, ,

DR – Drama

Fremragende fjernsyn

DR Drama leverer fremragende fjernsyn. Der har fx i de senere år været: Matador, Borgen, Rejseholdet, Krøniken og nu Herrens veje.

Det er udsendelser som disse, Dansk Folkepart et al. nu vil beskære med 25 pct. årligt. Til sidst er der intet tilbage. Herefter skal vi vel så nøjes med programmer a la: Dans en dans, Bag en kage, Find din gamle moster i Venezuela, Kom i kontakt med den onkel, du ikke har set i 15 år, Køb en slagbænk eller en Audi på auktion, Am selv dine børn osv.

Herrens veje

Her til aften sendte DR1 andet afsnit af “Herrens veje”. Det er ganske enkelt fremragende fjernsyn! Hvor første afsnit virkede lidt famlende, som om de ville for meget, som om scenen skulle sættes for det hele på een gang, levede dette andet afsnit som om, det havde fundet fodfæste.

Det altoverskyggende tema var August Krogh (søn af pastor Johannes Krogh) i rollen som feltpræst. Han bliver ensom i lejren, efter han ikke vil velsigne en kampvogn men kun soldaterne, og patruljen dernæst kører over en vejsidebombe. Det dør en soldat af. Soldaterne har ikke længere tillid til præsten, og vil ikke tale med ham.

Før det prædiker han over emnet “tvivl”. Han prædiker, at det er i orden at komme i tvivl, når man er udsendt. Og han får på hattepulden af en (vistnok) sergent, der belærer ham om, at der er en diskurs mellem at skulle adlyde ordrer og det at komme i tvivl. Soldaterne tager ham først til nåde, da han kommer med ud på en patrulje.

Ude på den patrulje går han rundt som Moses ved det døde hav. Han er jo ikke skolet i våbenbrug eller i, at det er OK at skyde et andet menneske, når man skal redde eget og kammeraternes liv. Han skyder efter utallige ordrer, kvinden, der er i ført niqab, og han knæler ved hendes lig og ansigt for dernæst at brække sig. Forinden er kammeraten Jonas død af sine skudsår uden at nogen kunne gøre noget. Jonas forbløder slet og ret. August fortæller ham hele tiden, at det nok skal gå, men hans ord vejer ikke ret tungt sat overfor den kirurgiske virkelighed.

En fin lille detalje er, at der hos August brænder et lys. På samme tid brænder et lys i pastor Kroghs præstegård. Moderen mærker en åndelig forbindelse mellem de to flammer, hvorefter de sammen beder et Fadervor for August. Det er lidt overnaturligt og hokus-pokus, men det virker godt.

Det gudelige

Afsnittet spørger på sin egen stille måde til næstekærligheden.

Der er ikke meget næstekærlighed i at skyde hinanden. Det kan selv de mest rabiate vel forstå? Men afsnittet viser, at næstekærligheden har mange ansigter: August dvæler ved den islamiske kvinde, han har skudt, han velsigner soldaterne før en farlig patrulje, moderen søger på adskillige måder at få Johannes Krogh til at optræde bare nogenlunde ædru i Vor Frue Kirke (Københavns Domkirke) til Monicas bispevielse osv.

For mig at se vil næstekærlighed aldrig blive andet end, at vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden. Det prøver flere i dette afsnit, og det bør alle vi andre også gøre i morgen!

En outsider?

En figur jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, er Christian, ham der snød med specialet. Jeg har svært ved at putte ham ind i en højlærd akademisk verden med hans forkortede handelshøjskoleverden. Men det kan jo vise sig i de kommende afsnit.

Jeg glæder mig i hvert fald.

 

 

,

20 år siden

Prinsesse Diana

Nogle kan huske, hvor de var, den aften prinsesse Diana døde for ret præcist 20 år siden. Det kan jeg ikke, men jeg husker de mange TV-billeder af hendes bil, der kører ned i en motorvejstunnel med paparazziene i hælene på hende. Jeg er – trods min sociale indignation – meget royal, og synes, at vores kongehuse gør et godt job. De er værdige repræsentanter for vores lande, og de fortjener vel deres apanage.

Det mest spillede musikstykke i forbindelse med prinsesse Dianas død er “Lady Diana – Candle in the wind (Goodbye Englands rose)” af Elton John. Det ligger på YouTube her. Jeg har spillet det en del de seneste dage, og jeg synes, det er smukt, også selv om der er millioner af andre mennesker, der er døde i de seneste 20 år. Nogle kalder Diana for et ikon. Det, synes jeg nu nok, er en overdrivelse, men hun fulgte sine fornemmelser og stolede på det, hun mærkede. Det kan man ikke tage fra et menneske.

Det skønne ved YouTube

YouTube ved præcist, hvad jeg vil høre, når jeg har været der bare et par gange. Tjenesten foreslår mig fx:

Hvordan YouTube nu end kan finde ud af det, så kan jeg godt lide alle forslagene uden at føle mig forfulgt. Flere af dem er moderne salmer, som kun findes i salmebogstillæget, men dem har jeg også megen glæde ved. Der er skrevet så mange dejlige salmer af fx Hans Anker Jørgensen, der kaldes den socialistiske salmedigter. De er ikke nær så højkirkelige/intellektuelle som Grundtvig, men det gør mig ikke det ringeste.

, , ,

Musik

Down memory lane

P.t. er jeg på vej “down memory lane” og det starter med Grundtvigs “Er lyset for de lærde blot“, der minder om de første folkehøjskoler, som min oldefar og hans broder deltog i. Rødding var den første folkehøjskole, og der rejste de til fra de sandede hedejorde i Skjærlund (en flække i Brande Sogn mellem Herning og Vejle). Jeg har hørt, at man i udlandet synes (og syntes), at det var helt særpræget, at vi går i skole for egne penge i den tid, hvor andre har ferie.

Hvis man så kigger lidt videre på YouTube, finder man – og hvordan kan de så ret præcist kende min smag? – “Kære Linedanser“, “Må din vej gå dig i møde“, “Du kom med alt det, der var dig“, “Du som har tændt millioner af stjerner” “Du som giver os liv og gør os glade“, “Livstræet“, “Forårsdag“, “Hil dig frelser og forsoner“, “Tak Gud for denne lyse morgen“, og jeg kunne blive ved.

Nogle af dem findes i Højskolesangbogen, nogle findes i Den Danske Salmebog, mens andre findes i salmebogstillægget. De, der blot findes i tillægget, var vist ikke helt “fine” nok til at komme i selve salmebogen.

Grundtvig har skrevet sådan ca. halvdelen af salmebogen. Han var også bipolar og skrev store dele af sine salmer i løbet af sine manier – ref. Anne Lindhardt, Psykiatrifonden. Han digtede nat efter nat, og alligevel hænger hans tekster sammen. Det er imponerende. Jeg synes, det er svært at forstå hans tekster. Når resten af menigheden synger, læser jeg bare og prøver at se en sammenhæng, men det lykkes ikke særlig godt. Jeg er vist ganske enkelt ikke intellektuel nok. Jeg kan langt bedre lide de helt jordnære tekster, hvor man synger og glæder sig over teksten, som den nu engang er.

Minder

Et andet ord for “Memory lane” er minder. Min musiksmag gik vist i stå i 80’erne, dvs. i årene på Amagerkollegiet.

Billedet til højre viser, hvordan mit musikbibliotek ser ud. Der er ikke meget nyt i det… Ja det skulle da lige være Andrea Berg: Udsøgt dårlig smag til en tysk schlagerdronning… men jeg bliver glad af at høre på hende. Jeg har også forsøgt mig med lidt klassisk og lidt opera, men det går ikke rigtig – så heller en tysk schlagerdronning 🙂