/16 Kommentarer/i , , /af , ,

Noget der virker

Noget der virker

Jeg går og filosoferer over, om jeg har noget der virker

Hukommelse

Noget der virker.

Min hjerne virker i hvert fald ikke, som den skal. Fx kan jeg ikke genkende folk endsige huske deres navne. Jeg kan ikke finde vej, fordi jeg ikke kan visualisere det for mig. Fx aner jeg ikke, hvordan jeg skal finde ind til byen på cykel. Jo, jeg kan huske den første 1½ km., men så er det også slut. Jamen jeg har jo kørt den vej hver dag i syv år, nemlig i al den tid jeg har boet her på Torvet.

Forleden skulle jeg planlægge vejen til Psykiatrifonden på Hejrevej i Nordvest, hvor jeg jo har været masser af gange. Jeg kunne huske, at jeg skulle med S-toget til Nørrebro Station. Men hvad derefter? Det hjalp ikke at kigge på et kort. Gudskelov “kom det til mig” langt hen på dagen, og det var jeg meget lettet over.

Der er også adskillige andre ting fra mit liv (lange forløb, hvornår var jeg ansat hvor mv.), jeg ikke kan huske, og det, parret med følelsen af ikke at kunne noget som helst længere, er meget ubehagelig. Jeg var inde og tale med Gitte i Distriktspsykiatrien i går, og hun mindede mig om mit ønske om en henvisning til Hukommelsesklinikken. Paradoksalt nok havde jeg glemt alt om dette ønske. Jeg har været lidt på Hukommelsesklinikkens hjemmeside, og det ser relevant ud, omend de fokuserer meget på demens. Uden at ville gruble unødigt kan jeg dog ikke lade være med at tænke på en artikel, jeg har læst af professor Poul Videbech om, at man lettere udvikler demens, hvis man har haft mange depressioner eller har udviklet bipolar affektiv sindslidelse.

Kan det evt skyldes de utrolig mange ECT-behandlinger?

Programmer er ikke noget der virker?

Mit backupprogram til bloggen – BackupBuddy – virker heller ikke. Programmet kører endeligt igennem, men når jeg så tjekker, om det er gået godt ved at kigge ind i status, står alting til “empty”. Øv – den slags skal bare virke. Jeg mistænker lidt Windows 10, da jeg ikke kan se, hvad det ellers skulle være. Jeg kan ikke huske, at jeg skulle have lavet andre ændringer. Jeg har nu prøvet at skrive til firmaet i håb om, at de vil hjælpe. Det bør de, da det er et købeprogram.

Jeg synes, der er adskillige programmer, jeg ikke kan få til at virke eller bare ikke kan finde igen. Jeg har svært ved at finde mine dokumenter, der pludselig er spredt for alle vinde, så jeg nu har mistet overblikket over års historik. Igen: Jeg mistænker Windows 10, selv om det selvfølgelig er svært at forestille sig at et nyt styresystem skulle bytte rundt på ens dokumenter. En af de nærmeste dage bliver jeg nødt til at sætte mig ned og rydde op i alt det rod.

Andagt for Claus Bjerregaard

I aften skal jeg til en lille andagt i kirken for vores provst Claus Bjerregaard og bagefter er der samling i menighedshuset med en bid brød og øl/vand. Jeg synes, det er fint at menighedsrådets formand har sat sig i spidsen for den proces, der skal i gang nu. Vi skal jo blandt andet have lavet et stillingsopslag og have gang i ansættelsesproceduren.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/10 Kommentarer/i /af

Smukt

Bjarne Olesens bisættelse fra Præstø Kirke

Bjarnes forældre ser billeder fra højtideligheden i Amsterdam.

Det var den smukkeste bisættelse, jeg nogensinde har været til. Vi var 70 mennesker i kirken og til den efterfølgende fine frokost på “Frederiksminde”. Han kunne ikke blive bisat i et smukkere vejr.

Alle, der var tilstede, var dybt berørte, ikke mindst da hans søster Birgitte læste afskedsbrevet op ved kisten, først på dansk og så på engelsk, så Bjarnes mange hollandske venner også havde en chance. Da hun læste brevet højt, var jeg knust og kunne næsten ikke holde op med at græde igen, men jeg fik dog samlet mig så meget sammen, at jeg kunne synge med på samlerne. De havde valgt 747: “I østen stiger solen op”, 31: “Til himlene rækker…” og 787 : “Du som har tændt millioner af stjerner”. Jeg synes, det var meget smukke salmer, de havde valgt. De passede på en eller anden måde så godt til denne særlige situation.

Det fremgik af brevet, at det var enden på mange års ned-ad-bakke og at det var en særdeles velovervejet beslutning. Ingen kunne have gjort hverken til eller fra. Han blev skilt fra sin mand Jeremy for ca. syv år siden, og det var ikke hans ønske at blive skilt; han fandt aldrig rigtig en anden kæreste, men savnede vel nok en soul mate. Flere talte om, at han nu nok er i “doggie heaven” sammen med deres elskede boxer Miss West; det var deres “datter”. Bjarne har altid været glad for hunde, og jeg kan huske “Aga” hans golden retriever tilbage i Hårby for en menneskealder siden.

Jeg har altid hadet selve jordpåkastelsen, det at se kisten blive båret ud, sat ind i rustvognen og at se den køre afsted. Det er så ultimativt. Vi vinkede til rustvognen. Det har jeg ikke prøvet før, men det føltes rigtigt.

Jeg fik talt en del med Birgitte, der virkede meget afklaret. Hun sagde bl.a., at de prøvede at leve med respekt for Bjarnes beslutning. Jeg tror også, det er den eneste måde, man kan håndtere et selvmord på. Intet andet giver mening, og da slet ikke i en situation som denne, hvor det virker til at have været planlagt og velovervejet. Han har vidst, at det skulle være; skulle bare finde tidspunktet. Jeg tænker på den dybe ensomhed, han har været i i timerne op til. Den ensomhed findes ikke større.

I Amsterdam holdt de også en mindehøjtidelighed, hvor de mødtes i Westerpark og drak champagne. De sendte billeder hjem af højtideligheden. Det var gribende at se. Han havde en veninde, der kom helt fra Shanghai til bisættelsen – han var en sand kosmopolit.

Selvom det var rædselsfuldt, var det smukt! Under frokosten var der fx tre der rejste sig op og holdt små taler til og om Bjarne. Warner læste en tale op fra Ammar fra Kuwait, og han kunne næsten ikke for tårer, men fik sig hikstet igennem det alligevel. Der var flere, der overgik sig selv. Jeg tænkte også på at sige noget, men jeg ville jo mest kunne bidrage med barndomsminder, og det var måske ikke så interessant. Jeg kunne selvfølgelig have sagt noget om Bjarnes tid som tryllekunstner, som jeg havde glemt indtil i dag 🙂

Kære kære Bjarne! Vi har sendt dig på din sidste rejse i dag. Vi har gjort vores til, at du skulle få en fin rejse. Du har betydet meget for mig, og jeg har altid set op til dig, og syntes, at du var så dygtig. Nu er du et sted, hvor der er evig kærlighed og ingen krav. Gid du må trives med det. Kærlig hilsen Hanne.

Du som har tændt millioner af stjerner

Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.

Resten af teksten og musikken på YouTube.

(Vertaald met google translate en wat eigen creativiteit. er staan twee (?) waar ik niet helemaal zeker ben.)

Bjarne’s ouders zien foto’s van de ceremonie in Amsterdam.

Het was de mooiste begrafenis waar ik ooit ben geweest. We waren met 70 mensen in de kerk en er volgde een fijne lunch bij “Frederiksminde”. Hij kon niet worden begraven met mooier weer.

Allen die aanwezig waren werden diep geraakt, vooral toen zijn zus Birgitte de afscheidsbrief voorlas bij de kist, eerst in het Deens en vervolgens in het Engels, zodat Bjarne vele Nederlandse vrienden ook een kans hadden het te begrijpen. Toen ze de brief las, werd ik gebroken en ik kon nauwelijks voorkomen weer te huilen, maar ik heb me heb vermand zo veel dat ik mee kon zingen. Ze hadden lied 747 gekozen: “In het Oosten komt de zon op”, 31: “Want hemel rijen …” en 787: “U heeft miljoenen sterren gedraaid.” Ik denk dat het heel mooie liederen waren, ze hadden ze goed gekozen. Ze passen op de een of andere manier zo goed bij deze bijzondere situatie.

De brief was het einde van een jarenlange down-hill en het was een zeer intelligente beslissing. Niemand kon in of uit hebben gedaan, hetzij (?). Hij was gescheiden van zijn man Jeremy zeven jaar geleden, en het was niet zijn wens om te scheiden; Hij had nooit echt een andere vriend, en miste waarschijnlijk een zielsverwant. Verschillende keren sprak hij over zijn waarschijnlijke “doggie hemel”, samen met hun geliefde boxer Miss West; het was hun “dochter”. Bjarne is altijd al dol op honden geweest, en ik kan me “Aga” herinneren, zijn golden retriever in Hårby een generatie geleden.

Ik haat het altijd om het graf te zien waarnaar de kist wordt weggevoerd, het in de lijkwagen wordt gezet en om het te zien wegrijden. Het is zo uiteindelijk. We zwaaiden naar de lijkwagen. Ik heb niet eerder geprobeerd, maar het voelde goed.

Ik sprak veel met Birgitte, die heel duidelijk leek. Ze zei onder andere dat ze probeerde te leven met respect voor het besluit van Bjarne. Ik geloof ook dat dat de enige manier is om met een zelfmoord om te gaan. Niets anders is zinvol, en zeker niet in een situatie als deze, waar het lijkt te zijn gepland en weloverwogen. Hij wist wat het zou gaan worden; hij moest de tijd vinden. Ik denk aan de diepe eenzaamheid, waarin hij is geweest in de uren tot zijn daad. De eenzaamheid kan niet groter zijn.

In Amsterdam hielden ze ook een gedenkdienst, waar ze ontmoetten elkaar in het WesterPark en dronken ze champagne. Ze stuurden foto’s naar huis van de ceremonie. Het was ontroerend om te zien. Hij had een vriend die de hele weg naar de begrafenis kwam uit Shanghai – hij was een echte kosmopoliet.

Hoewel het verschrikkelijk was, was het ook mooi! Tijdens de lunch was er bijvoorbeeld iemand die opstond en hield een praatje met en over Bjarne. Warner las een toespraak van Ammar uit Koeweit voor, en hij kon het bijna niet door de tranen, maar deed het toch (?) Er waren verschillende die zichzelf overtroffen. Ik dacht erover ook iets te zeggen, maar ik wilde het meest bijdragen aan jeugdherinneringen, en het was misschien niet zo interessant. Natuurlijk kon ik iets gezegd hebben over Bjarne tijd als een goochelaar, dat was ik vergeten, tot vandaag Humørikonet smile

Lieve lieve Bjarne! Wij sturen u op uw laatste reis vandaag. We hebben ons best gedaan om ervoor te zorgen dat u een mooie reis zou moeten krijgen. Je betekende veel voor me en ik heb altijd opgekeken aan u en dacht dat je zo slim was. Nu bent u op een plek waar sprake is van eeuwige liefde en geen eisen. Moge u erop gedijen. Liefde Hanne.

Je hebt ingeschakeld miljoenen sterren

U die miljoenen sterren zijn geworden,
Uit in onze duisternis een twinkelende geloof.
U bent ons licht, en jij bent de voogd en koesteren
ons, dus we slapen in veiligheid en vrede.

De rest van de tekst en muziek op YouTube.

The picture: Bjarne’s parents see photos from the ceremony in Amsterdam.

It was the most beautiful funeral I’ve ever been to. We were 70 people in the church and for the subsequent fine lunch at “Frederiksminde”. He could not be buried in a beautiful weather. 

All who were present were deeply moved, especially when his sister Birgitte read the farewell letter up the coffin, first in Danish and then in English, so Bjarne many Dutch friends also had a chance. When she read the letter, I was crushed and could hardly keep crying again, but I did have collected me so much that I could sing along to collectors. They had chosen 747: “In the East Sun Rises”, 31: “For heavens rows …” and 787: “You have turned millions of stars.” I think it was very beautiful hymns, they had chosen. They fit in somehow so well to this particular situation. 

The letter that it was the end of many years of down-hill and it was a very intelligent decision. No one could have done either on or off. He was divorced from her husband Jeremy about seven years ago, and it was not his desire to divorce; he was never really another girlfriend, but missed probably a soul mate. Several talked about that he is probably in “doggie heaven” along with their beloved boxer Miss West; it was their “daughter”. Bjarne has always been fond of dogs, and I can remember “Aga” his golden retriever back in Hårby a generation ago. 

I always hated the graveside it to see the coffin being carried out, put into the hearse and to see it run away. It’s so ultimately. We waved to the hearse. I have not tried before, but it felt right. 

I talked a lot with Birgitte, who seemed very clear. She said among other things that they were trying to live with respect for Bjarne’s decision. I also believe it is the only way to deal with a suicide. Nothing else makes sense, and certainly not in a situation like this where it seems to have been planned and deliberate. He knew that it was going to be; just had to find the time. I think of the deep loneliness, he has been in in the hours up to. The loneliness is no greater. 

In Amsterdam they held also a memorial, where they met in Wester Park and drank champagne. They sent pictures home of the ceremony. It was touching to see. He had a friend who came all the way from Shanghai to the funeral – he was a true cosmopolitan. 

Although it was awful, it was beautiful! During lunch there was eg three who stood up and held small talk to and about Bjarne. Warner read a speech from Ammar from Kuwait, and he almost could not tears, but got himself hikstet through it anyway. There were several who surpassed themselves. I also thought about saying something, but I wanted the most to contribute to childhood memories, and it was perhaps not so interesting. Of course I could have said something about Bjarne time as a magician, I had forgotten until today 🙂 

Dear dear Bjarne! We sent you on your last trip today. We have done our best to ensure that you should get a nice trip. You meant a lot to me and I have always looked up to you and thought you were so clever. Now you are in a place where there is eternal love and no requirements. May you thrive on it. Love Hanne.

You who have turned millions of stars,
spark in our darkness a sparkling faith.
You are our light and you guard and cherish
us so that we sleep in safety and tranquility.

Thanks for the bright days that have elapsed,
gift to us, your hands have stretched out.
Forgive us what we were not achieved,
forgiving all evil, we had done or said!

Thanks for every joy that filled our hearts,
every time you made our life a celebration.
Help us to bear every burden, every pain,
you know only what serves us best.

Thanks for the people who were our support,
when we found the road difficult to walk.
Help us tomorrow to help the discouraged,
Meet us even in the weak and small!

You who have turned millions of stars,
darkness in the world would you bid defiance.
You are our Father, the one guard and cherish,
light in the darkness that comes from us.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Diverse

Alting og ingenting

Det er i morgen, jeg skal til Bjarnes bisættelse – i Præstø Kirke. Jeg har via Facebook fået kontakt til en Kirsten, der lige havde en plads i bilen. Vi kører fra Frederiksberg kl. 8, for der er noget med noget vejarbejde, og man kommer bare ikke for sent til en bisættelse. Jeg har bestilt en flot bårebuket gennem Interflora; egentlig er den jo mest til familien. Bjarne er ligeglad nu. Jeg har været rigtig ked af det, for det er svært at forstå, hvorfor han gjorde det. Som regel er det jo sådan at bisættelsen/begravelsen sætter et punktum for sorgen – i hvert fald når man ikke tilhører familien – det kunne jeg godt tænke mig. Ikke at jeg ikke vil mindes, men jeg vil gerne slippe for at være grådlabil.

Malwarebytes: Der er ved at gå helt sport i det med guiderne til Facebookgruppen. Jeg er blevet – næsten – færdig med en guide til Malwarebyte – Anti Malware, som er et program, der renser Pc’en for det snavs, de traditionelle antivirusprogrammer ikke fanger. Det er ikke et antivirusprogram men et supplement til sådanne. Det fås i en gratis version, og det er meget effektivt. Jeg har selv kørt med det i et par år. Programmet er let at have med at gøre: Man kan bare lade alle indstillinger stå til standard og så trykke på “Scan now”, så kører det. Jeg har 7-9-13 aldrig haft snavs på min maskine eller på nogle af mine forrige for den sags skyld.

Guiden er her, og alle funktioner er gennemgået. Malwarebytes – en guide Der er ikke helt den samme nerve og energi i denne guide som i de andre, for jeg har ikke helt det samme forhold til dette program, men pyt, det går nok endda.

Jeg ville faktisk gerne supplere med lidt videoer af fx processen med download og installation, for det ser så tjekket ud på sider, der inkluderer de små videoer, hvor cursoren er markeret med en gul cirkel – du kender dem sikkert; problemet er bare, at de ikke kan vises i en pdf-fil, og det er det format, vi lægger guiderne op i på Facebook. Det er lidt ærgerligt, for nu havde jeg ellers lige fundet ud af, hvordan man gør. Som nævnt tidligere er der meget læring knyttet til disse guides. Jeg har fået meget positiv respons på dem, og det giver jo lysten til at gå videre.

Kommentarer: Nu skulle der altså være kommet styr på det med kommentarerne. Det ser ud som om, det var nogle enkelte indlæg, der ikke kunne kommenteres på, og jeg har nu fået besked på, hvordan jeg kan se, om kommentarer er slået til eller fra. Men det er et indlæg ad gangen… Giv mig endelig besked, hvis du savner at kunne kommentere på et indlæg.

/13 Kommentarer/i /af

Aktivitetsudvalget

Vi arrangerer sogneaftner

Jeg har her til aften været til møde i aktivitetsudvalget ved Hvidovre Kirke. Det er et effektivt udvalg med otte medlemmer, der arrangerer sogneaftner. “Sogneaftner” dækker over aftner med foredrag om et eller andet, der har med kirke og tro at gøre. Det er vores erklærede målsætning, at alle vores arrangementer skal handle om kristendom i en eller anden form. Hvis folk bare vil høre en eller anden hyped forfatter, kan de gå ned på biblioteket. Vi skal skille os ud, og vi skal ikke fornægte, at vi er en kirke.

Vi har let ved at få fat i de gode foredragsholdere på de dage, vi gerne vil, for vi er altid ude i god tid, hvilket vil sige 1 – 1½ år i forvejen. Vi entrerer kun med de dygtige – det vi laver skal have kvalitet. Vores årlige budget er på ca. 25.000 kr., der skal dække alle omkostningerne – transportomkostningerne vejer tungt. Hver sæson er bygget op over et tema, fx vil alle 4 foredrag i 2015/16 handle om “håb” i en eller anden afskygning, for vi er i gang med “Tro, håb og kærlighed”, så temaet er fastlagt for tre sæsoner.

De sidste par gange har vi dog ikke haft så mange gæster, som vi gerne ville. 16 – 20 deltagere er ikke nok, og står slet ikke mål med det forarbejde, vi lægger for dagen. Så i dag havde vi en længere snak om, hvad vi kan gøre.

Vi kan fx tage navneforandring. Forslag kunne være: “Dilemma”, “Hvad skal man tro?”, “Tænkepause” eller “Helle”. Jeg synes, at alle disse forslag er bedre end det støvede “Sogneaften”. Alle er velkomne, uanset om de kommer meget eller lidt i kirken, om de kan trosbekendelsen eller ej. Hvis vi tager navneforandring, er der mulighed for, at vi får fat i andre end medlemmerne af kernemenigheden.

Vi kan flytte arrangementerne over i kirken igen, hvor de var i et par sæsoner. Kirkerummet kan noget særligt, og Hvidovre Kirke er meget smuk med en senmiddelalderlig altertavle med langfredagsscenen og en middelalderlige døbefont. Væggene emmer af historie. Selv synes jeg, at jeg finder fred i kirkerummet; der er reelt tid til tænkepauser. Lige nu ligger arrangementerne i menighedshuset, men det minder for meget om at “være til møde”. Jeg er en varm fortaler for at flytte tilbage i kirken.

Vi kan arbejde med vores folder. Den nuværende er rigtig flot, stillig og pæn, men den inviterer ikke nye deltagere til at tage et kig ind i den. Vores kirke- og kulturmedarbejder havde lavet et par forslag til ny folder, og det var rigtig flot, og der kom liv vha. et stort billede på forsiden af en af foredragsholderne. Det er så skønt at arbejde sammen med dygtige mennesker.

Endelig kan vi lukke ned i et par sæsoner, og så måske se på det med helt friske øjne om et par år. Mulighederne er legio.

Det giver mig noget at komme i kirken og at være med i de forskellige udvalg. Selve menighedsrådsmøderne er i og for sig uinteressante, men udvalgsarbejdet er det, der driver værket for mig. Jeg synes, det er i udvalgene jeg mærker engagement og gejst. Rådet er mere en kampplads for forskellige politiske retninger.

Hvad kunne du tænke dig at høre om til en sogneaften eller hvad vi nu skal kalde det?