,

Herlig lørdag

Det var hårdt at komme på arbejde igen!

Endelig er det blevet lørdag, og dagen er længe ventet – hele ugen faktisk! Det var hårdt at komme tilbage til kontoret efter den dejlige uge i Grækenland. Jeg tog på arbejde i søndags og begyndte på nogle af de 125 mails, der ventede mig. På en søndag kan man nå en del, når man overhovedet ikke bliver forstyrret af andre end ens egne tankerækker. Otte timer fra start var jeg igennem det værste. Mandag og tirsdag gik med det næstværste…

Onsdag havde jeg et halvdagsmøde om nogle helt nye funktionaliteter i vores tidsregistreringssystem mTID, som jeg står for. Jeg skulle lære om opsætningen af de nye funktioner og det lykkedes også, men jeg må sige, at jeg skal “stå på tæer” og holde tungen særdeles lige i munden for ikke at overse noget. Under hele mødet havde jeg stress-fornemmelser, og da den egentlige arbejdsdag var slut og jeg kunne begynde at vedligeholde mine nye færdigheder ved faktisk at lave opsætning på en testdatabase, havde jeg stort set mistet overblikket. Jeg hader at miste overblikket og jeg hader angsten for den gamle stress, som jeg kender alt for godt. Har man én gang prøvet at være stresset i en længere periode, skal der ikke meget til, før skidtet dukker op igen.

Torsdag og fredag gik stort set med at lade hjernen fortælle kroppen, at den godt kunne indstille adrenalin-beredskabet – her er ingen fare på færde. Jeg skulle egentlig have været på arbejde nu på søndag for at lave opsætning af endnu to testsystemer, men vi er blevet enige om, at lade det være nok med de to, der allerede er sat op. På den måde fik jeg pludselig en fridag forærende – sygt!

Og nu er det så en herlig lørdag, hvor jeg har været på Frilandsmuseet i Brede for at hjælpe med konfirmandundervisningen. Vi har været til årets “konfirmand-event” og det var rigtig skønt i det dejlige vejr og godt arrangeret. Eventen havde “mødet mellem Jesus og mennesket” i centrum, og det var lavet som en række poster, man bevægede sig igennem og løste opgaver undervejs. Mit hold klarede opgaverne rigtig super godt, og det var en dejlig oplevelse at være sammen med en flok søde unge mennesker. Vi gik op i det med liv og sjæl og vandt også flere af de konkurrencer, vi deltog i. Det var blot ærgerligt, at der ikke var tid nok til at komme igennem alle posterne!

Hjemme igen er der tid til at lave ingenting, forstået som at hvile ud oven på en hektisk uge, der også har budt på flere aftenmøder. Jeg “laver ingenting” ved fx at læse avis. Der kan være noget herligt ved at sætte sig med dagens avis og med vilje læse stort set alle artiklerne. Kristeligt Dagblad kan en fredag og en lørdag sagtens vare to timer.

,

Jeg en ‘Kirkefremmed’

Jeg har læst mig til – på Internettet naturligvis, at vi undrende hedninge med et meget bedre ordvalg kaldes ‘Kirkefremmede’ – og det er rigtigt; vi er fremmede overfor kirken og dens traditioner, ritualer, metoder og fremgangsmåder.

Med et kik på Langfredag aftens TV-program kan jeg ikke lade være med at tænke, at der måske en grund til, at vi er så mange, der er kirkefremmede. Hvad viser dumme-kanalerne langfredag? Måske en af kirkeårets væsentligste dage? Der er (ved Gud) X-faktor og Anders And, og sikkert lignende ‘stupiditeter’ ovre på den kanal, som jeg er alt for snobbet til så meget som at kaste et blik på programmet for.

Hvor får det moderne menneske sine umiddelbare indtryk, af hvad der er vigtigt, fra?

Rigtigt gættet min ven – fra TV! Vil man markedsføre kirken for alvor, må man afsted til det æterbårne (og i 2009 digitaliserede) medie og husalter. Men men… Kristeligt Dagblad (jeg har en 30 dages prøvetur!) havde forleden en række refleksioner over den lidet kristne TV-påske. Et interview med programchefen afslører det hele: Der skal sendes for de brede segmenter, vist nok de rød-blå-grøn-lilla-hvide, for det er jo public service, seertallene afgør det hele, og så kan vi da ikke sende TV om alt det, der er baggrunden for vores kultur! Forstå det hvem der kan, for det giver ikke mening. Skal public service være fordummende? public service ikke værne om det, der danner baggrunden for de flestes livsanskuelse?

Selv om jeg ikke ved ret meget om kirken, har jeg dog allerede fattet (men jeg er også ‘på den rigtige side af kvik’), at vores samfund bygger på den kristne tro og kirke! De fleste deltager i dette samfund – hvorfor er det så ikke public service, at bringe udsendelser herom?

Er det bare fordi ‘public service’ slet ikke betyder ‘public’ service? Er vi semantisk gået helt galt i byen? Betyder public service attter og atter og altid en evig leflen for den laveste fællesnævner? I det lys forstår jeg det store antal af ‘kirkefremmede’!

I onsdags sad jeg med kolleger i kantinen til frokost; vi talte om, hvad vi hver især skulle de kommende dage. En vis herre fór i mig, og jeg spurgte dem “Skal I i kirke?”. De så på mig, som om jeg var lidt skør, og det er jeg måske også, og medierne bærer ved til dette bål.

,

Tak, Gud, for denne lyse morgen

I skal nu lige have resten af nr. 911 med jer – syng den med rytme og “rock i synagogen”, så er den rigtig fed:

Tak, Gud, for denne lyse morgen
Tekst og musik: Martin G. Schneider 1963 (rettet i 2024 pba. informationer fra Ole Engel)

Tak, Gud, for denne lyse morgen,
tak, Gud, for denne nye dag.
Tak, Gud, for kærlighed og varme
jeg kan leve af.

Tak, Gud, for mine gode venner,
tak, Gud, at nogen elsker mig.
Tak, Gud, at også mine fjender
elsket er af dig.

Tak, Gud, for evner og for kræfter,
tak, Gud, for hver ide jeg fik.
Tak, Gud, for ord at lytte efter
og for skøn musik.

Tak, Gud, for glæden ved at slide,
tak, Gud, for leg og dovneri.
Tak, Gud, når jeg hver dag kan vide
at jeg har værdi.

Tak, Gud, selv når det hele ramler,
tak, Gud, du holder fast ved mig.
Tak, Gud, når du af stumper samler
meningen hos dig.

Tak, Gud, for det dit ord har sagt mig,
tak, Gud, for hjælp når jeg er svag.
Tak, Gud, for glæden ved at leve
denne lyse dag.