,

Filteret der blev væk

Hvor længe kan det blive ved?

Filteret

Pludselig forsvandt det filter, der bevirker, at vi mennesker kan læse om, og forholde os til, den ydre verden uden at tage den ind i de centrale dele af hjernen.

Derfor sad jeg og lå jeg et par dage og græd og græd over: klimaet, fattigdom, krigen i Syrien, hjemsendelser til Afghanistan, armoden som flg af integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet, jøderne i 1943 osv. Simpelthen alt.

Respiratoren

I et par måneder har jeg hørt en respirator, der stod inde i klædeskabet. Jeg har tjekket, den står der ikke. Da bip bip lydene ikke er der hele tiden, og ikke er så høje, er jeg blevet enig med Kasper (min overlæge) om, at vi lige ser tiden lidt an, for måske forsvinder det af sig selv. Men han har på ingen måde været afvisende, idet Seroquel havde en antipsykotisk effekt.

Min panik satte ind, da respiratoren blev til musik i form af enten pænt klaver eller folkemusik. Ikke så højt men alligevel. Jeg gik rundt ved væggene og tjekkede, at det ikke var naboerne, der pludselig spillede musik. Det plejer de nemlig ikke.

Er jeg for alvor ved at blive rablende vanvittig?

Denæst

Nu er jeg jo efterhånden en trænet patient, så jeg stillede selv lidt af diagnosen: der er noget psykotisk over det med filteret og lydene. Jeg ringede til Hvidovre, som syntes, jeg skulle tage til Glostrup, og spurgte, om jeg lovede osv. Jeg lovede osv, men sov alligevel på det. Jeg er altid bange for at råbe “Ulven kommer”, for at sidde de tre timer i venteværelset for så at blive sendt hjem igen (det er vist mange år siden, det er sket), for at belaste systemet, for at det bare er noget pjat osv.

De spørger jo altid “Hvor længe har det stået på?” I mit dumme hoved bliver det til “Du har ikke haft det dårligt nok længe nok.” Det vil jeg nok lige arbejde lidt med.

Der er også en trend – i hvert fald i psykiatrien – “Hvad vil du gerne have, vi gør for dig?” Eller “Vil du gerne indlægges?” Det er simpelthen så sødt og næsten kærligt ment, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal svare, så jeg replicerer tamt “Hvad synes du?” “Jeg henvender mig her, fordi jeg er hunderæd og ikke kan få min verden til at hænge sammen, er du så ikke så sød som specialuddannet fagmedarbejder at beslutte, hvad der er bedst for mig?” Jeg ved det godt – patientinddragelse er meget svært!

Den “fedeste” læge

Jeg har talt nærmest halvanden time med en overlæge fra en anden afdeling. Hun var helt fantastisk og startede med at beklage, at hun kun havde læst dele af min journal. Jeg tilgav hende på stedet.

Hun turde stille alle de spørgsmål, som de ikke stillede i går. Hun ville virkelig gerne høre om både filteret og folkemusikken, og om sidstnævnte var inde i hovedet eller kom udefra. Ingen tvivl – den kommer udefra. I øvrigt er det et ret nærliggende spørgsmål.

Hun gav sig tid, tid, tid. Det var fantastisk. Efter al den tid: “Bipolar affektiv sindslidelse i episode med blandingstilstand med psykotiske elementer”. Hun syntes, det var godt, jeg kom, og at jeg ikke havde snydt nogen.

Og pillerne: lidt til lige at “overleve” weekenden på, og så koordinerer hun og Kasper på mandag. Jeg har klippet ud i pap, at jeg ikke vil tilbage til Seroquel! De må have flere skud i bøssen, nu hvor jeg til den første betaler sidste rate hos tandlægen.

Hvor længe kan det blive ved?

For nu at slutte med begyndelsen, så ved jeg det ikke. Hvor længe kan jeg holde tiil det? Skulle jeg være så heldig at finde et fleksjob 15 timer/uge, kan jeg så overhovedet passe det, hvis intervallerne mellem indlæggelserne bliver stadigt kortere? Jeg har aldrig halsbetændelse eller hovedpine eller den slags; hvis jeg er syg, er jeg indlagt, hvilken arbejdsgiver gider det? Har jeg stadig en kognitiv kapacitet, der bevirker, at jeg kan udfylde bare et fleksjob? Jeg ved det sgu ikke. Ville en førtidspension være en bedre løsning? Skal jeg give op?

Det er jo sådan set ikke tanker at tænke lige nu, men de er relevante og hænger i et eller andet omfang sammen med det manglende filter.

——

Det er lidt bøvlet at tjekke kommaer og stavekontrol på iPad; I får det, som det er.