Magt og afmagt i mellemtiden

Titlen er inspireret af titlen på Svend Åge Madsens bog fra 1976: “Tugt og utugt i mellemtiden”. Den handler om en mand, der er uretmæssigt dømt for et mord. I virkeligheden er det kun “i mellemtiden” der binder de to titler sammen, for min historie er en historie om magt. Og den udspiller sig i menighedsrådet i Hvidovre Kirke; sådan en slags “De lange knives nat”.

Forleden aften havde vi et meget langt møde, fordi der var nogle rygter, der skulle stedes til hvile, blandt andet det med listen over de, der er uønskede i det kommende menighedsråd. Om de så egentlig blev stedt til hvile, er jeg ikke klar over, da jeg, som jeg ofte har tilstået, er et kvaj til politiske spilfægterier, eftersom de ikke interesserer mig. Jeg er i menighedsrådet, fordi jeg gerne vil skabe resultater vedrørende kirken og aktiviteterne sammen med andre mennesker. Og hvis disse mennesker så tilmed er rare at være sammen med, er det kun godt.

Da vi var “færdige” med rygterne, drejede diskussionen sig hen på økonomiprocesserne, som jeg har forstand på, da jeg levet urimeligt mange år af den slags. Så vidt jeg husker, har jeg udarbejdet 23 forslag til finanslov. Mine interesser i kirken koncentrerer sig om:

  1. Det der sker i selve kirken, højmesser, konfirmationsgudstjenester mv.
  2. Aktiviteterne
  3. Årsbudgettet da det danner rammen om 1 og 2.

Da vi ultimo juni drøftede forslag til årsbudget for 2017, var jeg ret godt forberedt og stillede forskellige spørgsmål primært angående budgetprocessen – og der er vel en grund til, at vi skal tale om det? Jeg ved ikke, hvad resultatet blev, for det blev ikke ført til referat. Jeg stikker ikke for bollemælk, så jeg har begået nedenstående notat til drøftelse ultimo september. Det nævnte jeg i torsdags, hvorpå der var en, der sagde, at han da gerne trak sig fra et navngivet udvalg, så jeg kunne træde ind i stedet. Jeg sagde min ærlige menig: “Du er under lavmålet”.

Da jeg kom hjem meget sent den aften, sendte jeg i afmagt notatet til dette udvalg, så har de en måned til at bekræfte sig selv og hinanden i, at jeg er en idiot 🙂 Hvis de hellere ser min hæl end min tå, forstår jeg det faktisk godt. De har bare overset, at jeg er en fighter!

Oplevelser som denne gør bestemt, at jeg overvejer, om jeg skal genopstille. Min psykolog i Psykiatrifonden fortalte mig flere gange, at mennesker med bipolar affektiv sindslidelse dør 14 år før gennemsnittet. Det gør, at jeg tænker, at det jeg skal lave i min fritid skal være rart og konstruktivt. Selvom jeg hader udtrykket, vil jeg gerne “gøre en forskel”.


25-08-2016

Stegemüller

Hvidovre Kirke, Hvidovre Kirkeplads 3, 2650 Hvidovre

Att.: Menighedsrådet

Processerne i forbindelse med forslag til budget for det kommende kalenderår.

Der er ikke i bekendtgørelse af lov om menighedsråd fastsat regler for budgetternes tilblivelse. Det eneste der fremgår er § 41, hvor det er anvist, at der skal holdes et menighedsmøde en gang om året, og på dette møde skal budgettet fremlægges. I ”Vejledning om kirke- og provstiudvalgskassernes budget, regnskab og revision” fra januar 2015 er beskrevet mere ”tekniske” vejledninger fx om FLØS, om artskontoplan, hovedformål mv. Budgettets tilblivelse er ikke omtalt. Konklusion: det enkelte menighedsråd kan sammensætte egne processer.

Nedenstående bedes optaget på førstkommende møde i menighedsrådet som et beslutningspunkt.

Den seneste drøftelse af forslaget til budget den 30. juni 2016:

  1. Budgetønsker: Der var indkommet to ønsker til budgettet fra hhv. Præst A (20.000 kr. til etablering af sorggrupper) og Præst B (12.000 kr. til en ekstra månedlig gudstjeneste på lukket afdeling på PCH.). Ønskerne blev ikke forelagt rådet. Selv kendte jeg kun til dem, fordi Præst B havde fortalt om dem, og jeg fik dem udleveret hos Medarbejder A. Ønskerne behandles og beskæres p.t. af Økonomiudvalget.
  2. Overskuelighed: I selve dagsordenen fandtes 21 sider med budgetposter. I det vedhæftede bilag fandtes 10 sider med specifikationer af budgetposter.
  3. Større anskaffelser fx skiffertag og flygel: Menighedsrådet får kun forelagt én mulighed og ét tal.
  4. Kirkelig betjening nedprioriteres i forhold til anskaffelser.
  5. Processerne er lukkede og menighedsrådet bliver ikke inddraget i den overordnede prioritering og drøftelse af ressourcer.

Forslag til nye processer:

  1. Budgetønsker: Samtlige budgetønsker bør forelægges menighedsrådet, der foretager prioriteringen. Når det kun er Økonomiudvalget, der ser ønskerne, skabes en lukket og udemokratisk proces. Vi ved ikke, hvad der indkom, og vi ved ikke, hvordan der er prioriteret og beskåret. Det er det samlede menighedsråd, der har pligt til og er ansvarlig for den samlede prioritering.
  2. Overskuelighed: Det er for mange vanskeligt at forholde sig til de mange sider tal, der for en stor dels vedkommende drejer sig om småbeløb til transport og fortæring. Mange af disse tal er helt naturlige fremskrivninger af regnskabstal fra det foregående regnskabsår med skelen til den seneste kvartalsrapport. Overskueligheden kan øges ved, at der udarbejdes et egentligt budgetnotat på et par A4-sider, som i ord (ctr. tal) beskriver det fremlagte forslag. Det bør beskrives, hvilke udgiftsposter der kan ”leges med”. For eksempel kan vi ikke røre ved husleje, lys og varme, men der må være andre poster, der kan holdes op mod hinanden og prioriteres. Det bør herudover beskrives, hvilke vægtninger der er foretaget af Økonomiudvalget, og om der er nogle af disse, der kan ”leges med”. Hvis vi kan bringe lidt liv i ”Visionsudvalget” igen, skal det tillige beskrives, hvordan visioner og penge hænger sammen.
  3. Større anskaffelser: P.t. får menighedsrådet udelukkende forelagt ét tal og én mulighed for så vidt angår større anskaffelser som eksempel: Skiffertag og flygel. Der bør skabes mere gennemsigtighed og demokrati i denne proces. Menighedsrådet bør have forelagt tre muligheder i tre forskellige prisklasser. Hver af mulighederne bør beskrives med fordele og ulemper. Herved kan det sikres, at menighedsrådet træffer beslutning på et oplyst grundlag.
  4. Prioritering mellem anskaffelser og kirkelig betjening: Der er efter min opfattelse sket en skævvridning mellem midlerne til den kirkelige betjening og midlerne til anskaffelser og vedligeholdelse. For så vidt angår midler til den kirkelig betjening sidder vi og taler om småbeløb på 5.000 kr. og 10.000 kr. og har svært ved at finde dem, mens vedligeholdelse og anskaffelse gå glat igennem med beløb på flere hundrede tusinde kroner. Den kirkelige betjening er vores raison d’être, men det kan man ikke se af vores budgetlægning.
  5. De lukkede processer: Hvis ovenstående punkt 1 – 4 kan føres ud i livet, vil budgetprocessen atter blive åben og demokratisk. P.t. får menighedsrådet forelagt budgetforslaget som et stort set færdigt resultat, som det kræver meget stor indsigt at flytte ret meget på. Det er muligt, at der, som konsekvens af ovenstående, skal skrives en form for kommissorium til Økonomiudvalget, så det bliver klart, hvor skillelinjen mellem deres opgaver og rådets opgaver, går.

Venlig hilsen

Stegemüller

Åstrupgårdsvej 4

2650 Hvidovre

, , ,

Fællesskab

Billedet herover kalder jeg altid “Morfar høster”, da det er morfar der sidder på høstmaskinen. Negene samles med håndkraft, og der rives efterfølgende med håndkraft.

Opdatering: Maskinen, morfar sidder på, hedder/hed en “aflægger”. Ifølge Ordbog over det danske sprog er en aflægger “Maskine, som skærer Kornet af og lægger det i Neg.”


Henny skrev Grundlovsdag til dette indlæg: Præsteindsættelse:

Men jeg er nok bare et produkt af vores individualiserede, fragmenterede virkelighed.

Det har fået mig til at tænke på vigtigheden af fællesskaber. Morfar (1899 – 1982) og hans far (1859 – 1917) var med på datidens klassiske højskoler (vist nok Rødding), og de var med i andelsbevægelsen med de par køer, de nu havde. De var begge “småkårshusmænd”, og alligevel drev de det vidt. Jeg regner med, at de drog nytte af fællesskaberne.

Selv vil jeg gerne noget, der er større end den “individualiserede, fragmenterede virkelighed.”

  • Der er et fællesskab i kirken, og det holder jeg meget af. Efterhånden har jeg lært mange at kende, og langt de fleste er enormt søde mennesker.
  • Der er et fællesskab på arbejdet. Nogen at sige godmorgen til, nogen at spise frokost med og nogen at sige farvel til. Michelle og jeg joker lidt om, hvis tur det nu er til at lave kaffe, men ellers passer vi hver især vores egen butik. Produktivitetskravene fra det offentlige findes også i NGO-verdenen. Der skal præsteres/produceres hver dag. Man skal hver dag være i topform. Og husk nu, at produktivitet bare er et andet ord for besparelse.
  • Da jeg stod udenfor arbejdsmarkedet, følte jeg mig meget ensom. Bare det at kunne sige “jeg har været på arbejde” øger chancerne for fællesskab i samfundets hamsterhjul.
  • Der vil måske vise sig et fællesskab i mit nye parti. Jeg har meldt mig ind (og de fleste kan sikkert regne ud hvor, men det er nu heller ingen hemmelighed), og jeg har læst det tilsendte materiale. Først da jeg havde betalt gebyret for det første år, kom jeg til at tænke på, at her måske er en chance for at lære nogen at kende, som jeg har noget til fælles med.
  • Psykiatrifonden har på deres hjemmeside skrevet meget om ensomhed. Fx at det er lettere at gå ud at mødes med nogen, man har en interesse til fælles med, end at gå ud med det formål at lære nogen at kende. Det klinger godt i mine ører, og jeg vil gerne prøve det.
  • Der er også et fællesskab i Cyberspace og i Blogland. Det er mennesker, jeg kender temmelig godt, skønt jeg stort set aldrig har mødt dem. Jeg tror, de ville bemærke, hvis jeg pludselig ikke var her længere.
  • Til Danmarkskanonen skrev jeg følgende, der også handler om fællesskab: “Folkekirken har i mange, mange år været et samlingspunkt for alle danskere. Kirken har den dag i dag budskaber til os alle, og vi kan blive rigere på ånd ved at komme i kirken. Derfor skal den danske folkekirke med.”

Fællesskab har en styrke, der er vigtig i livet, og uden fællesskab lever man næsten ikke.

 

,

Tak Gud

Dagen i dag er lidt sørgmodig, for vi har sagt farvel til kst. sognepræst Stine-Helene Riedel, der har været hos os i Hvidovre Kirke siden november 2015. Jeg ærgrer mig over, at hun ikke kan blive, men menighedsrådet ville det anderledes. Jeg kunne godt lide hendes ligefremme facon, at hun var meget nede på jorden og i øjenhøjde med “sognebørnene”. Sidstnævnte er i øvrigt et frygteligt udtryk.

Hun kom med en lille indledning, inden hun gik for alteret (det kaldes vist  regibemærkninger – og dem kan biskoppen ikke lide), hvor hun blandt andet sagde, at hun til i dag havde valgt sine yndlingssalmer. Så har vi samme smag (!), og i dag kunne jeg for en gangs skyld dem alle. Det er fx dejligt at kende “Hil dig frelser og forsoner”, som har en smuk tekst og en ligefrem melodi. Vi sluttede med en af mine absolutte favoritter: “Tak Gud”, som er glad musik med masser af rytme. Den er vist mest for børn, men jeg er  ligeglad. Jeg har haft gang i Google for at finde en udgave, der bliver spillet og sunget i en kirke, men det lykkedes ikke. Til almindelig oplysning findes den i salmebogstillægget som nr. 901.

Efter gudstjenesten var der en fin afskedsreception med et par upassende taler men selvfølgelig også nogle gode.

Eftermiddagen har jeg tilbragt hos en ældre dame fra menigheden, der er begyndt at slægtsforske, og bruger det samme program – Legacy – som jeg selv bruger. Hun havde brug for et par staldtips, og det kunne jeg godt levere, selv om det snart er et par år siden, jeg har været aktiv slægtsforsker. Jeg har brugt al min fritid i 10 år på slægtsforskning, og jeg er nået langt, men pludselig siger det mig ikke noget mere, og jeg kan heller ikke koncentrere mig så længe ad gangen. Måske er det også noget med, at alting har sin tid? Data ligger nu trygt i Dropbox, på en DVD og på en ekstern harddisk, og så kan jeg altid tage dem frem igen, hvis/når lysten melder sig.

, ,

Diverse

Tænk at blive konfirmeret på sådan en smuk forårsdag! Jeg har været ovre i kirken for at tage billeder til en af dagens tre konfirmationer. De bruger ind imellem mig som en slags husfotograf, og det er en opgave, jeg gladeligt tager på mig. Jeg trykker på knappen og fyrer løs, og nogle af dem bliver gode. I dag var der dog problemer med overbelysning, da den skarpe sol stod lige ind ad vinduerne på de hvidkalkede vægge.

Det er en fornøjelse at se de glade og forventningsfulde unge mennesker. Jeg læste et eller andet sted, at der gennemsnitligt ofres ca. 20.000 kr. på en konfirmation. Jeg synes, det er lidt vildt. Det er slet ikke til at forstå, at det er de samme unge, der malede altertavler i februar måned.

Jeg tror, jeg har pådraget mig en “frossen skulder” – i hvert fald gør det forbistret ondt; det er smerter, der minder om dem fra “Restless legs”, diffuse, allesteds nærværende og stort set konstante. Der har ikke været nogen optakt; pludselig var det der bare. Jeg har googlet lidt, og det, jeg har kunnet finde, passer præcist. Det kan være flere år om at gå væk… Jeg har bestilt tid hos min læge, men kunne først komme til på torsdag. Jeg håber inderligt, hun kan hjælpe, for lige nu overlever jeg på en kombination af Ibuprofen og Pamol. ØV – jeg synes ellers, jeg har set læger nok de seneste to år. Så indtil videre vil min deltagelse i blogland være begrænset – jeg må spare skulderen til arbejdet, det er trods alt det vigtigste. Jeg læser med hos jer andre, men jeg kan ikke kommentere så meget, som jeg gerne ville.

Nyd den fine lørdag.