/6 Kommentarer/i , /af ,

Hvorfor lige mig?

Foredrag ved hospitalspræst Pia Sundbøll

“Hvorfor lige mig?” er det spørgsmål Pia oftest hører i sin hverdag på Hvidovre Hospital, og det er rigtigt at stille til en præst, når fx ens (måske ufødte) barn ikke er levedygtigt eller svangerskabet må afbrydes i 7. måned, fordi barnet lider af Downs Syndrom. På hospitalet er der årligt 7.500 fødsler, så hun har ca. hver anden uge kontakt med forældre, der skal miste eller lige har mistet. Svaret på spørgsmålet er, at hun ikke ved det, og at hun håber, Gud har en god forklaring, når vi engang mødes med ham.

Hun er en dygtig foredragsholder, og hun “opholdt” de ca. 25 tilhørere i næsten 2 timer i “Kvindekredsen” under Hvidovre Kirke. Når hun på menighedsrådsmøderne fortæller om arbejdet på hospitalet, lyttes der også intenst, for det er spændende, og så anderledes end det arbejde kirkens øvrige præster har.

Pia indledte aftenen med at fortælle lidt om sig selv: Ud af præsteslægt. 60 år, uddannet cand.theol fra Århus Universitet som 26-årig og psykoterapeut. Da hun kom til Hvidovre Hospital, var det ni år siden, hun sidst havde fungeret som hospitalspræst, da hun var hospitalspræst i 12 år i Århus, og desuden erfaring fra Diakonissestiftelsen og forskellige palliative afdelinger. Og så siger hun selv “Jeg er god til samtaler”, og det tror jeg på!

Hospitalet har taget virkelig godt imod hende og bruger hende meget. De har lavet et mediestunt med at sætte storskærme op og vise hendes billede og kontaktinformationer og kort at fortælle, hvad man kan bruge en præst til. (I parentes bemærket, er det nærmest umuligt at finde Mette Ladefoged, der er præst på Psykiatrisk Center Hvidovre – de kunne lære noget.)

Nu har hun så været på hospitalet i 2½ år. Jeg er meget tilfreds med, at jeg selv har været med til at ansætte hende.

Hun talte lidt om døden på hospice contra døden på plejehjem: “Hospice er døden på 1. klasse, plejehjem er døden på 5./6. klasse”. Tag den. Jeg foretrækker så hospice!

En præst har ubetinget tavshedspligt selv i tværfaglige fora på hospitalet. Hun fortæller aldrig om en patient, uden at den pågældende har givet sit samtykke. Alle eksemplerne vi hørte her til aften var enten meget gamle eller helt anonymiserede.

Pia tager sig den tid, der skal bruges og er hun ved en hospitalsseng, sidder hun ned ved siden af patienten, da det at være stående skaber afstand.

Det de fleste mennesker taler om på deres dødsleje er, om det gav mening, det de lavede og så selvfølgelig om familien. (Min egen bemærkning hertil: de, der er tilbage, sørger over at miste, den der skal dø, kan sørge over at skulle dø fra nogen.)

Man kan spørge, om det ikke er lidt forældet at have en præst på et hospital, men det er det ikke. Blandt hele personalet, har hun fået en fantastisk modtagelse, og især sygeplejerskerne er gode til at henvise til hende. Og hvem taler hun så med? Ja det er ikke de sædvanlige kirkegængere, det er alle de andre. Og hvad taler de så om: “Jesus, Yang og Jung”, og alle de eksistentielle spørgsmål hvor “Livets mening” selvfølgelig indtager en helt central rolle. Og igen “Hvorfor lige mig?” Det unge par, hvor hun er 7. måneder henne, som skal tage stilling til, om barnet skal leve eller dø, fordi det vil blive født med Downs Syndrom. Beslutningen er helt og holdent deres. Det eneste Pia kan gøre er, at give barnet en velsignelse, bede en bøn og give barnet et navn. En præst må ikke døbe et dødfødt barn, men et navn må de gerne give.

En far indledte en samtale med at sige: “Hvis der nu er noget om det med Gud …” I de svære øjeblikke i livet er det naturligt at begynde at tænke på, om der nu er noget mere, og spurgte “Hvorfor lige vores barn?”. En anden fortalte, at nu havde hun troligt bedt sit fadervor hver aften gennem hele livet, og nu kunne hun så konstatere, at “det virkede ikke”, og ingen kan tage den fornemmelse fra hende. Gud har et forklarelsesproblem! Her skal præsten bevise sit værd.

Overordnet kan man i denne sammenhæng måske dele menneskene i to lejre: Den ene for de heldige, for hvem alting bare går godt, og som ikke engang tænker på det. Så er der de andre, som vi kan kalde “de ramte”, hvor alting mislykkes, og de altså havner på hospitalet med en uhelbredelig sygdom. Engang ville nogen måske sige, at det var Guds straf, på samme måde som nogen i 80’erne sagde, at AIDS var Guds straf til bøsserne. Sådan er Gudsbilledet gudskelov ikke længere (måske bortset fra de Tidehvervske). Nu tror vi heldigvis på en nytestamentlig mild og kærlig Gud.

Vi har stor indflydelse på vores liv og helbred: Følg de seks kostråd, madpyramiden, tag en god uddannelse og opfør dig ordentligt. Når vi følger disse opskrifter, så burde alting gå godt, men hvorfor får nogen så fx uhelbredelig kræft? Eller hvad med ham der får lungekræft men aldrig har rørt tobak? Pointen er, at selv om vi har stor indflydelse, bestemmer vi ikke selv, om vi skal dø. Jesus siger “Solskin og regn falder på både onde og gode. Højene, søerne og sletterne taler til menneskets sjæl om Skaberens kærlighed. Det er Gud, der får knoppen til at blomstre, blomsten til at bære frugt, og det er ham, der sørger for vort daglige behov” – vist nok Matt 10,29. Ansvaret for døden er Guds og ingen andres.

Mennesker, der begår selvmord, har i udpræget grad taget bestemmelsen selv. Den efterladte har haft magt – i hvert fald noget magt – men ikke det hele, og her kan præsten komme i spil. Det kan være en stor lettelse for den efterladte at tale med et menneske, der ikke har haft nogen andel i det, måske er der en mangeårig skyld, der nager.

I Århus lå en 2-årig dreng på intensiv, og der skulle slukkes for respiratoren. Moderen sagde: “Det er min skyld”. Det der gik forud var, at hun havde hentet ham i vuggestuen, og da de kom hjem, satte hun sig og så hun feriebilleder med en veninde. Imens løb den lille dreng rundt og kom ud til kældertrappen, som han styrtede ned af. De havde købt sådan et “hegn”, som man sætter op foran trapper, men de havde ikke fået den monteret. Og nu sagde hun altså “Det er min skyld” og Pia gav hende ret. Realiteten er, at hun kun ved at have tjek på ham 24/7 kunne beskytte ham mod alle farer, og det kan ingen mennesker leve op til/med. Pia hjælper med at anerkende en vis mængde skyld, men ikke det hele, resten er Guds, og det kan han godt stå på mål for (min formulering). Og som skrevet tidligere så er der kun at sige om al det meningsløse, at vi håber, Han til sin tid har en rigtig god forklaring, og at Han må bestræbe sig på at gøre det bedre!

Preben Kok, der er hospitalspræst i Vejle, har skrevet en rigtig god bog, der hedder “Skæld ud på Gud” (jeg har faktisk læst den), og det er i orden at være vred på Gud. Pia spørger til tider folk, om de har prøvet at skælde Gud ud, men svaret er, at det tør de ikke, for de er bange for at den gammeltestamentlige straffende Gud pludselig farer op som trold af en æske. Måske skulle flere turde prøve det? Preben Kok skriver i hvert fald, at det virker.

Måske kan vi nogen gange finde meningen i det meningsløse? Pia fortalte om en situation fra hendes første embede i Rødekro, hvor et ungt par var ude at køre. Fyren var 18 og havde lige fået kørekort, pigen var 16. De kørte ind i et træ. Hun var dræbt på stedet, han fik et par overfladiske skrammer. Forældrenes reaktion var, at nu ikke kunne leve, så var deres eget liv tomt og meningsløst. Gennem flere samtaler kom de frem til, at de ikke havde foretrukket, at hun slet ikke havde levet, selv om det at hun havde levet, nu påførte dem så stor sorg og så stor smerte. Gaven var de 16 år, de trods alt havde fået sammen.

Det blev en lang post, jeg håber, du har holdt ud til en samtale om at turde håndtere håbløshed, angst og sorg – og her har præsten så noget at byde på.

Tak for en spændende aften.

 

 

/14 Kommentarer/i /af

Som at sige prut

Lidt om tro det eller ej 🙂

Hvis man åbent siger, at man tror på Gud og at man aktivt bruger og støtter kirken, er det som om, man har sagt prut på et offentlig sted.  Altså gjort noget, man slet ikke bør. Politiken havde en artikel med video om hvordan det er at være ung og troende, men ikke turde fortælle det til nogen. af frygt for omgivelsernes reaktioner. Det er sikkert meget sværere end at være midaldrende og troende. Artiklen fra Politiken er slået op på Facebook, hvor alle ateisterne og agnostikerne så slås om at komme til fadet og nedgøre kristendommen og de troende mest muligt i meget ubehagelige vendinger.

Jeg er ærlig talt ved at være træt af de erklærede ateister, der nedgør troende og kristne. Du må meget gerne være ateist, men du må ikke nedgøre mig og det jeg tror på.

Jeg opslog i Facebook-tråden dette: Jeg er kristen (det er alle nu, når de er døbt), jeg tror på Gud, jeg er aktiv i kirken, og det har jeg ingen problemer med at vise/fortælle om.” Og så kom der denne kommentar: “Kan man blive afdøbt?” Der kom jeg nu lidt til kort, men det er da et godt spørgsmål.

Når man bliver døbt tegner præsten korsets tegn for panden, hvor hjernen er bag og for brystet, hvor hjertet er bag, og på den måde kan man sige, at troen har har taget bolig i både tankevirksomhed og følelsesliv. Jeg tror ikke, man kan trykke DELETE til dette. Når man én gang er podet ind på livstræet, kan det ikke gøres om.  Men hvad så hvis man ikke vil konfirmeres, altså bekræfte dåben, hvad så? Tjah døbt er man jo, og det bliver man ved at være til den dag, man dør, man vil bare ikke bekræfte dåben. Jeg  ved faktisk ikke, hvordan man teologisk ser på det. Jeg vil prøve at spørge en af præsterne. om det. Man kan altid melde ud af Folkekirken, men det hjælper ikke på det at blive “Afdøbt” 🙂

Der er vist ikke ret mange, der tro på alle anekdoterne i Det gamle testamente. Selvfølgelig tror jeg ikke på, at Gud skabte jorden på syv dage. Der er 100 mere overbevisende skabelsesberetninger. Jeg er vist meste tiltalt af et big bang, men det er i øvrigt ikke noget, der optager mig så meget.

Jeg henter selv mest stof til eftertanke og inspiration i Det  nye testamente, som det udlægges fra prædikestolen, og jeg tror på en nytestamentlig Gud med kerneværdierne næstekærlighed og tilgivelse.  Det kan inegn vel være uenige i? Jeg sidder ikke hjemme og studerer biblen, men jeg kommer gerne i kirken til alle mulige gudstjenester og arrangementer. Jeg kommer i kirke både når der er noget at sige tak for, og når livet er svært. Jeg beder ikke aftenbøn, for det føles for fjollet.

En af de ting Folkekirken ikke gør, er at missionere, og det er jeg glad for. Jeg bryder mig ikke om de trosretninger, der kommer til min dør, og vil overbevise mig om, at deres Gud er bedre end min – eller rettere at deres måde at tro er bedre end min. Folkekirken skal selv skaffe sine “kunder”, altså dem der kommer i kirken. Jeg er helt med på, at man skal gøre noget aktivt for at melde sig ud, og at at man bliver “tvangsindmeldt” ved fødslen.

Slut prut finale 🙂

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Landsindsamling og mormonerne

På denne søndag i marts er det en tradition, at kirken står i spidsen for arbejdet med at samle ind for Folkekirkens Nødhjælp. Pengene går altid til steder, der kæmper mod sult og i år er der særligt fokus på Etiopien, der for 30 år siden var ramt af en hungerkatastrofe, hvor der døde en million mennesker. Måske husker du billederne fra TV…  Et af de tiltag, der arbejdes rigtig meget med nu, er at dyrke nye næringsrigtige afgrøder, der kan klare lang tids tørke, for på grund af klimaforandringerne kommer regnen ikke, når der er brug brug for den.

Der er 845 mio. fattige i verden, og de har hårdt brug for, at der bliver samlet ind, og hvert et lille bidrag tæller i det samlede regnskab. At give et par timer en søndag formiddag betyder så  lidt for mig, men betyder meget så ude i den store verden.

Jeg fik Holmelundsvej, og den rute vil jeg ikke have igen. Den gav simpelthen ikke ret godt. For det første var der mange, der ikke var hjemme, og for det andet var der mange, der var negative over at det var til Folkekirkens Nødhjælp. Andre igen lukkede slet ikke op, og et sted var beskeden, at de havde “frabedt sig alle henvendelser fra Folkekirken Nødhjælp” – så er der ikke at gøre end at ønske “god søndag”. Det er lidt svært at blive afvist ved døren, når man selv synes, at man arbejder for et godt formål. Nogle afviste også med den begrundelse, at de havde et sponsorbarn ude i verden. Det er en god begrundelse, som giver mening. Selv om jeg syntes, at bidragene var små, kom jeg trods alt hjem med ca. 600 kr., og lidt har også ret. Vi plejer at nå op omkring 45.000 for kirken, og konfirmanderne er nogle gode og flittige indsamlere, så det er spændende hvor højt op, vi kommer i år.

—–

I mens jeg har skrevet dette indlæg har jeg været på chatten med Bodil via Facebook. Bodil er mormon og vil invitere mig til en gudstjeneste i mormonkirken, og det har jeg sagt ja tak til, efter jeg havde forsikret mig om, at jeg ikke forpligter mig til noget. Det skal blive spændende at se, hvordan andre kirker udfolder den kristne tro. Jeg har så tit tænkt på, at folk, der er medlem af andre trossamfund, har taget aktivt stilling til deres tro; det er der ikke så mange af folkekirkemedlemmerne, der har. I folkekirken er der mange der er medlemmer bare fordi, at de ikke har meldt sig ud, de har ikke taget aktivt stilling til at være medlemmer.

Det er ikke så længe siden jeg hos Rebound mødte en ung kvinde, der var med i Pinsekirken, og hun inviterede mig også til gudstjeneste hos dem. Desværre fik vi ikke lavet en aftale, så det bliver nok ikke til noget. Mit billede af Pinsekirken er, at det er “Glad kristendom”, og det kunne faktisk være spændende at overvære en gudstjeneste der.

Jeg føler mig vel forankret i folkekirken, og det er der, jeg gerne vil lægge mine kræfter, men jeg synes, det er spændende at møde andre trosretninger, hvor medlemmerne har taget aktivt stilling til deres tilhørsforhold til deres kirke. Det må nu en gang give nogle stærkere mennighe

/4 Kommentarer/i /af

Hildegard-salon

I Hvidovre Kirke har vi et aktivitetsudvalg, der som den vigtigste aktivitet planlægger og gennemfører fire sogneaftner pr. sæson. Vi har valgt at køre med temaer igennem en hel eller to sæsoner. I to sæsoner har vi nu haft temaet Middelalderen. Vi lægger vægt på, at vores arrangementer skal handle om kristendom i en eller anden form, for vi er en kirke. Det kunne også handle om bøger eller lignende, men det har vi valgt fra, for den opgave er biblioteket meget bedre til at løse. Der skal være forskel på at komme på biblioteket og i kirken, og vi kan noget særligt, netop fordi vi er en kirke.

Torsdag aften havde vi arrangeret ”Hildegard-salon” ved Kirsten Kjærulf og optræden og musik af Jytte Abildstrøm og Poul Høxbro. Vi havde fulde huse, og der var næste ikke stole nok. Jeg tror, vi var 75 mennesker i alt. Jytte Abildstrøm er et vældigt trækplaster. Hun kom hen og snakkede med mig inden salonen gik i gang, og jeg fortalte hende, at jeg kunne huske hende fra min barndom, hvor hun sammen med Hans Chr. Ægidius spillede i serien Tylle Fylle Bølleby, der gik i fjernsynet. Det var barndommens TV, hvor ingen ting var særlig avanceret, men man lod sig nok også underholde af mindre ting dengang.

Fra kirkens hjemmeside: ”Hildegard levede i højmiddelalderen (1098-1179), men hendes verdensopfattelse og menneskesyn er i dag mere aktuelt end nogensinde. I sine visioner bliver hun advaret om de miljøkatastrofer, som i dag truer med at udslette menneskeheden og hele vores klode – miljøkatastrofer, som er forårsaget af vores grådighed og egoisme. I foredraget indgår Hildegards musik spillet af Poul Høxsbro på fløjter og pauker. Jytte Abildstrøm lægger stemme til Hildegard med humorens røde fløjl og kærlighedens gyldne silke.” Stykket har tidligere været opført i Riddersalen – Jytte Abildstrøms teater.

Jytte Abildstrøm var helt fantastisk – højt og tydeligt og uden mikrofon – bedre lyd end på TV – lagde hun stemme til Hildegards egne fortællinger, således som man har fundet dem nedskrevet. Det var et dejligt drama og man bliver glad af bare at høre på hende. Hun har en eminent udstråling. Hun må være omkring de 80, men det kan man hverken høre eller se på hende.

Poul Høxbro spillede skøn musik på fløjter – ja ind imellem spillede han rent faktisk på to fløjter. Det var meget imponerende. Jeg har selv engang spillet på fløjte og jeg ved hvor meget luft, der skal til bare at spille på en fløjte.

Kirsten Kjærulf var en lille smule for akademisk og alvorlig efter min smag, men der er ingen tvivl om, at hun vidste, hvad hun talte om. Kirsten driver bl.a. denne hjemmeside, hvor der findes en stor materialesamling om Hildegard, og hun har skrevet adskillige bøger om Hildegard.

Alt i alt var det en dejlig aften i Hvidovre Kirke.