Hildegard-salon

I Hvidovre Kirke har vi et aktivitetsudvalg, der som den vigtigste aktivitet planlægger og gennemfører fire sogneaftner pr. sæson. Vi har valgt at køre med temaer igennem en hel eller to sæsoner. I to sæsoner har vi nu haft temaet Middelalderen. Vi lægger vægt på, at vores arrangementer skal handle om kristendom i en eller anden form, for vi er en kirke. Det kunne også handle om bøger eller lignende, men det har vi valgt fra, for den opgave er biblioteket meget bedre til at løse. Der skal være forskel på at komme på biblioteket og i kirken, og vi kan noget særligt, netop fordi vi er en kirke.

Torsdag aften havde vi arrangeret ”Hildegard-salon” ved Kirsten Kjærulf og optræden og musik af Jytte Abildstrøm og Poul Høxbro. Vi havde fulde huse, og der var næste ikke stole nok. Jeg tror, vi var 75 mennesker i alt. Jytte Abildstrøm er et vældigt trækplaster. Hun kom hen og snakkede med mig inden salonen gik i gang, og jeg fortalte hende, at jeg kunne huske hende fra min barndom, hvor hun sammen med Hans Chr. Ægidius spillede i serien Tylle Fylle Bølleby, der gik i fjernsynet. Det var barndommens TV, hvor ingen ting var særlig avanceret, men man lod sig nok også underholde af mindre ting dengang.

Fra kirkens hjemmeside: ”Hildegard levede i højmiddelalderen (1098-1179), men hendes verdensopfattelse og menneskesyn er i dag mere aktuelt end nogensinde. I sine visioner bliver hun advaret om de miljøkatastrofer, som i dag truer med at udslette menneskeheden og hele vores klode – miljøkatastrofer, som er forårsaget af vores grådighed og egoisme. I foredraget indgår Hildegards musik spillet af Poul Høxsbro på fløjter og pauker. Jytte Abildstrøm lægger stemme til Hildegard med humorens røde fløjl og kærlighedens gyldne silke.” Stykket har tidligere været opført i Riddersalen – Jytte Abildstrøms teater.

Jytte Abildstrøm var helt fantastisk – højt og tydeligt og uden mikrofon – bedre lyd end på TV – lagde hun stemme til Hildegards egne fortællinger, således som man har fundet dem nedskrevet. Det var et dejligt drama og man bliver glad af bare at høre på hende. Hun har en eminent udstråling. Hun må være omkring de 80, men det kan man hverken høre eller se på hende.

Poul Høxbro spillede skøn musik på fløjter – ja ind imellem spillede han rent faktisk på to fløjter. Det var meget imponerende. Jeg har selv engang spillet på fløjte og jeg ved hvor meget luft, der skal til bare at spille på en fløjte.

Kirsten Kjærulf var en lille smule for akademisk og alvorlig efter min smag, men der er ingen tvivl om, at hun vidste, hvad hun talte om. Kirsten driver bl.a. denne hjemmeside, hvor der findes en stor materialesamling om Hildegard, og hun har skrevet adskillige bøger om Hildegard.

Alt i alt var det en dejlig aften i Hvidovre Kirke.

4 replies
  1. Pollyanna
    Pollyanna says:

    Jeg husker at de to også lavede en julekalender, den var noget andreledes, men netop derfor gad jeg godt se den, da jeg var ved at vokse fra dukkejulekalenderne. Mon ikke det var midt i 70erne?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pollyanna

      Jeg tror faktisk – nu du nævner det – at Tylle Fylle Bølleby var en julekalender og den blev sendt i starten af 70’erne for jeg var 6-8 år.

      Svar
  2. Kisser
    Kisser says:

    Åh, hvor det lyder som en rigtig god aften.
    Jeg kender en lille smule til Hildegard, for jeg havde en veninde (som desværre er død for et års tid siden), som elskede alt omkring Hildegard. Hun havde sågar været nede at besøge klosteret, hvor hun levede, og veninden elskede a fortælle om Hildegard.
    Tænk at hendes budskaber stadig er gyldige i dag, så mange år efter.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      Du har ret – det var en rigtig dejlig aften, med masser af ny inspiration og lærdom. Jeg kender ikke så meget til Hildegard, men jeg vil studere den flotte hjemmeside.

      Ja det er fantastisk med de evigt profetier. Hildegard har virkelig haft fantastiske evner.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *