/2 Kommentarer/i /af

Pentecoste = Pinse

Pentecoste er græsk og betyder 50

De fire kirker i Hvidovre har tradition for at holde pinsegudstjeneste sammen. I år var det Hvidovre Kirke, der var vært. Pinsen er festen for Helligåndens komme til disciplene i Jerusalem 50 dage efter påsken og 10 dage efter himmelfarten. Vi fejrer “pinseunderet”, hvor Helligånden fejede ind over disciplene som ildtunger, hvorefter de kunne tale alle sprog og gå ud i verden og fortælle om Jesus.

Arrangementet var utrolig flot og en succes med virkelig mange fremmødte. Der må være gået mange timer med at planlægge det. Heldigvis holdt det stort set tørvejr i de to timer, der var behov for tørvejr, da det meste foregik udendørs. Det meste var lagt an på, at deltagerne skulle være aktive.

Man skulle/kunne fx:

  • Bygge kirke med Annette
  • Skrive en bøn med Birgitte og Mette
  • Øve en pinsesalme med Vibeke
  • Male altertavle med Kim

Alle kreationerne blev efterfølgende båret udendørs og stillet op ved alteret. Der blev ved kollekten samlet ind til Folkekirkens Nødhjælp, hvor pengene i år går til de jordskælvsramte i Nepal. Det første skælv ramte for præcis en måned siden. Ved at give til FKN skulle man være sikret, at pengene virkelig når frem til dem, der har brug for dem. Pengene blev hældt i den netop byggede kirke.

Pinseberetningen blev læst på spansk, engelsk, tysk, græsk og kinesisk og så til sidst på dansk for alle os, der ikke lige har de andre sprog præsent.

Der var en ung rapper, der på en eller anden måde var lykkedes med at omskrive fortællingen om disciplene til rap, og han var god.

Der var en yngre kvinde, måske en skuepiller?, der fortalte hele historien i et nutidigt sprog på en måde, så det hele blev meget meget nærværende. Hun havde sjove detaljer med, der gjorde, at man bedre kunne danne billeder inde i hovedet, fx at Peter stod midt i rummet, trak ned i sine ærmer og stirrede tomt for sig ned i gulvet og fx om hvordan det ude fra gaden lød som om, der kom en masse heste galopperende.

Alt det der hører til en “rigtig gudstjeneste” var der selvfølgelig også: Klokker, præludium, salmer, trosbekendelse og nadver mv.

Jeg tror, det er præsterne, der står bag arrangementet, og der er god grund til at kippe med flaget, for det var flot, gennemtænkt og gennemført.

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Samtaler med hospitalspræsten

Samtaler med hospitalspræsten

Ærlig snak med hospitalspræsten

I Hvidovre sogn har vi to hospitalspræster: den ene Pia Sundbøll har 5 pct. i sognet og 95 pct. på Hvidovre Hospital, den anden, Mette Ladefoged, har 25 pct. i sognet og 75 pct. her på Psykiatrisk Center Hvidovre.

Jeg har haft mange samtaler med hospitalspræsten, Mette, mens jeg har været her, for hun er simpelthen god at tale med. Jeg kendte hende jo lidt i forvejen fra sognet, men det er selvfølgelig væsentligt udbygget nu. Vi kan gå lige til benet i dele af samtalen, men har også haft lidt “udenomssnak” ind i mellem. Hun er en del af systemet, og så alligevel ikke. Jeg kan fortælle hende med rene ord for pengene, hvordan jeg tænker, og jeg er ikke mere syg, end at jeg ved, at mine tanker er sygelige!

“drejebogen”/”filmen”

Vi har brugt meget tid på at tale om “drejebogen”/”filmen”, som er ved at gøre mig sindssyg. Den viser alle detaljer, intet er overladt til fantasien. Det er de rigtige salmer, de rigtige gæster, den rigtige præst mv. Den er i farver. Jeg har læst mig til, at hallucinationer ikke er usædvanlige ved meget svære depressioner.

Mette har nogle tanker om, at livet er livet værd i sig selv, og det skal hun jo nok sige som præst. Personligt opfatter jeg det som en cirkelslutning, men jeg lytter gerne til alle input, da mit eget reservoir er tomt. Er der nogen, der kan stoppe noget ind i det, vil jeg kun være taknemmelig, hvis de kan gøre det på overbevisende vis.

Ny medicin: Risperdal

Jeg har været til samtale med Ditte i dag. Hendes svar på filmen er at prøve noget mere potent antipsykotisk ved navn Risperdal til erstatning for Seroquel. Fint med mig, hvis jeg altså ikke får den almindelige bivirkning, der består af søvnløshed.

Hun konkluderede, at jeg ikke længere er klinisk deprimeret – hurra for det – vi mangler bare tankerne… Jeg nægter at tage hjem med tankerne og filmen kørende. Al erfaring viser, at den farligste fase er, når man begynder at få det bedre, for der får man også sin handlekraft tilbage.

Svært at få en psykolog

Endnu engang har jeg efterlyst en psykolog, og jeg begriber ikke, at man på en psykiatrisk afdeling ikke kan fremskaffe en sådan. Min tanke er, at måske kunne fire eller fem samtaler med en psykolog udgøre et gennembrud i forhold til drejebogen. Er det hele bare opbevaring og pilleudskrivning? Psykiatrien i Danmark er meget kemisk orienteret.

Til sidst foreslog jeg et netværksmøde, og det havde hun også tænkt på, så det var jo fint nok. Jeg havde på forhånd et billede af, hvem jeg mente, det var relevant at invitere, og det gik hun ind på. Hvis man vil, kan man få temmelig meget indflydelse på egen behandling.

Vores samtale varede 33 minutter, og det kan jeg ikke klage over.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Kyndelmisse

Og de sang …

Allerede sidste år skrev jeg om kyndelmisse, så der er ikke så meget nyt – sådan faktuelt. Måske var der bare endnu flere mennesker i går end sidste år. Kirken var fyldt, og folk sang af karsken bælg. Jeg elsker at være i kirken, når vi er mange, og især når vi er mange, der synger sammen. Repertoiret bestod af nedenstående, og det er så skønt, når man kan dem alle sammen:

  • Februar, kulde og korte dage, eller måske hedder den “Derfor bære blus vi med glæde”
  • Lysets engel går med glans
  • Du som har tændt millioner af stjerner
Billedet er af kirke- og kulturmedarbejder Anette B. Bjerregård

Efter gammel tradition spiser man pandekager efter gudstjenesten. Mogens og Irene havde dækket op i det absolut største lokale i menighedshuset – tre meget lange borde – men der måtte bære flere stole og borde ind. Jeg glæder mig altid, når det går så godt.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Begravelse

En borgerlig begravelse

Ellen har beskrevet en smuk begravelse, og det har fået mig til at tænke på den seneste begravelse jeg har været til: min mors i 2006.  Hun døde 1. juledag og blev bisat den 29. december.

Jeg er fra et fuldstændig kirkefremmed hjem. Vi brugte kun kirken i yderste nødstilfælde fx ved begravelser og andre lejligheder hvor man ikke kunne undslå sig. Da jeg selv begyndte at bruge kirken og være involveret i aktiviteterne derovre, måtte jeg lære alting fra grunden, og det er jeg slet ikke færdig med. Et lille eksempel er, at jeg i lang tid undrede mig over, at salme 439 – Oh du Guds lam – altid var på tavlen; jeg troede, de vældig godt kunne lide den Faktum er, at den hører til nadveren, og så synges den selvfølgelig til hver eneste højmesse.

Jeg blev ringet op 20 minutter efter, at hun var død på Holbæk Sygehus. Tilstede havde været en kusine og hendes mand og så min halvbror. Mig fandt man ikke for godt at “invitere” Jeg tog af sted til Holbæk og gik ned i en kælder under sygehuset, hvor hun lå på en båre.

Vi har aldrig haft et særlig inderligt forhold og der var fx 22 år, hvor vi ikke så hinanden (måske kommer historien en dag). Jeg syntes alligevel, at jeg ville give hende et eller andet med i kisten på den sidste rejse, og det blev min fars “konfirmationssalmebog”, som jeg havde arvet. Det var det mest rigtige at give, da det så var en hilsen både fra ham og mig – også selv om han døde i 1972. Jeg turde ikke selv lægge bogen på hendes bryst, så jeg fik portøren til det. Måske var jeg bange for, at det ville gå som i “Nattevagten” af Ole Bornedal.

Og nu kommer vi så tilbage til det med kirken: Hun havde ønsket sig, at der intet skulle foregå ved bisættelsen, og sådan blev det, for selvfølgelig må man respektere den afdødes ønsker. Intet kirkerum, ingen salmer, intet orgel, ingen præst, ingen blomster, ingen jordpåkastelse for det er jo kun præster, der må kaste jord på – i sandhed en borgerlig begravelse. Og så kan jeg selv tilføje, at det for mig var som at være til “bisættelse” uden en afdød, for hun døde for mig i 1975 , da hun holdt op med at spille den rolle, en mor skal spille. Ved rigtige begravelser og bisættelser spiller kirken en rolle, uanset om man definerer sig selv som troende eller ej, da langt, langt de fleste præster nutildags er dygtige til at møde de efterladte, der hvor de nu en gang er. Nu og dage tror vi da gudskelov på en mild og kærlig Gud som defineret i Det nye Testamente. Ham fra Det gamle Testamente har vi ikke behov for, og han er vist også på vej ud.

Ved denne mærkelige lejlighed – jeg vil ikke kalde det en bisættelse – så jeg for første gang i 26 år hendes tidligere ægtefælle. Det var en underlig situation. De to har i fællesskab ageret på en måde, som er utilstedelig og utilgivelig. Utilgivelig fordi jeg ikke kan tilgive, selv om jeg prøvede i tre år. Jeg opsøgte hende, da jeg kunne se i telefonbogen, at hun var blevet skilt, under dække af slægtsforskning og gamle billeder, så dejlig neutralt, men det gik ikke, selvom jeg forsøgte. Jeg og Pia Sundbøll er blevet enige om, at det må være Guds opgave at tilgive her, for jeg kan ikke, og det kan man ikke pålægge et menneske.

Og så noget neutralt: Lidt gamle billeder fra Heidi Løkkegaard Larsen puslet sammen af mig.