,

Slut med bip, bip, bip

På besøg hos mig selv

Udgang tre timer…

Jeg ville meget gerne hjem til eget bad og toilet, sætte varme på, afbestille leveringen fra Aarstiderne, hente nogle passwords, en varmere jakke, et par handsker og et halstørklæde (det er koldt at være ryger nu), sidde ved min computer at skrive en blogpost osv. Samtidig var jeg ræd for “respiratoren”, men den er væk. Den holder i hvert fald kæft. Hvor er jeg glad! Nu har jeg hørt på den i to måneder, og pludselig er den væk. Jeg er klar over, at man ikke kan forestille sig det, hvis man ikke har prøvet det. Det er jo kun mig og mine ligesindede, der hører ting, der ikke er der 🙂

Det går pludselig op for mig, at jeg heller ikke hører musikken mere! Waugh.

Abilify som jeg nu har føjet til ordbogen?

Powerbank

Jeg har købt “et stort svin” af en powerbank, Anker PowerCore+ 26800 mAh, Quick Charge 3.0, Black, så nu har jeg min egen strøm til elektronikken. Det er dejligt. Jeg har også en lille Serio, men jeg synes ikke, den kan meget mere end at holde status quo på fx iPadden. Anker kan virkelig lade op.

Næste gang – for den kommer – har de vel fået sat nogle flere stikkontakter op, altså når de er færdige med at lægge fliserne lige 🙂

Actioncard

En af medarbejderne er virkelig dygtig til at hjælpe med at lave “actioncard”, som går ud på at notere lige præcis fx mine:

  • Symptomer
  • Strategier og løsninger
  • Nærmeste akutmodtagelse – men den kender jeg jo ganske udmærket
  • Osv.

Vi har tidligere lavet actioncard både for manier og depressioner. Nu har jeg bedt om hendes hjælp til nærpsykoser/psykosenær. Selvfølgelig kender hun ikke mine symptomer, og hvad der gik forud for indlæggelsen, men hun kan stille spørgsmål og komme med sin faglige ekspertise. Hun kommer i aftenvagt på søndag, og jeg ser frem til at lave det sammen med hende – og så er hun i øvrigt et rigtig dejligt menneske og en dygtig og meget engageret medarbejder.

Det er vigtigt med forebyggende redskaber, så jeg fx kan benytte mig af PSI-pladsen, inden det hele igen bliver bims, og der går respirator i den.

Vi bruger appen Min Plan, men kalder det Actioncard. Appen er beskrevet her.

Fisk

Fisk i akvarier skulle efter sigende have en konfliktforebyggende og beroligende effekt, så derfor har vi nu hele to akvarier sponseret af en banko-forening eller sådan noget. Bevares det er da flotte fisk, men vi har ingen konflikter. Alle tager hensyn og er søde. Det sker, at en ældre dame sidder og stirrer på dem, men ellers er de mest til pynt, og så beskæftiger de en medarbejder, der nærmest er manisk mht. de f…. fisk.

Og så lige apropos ældre damer: min roomie har fået høreapparater – hvor er jeg glad for det.

,

Lægesamtale – mega fed…

I gamle dage

I gamle dage kaldtes det “stuegang”. Det var dengang, lægerne gik rundt til patienterne. Nu går patienterne rundt til lægerne, hvilket faktisk passer mig fint, da stuen er mit eneste privatliv bag stofskærmen, der er stillet op mellem mig og min roomie.

Jeg var forfremmet til at se overlægen – eller også skulle hun se mig – tilstede var også en psykolog og oversygeplejersken ville også gerne med. Der sagde jeg stop! Men bare ved at sige “Så bliver vi sørme mange”.

Så mange mennesker orker jeg ikke til noget, der jo egl. er ret privat. “Hvad ser og hører du, som ikke er der – og er det bedre, har du bivirkninger…?”

Nu kender jeg jo efterhånden overlægen ret godt. Tidligere har jeg oplevet hende som noget arrogant, og det har min tidligere bisidder også, men i dag var det helt anderledes; måske fordi hun havde psykologen som sekretær?

Den første glædelige nyhed er, at alle mine blodprøver er så strålende. Yes! Der var ellers nogle tal på sundhed.dk, der havde bekymret mig lidt, så jeg må sige, at læringen for mig her er, at jeg ikke gider kigge på prøvesvarene mere med alle de der røde pile, som jeg jo alligevel ikke fatter så meget af. Når overdoktoren her siger, at alt er fint, tror jeg på det!

“Vi” øger Abilify med 5 mg. til i alt 15 mg. og ser, hvordan det så går. Hun mener, ECT nu vil være for drastisk et skridt, og jeg kan godt se, hvad hun mener. Det er trods alt en indgribende behandlingsform. Meget positivt var det også, at hun spurgte, om jeg havde bivirkninger af Abilify. Jeg var glad over at kunne sige, at det har jeg indtil videre ikke.

Vi fik talt dosispakninger, hvor hun endnu engang forsikrede mig om, at det sætter de i værk herfra. Det er sådan noget, der kan holde mig vågen om natten, også selvom jeg godt ved, at jeg har fået et svar på det. Koordinationen, hvem gør hvad, husker de det, bliver det rigtigt og andre bimsede ting. Jeg har svært ved at slippe kontrollen, og sådan er jeg bare!

Jeg spurgte til en PSI-kontrakt, og den bliver en formssag. Hun syntes, at det var en rigtig god idé, og at jeg bestemt var i målgruppen. Fedt.

Helt uden forespørgsel eller anden ydre anledning sagde hun “Min holdning er, at når patienterne bliver udskrevet, skal de have det godt!” Sådan! Hendes umiddelbare vurdering er derfor, at jeg bliver her tre uger endnu, men det er selvfølgelig med sytten forbehold. Jeg tror, mange overlæger gerne ville kunne sige sådan, men de kan ikke af ressourcemæssige årsager, så hende her må være pokkers dygtig til at kæmpe ting igennem. Det er bare en tese. Alle jeg har talt med siger da også, at hun er meget dygtig. Jeg har bare altid tænkt, at det “kun” var som psykiater. Men der må være noget mere!

Den udsultede psykiatri i praksis – lille bitte brok

  • Den friske frugt to * ugentligt er sparet væk – men der af en anden pulje fundet en kvart million til at lægge fliserne lige … Hvor skal vi ryge, hvor kan vi være for støj, mens gravkøerne arbejder? De, der har værelse ud til haven, har det slemt. Det arbejde, der støjer, vil vare en og en halv uge.
  • Tidligere var der lidt “eftermiddagsmad” knækbrød og lidt smøreost. Sparet væk.
  • Der mangler stikkontakter. En patient foreslog stikdåser…, som jo faktisk er en god løsning, men må man egl. det? Hvad siger brandmyndighederne?  I dag har min tandbørste stået til opladning inde hos sekretæren, for ledningen kan ikke nå ned til gulvet. Absurd.

Jeg bor til venstre 🙂

,

Dagens projekter

Dagens projekter på en psykiatrisk afdeling

Man kan se en læge en gang om ugen, så det gælder om at være forberedt. Jeg har skrevet spørgsmål og bekymringer ned, samtidig er jeg bange for at virke for “rask”, når jeg kan strukturere. Tveægget sværd – for det er det jo sådan, jeg er.

Det lyder muligvis helt sindssygt, og jeg ved ikke, om jeg tør sige det til hende, men jeg føler, at der også er lidt mani over min tilstand. Der er dog kun et symptom/faresignal, og det er, at der er fuld knald på hovedet. Sådan har jeg det også i mine manier. Jeg kender det jo altsammen.

Indtil videre mærker jeg ingen effekt af det nye præparat: Abilify.

Fortsættelse følger

Rollatoren

Min roomie bruger rollator, også når hun går en lille tur i skoven (her er smukke omgivelser, har jeg vist glemt at fortælle). I skoven er der meget mudder. Det medfører selvfølgelig, at rollatoren er fyldt med jord/mudder, og det er vores værelse så også. Forleden prøvede hun så meget sødt at vaske den ude i badeværelset 🙂 Gæt selv konsekvensen.

Min måske-ven og jeg har besluttet at prøve at spule den (forbandede) rollator i dag og finde en kraftig børste til rest-rengøringen fx af de der stivere, der sidder inde i hjulene. Måske er det skønne spildte kræfter, for hun skal jo ud at gå igen, og det er hun jo i sin gode ret til!

Alt dette bare til behagelig orientering – du må have en god dag.