, kunne jeg pludselig ikke.

Da jeg alligevel kom op, kunne jeg ikke styre armene og dermed styret. Det drejede til højre og venstre helt autonomt. Det var en forfærdende oplevelse. Jeg har haft tænkt på at forsøge mig igen, men det er blevet ved tanken.

I dag kom her en fysioterapeut, der nærmest spurgte, hvad hun kunne gøre for mig. Afdelingen har anskaffet fire fine cykler, og der er en brandvej rundt om hele hospitalet. Der er ingen biler. Jeg tog chancen og spurgte, om vi kunne cykle en tur rundt om huset. Det var altså bare en succes! Vi tog to runder. Jeg kom op uden problemer. Så fedt. Det går ikke så godt med at styre arme/styr, men det kan vel trænes? Jeg må altså sige, at jeg mistænker medicinen. Alle mennesker kan da cykle… Nu træner jeg, mens jeg er her, og så ser jeg hvor langt, jeg kan komme med det. I tager jer nok til hovedet og tænker, at små problemer kan blive store. Men det må I så gøre.

Forleden stod jeg på Gl. Kongevej på Frederiksberg og ventede på en bus. Der var millioner af cyklister. Det tør jeg ikke igen, jeg er indtil videre til fare for trafikken. Men der er jo andre veje. Jeg glæder mig til at turde igen. Hvis jeg/vi nu cykler mange gange rundt om huset, kan det være, armene bliver mere styrbare.

PSI-plads

Medarbejderne har af sig selv tilbudt mig en PSI-plads, hvilket betyder “Patientstyret indlæggelse”. Ideeen er:

  • Ring hvis det føles som om, det går den gale vej
  • Hør om pladsen er ledig
  • Tag direkte herud (ingen Glostrup)
  • Tal med en læge første og sidste dag
  • Medbring og styr egen medicin
  • Få ro på og se om det kan tages i opløbet
  • Maks fem dage
  • Er der behov for mere, er det kommandovejen (Glostrup)

Der er jo et betydeligt besparelsespotentiale her, men jeg er ligeglad, jeg vil meget gerne. Det skal lige konfirmeres af en læge, men det bør være en formsag, når det er medarbejdernes eget forslag. Jeg synes altså, de gør meget her.

Hvem var til eksamen?

Jeg har altid sagt ja til at hjælpe videnskaben herunder de studerende, for hvordan skal de ellers lære håndværket? Jeg har ikke tal på de gange der har stået tre unge mennesker ved fodenden i ECT-rummet, antallet af gange, der har været en sygeplejeelev med hos Gitte i DPC osv.

Jeg er begyndt at sige nej til de studerende. Jeg har ikke længere lyst til at udstille mig selv, så de må øve sig på nogle andre – videnskab eller ej.

Alligevel sagde jeg i dag ja til at deltage i en seance, hvor stud. Med’er skulle lære/øve sig på at optage journal. De var vel ca otte, og en var udpeget til at stille spørgsmål. Den overlæge, der skulle styre styre slagets gang, havde på forhånd fortalt mig, at jeg selvfølgelig ikke måtte afsløre mine diagnoser (som om det var “Gæt og grimasser”), men ok de skulle jo hitte ud af det, og jeg havde jo indvilget.

Problemet var, at hun spurgte om det samme igen og igen – det var i hvert fald sådan, jeg oplevede det. Eller som om hun ikke hørte/forstod, hvad jeg sagde. Ex:

  1. “Så du føler, det er synd for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark?” “Nej det er inde i den centrale del af min hjerne. Det er ikke noget, jeg føler”.
  2. Jeg: “Jeg gik rundt i Kvickly og følte at jeg svævede 20 cm over jorden”. “Følte du, at du sådan gik?”
  3. Jeg “Jeg har en høj IQ”. “Føler du, at du er klogere end andre mennesker?”. Jeg: “Nej det er ikke noget, jeg føler, det er noget, jeg ved; men det betyder ikke, at jeg føler, jeg er et bedre menneske!”
  4. ”Hvad lavede du under dine depressioner?” “Det kan jeg ikke huske”. Jeg tror, hun spurgte tre gange; til sidst måtte jeg jo svare, at hukommelsestab er en almindelig bivirkning ved dybe depressioner. Men så havde jeg jo afsløret diagnosen… Ikke så let med “Gæt og grimasser”.

Som jeg forstod den involverede overlæge, var disse studerende ved at afslutte deres uddannelse. Det er bekymrende. I næste uge vil han vende tilbage til mig og fortælle et eller andet. Jeg føler, at det er mig, der har været til eksamen, og at jeg har været arrogant, hvilket psykologen sagde, jeg har en tendens til, hvis jeg synes, folk er nogle fjolser. Og hun havde jo for det meste ret 🙂

Nu er jeg nok dumpet.

,

De hurtige sko

De brænder for det

I dag er vi 13 patienter, fulde huse da det er de eneste åbne pladser i et enormt optageområde, og tre medarbejdere inkl afdelingssygeplejersken, der er indforskrevet, og som vist ellers kun bør have administrative opgaver så som vagtplanlægning, budget og regnskab, tilfredshedsundersøgelser 🙂  osv., som jeg ikke ved, hvad er.

Hanne er kontaktperson for vist syv patienter. Kimmie har de resterende. Hun står også for medicinen, der skal hældes op og deles ud på bestemte tider At hælde op er en vigtig opgave. Medicinrummet er “stillerum”, der er adgang forbudt, og det forstår jeg virkelig godt, eftersom jeg ikke engang kan finde ud af at hælde mit eget op. Det må tage en evighed at hælde op til 13.

Kontaktpersonen er med til stuegang, og det er vældig godt, så man husker at få sagt det hele, og hun kan supplere med sine observationer.

Der skal sørges for mad, anretning og evt opvarmning. Der skal være plads til at tale 30 – 45 minutter med en patient, hvis der er behov for det. Og det er der!

Hvis man skal have dette job, skal man brænde for det og købe de hurtige sko. Det er min oplevelse, at 99 pct af medarbejderne i psykiatrien brænder for det! Og på 808 er hjertevarmen enorm. Jeg har altid følt mig lettet, når jeg trådte over dørtrinnet hertil.

Ny lyd

Bip, bip, bip, tyrkisk/kurdisk folkemusik og salon-klaver er nu suppleret med den form for rockmusik, vi hørte i 80’erne. Det kom i aftes. Det er egentlig ikke grimt, men det er godt nok træls! Jeg gik rundt ved alle dørene og tjekkede, om det var en anden patient, der spillede højt. Det var det ikke.

De 14 måneder, jeg så og hørte filmen, spurgte psykologen ofte “Hvad vil den dig? Hvad vil den fortælle?” Jeg er ikke særlig god til den slags, men med hjælp lykkedes det da at finde en mening med/i den.

Jeg prøver derfor at spørge mig selv “hvad vil musikken, skyggerne og det manglende filter mig?” Jeg ved det virkelig ikke og jeg er for fantasiløs til at gå ind i det. Så jeg tager chancen og venter på, at Abilify’en virker.

Jeg prøver også at skærme mig selv fra alle de frygtelige ting i verden. Jeg ser fx ikke TVA. Det virker bare ikke, for børnene på Sjælsmark Udrejsecenter, må jo alligevel ikke have deres eget legetøj, så de lider, og deres lidelse sidder midt i min hjerne.

Måske er jeg bare bindegal?