, ,

DR – Drama

Fremragende fjernsyn

DR Drama leverer fremragende fjernsyn. Der har fx i de senere år været: Matador, Borgen, Rejseholdet, Krøniken og nu Herrens veje.

Det er udsendelser som disse, Dansk Folkepart et al. nu vil beskære med 25 pct. årligt. Til sidst er der intet tilbage. Herefter skal vi vel så nøjes med programmer a la: Dans en dans, Bag en kage, Find din gamle moster i Venezuela, Kom i kontakt med den onkel, du ikke har set i 15 år, Køb en slagbænk eller en Audi på auktion, Am selv dine børn osv.

Herrens veje

Her til aften sendte DR1 andet afsnit af “Herrens veje”. Det er ganske enkelt fremragende fjernsyn! Hvor første afsnit virkede lidt famlende, som om de ville for meget, som om scenen skulle sættes for det hele på een gang, levede dette andet afsnit som om, det havde fundet fodfæste.

Det altoverskyggende tema var August Krogh (søn af pastor Johannes Krogh) i rollen som feltpræst. Han bliver ensom i lejren, efter han ikke vil velsigne en kampvogn men kun soldaterne, og patruljen dernæst kører over en vejsidebombe. Det dør en soldat af. Soldaterne har ikke længere tillid til præsten, og vil ikke tale med ham.

Før det prædiker han over emnet “tvivl”. Han prædiker, at det er i orden at komme i tvivl, når man er udsendt. Og han får på hattepulden af en (vistnok) sergent, der belærer ham om, at der er en diskurs mellem at skulle adlyde ordrer og det at komme i tvivl. Soldaterne tager ham først til nåde, da han kommer med ud på en patrulje.

Ude på den patrulje går han rundt som Moses ved det døde hav. Han er jo ikke skolet i våbenbrug eller i, at det er OK at skyde et andet menneske, når man skal redde eget og kammeraternes liv. Han skyder efter utallige ordrer, kvinden, der er i ført niqab, og han knæler ved hendes lig og ansigt for dernæst at brække sig. Forinden er kammeraten Jonas død af sine skudsår uden at nogen kunne gøre noget. Jonas forbløder slet og ret. August fortæller ham hele tiden, at det nok skal gå, men hans ord vejer ikke ret tungt sat overfor den kirurgiske virkelighed.

En fin lille detalje er, at der hos August brænder et lys. På samme tid brænder et lys i pastor Kroghs præstegård. Moderen mærker en åndelig forbindelse mellem de to flammer, hvorefter de sammen beder et Fadervor for August. Det er lidt overnaturligt og hokus-pokus, men det virker godt.

Det gudelige

Afsnittet spørger på sin egen stille måde til næstekærligheden.

Der er ikke meget næstekærlighed i at skyde hinanden. Det kan selv de mest rabiate vel forstå? Men afsnittet viser, at næstekærligheden har mange ansigter: August dvæler ved den islamiske kvinde, han har skudt, han velsigner soldaterne før en farlig patrulje, moderen søger på adskillige måder at få Johannes Krogh til at optræde bare nogenlunde ædru i Vor Frue Kirke (Københavns Domkirke) til Monicas bispevielse osv.

For mig at se vil næstekærlighed aldrig blive andet end, at vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden. Det prøver flere i dette afsnit, og det bør alle vi andre også gøre i morgen!

En outsider?

En figur jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, er Christian, ham der snød med specialet. Jeg har svært ved at putte ham ind i en højlærd akademisk verden med hans forkortede handelshøjskoleverden. Men det kan jo vise sig i de kommende afsnit.

Jeg glæder mig i hvert fald.

 

 

,

20 år siden

Prinsesse Diana

Nogle kan huske, hvor de var, den aften prinsesse Diana døde for ret præcist 20 år siden. Det kan jeg ikke, men jeg husker de mange TV-billeder af hendes bil, der kører ned i en motorvejstunnel med paparazziene i hælene på hende. Jeg er – trods min sociale indignation – meget royal, og synes, at vores kongehuse gør et godt job. De er værdige repræsentanter for vores lande, og de fortjener vel deres apanage.

Det mest spillede musikstykke i forbindelse med prinsesse Dianas død er “Lady Diana – Candle in the wind (Goodbye Englands rose)” af Elton John. Det ligger på YouTube her. Jeg har spillet det en del de seneste dage, og jeg synes, det er smukt, også selv om der er millioner af andre mennesker, der er døde i de seneste 20 år. Nogle kalder Diana for et ikon. Det, synes jeg nu nok, er en overdrivelse, men hun fulgte sine fornemmelser og stolede på det, hun mærkede. Det kan man ikke tage fra et menneske.

Det skønne ved YouTube

YouTube ved præcist, hvad jeg vil høre, når jeg har været der bare et par gange. Tjenesten foreslår mig fx:

  • Livstræet
  • Du kom med alt det, der var dig
  • Du som har tændt millioner af stjerner – salme 787
  • Må din gå din vej i dig i møde
  • Hallelujah – Leonard Cohen
  • Anne Linnet – Forårsdag
  • Du som gir os liv og gør os glade
  • Tænk, at livet koster livet (salme nr. 14) Jørgen Gustava Brandt
  • osv., osv. Gå selv på opdagelse i salmebogen eller i salmebogstillæget.

Hvordan YouTube nu end kan finde ud af det, så kan jeg godt lide alle forslagene uden at føle mig forfulgt. Flere af dem er moderne salmer, som kun findes i salmebogstillæget, men dem har jeg også megen glæde ved. Der er skrevet så mange dejlige salmer af fx Hans Anker Jørgensen, der kaldes den socialistiske salmedigter. De er ikke nær så højkirkelige/intellektuelle som Grundtvig, men det gør mig ikke det ringeste.

, , , , , , ,

Det dufter

Salme 725

Egentlig giver ordene “Se det dufter…” ikke megen mening; alligevel Salme 725 hedder “Det dufter lysegrønt af græs”. Jeg kom til at tænke på den, da jeg i morges gik op til stationen. Nede i haven lyser forsythiaerne vildt gule. Hækkene er lysegrønne og minder om den tid, der skal komme. Tekst og musik er her. En af de gode ting ved at komme (nogenlunde regelmæssigt) i kirken er, at jeg har lært en masse nye salmer. Der er så mange skønne. Jeg har det skidt med Grundtvig, og da han har skrevet det meste af salmebogen (han var også bipolar, og skrev tit i mani. Han digtede hele natten), er det svært at komme uden om ham. Mine favoritter stammer primært fra tillægget til salmebogen, og mange af dem er skrevet af Hans Anker Jørgensen, der betegner sig selv som “kristen socialist”. Set fra mit synspunkt hænger kristendommen og socialismen meget fint sammen – de er nærmest uløseligt forbundne. Jeg ved, at mange er uenige – men pyt nu med det.

Jeg er et politisk tænkende menneske, og det vil jeg altid være, så naturligvis kobler jeg min tro med mit politiske ståsted. Jeg tænker, at Jesus var en sand socialist! Han gjorde ikke forskel på rig og fattig, men sørgede for, at de to røvere på korset også kom til orde. “Næstekærlighed” er sand socialisme!

Mine salme-favoritter er:

  • 14: “Tænk at livet koster livet”. Jørgen Gustava Brandt 1986.
  • 763: “Du, som har tændt millioner af stjerner”. Johannes Johansen 1981 og 1982.
  • 704: “Det dufter lysegrønt af græs”. Carl David af Wirsén 1889. Johannes Johansen 1985, 1988, 1993, 1995 og 1996.
  • 448: “Fyldt af glæde over livets under”. Svein Ellingsen 1971. Str. 1-5: Jens Kristian Krarup 1974. Str. 6: Jens Lyster 1978
  • 439: “Oh du Guds lam”. Oldkirkelig latinsk hymne. Tysk omkr. 1500 Dansk 1528.
    • For mig har den en lille sjov (og dum) historie: Da jeg begyndte at komme i kirken i starten af 2008, undrede jeg mig over, at alle præsterne tilsyneladende vældig kunne lide denne, for de valgte den alle hver søndag 🙂 Det var før, det gik op for mig, at den var en del af nadverritualet!
    • Jeg er fra et særdeles kirkefremmed hjem – vi kom ikke engang til jul – så hvordan skulle jeg vide, at salme 439 hører til ritualet?
  • “Hil dig, frelser og forsoner”. Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1837. Melodi: C. C. Hoffmann, 1878
  • “Tak Gud for denne lyse morgen”. Tekst: Inge Schrøder-Hansen 1963. Musik: Martin G. Schneider 1963.
  • “Kære linedanser”.
  • “Må din vej gå dig i møde”.
  • “Du kom med alt det, der var dig”.

Jeg hører dem ofte på YouTube, og så sidder jeg såmænd og synger med ganske ud i mit eget rum. Det er vist godt, at ingen hører det 🙂

Hos psykologen

Jeg er vild med min psykolog Anette Friis. Hun er så dygtig, og jeg synes, hun er et dejligt menneske. Jeg har fuld tillid til hende, for jeg har kendt hende siden foråret 2015, hvor hun var ansat i Psykiatrifonden. Hun kender mig ud og ind. Jeg kan få lov at være den, jeg er med en overvældende fokus på svaghederne. Hvor går jeg ellers hen med alt det, jeg ikke kan?

I dag rundede vi naturligvis internatet på Nyborg Strand. Hun har overbevist mig om, at det jo egl. gik godt: Flot på første dag – ikke godt anden dagen – dvs. det gik gennemsnitligt godt… Jeg vil prøve at spørge Dorte – den nye mellemleder – hvad det var, de så, siden de syntes, jeg skulle tage hjem? Jeg ved ikke helt, om jeg tør, men det ville være godt at få fat på. Jeg har jo mest lyst til at være en ganske almindelig medarbejder, der bare arbejder 15 timer og ikke 37. Jeg har ikke lyst til at gøre særlig meget ud af mig selv.

Fremtiden

Vores fantastiske HR-chef Sune Lyng holder op og vender tilbage til forsvaret.

I min kontrakt står, at vi skal evaluere efter seks måneder i Second Hand Unit/Genbrug. Det vil jeg meget gerne have til at ske, inden Sune holder op. Han kender historikken, og han var den første, der så mulighederne fremfor begrænsningerne med mig. Og han skaffede mig en plads i Genbrug, da opgaven i HR var løst.

Hvis det ikke ender med en fastansættelse, ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Jeg leverer varen, når jeg er der, og det arbejde, jeg laver, er solidt, også selv om jeg af og til bliver sat til noget tåbeligt. Så tænker jeg bare, at jeg sparer på min sparsomme hjernekapacitet.

Nørderi

Jeg har nærmest brugt flere dage på at etablere en server på min egen PC, hvor jeg kan teste alt muligt, inden  jeg lægger det på nettet. Sikke noget bøvl… Men det er lærerigt.

Endnu et slideshow

Jeg har samlet omkring 1.200 gamle billeder som led i min slægtsforskning – og nu kan du se nogle af dem i et nyt slideshow ude i højre side.

, ,

‘Kæft hvor er hun bare dygtig

At have en mission

Jeg elsker at arbejde for Folkekirkens Nødhjælp. Vi har alle en mission. Vi kommer ikke bare for at tjene daglønnen.

Jeg er stolt af at have Birgitte Qvist Sørensen som min øverste chef. Her er hendes nytårstale. Hun fokuserer på et Malawi, der er glemt, fordi der ikke er nogen krig. Mennesker i Malawi sulter, men ingen tager det sig til sig. Det skal vi i Folkekirkens Nødhjælp sende vores ressourcer dertil.

Nytårstalen giver mavepine – den giver anledning til at snakke om Trump, om krig, om måden vi taler på, om madspild og til at citere Leonard Cohen.

Jeg tror på, at alle 731 medarbejdere i Folkekirkens Nødhjælp gerne vil yde bistand uanset til hvem. Det er netop det, det betyder, at have en mission.

Når jeg er nede at ryge, træffer jeg ofte Lise. Jeg spørger hende, om hun nu igen har scoret kassen. Ofte fortæller hun om donationer på fx 0,5 mio fra fx store firmaer. Det gør hende stolt og mig glad!

I en tråd på Facebook pegede en tråd kun denne vej: “Birgitte får 75.000 kr. i løn pr måned”. Det fik mig til at svare, at vedkommende skulle tjekke lønningerne for de statslige departementschefer, der er de nærmest sammenlignelige.

Administrationsprocenten

Administrationsprocenten: På vores regnskabsside kan man se, at vores administrationsprocent ligger på 8,4 pct. Det er et tal, vi kan være stolte af, for næsten ingen andre nødhjælpsorganisationer når derned. Det er helt naturligt og godt, at der er offentlig og politisk fokus på administrationsprocenten; indsamlede midler og overskuddet fra genbrugsbutikkerne skal selvfølgelig gå til den egentlige nødhjælp, så vi hjælper verdens 800 mio. fattige og ikke lader pengene gå til os selv og vores egen administration.

Populismen

På en eller anden måde er det blevet sådan, at alle ønsker at tale om nødhjælpsorganisationernes administrationsprocenter og generalsekretærernes månedsløn.

Vi har en vigtig opgave med at imødegå disse tåbelige påstande og det er vi virkelig også i stand til.