, ,

Farvel jobcenter

Andre boller på suppen

Først

Tusind tak til alle jer, der skrev så pænt til mig i går både her på bloggen og også på Facebook. Det var både rørende og overvældende at mærke jeres varme tanker!

Farvel jobcenter

Det var mere end dejligt at tage ned til jobcenteret kl. 13:00 med et eneste formål nemlig at sige “farvel og tak”. Vi havde lavet aftalen på forhånd, så den kunne vi jo lige så godt overholde. Der var lidt snik snak i en halv times tid, og så var det overstået. Jeg håber aldrig mere, jeg skal stå på den ydmygende trappe og vente på at blive lukket ind af ham, der står på den anden side af glasdørene, og ligner en sammenblanding af en halvgammel P-vagt og en politikadet på prøve. Det er lige før, han har både knippel og pistol, som han styrer samtidig med, at han nidkært holder øje med sekundviseren, så han ikke kommer til at lukke rosset ind for tidligt.

Sagsbehandleren er blevet engleblid efter mine henvendelser til hhv. borgmesteren og chefen. Det har hjulpet meget. Retfærdigvis skal det siges, at jeg også selv har lagt mig i selen for at få det til at fungere. Vi skulle jo på en eller anden måde udholde hinanden.

Tidsperspektiver

Den næste gang, sagsbehandleren og jeg skal ses, er om to og et halvt år, hvor det skal vurderes, om jeg fortsat opfylder kravene til et fleksjob, om intensiteten(hedder det vist) er den samme mv. Om fem år bliver det nu midlertidige fleksjob endelig fast, og jeg bærer rettigheden til jeg dør. Jeg tager det ret roligt med disse ting, for man bliver ikke “rask” fra bipolar affektiv sindslidelse; men man træffes at blive mindre syg.

Man kan på mange måder sige, at der er/har været langt til målet. Men den vigtigste milepæl indtraf i går.

, ,

Piv, piv

Usikker

Åh hvor jeg hader at være så usikker!

Jeg vil så gerne, at “Nordsjællands Port Center” har lyst til at beholde mig, for de har de fedeste opgaver. Jeg kan komme til at leve af mine hobbies, og ingen kan ønske sig mere. Det er så sindssyg svært at finde et fleksjob, at man må slå til, når chancen er der.

Jeg har måske også et stort internationalt firma i spil, men de har været i spil siden november 2017, og der sker intet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om de ville være så langmodige med en helt almindelig medarbejder? Nu skulle det være en fryd at fortælle dem, at de kom for sent! Fordi man er i fleksjob, er man jo ikke en dårlig medarbejder!

På kompromis

Skånehensyn – kopieret fra Psykiatrifondens slutrapport 22. marts 2016

Hanne B. Stegemüller bør fremover arbejde på nedsat tid, idet risikoen ved et for stort arbejdspres er en forværring af eksisterende symptomer, herunder suicidale tanker. Hanne B. Stegemüller bør også i fremtiden have hjælp til at indlære og fastholde strategier til at forsøge at overvinde de kognitive problemer med koncentration og hukommelse. Hendes arbejdsforhold bør være veltilrettelagte, i et roligt miljø, gerne med eget kontor, og uden stramme deadlines, men med en plan, der sikrer et tidsmæssigt overblik. Opgaverne bør være afgrænsede og strukturerede, lige som hendes rolle i opgaveløsningen skal være klar. Der bør være tydelige instruktioner og feedback på opgaveløsningen. Hanne B. Stegemüller har brug for pauser efter behov, og det vil være en fordel, hvis arbejdstiden er tilrettelagt med pausedage til restitution.

Jeg vil så gerne

Jeg vil så gerne, at jeg går på kompromis med alle skånehensynene. Jeg vil ikke være besværlig, for hvem vil ansætte en besværlig medarbejder? Indtil videre har vi aftalt, at jeg møder op fire timer om ugen, og at jeg arbejder hjemme fire timer om ugen. Og det er fint. Vi har aftalt, at jeg møder om onsdagen, og det er fint. Der er de 1½ timers transport hver vej, og det er også OK. Jeg synes, transporten skal tælle med, for jeg er virkelig træt, når jeg kommer hjem. Jeg går i seng kl. 20:00, sover med det samme, og er “sove-træt” hele torsdagen. Jeg håber selvfølgelig på, at denne træthed vil gå over af sig selv.

Arven fra staten

Jeg kommer fra staten, hvor jeg er vant til, at man benhårdt skal dokumentere sin tid. Jeg har derfor fundet et lille tidsregistreringssystem, hvor min arbejdsgiver kan se, hvad jeg laver alle de timer, jeg arbejder hjemme, og for så vidt også de timer, jeg møder frem i Farum.

Jeg tror faktisk, de synes, det er lidt hysterisk med den slags registrering, så jeg gør det måske også bare for min egen skyld. Jeg synes bare, at når jeg arbejder halvdelen af tiden hjemme, har de krav på at vide, hvad jeg egentlig foretager mig.

Jeg kan (måske) noget, de har brug for

Jeg håber inderligt, at de synes, jeg kan noget, de har behov for, for hvad skal de ellers med mig? Jeg har brugt 1:38 timer i dag på at lave en plan for, hvordan vi få alle fem sites gennemgået, optimeret, sikkerhedsgodkendte osv. Jeg håber, de kan lide den slags, og om end ikke andet, har jeg selv behov for en sådan plan.

Uanset hvad glæder jeg mig til en situation, hvor jeg ikke hele tiden skal ses an.

 

,

Direktiver og påbud

Direktiver og påbud

Jeg håber

Jeg håber så inderligt, at min kontakt til jobcenteret og jobnet.dk snart “går over” for denne gang, også selvom sagsbehandleren er blevet engleblid og vældig sympatisk. Men jeg ved jo først noget for alvor om tre – fire uger. Ventetiden kan jeg så bruge til at genere mine læsere med beretninger om det afskyelige jobnet.dk.

Herunder har jeg indsat en ganske tilfældig side, og med gult viser jeg de mange direktiver, diktater og påbud. Et afsnit hedder ganske vist “Rettigheder og pligter”, men jeg synes nu mest, der står noget om pligter.

En hurtig optælling viser, at der i den bette tekst herunder står “du skal” intet mindre end syv gange. Så er det vel sevet ind hos de fleste. Note: Og jeg har endda glemt et “Du skal” i “Aktiviteter du skal deltage i”. Så faktisk er der otte. Til slut står der tre gange, hvordan man mister sin ledighedsydelse.

Jeg havde faktisk planlagt at lave en lang liste over malfunktionerne på jobnet og så sende den til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der stå for jobnet.dk. Det kunne fx være:

  • Man kan ikke kopiere et dokument ind i et fritekstfelt, hvis dokumentet indeholder anførselstegn. Man kan derimod godt skrive tegnene bagefter.
  • Man kan ikke angive, at et stillingsopslag ikke har en ansøgningsfrist, i de tilfælde hvor det af opslaget fremgår, at ansøgningerne behandles løbende. Jeg valgte at skrive den oplysning i adressefeltet, for det var eneste mulighed – og så har jeg forhåbentlig også irriteret nogen 🙂 Men de kan ikke komme efter mig. Jeg har jo opfyldt mindst én af mine utallige pligter.
  • Søgningen efter ledige passende fleksjobs er lige bred nok. Jeg prøvede at søge på noget, der passede til mig. Jeg fik 14.494 hits.
  • Søgefunktionen er som standard indstillet til at se på stillinger i en radius af 100 km. Man kan ikke ændre på tallet. De får altså ikke mig til at tage 100 km. med det offentlige. Det har jeg simpelthen ikke kræfter til, og jeg gætter på, at mange raske heller ikke vil kunne overkomme så lang en transporttid.

Morten (Jobøst) fik faktisk den gode idé, at hvis jeg lavede listen, kunne vi i fællesskab rette henvendelse til STAR og fortælle dem, at de måske havde brug for mig. Den idé ville jeg aldrig selv have fået. Morten er så kreativ.

Jeg har prøvet at tale med min sagsbehandler om alle disse tåbelige ting ved jobnet.dk. Han slår opgivende ud med armene, og lader som om, at det er bare så tåbeligt som det er, og så må jeg indrette mig efter det. Han har slet ikke forstået, at man bliver nødt til at kæmpe, hvis man vil ændre på tingenes tilstand. Men har man sit på det tørre, behøver man det selvfølgelig heller ikke.

 

Direktiver og påbud

, , , , , ,

Yes!

Yes!

Vi har en aftale

Klokken 10:30 var jeg klar hos “Nordsjællands Port Center”, og det var de også. Opgaverne er legio og en masse: adskillige websites, optimering af hastighed på siderne, webshops, sociale medier, brevfletning til masseudsendelse af mails, sproglig gennemgang, sites, der skal bygges op på ny i WordPress osv.

Jo mere vi talte, jo mere kom de i tanke om, de gerne vil have lavet, og som de ikke selv kan varetage. Og i øvrigt er de meget bedre til at sælge porte og bomme og den slags, som jeg intet ved om.

Jeg synes, jeg kan byde ind på det meste. Jeg er svag, for nu ikke at sige ikke-eksisterende, angående SEO, (søgemaskineoptimering – men bare det at optimere hastigheden vil gøre meget for resultaterne i Google, der straffer de langsomme sider) webshops og CSS (en metode til at styre udseendet på et site, hvis skabelonen ikke rækker), men resten kan jeg godt være med på. Og hvis jeg ikke kan det i forvejen, hjælper Hr. Google som oftest.

De har mindst 108 opgaver, de skal bare prioriteres. Da de havde nævnt alt muligt, måtte jeg spørge dem, hvordan de var kommet frem til fire timer ugentligt? Med det antal timer ville der jo være længe, til de kunne se fremdrift. Men de havde aldrig sagt noget om fire timer… Jeg er lidt i tvivl om, hvor det tal så kom fra, men pyt nu med det. Da der er temmelig lang transporttid til Farum, foreslog jeg otte timer. Fire timer med fremmøde og fire timers hjemmearbejde. Det var de med på.

Praktik

Og så var der jo det med lønnen. De syntes, jeg var lidt dyr. Jeg prøvede at fortælle, at de skulle sammenligne med konsulenthuse, der typisk tager 650,- til 850,- kr. i timen. Så skal der selvfølgelig fradrages for, at jeg på ingen måde er professionel, og at det trods alt er et fleksjob. Jeg skal bare have det der fremgår af Finansministeriets lønoversigter.

De var stadig tøvende. For at få det til at glide ned, foreslog jeg, at vi starter med en ulønnet praktik  på fire uger. Så så de glade ud igen. Og så havde vi en aftale. Praktikken skal evalueres efter tre uger, så jeg ikke skal gå at vente til sidste dag, før jeg ved, om jeg er købt eller solgt.

Jeg starter på onsdag kl. 10:00. Det er drømmejobbet for mig. Det kunne ganske enkelt ikke være bedre. Jeg glæder mig helt vildt. Og til Eric: Så kunne jeg alligevel sælge min hobby til en arbejdsgiver 🙂

En sprognørdting

“Port Center” svarer til “Ældre Sagen”, men det er der vist ikke noget at gøre ved.